Vore Sparekasser og den foreslaaede Sparekasseforening,

1 sit nylig udgivne Skrift «Vore Sparekasser og deres Virkemaade»*) har Prof. Falbe Hansen udtalt, at det ikke er med ganske Urette, at man bebrejder Sparekasserne, at en væsenlig Del af de vanskelige Pengeforhold maa tilskrives dem paa Grund af deres Pengedispositioner. Man maa vistnok give Forfatteren Medhold heri, idet det maa erkjendes, at Sparekasserne i Almindelighed i Tidens Løb have tabt noget af deres oprindelige Karakter som udelukkende Forvaltningssteder for opsparede Kapitaler og lidt efter lidt ere gaaede over til at blive Instituter med det Øjemed indenfor sig at samle saa mange til Indskydelse bestemte Midler som muligt uden Hensyn til om disse Midler i Virkeligheden egne sig til Modtagelse i en Sparekasse ikke. Om det nu end maa erkjendes, at enkelte navnlig af de større og mere indflydelsesrige Sparekasser ikke i nogen betydelig Grad have forladt det oprindelige Virksomhedsspor, saa maa det dog tillige bemærkes, at neppe noget Institut kan frigjøre sig for den Bebrejdelse

---

*) Vore Sparekasser og deres Virkeraaade. Af V. Falbe Hansen, Professor i Nationaløkonomi. Kløbenhavn. I Kommission hos G. E. C. Gad.

over en Del af Indskudsmassen at have disponeret med det Formaal at søge større Fortjeneste end den, som den almindelige Anbringelse, nemlig Udlaan mod reel Sikkerhedgiver,dehave andre Ord, istedetfor at indskrænke sig til at forvalte de dem anbetroede Midler, tildels optagetenVirksomhed,der ligger for PengeinstituteriegenligForstand. naar som et af de Forhold,dernavnlighave Sparekasserne ind paa dette Spor, med Rette nævnes den stærkt stigende Konkurrence ikke blot med Banker med Sparekasseafdelinger, men med den overhaandtagende Mængde af Sparekasser, der nu hos os ere tilstede i et saadant Tal, at intet andet Land kan fremvise saa mange Sparekasser i Forhold til Befolkningensomvort,saa det paa den anden Side ikke overses, at Regeringen bærer en væsenlig Del af Skylden for, at Sparekassevirksomheden er bleven forrykket. KonkurrencenfraandreSparekassers er jo fremkaldt ved, at Regeringen, uden tilstrækkeligt at have haft sin Opmærksomhed rettet paa denne Sags overordenlige BetydningforLandetsøkonomiske i det Hele, som det synes uden Betænkelighed har bevilget ethvert AndragendeomStempelbegunstigelse,uden en Sparekasseikkekanvirke saadan, istedetfor at lade Indrømmelsenherafværeafhængig hvorvidt der i Virkelighedenkundesynesat en følelig Trang tilstede til Oprettelse af ny Sparekasser, og hvilken Indflydelse en saadan Oprettelse maatte antages at ville have saavel i Almindelighed som lige overfor de bestaaende nærmeste Sparekasser. Kun under denne Forudsætning lader det sig forklare, at der rundt omkring paa Landet og navnlig i Jylland efterhaanden er dukket saa mange smaa Sparekasserop,afhvilke faa kun virke for et eller enkelte

Sogne. Det ligger i Sagens Natur, at der for saadanne mindre Omraader ikke kan være nogen tilstrækkelig Trang tilstede for Oprettelse af Sparekasser, navnlig under de nuværende Samfærdselsforhold, hvor Adgang til hver Kjøbstaderletog for Aar bliver lettere ved bedre Kommunikationsmidler. Dertil kommer, at det ikke kan være Andet, end at det mindre Virksomhedsomraade med Nødvendighed udøver en uheldig Indflydelse i Henseende til Dispositionen over de indskudte Kapitaler, idet personligeHensynveddisses paa en ganske anden Maade ville gjøre sig gjældende end Tilfældet er i de for større Distrikter virkende Sparekasser, hvor de Laansøgende som oftest ere übekjendte for Bestyrelsen og denne derfor er mindre udsat for at bedømme én Laansøger efter Personen end efter den Sikkerhed, han er istand til at yde for Laanet. Det maa heller ikke lades übemærket, at man i Almindelighed kan forudsætte, at Bestyrelsen for saadanne mindre Sparekasser paa Landet neppe vil være i Besiddelse af den fornødne Indsigt, naar Talen er om at anbringe nogen Del af Indskudsmassen i let realisable sikre Værdipapirer, og netop denne OmstændighedharudenTvivl til, at ikke faa af de mindre Sparekasser have disponeret saaledes, at hele Indskudskapitalenergjortfast Udlaan enten mod reel eller mod personlig Sikkerhed, saa at vedkommende Institut under de forhaandenværende vanskeligere Pengeforholdstaarblottetfor til at opfylde de Krav paa Tilbagebetaling, der gjøres af Indskyderne. Det maa derfor i høj Grad beklages, at Regeringen i denne Henseende ikke har udvist større Forsigtighed og Tilbageholdenhed. At søge det bestaaende Misforhold hævet derved, at Stempelbegunstigelsen i Løbet af et vist Antal Aar bliver

adskillige af de mindre Sparekasser frataget, vil ikke være tilraadeligt, dels vil man ikke kunne undgaa Vilkaarlighed, naar man skal sondre imellem dem, der bør bestaa, og dem, der formentlig kunne undværes, og dels vil deraf let kunne opstaa Forstyrrelse i mange Privates økonomiske Forhold, der atter kan medføre almindelige skadelige Følger. Man maa derfor tage Forholdet som det nu engangerogse arbejde hen til en Ordning af det Bestaaende,hvorvedmankan istand til at raade Bod paa de Ulemper, der alt have vist sig og som sikkert ville blive end mere forøgede, dersom Sagen faar Lov til at udvikle sig videre i det uheldige Spor, den er kommen ind paa, og navnlig dersom det ikke bringes til klar ErkjendelsehosSparekassebestyrelserne,at fremtidig maa begrænse sig saavel hvad Modtagelse af Indskud som hvad deres Anbringelse angaar. Et rigtigt Blik herfor have de Mænd haft, der i Slutningen af forrige Aar lod udgaa en Opfordring til Bestyrelserne af de jydske Sparekasser til at sende Delegerede til et Fælledsmøde, for at Sparekasseforholdenekundebliveunderkastede almindelig Drøftelse,ogligesomdet Anerkjendelse, at de have givet Impulsen til Sagens Fremkomst, saaledes fortjener det ogsaa i høj Grad Paaskjønnelse, at disse Mænd efter nærmere Overvejelse i Betragtning af denne Sags store økonomiske Betydning for hele Landet udstedte en IndbydelsetilAfholdelseaf almindeligt Sparekassemøde. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa Forhandlingerne paa dette i Aarhus den 17. og 18. Jan. d. A. afholdte Møde, hvilke ad flere Veje ere bragte til Offenlighedens Kundskab,menskalkun at man paa Mødet vedtog i det Væsenlige et af Nationalbankdirektør Levy affattet Udkast til Beslutninger, samt at danne en Sparekasseforening,forhvilkender

forening,forhvilkenderblev valgt en foreløbig Bestyrelse med det Hverv at tage Beslutningerne under forøget Overvejelseogderefterat samtlige her i Landet bestaaendeSparekasserOpfordringtil indmelde sig i Sparekasseforeningen. Bestyrelsen har nu i disse Dage ladet udgaa en saadan Opfordring, og jeg har trot, at det vilde være i Sagens Interesse om enkelte Punkter af det fremsendte Udkast til Vedtægter bleve gjorte til Gjenstand for en udførligere Omtale end det selvfølgelig har kunnet ske i Bestyrelseshenvendelsen til de enkelte Sparekasser.

Førend jeg imidlertid gaar over hertil, skal jeg forudskikkedenBemærkning, det havde været mit Ønske, at Beslutningerne havde indeholdt en almindelig Betegnelseaf,hvilke man navnlig bør tilstræbe at modtagetilForrentning en Sparekasse. Jeg er i denne Henseende i det Væsenlige enig med Prof. Falbe Hansen i, at en Sparekasses Indskud bør bestaa af de mere faste Kapitaler, som i Reglen blive hvor de indsættes, idet de udgjøre det Overskud, Sparerne kunne lægge hen fra Aar til andet, deres rørlige Kapital, hvis Rente de hæve eller oftere lade gaa til Kapitalen, men for hvis Hovedstol de foreløbig ikke have nogen Anvendelse. Heraf følger, at i Reglen kun saadanne Kapitaler bør modtages, der tilhøre Private, og at altsaa herfra er udelukket de i egenlig ForstandoffenligePenge, Stifts- og Stifteisers Midler, endvidere Penge, hvis Formaal er at virke udover den eller de Enkeltes Interesser, hvortil kunne henregnes Legatmidler.Ligesomdet er ugjørligt udtømmende at betegne, hvilke Kapitaler der egne sig til Modtagelse" i en Sparekasse og hvilke dette ikke gjælder om, saaledes skal det ogsaa indrømmes, at det ikke lader sig praktisk gjennemføre i hvert enkelt Tilfælde at sondre mellem faste

og ikke faste Kapitaler og at undersøge, hvorvidt en Kapital, der ønskes indskudt, er opsparet eller ikke, men naar en Sparekasses Bestyrelse anvender nogen fornuftig Kritik og navnlig foresætter sig ikke at modtage Alt, saa vil i Tidens Løb de Penge, som ikke bør høre hjemme i en Sparekasse, lidt efter lidt søge andetsteds hen, og Publikum vil selv vænnes til at fælde en nogenlunde rigtig Dom. En større Tilbageholdenhed fra Sparekassernes Side end der hidtil i denne Henseende er vist, har ogsaa i flere Retninger sin store Betydning. Modtager man nemlig uden Indskrænkning saadanne Kapitaler som de ovenfor exempelvis nævnte, da nødsages Sparekasserne til at holde en langt større Kassebeholdning end ellers er fornødent, navnlig naar man tager i Betragtning, at disse Kapitaler, hvad Beløbenes Størrelse angaar, i Almindelighedlangtovergaa egenlige Sparepenge. Allerede heraf er et ikke übetydeligt Tab Følgen, og dette Tab forøges endmere derved, at Sparekasserne nødsages til ad extraordinærYejenten Realisation eller ved Laan med stort Offer at tilvejebringe Kapitaler til Terminerne, i hvilke deslige Indskud som oftest fordres tilbagebetalte. En Udtalelse af mig paa Aarhusmødet mod at modtage til Forrentning andre Sparekassers Penge, fandt en bestemt Indsigelse fra Prof. Falbe Hansens Side, af hvem det hævdedes, at det var en særdeles rigtig Fremgangsmaade af de smaa Sparekasser at indsætte deres Penge i de større og altsaa paa en vis Maade at optræde som disses Filialer. Saalænge den ene Sparekasse virker uden nogensomhelstForbindelsemed anden, maa jeg fastholde Rigtigheden af, at hver Sparekasse disponerer selvstændigt over de den anbetroede Midler og at Dispositionen ikke udøver sin Indflydelse paa Andres Dispositioner, hvad der

ikke kan undgaas, naar den større Sparekasse skal til en nærliggende Termin holde en i Almindelighed betydeligere Kapital beredt til Udbetaling til den mindre uden altsaa i den Tid, samme har indestaaet til Forrentning, at have kunnet træffe Dispositioner over den, hvorved i ethvert Fald den kan holdes skadesløs for Rentebeløbet. Kunde Forholdet forandres derhen, at en nærmere Forbindelse indtraadte og navnlig at de mindre, som paapeget, kom til at virke som Filialer af de større, hvad jeg, der i høj Grad ønsker en i det mindste for hver Provins koncentreretVirksomhedfor kunde anse for heldigt, da vilde Sagen stille sig anderledes, da vilde samtlige Midler, der indgaa i de mindre, være at betragte som indskudte i Hovedsparekassen og denne vilde da være istand til at følge Bevægelserne indenfor de mindre SparekassersOmraaderog Sikkerhed kunne træffe de herpaa støttede Dispositioner. Uagtet Beslutningerne ikke indeholde en almindelig Betegnelse af Sparekasseindskud som de egenlige opsparede fastere Kapitaler, vil dog forhaabenligdeng tilføjede Bestemmelse, at Beløb, som udtages førend de have indestaaet i 3 Maaneder, forrentes med en mindre Procent, i Praxis føre til, at løse Kapitaler søge andetsteds hen, og at den i Landets Sparekasser staaende Indskudskapital bliver i højere Grad end hidtil et paalideligt Udtryk for Nationens opsparede Kapitalformue.

Indlaansrenten er i g 1 foreslaaet til 4 pCt., og denne Rente maa under de nuværende Forhold siges at være passende. Ganske vist har man af kgl. Obligationer, der jo maa betragtes som vort sikreste indenlandske Værdipapir,etlidtstørre naar man gaar ud fra deres almindelige Kurs under normale Forhold, men man maa

ikke overse, at der altid er forbunden noget Tab ved Kjøb og Salg af Obligationer, og naar hertil kommer, at Omsætningen af saadanne Værdipapirer i Almindelighed maa siges ikke at ligge for de egenlige Sparere, hvortil jeg fortrinsvis henregner Landbostanden, saa ville disse under de nuværende Forhold kun have Grund til at være tilfredse med en Rente af 4 pCt., saa meget mere som de dog altid kunne siges at have deres Kapital til Disposition,naardemaatte Anvendelse for den. SparekassernesIndlaansrentemaavære der bør ikke uden den mest tvingende Nødvendighed rokkes ved den enten ved at sætte den op eller ved at lade den falde. Det er derfor aldeles forkasteligt, naar flere Sparekasser af Hensyntil,atBanker forhøjet Indlaansrenten, have fundet sig foranledigede til ligeledes at forhøje deres Rente. For Bankerne bestemmer den til enhver Tid gjældende Diskonto Pengenes Værd, de drive Forretninger med Penge, og kunne saaledes, naar disse ere dyre, finde deres Regning ved at betale dem noget højere end ellers. En Sparekasse derimod er udelukkende et Forvaltningsinstitutogharikke Formaal at tjene Penge, men heraf følger igjen, at en Sparekasses Handlinger og Dispositionerikkekunnerette efter de vexlende Konjunkturer,menskullebære af en mere stationær Karakter. Det er derhos en i sine Følger meget betænkelig Sag at forvænne Sparerne med en højere Rente end den Forholdene i Almindelighed tilsige; derved drives disse mere og mere over til Utilfredshed med Udbyttet, til Higen efter højere Rente, med andre Ord til Spekulation, der bør ligge dem aldeles fjern. Vi have paa Fyn set, og det er vist andetsteds gaaet paa samme iYlaade, hvorledesidepaa meget rigelige Aar Spekulationsraserietbegyndteatgribe

raserietbegyndteatgribeom sig mellem de egenlige Sparere, som lokkede af de i forskjellige Retninger offenliggjorteglimrendeProspektuslode bevæge til at tegne Aktier i hvilketsomhelst Foretagende, og Følgen, der fra en vis Side betragtet ikke er at beklage, er den, at Mange have tabt deres opsparede Kapital. Foruden at man saaledes i Virkeligheden ikke handler i Sparernes velforstaaede Interesse ved at give dem en højere Rente end fornøden, saa vil et saadant Skridt ogsaa af andre Grunde være i høj Grad urigtigt, idet man nemlig derved nødsages til i samme Forhold at forhøje Udlaansrenten. Forsaavidt nu en Sparekasse har disponeret over en væsenlig Del af Indskudsmassen ved Udlaan mod Pant i faste Ejendomme, hvad saa godt som alle vore SparekasserafnogenBetydning gjort, da vil en saadan Forhøjelse af Prioritetsrenten nødvendigvis medvirke til en Nedgang i Ejendomsværdierne, og foruden altsaa at en Sparekasse derved svækker sin egen Sikkerhed, bidragerdentilat Forhold, som, naar andre ugunstige Omstændigheder træde til, kunne blive virkelig faretruende. Indlaansrentens Stabilitet kræver i Henhold til det nys Udviklede, at den staar i et stabilt Forhold til Udlaansrenten. Da det næppe lader sig gjere at fastsætte den samme Forskjel for alle Sparekasser, har man indskrænketsigtili

kapitalenstaaendeReservefond,derbør være tilstede og som navnlig vil faa sin Betydning ved Dækning af Tab, der opstaa af fluktuierende Kurser og af Realisation af Værdipapirer under ugunstige trykkede Pengeforhold.

Hvad Midlernes Anbringelse angaar, da bør en SparekassesVirksomhedværerettetpaa træffe saadanne Dispositioner over de indskudte Kapitaler, at disse til enhverTideretilstedei der give Indskyderne fuld Betryggelse. Anbringelsen bør med andre Ord ikke ske for at Sparekasserne derved kunne faa det største Udbytte og efterhaanden ophobe Fortjeneste paa Fortjeneste, men udelukkende med Indskydernes Sikkerhed for Øje. Men samtidig dermed bør man ogsaa stræbe hen til, at alle de Sparekasserne anbetroede opsparede Kapitaler, der næstefterdenveddefaste repræsenterede Værdi, udgjøre Landets største Formue, i videste Omfang og paa den fyldigste Maade komme til en for det Hele og AlmindeligegavnligAnvendelse.Arbejdesder virkelig Endrægtighed fra alle Sparekassers Side henimod dette Maal, da vil hele Institutionen faa en Indflydelse, hvis gavnlige og heldbringende Følger ville mærkes paa alle Omraader. Maalet naas formentlig derved, at en større Del af de i Sparekasserne indskudte Kapitaler anvendes til at støtte og fæstne Prioritetsforholdene her i Landet. For ethvert Land maa det betragtes som et uvurderligt Gode, at Ejendomsbesiddere under ikke altfor trykkende Vilkaar have Adgang til at faa en i et passende Forhold til Ejendommens Værdi staaende Kapital prioriteret i samme. Den almindelige Velstand, navnlig i et Land som vort, hvor Agerbruget er Hovederhvervet, og altsaa ogsaa den rolige Fremadskriden af Befolkningens materielle Velvære er afhængig deraf. Det er nemlig indlysende, at Mangel

paa let Adgang til at sikre sig Kapital mod betryggende Pant vil gjøre Besiddelsesstanden usikker og medføre, at tvungne Ejendomssalg hyppigt finde Sted, hvoraf atter følger en Forringelse af Ejendomsværdierne og en TilbagegangiLandetsøkonomiskeVilkaar. vare laansøgende Ejendomsbesiddere væsenlig henviste til privateKapitaler,somdelaante paa første eller anden Haand. Saadanne Kapitalers Indestaaen kunde selvfølgeligikkeværeblivende,idet udlaantes indtil LaangiverenellerefterhansDød Arvinger fik Anvendelse for dem og da opsagde dem til Udbetaling, hvorved den paagjældende Laantager paany med forholdsvis betydeligt Offer maatte søge Kapitalen erstattet med en anden og saaledes kunde den Enkelte under uheldige Forhold og uagtet han kunde tilbyde udmærket Sikkerhed, blive udsat for hyppigt vexlende Prioritetskapitaler. SparekasseinstitutionenharenvæsenligFortjeneste den heri indtraadte Forandring. Derved at de Tid efter anden disponible Kapitaler søgte Vej til Sparekasserne og saaledes mere samledes paa en Haand til videre Anbringelse, blev det muligt ved andre Kapitaler at erstatte dem, der* ved Dødsfald,Ejendomskjøbellerafandre fik en øjeblikkeligAnvendelse,dervedidet taget, at Omvexlingen af Kapitaler havde fundet et Medium, gjennem hvilket den i Almindelighed skete, forebyggedes de skiftende Prioriteter og de deraf følgende Tab og Forlegenheder for Ejendomsbesiddere,ligesomdeellersoverhaandtagende til at repræsentere fastere Værdier. Det maa derfor vistnok af Alle erkjendes, at Sparekasserne, hvem den Forpligtelse utvivlsomt paahviler at disponere over Indskudskapitalerne til Almenvellets Fremme, opfylde denne Pligt ved at bidragetilBefæstelsenafPrioritetsforholdene.

dragetilBefæstelsenafPrioritetsforholdene.Dette kan imidlertid naas enten ved direkte eller ved indirekte Udlaan.DeflesteSparekasserhave, vides, hidtil fulgt den Vej at give direkte Udlaan, altsaa mod at Debitor udsteder Panteobligation for Beløbet til Sparekassen, og naar det, hvad vistnok overalt strængt paases, iagttages, at den udlaante Kapital staar i et passende Forhold til Ejendommens paa en betryggende Maade konstaterede Værdi, saa vil en saadan Disposition tilfredsstille ethvert Krav paa Sikkerhed, som Indskyderne kunne gjøre. Jeg for mit Vedkommende har ogsaa tidligere været mest tilbøjeligtilatanbringeen Del af Indskudskapitalen paa denne Maade og Tilgangen til Fyns Stifts SparekasseharfornogleAar været saa stor, at BestyrelsenvedSidenafat store Poster i forskjellige Værdipapirer, har kunnet opfylde enhver Begjæring om Laan, naar denne var støttet paa forsvarlig Sikkerhed. De senere indtraadte mindre gunstige Forhold have imidlertidvaktBetænkelighedvedi Mindste i samme Omfangsomtidligereatgjenoptage Udlaansvirksomhed. Naar man ser bort fra de netop for Tiden stedfindende Forhold, hvor paa den ene Side mange Laansøgere afholde sig fra at ty til Kreditforeningerne paa Grund af den lave Kurs, disses Obligationer noteres til, og paa den anden Side Ihændehavere af Kapitaler lade sig friste af den højere Rente, der tilbydes for Prioritetslaan, hvoraf Følgen har været, at ikke faa Kapitaler ere blevne tagne ud af Sparekasserforatanbringesmod saa vil det vistnok mere og mere blive Tilfældet, at saadanne private Kapitaler løsgjøres fra Ejendommene og anbringes saaledes, at de til enhver Tid ere lettere disponible. Følgen heraf vil da blive den, at Begjæret efter Laan i faste Ejendomme vil

stige, hvad der atter vil bevirke, at Kreditforeningsobligationerne,daSparekasserneundernormale ikke kunne forudsættes at være istand til tilnærmelsesvis at tilfredsstille alle Begjæringer om Laan, ville falde i Kurs. Ved Indkjøb af disse Obligationer, eller med andre Ord ved indirekte Udlaan i faste Ejendomme, kunne Sparekassernebidragetil,atKursen oppe i en nogenlunde passende Højde og at altsaa det Tab, som er forbunden med Optagelse af Laan i Kreditforeningerne bliver mindre føleligt for Laansøgerne. En enkelt Sparekasse har det naturligvis ikke i sin Magt at holde Kursen oppe, men naar for hver Provins samtlige Sparekasser arbejde mod det samme Maal, saa vilde Efterspørgslen efter KreditforeningsobligationeriForbindelsemeddet der fra andre Sider stilledes, formentlig være stærk nok til, at der fandtes Kjøbere til hvad der blev falbudt. Med Hensyn til Sikkerheden kan der selvfølgelig ikke gjøres nogen Indsigelse mod en saadan Disposition, da KreditforeningerneifølgederesStatuterkun udlaane efter et begrænset Forhold til Taxationssummen, saa at altsaa deres Obligationer maa betragtes som ligesaa betryggende som Sparekassernes egne Panteobligationer. Dertil kommer,atSparekassernevedsaadanne Udlaan eller Kjøb af Kreditforeningsobligationer staa langt friere under extraordinære Forhold, der, som vi have set, med afvexlendeMellemrumindfindesig,idet Realisation af Obligationer lettere vil kunne foretages, uden at Vanskelighederneforøges,endSalgaf eller Opsigelse af prioriterede Kapitaler. Ved Salg af PanteobligationerbliverDebitorernesretligeStilling en Maade forrykket, idet de, i Stedet for at have Penge, som de havde al Grund til at betragte som faste og ligesaa

gode som uopsigelige, nu udsættes for, at de af dem udstedte Obligationer gaa over i Privates Eje, og altsaa for at Kapitalerne med Sandsynlighed ville blive opsagte til Udbetaling i en ikke fjern Fremtid; benytter en Sparekassesigafdetandet Alternativ, at opsige sine udestaaende Kapitaler, da vil den derved under forudsatte særdeles vanskelige Forhold kun bidrage til at vanskeliggjøredisseiendnuhøjere Alt vel overvejet, turde det derfor være at anbefale, at Sparekasserne for Fremtideneremeretilbageholdendemed til direkte Udlaan i faste Ejendomme og i Stedet for i større Udstrækningendhidtilstøttede der udelukkende have denne Virksomhed.

Samtidig med at en Sparekasse har en større Del af de indskudte Kapitaler anbragt i Panteobligationer eller de med dem i Klasse staaende Kreditforeningsobligationer, bør Bestyrelsen lade det være sig magtpaaliggende, at Institutet tillige er Ihændehaver af en efter Indskudsmassen afpasset Beholdning af sikre og til enhver Tid let realisableVærdipapirer.AtAktier deslige Spekulationspapirerikkebørfremtidig trænger ikke til nærmere Omtale, da det følger af en Sparekasses Opgave at forvalte og ikke at søge at tjene Penge. Ide foreliggendeBeslutningererdet § 2 bestemt, at ordenligvis lia af det samlede Indskudsbeløb samt Reservefondet skal anbringes i saadanne Papirer, og efter den Erfaring, jeg har gjort i de sidste ugunstige Aar og med den TilbagegangforØje,som fundet Sted i de fleste store Sparekasser,trorjegikke Forholdet bør sættes lavere. Det er utvivlsomt en af de aller væsenligste Fordringer, der bør stilles til Bestyrelsen af en Sparekasse, at den sørger for, at Institutet er i Besiddelse af et saadant Fond, hvis

Realisation man kan ty til under opstaaende Vanskeligheder.VedHjælpaf vil en Sparekasse, der, naar den administreres samvittighedsfuldt og forsvarligt, maa formodes at have erhvervet Publikums Tillid, saagodtsom være sikker paa at kunne blive Herre over vanskelige Situationer og hurtigt istand til at skaffe de Kapitaler tilstede,somerenødvendige Udbetaling af de af IndskydernefordredeBeløb.Men er ogsaa det eneste Middel til at opretholde Tilliden; thi rygtes det først, at Tilbagebetaling af Indskud, selv kun ganske undtagelsesvis,erblevennægtet, griber Frygten for at tabe, hvad man gjennem mange Aar har opsparet, hurtigt om sig, navnlig mellem den let bevægelige Almue. En almindelig Storm mod Sparekassen for at redde sin Kapital vil da være den uudblivelige Følge, og det er jo givet, at intet Institut, der giver sig af med at forvalte anbetroede Midler, vil se sig istand til uden Varsel at tilbagebetale Alt. Ser Publikum derimod, at Tilbagebetalingerne gaa som sædvanlig, da vil selv under stærkt bevægede Forhold Ligevægten hurtigt komme igjen og de udtagne Kapitaler ligesaa hurtigt finde Vejen tilbage til Sparekassen. Der er derfor saavel paa Aarhus-Mødet som af Prof. Falbe Hansen i hans fornævnte Skrift blevet lagt særlig Vægt paa, at en Sparekasse for at imødegaa en mulig Krisis, übetinget bør være i Besiddelse af et passende, af sikre og let realisable Værdipapirer bestaaende Fond, ved hvis Salg eller Pantsættelse den hurtigt vil blive istand til at samle den til de indstrømmende Krav svarende kontante Beholdning. Ganske vist vil en Sparekasse ved en saadan hurtig Realisation af forholdsvis store Beløb i Værdipapirer lide et ikke übetydeligt Tab, da den ved de ugunstige Tider alt trykkede Kurs end mere vil trykkes, naar der

saaledes paa engang falbydes store Poster, men Hensynet til et saadant Tab er betydningsløst ligeoverfor Hensynet til, hvad der kan resultere af, at en Sparekasse, selv kun aldeles midlertidig, udsætter Tilbagebetaling af Indskud, naar disse af Indskyderne kunne fordres. Har en SparekassevedHjælpaf højere Rente, den faar af sine Værdipapirer, hvad enten disse nu bestaar af Fonds eller Panteobligationer, end den, som den giver Indskyderne, oparbejdet sig et om end mindre Reservefond, saa er [der ingen Betænkelighed ved at ty til dette for at dække de ved Realisationen foranledigede Tab, navnlig da det, som oftere fremhævet, ikke er en Sparekasses Opgave at ophobeFortjeneste.EreIndskydernes anbragte sikkert og forsvarligt, saa behøver en Sparekasse under almindelige Forhold af Hensyn til Indskyderne egentlig ikke nogen væsenlig subsidiær Sikkerhed; et i passende Forhold til hele Indskudsmassen staaende Reservefond bør man tilstræbe, for at dette under extraordinære og vanskelige Forhold kan træde hjælpende til Dækning af Tab, der ville opstaa ikke af manglende Sikkerhed for de udlaante Kapitaler, men af Nedgang i Kursen paa de af Sparekassen indkjøbte Værdipapirer og af den Tilbagegang, som kritiske Tider under forskjellige Former altid ville føre med sig. Derfor bør man ikke tillægge den Omstændighed,atReservefondetgaar i bevægede Tider, nogen synderlig Vægt, saalænge det bestaar, vil Dækning af mulig opstaaende Tab ikke komme til at gaa ud over Indskydernes Formue, og det er selvfølgelig det Hovedsagelige, at denne kan forblive überørt og upaavirketafalleVanskeligheder. at dette med Tryghed kan siges at finde Sted, bør Reservefondet ligesaavelsom

den Fondsbeholdning, der er indkjøbt for Indskudskapitaler,
være repræsenteret ved sikre og let realisable Værdipapirer.

Naar man gaar ud fra, at det er rigtigt, hvad ovenfor er udviklet om Beskaffenheden af de Midler, som en Sparekasse fortrinsvis bør modtage, nemlig at det er Sparernes fra Aar til andet opsparede Overskud, der i Reglen ved Indskydelsen er bestemt at skulle blive indestaaendei übestemt Fremtid, altsaa de mere faste Penge, saa maa det ogsaa indrømmes, at den Nytte, som disse Penge skulle gjøre, bør søges i, at de anbringes i Overensstemmelse med deres Karakter, de bør med andre Ord finde en varigere Anbringelse. Principielt har jeg derfor været imod, at Sparekasser yde Laan mod haandfaaetPant mod Kaution, Laan, hvis Formaal i Almindeligheder bringe den Paagjældende ud over midlertidigeForlegenheder, hvis Tilbagebetaling derfor bør ske i forholdsvis kort Tid. Den, der søger et saadantLaan, til det Institut, der enten vil laane ham det største Beløb eller tilbyder dette paa de mindst trykkendeVilkaar; tilsigtes en egentlig Pengeforretning, hvis Afslutning nærmest hører hjemme i en Bank og ikke i et Forvaltningsinstitut. Dertil kommer, at man ved Udlaanmod forlader den reelle Sikkerhed. At bedømmeen økonomiske Stilling er altid en meget vanskelig Sag, dertil udkræves en saadan Følgen med Vedkommendes hele Færd og Virken, at man ikke kan forudsætte, at en Sparekasses Bestyrelse vil være istand til at fælde en blot nogenlunde begrundet Dom, hvilket derimod en Bank langt sikrere vil kunne, idet den maa formodes at være bekjendt med Debitors og Kautionisters Forretningsførelse, Omsætninger og Forbindelser. Paa Aarhusmødet var hele denne Udlaansvirksomhed Gjenstandfor

standforen indgaaende Diskussion, og det blev navnlig af Hensyn til den store Nytte, som Ydelsen af saadanne mindre Laan gjør, med overvejende Majoritet vedtaget, at Sparekasser fremdeles som hidtil kunne udlaane mod haandfaaet Pant og mod Kaution, for de sidstnævnte Laans Vedkommende dog med en væsenlig Indskrænkning i Henseendetil Forhold til Indskudskapitalen og mod Tilbagebetaling af Laanet i ét Aar fra dets Stiftelse,hvilket igjen har foreslaaet modificeret for de Sparekasser, der kun virke i et eller flere Sogne.

Et Afstemningspunkt, paa hvilket der paa Aarhusmødetframeget Mænds Side blev lagt særdelesVægt,angik Begrænsning af det Beløb, som maa indsættes paa en enkelt Konto, og en Indskrænkning af den i de fleste større Sparekasser stedfindende Tilbagebetalingudenforudgaaet af Indskud af hvilkensomhelstStørrelse.I Forslag, der blev lagt til Grund for Forhandlingerne paa Mødet, fandtes den Bestemmelse, at en Konto skulde afsluttes for yderligere Indskud, naar der paa samme indestod et Beløb af 3000 Kroner, og at Tilbagebetaling af Summer paa 500 Kroner og derover krævede V4Aars Opsigelse. Oprindelig have vistnok de fleste Sparekasser i deres Statuter haft Bestemmelser i lignende Retning, sigtende til at forebygge Forlegenheder, fremkaldte ved mange samtidig indstrømmende ForlangenderomTilbagebetaling Indskud, men i Tidens Løb ere saadanne Bestemmelser enten ligefrem ophævede eller ikke blevne overholdte, saa at det Almindelige, saa vidt vides, nu er, at Sparekasserne udenfor Terminerne paa Anfordring tilbagebetale, hvad Indskyderne forlange. Jeg er ikke blind for, at der heraf under extraordinære Forholdkanopstaa Vanskeligheder, men paa den anden

Side forekommer det mig at have sine Betænkeligheder at rokke ved den Praxis, der i denne Henseende har udviklet sig, og som, vel at mærke, har arbejdet sig ud over de tidligere gjældende indskrænkende Bestemmelser, da en saadan Praxis altid mere eller mindre hviler paa Krav, som de her i Landet stedfindende Formues- og OmsætningsforholdmedNødvendighed stillet. Det er ogsaa betænkeligt at give Bestemmelser, hvis Omgaaen man aldelesumuligtkan og som i deres Følger let kunne, ja ofte ville, føre til, at Indskydere, der af en eller anden Grund have faaet øjeblikkelig og nødvendig Brug for en større Kapital, ad anden Vej og med betydeligtOffermaa sig denne, uagtet de selv besidde samme. Det vil saaledes føre til, hvad vi netop paa Grund af den uhindrede Adgang til at faa tilbagebetalt en KontrabogsPaalydende,hidtil været fritagne for, at Kontrabøgerpantsættestil der kunne siges at leve af Andres ofte kun forbigaaende Forlegenheder, og hvis VilkaarforUdlaan Almindelighed ere højst übillige. Da jeg imidlertid maa erkjende, at det under visse Eventualiteterkanhave store Betydning, at en Sparekasse ikke har en obligatorisk Forpligtelse til uden Varsel at tilbagebetale Alt, der kræves, saa har jeg kunnet slutte mig til det paa Aarhusmødet vedtagne Ændringsforslag, hvorefter en Bestyrelse for Udbetaling af Summer paa 2000 Kr. og derover kan forbeholde sig 6 Maaneders Opsigelse,idetjeg gaaet ud fra, at en Bestyrelse kun under Forhold, som den ikke paa anden Maade kan beherske,vilbenytte af det tagne Forbehold. Til nærmere Forklaring er det i Beslutningerne foreslaaet tilføjet,atdet følger, at der ikke i noget Halvaar med kortere Varsel end 6 Maaneder kan fordres udbetalt

udover 2000 Kr. paa en Sparekassebog, hvorhos Summen
for Sparekasser, der virke for et eller enkelte Sogne, er
foreslaaet nedsat til 200 Kr.

Hvad angaar Regnskabet og dets Form, da skal det kun bemærkes, at samme bør aflægges i en saa let fattelig og anskuelig Form, at enhver Lægmand uden Vanskelighedkan sig ind deri, og det bør navnlig ved første Øjekast fremgaa, hvor stort et Beløb Indskudsmassen udgjørog hvilken Maade den er anbragt. Den Form, i hvilken Kjøbenhavns Sparekasse aflægger sit Regnskab, tilfredsstiller efter Bestyrelsens Formening enhver Fordring paa Tydelighed og Klarhed, og er den derfor foreslaaet benyttet af de Sparekasser, der tiltræde Foreningen. Et Spørgsmaal, der har en ikke ringe Betydning, er det, hvorvidt de af Sparekassen indkjøbte Værdipapirer i Regnskabetbør til den Kurs, til hvilken de ere noterede paa Afslutningsdagen. Paa Aarhusmødet syntes det at være den almindelige Mening, at man ikke burde foretage de heraf følgende ofte større Af- og Tilskrivninger, hvorvedStatus stærkt bevægede Tider vilde blive underkastetstore hvad der igjen let kunde føre til en fejlagtig Opfattelse hos Publikum af Sparekassens økonomiske Forfatning. Skjønt man ikke kan frakjende denne Grund nogen Betydning, har Bestyrelsen dog ikke kunnet tillægge den en afgjørende Vægt. Hovedsagen og Udgangspunktet i den her omhandlede Henseende er og bør være, at en Sparekasse ikke i sit Regnskab opfører ikke existerende Værdier, hvad der ofte vil blive Tilfældet, dersom Værdipapirerne opføres til en anden Kurs end den, de staa i ved Regnskabets Afslutning. Naar man ikke opstiller en saadan bestemt Regel, saa er det omtrentdet som ingen at have, thi det er altid en

Skjønssag, hvilken Værdi man skal tillægge et Papir, naar man afser fra den Værdi eller den Notering, der er givet paa den Tid, da Ansættelsen foregaar. Fristelsen til under trykkede Forhold at se hen til Værdien fra bedre Tider er for stor til, at man ikke skulde give efter for den, og dette vilde da føre til en Overvurdering af Sparekassernes Forfatning, med andre Ord, Regnskabet vilde bidrage til at give Publikum en fejlagtig Opfattelse af den virkelige Status, hvad der under indtrædende vanskelige Forhold med god Grund vil kunne og ogsaa vil blive bebrejdet Bestyrelsen.

Jeg skal nu til Slutning gaa over til det Spørgsmaal, hvorvidt det kan forudsættes, at den større Del af de her i Landet bestaaende Sparekasser kan antages at være villig til at gaa ind i den paatænkte Forening og derved indordne sig under de Regler, der gjennem denne maatte blive fastslaaede som bindende Norm for de enkelte SparekassersfremtidigeVirksomhed.Naar ser hen til den højst forskjellige Maade, hvorpaa Sparekasserne for Tiden virke, og som nærmere fremgaar af den af statistisk Bureau i forrige Aar udgivne Oversigt over Landets SparekasseriAarene186 _—74, saa kan man mulig ikke uden Grund befrygte, at ikke faa af Sparekassebestyrelserne ville vægre sig ved at slutte sig til Foreningen. Forholdetharnemlighidtil det, at Bestyrelserne med den mest übundne og uindskrænkede Frihed paa egen Haand have kunnet træffe Bestemmelse om Anbringelse af de dem anbetroede Kapitaler, om Kjøb og Salg af hvilkesomhelstVærdipapirer,omGaver, til almennyttige Formaal som til Formaal, hvis Fremme er en Sparekasse aldeles uvedkommende. Det kunde derfor gaa her som overalt, hvor der paatænkes Gjennemførelse af Indskrænkninger,manvilmodsætte

ninger,manvilmodsættesig at give nogen Del bort af den vidtudstrakte Myndighed, der nu ligger i Bestyrelsens Haand. Jeg kan imidlertid ikke Andet end tro, at en alvorligOvervejelseafSagen bringe de fleste Bestyrelser,ognavnligBestyrelserne de større Sparekasser, til at betragte en Sparekasses Stilling og Virksomhed paa en noget anden Maade end de hidtil have gjort. Det er ovenfor sagt, og det kan ikke ofte nok gjentages, at enhverSparekasseafnogen har den Forpligtelse, at de den anbetroede Midler, der for samtlige SparekassersVedkommendeudgjøreen Del af Nationens Formue, komme Landet tilgode paa en virksom og fyldig Maade, selvfølgelig med stræng lagttagelse af Indskydernes Sikkerhed, en Betragtning, som, naar man ser hen til de i flere Sparekasser trufne Dispositioner, ikke kan have været den overalt ledende. Man kan mulig have delte Meninger om, ved hvilke Dispositioner dette Maal bedst naas, og om de i Beslutningerne antydede netop ere de rigtigste, men om Forpligtelsen til at arbejde henimod dette Maal bør der fornuftigvis ikke herske forskjellige Anskuelser. Er dette givet, maa Alle vistnok ogsaa være enige i, at skal Formaalet opnaas, kan dette kun ske ved at der tilstræbes en paa fornuftige Principer begrundet Ensartethed i Dispositionerne, men en saadan Ensartethed kræver en Sammenslutning mellem de enkelte Sparekasser. Det er saa langt fra, at en Sammenslutning kan antages at blive til Skade for de enkelte, idet det tvertimod maa betragtes som givet, at Publikum med større Tillid vil søge til de Instituter, som ved at tiltræde Foreningen have vist at ville underordne sig under visse bestemte Regler og derigjennem virke hen til det Heles Vel, fremfortil-dem,som have Blikket henvendt paa deres

egen übundne Stilling. Følgen heraf turde da blive en fortsat Tilbagegang for de Sparekasser, som holde sig ude fra Foreningen, ligesom det ogsaa vil kunne forudsættes, at de Sparekasser, som slutte sig til samme, ville finde en beredvilligere Støtte der, hvorfra en saadan under indtrædendevanskeligeForholdbør ventes. Om nu end Gjennemførelsen af de foreliggende Beslutninger kan gribe stærkt forandrende ind i de Forhold, der finde Sted i flere Sparekasser, hvis Tal forøvrigt vil blive forholdsvis ringe, saa maa det paa den anden Side vel erindres, at Tiltrædelse til Foreningen ikke medfører, at de enkelte Sparekasser strax ved Tiltrædelsen skulle følge samtlige vedtagne Regler. Bestyrelsen har ikke overset, at en saadan hovedkulds gjennemført Forandring vil kunne medførebetænkeligeFølger,navnlig de Sparekassers Vedkommende,somhidtilhave saagodtsom samtlige indskudte Kapitaler ved Udlaan enten mod reel eller personligSikkerhed;herer Tale om en pludselig IndførelseafnogetNyt, derimod kun om en sukcessiv Arbejden henimod de Regler, man har anset for rigtigt at følge. Det bør endnu bemærkes, at hvad der i Beslutningerneerforslaaetsom Norm for de Sparekasser, der slutte sig til Foreningen, heller ikke kan anses som uforanderligt. Et Grundlag, paa hvilket de fleste Sparekasser kunne mødes, maa være tilstede, og efterhaanden som Erfaringen maatte tilsige Modifikationer som ønskelige, ville saadanne kunne indføres efter Overvejelse,ogBeslutningaf Myndighed — sandsynligvis en Plenarforsamling, — i hvis Haand det maatte blive lagt at træffe almindelige Bestemmelser. Sparekassebestyrelsernemaaveltage Betænkning, at der nu, da Sagen engang er kommen frem, og da det af indsigtsfuldeogsagkyndigeMænd

fuldeogsagkyndigeMænder blevet paavist, at den hele Maade, hvorpaa Sparekasseinstitutionen, som den bestaar, virker, er mindre fyldestgjørende, og at Sparekasserne netop ved deres uensartede Dispositioner have bidraget til Fremkomsten af de for Tiden stedfindende ugunstige Pengeforhold, med Nødvendighed vil blive krævet en Forandringaddenene den anden Vej. Den simpleste og den Vej, som sikrest vil føre til Maalet, er den, at der gjennem Loygivningsmagten gives visse bestemte Regler for Sparekassernes Bestyrelse, og at der fra Statens Side bliver ført en virksom Kontrol med, at saadanne Regler ufravigelig overholdes. Da vil enhver Modstand ophøre, idet Følgen for de Sparekasser, som ikke ville underordne sig de lovbestemte Regler, vil blive den, at de i Løbet af en vis Tid ville miste den Stempelbegunstigelse,someren for deres Bestaaen. Men ligesom hele Sparekasseinstitutionen hidtil har hvilet og er baaren frem paa et Frivillighedens og Tillidens Grundlag,der,detvære med fuld Paaskjønnelse, ikke i noget Tilfælde er blevet rokket ved en mindre hæderlig Bestyrelse, saaledes burde ogsaa Reformen af det Bestaaendehelstgjennemførespaa Grundlag, uden Lovgivningsmagtens Mellemkomst.

Odense i Maj 1878.

---

Anm. Efter at ovenstaaende Artikel indsendtes, have Forholdene paa flere Steder vist sig ikke at være overensstemmende med Forf.s Forudsætning. Det er derfor sandsynligt, at den Ordning, der paa Aarhus-Mødet ansaas for fyldestgjørende, ikke vil blive gjennemført saaledes som paatænkt, men at Lovgivningsmagten nu vil tage Sagen i sin Haand; — dog vil en Sparekasse-Forening ikke derfor blive overflødig. Red. har ment, at en Udtalelse fra en anset Sparekassedirektør et Medlem af den nu nedsatte Sparekasse-Kommission vilde være i Sagens Interesse. Red.