Bastiat.

D. 23. April d. Å. afsløredes en Statue af Bastiat i Mugron, en lille By i les Landes, hvor den berømte Forfatter til «les Harmonies Economiques» henlevede Størstedelen af sit korte Liv (f. 1801 i Bayonne, d. 1850 i Rom). I en ledendeArtikel,som »Times« bringer i den Anledning, læse vi Følgende: «En Mands Betydning staar ofte i ligefrem Forholdtildet Antal Aar efter hans Død, da der rejses Statuer til Ære for ham. Hvis der ved hans Død opstaar en pludselig Kappestrid mellem mange Byer om at modtage et Mindesmærke om hans Storhed, kunne vi i de fleste Tilfælde stole paa, at han var en Mand af en meget almindelig Karakter. Hvorledes skulde han ellers saa hurtigt have fundet Bifald hos en Hjord af almindelige Mennesker? Den ualmindelige Mand husker man nok; men inden hans Indflydelse gjennemtrænger hele Nationen, vil han først have at kæmpe med megen Modstand. Det er nu næsten tredive Aar siden Baslial døde, og først nu faar han sin Statue oprejst; — men i næsten hvert et Arrondissementfindesder Statuer for en eller anden Maréchal de Franee. Lykkeligvis gaa disse Krigsmænds Navne snart i Glemme, undtageniden nærmeste Egn, hvor der paa Departementels eller Statens Bekostning er oprejst et Marmor- eller Broncemindesmærke.TilBastiats Statue har det Offenlige Intet bidraget; AU skyldes her Bidrag fra private Mænd i Frankrig, — og i Udlandet. Anerkjendelsen kommer sent, og er ikke en blot national. ... Fréderic Bastiat er en af disse Mænd, hvis Livs Ild brændte ud i sand Begejstring for Menneskeheden. Han

var visselig ikke en af disse selvbeherskede Personer, der ere ganske blottede for Gemyt, og ligeoverfor hvem en Kraftanstrengelseernødvendig, før vi kunne lilslaa dem den Sympathi, de aldrig selv tiltrække. Forfatteren til den saa ofte citerede Lysestøber-Petition, som ogsaa den franske Finansminister Leon Say citerede i sin Tale ved Statuens Afsløring, raadede over et stort Fond af Vid, som Mange kunne misunde ham. En Menneskealder tidligere havde et übekjendt Geni udklækket en Petilion til Georg 111 fra Fabrikanterne af Træben, hvori de bad Kongen beskytte deres Profession ved at gjøre Brugen af Træben obligatorisk for en Del af Befolkningen; men Bastiat var uden Tvivl original-, da han petitionerede den franske lov givende Forsamling om at beskytte Lampefabrikanter, Lysestøbereogalle dem, der vare beskjæftigede i Belysningsindustrien,dervedat Brugen af Sollys blev forbudt. Her var Bastiat original, men han var ogsaa forud for sin Tid. Endnu den Dag i Dag forstaa de fleste Franskmænd ikke Spydigheden. Bastiat saa Sagens pudsige Side; men han udmærkede sig dog navnlig derved, at han forstod hele det økonomiske Samfunds Maskineri, — vi ville ikke sige som Urmageren forstaar Urets Mekanisme — men som Naturfllosofen i den samme Formel omfatter Loven for Planeternes Bevægelse og for det faldende Æble. I det fri Samfund opdagede Bastiat fuld Harmoni, og han ophørte aldrig med at hævde, at ogsaa Samfundets Love ere naturlige og bedst vilde fremme vort materielle Velvære, hvis halv - lærte Mænds taabelige Visdom vilde tillade dem at virke frit. De Elendigheder, hvorunder Samfundet lider, ere Beviser for at Loven krænkes, og kunne ikke forsvinde, før vi godkjende Frihedens Lov. Man maa ikke tro, at Bastiat opdagededisseSandheder ved Intuition. Tidligt i sit Liv førtes han, som saa mange Andre, til at gruble over det UtilfredsstillendeiMenneskets sociale Eaar. Endog Lothair begynder med den Hensigt at afskaffe Fattigdommen, skjønt der ikke i Lord Beaconsfields Roman er Spor af, at hans Helt alvorligt har overvejet Aarsagen til det Onde, som han vilde fjerne. Bastiat havde en dyb Følelse af Samfundets Mangler, og hans Aand vankede frem og tilbage for at søge deres Helbredelse.

De Maislres Drøm om en gjenopvakt Katholicisme tiltrak ham en Gang. Men han var for stærk og for ærlig til at fastholde sligt Blendværk. Han lærte snart at indse, at Fremskridtet maalte opnaas ved fri Anerkjendelse af Naturlovene, ikke ved de Baand paa Samfundsvirksomheden, som paalægges efter Forgodtbefindende af en eller anden Myndighed, hvem Menneskenehavefundet paa at tillægge guddommelig Inspiration. . . . Ved Afsløringen af Statuen mindede Leon Say om hvad Bastiat skyldte Cobden og the Anti-Corn-Law-League, — men Bastiat gik i Sandhed langt videre end sine Lærere. Hos selve Gobden finde vi den nationale og den internationale Følelse retteligt forsonede; men det Sprog, som Flertallet af League'ns Medlemmertalte,forraadede en insulær Indskrænkning i Tanken. Disse amerikanske Politikere, der sige, at England for tredive Aar siden antog Frihandelen, fordi det havde udtømt ProtektionismensFordele,udtrykke en lav Tanke paa en lav Maade; men der ligger nogen Undskyldning for deres Lavhed i det Sprog, Medlemmer af League'n lejlighedsvis brugte. Fra den saaledes forraadte mentale Begrænsning frigjorde Bastiat sig ganske. ... Efter to Aars uafbrudt Kamp med Socialisterne døde Bastiat. Han søgte Italiens mildere Klima, men det var for sent. Alt hvad han havde , havde han givet sit Land. Efter 28 Aars Forløb er hans Statue bleven rejst, og en Statsministerharholdt en Lovtale over hans Dyder og hans offenligeTjenester.Men hvis vi spørge, om hans Lære er bleven antagen af Nationen, maa vi med Undseelse svare, at Frankrig endnu er langt fra at have naaet hans ophøjede Lære, — og ikke blot Frankrig. I England har Frihandelen vel nu TraditionensAvtoritetfor sig, men det Blik paa Harmonien i et frit økonomisk Samfund, der tændte Bastiats Begejstring, forstaas ikke engang af Politikernes Flertal.«

»Times, slutter med at svare dem, der paastaa at Bastiat. i sit Forsvar for laissez-fodre gik for vidt, at vi i Virkeligheden ere ude af Stand til at fælde nogen afgjørende Dom over hans Samfundsfilosofi: hans «Harmonies économiques» skulde efter Bestemmelsen have udgjort tre Dele; kun én udkom; af den

anden haves Brudstykker; af den tredje flk Bastiat ikke Tid til
at udarbejde nogetsomhelst.

I disse Tider, da det er saa let at kritisere Bastiat, og da man næsten ikke hører Andet end Fordømmelsesdomme over ham, have vi trot, at det kunde være af Interesse at høre, hvorledes det store Verdensblad dømmer.