Tysk Selvros, tysk Selvkritik.

I nogle Lande gaar man op i Forgudelse af det Egne; i andre — men dem er der vist ikke mange af — er man misfornøjet med alt det Egne; i alter andre nevtraliseres Selvtilfredsheden af en betydelig Dosis Selvkritik; — det er Forskjellen. Af Ingen kritiseres den tyske Selvros mere skaanselsløst end af Tyskerne selv. «Vi have,» skriver saaledes Bamberger i det S. 25 fg. omtalte Skrift, «vi have indhentet alle Nabofolk i Udstafferingsvæsenet, i at gjøre Spræl, i Reklamevæsen. Hvem der læser vore Avisers Avertissementsde),og der betragter Skilterne i Gaderne, maa væmmes ved det Overmaal af gement Markskrigeri, der overalt trænger sig frem med sit tysk-franske Kavdervælsk. Tidligere vare vi fällige og beskedne; nu ere vi ikke rige, men Beskedenhedener Selvrosen holder sig ikke blot paa Industriens Omraade; det æslheliske og literære har om muligt endnu stærkere Prøver at opvise. Smigreriet, baseret paa Gjensidighedsprincipet, præsterer det Utrolige hos Forfattere og Recensenter. Ogsaa her har der opbunket sig et Forraad af højttravende Talemaader, som de penneførende Fætterskaber dagligt tyer til for at holde sig og Publikum for Nar. udover enhver offenlig Bygning, der pyntes en Smule op, udover enhverBasar, en fornem Dame patronerer, hælder det æslhetiske Blækhus en Strøm af opstyltede Udtryk, saa at man skulde tro, at vi levede i den mediceiske Tidsalders yppigste Flor: Alt er «hoch stilvoll», «lief sittlich», akkurat saaledes som enhver Knejpeværl skriver over sin Dør med gyldne Bogstaver:«Hoftraiteur Restaurant erster Klasse»». Ganske paa samme Maade kritiserer den bekjendte Berliner-Professor Reuleaux (en Tysker, trods det franske Navn), — han der i Anledning af Filadelfla-Udstillingen tog saa haardt fat paa de tyske Industridrivende —i en Tale, han nylig har holdt i Leipzig, den tyske Industri. Han taler om: Følgerne af Selvovervurderingpaa industrielle Omraade; — den Nation, der for l/o Aarhundrede siden saa grundigt foragtede det Uægte,

Skinnet, det Halve, er nu bleven en ganske modsat; — Publikum, der begyndte med at finde det tilgiveligt, har endt med ganske at billige, at Skinnet foretrækkes fremfor det Virkelige;— gjælder fremfor Alt, at Klæder, Møbler, Husgeraad etc. etc. ser smukt ud, ser ud til at være «ægte»; — men det Uægte er billigere end det Ægte og foretrækkes derfor i Virkeligheden; — «Imitation», «Surrogat», — det er IndustriensSlagord; da der skal «konkurreres gjennem Prisen», ikke gjennem Varens Kvalitet, gaar hele den industrielle Virksomhedud al præstere det Allerbilligste; — men de tyske übegribeligt billige Varer ere i Virkeligheden ikke de billigste; — og den tyske Industri anvender ikke blot Imitations- og Surrogat-Systemet: Forfalskningssystemet anvendes om muligt efter et endnu større Omfang. Herimod er det, at Reuleaux advarer i sin Tale om «Tysklands industrielle Opgaver». Lad os tilføje, at det dog vidner om en vis Beskedenhed hos de tyske Industridrivende, naar de forfalskede Varer og Surrogat- Varerne udtrykkeligt betegnes som «tyske» i Modsætning til de ægte: Cichorie benævnes «lysk Kaffe», hakket Kjød «lysk Bøfsteg», spraglet farvede Duer «tyske Pappegøjer» osv. «Noget Lignende træffes næppe i andre Lande. Det er i Virkeligheden paa høje Tid, at vi , samtidigt med at vi styrke den nationale Selvagtelse, for Alvor bekæmpe Selvovervurderingen.»