«Social-Correspondenz» og Socialistforfølgelse.

Der er i Tyskland ikke noget andel Blad, der saaledes som «Social- Correspondenz» har gjort Bekæmpelsen af Socialismen og Socialdemokratiet til sin Hoved- eller i Grunden udelukkende Opgave. Der gaar ikke en Uge, uden at det lille Dresdner- Blad bringer et Par Artikler imod Socialdemokraterne. Det lader dem ikke et Øjeblik være i Fred; del søger bestandig og overalt at komme dem tillivs, — og man vil derfor let kunne foreslille sig, hvor varme de Følelser ere, som Socialdemokraterne nære for det nævnte Blad og dets to Udgivere, Dr. V. Bohmert og Hr. A. v. Sludnilz._— Hvilken Holdning dette Blad indlog ligeoverfor Spørgsmaalet om en Socialistforfølgelsé i en ny og forøget Udgave, vil det altid have sin Interesse at notere.

Socialdemokratiet kan bekæmpes paa to Maader. Den kraftigste Maade er at fjerne de økonomiske, polHiske, sociale Misforbold, "ud af hvilke det naturligt bar udviklet sig; men dette Middel bliver af let forstaaelige Grunde kun benyttet i et mindre Omfang. Den anden Maade, og den som «Social- Corr.» følger, er ad Diskussionens Vej at gjøre Socialdemokraterne opmærksom paa de Vildfarelser, de gjøre sig skyldige i. Den lyske Regering mente imidlertid, at der gaves et tredje og virksommere Middel: Politivilkaarlighed. Hvorledes det gik med det famøse Lovforslag om Forholdsregler imod de »socialdemokratiske Udskejelser«, vide Læserne; — vi ville kun notere et Par Udtalelser, der i denne Anledning ere faldne fra den af Socialdemokraterne saa grundigt forhadte ansvarlige Redaktør af det forhadte Blad.

Dr. Bobraert fremhæver først, at det ikke gaar an at gjøre det socialdemokratiske Parti ansvarligt for det Attentat, der afgaven maaske ikke ukjærkommen Anledning til at forsøge paa med større Kraft end tidligere at drive Politiforfølgelserne. Heri har han Ret: det er jo blevet oplyst, at Hodel vexelvis har staaet i Forbindelse med Socialdemokraterne, de Nationalliberale, Fremskridtspartiet, de konservative Partier, det kristeligt-sociale Parti, kort sagt: med alle Parlier, alene med Undtagelse af — det ultramontane! Derefter tilføjer B.: «Den Frygt ligger kun altfor nær, at man vil paabyrde, ikke Frihedens Misbrug,

men selve Friheden og de næppe indrømmede Folkeretligheder Medskyld i en enkelt Fanatikers Ugjerning, og at man vil forlangeTvangsforholdsregler imod Socialdemokraterne«. Men ved de af den tyske Regering foreslaaede Tvangsforholdsregler vildø «al Kritik af Privatretten og af de sociale Tilstande blive afhængigaf Øvrighedens eller en enkelt Politiembedsmands Forgodtbefindende,og den Tænken over og Talen om sociale Spørgsmaal,der netop først nu er begyndt at blive mere almindelig, Tilde miste al den Tiltrækning, der ligger i Diskussionen og den mangesidige Belysning. ... Socialdemokratiets bedste Forbundsfælleer den uklare Opfattelse af de sociale Forhold, — og Poliiiforholusregler kunne kun vanskcliggjøre eller ganske forhindreden alsidige offenlige Diskussion af de dybere Grunde til den sociale Bevægelse. ... Den tyske Borgerstand, der nelop nu først begynder at vaagne op af sin Døs, vil igjen falde tilbage i sin Apathi og under denne Kirkegaardsstilhed ikke gjør Noget for at forstaa de sociale Spørgsmaal eller for med Bjerte ogDaad at hjælpe til deres Løsning!» Hvad venter man overhovedet at udrette ved Hjælp af Poliliforholdsregler? Det er nu engang nødvendigt, at Ideerne frit udkæmpe Kampen. De Lande, der trues af de største Farer, ere de, hvor Politivilkaarlighedener størst (Rusland). «Trods de strængeste PresseogForeningslove, der fulgte paa de talrige Attentater paa Ludvig Filip, stillede i Juni 1848 en kommunistisk Armé sig imod Republikens Soldater, og paa del andet franske Kejserdømme fulgte Kommunen.« Nej, Begrebsforvirringen lader sig i Længden ikke bekæmpe ved ydre, men kun ved indre Midler. «Vi skulle slaa os for Brystet og føle os selv medansvarlige for en offenlig Tilstand, hvor det lykkes nogle faa, udannede Mennesker at forføreden store Mængde. ... Vi skulle modarbejde den kommunistiske Vranglære ved selv at overveje, hvorledes de økonomiske Forhold ere; vi skulle modarbejde Ophidselsen af Mængden ved virkelig Belæring, ved at give et bedre Exempel, og ved opofrende at søge at fremme Almenvellet.«