I Foreningens Møde Fredagen den 1. Marts 1878 indledede
Siiftsfysikus Krebs en Diskussion om

Jordejendommenes Fordeling i England og Danmark; særlig med Hensyn til Husmandsspørgsmaalet.

Indlederen fremdrog i sit Foredrag de Hovedpunkter, som han udførligere har behandlet i to Artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrifts forrige og nærværende Hefte. Et Referat af Indledningsforedraget vil altsaa ikke være nødvendigt for Forstaaelsen af den følgende Diskussion; Læserne henvises til Artiklerne: «Jordudstykningen og Industrien«, i forrige Hefte B. 129 fg., og »Engelske Grundejere«, i nærværende Hefte S. 193 fg.

Til Indledningsforedraget knyttede der sig følgende Diskussion

Aleksis Petersen var i mange Punkter af en ganske anden Mening end den ærede Indleder, men skulde af dem kun fremdrageét:SagenDerby contra Bright. Indlederen havde opkastet det Spørgsmaal: »hvem kommer Sandheden nærmest: Bright, der paastaar, at England kun har 30 000 Landejendomsbesiddere,ellerLordDerby, der er tilbøjelig til at antage, at der findes c. 600000 Ejere i England*? Og Indlederen havde besvaret dette Spørgsmaal saaledes: »aabenbart Lord Derby«. Talerens Svar paa det opkastede Spørgsmaal maatte imidlertid lyde: «aabenbart Mr. Bright», — naar man opfattede Bright som om del nærmest havde været ham om at gjøre al

slaa fast, at Latifundievæsenet existerer i England efter en uhyre Maalestok, og naar man ved «Landejendomsbesidder« forstod en Mand, der var i Besiddelse af saa megen Jord, at han med Familie kunde leve deraf. — Indlederen havde anstilletdenBeregning,at c. 330 000 af den Million Ejere, der findes opførte i den engelske ny «Domesday Book«, maatte betragtessomLandejendomsbesiddere,og ifølge denne Beregning var Lord Derby altsaa kommen Sandheden en lille Smule nærmere end Mr. Bright. Men Taleren kunde ikke tillægge denne Beregning megen Betydning. Indlederen havde nemlig medregnet over 140 000 Ejere af rent mikroskopiske Jordstumper,—Folkom hvem der ikke kunde være Tale, at de skulde kunne leve af deres Jord. Mænd der regnede under Paavirkning af Ønsket om at faa Tallet paa Jordejere saa højt som muligt i Vejret, anstillede overhovedet ofte Beregninger af en saadan Natur, at det — hvad en tysk Nationaløkonom havde bemærket — næslen var besynderligt, at de ikke fik alle Englændere opførte som nuværende eller fremtidige «Jordejere«,dade dog vel alle tilsidst vilde komme til at eje en Grav._— Taleren henviste derefter til den Tale, det bekjendte Parlamentsmedlem G. J. Shaw-Lefevre, Præsident i det londonske«StatisticalSociety«,d. 20. Novbr. 1877 havde holdt i dette lærde Selskab. Mr. Shaw-Lefevre havde her bemærket, at vel var, ifølge de seneste Optællinger, Total-Summen af saakaldte Landejere i de tre Lande, England, Skotland og Irland,1153816; men af dem havde kun 301 378 over lAcre, o: over 0,73 Td. Land. Og udskilte man af denne Gruppe dem, der ejede Huse og Byggegrunde, dem, der vare talte to eller flere Gange, samt jordejende Korporationer og velgjørende Institutioner,kundedenmest rundelige Beregning, the most liberal estimate, ikke drive Tallet paa Jordejere højere op end til knap 200 000, hvoraf 20 000 i Irland, under 10 000 i Skotland, og knap 170 000 i England. Men af Frankrigs 9Millioner Familier var c. 2/32_/3 i Besiddelse af Jord; i Belgien og flere andre Lande var Forholdet ikke mindre gunstigt; i Schweiz, med noget over */2 Million Familier, fandtes noget under 1/a1_/a Mill. Jordejere osv. I England, derimod, fandtes paa 26 Familier kun 1 jordejende

i Irland, et rent agerbrugende Land, 1 paa 52 Familier; og i Skotland var Forholdet endog saa ugunsligt, at paa 84 Familier kom kun 1 jordejende! Efter disse Oplysninger maatte del da siges, at den ny »Domesday Book« ikke i fjerneste Maade havde rokket ved den Kjendsgjerning, at i Storbritannien og Irland existerer Latifundievæsenet i aldeles eneslaaende Dimensioner.Detvardet, Mr.^Bright i sin Tid havde gjort gjældende;dennehansPaastands Rigtighed var ikke Andet end bleven bekræftet ved den ny »Domesday Book«. — Shaw-Lefevre havde saaledes reduceret Dr. Krebs Angivelse til det Halve — fra c. 330 000 til knap 170 000 —; men ogsaa den engelske Statistikers Beregning var i Grunden for optimistisk. Han var nemlig gaaet ned til en saa lav Grænse som 1 Acre; men vilde man nøje sig med at gaa ned til 35 Tdr. Land, saa vilde man se, at omlr. 4/s4_/s af de talrige Ejere i Gruppen I—loo1^—100 Acres (226 000 Ejendomme med en gjennemsnitlig Størrelse af kun c. 14 Td. Land) vilde udgaa af Opgivelsen af dem, der ere i Stand til at leve af deres Jord. Taleren skulde her gjøre opmærksompaa,athvis Dr. Krebs havde Ret i, at en Værdiberegning—somIndlederen jo forelrak fremfor en Arealberegning—viste,at de mindre Ejendomme forrentede sig mindre godt pr. Acre end de slørre, — hvilket forøvrigt bestredes af kyndige Folk, — saa maatte Grænsen, for hvad der kunde betegnes som virkelige Landejendomsbesiddere, jo netop sættes saa meget højere. — Indlederen havde imidlertid — efter først at have undersøgt den ny Dornesday Book's Resultater — erklæret,athele denne Undersøgelse i Grunden var ligegyldig; det Væsenlige, erklærede Indlederen, var: Brugernes Antal; — Ejernes Tal var ganske uvæsenligt. Imod denne Opfattelsemaatledernedlægges Indsigelse, og naar Alt kom til Alt, vilde Indlederen selv næppe for Alvor fastholde den. I sin Artikel om Jordudslykningen udtalte Indlederen, at under Selvejendomsbestræbelserne«ofredesAltfor Egoismen» : «hvor klinger ikke Jeget igjennem i Ordet Ejendom og endnu mere i Ordet Selvejendom; overalt hvor «jeg» og «mit» saaledes er det Enebestemmende og Afgjørende, Inaa og vil Samfundet gaa tilbage, fordi Ingen har en Tanke for delte, men kun for

sig selv; men med Samfundet synker Individet i Moral og Dygtighed« (S. 150). Hvad mente nu Indlederen med denne Udtalelse? Ønskede han al Selvejendom afskaffet? Nej , del gjorde han ikke; han var — trods den citerede Udtalelses stærkt socialistiske eller kommunistiske Farve — jo ikke Kommunist; han ønskede tværtimod Privatejendomsretten over Jorden — altsaa «Selvejendommen« — bevaret. Det, Indlederenbifaldt,var,at Jorden, saaledes som i England, samledespaanoglefaa Hænder. Men i Latifundielandene var Egoismen ikke mindre fremtrædende, men tværtimod langt værre, end i Landene med en nogenlunde ligelig Jordfordeling. Hvor Jorden var fordelt paa mange Hænder, dér kunde «Jeg'et» ikke sus. stisrki ?■ klinge igennem* der vilde '■Ecroismen^ ikke vse^p saa stødende og fremtrædende; thi ved Siden af hvert «Jeg» stod der en stor Mængde andre «Jeg'er», og det lille «Jeg», det lille «Selv» vilde umuligt kun kunne «have Tanke for sig selv», da det bestandigt vilde blive mindet om, at der var Andre som maatte respekteres. Men i Latifundielandene stod der paa den ene Side et uhyre Flertal af Nuller, og paa den anden Side nogle ganske faa, knusende store «Selv'er», der baade vilde bilde sig og Andre ind , at de vare Alt, og som ganske sikkert «kun vilde have Tanke for sig selv«. Under saadanne Forhold kunde der være Fare for, at "Individet vilde synke i Moral og Dygtighed«. Dette mente Indlederen imidlertidikke;Indlederenforelrak: paa den ene Side en talrig ♦besiddelsesløs Middelklasse« hos hvem »Samfundets Kundskab, Indsigt og Dygtighed ophobedes», og paa den anden Side en lille, for alle disse Dyder ganske blottet «Rigmandsklasse» Denne Fordeling tiltalte ikke Taleren; Spørgsmaalet om den hensigtsmæssigste Fordeling var jo et Stridsspørgsmaal. Men det burde ikke betragtes som noget Stridsspørgsmaal, det burde tværtimod fastslaas som noget Uomtvisteligt, at Ejernes Tal ikke var «uvæsenligt«, men i allerhøjeste Grad væsenligt.

Efter en Replik af Stiftsfysikus Krebs, der fastholdt sine
i de ovennævnte Artikler udviklede Anskuelser, gaves Ordet til

Overretssagfører A. Heio, der udtalte, at den Opsamling af
kolossale Formuer paa enkelte Hænder, som netop fremkaldtes

ved de engelske Godsers overordentlige Størrelse, maatte übetingetansesfor alt Andet end heldig; og Hovedhjørnestenen for dette Forhold dannedes uden Tvivl af Inlestatloven, hvis Ophævelse paa forskjellig Maade vilde modvirke det, — navnlig derved at Jordegods hyppigere vilde blive udbudt til Salg og derved nedbringes til en med Indlæglen mere forholdsmæssig Pris, hvorved alter den til Besiddelse af Jordegods knyttede Anseelse vilde tabe sig. Hvad de danske Forhold angik kunde han ikke se nogen Nødvendighed for, at en Forøgelse af Husmændeneskuldemedføre en tilsvarende Forøgelse af Indsidderne; Indlederens Slutning fra den siden 1850 stedfundne betydelige Tilvæxl i Indsiddernes Antal oversaa, at denne var en naturlig Følge af Ophævelsen af den Bondestanden tidligere tildels paahvilendeForpligtelsetil al tage fast Tjeneste; ligesom det Samfundsonue,derefler Talerens Mening var Roden til all Ondt for Arbejderstanden, nemlig den letsindige Indgaaelse af lidlige Ægteskaber, i de senere Tider fra Kjøbslæderne havde smittet Landet. Taleren haabede, al dette maatte være forbigaaende, Ihi ellers var al Hjælp unyttig. Om end en altfor stor Indsidderbefolkningganskevist var uheldig, kunde Taleren derimod ikke erkjende det Samme om en talrig Husmandsstand, i hvert Fald havde vi nu den store Husmandsstand, og hvorledes man end dømte om det Heldige eller Uheldige heri, maatle der derforgjøresNoget for at hjælpe den op. Taleren var enig med Indlederen i at Ulykken var den, at Husmandslodderne, der burde være de allerbedst drevne Jorder, tværtimod vare de slettest drevne. Grunden hertil burde dog næppe med Indlederensøgesi Husmandens Ulyst til at arbejde for sig selv, hvilket stod i Strid med den sligende Uafhængighedslyst; men til en virkelig god det vil sige intensiv Spadedrift af Husmandslodderneudkrævedesder en forholdsvis stor Kapital, og denne savnede Husmanden. Det gjaldt derfor om at skaffe den flinke Husmand den fornødne Kapital, og Taleren havde derfor for flere Aar siden udarbejdet Planen til en Laanekasse for Husmænd; denne Plan, der havde vundet ansete og sagforstandigeMændsBifald, havde han derefter i sin Tid indsendttilArbejderkommissionen, hvor den, efter hvad han

troede at vide, havde mødt velvillig Modtagelse, og vel altsaa vilde blive Gjenstand for nærmere Drøftelse. Taleren skulde derfor her kun nævne, al Planen tilsigtede Støtte fra Sogneraadenesomlokale Laanebeslyrelser, og fra Staten, dels ved Fritagelse for alle Retsgebyrer og Afgifter, dels ved Hjælp til Tilvejebringelsen af de fornødne Kapitaler; endelig skulde han endnu nævne et Moment, som han tillagde ikke blot økonomisk men ogsaa moralsk Betydning, idet han havde anbefalet at drage Nytte af den mellem Arbejderne overfor de andre SamfundsklasserstedfindendeSolidaritetsfølelse, derved at der paalagdes alle Laantagerne i t. Ex. samme Sogneraadskreds et begrænset solidarisk Ansvar for Laanene; de vilde da indbyrdes kontrollere Alles Tab.

Stilftsfysikus Krebs ønskede ikke Husmandsstanden afskaffet, men vilde blot ikke have den forøget ved kunstige Midler. Men han var ikke saa sangvinsk som den foregaaende Taler. Det vilde ikke være let, selv om man paa liberale Vilkaar gav Husmændene Tilskud, at faa dem til bedre at dyrke Husmandslodderne; thi de holdt ikke af at arbejde med Hakke og Spade. Det var næsten et ringeagtet Arbejde; det overlodes til Indsidderne. Forsøgene paa at faa Husmændene til at dyrke med Spaden mislykkedes. Taleren fastholdt, at i samme Grad som Husmandsklassen forøgedes, vilde Indsidderklassen forøges. — Den engelske Intestatarvelovs Ophævelse vilde ikke medføre saadanne Resultater, som den foregaaende Taler troede. At gaa over til den franske tvungne lige Deling vilde være et altfor stort Spring.

Kand. polit. Rubin støttede Aleksis Petersen i den Anskuelse, at den nye Domesday Book ikke havde afgivet noget Modbevis imod Latifundievæsenets kolossale Betydning i England og henvistebl. A. til Professor Conrads Behandling af delte Spørgsmaal.Naar Dr. Krebs mente, at Resultaterne af Statistiken ikke viste hen lil en uheldig Fordeling af Jord i England, hang dette formentlig sammen med hans Forkærlighed for de engelske Klasseforhold i Almindelighed. — Taleren havde ikke forstaaet, paa hvilken Maade vi fra vort nuværende Agerbrugsstandpunkt

skulde naa til at blive et Industriland. Forbindelsen iraellem de Anker, der vare rettede imod vore Landboforhold og den industrielle Fremtid, vi skulde efterstræbe, stod ham ikke klar, medmindre da at Meningen skulde være den, at vi skulde søge at skabe store Jorddrotter med uhyre Kapitaler, hvilke saa engangi Tiden skulde sætte en Industri i Gang. Naar Dr. Krebs havde henledet Opmærksomheden paa den uheldige Indflydelse vore Landboforhold skulde have haft paa den nuværende Industri, ved at de mange ledige Arbejdskræfter paa Landet vare dragne til Byerne og derved havde skabt Tilstanden efter 1870, da var dette næppe rigtigt; thi de samme Betingelser (Forøgelsen af Husmandslodderne) vare jo tilstede længe før 1870 og maatte da ogsaa have vist lignende Virkninger længe forinden. Gangen i den industrielle Bevægelse efter 1870 havde jo, baade i Aktion og i Reaktion, været den samme hos os som i hele det øvrige Evropa; Tilstanden var ikke fremkaldt ved den ledige Arbejdskraft, men ved den ledige Kapital, og denne havde, her som overalt, dirigeret Arbejdskraften hen, hvor der var Brug for den; Landarbejderne havde ikke skabt den umaadelige Aktion i den industrielle Verden, men det var tværtimod denne, der havde tilkaldt Landbefolkningen til Byerne, for at tage den i Brug.

Stiftsfysikus Krebs bemærkede til Kand. Rubin, at Agerbruget
først skulde have, hvad der tilkom det, — først da
kunde vi begynde at tænke paa Industrien.

Kammerraad Christensen (Hørsholm) fremhævede, at Erfaringernei Danmark talte imod den engelske Jordfordeling; de smaa Agerbrug havde næsten altid staaet sig i kritiske Tider, medens det gik galt med de store, og dette laa i, at de smaa Agerbrugere — selv om de ikke altid drev deres Gaarde saa rationelt som de store — vare bedre Økonomer. Det var ikke saa urigtig en Opfattelse, at de smaa Brug, der dreves af Familien selv, ofte vare bedre drevne end de større Brug, hvor der maatte haves fremmed Hjælp. Og hvad særligt Mejeriet angik, saa kunde det i Virkeligheden drives ligesaa godt i det Smaa som i det Store; den sidste Mejeriudstilling havde jo ogsaa vidnet til Gunst for det lille Mejeri. Overhovedettalle

hovedettalleErfaringen i høj Grad for det lille Agerbrug. Erfaringentalte imod at nedlægge de smaa Ejendomme og sammenlæggedem til Mellemgaarde, thi ingen Klasse Agerbrug var saa uheldigt stillet som den. I Skaane havde man et afskrækkendeExempel paa, hvad del førte til at nedlægge de smaa Gaarde, og lave store Forpagtninger; man havde ødelagt den menige Befolkning og ofte tillige ruineret Godsejerne. Naar Bønderne bleve hjulpne af Godsejerne paa samme Maade som de store Forpagtere blev det, vilde de kunne klare sig lige saa godt. Det vilde være meget farligt, om man slog fast, at det store Agerbrug var det, der forrentede sig bedst; det mindre Agerbrug holdt sig, medens det store gik itu. — Det vilde ikke være nok at skaffe Husmændene Kapital til en bedre Dyrkningaf deres Jord; man maatte ogsaa lære dem, hvorledes de skulde bearbejde den. Skulde de hjælpes medLaan, vilde de smaa Sparekasser med deres Kjendskab til de stedlige og personlige Forhold kunne virke heldigere end en for Landet fælles Laanekasse. (Jfr. forøvrigt S. 219—233).

Stiftsfysikus Krebs sluttede Forhandlingerne med at bemærke,
at han ikke havde villet foreslaa de engelske Landboforhold
ligefrem overførte paa Danmark.

Paa Mødet optoges Kjøbmand, Sparekassedirektør Madsen
i Faaborg til Medlem af Foreningen.