I Foreningens Møde Fredagen d. 25. Januar 1878 indledede
Direktør i »Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871«,
Hertzspruug; en Diskussion om

Livsforsikringsvæsenets Betydning og dets Udvikling i Danmark.

Indlederen gjorde først opmærksom paa, at LivsforsikringsanstalternesOpgavevar at paalage sig Pengeudbetalinger,derpaa en eller anden Maade afhænge af Liv og Død, og nævnede som de to Hovedformer for Livsforsikring: 1) at Anstalten paatager sig at betale en Sum én Gang for Alle ved en Interessents Død, hvilket er den almindelige Livsforsikring; 2) at den betaler en Sum aarlig, saalænge en Interessent lever, hvilket er den almindelige Livrente. Grundlaget for Anstaltens Tarifer var Dødelighedstavlen. Af denne kunde man finde Middellevetiden, o: det Antal Aar, et Individ af en vis A'der gjennemsnitlighartilbage at leve i; men Middellevetiden kunde ikke, hvad meget ofte antages, benyttes til Tarifberegning; man kunde f. Ex. ikke finde, hvad der skulde betales for en almindeligLivsforsikring,ved at beregne, hvormeget Anstalten skulde have for at være dækket, dersom Interessenten netop levede sin Middellevetid ud; Facit viide just ikke blive meningsløst,menheller ikke rigtigt. Man maatte derimod af Dødelighedstavlense,hvormegen Udgift Anstalten i hvert enkelt Aar vilde faa, dersom en Mængde, f. Ex. 1000 Interessenter af samme Alder paa én Gang tegnede den samme Forsikring.

Hvis Anstalten f. Ex. skulde betale 100 Kroner ved hver af disse Interessenters Død, og Dødelighedstavlen viste, at der i det første Aar vilde dø 7 af de 1000, i det næste maaske 8 osv., vilde Udgiften altsaa blive i det første Aar 700 Kr., i det næste 800 Kr. osv., og det blev da et sædvanligt Renteregningsstykke at bestemme, hvor stor en Kapital der maatte hensættes i en Sparekasse strax for nelop med Renter at være forlæret, naar den sidste Interessent døde efter Dødelighedstavlen. Viste denne Kapital sig at være f. Ex. 30000 Kr., vilde der allsaa for hver Interessent behøves 30 Kr. og dette vilde saaledes for et Individ af den paagjældende Alder være Værdien af en almindelig Livsforsikringpaa100 Kr. Paa lignende Maade fandt man Værdien af en aarlig Ydelse, der vedvarer, saalænge et bestemt individ lever, og hvis man f. Ex. fandt, at 1 Krone aarlig for Livstid havde en Kapitalværdi af 15 Kroner for et Individ i den Alder, hvor en Livsforsikring paa 100 Kr. havde en Kapitalværdi af 30 Kr., vitde altsaa en slig Livsforsikring kunne betales enten med 30 Kroner én Gang for Alle eller med 2 Kroner aarlig, saalænge Interessenten lever. I Tarifberegningen maå der forudsættes en vis Rentefod — den, som den forannævnte tænkte Sparekasse giver, — og denne Rentefod maa selvfølgelig ikke sættes højere, end al Anstalten altid kan anbringe sine Midler til idetmindste den Rente. I de danske Anstalter er Rentefoden beregnet til 4 pCt., hvilket ikke kunde kaldes lavt, naar henses til, at Kontrakterne kunne være af meget lang Varighed og ikke kunne opsiges af Anstalten. 1 pCt. mere eller mindre Rentefod i Tarifberegningen vilde ved 40 Aars Alderen henholdsvis formindske eller forhøje Præmien for en almindelig Livsforsikring med omtrent 10 pCt. En Livsforsikringsanstallkundeikke nøjes med de Præmier, der fremgik af Dødelighedstavlen og den benyttede Rentefod, hvis denne Sidste er den, der omtrent kan ventes. De fremkomne Præmier, Nettopræmierne, maatte forøges med el Tillæg, for at Anstalten kunde have Noget at løbe paa for det Tilfælde, at Dødelighedstavlen viser sig ikke at slemme med DødelighedsforholdeneiAnstalten, eller Rentefoden skulde gaa ned, og endelig til Dækning af Driftsudgifter. I England var dette Tillæg

ofte 30 pCt. af Præmien, i den herværende kgl. Livsforsikringsanstallfras—lß
pCL, i Reglen 13 pCt.

Efter al have nævnet forskjellige Forsikringer, der udenfor de nævnte Hovedarter kunde tegnes, og fremhævet, at Beregningslheorien var saa fuldstændig, at Værdien af enhver Art alene af Liv og Død afhængig Forsikring lod sig beregne, berørte Taleren det Tilfælde, at en Interessent ophæver Forsikringskontrakten ved frivillig Udtrædelse, hvorved der opstod Spørgsmaal om at give ham en Godtgjørelse. Interessenten vilde nemlig i Reglen have betalt Anstalten mere, end der var nødvendigt for i den forløbne Tid at dække Anstaltens Risiko. Risikoen i det enkelte Aar havde som oftest en Værdi, der steg med Alderen, og vilde derfor, hvis den netop skulde dækkes, kræve en sligende Præmie. Men man lod af praktiske Grunde Interessen len belale en jævn Præmie, og derved betalte han i Reglen i de førsie Aar mere end Risikoen repræsenterede, medens der senere kom en Tid, hvor han betalte mindre. Hvad han saaledes havde betalt udover Risikoen, var, naar det forøgedes med det Beløb, der svarede til Anstaltens Fordel ved i den forløbne Tid at have haft Pengene i sin Besiddelse, Forsikringens Nettoværdi ved Udtrædelsen. Denne Nettoværdi vilde man ogsaa finde, dersom man i Udtrædelsesøjeblikket opgjorde Parlernes Mellemværende saaledes, at man beregnede Værdien af den Forpligtelse, Anstalten havde paataget sig, og derfra trak Værdien af de Præmier, Interessenten endnu skyldte Anstalten, dog at man af disse skyldige Præmier kun benyttede Nettopræmierne ved denne Beregning. Nettoværdien burde en Anstalt dog ikke gjennemgaaende give, da den saa vilde tabe allerede af den Grund, at en syg Interessent ikke hæver en Livsforsikringskontrakt, og de herværende Anstalter beregnede derfor ved Opgjørelsen af Interessenlens Skyld til Anstalten ved Udtrædelsen Værdien af de fulde skyldige Præmier istedetfor af Neltopræmierne. Det Beløb, hvormed Værdien af Anstaltens Forpligtelse overstiger denne Værdi, er Godfgjørelsen. Spørgsmaal om Godlgjørelse ved Udtrædelse var et kildent Punkt for alle Anstalter. Folk kunde vanskelig forstaa de Resultater, hvortil de nødvendige Regler for Opgjørelsen førte, og som blev højst forskjellige efter Forsikringens Beskaffenhed.

Taleren paaviste dernæst, at medens en Livsforsikringsanstaltnærmest var en Slags Sparekasse, var Forsikringskontrakleni Virkeligheden en Hasardkonlrakt, men forskjellig fra Lotterispil derved, at Anstalten tager Hasarden, Interessenten Sikkerheden, medens i Lotteriet Forholdet er omvendt. Ved Kjøb af en Lotleriseddel ombytter man et Pengebeløb med en usikker Værdi, Lodsedlen, medens man ved at forsikre sit Liv

ombytter en af Livets Længde afhængig Kapitalværdi med en sikker Værdi. Livsforsikring burde derfor være meget udbredt og en eller anden Form egnede sig for næsten enhver Klasse af Befolkningen. Tilgangen til Anstalterne var dog meget ulige fordelt paa de forskjellige Klasser. Af dem, der i Femaaret 1871^—75 tegnede Forsikring (lovbefalet Enkeforsørgelse undtagen)hos den kgl. Anstalt, var 33 pCt., altsaa hele Tredjedelen,Stats og kommunale Embedsmænd, der tegnede 29 pCt. af hele Forsikringsbeløbet, Handlende og Næringsdrivende 16 pCt. med 32 pCt. af Forsikringsbeløbet, Haandværkere og Fabrikanter 8 pCt. med 9 pCt., Haandværkssvende og Arbejdere 5 pCt. med 1 pCt., Studerende, Konstnere og Folk i andre frie Livsstillinger 21 pCt. med 21 pCt., Landmænd og Bønder 2 pCt. med 5 pCt., Kvinder og Børn 13 pCt. med 2 pCt., forskjellige Andre 2 pCt. med 1 pCt. af Forsikringsbeløbet. Den ringe Tilgang fra Landbostandenvar navnlig beklagelig. Livsforsikring kunde netop i den Klasse stifte megen Nytte, men det var meget vanskeligtat skaffe den rette Opfattelse deraf Indgang især hos den egenlige Bonde.

Efter nogle Bemærkninger om de Undersøgelser, der jævnlig maatte finde Sted for at konstatere, at en Livsforsikringsanstalts opsparede Formue var tilstrækkelig til i Forbindelse med dens Tilgodehavende hos Interessenterne at dække de indgaaede Forpligtelser, og efter at have fremhævet, at el Skjøn herom var umuligt for Ddenforstaaende, saa at det var meget vildledende, naar udenlandske Selskaber ofte averterede hvor mange Millioner de havde som beholden Formue, omtalte Indlederen de herværende 3 Livsforsikringsanstaller, idet han paaviste Forskjellen i deres Organisation.

Den af Staten oprettede Anstalt, »Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstaltenaf 1871«, var indretlet paa, at Indskudene skulde være netop tilstrækkelige til Dækning af Forpligtelserne og Driftsudgifterne, idet man kun havde forøget de Præmier, der fremgik af den forudsatte Dødelighed og en Rentefod af 4 pCt., med et ringe Tillæg, for at opnaa, at der var større Rimelighed for, at Anstalten vilde faa Overskud end for, at den vilde faa Underbalance. Præmierne vare saaledes meget billige, og den for Livsforsikringsanslalter endnu mere end for Sparekasser nødvendige Sikkerhed var given ved, at Statskassen er Kavtionist foruden ved, at Anstaltens Formue ikke maa sammenblandes med Statsformuen. Staten faar ingen Afgift af Anstalten for Garantien, men til Gjengjæld tilhører et eventuelti Fremtiden opstaaende Overskud Staten. Et privat Selskabkunde for al byde den nødvendige Sikkerhed gaa to Veje. Der kunde tegnes en Aktiekapital, men Præmierne maalte

da sættes højere, baade fordi Aktionærerne skulde have Udbytte og fordi de højere Indskud forøgede Sikkerheden. Blev der Overskud, kunde saa dette helt eller delvis alter komme Interessenlernetilgode («Bonusfordeling«) enten ved at udbetales kontant eller ved at ydes i Form af Nedsættelse af de endnu skyldige Indskud eller af Forhøjelse af Forsikringssummen. Paa dette Princip var «Hafnia» byggel. Præmierne vare alle højere end i den kgl. Anstalt, men af det eventuelle Overskud fik de Forsikrede de to Femtedele. Den anden Vej var, at Forsikringsselskabet baseredes paa Gjensidighed. De Forsikrede stod da Last og Brast med hinanden; blev der Overskud, kom dette dem helt tilgode, blev der Underskud, maatte de finde sig i Efterbelaling eller i, at de forsikrede Beløb nedsaltes.Men da der iet sligt Selskab ingen Aktionærer er, der skulle have Udbytte, kunne Præmierne sættes lavere. Paa Gjensidighedsprincipet var Livsforsikringsafdelingen i »Danmark« oprettet. Dette Selskabs Præmier vare omtrent som den kgl. Anstalts, snarere lidt lavere. Sluttelig oplystes det, at der i alle 3 indenlandske Anstalter ved Udgangen af 1876 bestod Forsikringskontrakter, der lød paa Udbetaling af Beløb én Gang for Alle af iall lidt over 40 Mill. Kr. og paa aarlige Udbetalinger af henved 3700000 Kr. Regnedes en aarlig Udbetaling af 1 Kr. al svare til en Sum én Gang for Alle af 10 Kr., kunde det saaledes siges, at det samlede Forsikringsbeløb vare. 77 Mill. Kr., og ved Udgangen af 1877 vilde det vel være c. 80 Mill. Dette Beløb kunde vel se respektabelt ud, men var dog for lille, naar der for hvert forsikret Individ var baade to og tre og flere, som ikke vare forsikrede, men baade kunde og burde være det.

Direktør Tvermoes havde i sin Tid i Forening med Prof. Oppermann anstillet Beregninger i Anledning af Oprettelsen af Livsforsikringsanstalten af 1871 og havde haft nogen Andel i Bestemmelserne om dennes Præmier; men havde han vidst, at Staten vilde opfatte sin Garanti som om den ejede Anstalten, vilde han ikke have foreslaaet saa høje Præmier, som han havde gjort. Statsanstalten vilde sikkert komme til at nedsætte sine Præmier. Taleren foretrak Gjensidighedssyslemet fremfor Aktiekapiialssysteraet, naar Præmierne vare rigligt beregnede; var de ikke rigtigt beregnede, forslog hverken Gjensidighed eller Aktiekapital.

Statsrevisor Levy fandt det ganske forklarligt, at Embedsmændeneunder vore Forhold ikke benyttede Livsforsikringen efter et større Omfang, end de gjorde; toges de forhaandenværendeOmstændigheder i Betragtning, maalte det Beløb, de havde forsikret, betragtes som ret respektabelt. Sørgeligt var

det, at Landboerne tog saa ringe Del i Forsikringen. Aftægtsforholdetog Lysten til at efterlade Gaarden til et enkelt af Børnene, — en Lyst, Lovgivningen fremmede —, virkede ofte demoraliserende. Livsforsikringen vilde være et udmærket Middel til at komme bort fra Aftægtsforholdet, og det Barn, der fik Gaarden mod trykkende Udbetalinger til de andre Børn, kunde Bonden hjælpe ved at tegne Forsikringer til Bedste for de andre Børn. Livsforsikringen burde benyttes af Bonden, saaledes at han paa sine gamle Dage kunde leve uafhængigt og uden at gaa paa Aflægt. Man burde gjøre Noget for at aabne Øjnene paa Bonden for Livsforsikringens Nytte. Skolelærernekunde maaske benyttes som en Slags Agenter for Livsforsikringen. Havde man gjort Noget for at henlede Bondens Opmærksomhed herpaa?

Dir. Hertzsprung: Ja, gjennem Agenter og gjennem Udsendelsen af Cirkulære til Sogneraadene; men Sogneraadene havde vist sig højst indolente. Agenterne havde ofte forsøgt mundtlig Paavirkning paa Bønderne; desværre uden stort Udbytte.

Statsrevisor Lery henstillede, om man ikke i Almanaken
burde optage et lille populært Stykke om Livsforsikringens Nytte.

Dir. Tvermoes havde holdt Foredrag paa Landet for at forklare Livsforsikringens Betydning, og havde dog opnaaet at faa Diskussion i Gang. Man maalte mindes, at det ikke var nok at tale én Gang eller nogle faa Gange om Sagen; med Bønder maatte man tale lyve Gange, og man maatte ikke tabe Taalmodigheden. Her forelaa der en Opgave for Slatsanstalten; de private Selskaber kunde ikke i denne Retning virke saa meget. J del Hele taget forsikrede Folk i Blinde, de gik ikke frem efter noget Princip. — Der burde opretles Livrentesparekasser, hvor der skulde indsættes Penge med det udtrykkelige Forbehold, at de først maatte tages ud ved en vis 'Alder. Aftægtsforholdet lod sig ikke afløse ved Livsforsikringen ; men Livrenlesparekasser kunde bruges i dette Øjemed.

Assuranceagent Heckscher mente, at der ikke vilde udrettes Noget ved Udbredelsen af Skrifter, men at Skolelærere og Andre burde benyttes som Agenter; men saa maatte de rigtignok betales højere, end nu var Tilfældet.

Nationalbankdirektør, Etatsr. Levy var i sin Tid traadt ind i «Danmark» netop i det Haab, at det vilde blive muligt at vinde Bondestanden, der jo netop var godt kjendt med Gjensidighedsprincipeli Forsikringsvæsenet; men Forsøget var fuldstændigtmislykket. Det, der skræmmede Bonden, var den Tanke , at han skulde give Afkald paa sin Kapital; i Sparekassenfik han derimod Rente, og her vidste han, at han beholdtsin Kapital; ikke saaledes ved Livsforsikringen. Det var

denne Frygt for at tabe sin Kapital, der holdt Bonden tilbage
fra Livsforsikringen. — Taleren troede, al store Summer, navnligfor
Handelsstandens Vedkommende, var forsikrede i Udlandet.

Sekretær Ludr. Bramsen troede, at Bondestandens Frygt tildels var begrundet i den Formening, at de Summer, man betalte Livsforsikringsanstalten, var uigjenkaldelig tabte. Der var ikke blevet lagt tilstrækkelig Vægt paa Tilbagekjøbsretten; dette Punkt burde klares for Bonden. Den 3 Maaneders Frist, Statsanstalten havde for Udbetalingen af Forsikringen, var neppe nødvendig; og hvis den var nødvendig, burde der i ethvert Fald svares Rente i den Tid af Forsikringen. Disse Punkter burde tages under Overvejelse, hvis man vilde gjøre Livsforsikringen populær.

Dir. Hertispruug forklarede Betydningen af denne 3 Maaneders Frist, og paavisle, al Statsanstalten overalt, hvor det var muligt, viste, at den ikke beholdt Pengene i de 3 Maaneder for at vinde Rente af dem. — Hvad Forsikringen i Udlandet angik, var det Antal Personer, der havde tegnet i udenlandske Selskaber, næppe stort; men de fleste af dem havde ganske vist, som bemærket af Etatsr. Levy, tegnet betydelige Summer.

Dir. Trermoes fremhævede, at Livsforsikringen endnu heller ikke var blevet rigtigt adopteret af Proprietæren, og ham vilde del maaske blive endnu vanskeligere at faa Bugt med end Bonden. Man skulde lære Folk at betragte Udgiften til Livsforsikring som en Driftsudgift. Livsforsikringspræmien vilde kun udgjøre en lille Del af Bondens Driftsudgifter.

Statsrevisor Leyy fremsatte den Tanke, at de Skolelærere
der tog Del i de kultusministerielle Kursus, ogsaa skulde høre
Foredrag over Livsforsikring.

Godsejer, Folketingsmand Hage mente, at det slet ikke vilde nytte at tænke paa at faa den egenlige Landarbejderbefolkning til at benytte Livsforsikring. Delte lod sig kun gjøre, og vanskeligt nok, gjennem Alderdomsforsørgelseskasser af veldædig Natur. Forøvrigt skulde man ikke for meget beklage, at Bonden betragter sin Jord som sin Sparekasse; delte havde sine meget gode Følger. En lige Deling af Jorden mellem Børnene vilde medføre mange Misligheder.

Efter et Par korte Bemærkninger af Assistent Withe og
Direktør Hertzsprung sluttede Diskussionen.

Til ny Medlemmer optoges d'Hrr.
A. F. Hauch, Cand. jur., Forretningsfører ved Selskabet

L. Salomonsen , Dr. med.