Die neue Gesellschaft. Monatsschrift für Social - vissenschaft. Herausgegeben von Dr. F. Wiede. Ersler Jahrgang. Heft. Oktober 1877. Ziirich.

Nok et nyt socialistisk videnskabeligt Tidsskrift, der dog
vist vil blive ikke saa lidet forskjelligt fra det ovenfor nævnte.

Allerede Forordet antyder en højere Karakter. Det ny
»Maanedsskrift for Socialvidenskab« vil, «i Overensstemmelse
med Socialvidenskabens Maal, vise, hvorledes dennes Resullater

skulle anvendes til Samfundslegemets størstmulige materielle,
intellektuelle og moralske Fuldkommengjørelse». Det «skal
vise, om dets ophøjede Motto:

Alle Menschen, gleich geboren,
Sind ein adliges Geschlecht,

kan blive til Sandhed, — del Digterord, som, anvendt paa det nuværende gamle Samfund, lyder som skingrende Haan». Men det «skal ogsaa med videnskabelig Sandhedskærlighed hensynsløst tilintetgjøre enhver utopisk Forestilling, der mener, at det socialistiske ny Samfund vilde involvere den definitive Løsning af Menneskehedsproblemet. Tidsskriftet vil tværtimod godtgjøre, at det ny Samfund kun er en højere Kulturepoke, ud af hvilken der atter vil fremgaa yderligere og højere Kulturepoker, som vi paa analog Maade se det i Fortidens og Nutidens Kulturhistorie». Det lover, at det aldrig vil lægge an paa al blive en «Socialistbibel», og det har derfor udsendt sin Indbydelse til Medarbejde ikke blot til Tilhængere af en bestemt Skole, men ogsaa til socialistisk sindede Tænkere og Lærde af forskjellig Retning. Redaktionen har saaledes ansøgt om literær Medvirken baade Marx og Engels paa den ene Side, og Diihring og Schåffle paa den anden Side, saa vel som L. Biichner, Dietzgen, Douai, Dulk, Liebknecht, Most, Stamm o. fl. A.». Socialøkonomien vil, som Socialvidenskabens Hoveddisciplin, være Gjensland for Tidsskriftets specielle Opmærksomhed men ogsaa Socialfllosoflens og Socialvidenskabens andre Grene og Hjælpevidenskaber ville her blive behandlede.

Allerede det, at Tidsskriftet ikke vil forpligte sig til at forfægte en bestemt Skoles Anskuelser, og at det ikke søger at blive en «Socialistbibel», giver det Krav paa slørre Interesse; men hvad der endnu mere vil henlede Opmærksomheden paa del er: Navnet Schåffle. Den berømte Nationaløkonom, den tidligere østrigske Minister i Kompagniskab med Marx og Engels, med Most og Liebknecht! Hvad vil man sige dertil? Naar Schåffle tidligere indtog en, om end noget kritisk, saa dog hensynsfuld Holdning lige overfor Socialismen, — saa vakte allerede det Anstød. Nu har han uforbeholdent ladet sig indrullere Medarbejderne ved et udpræget socialistisk Tidsskrift nu vil han arbejde sammen med erklærede Socialister og Socialdemokrater! Det kan man kalde Mod; thi at han ikke vil faa Lov til at «dø i Synden», har han maattet sige sig selv.

Allerede til det første Hefte har Schåffle leveret et Bidrag, ørste Afsnit af en Artikel om «det naturlige Parringsvalg i det menneskelige Samfund». I Spidsen for Artiklen stilles den Betragtning, at den indre Revolution i Folkelivets aandelige og

materielle Betingelser før eller senere ogsaa vil nødvendiggjøre en Revolution af de ydre Former. Til Bestemmelsen af det «ny Samfund«, der ikke vil udeblive, har Schåffle med Benyttelseaf Synspunkter villet levere nogle Bidrag. At det «ny Samfund« ikke kan blive «en fuldkommen slridløsTilstand formløs Solidaritet og Broderlighed«, udtaler han strax. Hans Arbejde har netop del Formaal at vise, «at den grundige Renonceren paa denne utopisk-idealistiske Illusion kan forliges med den mest glødende Attraa efter og det mest klippefaste Haab om en social Reform«. Hvorvidt og hvorledes det er lykkedes Forf. at vise dette, derom kan der først haves en begrundet Mening, naar Afhandlingen er sluttet.

Ogsaa af Afhandlingerne: «Strømningen i Samfundet imod Socialismen« (af Dr. A. Dulk), »Arbejderbevægelsens Historie i Østrig« (af J. Most), og «den medicinske Videnskab og Socialreformen« Dr. A. T. Stamm) giver det foreliggende Hefte kun første Afsnit. Foruden disse Bidrag indeholder Heftet en kortere Notits om «det juridiske Studiums Halvhed«, som enhver vil kunne billige.

Endelig meddeler Heftet en Artikel af Dr. Ludv. Biichner om »Nutidens videnskabelige Kjætlerforfølgelser med Henblik paa de tyske Universiteters Fremtid«. Det er den duhringske Affære, der har givet Anledning til denne Artikel. Den indeholder meget skarp Kritik af de bestaaende Universitetstilstande, tilraader Dannelsen af fri Universiteter. Forf. stiller sig i den duhringske Remotionssag ganske paa Duhrings Side og finder, al hans Udfald mod Cniversiletslilstandene snarere have været for milde end for skarpe. Biichner har for sit personlige Vedkommende heller ikke Grund til at elske de bestaaende : han har ganske som Diihring været Gjenstand for «Udhungringsforsøg» , for »Collegenneid« o. s. v.: for 22 Aar siden blev Biichner fordrevet fra sin Stilling som Privatdocent ved Tiibinger-Universitetet. Han kjender altsaa af personlig Erfaring »Nutidens videnskabelige Kjætterforfølgelser«, og han finder dem langt værre end de middelalderlige. Nutildags lægger man de videnskabelige Kjættere paa en intellektuel og moralsk ( og tildels materiel) Pinebænk, hvor de kan faa Lov at tilbringe deres halve Liv; Sokrates derimod havde snart tømt sit Giflbæger, og Giordano Brunos og Michel Servets Baal var snart udbrændt. Det middelalderlige Opbrændingssystem var i Virkeligheden «en halv Velgjerning« i Sammenligning med Nutidens raffinerede Marterredskaber!