I. Statssocialismen.

Det «kristeligt-sociale», «statssocialistiske» Parti, hvorom der har været saa megen Tale i Tyskland i de sidste Uger, er blevet betegnet som en ny Udgave af det «agrariske» — dette Parti, som det preussiske Orthodoxi — med særligt Henblik paa Landbefolkningen — for faaAar siden dannede, i det Haab ved Hjælp af det at forvandle Orthodoxiets hidtidige Afmagt til kraftfuld Indflydelse. Rigtigt er det i alt Fald, at »Statssocialismen«) egenlig kun er en ny Etikette, der er bleven klistret paa en gammel Vare. Den ny Form iklædte den sig for kun et Par Maaneder siden.

Det var i December f. A., at Statssocialismen traadte frem for Offenligheden med en »Centralforening for Socialreform«.Foreningen dannedes i den Overbevisning: 1) at den almindelige Valgret i monarkiske Stater fordrer en gjennemgribende social-reformatorisk Politik og, for at denne kan virkeliggjøres, et Tillidsforhold mellem Monarki og Arbejderstand saavelsom et stærkt arbejdervenligtInitiativ

bejdervenligtInitiativhos Regeringen; — 2) at det sociale Spørgsmaals Løsning ikke kan tænkes uden de sædeligt-religiøse Faktorers Medvirken og uden at Kirken træder i Skranken for den fjerde Stands berettigede Fordringer.Igjennem sin Sekretær, Pastor Todt, Forfatter til Skrifterne «Den radikale tyske Socialisme og det kristeligeSamfund« og »Berøringspunkterne mellem Theologiens og Socialvidenskabernes Studium«, opfordredes «alle tyske Mænd» til at støtte Foreningen, der vilde omfatte alle «Ordenspartiets» Nuancer, og paa hvis Proskriptionsiiste kun følgende vare opførte: Republikanere, Åtheister og Materialister!

xMed dette Aars Begyndelse har den nævnte Forening faaet et Organ i et nyt Ugeblad, kaldet «Der Staats- Socialist.« Dette «Ugeblad for Socialreform» »henvender vel nærmest Ordet til Statens og Kirkens Tjenere, men dog ogsaa til Alle, der ville sikre de to store Grundpiller for den politiske og moralske Ordning: Monarki og Religion, imod det republikanske og religionsfjendlige Socialdemokratis om sig ædende Mudderstrøm». "Hidtil,«hedder det i Programmet, «have Socialdemokraterne været alle andre Partier overlegne i Kjendskab til de sociale Kjendsgjerninger og Theorier, — en for de øvrige Stænder ligesaa uværdig som fordærvelig Tilstand. Nu skal «Statssocialisten» skaffe Monarkiet oplyste Tjenere og anvise den praktiske Religionsudøvelse ny Omraader for Kjærlighedsvirksomheden.« «Statssocialisten» «gaar ud fra den Kjendsgjerning, at visse af Socialdemokratiets økonomiske Programpunkter praktisk og theoretisk ere i sejrrig Fremrykken, saa at det Øjeblik er kommet, da de religiøse og monarkiske Magter maa indtage Stillingligeoverfor hin Fremtoning. Udebliver dette længere,

saa ville Masserne tilsidst blive os moralsk og religiøst fremmede, og heri ligger de allerstørste Farer. Stats- og Folkelivets politiske og moralske Grundpiller kunne kun derved sikres mod den socialdemokratiske Mudderstrøm, at de religiøse og monarkiske Tankers Bærere i det Mindste i økonomisk Henseende stille sig paa den fri Forsknings Standpunkt, omtrent som Kathedersocialisterne, og ikke plumpt slaa Arbejderne det økonomiske Haabs Porte i paa Næsen. Dette er hidtil sket, idet hine Faktorermer eller mindre identificerede sig med Manchesterøkonomien,og derved gjorde Arbejderne fremmede ikke blot for Religionen, men ogsaa for Monarkiet og Nationalitets-Ideen.))— Dette Sprog lyder bestemt, men egenlig faa vi dog kun at vide, at Statssocialisterne have brudt med de liberale Økonomer, og at de — trods deres politiske og religiøse Rettroenhed — ikke ville kjendes ved det økonomiske Orthodoxi. De stille sig venlige ligeoverfor Socialisterne; men hvorvidt gaar deres Venlighed?Ville ogsaa Statssocialisterne, ligesom den danske «Socialdemokrat«, have, at «Staten« skal bestemme, hvormangeStøvler og hvormange Frakker, der aarligt skulle sys ?

Vi faa rigtignok ikke klart Svar paa disse Spørgsmaaliden Artikel, hvor «Statssocialistens» Medarbejder, den bekjendte Berliner-Professor Ad. Wagner*) fortæller os «hvad Socialisme er»; men vi faa dog her at se, hvorledesStatssocialisterneopfordres til at gjøre noget Stort. Prof. Wagner advarer først mod at forvexle «Socialister» med "Socialdemokrater«, og fremhæver, at

---

*) Wagner har dog, i Forening med en anden af «Statssocialistens» Medarbejdere, H. v. Scheel, været saa forsigtig at tage en Reservation med Hensyn til Statssocialismens politiske og religiøse

en orthodox Kristen ligesaa godt som en filosofisk Atheist og Materialist, og en Monarkist ligesaa godt som en Republikaner kan være Socialist. Da nærværende Linjers Meddeler tidligere har paavist netop det Samme, maa han altsaa forsaavidt billige Prof. Wagner. Den nævnte Nationaløkonom giver derefter en Definition af den økonomiskeSocialisme,d. v. s. den egenlige Socialisme. Definitionen lyder saaledes: «Socialisme er et det nubestaaendemodsatRetsordnings - System, hvor de saglige Produktionsmidler o: Jord og Kapital, ikke cre undergivne enkelte Samfundsmedlemmers Privatejendom, men ere undergivne offenlig Ejendom eller Samfundets Kollektivejendom.Underdet socialistiske System vil derfor det private, paa Gevinst beregnede Foretagende og de efter Arbejdskontraktens Betingelser betalte Lønarbejdere ikke staa ligeoverfor hverandre; Produktionen vil ikke være en regelløs og af Spekulationens Gang afhængig; Produktionsudbyttetskalikke fordeles efter «Udbud- og Efterspørgselslovens«Tilfældigheder;— men Produktionen skal fra oven af ordnes planmæssigt og efter KonsumenternesBehov;den skal udføres paa kooperativ Maade, og dens Udbytte skal fordeles mellem Producenterne (Arbejderne^paaen retfærdigere Maade end den nuværende, der bestemmes af Udbud- og Efterspørgsels-Loven.» Hvorledesdetteny System skal gjennemføres, bestemmes ikke nøjere; men Wagner har Ret i at betegne Socialismen som en Kamp mod den overleverede Privatret, og denne Kamp kan analogiseres med den politiske LiberalismesKampmod den absolute Fyrstemagt og de privilegeredeStænder,o: mod sin Tids Statsret, og med Reformationens Kamp imod den da bestaaende Kirkeret.Nugjælder det at prøve Privatretten i dens

økonomiske Følger. «Naar det da skulde vise sig, at store Omdannelser i Privatejendomsretten over Produktionsmidlerneogi Kontraktretten ere uundgaaelige — ligesom man tidligere ikke vilde været kommet videre uden store Omdannelser i Stats- og Kirkeretten —, saa maa de besiddende Klasser, de Dannede selv byde Haanden til og hjælpe med at udføre Lovgivningen.«Ogsaa føjer Wagner følgende Ord til: «Et Reformparti, der ikke besidder Mod og Selvovervindelse hertil, har ingen Udsigt til at spille en betydningsfuld Rolle i det sociale Spørgsmaal. Smaa Midler kunne nu og da lindre noget; — væsenlige Forbedringer kunne de ikke gjennemføre.«

Se, det er dette om «de smaa Midler«, der har gjort forskjellige Økonomer af den ældre Skole bange. Altsaa « Kraft midler», maaske Revolution, — udbryde de. Aa nej, — saa galt mener Wagner det vel ikke.

At de økonomiske og sociale Forhold ikke kunne forbedres med ét Slag, er sikkert. At Udviklingen maa gaa gradvis for sig, er der ikke Mange, som betvivle. At Mængden af Fødemidler, Klæder, Boliger og alle andre Forbrugsmidler kun kan forøges ganske langsomt, er ogsaa uomtvisteligt. Men — den, der i disse Sandheder vil søge Anbefalingen for Brugen af smaa Midler, maa dog mærke sig: for det Første, at det sociale Spørgsmaalikke blot er et Produktions- men. ogsaa et Fordelingsspørgsmaal,og at Fordelingen i en vis Forstand lader sig hurtigere ændre end Produktionen; for det Andet, at, selv om Forandringerne kun kunne gjennemføres lidt efter lidt, saa gaar det dog ikke an at vælge Midler, hvis Virkningerkun kunne opdages ved Hjælp af et kraftigt Mikroskop. Til hvem sigter Wagner nu med sine «smaa

Midler«, eller hvem rammer han? Ikke de radikale Manchestermænd; thi havde man brugt deres yderst kraftige Midler, og havde man fuldt ud gjennemført den manchesterlige Theori, &aa vilde Verden ikke blot se ganske anderledes ud, end den nu gjør, men man vilde maaske endog opdage i den en vis Lighed med visse Arter Socialisme. Heller ikke kan det antages, at Wagner har tænkt paa sine Meningsfæller blandt Kathedersocialisterne.Men skulde han maaske ikke have tænkt paa en vis Gruppe af «Selvhjælpsmændene»? Det være langt fra os at ringeagte Selvhjælpen; vi mene tværtimod, at vil Arbejderen opnaa bedre Kaar, saa maa han stole paa sig selv; — men ikke alle Selvhjælps form er ere lige kraftige. Der er en vis Art Selvhjælpsmænd, der med en rasende Kjærlighed have kastet sig over, hvad der er smaat, og som desto stærkere lovprise et Middel, jo større Misforholdet er mellem det og Maalet. En uskyldig Galskab, — vil man maaske sige. Os forekommer det dog tvivlsomt, om man kan betragte den, der foregøgler Arbejderen et Maal, der ikke kan opnaas ved det anbefaledeMiddel, som ganske uskyldig.

Kraftigere Midler maa til; Lilleput-Foranstaltningerne ville ikke kunne magte det svære sociale Problem. Men hvilke Midler? Ja, det undlader Wagner rigtignok at sige. Men naar man ønsker, at vi for vort Vedkommende skulle besvare Spørgsmaalet, saa skulle vi ganske antydningsvissvare, at man — uden at krænke det Fri-Ronkurrence-Princip,hvorpaa den nuværende Produktionsmaadetil Dels hviler , hvilket Princip ganske utvivlsomt sikrer den største Produktion^—alene ved grundigt at reformere den Maade, hvorpaa Staten nu skaffer sig sine Indtægter og anvender sine Indtægter, vilde kunne

udrette meget for Tilvejebringelsen af en heldigere Fordelingog overhovedet af heldigere økonomiske og sociale Tilstande. Men det kan nok være, at en radikal Reform af hele Finansordningen, Staternes hele Indtægts- og Udgiftsvæsen,ikke lader sig gjennemføre uden at det monarkiskePrincip berøres, og herpaa ville Statssocialisterne ikke gaa ind, da dette Princip netop er noli me tangere for dem.

Se her komme vi til en paafaldende Inkonsekvens hos dem: Den økonomiske Ordning tillade de os at kritisere og røre ved, hvormeget os lyster; — den monarkiske og den religiøse er Tabu! Den økonomiskeOrdning har i Fortiden, ligesom alt Andet, været underkastet uafladelige Ændringer; hvorfor skulle vi da nu ikke have Lov til at tænke paa og tale om de Ændringer, vi i Fremtiden ville lade den undergaa? Den private Ejendomsrets «Hellighed og Ukrænkelighed«) er i Fortiden uafladelig blevet og vil i Fremtiden uafladelig blive vanhelliget og krænket. Og den er heller ikke — sige Statssocialisterne med Rette — et »aabenbaret Evangelium». Men Monarkiet og Religionen! Ja, med Religionen eller rettere Kristendommen er det en anden Sag. Den er naturligvis Alts uomtvisteligt urokkeligeFundament. Men Monarkiet, er ogsaa det et « aabenbaret Evangelium »? Statssocialisterne synes at mene: ja, og paastaa —ja deres Organ bærer det endog som Motto —, at «kun i den stærke monarkiske Stat kan det sociale Spørgsmaal løses»! Vi Andre have maaske lidt ondt ved at forsone os med den Tanke, at «det konstitutionelle Monarki» og »den stærke monarkiske Stat« ikke længere maa betragtes som Menneskeværk o: lidende af Fejl og Mangler, der bør kritiseres og saavidtmuligt

vidtmuligtrettes. I deres Lærdom have de tyske Statssocialisteropdaget, at paa det sociale Spørgsmaals Løsningkan der kun tænkes i Stater som Tyskland eller maaske Rusland, og at for Nordamerikanerne, Franskmændene,Schweizerne og andre Republikanere maa alt Haab lades ude.

Men medens Statssocialisterne ikke ville anerkjende « den fri Tankes» Ret i Spørgsmaal om den bestaaende monarkiske Ordning, medens de forlange, at denne, lige saa fuldt som Kristendommen, skal antages som det Uomtvistelige, det Guddommelige, — er deres kritiske Sans i en endog meget høj Grad skærpet ligeoverfor den bestaaende økonomiske Ordning. Hvad behager — udbryder «Statssocialistens» Redaktion — skulde vi ikke have Lov til at kritisere den! «Vi Statssocialister se i Nutidens regelløst rasende Konkurrencekampe ikke Andet end et ved Ejendomsillusioner skjult Expropriationssystem! Er en økonomisk Ordning, som efter statistiske Undersøgelserhvert tiende Aar styrter Halvdelen af samtlige Forretningsfolk i Bankerottens økonomiske, borgerlige og moralske Afgrunde, ikke et Expropriationssystem par excellence? Er en »Ordning«, der.bedækker Landet med bankerotte Banker og Fabriker ikke et Expropriationssystem?Overalt se vi kun Expropriationer som skrækkeligeog naturnødvendige Følger af det herskende økonomiskeAnarki. Fabrikanten, Aktionæren, Grundejeren, hele Nationen er bleven exproprieret! En Deputeret og Godsejer fra Galizien udbrød i Landdagen: Vi Godsejere er alle bankerotte! .... Ja Expropriationssystemet omfatterikke blot de økonomiske Forhold; det rammer ogsaa de moralske, religiøse, politiske. Den rasende Konkurrencekrigsmider Menneskeheden ud af dens Helligdomme.

Sjælero og Sjælefred kjendes ikke mere. Overalt Expropriation!Manden berøves sin Værdighed, Kvinden sin Ære. Prostitutionen voxer, Tugthuse overfyldes, Kirkerne staa tomme. Fortvivlelsen overmander Hjerterne. Folket vender sig fra Religionens Trøst og bliver Atheister og Materialister; Folket vender sig fra Troen paa Monarkiet og kaster sig i Armene paa de socialdemokratiske Republikanere.Overalt Expropriation, Besiddelsestab, Bankerot!» Nej, et saadant System kan ikke have noget Privilegium paa at fritages for Kritik, og Statssocialisterne ville tillade sig paa det Eftertrykkeligste at kritisere det bestaaende Ejendomssystem, den bestaaende Produktionsmaade,Konkurrenceprincipet

Kritik er en god Ting, men er ikke Alt. Statssocialisterne ville rydde op i det Bestaaende og skjære meget bort. Det kan være godt nok; men ville de sætte Noget i Stedet? Have de noget Positivt at byde os? Lad os se.

Vi kunne søge Svaret dels hos Partiets skrivende Medlemmer, altsaa hos Medarbejderne af det ovenomtalte Ugeskrift, dels hos dets talende Medlemmer, hos dem, der agitere fra Taler- og Prækestol. Denne sidste Fraktionhar i de sidste Uger afholdt en Række Folkemøder i Berlin. En til Kristendommen omvendt Socialdemokrat, Grtineberg, og en Hofpræst, Stocker, — efter hvem det kristeligt-socialeParti ogsaa kaldes «Hofpræstpartiet» eller «Prækestolssocialisterne» — have her bl. A. været de Kristeligt-SocialesOrdførere. Hvad have de fortalt deres Tilhørere?At den bestaaende økonomiske Ordning ikke xluer, og at Frelsen kun kan søges i Kristendommen. Men Socialdemokraternehave, navnlig med Rigsdagsmanden Most som Ordfører, rettet et voldsomt Modangreb paa hele

Præstepartiet; og paa det første af de Kristeligt-Sociale sammenkaldte Folkemøde sejrede Socialdemokraterne endog saa eklatant, at Forsamlingen næsten enstemmigt udtalte sin Ringeagt for de Kristeligt-Sociale «i Betragtning af at den næsten 1900 Aar gamle Kristendom ikke har formaaetat mildne Arbejdernes Nød», samt «i Betragtning af, at de nuværende Præster og Kirkens Tjenere ikke gjøre Mine til at forandre den hidtil fulgte Fremgangsmaade».Paa nogle følgende Møder skulle de Kristeligt- Sociale dog have gjort ende! Proselyter, — men paa den anden Side har den kristeligt-sociale Agitation rigtignok medført, at en stor Mængde Arbejdere ere traadte ud af Folkekirken. — Hr. Stocker har senere udviklet, at «det kristeligt-sociale Arbejderparti staar paa Grundvold af den kristne Tro samt Kjærligheden til Konge og Fædreland; at det forkaster Socialdemokratiet som ukristeligt og upatriotisk; og at det søger at formindske Kløften mellem Rig og Fattig«. Og disse »almindelige Grundsætninger» suppleres ved »Fordringer til Statshjælpen, Gejstligheden, de besiddende Klasser, Selvhjælpen«). Han forlanger Ordningaf Fagforeningsvæsenet og Lærlingevæsenet, Forbud mad Søndagsarbejde, Indskrænkning afßørne- og Kvindearbejde,Normalarbejdsdag, progressiv Indkomstskat, høj Luxusskat, og flere lignende velbekjendte Ting. Det er ikke stort Andet end Kathedersocialisme, der her serveres; kun serveres den med en mild »kristeligt-social» Sauce.

Det i anti-socialistiske Kredse velbekjendte Blad,
«Ausburg. Allgem. Zeitungw, har gjort »Prækestolsocialismens*)første
Debut» til Gjenstand for en ledende Artikel.Det

---

*)■ Det er netop • Ausb. Allg. Zeit.» som har dannet dette Navn, i Analogi med • Kathedersocialisme_•.

tikel.Detskriver omtrent saaledes: Vi kunne forstaa, at Hofpræstpartiet i sin Iver for at frelse Religion og Monarki føler sig fristet til at vove sig ind i Socialdemokraternes Løvegrav; men det er en Fristelse til det Onde: Theologerne,der ikke engang formaa at løse de simpleste sociale Spørgsmaal om Børneopdragelsen, den ægteskabelige Fred, Søndagens Helligholdelse, Dyrenes Beskyttelse osv. osv., skulde holde Fingrene fra de store og indviklede Spørgsmaalom Aktielovgivning, Konkurrence osv. Kirken vil ikke ved at indgaa Broderskab med Arbejderne gjenvinde sin tabte Indflydelse. Hvorfor gaar Befolkningen af Vejen for Præsterne? Fordi Præstepartiet har ødelagt Troen paa Gejstlighedens Oprigtighed. Det er dens Snæverhjertethed,dens Heldøreri og dens Dogmatiseren, der er Skyld i, at Præsten nu ikke besidder saa megen Indflydelsesom Skolelæreren eller Apothekeren. Det er den hidtil fulgte Præstepolitik, der har jaget alle Talenter fra Præstestanden og ganske ødelagt den. — Det er, som sagt, ikke os, der sige dette; det er det tyske Blad, et religiøst, monarkisk-sindet og anti-socialistisk Blad, der saaledes dømmer de Kristeligt-Sociale. Og ganske i samme Aand, tildels i endnu stærkere Udtryk, dømmes de af andre anti-socialistiske Blade, Organer for de forskjelligste Partier. Vi kunde, hvis det gjordes nødvendigt, levere talrige Prøver herpaa. Men selve de Kristeligt-Sociale erklære, at de ere meget tilfredse med Udbyttet af deres Agitation.

Hos denne Fraktion af det kristeligt-sociale Parti tør vi ikke vente at faa meget Andet end Talemaader. Lad os da forhøre os hos Partiets mere videnskabelige Fraktion, den, der mere lægger Eftertryk paa det »Sociale«

end paa det «Kristelige«. Dér kunne vi maaske haabe
at faa lidt klarere Besked.

For at gjøre Ende paa de Besiddelsesløses økonomiskeUfrihed,der under de nuværende Samfundsforhold staar i Strid med Fremskridtene i andre Retninger, maa — saaledes udvikler en Statssocialist, Dr. Calberla — Socialreformen søge at begrænse Privatejendommens økonomiskeOvervægt;den nu dominerende Kapitalisme maa stødes fra Tronen. Dette erkjende ogsaa Socialdemokraterne,ogdisse have overhovedet den Fortjeneste at have stærkt fremhævet Nødvendigheden af en Socialreform. Men — Socialdemokraterne have overset Betingelserne; de have overset, at det historiske Princip maa respekteres; de have ikke taget det nødvendige Hensyn til Folkets Udvikling; de have, kort sagt, mere arbejdet paa at revolutionere end paa at reformere, eller have i alt Fald ikke søgt at give Socialreformen det Omfang, den Form, den Karakter, som de forhaandenværende Forhold udkræve. Statssocialisterne mene derimod tilbørligt at respektere de uundgaaelige Betingelser for en heldbringende Socialreform.Statssocialisternemene, ligesom andre Socialister, at megen industriel Virksomhed bør overgaa til Staten; — men Overgangen skal være gradvis. At Møntrettenudelukkendetilkommer Staten, mene Alle; at Jernbanerne o. Lgn. bør overgaa til Staten, mene Mange. Hvorfor? Fordi den private Raadighed herover faktisk vilde give enkelte Privatmænd en yderst farlig Magt over Folkets store Flerhed, vilde give dem et faktisk Monopol langt farligere end Statsmonopolet. At fuld Skovfrihed ikke bør indrømmes; at Postvæsenet og tildels Forsikringsvæsenet m. m. enten bør overtages af Staten eller dog kontrolleres af den, mene ligeledes

Mange. Hvorfor? Ikke fordi Private ikke ofte skulde kunne bestyre Sligt ligesaa eller endnu mere økonomisk end Staten, — men enten fordi de Private kun ville tænke paa den øjeblikkelige Interesse (f. Ex. ved Skovdrift), eller fordi de Private udelukkende ville tage økonomiske og tilsidesætte andre Hensyn. Statsdrift er altsaa ofte nødvendig eller ønskelig. Det indrømmer omtrent Alle. Men medens de liberale Økonomer kun i yderst faa, specielt undersøgte, Tilfælde vil indrømme den, og medens de egenlige Socialister ønske en saavidt mulig øjeblikkelig og radikal Omdannelse af Kele Produktionssystemet,villeStatssocialisterne gaa en Mellemvej. De ville have Statsdrift, nogle efter en mindre, Andre efter en meget betydelig Maalestok; men der skal dog altid være Grænser for Statsdriften, og den skal gjennemføres med Lempe, forsigtigt og gradvis. «Men» — her citere vi nysnævnte Dr. Calberla — «med IndførelsenafStatsdrift er der i og for sig næsten Intet udrettet. Med den begynder først Statssocialismens særligeOpgaver.Begreberne Statssocialisme og Statsdrift ere ingenlunde kongruente! Netop Hovedsagen ved StatssocialismenerStatsdriftens Maade og Maal. En Statsdrift,derudelukkende staar paa den billigst mulige ProduktionsStandpunktog hensynsløst tager Del i Nutidens Pris- og Lønningsbesparelses - Konkurrence, kan vel fra Skatteyderens Standpunkt være rigtig; fra SocialreformmaalenesSynspunkter den i ethvert Fald falsk. Fra dette Synspunkt maa fordres, at Statsdriftens Ledelse er arbejdervenlig og socialitær; ikke blot Produktet, men navnlig Producenternes Vel skal haves for Øje, og ad denne Vej skal Statsdriften, idet den ved sin mægtige Konkurrence virker ind paa alle Kredse, energisk bidrage

til at hæve Arbejderne i materiel og intellektuel Henseende.«

Se, saaledes have vi altsaa nu faaet Statssocialismen defineret som — «den arbejdervenlige Statsdrift«. Det vil formodenligt sige, at Staten ikke længere skal betale de Arbejdere, som den vil beskæftige ved sin fremtidige omfattende industrielle Virksomhed, efter Udbuds- og Efterspørgsels-Loven. Præsten Stocker, der naturligvis har sikker Underretning om, hvad Gud velsigner og ikke velsigner, har jo i en Rigsdagspræken fortalt de tyske Rigsdagsmænd, at Gud «ikke velsigner» det Arbejde, der betales efter den nævnte Lov. Den manglende Velsignelse har dog ikke forhindret, at det netop er dette Arbejde, der har bragt Civilisationen frem til det Standpunkt, den nu indtager. Og forsaavidt «arbejdervenlig •> betyder uøkonomisk, vil den Indvending, der hidtil har trykket Statsindustrien, nemlig at den (bortset fra enkelte Undtagelsestilfælde) er særlig uøkonomisk, fremtidigt komme til at hvile med et ti-dobbelt Tryk. Man vil efter den statssocialistiske Økonomi søge at give Arbejderen en noget større Løn; men Midlerne til Bestridelsen af de ny Udgifter, den dyrere Produktionsmaade medfører, vil man tage af Arbejderens anden Lomme. Derved bliver Fordelen rigtignok lidt tvivlsom. Der maa dog vist være en lidt nemmere og sikrere Maade at løse det sociale Spørgsmaal paa end ved «arbejdervenlig Statsindustri«, »stærk monarkisk Stat» og «sædeligt-religiøse Faktorer.«