„Det tyske Socialdemokrati: Dets Historie og dets Lærdomme." Franz Mehring: Die deutsche Socialdemokratie. Ibre Gesehiehte ihre Lehre. Eine historisch-kritische Darstellung. Bremen, Schunemann, 1877. (230 S.)

Om Franz Mehring, en talentfuld Journalist og Føljetonist, er eller har været Politispion og en af Reptiliefondets Stipendiater— hans Fjender blandt Socialdemokraterne paastaa—, kan Anm. ikke vide noget Sikkert. Imod denne i og for sig lidet rimelige Antagelse taler den foreliggendeBog, den i en endog ikke almindelig Grad gjør Indtryk af at være skrevet af en ærlig Mand; for Rigtighedenaf socialdemokratiske Beskyldninger kunde maaske tale det ganske vist ikke helt almindelige Personalkjendskab, Forf. viser sig at være i Besiddelse af; men dette har han vel tildels erhvervet sig derved, at han en Tidlang har staaet i Forbindelse med det socialdemokratiske Parti, omend denne Forbindelse »aldrig er gaaet ud over den levende, men rent menneskelige Interesse, med hvilken han fulgte SocialdemokratietsSkjæbne det Enkelte.« Forf. har i sin Ungdom næret Beundring for Lassalle og haabet, at der af Lassalle'ismen kunde udvikle sig et nationalt Arbejderparti. Hin Beundring har han bevaret nogle Rester af; dette Haab har han maattet lade falde; men han mindes dog endnu, at der ogsaa blandt Socialdemokraterne findes mange begejstrede, ædle, forstandige

og dygtige Mænd. Forf. hører nu til Socialdemokraternes beslemleModstandere, «den frisindede og patriotiske Borgerstand«; han søger dog at bekæmpe dem paa en anstændigMaade, indrømmer, at hans nuværende Venner jævnlig fuldstændig misforstaa Socialdemokratiet, ligesom de ogsaa for en stor Del beljene sig af en baade uklog og utilstedeligBekæmpelsesmaade Bogen skjæmmes ved nogle Selvmodsigelser og andre Fejl; men Forf.s Bestræbelserfor yde Modstanderne Retfærdighed, hans Ånerkjendelse af hans Venners Fejl, Maadeholdet i hans Domme, i Forening med hans Personalkundskab og den ret tiltalende og dygtige Fremstillingsmaade gjør hans Bog ikke Ul et meget betydeligt Værk men til et ret læseværdig! lille Skrift.

Bogens historiske Afsnit omfatter navnlig Tidsrummet 23. Maj 1863 (o: Stiftelsen af «den almindelige tyske Arbejderforening»,dersaa begyndte med kun al forlange almindelig Valgret) til d. 26. Maj 1875 (o: Proklameringen af det yderliglgaaende Gothaer-Program). Las s alle er altsaa det første Navn, der træder os imøde; «det er,» siger Forf. med en betydelig Overdrivelse «ved denne avtokratiske Mands energiske Vilje, at det tyske Socialdemokrati blev stampet frem af en endnu steril Jord.« Hvad der navnlig giver Forf. SympathiforLassalle,er at denne holdt paa det Nationale, paa den «skjønhe» nationale ide; — for den «marvløse» internationale Marx'ske Socialisme, har Forf. ingen Forstand. Det, hvorom Nationaløkonomerne, i det Mindste af Frihandelsskolen,dogellersplejer være enige, at de forskjellige Lande ere solidariske, betegnes af Forf. som en «Frase». Da Marx nu i Overensstemmelse med de liberale Nationaløkonomer hylder den aiskolde« Kosmopolitisme, kan han, «den internationaleKommunist»,ikke sig ved en saa skaansom Behandling som Lassalle, «den nationale Socialist.« Alligevel har i de sidste Aar Marxianerne vundet Terræn fra Lassalleanerne:VelharInternationales Virksomhed været meget ringe i Tyskland; men en ideel Propaganda er dog udgaaetfraden:«Tyskerne nu altid en uovervindelig Tilbøjelighedtilatgeneralisere, theoretisere, at opfatte alle

Ting i det mest principielle, filosofiske, dybsindige Lys, — og hvad vilde Lassailes beskedne Program sige imod Internationales paradisiske Fremtidsbilleder.» — Efter at have skildret os Lassalle og Marx, den »almindelige tyske Arbejderforening« og «Internationale«, fortæller Forf., hvorledes v. Schweitzer ikke uden Held søgte al bringe Orden i den Forvirring, der opstod efter Lassailes Død. Sehweitzer kaldes «den Værdigste« efter Lassalle og omtales i det Hele med ikke ringe Anerkjendelse. At den finidannede, begavede, kundskabsrige Adelsmand, hvis Væsen var gjennemlrængt af verdensmandsaglig Skepsis og Nydelsessyge, kunde bekvemme sig til at indlade sig med Socialdemokraterne, synes gaadefuldt. Han gjorde det maaske, fordi han i det politiske Liv fandt samme Pirringsmiddel som i Spil; — Schweilzer havde nydt All, Alt hvad der kan nydes indenfor Lovlighedens Grænser, og «maaske lidt til«; — nu vilde han ogsaa smage Politiken. Arbejderpartiet bragle han paa Fode igjen; men naturligvis lønnedes han med den sædvanligeCtaknemmelighed:hanstempledes Navnet «Forræder«,ogUlsidstfandt det behageligere at ombytte Stillingen som Arbejderfører med Stillingen som Thealerdigter. Sehweitzer hørte lil den nationale og centraliserende Retning, Liebknecht derimod til den internationalistiske. Alligevel indrømmer Forf., at ogsaa Liebknecht personlig er særdeles agtværdig; »hans Privatliv er i alle Retninger mønsterværdigt._* »Han er — i Modsætning lil Lassalle, Marx og Sehweitzer — født fattig og forbleven fattig; han nøjer sig med det Tarveligste,naarhankan for sin Ide, og han forsmaar det redeligste Erhverv, naar det kunde lede ham bort fra hans Livs Vej. I denne Henseende er han uantastelig; Bebrejdelsen for urene Motiver naar ham ikke til Skosaalen. Men hvor det gjælder hans Sag, vil man i Tyskland forgæves søge den Mand, der med samme Ligegyldighed fører de giftigste og foragt eligste Vaaben. Efter at han som Begynder beruste sig i St. Simons Skrifter, stormer han nu med aandeløs Hast efter den kommunistiskeStatsGjøglebilleder,der vise sig for hans ophidsedeFantasi;hvadder ham hindrende i Vejen, søger han at ødelægge med ethvert, ja med ethvert Middel der blot

lader sig haandtere af brutal Ødelæggelseslyst. Ingen Bagvaskelseerhamsaa , at han vilde genere sig for at kaste den i Hovedel paa en politisk Modstander; ingen KjærlighedensEaabefinderhan vid, naar det gjælder al dække hans Partis værste Cdskejelser; den samme Haand, der hellere vilde visne end besudle sig med nogle Skillinger uretfærdigt Gods, forsvarer det mest æreløse Pengeerhverv, den infamesle Korruption. Og det er ikke bevidst Slethed, — ellers kunde han ikke være noget personligt anstændigt Menneske; det er en aandelig Forvildelse, der kun forrnaar at se Tingene saaledessomdeopfattes en forkvaklet Verdensanskuelses fordrejendeSpejl.Ogdertil Liebknecht har de bedste Aar af sit Liv været Emigrant: hvorhen han kommer lugter han Spioner og sporer Forrædere. Der er noget uendeligt Tragikomisk i denne Skikkelse: komisk i den ydre Fremtræden, tragisk i det indre Væsen; det er Landsforvisningens usalige Forbandelse, der har forvandlet en oprindelig ædel og ren Karakter til en saa sørgelig Karikatur.« Og om Bebel siger Forf.: «Bebel er, som bekjendt, en simpel Drejer, uddannet i Landsby- og Søndagsskoler og paa Haandværkssvendens lange Rejser. Den vidludbredte Anskuelse, hvorefter Bebel er den socialdemokratiske Bevægelses ledende Hoved, er højst fejlagtig: «i aandelig Henseende er ban ikke Andet end en Skabning af Liebknecht. Hvad der udmærker ham og har skaffet ham saa store Resultater, ligger i hans Naturs ægte og oprindelige Gehalt:hanerpaa vis Maade det legemliggjorte Ideal af en moderne Arbejder i god Forstand. Fordringsløs, beskeden, tarvelig har han en altid levende Lyst til at lade sig belære og en uovervindelig Tilbøjelighed til alvorlig Eftertanke; derhos holder han sit Haandværk i Ære, og han, der havde tusinde Gange mere Ret dertil end Most, Sack, Vahlteich et hoc genus omne, har aldrig ladet sig lokke bort fra sit ærlige Arbejdes sunde Grund for at føre en i det inderste Væsen løgnagtig Tilværelse som professionel Folkelærer og Skribent. Hans IndflydelsepaaArbejdermassener stor; han besidder en folkelig Veltalenhed og er altid kun nogle faa Skridt forud for sine Tilhørere, saa al han netop udtaler det, der i deres Sjæl

uartikuleret søger at forme sig. I Sandhed, for at citere el meget misbrugt Ord, en Mand af Folket, der i sit Væsen klassisk afspejler nogle karakteristiske Sider af vor Arbejderbefolkning;derhosenMand naturlige Gaver, klart Blik, skarp Forstand, hurtig næsten instinktiv Tænkning. Den Maade, hvorpaa han i Rigsdagen førte sin Kamp mod Lasker og Simson, havde virkelig kun faa Parlamentarikere gjort ham efter. Hans historiske Betydning — thi en saadan besidder han — ligger deri, at han er den første og hidtil eneste Haandværker i Tyskland,derbevægersig Forgrunden paa den politiske Scene, en Ligeberettiget mellem Ligeberettigede.* Og Hasenclever, der fulgte Schweitzer som Præsident for den almindelige tyske Arbejderforening, skildres som «en gjennemgaaende beskeden og tarvelig, godhjertet og vakker, brav Natur, der slet ikke sætter Pris paa hule Theaterfraser.« Men hans Begavelse er ringe, og han formaaede ikke al holde sammen paa Arbejderforeningen.HanshøjreHaand, mann, havde, da han begyndte sin socialdemokratiske Løbebane, «noget Kjækt og Friskt ved sig; Arbejderne saa ham gjerne og kaldte ham «den lange Student«; og dengang holdt han det ikke for uværdigt for en fremtidig Høvding i den røde Republik at vise sig paa Gaden i anstændig Frakke og ren Skjorte«; men «i Løbet af faa Aar blev han en af det offenlige Livs sørgeligsle Karrikaturer, en uordenlig Fyr, der gjorde et formeligt Studium af Drenligheden i ydre og indre Henseende.« — — En hel Del andre socialdemokratiske Personligheder omtales, og gjennemgaaendesporermanØnsket at udtale relativt retfærdige Domme.

Ogsaa Fr. Mehring ønsker at imødegaa Socialdemokratiet; kun mener han, at de hidtil fulgte Kurmethoder have vist sig at være unyttige eller skadelige. Socialdemokratiet har udviklet sig paa en ganske naturlig Maade af de bestaaende økonomiske, politiske, sociale Tilstande; det er ikke et Kunstprodukt fremkaldtafen Banditer, og lader sig ikke bringe ud af Verden ved Hjælp af Politiforfølgelser (af hvilke de fleste tilmed have været, ikke blot ukloge, men ligefrem stridende mod Loven) eller ved Hjælp af ærekrænkende Beskyldninger mod

Førerne — af hvilke mange ere velmenende Mænd — eller mod Partiels Medlemmer, der netop for Størstedelen høre til Arbejderklassens Elite. Heller ikke den Splid, der saa jævnlig opstaar blandt Socialdemokraterne indbyrdes, have disses Modstandereforslaaetat paa en forstandig Maade; thi den Maade, hvorpaa den anti-socialdemokratiske Presse oftere har forsøgt at gjøre Kapital af enkelte Socialdemokraters Frafald eller Lign., viser i Almindelighed kun, hvor grundigt Pressen mangler Forstaaelse af den socialdemokratiske Bevægelse. En Sygdom, der har sat sig saa fast som den socialdemokratiske, fjernes hverken ved Poliliforfølgelser eller ved Talemaader. Den Marx'ske Socialisme faas ikke ud af Verden ved nogle dumme Bemærkninger om, at den indeholder »Angreb paa Ejendommen, Familien og Religionen«; «den moderne Ridder St. Georg, der bruger den Slags Vaaben, dræber den socialistiske Drage saa lidt, at han tværtimod kun beviser sin egen, fuldstændige Uvidenhed om Stridens første Elementer.« «Lad os dog være retfærdige mod os selv: Hvis Socialdemokratiet virkelig var »Yanvidet i og for sig», det «rene, skjære Vanvid«, saa vilde den Kjendsgjerning, at maaske en Million af vore Medborgere slutter sig til det, være en saa haard og tyngende Bebrejdelse mod vor Kultur, vort Folk, vor Tid, at den ikke med god Samvittighed kunde udholdes længere. Nej, hvor forkert den socialdemokratiske Verdensanskuelse end er, saa raader den dog over visse Begreber, som man maa forstaa, over visse Data og Kjendsgjerninger, som man maa kjende, naar man ikke blot vil bestride men ogsaa gjendrive deu. Man kan nære hvilke Anskuelser man vil om Arbejderspørgsmaalet, og i denne Henseende kan der herske meget forskjellige mellem forstandige og veltænkende Folk, — derom burde alle Forstandige og Veltænkende dog være enige, at der maa gjøres en Ende paa denne dumme Trækken paa Skuldrene, paa denne hovmodige Ignoreren, paa denne superkloge Haanen, kort sagt paa denne dybe Dvidenhed, der vil forhøje Prisen paa Fremtidsreligionens sibyllinske Bøger i en saadan Grad, at selv en saa kraftig Nation som den lyske tilsidst ikke vil kunne overkomme den. Den, der vil fælde en Modstander, maa stille sig paa samme

Grund som han; ellers rammer Vaabnene ikke, og man kæmper i det Tomme. At sige, at Socialdemokratiet er Vanvid, er Intet; det gjælder at bevise det! Vil man bekæmpe det med Held, maa man skille de blændende Vildfarelser og glimrende Halvsandheder ud af det socialdemokratiske Væv; i vor arbejdsommeogædruelige findes der ikke længere noget glimrendeAlexandersværd,der overhugge den gordiske Knude.« I det Øjemed nu at bidrage til Sagens sande Forslaaelse,behandlerForf. sin Bogs theoretiske Afsnit disse Hovedspørgsmaal: Lassalles Historiens Filosofi, den jernhaarde Lønningslov, Produklionsforeninger med Slatskredit, Ståls- og Selvhjælp, det internationalistiske Spørgsmaal, Fagforeningerne, den Marx'ske Værditheori, den kapitalistiske Produktionsmaade og den socialistiske Fremlidsstat. Han udtaler sig i dette Afsnitmegetstærkt de socialistiske Lærdomme, og imod dem er han i det Hele meget haardere end imod Personerne.

Forf. søger først at gjøre Rede for »del historisk-filosofiske Grundlag« for den lassalleske Arbejderagitation, og leverer i dette Øjemed et Referat af Lassalles «Arbeilerprogramm». Dette Afsnit forbigaa vi i Tavshed. — Derefter vender han sig til «den jernhaarde Lønningslov», og holder sig her navnlig til Lassalles «Offene Antworlschreiben«, «et Mesterstykke af agitatoriskVeltalenhed, hvilket den lyske Literatur neppe kan opvise Magen.« Heller ikke her ville vi standse: vi have alt tidligere fremhævet, at denne (ricardoske) Lønningslov blev galt anvendt afLassalle: naar standard-of-Ufe- Momentet fastholdes, og naar det staar fast, at standard of life ikke blot kan forandres,men under normale Forhold i det Hele hæver sig, taber Loven det «Grusomme» og bliver i Grunden temmeligintetsigende, naar det erkjendes, at Loven gjælder ikke blot Arbejdere i populær Forstand (o: Haandens Arbejdere) men alle Arbejdere i videnskabelig Forstand (allsaa ogsaa Aandens Arbejdere), bliver en Exploitering af den i Lassalles Aand ikke mulig. — Denne meget omtalte Lov beviste for Lassalle Nødvendighedenaf af Produktivassociationer med Statskredit.Ogsaa er Forf. en Modstander af, og han paaviserde Fejl, det lassalleske Forslag led af. Vi

underreltes dog her om, at han heller ikke sværmer for den
Humbug, der er bleven drevet med Schulze-Delitzsches Opordringertil
hungrende Arbejder om at «spare«.

Derefter gaar Forf. over til en Belysning af Internationales Staluter (1864) og Chemnitzer Programmet (1866). Hvad de første angaar, kan han, uagtet det Internationalistiske netop er ham særligt modbydeligt, ikke negle, at de ere godt skrevne, ja »übetinget det Bedste af hvad Karl Marx har præsteret i den agitatoriske Genres Slil.» Chemnilzer Programmet, der kun er to Aar yngre end Internationales Statuter, er væsenligt et Produktaf Tilhængere Liebknecht og Bebel; men det indeholderdog meget af den internationalistiske Kommunisme, men egenlig kun det, man har betegnet som »Socialdemokratietsberettigede delvis berettigede Fordringer*, — nemlig: almindelig Valgret, Folkevæbning i Stedet for slaaende Hær, Ophævelse af Stands-, Fødsels- og Konfessionsforrelligheder,Kirkens fra Staten, Skolens Adskillelse fra Kirken, Statsskoler, Næringsfrihed, kommunal Selvstyrelse, Nævninger,offenlig mundtlig Retspleje, Forsamlings- og Foreningsrel.Disse der tildels gaa igjen i Eisenacher- Programmet (1869) og i Golhaer-Programrael (1875), synes i en særlig Grad at opvække Forf.s Forbitrelse. Han indrømmer vel, at de ikke have noget at gjøre med den socialisliskkommunistiskeTanke og for sig; men han finder dog, at de udspringe fra en politisk Radikalisme, der, naar den blev gjennemførti fulde Omfang, godt en skjøn Dag kunde bringe os ind i den socialistiske Slat. De nævnte Fordringer ere, som bekjendt alle skrevne ud af nordamerikanske, schweiziske eller engelske Love. Hertil bemærker nu Forf. Følgende: »Det er visselig taabeligt at bebrejde et Parti, al det reller sine Fordringer efter andre Landes Erfaringer, men man kan da i det Mindste forlange, at det omsætter disse Fordringer fra Udlandeti Mønt, o: al det afpasser dem efter Hjemmets ejendommelige Forhold. Men derom er der ikke Tale ved Socialdemokratiet; den Drømme-Fantastik, der er ligesaa ejendommeligfor tyske »proletarisk-videnskabelige Kommunisme*som sværmeriske Gjøglerier for de ældre franske

Socialister, hindrer enhver Følelse for konkret Bestemthed. Hist tager Socialdemokratiet Tanker af politisk-radikale Programmer,her af amerikanske, engelske, schweiziske Love; dypper saa disse Grene af det levende Træ saa længe i Fraseskedevandet, til alle Spor af organisk Liv ædes bort, og kaster saa dette Knippe tørre Kviste hen lil det bestaaende Samfund med dette elskværdige Alternativ: «Dér! Delte er de mest oplyste Aanders ædleste Tanker. Dette er de bedste Bestemmelser af de bedst regerede Landes bedste Love. Antag dem, velan saa sikrer I Jer maaske et fredeligt Forløb af den sociale Revolution. Antager I dem ikke, tant mieux, saa denuncere vi Jer for Arbejderne, fordi I ikke kan eller vil hjælpe, — og alt Blodet komme over eders Hoveder!» Dette er de «berettigede Fordringers Bersærkerlogik«. Forf. tilføjer, at selv den socialistiske Arbejderbeskyttelseslov, der for nogle Maaneder siden forhandledes i den tyske Rigsdag, at selv denne Lov — »uden Spørgsmaal Partiels formelt og materielt bedste legatoriske Præstation« — kun havde et agitatorisk Formaal. Og han slutter sin Dialribe imod de »berettigede Fordringer« med den Paasland, at det slet ikke nytter at gaa ind paa dem, da Socialdemokraterne slet ikke mener det alvorligt med dem, men kun bruger dem som Skalkeskjul.

Her kan der nu være Anledning til at indskyde et lille Spørgsmaal. Paa hvad Maade har Fr. Mehring og alle de Mange, der dele hans Opfattelse af de »berettigede Fordringer*, egenlig tænkt sig at bekæmpe Socialismen og Socialdemokratiet? (thi om Kamp herimod er man jo enig). Den negative Bekæmpelsesmaadeduer Ved Politiforfølgelser kan man vel opnaaøjeblikkelige men noget varigt Ddbytte kunne de ikke skaffe. En aandelig Magt undertrykkes ikke ved fysiske Midler, ved Politislokke, Fængsel, Krudt og Kugler; og naar del socialdemokratiske Arbejderparti først faar den faste Organisationsom hidtil har savnet, vil det kunne udfolde en fysisk Magt, som det vist vil være de andre Partier lidt vanskeligtat Hvorledes man saa vender og drejer Sagen, viser den negative Bekæmpelsesmaade sig som übrugelig eller i det heldigste Tilfælde, som kun af rent forbigaaende Nytte.

Det er altsaa, hvad ogsaa M. andetsteds indrømmer, en positiv Bekæmpelsesmaade, der bør følges. Men skulde den ikke netop bestaa deri, at der søges tilvejebragt saadanne Samfundstilstande,at ikke længere ere «berelligede» til at klage? Netop medens vi skrive delte, modtage vi Referat af Forhandlingernepaa »første tyske Arbejderkongres« , der i Slutningenaf afholdtes i Gera. Vi se der, hvorledes denne anti-socialisliske Forsamling gjorde gjældende — vi tro med fuld Ret —, at Grunden til, at Kampen med Socialdemokratiethidtil været saa resultalløs, maa søges i den taabeligeBekæmpelsesmaade, har fulgt: istedelfor den negative Bekæmpelsesmaade burde Kampen føres positivt: skulle Arbejderneforsone med Samfundet, maa deres berettigede Fordringer anerkjendes. Vil man vinde Arbejderne, maa man komme dem imøde. For denne Sandhed synes Mehring ikke ret at have faaet Øjet op.

Hvad Strikespørgsmaalet angaar, fremhæver Forf. Lassalles fjendlige Holdning ligeoverfor det. Lassalles Efterfølger, Schweilzer, søgte derimod at organisere Slrikerne, fordi den kloge Mand vel indsaa, at «det store Mavespørgsmaal maatte overføres fra den politiske Theori i det daglige Livs Praxis». «Den Tanke, udødeligt at sammenknytle Arbejdernes industrielle Interesser med deres politiske «Treiben», er det eneste Spor, som Schweilzer har efterladt i det tyske Socialdemokratis Theori, men det bærer ganske denne klart seende Aands Præg. Principielt er del, set fra Lassalles Standpunkt, et slemt Tilbageskridt;praklisk det nyttet Bevægelsen i høj Grad.» Over de socialdemokratiske Fagforeninger bryder Forf. Staven; men overfor de Hirsch-Duncker'ske er han forøvrigt ikke en Smule mere anerkjcudende. — Under Omtalen af EisenachcrogGolha-Programmet han derefter nogle Bidrag til Spørgsmaalet om Arbejderens Ret til «det fulde Arbejdsudbytie», om Marx's Værdilære og om den kapitalistiske Produktionsmaademed Fordele og Mangler. Endelig sluller han sin Bog med nogle Betragtninger over den asocialistiske Fremlidsstat.»Naturligvis han Ret i, at de Forestillinger, Socialisternegjøre om Frcmtidssamfundet, ofte ere naragtige og

barokke, og altid ere yderst uklare. Men naar de vægre sig ved al skildre Fremtidens Stat og Samfund, saa har han ikke Ret lil at bebrejde dem det: sikkert er det, at Samfundet og dets tre »Grundpiller« ikke ere übevægelige; der udvikler sig, og vil bestandig udvikle sig ny Samfundsformer; det 19de Aarhundredes Samfund er et andet end del 18des, og del 20de Aarhundredes vil alter være forskjelligt fra det 19des. Saamegelkunne sige med Sikkerhed, men heller ikke mere. Socialisternes Fojl bestaar ikke i, at de vægre sig ved al udmale Fremtidssamfundet, men snarere i det xModsalte.