Socialistiske Vildfarelser, sociale Sandheder. Socialistische Irrthumer, sociale Wahrheiten. Von Adolph Samtcr. Berlin, Verlag von G. Stilke. 1877.

Under ovenstaaende Titel har den bekjendle Socialpolitiker Adolf Samter nylig udgivet et lille Skrift, der bestaar af endel (sex) oprindelig i »Die Gegenwart« fremkomne Artikler. Vi ville i det Følgende gjøre Rede for disse Artiklers Indhold.

Ligeoverfor den fremskredne Kultur, de epokegjørende Forbedringer, den uhyre Produktionsudvikling i dette Aarhundredestaar arbejdende Klassers Tilstand som en Kontrast. Ligeoverfor Arbejderne blegner Kulturen. Det kan gjerne være, at de arbejdende Klasser havde det endnu værre i tidligere Aarhundreder, men derved bliver deres nuværende Stilling ikke mindre uudholdelig: det er — som Schmoller siger — ligefremlatterligt trøste Arbejderen med, at hans Forfædre boede i Jordhuler og aad Olden og Agern: — ethvert Menneske sammenligner sig og sin Stilling med sin Tids Gjennemsnitskaar.Denne er nu ikke glædelig. Derimod er del et trøstende Tegn, at i saagodtsom alle Samfundsklasser har man begyndt at føle, at Kontrasten mellem Kulturens Udvikling og Arbejdernes faktiske Kaar maa hæves. Er der Enighed om, at Arbejderspørgsmaalet fortjener alvorlig Overvejelse, saa findes der imidlertid til Gjengjæld de største Meningsforskjelligheder med Hensyn til Midlerne: Nogle, der vel anerkjende det sociale Spørgsmaals Vigtighed, betragte det

som uløseligt; de sociale Misforhold ere beklagelige, men nødvendige; her er Intet at gjøre. Andre forfægte ligeoverfor denne pessimistiske Opfattelse den optimistiske, at man skal overlade AU til den »naturlige« Udvikling; saa ville Arbejdernes Kaar nok forbedre sig af sig selv; — Manchestermændene og, omend mindre konsekvent, de Sehulze-Delitzsch'ske Selvhjælpsmænd,saavelsom Hirsens og Franz Dunckers Følgesvende slutte sig mere eller mindre nøje til Optimismen. En tredje Gruppe sætter ganske vist Arbejdernes Selvhjælp i første Række, men tror, at denne maa suppleres med en virksom Statshjælp. Denne Gruppe falder atter i to væsenlig forskjellige Afdelinger: den ene (Kathedersoeialisterne) vil, saa godt det kan lade sig gjøre, i Hovedsagen se at hjælpe sig med den bestaaende Samfundsordning; den anden (Socialdemokraterne) forkaster rentud Nutidens Produktionsmaade og tilstræber en hel ny Samfundsordning.

Det socialdemokratiske Partis Grundvildfarelse bestaar deri, at det betragter den sociale Lighed som opnaaelig; i Gotha-Programmet hedder det: »Tysklands socialistiske Arbejderpartitilstræber af al social og politisk Ulighed«. Det er imidlertid ikke den fuldstændige sociale Lighed, men det sociale Fremskridt, der bør være Maalet; og for at delte kan naas, bør de Uligheder, der skrive sig fra sociale Indflydelser,saavidt mildnes. — Medens Fordringen om fuldstændig social Lighed er Grundlaget for det socialdemokratiskePartis Vildfarelser, bliver dets Værdilære (Arbejdet som Værdikilde) Udgangspunktet for de materielle. Denne Værdilære fører ikke, hvad man falskeligen har paastaaet,til Afskaffelse — Privatejendomsretten anerkjendes tværtimod indenfor visse Grænser, — men den fører til Fordringen om den privatkapitalistiske Produktionsmaades til en kollektivkapitalistisk (jfr. Gotha- Programmet, Manicus's Artikel i Nalionaløk. Tidsskr. IX, 387). Og ogsaa denne Fordring maa Samter bekæmpe; thi han frygter, at den vilde føre til den individuelle ErhvervsvirksomhedsOphævelse, han tror, at Manglerne ved den nuværendekapitalistiske ville indenfor visse

Grænser kunne gjøres uskadelige, uden at den hele Produktivejendombehøver gjøres til kollektiv Ejendom. — Alle disse socialistiske Fordringer misbilliges; og lige saa lidt eller endnu mindre kan den Maade, hvorpaa de gjøres gjældende, billiges.Det Spørgsmaal er af en saadan Betydning, al det maa behandles med det dybeste sædelige Alvor; — men paa hvilken Maade behandler den socialdemokratiske Presse det! Vel har Ingen Ret ti! at paastaa, at det socialdemokratiske Parti ikke mener det alvorligt, at det ikke har Folkets Vel for Øje; — men dets hele Opførsel er dog af en saadan Natur, at man kunde fristes til at tro, at det kun gjaldt at vække de vildeste Lidenskaber, at ophidse og forbitre Folket; og herimodmaa protesteres. Med et vist Skin af Ret ville SocialdemokraternesFørere at vore Samfundstilstande ikke ere af en saadan Beskaffenhed, at der bør tages paa dem med Fløjelshandsker, og at Arbejderne, hvis de skulle vækkes af deres Dvale, maa tiltales med kraftigere Udtryk end dem, der bruges i den saakaldte dannede Verden. Men kræver da Opnaaelsenaf Kaar for Arbejderstanden, al der spredes Had og Misfornøjelse i den? Er det ikke taabeligt at arbejde henimod en Revolution ? En Revolution kan undertiden være en social Nødvendighed; men den koster sædvanligvis mere end fornødent — hvor meget uskyldigt Blod har der ikke til ingen Nytte flydt i de franske Revolutioner —; og den efterfølgesi af en Reaktion, der gjør en væsenlig Del af det formentligt Opnaaede illusorisk: Napoleon I fulgte paa den store Revolution; Napoleon IH paa Revolutionen af 1848, og Mac Mahon paa Kommunen. Det er derfor taabeligt at arbejde for Revolutionen, naar den fredelige Reformvej kan følges. Den Maade, hvorpaa det socialdemokratiske Parli optræder, skader den Sag, del vil kæmpe for. Den sociale Reform vanskeliggjøres herved.

Medens nu Samter saaledes paa det Bestemteste misbilliger flere af de Ideer, Socialdemokraterne kæmpe for, saavelsom den Maade, hvorpaa Kampen føres, saa indrømmer han dog, at en blot negativ Kritik ikke forslaar, og han tror, at en

Undersøgelse af de socialistiske Vildfarelser samtidigt vil vise
En det Berettigede i Socialismens Fordringer.

Vel er det umuligt, hævder han, at opnaa fuld social Lighed, men ikke mindre utilstedeligt er det, at lade den sociale Ulighed, saaledes som den nutildags fremtræder, forblive staaende; at modarbejde denne er Socialpolitikens Opgave. Thi det er vel udenfor al Tvivl, at en Samfundslilstand, hvor der ligeoverfor faa grænseløst Rige og et Mindretal af Velhavende og Folk, der nogenlunde kunne slippe igjennem, slaar et overvældende af Besiddelsesløse eller yderligt Fattige, ikke er en Kulturlilstand. Indkomstens og Formuens Højde er nu ganske vist ingenlunde det Afgjørende; men det, der gjør de arbejdende Klassers Stilling saa utaalelig, er den Forbindelse, hvorimod deres knapt tilmaalte Indkomster staa med forskjellige Misforhold.

Først maa mærkes, at de arbejdende Klasser i langt højere Grad end alle andre, mangle Selvstændighed, og al Talen om deres «Frihed« under de nuværende Forhold i Virkeligheden kun er en Frase. Hertil slutter Usikkerheden i den materielle Existens sig: Arbejderen maa hver Dag være belavet paa en Opsigelse, uden at vide hvor og om han kan finde nyt Arbejde; Paastanden, at den flittige og villige Arbejder aldrig vil mangle Arbejde, er ikke stort mere end en Talemaade. værre er dog Arbejderens Haabløshed. Hvilke Udsigter har han til at forbedre sin Stilling? Muligheden for at arbejde sig op er ganske vist ikke udelukket, og man anfører Exempler paa, hvorledes flittige Arbejdere have arbejdet sig op til rige Kapitalister; men disse Tilfælde ere dog kun Undtagelser, Undtagelser, der, efterhaanden som Befolkningen tættere, og Kapitalen mere koncentreret, ville blive sjældnere. Arbejderen har ikke Udsigt til nogensinde at blive mere end Arbejder, bestandig undergiven den samme Uselvstændighed og Usikkerhed. Hertil kommer, at Maximumslønnen opnaas i en Alder af 35^—40 Aar; naar Arbejderen er kommen over de 40, har han kun Udsigt til en stedse sletlere Stilling.

Ganske bortset fra Lønningshøjden er Arbejderklassen

saaledes paa Grund af sin Lselvstændigbed, det Usikre og det Haabløse i sin Stilling væsenlig anderledes situeret end de besiddende Klasser. Og i Betragtning af disse Forhold er det, al Samler mener, al det ikke gaar an udelukkende at henvise Arbejderen til Selvhjælp. At Arbejderens egen Opførsel betinger hans Stilling; at han kun ved Flid og Arbejdsomhed kan forskaffesig Indkomst; at han kun ved Tilegnelse af Kundskaberkan at komme til al udrette værdifuldt Arbejde og saaledes faa højere Løn; at Sparsommelighed og Økonomi er en Betingelse for Indkomstens rigtige Anvendelse, — forstaarsig sig selv. Men omend Arbejderens fuldstændige Medvirken er absolut nødvendig, saa følger dog ikke deraf, at han kan gjøres udelukkende ansvarlig for sin Stilling. De sociale Forhold spille ogsaa en Rolle. Ikke blot Arbejderen, ogsaa Samfundet har Pligter at opfylde. Ogsaa Wagner siger: «den Sætning, at Enhver ganske er sin egen Lykkes Smed, og at Staten aldeles ikke bør bekymre sig for de Enkeltes økonomiske Stilling, er en Fiktion.« Al der kan strides om, i hvilket Omfang Staten maa og kan skride ind, følger af sig selv.

Den sociale Ulighed kulminerer i Ejendomsforholdene. Udgangspunktet for den sociale Reform maa Ejendomsordningenvære Ejendomsordningen er Socialpolitikens Grundlag. Del gaar ikke an at afskaffe Privatejendommen; men det gaar heller ikke al betragte den nuværende Ejendomsordningsom Uantasleligt, som en absolul Ret. Roden til det sociale Onde ligger i den übegrænsede Magt, man har tilladt Privatejendommen at udvikle sig til. Skal Privatejendommenrespekteres, skal Ondet bekæmpes, kan delte kun ske derved, at der ved Siden af Privatejendommen stilles en Socialejendom. Det maa konstateres, at der aldrig har været noget Samfund, hvor der kun fandtes Privatejendom og ikke tillige Socialejendom, lige som der heller aldrig har været noget Samfund, der kun kjendle Socialejendom; de to Former træffes altid og overalt forenede, omend deres respektive Omfangog stærkt varierer. «Den nuværende absolute

Privatejendom«, siger Wagner, «er en historisk Fremtoning, og en Fremtoning af meget ung Dalo». Fordringen om ved Siden af Privatejendommen at stille en den jævnbyrdig Socialejendomer en Ideologi, der har en ganske ny Samfundsskabningfor ; den holder sig tvært imod paa det Bestaaendes Grund. Det gjælder kun om at bringe de faktisk existerende Kræfter i Ligevægt: de, der under den historiske Udviklings Forløb ere komne utilbørligt i Forgrunden, skulle trænges tilbage, de, der ere forblevne i Baggrunden, skulle opnaa berettiget Godkjendelse. Det er nødvendigt at berede Samfundsejendommenen jævnbyrdig Plads. Dervedvil faa Midlerne til at imødegaa de sociale Brøst, samtidigt med at den individuelle økonomiske Frihed sikres. Hvorledes Samfundsejendommen bør organiseres, eretSpørgsmaal,der strides om; kun saa meget staar fast, at disse lo Extremer bør undgaas: Overladelsen til de Private af al Ejendom, der er Grundlaget for den økonomiske Existens, da der derved vil gives ei Mindretal en utilbørlig Overvægt, — og Henvisningen til Samfundet af al Ejendom eller blot af al Produktivejendom, da ethvert individuelt økonomisk Liv derved vil blive svækket. — Nødvendigheden af at indrømme Samfundsejendommenen Plads end den, den nu har, anerkjendesda af stedse flere Økonomer. I sit Værk «Erbschaftssteuernund udtaler bl. A. H. v. Scheel: «Under vore sociale Tilstande, hvor et stort, i ethvert Fald et altfor stort Antal af Samfundets Medlemmer lever paa Grænsen af Elendighed, og hvor Armoden übestridelig ikke skriver sig fra egen Skyld, men for en stor Del fra de sociale Tilstande, er det visselig et Retfærdigheds- og Klogskabsbud, at Staten ved en velbegrundet planmæssig Forvandling af en Del af Privatejendommen til Fællesejendom arbejder paa det Heles Vel og paa at hæve og frigjøre de übemidlede Folkeklasser«.

Oprettelsen af en tilstrækkelig social Ejendom ved Siden af den private er den første Fordring. Opfyldes den, vil den sociale Ordning faa et helt nyt Præg. Men dermed er ikke Alt gjort. Da den private Ejendom skal opretholdes ved Siden af den sociale, vil den kapitalistiske (private) Produktionsmaade

gaa med over i den ny Samfundsordning, og denne ProduklionsmaadesMisligheder fremdeles bekæmpes. Men ved Dannelsenaf kraftig Socialejendom vil der gives Privatkapitalen en Modvægt, hvorved den privatkapitalistiske Produktionsmaade vil ophøre at være saa farlig; thi det er dens nuværende Uindskrænkethed, der gjør den farlig. At afskaffe den privatkapitalistiskeProduktionsmaade være ligesaa utilstedeligt som at ophæve Privatejendommen; den individuelle Erhvervsvirksomhedmaa forsvinde fra Samfundels Grund; en udelukkende Socialisme vilde være ligesaa uheldig som en udelukkende Individualisme. Den privatkapitalistiske Produktionsmaadeskal kun miste sin monopolistiske Karakter. For at dette kan opnaas, maa Bankvæsenet reformeres. Derhos maa den kooperative Produktion træde til. Denne vilde imidlertidkun en Drivhusplante, hvis den udelukkende fremkaldtesved Kan den derimod udvikle sig som et naturligt Bindeled imellem den sociale og den individualistiske Produktionsmaade, har den Krav paa Understøttelse; og denne Understøttelse burde gives gjennem en Reform af Bankvæsenet.

Den udelukkende Privatejendom, den udelukkende privatkapitalistiskeProduktion den individualistisk atomiske Retning,der Nutidens økonomiske Ordning, maa bekæmpes.De , der herimod gjøres gjældende, udgjøre et ensartet Hele, hvis Princip træder klart frem: ingen nøgen Individualisme, den dræber det menneskelige Samfund; ingen udelukkende Socialisme, den tilinletgjør Individet. Paa Individualismens og Socialismens Grund skulle de sociale Institutioner opbygges, altsaa: ved Siden af Privatejendommen,Soeialejendom ved Siden af individuel og kooperativ Produktion, social Produktion; ved Siden af Næringsfrihed, Industriorganisation. Individualisme og Socialisme supplere hinanden: den Enkeltes Personlighed maa opretholdes i Samfundet;og stræber efter at virke paa det AlmenesGrund. Opgave vil bestaa i at konstituere de individuelle og sociale Kræfter som ligeberettigede Magter.

Harmoni mellem Individualisme og Socialisme maa blive det
verdensbeherskende Princip.

Delle er Hovedindholdet af Skriftet »Socialislische Irrthiimer, Wahrheiten». 1 Samters to større Værker, « Sociallehre» og «Gesellschaflliches und Privateigenthum», anmeldte i dette Tidsskrift VIII, 85 og IX, 139, vil man finde de her antydede Ideer nøjere udviklede.