Vore Arbejdere og deres Selvhjælpsbestræbelser.

Det er nu noget over et Decennium siden, at vi her i Landet begyndte at samle Arbejderne om det Formaal: ved egen Hjælp at forbedre deres økonomiske Stilling. Skjønt der heraf er fremgaael et ikke ringe Antal Selvhjælpsforeninger, især i den første Halvdel af Halvfjerdserne, kunne disse Bestræbelser dog ikke rose sig af at have fundet nogen almindelig Imødekommen. Navnlig forekommer det mig ikke, at der udenfor Arbejderklassener blevet ydet Sagen saa megen Støtte, som dens Betydningkunde gjøre Krav paa, og som er nødvendig, hvis den skal vinde nogen betydelig Udbredelse hos Arbejderne. Pressen har saaledes for største Delen ignoreret den. Naar undtages Nationaløkonomisk Tidsskrift og det nu destoværre indgaaede Ugeblad »Arbejderen«, der var stiftet for særligt at beskjæftige sig med Selvhjælpen, skal man lede længe efter Tegn paa, at denne har været sat under Debat. I det sidste Aar eller to er der dog foregaaet en Forandring heri, idet en Del af Dagspressenendelig synes at have faaet Øje for, at Strejken ikke er den eneste nye Faktor, som det sidste Decennium har bragt ind i vore Arbejderforhold. I god Overensstemmelse med denne Tavshed staar den ringe Sympathi — for ikke al bruge en stærkere Betegnelse — som Mænd udenfor Arbejderklassen mange Steder fandt hos deres Ligestillede, naar de forsøgte at faa Selvhjælpsforeninger i Gang. Jeg kan i den Henseende tale lidt med af egen Erfaring. Motiverne til, at man saaledes

holdt sig tilbage, have naturligvis været meget forskjellige. Hos Nogle Ligegyldighed for AH, hvad der laa udenfor deres Eget, bos Andre, at de ansaa Arbejderspørgsmaalet for uløseligt og derfor strax fra Begyndelsen af opgav Ævrel, men for de Flestes Vedkommende hat¹ Grunden forhaabenlig været, at den storpolitiske Kamp kom til at staa saa stærkt i Forgrunden, at denne Sag, som saa mange andre, blev stillet helt i Skygge. Man vil maaske indvende, at de andre Klassers Tilbageholdenhedfinder sin naturlige Forklaring i den Kulde, hvormed Arbejderklassenselv modtog Selvhjælpstanken, og vil maaske i saa Henseende henvise til vore Socialdemokraters Stilling. Ja, ganske vist var denne alt Andet end imødekommende, thi Partiet haanede næsten alle Selvhjælpsforeninger, og var nærmest tilbøjelig til i dem kun at se en Attrape, som ved sine fingerede Fordele skulde bringe Arbejderne til at glemme deres berettigede Krav. Men har da hint Parti nogensinde, selv i dets Blomstringsperiode,kunnet gjælde som Repræsentant for vore Arbejdereeller endog kun for en større Del af dem? Har ikke tverlimod det aldeles overvejende Antal staaet uden synderlig Berøring med de socialistiske Ideer, og bar ikke denne Del vist Interesse for Selvhjælpsforeningerne næsten overall, hvor de andre Samfundsklasser hjalp med til at bære dem frem? Paa det sidste Spørgsmaal giver »Arbejderen» et bejående Svar, thi saalænge dette Fællesorgan for vore Selvhjælpsforeninger bestod, viste der sig Aar for Aar en stadig og betydelig Forøgelseaf disses Antal og Medlemmer; det første Spørgsmaal skulle vi senere komme tilbage til.

Man tør vel altsaa sige, at det ikke er de heldigste Forhold,under hvilke Selvhjælpstanken her er traadt i Virksomhed eller for Øjeblikket befinder sig. Utilstrækkelig Sympathi udenfor Arbejderklassen; ingen anerkjendt Leder, dér kan kontrollere Udviklingen og fra hvem nye Impulser kunne udgaa, og hertil kommer endelig, som det synes, en afgjort Mistillid til dens Fremtid hos flere af vore fremtrædende Socialpolitikere. Det er ingenlunde opmuntrende for Selvhjælpens Venner at se dens Horoskop stillet saaledes: «at Resultatel aldrig kan blive af nogensomhelst Betydning i Forhold til Maalet, der skulde naas»

— «al den langsomme økonomiske Fremgang snart vil gjøre Arbejderne utaalmodige og berøve dem den Interesse, der muligt i Begyndelsen var tilstede« — «at Selvhjælpsforeningernenæppe kunne udvikle sig ad Frivillighedens Vej, og at de derfor delvis maa gjøres til en tvungen Sag, hvis der overhovedetskal komme noget Resultat tilveje.» Mon der imidlertid ikke ligger en vis (Jtaalmodighed til Grund for denne Pessimisme; afhænger den ikke væsenligt af, at man har villet fælde en Pom, længe før Tiden dertil var kommen?

De Fordele, som Selvhjælpens Venner vente af den, ere vel bekjendte, ligesom ogsaa al Mange anse dem for «gjækkendeLuflsp.ejiinger,der inaaske nok for en Tid kunne holde Arbejdernes Mod oppe under deres Ørkenvandring, men iøvrigt intet Rodfæste have i Virkelighedens Rige.» Jeg skulde derfor ikke være kommen ind paa at omtale dem, hvis det ikke havde været for at anmode om Udsættelse af Sagens Paakjendelse, og for at minde om, at den Slægt, der har sat Selvhjælpen i Gang, aldrig vil være istand til at fælde nogen begrundet Dom hverken om dens indirekte eller dens direkte Fordele. At delte forholder sig saa, er klart nok, naar Talen er om den Ordenssans,Sparsommelighed,Hensynstagen til Fremtiden, kort sagt den Udvikling af Karakteren, som Foreningerne skulde fremkalde;saadanne Egenskaber kræve mere end én Menneskealder, for al slaa Rod hos et helt Folk eller en enkelt Klasse af det. Tvivlsommere kunde det synes at stille sig, naar Talen er om Forbedringen af de økonomiske Kaar, thi den maa dog vel allerede indtræde hos den første Slægt. Ja, ganske vist, men man er kun ikke berettiget til at vente, allerede her at se de mulige Resultater fuldt opnaaede. Hvis de Arbejdere, der sætte Foreningerne i Gang, naa saavidt, at de ved Hjælp af Sygekasserkunnesikre sig mod forbigaaende Årbejdsudygtighed, ved Hjælp af Spare- og Laanekasser kunne komme ud over arbejdstrange Perioder, af ikke altfor lang en Varighed, og endelig ved Hjælp af Husholdningsforeninger, Byggeforeninger og Alderdomsforsørgelseskasser kunne blive istand til at bøde noget paa den med Aarene aftagende Arbejdsevne og dermed følgende formindskede Indlægt, da er der for denne Slægts

Vedkommende opnaaet betydeligt. Hvornaar skal der da komme en virkelig Forbedring af de økonomiske Kaar, som ikke viser sig alene paa den noget negative Maade, at de Paagjældende kunne undgaa strax at falde Fatligvæsenet eller Velgjørenheden til Byrde, saasnart der indtræder en uheldig Omstændighed af den Art, som baade kan og maa forudses? Den vil først indtræde,naarde indirekte Fordele gjennem Slægter have faaet Tid til ret at udvikle sig. Naar en større Del af Arbejderklassenharlært at tage saa meget Hensyn til Fremtiden, at den ikke længere i de unge Aar bruger hver en Øre af sin, i Forhold til de nødvendige Udgifter, mangen Gang rigelige Indtægt;naarden har indset det Utilladelige i al stifte Familie, før man har skaffet sig et Rygstød, end sige da med Gjæld; naar den har lært, at Orden og Sparsommelighed er nødvendigide fleste Husholdninger; naar den er kommen saa vidt frem i Karakterudvikling og Intelligens, at den forslaar paa rette Maade at bruge «det tveæggede Sværd« , som FagforeningernelæggeArbejderne i Haanden — da er Tidspunktet kommen, hvor man kan vente at se de økonomiske Resultater fuldt ud. Jeg skal vel vogte mig for at forsøge paa al udkasteetFremtidsbillede af disse Resultater, og navnlig ikke komme ind paa at bestemme Produktionsforeningernes Plads i Billedet, især da disse næppe ville faa synderlig Betydning for et fortrinsvis agerdyrkende Land. Ran imidlertid »KonjunkturernesPriigelknabe«faa el saadanl Hold paa sig selv; vil Arbejderen,derer saa tilbøjelig til at holde Konkurrencen paa en vis Højde gjennem en Forøgelse af Befolkningen, vil han nogensinde kunne naa udover det Standpunkt: kun at have det Allernødvendigste til Familiens Ophold? Herom er det jo ørkesløst at disputere. Hvis man hører til den ien vis ForstandnihilistiskeSkole, som gaar ud fra, at Prisen paa det grovere Arbejde altid som Helhed vil være en Nødpris, saa lader man selvfølgeligt Selvhjælpen falde som noget Humbug, og lader den forbedrede Almueskole gaa samme Vej ; thi da er ingen Hjælp mulig under de nuværende Samfundsformer. Hvis man derimod tror paa et Fremskridt ligesaa godt i social som i andre Henseender, hvis man gaar ud fra, at en stor Del af

Arbejderne maa kunne bringes op paa et saadant Standpunkt, hvor de ikke se deres Livsmaal realiseret i »Kartofler og Kaffe«, saa haaber man selv under den givne Samfundsordning og handler da i delte Haab.

Ja, det er nu let nok at fastbolde el saadant Haab — vil man maaske sige — naar Ens Forhold til Selvhjælpsforeningerne er af den Natur, at man ikke personligt er interesseret i, om de langsomt eller hurtigt forbedre deres Medlemmers Slilling. En anden Sag er det med Arbejderne; ere de istand til at bevare Interessen for Foreninger, hvis Betydning langl mere Jigger i den opdragende Indflydelse, de udøve, end i deres økonomiske Resultater. Svaret herpaa vil vel komme til at stille sig forskjelligt i de forskjellige Lande, afhængigt af om Arbejdernes Flertal er mere eller mindre modtageligt for Socialdemokratiets Paavirkning, thi delte maa: altid høre til Selvhjælpens værste Fjender. Ved at bringe Arbejderen til at tro, at han hører IH en forurettet og foragtet Samfundsklasse, og dernæst indbilde ham, at han for Tid og Evighed kan komme paa den grønne Gren ved Statens Hjælp, gjør man ham just ikke skikket til at vandre ad Selvhjælpens langsomme og besværlige

Arbejdernes forskjellige Modtagelighed for de socialistiske Ideer synes, som bekjendt, ikke at afhænge saameget af deres forskjelligt gode økonomiske Stilling, som af deres større eller mindre Centralisation, idet denne medfører en større eller mindre Kløft mellem dem og Arbejdsgiverne. Hvor Arbejderbefolkningenforstørste Delen er samlet i store Byer eller staar i den store Industris Tjeneste, ville disse Ideer, saalænge de finde Talsmænd, ogsaa nok finde aabne Øren, og Selvhjælpsforeningernederforvanskeligere kunne fængsle og fastholde dens Interesse. Hvor den derimod væsenligt er spredt over Smaabyer og paa Landet, især naar den staar i del lille AgerbrugsTjeneste,har man Grund til at vente, at Jordbunden vil være mindre modtagelig for den socialistiske Smitte — epidemisk kan den maaske nok optræde, men endemisk vil den vanskeligereblive— og Selvhjælpsforeningerne kunne saaledes udviklesigmere i Ro. Gaar man ud herfra, skulde vort Land

allsaa høre til de heldigere stillede, og Resultatet af den socialdemokratiskeBevægelse,der begyndte her for endel Aar siden, synes ogsaa at bekræfte Forudsætningens Rigtighed. Den slog godt an i Kjøbenhavn ligesom ogsaa i enkelte af vore middelstoreByer,derimod i Smaabyerne og paa Landet næsten aldelesikke.Arbejderne paa de to sidste Steder viste sig kun lidet tilbøjelige til at lave Utopier, og Selvhjælpsforeningerne fik derfor, forsaavidt de fandtes, Lov til at staa nogenlunde uantastede, ja de bidrog endog til at slaa Bom for Socialdemokratiet,idetman næsten overalt overholdt, at dette ligesaalidtsom noget andet politisk Parti maatte komme til Orde paa Foreningernes Møder. Man kunde maaske spørge, om ikke den slette Ledelse af vort socialdemokratiske Parti har haft sin Del heri, og om ikke Resultatet vilde være blevet et helt andel, hvis der havde staaet dygtige og uegennyttige Kræfter til Partiets Raadjghed. Men selv under denne Forudsætning vilde det næppe haft mere Held med sig i Smaabyerne og paa Landet, thi der er her ikke engang en Antydning af nogen Kløft mellem ArbejderogArbejdsgiver. Naar man kjender Maaden, hvorpaa Gaardmanden omgaas den Husmand eller Indsidder, som arbejderhosham, eller hvorpaa Arbejdsgiveren i Smaabyerne som Regel behandler sine faste Daglønnere, saa vil man vistnok indrømme Rigligheden heraf. SomExempel paa, hvor lidt Forskjellenisocial og økonomisk Henseende har fjernet ArbejdsgiverenfraArbejderen, kan anføres, at det næsten betragtes som en Selvfølge, at hin ved dennes Sygdom yder materiel Støtte, men ofte viser desuden Arbejdsgiveren og hans Familie i saa Tilfælde Arbejderen personlig Deltagelse under de forskjelligeFormer,hvorpaa dette kan ske. Mellem Gaardmanden og hans Daglønner er der jo heller ingen virkelig Forskjel i social Henseende, idet de omtrent staa paa samme Kundskabstrin,havefælles Indtryk fra Opdragelsen og til en vis Grad fælles Interesser; hvad Forskjellen i økonomisk Henseende angaar,dasørger Gaardmanden ganske vist for, at den ikke helt bliver glemt, men den akcentueres dog hovedsageligt kun ved Giftermaalsprojekter. I Smaabyerne er der vel et noget større Spring tilstede, men her er det Arbejdsgiverens nøje

Kjendskab til Arbejderens Livsforhold, der hyppigt knytter dem sammen. At delle Baand mellem dem ikke er gunstig for Udbredelsen af de socialistiske Læresætninger, er klart nok, men uheldigvis medfører det ved Siden heraf store Ulemper for Selvhjælpen, idet det gjør Arbejderen altfor sorgløs for sin Fremtid. Vi skulle senere komme nærmere ind herpaa.

Vor Almues sejge Udholdenhed synes ogsaa at varsle godt for, at de Arbejdere, der engang have sluttet sig til Selvhjælpsforeningerne, ikke saa let igjen ville slippe Interessen for dem. Det er bekjendt nok, hvor vanskeligt det er at sætte den i Bevægelse, men er det først lykkedes, kan den ogsaa udholdende forfølge et Maai, endog et forholdsvis tarveiigt. Jeg véd vel, at den Slags aprioriske Ræsonnementer i vor Tid ikke staa i nogen høj Kurs, men det er jo umuligt at underkaste dem Statistikens Ildprøve, da vort Lands kooperative Bevægelse endnu er for ung til at give Oplysning i saa Henseende. Det er vel allerede tvivlsomt, om den er gammel nok til at besvare Spørgsmaalet om, hvorledes Arbejderne have grebet Selvhjælpstanken, end sige da at den skulde kunne afgjøre T hvorledes de have fastholdt den.

I det Foregaaende har jeg forsøgt at lægge et godt Ord ind for Selvhjælpsforeningerne, at ikke deres økonomiske Resultaterskulleunderkastes en forhastet Dom, ligesom ogsaa fremsat Forventningen om, at vore Arbejderes Interesse for dem, naar den først er vakt, ikke saa let igjen vil svækkes. Men det, hvorpaa jeg støttede denne Forventning, nemlig Nationalkarakterenogvore Arbejderes Decentralisation, medfører paa den anden Side større Vanskelighed ved at sætte ForeningerneiGang. Naturligvis har man i en vis Forsiand mindre let ved at samle en slærkt spredt Arbejderbefolkning om et bestemtFormaalend en, der væsenligt er knyttet til enkelte Cenlra, ligesom man ogsaa vanskeligere vil faa den langsomme og sejge Natur lil at gaa ind paa noget Nyt end den livlige og urolige. Mon det derfor ikke var hensigtsmæssigere at rette Opmærksomheden paa, hvorledes Arbejderne kunne bringes til at gaa ind paa Selvhjælpsforeningerne, istedelfor at fortabe sig i Betragtninger over, om det vil være muligt at fastholde

deres Interesse for disse? Der er saaraeget mere Grund for os hertil, som den lette Adgang til privat og offenlig Faltighjælp høj Grad forøger de forud tilstedeværende Vanskeligheder. Her er Skyggesiden ved det ovenfor omtalte Baand mellem ArbejdsgiverogArbejder, en Skyggeside, som Fysikus Krebs har Fortjenesten af gjentagne Gange skarpt at have fremhævet, og som han atter kommer tilbage til i sin Bog: «Det gamle og det nye Samfund«. Hr. Krebs har Ret, naar han med stærke Farver maler den deraf følgende Uselvstændighed især hos Landarbejderne,thidet er unægteligt baade forbavsende og sørgeligtathøre, hvor ugenert denne kan afvise f. Ex. Forslag om Sygekasser, under Henvisning til Letheden ved at erholde Hjælp i Sygdomstilfælde. Imidlertid behøver man ikke af den Grund at lægge sig til Hvile paa »Pessimismens bløde Puder*, thi vel vil det udkræve Manges Bistand, om Ondet skal afhjælpes, men uoverkommeligt er det ikke. Naar det først lykkes i en Kommune at rive Enkelte ud af den gamle Slendrian, er det glædeligt at se, hvorledes Selvfølelsen kan vaagne og forplante sig videre. Som Exempel kan jeg nævne en Arbejdersygekasse, som jeg for 6 Aar siden fik oprettet for Hobro og et nærliggendeLandsogn.Ide første 3 Aar bestod den med kun 9 Medlemmer, men i det 4de Aar steg disses Antal til omtrent 50, og nu er det gaaet fremad til 90. Enhver, der praktisk har beskjæftiget sig med Selvhjælpsforeninger, vil ligeledes have set, hvor let flere af de andre Foreninger Jade sig danne, naar man først har faael én Form lil al slaa kraftig Rod. Der er saaledes i de sidste 6 Aar fremslaaet her i Hobro *) foruden Sygekassen for Arbejdere med 90 Medlemmer, en Spare- og Laanekasse med 284 Medlemmer, hvoraf de 197 ere Daglønnere,gifteHaandværkssvende, Enker og Sypiger, og med en Kapital af omtrent 5300 Kr., skjønt der blandt de 3 Aar, hvori den har bestaaet, jo har været to meget daarlige Aar.

---

*) Hobro havde ved sidste Folketælling omtrent 2400 Indbyggere, naar man regner dens Arbejderforstad med. Skjønt den sidste i Virkeligheden hører til et Nabosogn, slaar jeg dem her sammen, da de ovennævnte Foreninger have optaget Medlemmer fra begge Steder.

I Forbindelse med den sidste en Husholdningsforening med 191 Medlemmer, hvoraf 119 høre til den égenlige Arbejderklasse,med en Omsætning sidste Aar af 26 800 Kr. og en Nettoindtægt af 2077 Kr. Endelig en Skolesparekasse med 103 Medlemmer, hvoraf største Delen hører til Friskolens Børn og med et Indskud af lidt over 500 Kr. i de 11 Maaneder, den har bestaaet. Tallene ere ganske vist, absolut taget, kun meget smaa, men de faa lidt mere Betydning, naar man tager Hensyn til Byens Størrelse, til de faa Aar, hvori Foreningerne have bestaaet, og endelig til, at de sidste Aar have været økonomisk uheldige.

Hr. Krebs, der efter egen Tilstaaelse næsten ganske har tabt sin Tro paa Arbejdernes frivillige Selvhjælp, foreslaar i det ovennævnte Skrift, at denne skal gjøres til en tvungen Sag ligeoverfor Sygdom og Alderdom, idelmindste foreløbigt, indtil der er skabt en anden Aand hos Arbejderklassen. Er det imidlertidikkelidtfor tidligt, at lage sin Tilflugt til saadanne drastiske Midler, have vi allerede udtømt alle de mildere Midler, der kunde tænkes al føre til Maalet? Spørgsmaalét maa vistnok besvares benægtende. Hr. Krebs har selv paavist flere af de Midler, der forud kunde anvendes. Han har vist, at den blandede Lønningsmaade, hvor Arbejderen faar Kosten hos Arbejdsgiveren,ogsomikke er ualmindelig for Landarbejdernes Vedkommende, formindsker Pengelønnen i den Grad, at Kone og Børn maa være glade ved at kunne faa det Nødvendigste, og Arbejderen saaledes meget vanskeligt vil faa Noget tilovers til at sikre sig med overfor Sygdom og Alderdom. At opfordretilSelvhjælpunder saadanne Forhold, er og maa være resultatløst, derfor bør først og fremmest denne Lønningsmaade forandres. Forøvrigt vil dette ikke falde saa ganske let, dels fordi Gaardmanden nødigt vil af med rede Penge, medens han ikke regner Kosten synderlig højt, dels fordi mange Landarbejderehængefastved denne Lønningsmaade under det noget uhyggelige Paaskud, at de ikke kunne arbejde paa den Kost, som deres Familie faar. Hvor egenkjærligt eller bornert Paaskudeter,fremgaarbedst deraf, at selv Tilbud om en rigelig Erstatning i Kostpenge tidt ikke formaar at omstemme dem.

Endvidere gjælder del efter Hr. Krebs's Mening om LandarbejdernesomHelhed,at Daglønnen er for lav, hvad han navnlig slutter af de betydelige Tilskud, som den private og offenlige Faltighjælp yder, men samlidigt gjør han opmærksom paa, at Fattigbjælpen paa sin Side lokker Arbejderen til at vise Mangel paa Økonomi, saa at der kommer til at foreligge en Circulus vitiosus. Andre have rigtignok antaget, at det udelukkende var den lette Adgang til Hjælp, som ved at gjøre Arbejderen uøkonomisk, bevirkede, at Lønnen ikke slog til. Paa den Egn, hvor jeg er nærmere kjendt, er Landarbejderen, som faar sin Løn helt i Penge, naar man tager Hensyn til Forskjellen i Livsfornødenhedernes Pris — navnlig Bolig, Brændsel og Brød — næppe daarligere stillet end Arbejderne i Smaabyer, og fra disses Side har jeg jævnligt hørt det indrømme, at de godt kunne overkomme at sikre sig, ialfald overfor Sygdom, naar blot Viljen er tilstede. Hvorledes det nu end forholder sig med Daglønnen, om den er for lav eller ikke, saa er der under enhver Omstændighed ved denne Fattighjælp noget Galt, som i Selvhjælpens Interesse bør forandres. Hvis Hr. Krebs har Ret i sin Forudsætning, at Daglønnen som Helhed er for lav, da har ban ogsaa Ret i sin Slutning, at Arbejdsgiveren staar sig bedre ved at forhøje Lønnen og stryge Fattigbjælpen; har han ikke Ret, bør den private Faltighjælp, om ikke stryges, saa dog i høj Grad begrænses. Arbejdsgiveren paa Landet — og det Samme gjælder tildels for Smaabyernes Vedkommende — maa lære at anvende sin Godgjørenhed paa relte Tid og Sted. Istedetfor, som nu, mangen Gang at hjælpe i Flæng, bør han af yderste Evne støtte de Arbejdere, der have vist Viljen lil al hjælpe sig selv — hvad der baade kan ske ved i arbejdstrangePerioderfortrinsvisal skaffe dem Arbejde, og ved at yde direkle Hjælp, naar Arbejderen ved Sygdom eller Ulykkes tilfælde har faaet sin Arbejdsevne formindsket — medens han i modsat Tilfælde uden videre henviser til det offenlige Faltigvæsen.Manvilmaaske indvende, at for Arbejderen har det Sidste desto værre intet Afskrækkende ved sig. Ja, det kommer dog an paa efter hvilke Principer det offenlige Fattigvæsen administreres, thi de ere forskjellige i de forskjellige Kommuner,

og hvilke Tvangsmidler del har i sin Haand. Hvis hele SamfundetsfrivilligeFatlighjælpblev benyttet som Spore for Selvhjælpen,dervedat den hovedsageligt kom dem tilgode, der havde forsøgt at sikre sig overfor Sygdom og Alderdom, og, om muligt, holdt disse fri for det tvungne Fatligvæsen, saalængedeveden ordenlig Livsførelse og Arbejdsvillighed gjorde sig værdige til denne Støtte, saa vilde del offenlige Faltigvæsen faa friere Hænder til at benytte sine Tvangsforholdsregler. Der kunde nu spørges, hvor de betydelige Pengemidler skulde komme fra, som den frivillige Fatlighjælp i saa Tilfælde maatle have al disponere over, og hvor den skulde henle sig Kræfter til at overtage Administrationen og Tilsynet med dem, der blev hjulpne. Hvad Pengemidlerne angaar, er der jo tidt nok henvisttildestore Summer, som den private Godgjørenhed nu giver ud uden Tilsyn med deres Anvendelse, og skjønt Henvisningennærmesthargjældt kjøbenhavnske Forhold, er den vist ligesaa berettiget andetsteds og ikke mindst paa Landet. Blev alligevel Midlerne for smaa, kunde Kommunen jo træde til, hvad den allerede mange Steder gjør gjennem «de Fattiges Kasse«, men denne maatle da virke sammen med de private Velgjørenhedsselskaber, helst under en fælles Bestyrelse. Hvad de personlige Kræfter angaar, har det baade i Hovedstaden og andetsteds vist sig, at de nok lod sig bringe tilveje. Men det offenlige Fatligvæsen søger jo ogsaa at gjøre denne Adskillelse mellem værdige og uværdige Trængende, idet det behandler dem paa forskjellig Maade, og her er baade Pengemidler og en indøvet Administration tilstede, hvorfor skulde man saa skabe et slort og indviklet Maskineri ved Siden af det? Fordi Adskillelsen mellem værdige og uværdige Trængende maa gjøres paa et tidligere Stadium, hvis den skal nytte noget, og fordi det offenlige Falligvæsen aldeles ikke egner sig til at føre ind paa Selvhjælpens Vej ved Godhed. Endelig kan der — for at vende tilbage til de mildere Midler, hvorved det er muligt at fremme Selvhjælpen — gjøres langt mere fra de bedre stillede Samfundsklassers Side, end der hidlil især paa Landet er gjort, for at vække Interessen for den og stelle den i dens første Fremtræden, navnlig ved at tage Bestyrelsen af Foreningerne

paa sine Skuldre. Naar man har set, hvor meget et Par Mænd, der ville ofre sig Hdt for Sagen, kunne udrette for den i en mindre Kommune, da vil man forstaa, hvilken Betydning denne Medvirken af de andre Klasser kunde faa, naar den kun var almindelig. Førend disse Midler vare prøvede, forekommer det mig ikke nødvendigt at opgive sin Tro paa en frivillig Selvhjælp,forsaavidtdaEvnen hertil er tilstede. Overfor Sygdom kan der næppe være nogen Tvivl om, at Arbejderen formaar at hjælpe sig selv, naar Sygdommen da ikke hører til de uhelbredelige,thidemer Sygekasserne ikke beregnede paa at tage sig af; mere tvivlsomt stiller Sagen sig overfor Alderdomsforsørgelsen.

Selv om man imidlertid gaar ud fra, at disse Midler ville vise sig magtesløse, og at det derfor var at spilde Tiden, om man holdt sig til dem alene, er det jo ikke hermed givet, at man nødvendigvis maa komme til en tvungen Selvhjælp. Det var dog altid et Forsøg værdt, om man ikke ved at lokke kunde naa-ligesaa langt som ved at tvinge, da der nu engang er noget Odiøst ved det vidt forgrenede Formynderskab, som Tvangen forudsætter, ikke at tale om alle de praktiske Vanskeligheder,som den vil have at overvinde. Ved Tilbud om Medhjælp— saaledes som det allerede finder Sted ved mange af vore industrielle Etablissementer, selv af de mindre, ligesom ogsaa ved de forenede Kommuners Alderdomsforsørgelseskasse — kunde Lysten lil delvis Selvhjælp vel nok vækkes. Det er da overfor Alderdomsforsørgelsen, at der kunde blive Tale om et saadant Skridt, naar man mangler Taalmodighed til at vente paa Selvhjælpens Udvikling. Selv om man nemlig gaar ud fra — hvad jeg for mit Vedkommende gjør — at Arbejderenogsaa her kan hjælpe sig selv, naar han kun begynder i den unge Alder, og f. Ex. benytter den Imødekommen, som »Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871« nu viser overfor Smaafolks Alderdomsforsørgelse, saa forholder det sig anderledes med de Arbejdere, der maa begynde i den ældre Alder. Disse kunne ikke overkomme at skabe sig en virkelig Støtte i Alderdommen, hvad der vil medføre, at Forsørgelsesforeninger,som ere baserede udelukkende paa Selvhjælp, vanskeligtville

ligtvillefinde nogen stor Tilslutning i den første Generation. Gjælder det derfor om at faa disse Foreninger til at blomstre i en Fart, saa er Medhjælpen maaske nok paa sin Plads, men iøvrigt skal jeg ikke komme nærmere ind paa, hvorledes denne i saa Tilfælde kunde ydes. Det vilde dels føre ind paa Spørgsmaalet,om det burde være Arbejdsgiveren, Kommunen eller Staten, der ydede den — theoretisk rigtigt vilde det jo være, om det blev Arbejdsgiveren, men i Praxis lader dette sig vanskeligtgjennemføre — dels vilde det lede til en Vurdering af de Garantier, som Kommunen eliler Staten maatle kræve for at undgaa Misbrug, hvis det blev dem, der kom til at hjælpe med. Disse og lignende Spørgsmaai viiie bedre mide deres Besvarelse, naar Resultatet af Arbejderkommissionens Virksomhedom ikke lang Tid foreligger, og desuden har Hensigten med disse Linjer kun været at forsøge paa at fremkalde noget større Interesse for Arbejdernes Selvhjælp og, om muligt, vække lidt Fortrøstning til dens Fremtid.