Det tyske Socialdemokratis Tiltagen,

der ved de sidste Valg er traadt saa klart for Dagen, giver selvfølgelig den tyske Presse Anledning til mange Betragtninger. Den 9de Maj holdt Eug. Richter i Berlin en opsigtvækkende Tale imod Socialdemokratiet, for faa Uger siden er udkommet i Trykken, og af hvilken et halvt hundrede tusinde Exemplarer afsattes i Løbet af nogle Dage. Richter opfordrer Bourgeoisiet til al samle sig til Kamp imod Socialdemokraterne og spørger: «hvad andet Praktisk end Agitation har Socialdemokratiet hidtil præsteret? leve af Agitationen, og denne suger atter Næring hos hine; men de have Intet gjort for virkelig at forbedre økonomiske Stilling». Men nu ville Socialdemokraterne vende Spørgsmaalet om: hvad Praktisk Richters Tale udrettet? Det synes nemlig, at den Opsigt, den vakte, baade da den holdtes og senere, efter at den var blevet udgivet i Trykken, kun har været en Nysgjerrighedsopsigt. synes ikke, al den har baaret virkelige Frugter. Kun lidt over en Maaned efter, at den var holdt, valgles i Berlins 6te Kreds Hasenclever d. 14de Juni med S3^Ijs Procent flere Stemmer, end der afgaves ved Valget i Januar. Og ved Valget d. 18de Juni i Berlins ste Kreds faldt vel Soeialdemo-

kraten Kapel; men ogsaa her, i denne velhavende Kreds, afgaves i Juni over 33 Va Procent flere Socialiststemmer end i Januar, uagtet det antoges, at Socialdemokratiet i Januar havde bragt hele sin Styrke paa Benene. Denne Socialdemokratiets Væxt bringer atter Opfordringer om almindelig Sammenslutning imod Samfundets Fjender frem. Nu vil det vise sig, hvormeget disse Opfordringer ville frugte.

Særligt vækker det Betænkeligheder, at Socialdemokraterne have begyndt at udfolde en meget levende Agitation blandt Soldaterne: Soldater ere meget vel sete Korrespondenter til socialdemokratiske Blade, hvis Spalter altid staa aabne for Latterliggjørelser af og Forhaanelser imod Særvæsenet. Agitationen drives paa en saadan Maade, at «Social-Corresp.» deraf har taget Anledning til at foreslaa Socialdemokratiet omdøbt til «Social-Demagogi». I en Artikel herom betegner Bladet Socialdemokraternes Koketteren med «den lyske Nations Arvefjende« som ((Socialdemokratiets Dødssynd«. »Socialdemokratiske skamløse antityske Sprog, medens tysk Blod flød paa franske Kamppladser; de Protester, der fra socialdemokratisk rejstes imod de af den tyske Krigsførelse under og efter Krigen trufne Forholdsregler til Fædrelandets Beskyttelse; Agitationen imod Gjéninkorporationen af tysk Land; Festlighederne til Ære for de franske Kommunisters Petroleumsopstand, alt Dette kan ikke tilgives Socialdemokraterne. Og da hint Parti ikke skjuler den Slags Anskuelser i sit Hjertes inderste Krog, da det tvært imod forkynder dem paa alle Gader og Stræder, — hvilket andet Navn fortjener det da end det, som allerede gives del i vide Kredse^— Socialdemagogiet?«