flr. Kammerraadens Artikel er hverken med Hensyn til Indhold eller Form af den Beskaffenhed, at den fra min Side har Krav paa at imødegaas; thi hvad Indholdet angaar, da tillægger Artiklen mig Paastande og Anskuelser, som aldrig have været mine, og hvad angaar Formen, da høre Udtryk som «løse Paastande», «Forblindelse)) o. L. ikke til dem, som ere tilstedelige, allermindst uden en Bevisførelse, og den er Hr. Kammerraaden bleven mig skyldig. Hr. Kammerraaden lægger rigtignok an paa at tale som den, der har Myndighed, men det er ikke lykkedes ham. Naar jeg denne Gang imødegaar ham, sker dét af Hensyn til Tidsskriftet og dets LæSere.

Naar der Side 221 staar: ««Det falske Spor,» Hr. K. mener vor Udvikling er kommet ind paa» ved de pludselige Omvæltninger, som have fundet Sted i vore Landboforhold, «idet vi have foretrukket Selvejendom for Forpagtning og konserveret Bøndergaardene, har vi jo alt været inde paa i over hundrede Aar og aldrig ude af, om der end har været et kortere og et længere Tidsrum, da vi stode stille,« synes Hr. Kammerr. at anse Bøndergaardenes Konservering som knyttet til og betinget af Selvejersystemet; thi i vore Dage er der virkelig ikke gjort noget for at bevare Bøndergaardene, men adskilligt, der nok skal formindske deres Antal (—(^— f. Ex. den Uende Gaard som Vederlag for Salg af Bøndergods —). Det er

imidlertid let nok at se, at her i Landet, hvor Bøndergaardes Nedlægning og Sammenlægning ikke lader sig udføre uden Lov eller Bevilling, men hvor Udstykning uden videre kan gaa for sig i stor Udstrækning, vil Bøndergaardenes Sønderlemmelse og gradvise Forsvinden langt lettere kunne finde Sted under Selvejersystemet end under Forpagtningssystemet. At Bøndergaardeog Forpagtning meget vel kunne bestaa Side om Side, synes Hr. Kammerr. selv at indrømme Side 225, hvor han taler om de svenske Bønder. Hvad nærværende Forfatter angaar, da har han ikke nogensinde laget Ordet for Nedlægning af Bøndergaarde, tværtimod har han for ganske nylig søgt at godtgjøre Nødvendigheden af at bevare Bøndergaardene for ikke efterhaanden at miste den væsenligste Del af Landbomiddelstanden.

Hr. Kammerraaden er aldeles überettiget til (Side 221) at sige eller insinuere, at det Billede, jeg i mit Foredrag i nationaløkonomisk Forenings Møde d. i Marts om de engelske Grundejere gav af engelske Landboforhold, fra min Side var opstillet som et Forbillede, vi skulde følge. Inlet har været fjernere fra min Tanke. I Artiklen »Engelske Grundejere« har jeg kun søgt at vise, at Ejendomsfordelingen i England kan betragtes fra et andet Standpunkt end det radikale; men jeg har aldrig tænkt paa at fremstille noget som Forbillede lil Efterfølgelse af os*). Jeg tror nu overhovedet ikke paa, at det ene Lands Skikke, Sædvaner, Institutioner uden videre lade sig overføre paa det andet.

Naar Hr. Kammerr. endvidere slutter sin plastiske Fremstillingafde
engelske Landboforhold — der nok ovenikjøbet

---

*) Af Foreningens Bestyrelse var jeg bleven opfordret til at holde et Foredrag, til hvilket mine Artikler i 3dje og 4de Hefte formentlig kunde afgive et Grundlag. De tvende Artikler staa forøvrigt ikke i nogensomhelst indbyrdes Forbindelse, med mindre det skulde være den i begge Lande paaviste Tilbøjelighed til ved kunstige Midler at lave Huse eller Boissteder (cottages). Denne Tilbøjelighed, som i England kun er at træffe hos nogle faa radikale Forfattere og Politikere, er forøvrigt ikke af nogen ny Dato i England. Den anbefales for mange Aar siden af St. Mill.

skal være en Kopi af mit Billede — med disse Ord: — «hvor Ejerne have højst l*/s til 2 pCt. af deres Penge, Forpagterne derimod mindst lOpCt., men den simple Arbejder næppe det nødtørftigste Livsophold og ikke den mindste Udsigt til at forbedresineKaar, end sige til at arbejde sig op til en selvstændigLivsstilling.Vi kunne prise os lykkelige ved, at Sligt er en Umulighed hertillands,* — maa man spørge, hvori vor store Lykke bestaar. Bestaar den deri, at vore Godsejere ikke ere rige nok til at lade sig nøje med lVa til 2 pCt., men maa gaa deres Forpagtere adskilligt nærmere? —_■ I Reglen anses det for et Held, at Grundejeren er rig nok til at være skaansomligeoverforsin Forpagter. Forøvrigt har jeg aldrig sagt eller skrevet, at den engelske Godsejer højst har 11/«I¹/« til 2 pCt. af sine Penge. — Eller bestaar vor Lykke deri, at vore Forpagtereereadskilligt vanskeligere stillede? — Eller deri, at vor Markarbejder (Indsidder) har et saa meget rigeligere Livsophold og langt bedre Udsigt til at forbedre sine Kaar og arbejde sig op iil en selvstændig Livsstilling end den engelske? Det turde dog være tvivlsomt; men den engelske Arbejder stiller langt større Fordringer til Livet end den danske. Den simple MarkarbejdersStillinger aldrig saa overmaade god i noget Land; men i England turde den vel maale sig med den i de fleste Lande. Der er imidlertid overordenlig stor Forskjel i hans Stilling i de forskjellige Egne i England, og den er — ja, er det ikke uheldigt? — ringest og uslest i de sydlige Grevskaber, hvor den lille Ejendom og Selvejendom er mest fremherskende, bedst i de nordlige Grevskaber, hvor de store Landbrug ere de dominerende. 1867 blev der nedsat en kongelig Kommission,somskulde undersøge, hvorvidt Fabriklovens Principer lode sig anvende med Hensyn til Kvinders og Børns Benyttelse ved Agerbruget, særlig med den Hensigt at sikre Børnene en bedre Opdragelse. For Englands Vedkommende udkom KommissionensRapport1870 og giver en meget fyldig Fremstilling af Markarbejderens Kaar hele England over.. Heraf fremgaar det nu blandt Andet, at medens Arbejderen i de sydlige GrevskaberAlti AH kun tjener 10_—11 sh. om Ugen, har han i de nordlige 15—ri 8 sh. om Ugen og i de midterste og østlige

12^—16 sh. Hertil kommer endnu, at Kullene ide sydlige Grevskaber ere meget dyre, hvorved Daglønnen svinder endnu mere ind. Arbejdernes Boliger er ogsaa langt ringere ide sydlige end i de nordlige Grevskaber. I de Boliger, som man opførte for Markarbejdere i Norlhbumberland i 1863, da jeg var der, var der altid beregnet 5 Stuer til en gift Arbejderfamilie.Derer selvfølgeligt en meget stor Forskjel ide forskjelligeEgne.letafde vestlige Grevskaber, Derby, forrenter Arbejderen tilligemed sit Nus en Jordlod, hvorpaa han kan holde en Ko, hvad har bevirket, al Dødeligheden imellem Smaabørneraftagen i en mærkelig Grad. I Derby faar Arbejderen 6 Tons Kai til 8 sh. pr. Ton, medens Arbejderen i Berk kun faar 1 Ton, som beregnes ham til 25 sh. —; — Medens Arbejderenide sydlige Grevskaber er for sløv og ynkelig til at bekymre sig om Noget, mindst af AH om Børnenes Opdragelse, er Arbejderen i de nordlige Grevskaber kraftig og frejdig og tilbøjelig til at sørge godt for Børnenes Opdragelse.

I vort Naboland Sverige have vi, siger Hr. Kammerraaden (S. 222), et tilstrækkeligt afskrækkende Exempel paa, hvad Frugt dette engelske System bærer, overført paa nordisk Grund. Forf. kunde gjerne have sparet sig den efterfølgende Fremstillingaf de svenske Godsforhold; thi forudsat, at Fremstillingener rigtig, hvorom nærværende Indsender ikke har nogen Mening, beviser den kun, at man kan bære sig meget laabeligt og uretfærdigt ad i Sverig. Men, de svenske Godsejere maa tage Skylden helt og holdent paa sig selv og kunne ikke engang undskylde sig med, at deres Færd er en Efterligning af det engelske System. Til at gjennemføre,hvad Hr. Kammerraaden kalder det engelske Syslem (ihvorvel det maaske med nok saa megen Føje kunde kaldes det meklenburgske), har England brugt et Par Aarhundreder. I et kapitalfaltigt Land, hvor Ågerbruget staar paa el sammenlignelsesvismeget primitivt Standpunkt, paa en Studs at ville gjennemføre et System, som har kostet et rigt Land uhyre Kapitaler, tilsvarende Indsigt og dertil et Par Aarhundreder, kan kun stemples som en Galskab, der som saa megen anden Galskab vil kræve mange Ofre. De svenske Godsejere, som

forpagtede deres Bøndergaarde bort paa 15_—20Aar (S. 225), kunde snarere stemples som Efterlignere af nordengelske og sydskotske Godsejere. — Hertil kommer endnu, at som afskrækkendeExempél for os Danske er ExempTel slet valgt; thi med deres bedste Vilje skulde vore Godsejere nok være fri for at følge det, da Bondejorden i mange Tider har været unddragetGodsejerens Vilkaarlighed. Man faar imidlertid at vide, at Hr. Kammerraaden har været i Sverig og mener at kjende svenske Godsforhold.

«Men,» siger Hr. K., »Udstykningen maa vi i alt Fald have indskrænket; den er altfor voldsom, blive vi ved som hidtil, ende vi i »almindelig Elendighed«*). Ingensinde. De Tal, Hr. K. regner med, ere ikke ganske at lide paa.» (Side 226). Og nu faar man at vide, at det statistiske Bureau bliver saa vilkaarligt og upaalidejigl oplyst af Amtstuerne, at dets Tal ere aldeles upaalidelige. Man maa desuden ikke regne alle Huse under 1 Td. Hartkorn til Husene, idet man tillige underrettes om, «at der ikke alene i Jylland, men ogsaa paa Øerne er mangfoldige Brug med under 1 Td. Htk., der fuldkommen svare til Hel-(1) og Halvgaarde paa flere Tdr. Htk.» Det er bekjendt nok, at der særlig i Jylland, langt mindre paa Øerne, findes Ejendomme paa under 1 Td. Htk., der snarere ere at betragte som Boissteder og Smaagaarde end som Huse; men at der i Jylland skulde findes Steder i Tusindtal med under 1 Td. Htk., der fuldkommen svare til Hel- og Halvgaarde med flere Tdr. Hartk., maa indtil videre belvivles. Hr. Kammerraaden slutter saa med følgende mærkelige Udtalelse: «Hr. K. kommer saaledes til at reducere sine »Husmandslodder« med noget meget anseligt. Det overstiger næppe Halvdelen af Gaardenes Antal, om det er saa stort«**). Disse Husmandslodder skulde altsaa ikke overstige c. 37 000, medens Statistisk Bureau angiver Husenes Antal 1873 saaledes:

---

*) Er det ikke en vakker Maade at citere en Forfatter paa.

*) Fremhævet af Indsenderen, Fr. Krebs

Procentvis bliver Tilvæxten fra 1860 til 1873 angivet
saaledes af Stat. Bureau:

Men efter ovenstaaende Hr. Kammerraadens Oplysninger bliver der virkelig ikke Andet for Bureauet at gjøre, end at pakke sammen og lukke. Imidlertid vil jeg dog tillade mig at fremkomme med nogle Bemærkninger med Hensyn hertil. Jeg har haft meget betydelige Udskrifter fra en Amtstue; denne Udskrift omfattede et af Landets største Godser — nemlig Ejendomsfordelingen før og 10 Aar efter det stedfundne Godssalg.Jeg opdagede ingen saadan Uoverensstemmelse imellem Skatteregistrenes og Virkelighedens Husantal. Jeg bar i mange store Sogne selv undersøgt dette Forhold og altid fundet god Overensstemmelse imellem Bureauets Opgivelse og Virkeligheden. Men sæt nu ogsaa, at Amlstuernes Skatteregister led af de Skrøbeligheder, Hr. Kammerraaden tillægger dem, saa er det næppe rimeligt at antage, at de skulde forandre dem eller skifte System fra Aar til Aar, tværtimod er man berettiget til at antage, at de enkelte Amtstuers Register førtes efler samme Principer i 1873 som i 1850 og altsaa de formentlige Fejl vare de samme 1850 og 1873. Heraf følger igjen, at den Forøgelse af Husenes Antal, hvormed jeg hovedsagelig befattermig, vistnok er tilstrækkelig korrekt angivet. For at holde os til Hr. Kammerraadens eget Sogn, saa skulde der i Hørsholmefter

holmefterhans egen Paastand kun findes 16 Husmandslodder; thi Gaardenes Antal er 32. Efter Bureauets Opgivelse har det 7 Huse med fra 2 Skp. til under 1 Td. Htk. med i Alt 3 Tdr. 2 Skp. 2 Fdk. 2*/₄ Alb. Htk., 39 Huse med fra 1 Fdk. til 2 Skp. Htk. med i AH 2 Td. 6 Skp. 3 Fdk. l»/ Alb. Htk., 38 Huse med under 1 Fdk Htk. med i Alt 5 Skp. 3 Fdk. lVa Alb. Htk., samt 10 jordløse Huse. Forøvrigt maa hele dette Spørgsmaal blive et Mellemværende imellem Kammerraaden paa den ene Side og Stat. Bureau med Amtstuerne paa den anden Side. Hvad mig angaar, vil jeg indtil Videre holde mig til Bureauets Tal — ganske sikkert ikke til Hr. Kammerraadens.

«Den Ulykke, som skal være sket ved Udstykningen siden 1850, existerer kun i Hr. K.'s Fantasi og det Samme gjælder om «de mange Millioner, den skal have slugt.« «Hr. K.'s løse Paastand o. s. v.» (S. 229). Slige Modsigelser ere i Indhold altfor løse og i Formen for uartige til at fortjene Svar.

S. 230. Fordi Landbrug er Landets Hovédindustri, gives der dog ogsaa anden beretliget Industri. Der er næppe nogen Modsigelse imellem min Ytring, at Agerbruget er Landets Hovedindustri og mit Raad til Gaardmandssønnen , at vende sig til almindelig borgerlig Næring istedetfor at være med til at slagtesin Faders Gaard. Agerbruget som Hovedindustri vinder vist ikke Noget ved, at Bøndergaardene udpareelleres imellem Børnene.

Det burde ikke være nødvendigt at gjøre Hr. Kammerraaden opmærksom paa, at Spadedriften er langt mere indbringende end den almindelige Drift, selv om Jorden ikke drives som Have o: med Havesager til Salg. «Det er ikke godt at vide, »hvilke lovlige Midler« — til at formaa Husmanden til at drive sin Jord som den bør drives — «Hr. K. har tænkt paa; han nævner ingen.« Hr. Kammerr. kjender maaske ingen; der blev imidlertid i Mødet d. 1. Marts paa vist et, og der gives vel ogsaa flere; men Hr. Kammerraadens Oplysning ligger mig ikke meget paa Sinde.

Med Hensyn til hans artige Slutningsbemærkning, Side 231_—32, skal jeg dog bemærke, at jeg var praktisk Landmandog personlig deltog mere i Markarbejdet end de Fleste udenfor Bondestanden længe, mindst 10 Aar, før jeg begyndte

at skrive om Landboforhold, og at jeg vist fuldt saa meget som Hr. Kammerraaden har haft og benyttet Lejligheden til at blive bekjendt med Forholdene i Landets forskjelligsle Egne, samt at jeg aldrig har indladt mig paa at skrive om vore sociale Forhold uden først, saa vidt det lod sig gjare, at have undersøgt de faktiske Forhold. Jeg er maaske mere end de Fleste af dem, som befatte sig med disse Spørgsmaal, gaaet aposteriorisk tilværks. — Og naar saa den ærede Forfatter, ligeledes imod Slutningen, udtaler Ønsket om i det Væsenligste at holde fast paa den Fordeling af den danske Jord, vi nu ere naaede til, røbe hans Angreb paa mig en besynderlig Selvmodsigelse;thi min Virksomhed gaar jo netop ud paa, at vi saa lidt som mulig fjerne os fra den nuværende Jordfordeling. Det er derfor, at jeg har modarbejdet ethvert Forsøg paa ved kunstige Midler (agrariske Love) at forøge Husmandsklassen, og naar jeg har ivret imod Udstykningen, saa har Talen fra min Side aldrig været om den Slags Udstykning, som kræves af en mangelfuld Udskiftning, men om den Udstykning, der desto værre nu bliver altfor almindelig og som truer med at skille os af med vore bedste Bøndergaarde. Til den Slags Udstykningregner jeg Delingen af en Bondegaards Jorder, naar Forældrene dø, imellem Børnene, fordi disse Intet have lært. — Jordbruger kan jo Enhver være!

Hvad saa endelig angaar det lille Appendix om Hørsholm Gods, som Forfatteren skjænker os i Tilgift, er del mig med min bedste Vilje ikke muligt at se, hvorledes denne Sammenligningmellem Harsholms Gods's Tilstand i Aaret 1761 og i Aaret 1861 giver nogetsomhelst «Bidrag til Oplysning om det fortærskede Spørgsmaal, hvorvidt det lille Agerbrug kan give og giver et ligesaa stort Udbytte som det store«. DetKomplex af Steder, der betegnes som Hørsholm Gods, indbefattede 1861 efler Forfatterens Opgivelse 296 større og mindre Gaarde og 885 Huse, hvoraf 224 jordløse, altsaa en Blanding af stort, middelstort og lille Agerbrug, i hvilken Blanding dog det middelstoreAgerbrug bar den langt overvejende Del af Jorden. Ved det lille Agerbrug forstaas jo i Reglen Husmands- og Bolsmandsdriften,som den findes i Frankrig og Belgien, og ved

det store Herregaards- eller Avlsgaardsdriflen. I Belgien og Frankrig findes meget faa Jordbrug, der svare til vore større og mindre Bøndérgaarde. — Galt vilde det være, om der ikke var gjort et vældigt Fremskridt i et helt Aarhundrede, især naar man husker paa, at Agerbrug og Bondestand 1761 var sunket saa dybt som vel tænkeligt. Heller ikke maa man glemme, hvor ganske særlig Bønderne i Kronborg og FrederiksborgAmter bleve begunstigede, da de modtoge deres Steder til Selvejendom.

Idet jeg slutter, skal jeg kun bemærke, hvad maaske er
overflødigt, at jeg ikke er i Slægt med Familien Rosiflengius,
der for Tiden synes at nyde megen Anseelse her i Landet.

Til En Stiftsfysikus Krebs.

Foranstaaende «Svar» er baade hvad Form og Indhold angaar af en saadan Beskaffenhed, at Forfatterens Slutningsforsikring vistnok vil fremkalde mere end ét vantro Smil. Skjønsomme Læsere ville vurdere Hr. Stiftsfysikus Krebs's Polemik efter Fortjeneste og billige, at jeg ikke indlader mig videre med ham. Blot én faktisk Oplysning bør jeg ikke tilbageholde. Hørsholm Sogn, som Hr. K. fremhæver S. 363, tæller ganske rigtig 38 Ejendomme med under 1 Fdk. Hartkorn og 39 med fra 1 Fdk. til 2 Skpr. Htk.; men iblandt disse er ikke en eneste Husmandslod; det er udelukkende Hus- og Havepladser. Af samme Sogns 7 Ejendomme med Hartkorn fra 2 Skpr. til 1 Td. er kun én Husmandslod, Resten Embedsjord eller henlagte under Ejendomme i Nabosognene. I Hørsholm Sogn er der saaledes ingenlunde 84 Husmandslodder, men kun — én.

C. Christensen.

Da Hr. Stiflsfysikus Krebs har samtykket i, at et Korrekturaftræk af hans Svar tilslilledes Hr. Kammerraad Christensen til Gjennnemlæsning, blev det muligt allerede i dette Hefte at optage ovenstaaende Replik.

Red. benytter Lejligheden til at meddele, al den Hr. L. og den Anmeldelse, hvorom Stiftsfysikus Krebs taler i sin Artikel «Jordudstykningen og Industrien«, er Hr. Overretsprokurator Lassen og den af ham i sin Tid i (Morgenbladet* leverede udførlige Anmeldelse af Sliftsfysikus Krebs's Værk «Det gamle og det nye Samfund«. At dette ikke allerede tidligere er blevet meddelt, skyldes en Forglemmelse, hvorpaa en ny Artikel om Jordudslykningen af Overreisprokurator Lassen i • Morgenbladets« Nr. 100 af 1. Maj d. A. har henledet vor Opmærksomhed.

Red.