I. Samfundsdrømmerier.

Hin Forudfølelse eller Overbevisning om en i en nær Fremtid forestaaende stor Samfundsomvæltning, gjør sig, som bekjendt, for Tiden gjældende hos Mange. Forestillingen dens Form og Væsen afvexler i det Uendelige. Fremtidssynet hos Somme er taaget, og mere nærmer sig Anelsernes Omraade, har det hos Andre antaget tydelige Skikkelser. En lignende betydelig Forskjel med Hensyn til Forestillingerne om de Gjennemgangsformer, der kræves for at naa fra det moderne til den forventede Menneskehedens Guldalder eller — alt efter den optimistiske eller pessimistiske Fremhersken — til anarkiske Tilstande, nuværende Kulturlivs midlertidige Undergang og Oprindelsen af et socialt Kaos. Hist haabes paa en fredelig, af en efterhaanden opsvulmende, ustandselig offenlig Mening baaren Overgang; her oprulles Billeder om sociale Brydninger af en Beskaffenhed, at selv den franske Revolutions Rædselsperiode sammenlignelsesvis fremtræder som en Idyl.

Det er ikke nødvendigt, at gjøre opmærksom paa de talrige Grunde, der navnlig i det sidste Decennium ere blevne fremhævede til formentlig Støtte for Rigtigheden og Berettigelsen af nævnte Overbevisning om et nær forestaaende, «Verdensskifte». Der vrimler af dem i Tale og Skrift og de ere hos Mange blevne en integrerende af deres Livsanskuelse. Hvad der imidlertid til Trods for Mangfoldigheden paa dette Omraade, saavidt hidtil ikke er henpeget paa, er den Kjendsgjerning, den nyeste Tid har begyndt at afføde en Række Statsromaner samt digteriske og filosofiske Arbejder, i jævnt, fortællende übunden, eller i mere eller mindre fantasirig bunden Stil, beskjæftige sig med Fremtidens Idealstat eller den forestaaende sociale Omvæltnings Slige Arbejder, der i Tidernes Løb kun da ere fremkomne i større Antal, naar nye Samfundsideer gjennemsyret store Kredse og naar Gjæringen naaet en Højde, der truer selve Statens Existens og tvinger det monarkiske Princips, de konservative Interessers og den bestaaende sociale Ordens Bærere til Tvangsforholdsregler og Undtagelseslove, have tidligere været ansete som poetiske Stormfugle, og tør vel med Rette ogsaa i vor Tid, da deres Antal ligesom fra Midten af det forrige Aarhundrede indtil dets blodige Slutning, hurtigt forøges, betragtes som Bebudere af et paa Horisonten Uvejr.

Som Spejlbilleder af Samfundsstemninger og Tidsstrømninger,som Udtryk for Samfundets ingensinde hvilende Fremtidsforhaabninger og dets ideale Længsler, have disse Skrifter og Digtninger altid fængslet langt større Kredse end de, til hvilke statsvidenskabelige Arbejder under hvilkensomhelst anden Form, ere naaede

og kunne naa. Det er paa dette Gebet, at Poesien og Filosoflen, saa at sige paa hvert Skridt, bryde den Alvor, krydre den Ensformethed og kaste den strengt videnskabeligeForm der synes at være blevne traditionellefor af og Diskussionen over sociale og økonomiske Spørgsmaal. Hvad der endyderligere, forudenden Form, bidrager til at tilvejebringe denne Kjendsgjerning, er Afvexlingens Mangfoldighed, ikke alene paa Fantasiens, men ogsaa paa Følelsens og Tænkningens Omraade. Ligesom der paa dette Omraade fremtræde Skildringer og Fremtidsmalerier, der nærmest høre ind under det übevidst Humoristiskes Kategori, saa møder man ogsaa her Udtalelser af saa fremragende og fremsynedeTænkere, kun Faa have Forstaaelse af dem og at det er forbeholdt kommende Tider og Slægter at fremdragede Ideer, for paa dette, som saa ofte paa Opfindelsernes Gebet, at tjene til Illustration af den Kjendsgjerning, at Intet er Nyt under Solen.

Samfundsdrømmerierne og den politisk-sociale Satire have til alle Tider haft to Yderpunkter, nemlig Statsromanenisin Renhed, fremstillende Idealstaten i alle dens Enkeltheder, og Satiren over de forskjellige Tiders politisk-sociale Idealer. I Oldtiden fremtræde disse Yderpunkter allerede i Plato's «Republik»» paa den ene, Aristophanes's «Kvindernes Folkeforsamling» og «Ridderne»paaden Side. Den nyeste Tid har at opvisetvendeVærker, i visse Maader repræsentere en lignende Modsætning, nemlig Amersin's Statsroman: «FrihedensLand»(«Das der Freiheit. Ein Zukunftsbildinschlichter von F. Am ers in. Graz. 1874), og: «Caliban» ved Ernest Renan («C al ib an, suite de la tempéte. Drame philosophique, parErneste

Renan, de l'lnstitut. Paris. 1878). Imellem disse Grænser ligger der mangfoldige Afskygninger, særlig med Hensyn til den Basis, der gaas ud fra. Saaledes have saavel Sibbern's Meddelelser fra Aaret 2135 («Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2136, udgivne afF. C. Sibbern. Kjøbenhavn, 1858), som Jules Verne's: «Dr. Ox» («Voyages extraordinaires, couronnés de l'academie:«Ledocteur par Jules Verne. Paris 1873), et fantastisk Grundlag, nemlig en forandret kosmisk og atmosfærisk Paavirknings Indflydelse paa Menneskets Temperament, Handlemaade og sociale Forhold. Medens den danske Filosof, der i noget lignende Art som Holbergi«Niels underjordiske Rejse» gaar ud fra en organisk og psykisk Omdannelse af tænkende Væsener, skildrer et Fremtidssamfund og kritiserer Fortidens sociale og politiske Forhold saa at sige fra et Tidsfugleperspektiv, gaar Vischer, Tysklands første Æsthetiker, en modsat Vej, idet han i en «Landsbyhistorie fra Pælebygningstiden»samti Række Aforismer i Dagbogsform i sit nylig udkomne Værk: «Auch Einer. Eine ReisebekanntschaftvonF. Vischer. Stuttgart und Leipzig 1879», fra et Fortidsstade i satirisk Form stiller primitivnaturligeForholdligeoverfor moderne Samfundsbygning.Etandet af ideale, menneskelige Forhold er væsenlig bygget paa den tænkte Gjennemførelseafet filosofisk System. Dette er et Af(snitafArmand Værk: «Materialismens Idealer» «Die Ideale des Materialismus. Lyrische Philosophie von Arm and Pen si er. Köln, 1878), i hvilket han under Titelen: «Adam» fremkommer med en poetiskLegemliggjørelseafsit Variationen paa ovennævnte

Omraade er saa stort, at der endog haves et Værk: «Das ewige Evangelium von H. C. Hallmann» (Hamborg 1877), i hvilket der fremsættes Verdensforventninger og skildres et lykkeligt Samfund paa Basis af den almindeligeGjennemførelseaf saakaldet Existenslov, der er dekreteret af Gud og til Frelse for den lidende Menneskehedforkyndesaf som paastaar at være inspireretafog have faaet Hvervet dertil af Hærskarernes Herre.

Af de nævnte moderne Statsromaner, idealiserede Samfundsfremstillinger social-satiriske Værker, ville de, der ere affattede af Jules Verne og H. Hallmann, i det Efterfølgende kun blive omtalte og analyserede i største Korthed, særlig fordi de indtage en Mellemstilling og altfor meget nærme sig henholdsvis de rent fantastiske Rejsebeskrivelser og de moderne sociale Programmer.

Den Kjendsgjerning, at næsten alle fremragende, egenligeRomaner, ere fremkomne i det sidste Decennium i Evropa, ligesom de sidste Aartiers dramatiske Frembringelseri , have en stærk social Tendens, skyldes uden Tvivl de samme Aarsager som have fremkaldtStatsromanerne. give i sammentrængt Form og i faa Træk en Analyse af de Grundtanker, der bæres frem i Nutidens sociale Roman og Drama og at vurdere deres Betydning paa Samfundsspørgsmaalenes Omraade, vilde imidlertid ikke alene være en næsten uoverkommelig Opgave,men ogsaa udenfor de Grænser, der ere afstuknefor Afhandling. Der kan her kun gjøres opmærksom paa, at begge Former af Romanen staa hinandenmeget dog med den Forskjel, at førstnævnte i Regelen søge at bygge op, hvor sidstnævnte have nedreveteller

revetellerforsøgt at nedrive den gamle Samfundsbygning
og at jævne Grunden for den nye.

Ligesaaliét som der gaas nærmere ind paa hine, iøvrigt Affødninger af vor Tids sociale Gjæring, ligesaa lidt vil der i det Efterfølgende blive gaaet ind paa de moderne rent socialistiske Fremtidsidealer. Dels have samme været Gjenstand for gjentagne og vidtløftige Fremstillinger, at de kunne forudsættes kjendte af Enhver, der interesserer sig for de nuværende Samfundsbrydninger, dels er der blevet iagttaget en Varsomhed i Fremstillingen, i mange Henseender er saare forklarlig. Det tyske Socialdemokratis i Oktober 1877 stiftede videnskabelige «Die Zukunft», har rigtignok lovet «med Sikkerhed Klarhed at ville fremstille de Idealer, der maa naas samt at paapege de Veje, ad hvilke samme bedst og hurtigst ville kunne naas», men det er hidtil blevet ved Løftet. Med Undtagelse af forskjeilige Hentydninger i nogle Artikler om Babeuvismen og Utopierne, har dette Organ i det Væsenlige ikke vovet sig længere frem end til de Grænser, der allerede i Marx's Skrifter vare dragne og Fyrst Bismark havde fuldtud Ret, naar han i Oktober 1878 i et af det tyske Parlaments Møder bemærkede, at man med Hensyn til Organisationen af Fremtidens Folkestat, havde faaet Lov til at kige gjennem Dørsprækken. De socialistiske Romaner, af hvilke fornylig flere ere blevne forbudte i Tyskland, opstille ikke heller nogen Idealstat samt bevæge sig ikke i den Periode, der formenes ville indtræde efter «Verdensskiftets» Gjennemførelse, Handlingen i samme tjener i det Væsenlige kun som Ramme til at opildne Klassehadet.

Ses der hen til Forholdet, der gjør sig gjældende
med Hensyn til de Lande, hvori de ovennævnte Skrifter

ere udkomne, vil man strax bemærke, at det er Tyskland, som, særlig i det sidste Femaar, indtager i ganske overvejendeGraddenførste Der gjør sig her det Modsattegjældendeafhvad viser sig for den Periode, som i forrige Aarhundrede gik forud for Udbrudet af den store Revolution. Dengang var det væsenlig i Frankrig, at Skrifter af den Art udkom, medens der for Tysklands Vedkommende ikke kjendes et eneste Arbejde, der i sig søgte at concentrere Samfundets Higen og Længsel eller at gjengive og kaste Lys over store Samfundsbrydninger paa lignende Maade som i vor Tid. Rabener's meget læste, fra hin Tid stammende Satire, gaar i en væsenlig anden Retning. Ligeledes vil det ses, at der fra Englandikkeforeliggernogen Statsroman, udkommen i Halvfjerdserne. Hvad der i dette Land peger i lignende Retning, er, saa vidt bekjendt, væsenlig begrænset til tvende Fremstillinger af Dr. Travis og af en Mr. Ruskin. Førstnævnte indsendte til Fagforeningernes Kongres i Newcastle i Aaret 1876 et Skrift, i hvilket han fremstilledeetSamfund,der selve England tænktes samlet og ledet af ham, for at afgive en Slags Forsøgsstation, fra hvilken der senere kunde gjøres Propaganda og som for den øvrige Verden skulde aflægge et Vidnesbyrd om den Menneskehedens Guldalder, der maatte oprinde, naar de Regler fulgtes og det System antoges, der vare udtænkte af ham. Meningen med Fremsendelsen af dette Udkast til en ideal Samfundsbygning var nærmest den, at Dr. Travis, som selv var übemidlet, ønskede en Pengesum bevilliget,tilstrækkeligstortil af 800 Hektarer Land og til at bekoste de første Anlæg og det første Aars Drift. Her agtede den engelske Idealist at samle indtil 400 Personer til fælles Arbejde, fælles Deling under

Tilvejebringelsen og Befæstelsen af Oprigtighed, oplyst Retfærdighed og gj_ensidig Velvilje. Medens Dr. Travis nærmest synes at have haft Oprettelsen af et lille SamfundforØje,hvis og sociale Forhold væsenligskuldeordnesi med de Fourier'ske Falansterer, vilde en anden Englænder, Mr. Ruskin, foretage et lignendeForsøg,forat til Virkeligheden det Samfundsudkast,haniAaret havde udarbejdet tildels efter Cabets System og som i det Væsenlige gik ud paa at fjerne de for et fredeligt, idyllisk Liv generende moderne Opfindelser og den moderne Kulturs stærkt pulserende Liv, med dets nervøse Pirrelighed og oprivende, fortærende Uro. Efter den Skildring af det forventede ideale Samfund,hangavi engelske Tidsskrift: «The workman of Great Britain», havde han tænkt sig dette oprettet i en frugtbar, fredelig, afsides liggende Egn i England, hvor der ikke skulde tilstedes Maskiner eller Jernbaner, hvor Beboerne ikke skulde bevæges fremad med 40 engl. Miles Hurtighed i Timen med bestandig Fare for Livet, men gaa, kjøre eller ride, hvor der skulde være Masser af Blomster og Urter i Haverne, Rigdom af Korn og Græs paa Markerne, hvor der skulde digtes, musiceres og synges, hvor Børnene — undertiden ogsaa de Gamle — skulde danse til Sangene og Musiken, hvor de Kar og Redskaber, der bruges i Husene, ligesom i Grækernes Tider, skulde dekoreres smukt, men lidt mere moderne, hvor Videnskaben efterhaanden skulde blomstre etc. Skjønt Mr. Ruskin var en særdeles rig Mand, der nok kunde have experimenteret som nogle af de franske Kommunister og Socialister, der satte store Summer overstyr,harmandog ikke hørt Noget om Oprettelsenafetsligt med Institutioner, Sæder og Skikke,

der maaske kunde være gjennemførlige under et sydligt Lands klare Himmel og evige Sommer, men tage sig forunderligt ud henlagte under Englands Taage og barske Klima.

Vort Fædreland figurerer ikke heller, naar der kun tages Hensyn til indeværende Decennium, blandt de Lande, der have frembragt ideale Samfundsskildringer. Derimod har det den Ære efter at der, siden Cabet's: «Voyage en Icarie», næsten var hengaaet en Menneskealder, først at have debuteret i Evropa med et Arbejde af lignende Art. Dette er som bekjendt Sibbern's Værk: «Meddelelser fra Aaret 2135». Nogen egenlig Statsroman i dette Ords fulde Betydning er det ikke; dertil er samme ikke udarbejdet tilstrækkeligt i Enkelthederne og altfor meget blandet med økonomiske Anskuelser, svedenborgske Syner, filosofiske Deduktioner, politiske Betragtninger og social Satire. Samtidig optræder Forfatteren saa moderat og varsomt i Fremstilling og Form og gaar ideligt saa indirektetilværks,at vilde være vanskeligt nøjagtig at sige, hvad egenlig hans egen Mening er. Sibbern synes at dele i fuldt Maal den Forbitrelse og Harme over hele den bestaaende Samfundstilstand, der i større eller mindre Grad lever i næsten alle mere fremragende Tænkeres Sind. Han er derhos af den Mening, at de tusinde Verdensforventninger og de tusinde Fremtider, der ere forkyndte til Menneskehedens Redning, kun tilnærmelsesvisvildekunne gjennem en fuldelig Tilgrundegaaenafhele Færd og Væsen. For Tilvejebringelsenafhans Samfundsstat lader han derfor den største Del af den civiliserede Verden blive indhyllet i en kosmisk Taage, der imidlertid ikke udstrækker sig over en Del af Norge, Island og Amerika. Af de Beboere,

den saaledes udunfra paavirkede Del af Jorden havde til hin Tid, uddøde den største Del, men Døden antog for dem gjennem den samme kosmiske Indflydelse, en venlig Skikkelse. De Tiloversblevne sank i en dyb Søvn og det var, som om de havde drukket af Lethes Strøm. Da de vaagnede igjen til nyt Liv under andre Forhold, var Alt forsvundet fra deres Erindring: Statsforfatning, Lovgivning, Særejendom, Forestillingen om Herre og Tjenerskab. En ny Ungdom med nye Tanker fremblomstrede. Gjennem Samkvem med Mennesker fra de Egne, hvor slige Forandringerikkevare fik de Nys om Fortidens Forhold,oggjennem forandrede psykiske Organisation blev det særlig givet dem at indse det Vrange i forrige Tiders Færd og Liv. Fra det Stade de indtog, fik de en klar Bevidsthed om, at hin Tids Rigdom kun var fremkommenpaaMenneskefølelsernes, Samvittighedens og Kjærlighedens Bekostning samt at der dengang i dyb sjælelig Henseende havde hersket en bestandig, forvirret og fortærende Kamp af Alle mod Alle. Dette Syn paa Fortidens sociale Forhold foranledigede dem, tiltrods for mange Fristelser og for søgte Overtalelser, at holde fast ved Ejendomsfællesskab og at forkaste Særejendommen. Samtidig opstod der en Række nye Forhold væsenlig begrundedepaaden at Fortidens, af GrusdyngernefremhentedeSkatte det folkeøde Lands, efter mangeaarig Hvile utrolig frugtbare Jordbund, gjorde Alle velstaaende, medens det mere naturlige Liv befriede dem for Sygdomme. Men andre Brøst indfandt sig. Andres Medhjælp kunde kun faas ved Velvilje og Menneskekraft kunde ikke kjøbes mere. Samtidig tiltog Antallet af pludseligeDødsfaldpaa af den større Uafhængighed og

Frihed, der foranledigede Mange til at udsætte sig for
Livsfare.

Medens Sibbern særlig dvæler ved de forandrede økonomiske Forhold, og gjennem vidtløftige Diskussioner mellem «Trønderne» og Medlemmer af det nye Samfund, næsten udtømmende behandler de herhen hørende Spørgsmaal, han meget mere uklar med Hensyn til Regeringsformens Familiens Organisation. I sidstnævnte Henseende han at ville følge det Spor, der af tidligere Idealister og Tænkere er blevet anvist og fremstillet i Statsromaner. gaar tildels videre og mener f. Ex. at Barnet skal have Frihed til at kunne vælge andre Forsørgere, naar et fremmed Hjem og en fremmed Familie tiltaler det mere end dets egne. Kvindens større Frihed som ønskeligt Maal, fremtræder ligeledes hist og her i Skildringen; er han imod Emancipationstanken, forsaavidt gaar ud paa at ghe Kvinden lige Erhvervs- og Arbejdsret med Manden, ligesom han for denne hævder Ret til at have Øje og Sans for hvor meget andet Yndigt han kan møde i Kvindeverdenen, tiltrods for at han vil leve sit Liv med den i hans Øjne Elskeligste.

Tanken om forandrede Samfunds- og Livsforhold, foranledigede ved Paavirkning af kosmiske eller terrestriske Indflydelser, forskjellige fra de nuværende, en Tanke, som Sibbern har lagt til Grund for sit Fremtidssyn, er ingenlundenogetNyt. har allerede længe før MeddelelsernefraAaret affattedes (i Aaret 1848 vare de allerede skrevne, men udkom først 10 Aar efter) været Naturforskere og Filosofer, der have den bestemte Mening, at Jordens Atmosfære, der særlig i Tertiairperioden havde en væsenlig anden Sammensætning end nu, ogsaa senere og vedblivende, skjønt kun mærkeligt i større Tidsrum,

end dem Mennesket for sine Forhold og efter sin Maalestok,plejerat med, har forandret og forandrer sine kemiske Blandingsforhold, samt at den hele organiske Skabning derved efterhaanden underkastes Overgange i sine Livsbetingelser og Livsytringer, der aabne Udsigten for et helt forskjelligt fysisk og psykisk Liv og dermed for nye Samfundsforhold, vidt forskjellige fra de nuværende. Det er især en formodet og paastaaet Forandring med Hensyn til Ozon- og Iltmængden som Bestanddele af Atmosfæren, der ere blevne lagte til Grund for hine AnskuelserogFremtidssyner. bekjendte franske Forfatter,JulesVerne, i sin: «Phantasie du docteur Ox» et beslægtet Æmne. I hans meget læste, af vor Landsmand Frølich med fortrinlige Illustrationer forsynede Arbejde, indfører han en mysteriøs Personlighed, Dr. Ox, der skildres som Fysiolog og Experimentatør af første Rang og som har udvalgt sig en lille By i Flandern som #^en Slags Forsøgsstation. Det er lykkedes denne Naturforskeratdele i stor Maalestok og saa godt som uden Bekostning i dets Bestanddele og det staar i hans Magt at tilføre Athmosfæren over et større Distrikt et større Gehalt af Ozon og Ilt. Byen Quiquendone synes at være bleven valgt som Forsøgsstation, dels fordi den ligger i Flandern, hvis Indbyggere hos Franskmændene særlig have Ry for deres flegmatiske Temperament, dels fordi dette Sted selv i hin Provins var navnkundig for den Yderlighed, til hvilken dets Indbyggere gik i Retning af Langsomhed i Tænkning og Handling. Jules Verne giver en fortrinlig Skildring af dette lille Samfund, en Skildring, der i adskillige Henseender minder om HolbergsFremstillingaf i Potu. Særlig har Borgmesteren i Quiquendone en umiskjendelig Lighed

med Storkansleren Kadok, der behøvede fjorten Dage til et Udkast af den allermindste Forordning. Dr. Ox's Experimenteroghans Blandingsforsøg, frembragteidette Samfund en fuldstændig Forandring. Luftens, kunstigt og vedvarende tilvejebragte større ForsyningmedOzon Ilt, gav de skikkelige, filistrøse Quiquendoner et kolerisk Temperament. Hvor der før havde hersket Fred, Maadehold, Tilfredshed og social Underordning, fremkom i forbavsende kort Tid et stridbart,fordringsfuldt,nydelsessygt efter Frihed og Lighedistørste tørstende og jagende Sind. De udskejelser, der resulterede af dette forandrede Temperamentmeddets Pirrelighed og sig selv rask fortærendeLivsvirksomhed,fremstilles den franske Forfattermedlignende som de oprindelige Forhold.Heleden Fortælling ender med en Explosion,foranledigetved Uagtsomhed af Dr. Ox, der havde tilsidesat sin Opmærksomhed for de i Laboratoriet stedfindende Fænomener for den, der var rettet paa de herfra resulterende sociale Fremtoninger. Den berømte Experimentatør forsvandt som han var kommen og IndbyggerneiQuiquendone efter at være komne til sig selv igjen efter den fuldstændige Konfusion, de vare geraadede i, efterhaanden tilbage til deres vante, halvt slumrende Liv, ikke anende, at de übevidst havde været Objektet for Experimenter gaaende ud paa enten at vise, at Dyden, Modet, Talentet, Aandrigheden, Indbildningskraftenogandre Egenskaber ikke ere andet end Spørgsmaal, der dreje sig om Luftens Iltholdighed, eller at fremstille i Nutiden et Spejlbillede i det Smaa af hvad Fremtiden i beslægtet Retning engang i det Store vil bringe hele Verdenssamfundet.

Det tidligere nævnte Arbejde af H. Hallmann, som danner et Afsnit af et større Værk: «Das ewige Evangelium», paa en vis Maade en Modsætning til Jules Vernes ovennævnte, analyserede Arbejde. Medens sidstnævnte stærkt af en materialistisk Verdensanskuelse, dette at have sin dybeste Rod i en til Exaltation og Visioner udartet, orthodox - kristelig Tro. Hvor hint stiller et storslaaet Herredømme over Naturaanderne Udsigt, forlanger dette, at Videnskaben skal vende om fra den Vej, den i den senere Tid er gaaet, samt at der skal skrues tilbage, hvad der i Retning af Anvendelsen af Naturkræfterne er skruet formeget fremad. Hallmann holder sig selv for at være inspireret af Gud og for at have faaet det Hverv at aabne Menneskeheden et nyt Fremtidssyn. Han skildrer et nyt Samfund, i hvilket Tilbud og Efterspørgsel ere bragte i Ligevægt, medens Penge have ophørt i væsenlig Grad at optræde som Magt, et Samfund, hvor Ro og Tillid ville afløse den nu herskende Mistænksomhed og Alles Kamp mod Alle, hvor de sanitære Forhold ville have forbedret sig i høj Grad, hvor, skjønt den nationale Forskjel ikke fuldstændig ophøre, dog Stridighederne mellem Nationerne ere ophørte, medens en ny Aand lægger sig over hele det menneskelige Samfund og den gyldne Tidsalder, Fredens tusindaarige Rige, tager sin Begyndelse.

Hjælpen til Opnaaelsen af denne lykkelige Tilstand vil komme fra ham, for hvem Menneskenes Ulykke ikke er skjult og til hvem Alle bede: «Giv os idag vort dagligeBrød».«Han,»siger «der i sig repræsentereralVisdomog Fuldkommenhed, kjender ogsaa de jordiske Lovgivningers Ufuldkommenhed og véd, at et Folk med Hensyn til dets materielle Interesser ikke er tilstrækkeligtværgetmodet

strækkeligtværgetmodetandet Folks Indgreb. HærskarernesHerreharantaget Alle i sin Visdom og vil gjennem en Lov, der saa at sige vil blive Kronen paa alle verdslige Love, bringe Menneskene en Hjælp, der skal virke vedholdende og velgjørende for alle Tider.» Efter hans Befaling føler han sig kaldet til at forkynde en Lov, der skal drage en udjævnende Grænse og hjælpe saavel det aandelige som det legemlige Arbejde til dets Ret. Denne Lov er Existensloven, der vil finde Gjenlyd over hele Jorden. Den lyder: Hvad den menneskelige Aand har skabt til Menneskehedens Vel og Velsignelse, skal opretholdes. Men paa den anden Side skal Løsenet være, at Alt hvad der skader Menneskehedens Udvikling, bør udryddes og Arbejdet gaaende ud herpaa er FremtidensnærmesteOpgave.Den Vilje er: «Prøver Alting og beholder det Bedste. Han véd, hvor Velsignelsenkanblivetil Der, hvor den menneskeligeHaandsArbejdeikke tilstrækkeligt for at tilfredsstilleVerdensKrav,der Damp- og Gaskraften fremdelesanvendestilHjælp, allevegne, hvor førstnævnte kan yde, hvad der kræves, skal dens Anvendelse fremtidigikketilstedesmere.» Følge af denne Existenslovbørderfor,efter Eviges Vilje, alle de Fabriker, der udfolde en Virksomhed gjennem en skadelig AnvendelseafNaturkræfterne,og maa kaldes menneskefjendtlige,nedlægges.Statenhar expropriere dem og Pengene dertil tilvejebringes ved Statslaan. Existensloven, Diamanten af alle Love, vil sejrrig bryde sig Bane og dræbe den Verdenspolyp, der nu übarmhjertigt udsuger den største Del af Menaeskeheden. Existensloven vil blive den lange Arm, der atter lægger Brødet paa de Menneskers Bord, der fortjene det og den taaler ikke, at

man atter tager det fra dem. Naar denne Lov er trængt igjennem, saa vil det Slaveri, under hvilket nu saa mange brave Mænd sukke og vaande sig, forsvinde og forundret ville kommende Slægter i Verdenshistorien læse om den Epoke, Forfædrene maatte gjennemleve. Den nøgne Materialisme med dens forfærdelige Konsekvenser vil til hin Tid høre til de overvundne Standpunkter, gjensidigVelviljenærmeHjerterne hverandre og sikre den evige Fred. Hallmann slutter sit Skrift med følgende Bemærkninger: «Ingen har Ret til at sige, at Den, der ikke kan værge sig og holde sig oprejst i Kampen for Existensen, bør gaa til Grunde. Den Evige har talt alle sine Skabninger og til hans Ære skulle de Alle leve. Om ogsaa den Ene eller den Anden antager, at den eneste Hjælp er at finde i at Massen af Menneskene uddør, saa ere de blinde og døve ligeoverfor hin Visdom, der har Alles Vel for Øje. Denne høje Visdom vil lære Eder, at Jorden for Tiden endnu er svagt befolket og at Alle, naar de kun ville, kunne føre en menneskeværdig Tilværelse.GudsBudskabvil Haab og Glæde til alle Jordens Folkeslag; den vil bygge op igjen og virke velsignelsesrigt. Existensloven vil blive Alles Løsen og sprede klart Lys over Ulykkens Nat. Den vil blive en lykkelig Fremtids Morgenstjerne. Ved Existensloven glæde og opbygge sig alle Kristne; ligeoverfor den forfærdes Mørkets Magt og erkjender, at der staar en anden Klogskaboverden,som ikke er istand til at modbevise, thi hele Verdens Forlegenhed giver den Evige Lejlighed til at tilstede sine Skabninger et Blik ind i sin Almagts Væsen. Glæder Eder derfor, I Forladte; I ere ikke glemte. Glæder Eder, I, der gjerne ville hjælpe og dog hidtil ikke havde Evne dertil. Glæder Eder, I Forældre,

at Eders Børns Fjende skal udryddes og tilintetgjøres! thi alle Børn bleve fordærvede af Mørket, der ikke kunde bringe nogen Hjælp. Glæder Eder Alle, I, som høre dette Budskab. Amen. Halleluja!»

Hallmanns Fremtidssyn og hans Forkyndelse af det nye, evige Evangelium er ledsaget af en Række Betragtninger økonomiske og sociale Spørgsmaal, der ere af den Beskaffenhed, at de maaske i Forening med Indholdet adskillige Skrifter af tyske Gejstlige over Nutidens Brydninger, have bidraget til den Resolution, blev vedtaget af Meisener Pastoralkonferencen den 25de Juni 1878, i hvilken der tilraades evangeliske Gejstlige en speciel Varsomhed ved den off enlige Behandling Spørgsmaal henhørende til dette Omraade.

De følgende Skrifter, der ville blive omtalte, fortjene større Opmærksomhed end de fleste hidtil nævnte. De ere i Modsætning til Hallmanns Fremtidssyn samtlige opførtepaaet Grundlag eller paa Basis af en materialistisk Verdensanskuelse. Saaledes ere Armand Pensiers fantastiske Skitser, filosofiske Noveller og hans Fremtidsdigtning: «Adam» samtlige opbyggede paa den Dühring'ske Filosofi og paa denne Forfatters politisksocialeFremtidsmaal.Uden Kjendskab til disse ville de vanskeligt kunne forstaas. Dühring er, som bekjendt, en tysk Lærd med meget omfattende Kundskaber, en vidtgaaendeSelvfølelseog dyb Foragt for enhver Avtoritetstro.StørstAnseelse han for sine Arbejder paa Mekanikens Gebet og hans «Nye Grundlove for den rationelleFysikog have vundet almindelig Anerkjendelse. Men det er ikke alene paa dette Omraade, at han har forsøgt at fremsætte nye Synspunkter og at kuldkaste de traditionelle, men paa mange andre af den menneskeligeVidensOmraader

ligeVidensOmraadersøger han at optræde som Reformator,fremsætternye og angriber Forsvarerne eller Bærerne af de gamle. Om hans Remotion fra BerlinsUniversitetog hans Forhold til «hans Venner Socialisterne», særligt hans Fejde med Marxianeren Fr. Engels, har Aleksis Petersen alt tidligere fortalt dette Tidsskrifts Læsere. (Se Nationaløk, Tidsskr. 10de Bd. S. 237 fgg. og Ilte Bd. S. 234 fgg.). Som Filosof indtager Dühring en Stilling midt imellem den egenlige MaterialismesBærere,Moleschot, Vogt, Buchener etc. og Pessimismens Koryfæer, Schopenhauer, Hartmann etc. Pessimismen angriber han og ser i den kun et Tegn paa social Raaddenhed; den raa Materialisme tilfredsstiller ham ikke heller. Hans Standpunkt i saa Henseende er paa en klar Maade præciseret i en Afhandling i det af P. Lindau redigerede Tidsskrift: «Die Gegenwart», i hvilken det bl. A. hedder: «I Modsætning til hin transscendentale Forvildelse,deri kun ser en Verden af Fremtoningerudenreel forfægter Eugen Dühring den Overbevisning, at der existerer en fyldestgjørende VirkelighedogSandhed, ikke kan forandres og forbedres af Menneskene med deres lidet højtstaaende Organisation. Ligeoverfor en falsk Idealismes Opdigtelser betragter han Verdenen som et System af Dispositioner og Tildragelser, der alle i Analogi med det, der sker paa det rent MekaniskesOmraade, i stærk Grad betinge hverandre.Medensimidlertid raa Materialisme identificererBevidsthedenmed Leg, tildeler Dühring Bevidsthedselementerne den vigtigste Rolle i det Verdensbillede,han tilegnet sig. Vi selv, siger ban, ere den synlig begrænsede fineste Differensering og OphobningafDispositioner Skikkelse af Drifter og Erkjendelsesformer

sesformerog Livet er hin store Differens, der skal udjævnesmedden Udfoldelse af Bevidsthed og Lidenskab. Heraf resulterer Virkelighedsfilosofens ophøjedePræstekald,heraf Livsideal, der i BevidsthedensPotenseringindtil øjner det tænkende Menneskes skjønneste Opgave. Idet fremdeles Bevidsthedenforenerden og ydre Verden saa at sige i ét Hovedpunkt, sættes den som overlegen Naturmagt istand til at gribe ind i det Værendes Mekanisme og tillader paa den anden Side kun det at nærme sig den som lagttagelseogNæring, for det egne Jeg¹ s erkjendte Tendensersynesat tjenlig. Saaledes sker dér samtidig Sandhedsidealet og Frihedsidealet Fyldest og et Herredømmeoverdet, sker i Verden bliver, paa Grund af et klart Overblik over Verdensforholdene, erkjendt som opnaaeligt og opnaaelsesværdigt.»

Paa Virkelighedsfilosofiens Omraade træder der hos Dühring istedetfor den rene Materialismes Negation Bestræbelsenefter Anticipation af Fremtiden, saaledes at Mennesket ikke alene efterhaanden kommer til at leve sit eget Liv eller til at føje sin Sten til den Bygning, under hvis Tag Fremtidsgenerationerne ville faa større Fred og Lykke end den nulevende Slægt, men ogsaa i Bevidstheden og Fantasien bringer sig denne skjønnere Fremtid nær og lever med den kommende Verden. Vejen til denne nye Verden gaar over et omdannet Samfund, hos hvilket Lighed og Broderskab i Virkeligheden opbyggesog medens Samvirkning til det Heles Vel antager ganske andre Forhold end de, der findes i den moderne Stat. Ved Udviklingen af sit sociale Ideal nærmer Dühring sig 'stærkt Kommunalisterne og Socialdemokratiet.Det Samfund skal kun omslynges af

Baand, der stedse mere bør løsnes, efterhaanden som Broderlighedens Åand gjennemstrømmer samme; derimod bør Sammenslutningen af smaa Samfund med saa godt som fuldstændig Selvstændighed og Selvbestemmelsesret samt i økonomisk Henseende med Kollektivejendom fremmes.I Samfund, der er atheistisk og i hvilken Statsreligionen erstattes ved en naturlig Sædelære, danner ogsaa Familien Grundlaget, men Ægteskabsbaandet løsnes stærkt, for efterhaanden at ophæves og erstattes ved den frie Kjærlighed, uden hvilken Kvindens Ligestilling og større Frihed er en Umulighed. Tiltrods for Mangelen af et fast Baand, anser Dühring dette Surrogat for gteskabfor sit indre Væsen at kunne være fuldstændig sædeligt samt at der for Udskejelser vil kunne findes et passende Korrektiv i den offenlige Morals nyt opbyggede Regler og Vedtægter.

Armand Pensier er saa godt som i Et og Alt Discipelaf I hans lyriske Filosofi gjenlyder Mesterens Tanker, i hans fantastiske Skitser og filosofiske Noveller (deriblandt særlig: «Rhöngeister») søger han at opbygge igjen ved en til Lidenskab potenseret Selvbevidsthedhvad er gaaet tabt for Mennesket ved de gamle Idealers Undergang. Det tænkende, selvbevidste Menneske har forhen været betegnet som stort, det troende som lykkeligt. Han søger at vise, at det tænkende Menneskeogsaa være lykkeligt. Det er i hans Øjne kun den troende Videnskab og den forstandige Tro, der ere unaturlige, lave og usalige. Der føres i hans Digtninger Grundanskuelser frem, der i forskjellige Henseender ligne dem, som den danske Digter Fr. Kaalund har givet Udtryki Digtsamling: «Et Foraar», og da navnlig i

Digtene: «Kaos» og: «Den brudte Straale», i hvilket
sidste Slutningsverset lyder:

• Thi yder min Sang blot et uset Frø
Til Aandens evige Sommer,
Da lad kun mit Navn forglemmes og dø!
Koraldyret lig i den dybe Sø
Jeg bygger dog med paa den voxende 0
Og bereder den Verden, der kommer.«

Fremtidens Idealstat søger han, skjønt kun i en Gjennemgangsform, at skitsere i Digtningen: «Adam», i hvilken der skildres et Samfund forenet ved Broderlighedens Lighedens Baand og vækket til Selvbevidsthed med Hensyn til den Stilling og de Opgaver, det har ligeoverfor kommende Slægter.

Et i de fleste Henseender lignende Standpunkt som Dühring og Pensier indtager Fr. Amersin, der i sin omfangsrige, tre Bøger inddelte Statsroman: «Das Land der Freiheit» skildrer et Fremtidens Samfund, til hvis Grænse den nulevende Generation vel ikke vil naa, men hvis første Formationer den dog maaske vil kunne skimte.

Fr. Amersin, saavidt vides, en Illyrier med tysk Dannelse, Atheist, Darwinist og nærmer sig i adskillige Retninger Socialismen. Ved hans kritiske, i Fortællingen indflettede Bemærkninger over det moderne Samfund, er hans Forbitrelse særlig rettet mod den i ufortjent Luxus levende, unyttige, fordringsfulde og ved Tankeløshed og Inhumanitet Klassehadet opildnende Kvinde. I hans Skildringer Fremtidsstaten: «Friland», er det ogsaa særlig den til naturlige Livsforhold tilbagevendte Kvinde, der spiller en stor Rolle og væsenlig bidrager til at bringe Guldalderen til Jorden.

Menneskeheden staar efter Amersins, særlig i et Afsnit:«Stjernedrømmen»,
Verdensanskuelse først

i Begyndelsen af sin Udvikling. Der paapeges 7 Hovedafsniti af hvilke kun de to første, nemlig Urtiden eller Vildhedens Tid og Tros- eller Præstetiden,ere Samfundet befinder sig for nærværendeTid den tredje Periode, Herre- eller Fyrstetiden.Efter vil der komme Folkenes Tid, i hvilken Præste- og Fyrstevælden efterhaanden er bleven et overvundetStandpunkt, alle bedre og ædlere Folkeslag,efter være blevne myndige, regere sig selv. Efter Folkenes Tid kommer Verdenstiden, i hvilken særskilte Skikke, Sprog og Nationaliteter forsvinde, medens et eneste Sprog, en ensformet Dannelse, en Verdenskultur indføres og omslutter Menneskeheden. Den sjette Periode er Aandernes Tid, der bryder frem, naar det lykkes enkeltestore blandt Verdensfolket, at bringe den indtil denne Tid til det enkelte Verdenslegeme indskrænkede Tilværelse i Forbindelse med andre beboede Kloder og derigjennem i aandelig Forbindelse med hele Universet. Fra dette høje Trin svinger Menneskeheden sig op til det syvende, i hvilket det opnaar en høj Grad af Fuldkommenhed,en Livsvarighed, der efterhaanden næsten naar Udødeligheden. Overgangen til et rent aandeligt Liv med nye Perioder og under Forhold, ufattelige for den nulevende Slægt, vil danne en Fortsættelse i en Udvikling,der har Grænser.

Den nulevende Slægt, der, som bemærket, befinder sig i det tredje Udviklingsstadium, har for en stor Del naaet Naturtroens og Fritænkeriets rene Grund; men den nye Verdensanskuelse er ikke trængt helt igjennem og har langtfra fyldt Alles Sind. Paa Ruinerne af det Gamle, Nedstyrtede, maa der opbygges noget Nyt, Vigtigt og Vedvarende. Den Længsel, der fremdeles fylder MennesketsSind,

sketsSind,bør have sin Trøst og denne ligger i Tanken paa Fremtiden. Her fremtræder ligesom i enhver Religion, det Ophøjede, Skjønne, Himmelske som trøstende Overbevisning.Det Gode, vi Alle stræbe efter, er Friheden, det vil sige den indre Evne og den ydre Lejlighedtil naa Alt det, hvad der behager os og hvad vi have Behov, eller, med andre Ord, den størst muligeMagt og Indvirkning paa den os omgivende Yderverden. Heri betinges den muligst uforstyrrede Lejlighedtil naturlige Udvikling. Den fuldstændige Frihedopnaa vel aldrig, da en saadan vilde være ensbetydendemed men vor Livsopgave bestaar i ved egen Virksomhed vedvarende at tilvejebringe for os selv og for hele Menneskeheden et stedse større Maal af Frihed.Fremtidstanken sig herigjennem umiddelbartmed eller, hvad der er det samme, Fremtiden maa ufejlbarlig føre den ordnede Friheds gyldne Tid med sig. Hin bedre Tidsalder naaer den nulevende Generation ikke, men vi ere istand til ved Hjælp af FantasiensAlmagt bringe os den saa nær, at vi i det mindste leve aandelig i samme. I Statsromanen: «Frihedens Land» gives til dette Formaal en Skildring af Begyndelsen af Menneskehedens Guldalder og Amersin fremsætter deri Udkastet til og Livsplanen for den hele, fremadstræbende Menneskehed.

Fremtidens Anticipation er saaledes for Amersin, som for Dühring og Armand Pensier, saa at sige den første Nybygning paa den fra de gamle Idealer ryddede Grund. Medens Pensier i sin «Adam» imidlertid kun giver et uklart Billede og medens de Skikkelser, han fremfører, have saare taagede Omrids, er det Modsatte Tilfældet med hin Forfatter, der dristigt vover sig frem, ikke alene til

Konstruktionen af et nyt Samfund af ringe Omfang og under de gunstigste Betingelser, men ogsaa til Skildringen af hele Verdenssamfundet, der er vundet ved det fra Forsøgsstationengivne saavelsom ved Sammenligninger,der falde ud til Fordel for FremtidssamfundetsModerkoloni. nye Verden føres derhos frem til Grænserne af den ovennævnte sjette Periode af MenneskeslægtensUdvikling.

Som Grundlægger af Moderkolonien figurerer en moderne Faust, der er Indehaver af al menneskelig Viden, men hverken har funden Tilfredsstillelse ved materielle eller ideelle Nydelser af den Slags, det moderne Samfund yder. Han væmmes ved dettes Hulhed, Hykleri, Falskhed og Ustadighed og er efterhaanden som mere fremsynet end alle Andre, han omgaas, bleven ensom i sin Tankeverdenog livstræt. Da fatter han en ny Livsplan gaaende ud paa med Opbydelse af alle Evner og under Anvendelsen af de store Midler, der staa til hans Raadighed,at i en afsides Egn en evig grøn Have for Friheden. Han forener sig med en Livsledsagerinde, der er vunden for hans Plan og søger rundt om i Landet efter sunde, kraftige, glade, begavede Børn af übemidlede,med arvelige Svagheder behæftede Forældre.Paa Gods, som han omgiver med en høj Mur, fører han de 12 Drenge og 12 Piger, der ere blevne overladte ham, til et med Sindrighed indrettet Hjem, omgivetaf prægtig, stor Have og forsynet i dets forskjelligeBygninger naturhistoriske Samlinger, Malerier,Kunstværker, etc. Pigerne gives en bekvemmeremandlig og de behandles lige med Drengene, medens der gjøres Alt for at trænge Kjønsforskjellensaa i Baggrunden som muligt. Børnene

gives der fuld Frihed. Hvert af dem faar et lille Hus i Haven, til hvis Indretning det yder sin Hjælp. Om religiøse Sager tales der ikke til Børnene, og de faa først Svar, naar de af egen Drift rette Spørgsmaal desangaaende til deres Forsørger. Svaret indrettes da fatteligt og gives aabent. Der gives først ien moden Alder Undervisning i Fremtidens Moral, efter hvilken der existere tre Hovedsynder,nemlig mod den sunde Menneskeforstand, Synden mod Livsvisdommen og Synden mod den gode Smag. Det unge Samfunds Tro indskrænker sig derhos til Troen paa Naturen, det vil sige paa dens ufejlbare Lovmæssighed, Troen paa Menneskeheden o: dens uafbrudteFremskridt Troen paa sig selv, d. v. s. paa den egne Åands- og Villieskraft.

Efter at Opholdet paa denne Ejendom havde varet i nogle Aar kom det efterhaanden til Udenforstaaendes Kundskab , hvorledes Opdragelsen lededes sammesteds. Præsteskabet agiterede imod Tilstedeværelsen og Dannelsenaf sligt atheistisk Samfund, ophidsede Pøbelen imod dets ledende Kræfter og umuliggjorde det for dets Grundlægger længere at opholde sig sammesteds. Dette Tilfælde var forudset og hele Kolonien drog til en afsides liggende übeboet 0 i en sydlig Egn med gunstige klimatologiskeForhold. gjenoprettes og udvides efter den oprindelige Plan Alt, hvad der dér tidligere var bleven indrettet. En Del af Øen bliver anvendt til Anlæget af en Undervisningshave med tre Afdelinger, Naturens, Livets og Kunstens Skole. Der opføres i Tidens Løb en FødselsogPlejestiftelse, Værksteder med mange Ateliers, indbyrdes forbundne med Skinneveje. Der anlæggesen og Markerne, der høre til en Mønsterlandejendom, forbindes indbyrdes med Jernskinner.

Naturens Skole omfatter blandt Andet en Plante- og Dyrehave,hvor ere samlede i Familiegrupper, en Forsøgsstation med anatomisk Museum, en Bibliotheksbygningog hvor der er udstillet Maskiner, Instrumenterog der er indrettet Laboratorier. Kunstens Skole omslutter Maleri- og ethnografiske Samlinger, en Musiksal og et Theater og en særegen Bygning er helliget Menneskeaanden og Menneskelivet. I længere Afstandfra af denne Bygningskomplex er der indrettet en Skjønhedshave og en Park, der fører Navnet Kjærlighedens Dal. Paa denne 0, til hvilken Adgangen formedelst Brændingerne er yderst vanskelig og hvor der kun en Gang aarlig haves Forbindelse med Evropa,fra Verdensdel særlig Maskiner og Kunstværkermodtages, Overskudet af de paa Øen avlede Produkter exporteres derhen, opholder det nye Samfund sig gjennem flere Generationer, indtil det er fuldstændig gjennemsyret af en Tænkemaade og vant til en saadan Grad af Frihed og Selvstændighed, at der er opstaaet en dyb Forskjel med Hensyn til Samtidens udenforstaaende Folkeslag. Gjennem den store Isolerethed har der endog uddannet sig et nyt Sprog, den første Spire til Fremtidens almindelige Verdenssprog.

Selvfølgelig ere de sociale og økonomiske Forhold, dette Samfund har levet under, førend det sender sine Apostle og Overskudet af sin rask tiltagende Befolkning ud i Verden for at propagere de nye Ideer, stærkt forskjelligefra der gjøre sig gjældende i den moderne Stat. Frem for AH er det enkelte Individs Frihed, Naturlighed,Selvbevidsthed Selvstændighed blevet udviklet. Der er gaaet radikalt tilværks i saa Henseende. For kun at anføre nogle Exempler til Illustration heraf, kan bemærkes,at

mærkes,atBørnene i Fødsels- og Plejestiftelsen ikke svøbes, men opholde sig i en stor Hal, hvor der er tilvejebragten passende Temperatur og en fortrinligVentilation. unge Verdensborgere vænnes fra de første Timer i deres Tilværelse til selvstændig Handling,idet kun nærme dem til deres Bryst, men overlade det til dem selv at søge og finde Kilden til deres første Næring. Voxe de til, faa de Lov til at kravle ud i Haven, idet Mødrene kun i Afstand og skjult følge dem; vende de ikke tilbage, kunne de søge deres Føde hos tøjrede Geder, der staa i TNærheden. len senere Alder deltage Drengene og Pigerne i Reglen i de samme Lege og bade sammen i en Dam. Amersin giver vidtløftige, tildels yppige Skildringer af Samlivet paa Øen og den fuldstændige Naturlighed, der overalt søges hævdet. Saaledesmeddeles, de unge, næsten voxne Piger føres hen til Grundlæggerens Hustru, da denne skal føde. De overvære Processen og der holdes et Foredrag for dem, gaaende ud paa at indprænte dem, at der hører en vis Styrke og en vis Alder til at udholde de Smerter og at kunne, uden at knækkes, opfylde de Pligter, en Moders Stilling medfører. Kjærlighedsforbindelser afsluttes ial Frihed. Den voxne Kvinde giver i Reglen selv de første Antydninger om sin Indvilligelse, naar der er flere Bejlere, og forsvinder med den Begunstigede i Kjærlighedens Dal, hvor der forblives indtil Hvedebrødsdagene ere forbi. Med Tilbagekomsten er det fremtidige Samliv af Parret fuldstændig sanktioneret af Samfundet og der finder en ægteskabelig Troskab Sted, der kun løsnes Noget ved den store aarlige Fest, der fejres paa Øen.

Med Hensyn til Samfundets Virksomhed, anvendes
den halve Dag til fælles Arbejde. Dettes Frembringelser

samles i et stort Magasin. Den anden Halvdel af Dagen er helliget Arbejdet i Huset og Adspredelserne. Selve Husene ere ved indbyrdes Hjælp indrettede efter hver Enkelts Smag og Ønsker. Efter Arbejdet gaa de Voxne til Badestedet, der er beliggende i en smuk Egn af Øen. Begge Kjøn bade mellem hinanden. De sociale Vedtægter og Vanen have efterhaanden fjernet alt Anstødeligt ved denne Fremgangsmaade. Synet, af de nøgne Skikkelser fremkalder ikke mere Sanselighed men Skjønhedsindtryk og den mest harmoniske og skjønne Legemsbygning vækker almindelig Beundring. Efter Badet synges og spilles ved Strandbredden. Hele den græske Himmel med dens Guder og Gudinder, Nymfer, Gratier og Helte synes her at være nedstegne til Jorden. Det Gratiøse lægges der særlig Vægt paa og i Skjønhedens Tempel er der indrettet en Søjlehal med et stort Spejl, foran hvilket de unge Piger bevæge sig og øve sig i yndefulde Stillinger, uden at de, der ere afklædte ved denne Lejlighed, finde noget Anstødeligt i, at de iagttages og beundres. Den store aarlige Fest er det nye Samfundslivs Glanspunkt. Til denne Tid have alle de Medlemmer, der have helliget sig Kunsten og der, ligesom de Svage og Gamle, underholdespaaAlmenhedensBekostning, alle andre Arbejdere maa sørge for sig selv gjennem Deltagelse i Fællesarbejdet, for hvilket de modtage deres Andel, gjort store Forberedelser. De enkelte Ejendomme aflevere til hin Tid Produkter til Mønsteranstaltens Magasiner, fra hvilken den forsamlede Mængde forsynes med Fødemidler. Førend Festen begynder, trækkes Lod om, hvem der skal passe de nødvendige Arbejder. Kunstnerne udstille nu deres nye Arbejder, Sangerne foredrage nye Sange, SkuespillernespillepaaTheatret Verdenslegenden foredragesafSamfundetsFilosof

dragesafSamfundetsFilosofog mest anerkjendte Videnskabsmand.DeterFremtidsdramaet, opføres og Fremtidsmaleriet, der fremvises. Menneskeslægtens Udviklingshistoriefremstillesien Række af Skuespil og Kunstnerne ere blevne inspirerede i samme Retning som den tyske Forfatter Max Waldau i sit Skrift: «Efter Naturen. Levende Tidsbilleder» søger at inspirere en ung talentfuld Kunstner, idet han opfordrer ham til at male Fremtiden, Menneskehedens Triumftog. «Overlad,» siger han til denne, «Fortiden til Ormene, det Vordende er Urkraftens Navn; det, der har været, existerer for SkoledrengeogforDaarer.Sving opad, frigjørDem, mal Skikkelser, der sige til Menneskene hvad de kunne blive, ikke hvad deres Forfædre have været. Vi have ikke at beklage os over nogen forbigangen Tid, naar kun Fremtidentilhøreros.Man i Begyndelsen le ad Dem, saaledessomaltStort er bleven til Latter for Verden; men man vil alligevel modtage Indtryk og dannes af det De skaber. Man vil komme til at støtte sig til Dem og Friheden, der paa Billedet træder Mennesket imøde som virkeligt værende, vil blive en virkelig, naar Menneskene kun selv tilstrækkeligt ere begejstrede og gjennemtrængte af den.» Ligesom Ungdommen gjennem sindrigt udtænkteLege,gjennemBesøg Samlingerne og gjennem de hos de Ældre frivilligt søgte og givne Oplysninger, faa deres Dannelse, saa gives der de Voxne ved de festligeSammenkomsteride udstyrede offenlige Lokaler,gjennemFremstillingernepaa Foredrag af Øens Videnskabsmænd, Benyttelsen af Bibliotheket en fortsat Uddannelse og Alt gjøres for at vække deres Sans for det menneskelige Ideal. Filosofen paa Frihedens Land er den, der sammen med Koloniens Grundlægger, nyder

den største Anseelse af dette Samfunds Medlemmer, der ikke kjende nogen Regering, men kun modtage VejledningafderesPatriark første Vismand. Sidstnævntes Arbejde gaar væsenlig ud paa at udarbejde i det nye Verdenssprog, der efterhaanden har uddannet sig, et Værk over al menneskelig Viden, gjengivet i forklaretFormefterde det nye Samfund ifølge sin hele Udvikling har tilegnet sig. Selve det nye Sprog, bestemt til at afløse alle andre, bestaar af velklingende Stavelser, sammenstillede efter letfattelige Love. Rodordeneerevalgtesaaledes, deres Klang retter sig efter deres Betydning. Fine og sarte Ting have fine og bløde Ord, grove og modbydelige Ting, haardtklingende Ord. Sangen lyder skjønnere i Verdenssproget end i noget andet og Sangkunsten er dreven til en Højde, der er ukjendt andetsteds. Den milde Himmel, Indbyggernes sunde Legemsbygning og vedvarende Sundhed, bidrage til at give den Fylde og Skjønhed. For at bevare denne og andre Egenskaber hos Medlemmerne af det nye Samfund,herskerderEnstemmighed at lade vanskabte og svage Børn gaa tilgrunde og at lade de Medlemmer vælge sig et andet Opholdssted, hos hvilke Svagheder fra tidligereSlægtledendForældrene Darwins'ke «Attavisme»)optræder.Herigjennem,saavelsom en naturlig Levevis i fuld Frihed, opnaas efterhaanden en til Døden vedvarende Sundhed, et glad Sind og en højere Alder. Selve Døden fremtræder derhos ien mild Skikkelsesomdennaturlige paa et fyldigt, skjønt Liv, der har føjet en Sten til den store, stedse fuldkomnereSamfundsbygning.

En ny Udvikling og en Virkekreds i langt større OmfangfikFrihedens
derved, at Omverdenen blev opmærksompaadette

mærksompaadetteSamfund med dets idylliske, fredelige, af Broderlighed og Lighedsfølelse gjennemstrømmende Liv. Antallet af Besøgende tog til Aar for Aar og da den tredje Generation fyldte Øen i den Grad, at en ny Koloni var en Nødvendighed, enedes man om dels at bryde op til Amerikas Fastland, dels til Tyskland, hvortil en af dets Staters Fyrster, der havde besøgt Øen og var bleven begejstret over det, han havde fundet og set der, havde indbudt Frilænderne. Medens en Sværm vendte sig til den nye Verden, droge Udsendinge til Tyskland, bosatte sig der imellem den Stats Indbyggere, hos hvilke de vilde anlægge deres nye Koloni, arbejdede sig op til Anseelse og Velstand og gjorde Propaganda for de Ideer, de vare opvoxede med. I en Række af Aar dannede disse Udsendinge et Slags Frimureri, forberedte i al Stilhed og under utrættelig Virksomhed Fremtidens Stat. De bleve enige om den Plan først og fremmest at sikre sig Ungdommenogat den til Forstaaelsen af Friheden. Den Omstændighed, at det gamle evropæiske Samfund i de sidste hundrede Aar havde forandret sig ikke saa lidet, lettede dem Arbejdet. Snart sporedes da ogsaa Resultaterne af deres Virksomhed særlig ved at der dannedesigrundt frie Trossamfund. Efter længere Tids Paavirkning var Tiden moden til Grundlæggelsen af Kolonien og Staten «Friland» i Tysklands Centrum. Fyrsten, der var vunden for Planen, anviste en Landstrækning,hvorHovedstaden opføres og nedlagte senere sin Værdighed for at leve som Borger i det nye Samfund. Byen opbyggedes af en ny Sværm, som Øen udsendte og fuldførtes efter en Plan, Frilændernes Filosof havde udkastet. I dens Centrum anlagdes en stor Undervisningshave,rundtomkring Boligerne; udenfor

Byen en Række af Haver og længere borte Fabriker og Landejendomme, i det Væsenlige med de samme offenligeBygningerog der fandtes paa Øen, dog Alt udført i større Maalestok. Gaderne krydsede sig i rette Vinkler, vare brede og forsynede med Buegange. Husene dannede Firkanter med Promenader og store luftige Pladser indenfor. Paa Torvene anlagdes Plæner og Blomsterpartier med Fontæner. Det store Forsamlingshus,hvoralle underkastedes Raadslagning,ihvilken voxne Medlemmer af Samfundet havde Ret til at deltage, var Byens første og største Bygning.Inæsten stor Stil opførtes Theatret, SangsalenogMorskabshallen.

Den videre Udvikling omfattede Ledelsen af den nye Stat, Lovgivningen, Byloven, Arbejdets Ordning, Ejendomsforholdene,devidenskabelige Forholdet til Udlandet, de offenlige Forlystelser og det Arbejde, der skulde udføres, for at propagere Systemet og Ideerne. Noget egenligt Statsoverhoved havdes ikke. Folket valgte paa de Møder, der periodisk holdtes, en Formand, der ledede Diskussionen og opskrev de fattede Resolutioner. Til Bestyrelsen af den offenlige Formue valgtes ligeledes en Bestyrer, der kun fungerede en kort Tid og var ansvarligforhvert Skridt, han foretog. Det Heles virkelige,hemmeligeLeder Levevisdommen. Ethvert MedlemafStaten, forlod Undervisningshaven, havde Ret til et Stykke Land, for hvilket han imidlertid ogsaa kunde modtage Nydelsesanvisninger og Kostkort — til Bolig, til det almindelige Kosthus, hvor Enhver, der ikke førte egen Husholdning, kunde indtage sine Maaltider, til Klæder, Redskaber, Indbetaling af Skatterne, til Theatret, Musiksalen,Skjønhedshaven,videnskabelige det

offenlige Bibliothek samt til Betaling af Dagbladet: «Fremtiden»og et Kjørekort, der gav Adgang til Jernbanerne og Sporvejene, som førte gjennem hvert Kvarter og forenedeFabrik og Havepartierne med den egenlige By. Der blev samtidig truffet Foranstaltninger sigtende hen til at forhindre Kapitalopsamling i større Maalestok, at lægge Vanskeligheder ivejen for indbyrdes Konkurrence og at vedligeholde, saa vidt gjørligt, Værdibytning uden Anvendelse af Penge. Saaledes vedtoges af Folkeforsamlingen,atStaten eneste Arving, hvorimod den sørgede for Opdragelsen af de Afdødes Børn. Andre, endnu levende Medlemmer af Samfundet, havde derimod at bidragetilInstitutionerne Opdragelsen, Videnskabens og Kunstens Fremme. Det blev kun tilladt, at oprette en eneste Kjøbmandshandel med alt Muligt i hvert Kvarter. Fra denne Handel solgtes saa godt som uden nogen Fordel, væsenlig ved Bytning med Raastoffer eller Kost- og Nydeisesanvisninger.Kunfor internationale Samkvems Skyld havdes Penge i ringe Summer og gjaldt der andre Priser end de, som fremgik af en Slags Selvregulering i Frilændernes Samfund, støttet af omhyggelige, ugenligt affattede, statistiske, i Dagbladet «Fremtiden» offenliggjorte Oplysninger angaaende Samfundets Produktion samt af en Bank, der af- og tilskrev de indsatte og udtagne KostogNydelsesanvisninger,gav Oversigter og Meddelelsersamtledede , der for den Enkelte ikke overskred Betingelserne for en tarvelig Alderdomsforsørgelse. Hos denne Bank kunde ogsaa deponeres Andelsbeviser, der tilstodes Entreprenører, naar et Foretagende, efter at være grundlagt, iværksat og ledet af dem, viste sig at være almennyttig og fordelagtig. Enhver Deltager i et saadant Foretagende havde fuldstændigligeRet

stændigligeRetmed Grundlæggeren og de Andelsbeviser, denne under givne Forudsætninger modtog, vare en frivilligGave,en Æresløn. Med Hensyn til Arbejdet fandt der kun en Regulering Sted, for saa vidt Alderen og Kjønnet krævede visse Hensyn. For de simpleste og groveste Arbejder j betaltes et saa stort Antal Anvisninger,atder altid fandtes Personer, der vilde befatte sig med dem.

Der bestemtes derhos, for at fremme Industri, Kunst, Videnskab etc., at Ingen kunde blive ligeberettiget Borger, uden at have aflagt Borgerexamen, efter hvis Absolvering Vedkommende af Folkeforsamlingen erklæredes som myndigtMedlem Staten. For at Alle kunde opnaa denne Værdighed, indrettedes Undervisningen i Undervisningshavenlige Alle og der gaves Alle den samme Lejlighedtil naturlig Udvikling. Den højere, videnskabeligeUndervisning ved Hjælp af Lærere, der for denne Virksomhed forsynedes med Anvisningskort, som sikrede dem et forholdsvis godt Livsophold. Da Forholdenei nye Stat og Samkvemmet med Omverdenen foranledigede en Tilbagegang i Sundhedstilstanden, uddannedesLæger indrettedes Forsøgsstationer, Børnehospitalerog for de Gamle. En særegen Afdeling i Naturhaven bestemtes til Forsøg, vedrørende Studiet af oprindelige, naturlige Udviklingsforhold hos Mennesket. Her interneredes et Antal Hittebørn, hidførte fra andre Egne og der ydedes dem kun den rent legemligePleje. aandelig Paavirkning blev ikke tilladt. Resultatet heraf var, at denne afsondrede Del af Haven befolkedes med et Slags Mennesker, der lignede Urtidens. Studiet af disse kunstigt tilvejebragte Urmennesker gav Videnskabsmændene af alle Fag saa rigt et Udbytte, at

Experimentets tilsyneladende Grusomhed derved kunde undskyldes. Med Hensyn til Familj eforholdene opretholdtesdet Øen gjældende System, saa vidt som gjørligt. De, der havde Tilbøjelighed for hinanden, anonceredei , at de vare flyttede sammen og lovede hinanden gjensidig Oprigtighed. Viste det sig senere, at de ikke harmonerede med hinanden, skiltes de ad, og var der Børn, afleveredes disse til Plejestiftelsenog

Den efter disse Grundsætninger indrettede Stat, uden Regering, uden Avtoriteter og saa godt som uden Penge, vakte efterhaanden Folkenes mest levende Opmærksomhed; der strømmede store Skarer til og dens Hovedstad talte snart et Indbyggerantal, som overskred de største Verdensbyers Der maatte bestandig anlægges nye Kvarterer efter et fuldstændigt ligeartet System og med selvstændig Folkestyrelse. Den samme Fremgangsmaade, der tidligere var brugt, gjenoptoges, idet man lod Udsendinge til saa godt som alle Evropas Lande for at paavirke, denne Gang ikke alene Ungdommen, men ogsaa den lavere Præstestand og tilsidst Fyrsterne. Tysklands blev vunden for Sagen, og da han skulde tiltræde Regeringen, nedlagte han den fremrakte Krone, førte hele Staten over til «Friland», tog Ophold i dets Hovedstad «Glückstadt», hejsede det nye Samfunds Flag, der viste de sex Regnbuefarver — Symbolet for Verdensborgerskabet, ikke hører til nogen Farve eller til noget Parti — antog dets Motto: «Alt for Alle», og arbejdede dets mest fremragende Mænd for, fra den frembrudte «Folketid», at føre Menneskeslægten over til «Verdenstiden».