I. Dr. Dühring og hans Remotion.

Berlin, Avgust 1877.

L)r. Diihring og hans Fjernelse fra Virksomheden som Privat- Docent ved Berliner-Universitetet, hans «Remotion» , er fremdeleset Konversationsemne i Tysklands videnskabelige Kredse. Den socialdemokratiske Agitation, den Deltagelse, Studenterne har bevidnet ham, Spørgsmaalet om hans Ansættelseved Universiteter, navnlig et Par tysk-schweiziske (Bern og Ziirich), og hele Sagens almindelige Betydning har indtil nu holdt Interessen for den vaagen. Diskussionen om den har maaske dog haft den Følge, at selv hans Fjender begynde at faa Øjnene op for den uretfærdige Behandling, han har været Gjenstand for. Det Uretfærdige ligger ikke ligefremi thi denne kan ikke betegnes som ganske überettiget, men tvært imod som i det Væsenlige selvforskyldt. Det filosofiske Fakultet, der har udvirket den, har ikke haft vanskeligt ved at bevise dens juridiske Berettigelse; men naar det føler sig foranlediget til — efter dertil indhentet Tilladelse hos Kultusminisleren — at forelægge Offenligheden en Række Aktstykker vedrørende denne Sag, uagtet flere af disse Aktstykkeroprindelig ikke vare beregnede paa OffenJiggjørelse, og uagtet Avloriteterne ellers principmæssigt vægre sig ved

at aflægge Offenligheden Regnskab for Afgjørelsen af Disciplinarsager,— spørger man om, hvad denne usædvanlige Henvendelse betyder. Er der Noget, der tynger paa det filosofiskeFakultets, Kultusministerens, Samvittighed? Har Fakultetet følt Trang lil at undskylde sin Fremfærd? Er Cdgivelseni af Aktstykkerne i den Diihringske Sag at betragte som et Forsvarsindlæg til Bedste for det filosofiske Fakultet? Hvis saa er, er det unægtelig lykkedes Fakultetet at bevise, at det, juridisk set, har været berettiget til at handle saaledes, som det har. Men dermed er Sagea jo ikke færdig. Der opstaar det Spørgsmaal, om den Tilsidesættelse, Dr. Diihring har været Gjenstand for, ikke til en vis Grad forklarer — om at undskylde kan der ikke være Tale — disse voldsomme Cdfald mod Universitetstilstandene , som have været en Anledningtil Mine Samtaler med tyske Videnskabsmændhave mig det Indtryk, at selv blandt Duhrings bestemteste Modstandere begynder den Anskuelse at faa Raaderura,at systematiske Maade, hvorpaa man har nægtet Diihring Professorværdigheden, er i høj Grad uretfærdig. Hvad de nationaløkonomiske Kathedre i Tyskland angaar, saa har »Socialpolitikerne« forstaaet at erobre sig et vist Monopol over dem. Om nu end flere af de tyske kathedersocialistiske Professorerere Videnskabsmænd, saa findes der dog ogsaa adskillige Gbetydeligheder blandt dem, eller i alt Fald Mænd, som i Sammenligning med Diihring ere fuldstændige Cndermaalere. Del nytter ikke at nægte, at Diihring er i Besiddelse af el ganske usædvanligt Talent baade som Forfatter og — efter hvad man siger mig — ogsaa som Docent. De Anskuelser, han har gjort sig til Ordfører for, de carey'ske, nyde rigtignok ikke stor Kredit i Evropa og ere, ogsaa efter min Opfattelse, for en stor Del uholdbare. Men Videnskaben fremmes ikke derved, al Kathedrene udelukkende forbeholdes Mænd af samme Retning; det vilde tvært imod være i NationaløkonomiensInteresse, der skabtes de kathedersocialisliske Professorer en alvorlig Konkurrence.

I fjorten Aar har Diihring nu maattet nøje sig med den
beskedne Stilling som Privat-Docent og har atter og atter set

sig sat tilside for Mænd, der med Hensyn til Originalitet, Talent og Kundskabsfylde stod langt under ham. Hans videnskabelige Anskuelser, navnlig hans nalionaløkonomiske, skjønt vel ogsaa hans filosofiske, have virket frastødende. Men har en vis personlig Animositet ikke ogsaa gjort sig gjældende? De Ulykkeligehave sjeldent Venner, og Dr. Diihring er ulykkelig. Hans Sjæl er — sige hans Skrifter — opfyldt af Utilfredshed, af Misfornøjelse med Alt, af Bitterhed. I en ung Alder — endnu er han kun nogle og fyrre — mistede han Synet. Denne Dlykke har kun kunnet forbitre hans Sind end ydermere. Det Nid og den Hadefuldhed, som han altid er parat til al finde hos Andre, findes hos ham selv i en usædvanlig høj Grad. Han har stødt den Ene efter den Anden fra sig, og staar nu omtrent venneløs. Ja, vel have Socialdemokraterne taget sig af ham paa en ret rørende Maade! Endog i Danmark er der i den seneste Tid blevet skrevet rosende og lovprisende om Diihring i socialdemokratiske Blade af socialdemokratiske Journalister,der ikke havde Spor af Anelse om, hvem Diihring var, der naturligvis aldrig have læst en Linje af ham, og som, hvis de havde forsøgt paa at pløje el af hans lærde Værker igjennem, naturligvis ikke vilde have forstaaet en Tiendedelaf ! Nej, Venskabet mellem Diihring og Socialdemokraternehviler en temmelig negativ Basis: han er SocialdemokraternesVen, han ligesom de er en Fjende af visse bestaaende Forhold.

Imidlertid maa det indrømmes, at Socialisterne til en vis Grad maa kunne sympalhisere med den diihringske Filosofi. I forskjellige Værker, navnlig i «Natiirliche Dialektik« (1865), «Der Werlh des Lebens» (1865), «Kritische Geschichte der Philosophie« (2det Opl., 1873) og «Cursus der Philosophie» (1875), har Diihring med slort Talent udviklet sit filosofiske System paa en Maade, der har indbragt ham megen Anerkjendelse,og mindst fra socialistisk Side. Han har her bekæmpet Mallhus og Darwin og søgt at gjøre optimistiske Opfattelser gjældende. Hans Filosofi, «Virkelighedsfilosofien», er materialistisk; han anerkjender ingen Gud, og det Samfund, som han haaber, at Fremtiden vil bringe os, vil være religionsløst

og vil have Ægteskabet og Ejendomsretlen under ganske andre Former end de nu bestaaende. Hans Filosofi rokker stærkt ved Samfundets «Grundpiller« , og det kan jo ikke Andet end vinde Socialisternes Bifald.

Sine nationaløkonomiske Anskuelser har han navnlig udviklet i følgende Skrifter: »Carey's Umwålzung der Volkswirthsehaflslehre SocialwissenschafU (1865), »Capital und ArbeiU (1865), »Kritische Grundlegung der Volkswirlhsehaflslehre «Die Verkleinerer Carey's« (1867), »Kritische Geschichte der Nalionalokonomie und des Soeialismus» (Iste Opl. 1871, 2det Opl. 1875),» «Cursus der National- und Socialokonoinie«. (Iste Opl. 1873, 2det Opl. 1876). Som bekjendt Diihring her gjort sig til Talsmand for carey'ske Anskuelser; men man vilde gjøre sig skyldig i en stor Vildfarelse, man opfattede Duhring som et slet og ret Ekko af Carey: Selvslændighed og Uafhængighed er netop Diibrings Hoveddyd. Diihrings Fremstilling er nu rigtignok langtfra saa fængslende som Careys; den er tværtimod ofte tung, trættende og kjedelig; men li! Gjengjæld besidder den Dyder, som Careys mangler. Careys Angreb paa Jordrenten er baseret paa en vidtløftig historisk Bevisførelse, der ved nærmere Eftersyn rigtignok vil vise sig at være for en Del falsk, men som ved første Øjekast er blændende og virker bedaarende. Noget Tilsvarende ikke hos Duhring; denne bar ikke, som Carey, sin Styrke i det Historiske, men i den rent theoretiske Udvikling og staar i dette Punkt sikkert over Carey. 1 Befolkningslæren baade Duhring og Carey Krav paa en slørre Hensyntagen end den, de Herrer Mallhusianere og »Overbefolknings«-Tbeoretikere have ydet dem; men Behandlingen de handelspolitiske Spørgsmaal, Distinktionen mellem «tråde* og «commerce» («Handel« og «Verkehr») og hvad dermed staar i Forbindelse, rnaa betegnes som mislykket.

Af de nysnævnte Værker er «Krilische Geschichte der Nationalokonomie« et højst ejendommeligt Værk, i yderste Grad pretenliøsl, men ingenlunde uden Værd. Den bibliografiske Side er ganske forsømt, og den, der venter at finde her saadannefaktiskeLiteralurangivelser hos Kautz eller i andre

lignende literærhistoriske Værker, vil blive skuffet. En fuldstændigOversigtover nationaløkonomiske Forfattere findes ikke her; thi Diihring har kun villet omtale dem, der fortjene al omtales, og da deres Tal efter hans Mening er yderst lille, findes kun meget faa Forfattere nævnte. Foruden nogle Socialisterognogle ældre Økonomer behandles egenlig kun Ad. Smilh, Malthus, Ricardo, Thiinen, Fr. List og Carey. De andre Nationaløkonomer nævnes enten slet ikke, eller expederes ud af Videnskaben med et Par haanende Ord. Basliat, der dog kan glæde sig ved en forholdsvis human Behandling, behandlessomPlagiator, Mill som en for selvstændig Tænkeevne blottet Compilator. I denne Stil gaar det Hele. Men noget Sandt er der næsten altid i, hvad Diihring siger; kun har han valgt at sige sine Sandheder paa en unødvendig stødende Maade. I det andet Oplag af sin »Kritische Geschichle« er han endnu mere bidsk end i det første, og her lader han ganske specielt sit Raseri gaa ud over Prof. Ad. Wagner. En voldsom Strid mellem de to Økonomer førte til, at først Prof. Wagner fik en Irettesættelse, fordi han i sin Polemik med Diihring var gaaet ud over det Passendes Grænser, hvorefter der, i Marts 1875, tildeltes Diihring en i de drøjeste Ddtryk affattet Advarsel og Irettesættelse. Det meddeltes Dr. Diihring, at han i 2det Oplag af sin «Krilische Geschichte der Nationaløkonomienhavdegjort skyldig i «en Række af stærke Ærefornærmelser og mod Sandheden stridende Beskyldninger«, i «Angreb paa Cniversitetels Ære og Fred«, i «grov Uanstændighed«,i Forglemmelse af sine Pligter« osv. osv., og han underretledes om, at man i Gjentagelsestilfælde øjeblikkelig vilde berøve ham hans Stilling som Privat-Docent ved Universitetet; at han ikke allerede nu fjernedes, var kun at opfatte som en Seenigjennemfingre, paa hvilken han intet Krav havde. — Med dette 2det Oplag af det nævnte Værk indlededes saaledes Forpostfægtningerne. Det næste Moment i Kampen er Diihrings Foredrag over Kvindesagen, hans Fordrivelsefrasin som Lærer i Literatur og Filosofi ved det berlinske Victoria-Lyceum og Udgivelsen af hans Brochure

»Der Weg zum hoheren Berufsbildung der Frauen und die
Lehrweise der Universitålen» (1877).

I Marts 1876 holdt Dr. Duhring et Foredrag over Kvindernes Uddannelse. Delte Foredrag, der i den talrige Tilhørerkreds vandt almindeligt Bifald, afgav — hvis man skal tro ham — den ydre Anledning til at fjerne ham fra Victoria- Lyceum, en af en Englænderinde, Miss Archer, bestyret højere kvindelig Dannelsesanstall, ved hvilken han siden 1872 med stort Held havde holdt Foredrag over moderne Literatur og Filosofi for de unge Damer. Den virkelige Grund til hans Fjernelse laa imidlertid dybere: alt i længere Tid var der — hvis man tør tro ham — blevet spundet Intriger imod ham, bl. A. af Prof. Helmholtz «durch seine Frau Auguste«; hans Fordrivelse var kun et Led i den «Gesammtpolilik», hans lærde Modstandere allerede i lang Tid havde fulgt. Han faldt som et Offer for «Gelehrtenhass» og «Sektenverfolgung» omtrent paa samme Maade, mener han, som hin »Pierre de la Ramée, der 1572 paa Barlholomæusblodbadets tredje Dag paa grusom Maade blev myrdet af Folk, der af hans lærde Kollega og filosofiske Modstander Charpentier, en borneret og mod alt Nyt fjendtligt sindet Aristoteliker, var blevne lejede til dødeligt at afstraffe hin berømte Logiker for hans Angreb paa den hellige Aristoteles og for hans videnskabelige Opposition«. Denne Opfattelse, der neppe er ganske korrekt, eller som i alt Fald er overdreven, bevægede D. til al udgive sin Afhandling den kvindelige Uddannelse og om de nuværende Universitetstilstande, og til at forøge den med et Tillæg om «Gelehrtenneid».

Paa de Punkter, hvor Duhring i denne Brochure holder sig til Spørgsmaalet om Kvindernes «hohere Berufsbildung«, er det, han siger, godt og i det Hele saa moderat, at der fornuftigvis ikke kan tages Anstød deraf. Duhring mener, at af de højere Videnskaber, der for Tiden hvile paa Universitetsstudium,villeKvinderne kunne gjøre Krav paa godt og vel to Tredjedele. Da Theologien ikke er «Wissenschaft», men kun «Glaubenschaft» og fra Nutidens Synspunkt er at regne for Nul, og da det allermindst vilde være udholdeligt for

fremadstræbende Kvinder at forvilde sig i Præsievæsenet, bliver der kun tre Fakulteter tilbage. Af dem kan man foreløbig se bort fra det juridiske; men paa det saakaldte filosofiske og paa det medicinske, o: paa godt og vel to Tredjedele, kunne Kvinderne gjøre Krav, og Adgangen til Udøvelsen af højere Lærervirksomhed og af Lægevirksomhed bliver herefter at aabne for Kvinderne. Haand i Haand hermed bør der nu rigtignok gaa en Omændring og Simplifikation af den nuværende Studieordning;thidenne efter D.'s Mening overfyldt med saa meget overflødigt og unyttigt Gods, at den kun kan producere Vanskabninger og Pedanter. «En moderne Moliere vilde først og fremmest lade sin Komik gaa ud over de lærde Mænd, ikke de lærde Kvinder; og i Grunden har ogsaa den gamle Moliere kun gjort sig lystig over saadanne kvindelige Foretagender,der ud paa at efterabe det, der allerede hos Mænd er forkert.« Spørger man nu, om Kvindekjønnet kan kappes med Mandkjønnet i den nubestaaende Studiemaade, saa maa der svares: Nej! Men dette Nej belyder noget helt Andet end den sædvanlige filistrøse Benægtelse af Kvindens Anlæg for Studier. For Nutidens lærde Studium, saaledes som det faktisk er ordnet, er Kvinden ganske vist ikke ret skikkel; — men Fejlen ligger ikke hos hende, men i Studieordningen; den er en middelalderlig Spændetrøje, som ikke passer for Nutiden; og Kvindens Evner ere i Virkeligheden ikke for svage, men tværtimod i deres naturlige Frihed for stærke til at ville udholde den gamle Læremaners Slendrian. Kvindekjønnet er paa Videnskabens og de tilhørende Virksomheders Omraade et nyt Element og maa uvilkaarlig bringe foryngede Skabninger i Stedet for Lærdomsforretningens alderdomssvage Former. Om den kvindelige Legems- og Hjernekonstitution muliggjør skaberiske Ydelser af højeste Art paa de vanskeligste Vidensomraader,eret det praktiske Formaal ørkesløst Spørgsmaal.Forøvrigthar eller Evnen til at skabe noget Nyt, Intet at gjøre med Lægens og Lærerens Forretning. Gjennemsnitslægen og Gjennemsnitslæreren kan skjæres ud af omtrent ethvert Stykke Træ, naar kun Skjæremaskinen bruges ordenligt. Den Paastand, at Kvinden, blot fordi hun er Kvinde,

ikke kan levere Raastoffet til en Gjennemsnitslærer og -læge,
er ganske uholdbar.

Efter saadanne mere indledende Betragtninger gaar Mhring nøjere ind paa Spørgsmaalet om Kvindens Udøvelse af Lægevirksomheden. fremhæves det saa ofte fremhævede Moment, at i det Mindste for Kvindekjønnet, og vel tildels ogsaa for Børnene, vilde Tilstedeværelsen af kvindelige Læger være et stort Gode, og de, der ellers altid holde saa stærkt paa det Velanstændige, bør i ethvert Fald indrømme dette. Herefter vilde over Halvdelen, ja vel to Tredjedele af den hek; Lægepraxis tilfalde Kvinderne. Derefter fremdrager D. et andet Moment, som man hidlil har skjænket en langt mindre Opmærksomhed end det fortjener: Ønskeligheden af at formindske Bekosteligheden ved Produktionen af en Læge. Endelig belyser han det Betydningsløse i den gamle bekjendte Indvending, at Kvinden mangler fysisk Kraft til Bestridelsen af Lægeforretningen: Sygeplejeforretningen, der jo netop besørges al Kvinder, er i det Hele langt mere anstrængende end den egenlige Lægevirksomhed, — bortset fra Kirurgien — for største Delen indskrænker sig til almindelige Anordninger og oftest forstaar at holde sig i fornem Afstand fra de grovere Übehageligheder, — der netop for en stor Del væltes over paa Kvinderne. — Efter denne Undersøgelse følger el Afsnit om Kvindens højvidenskabelige der ogsaa indeholder mange træffende Bemærkninger og i ethvert Fald ikke indeholder Stof til berettiget Men saa følger der et Afsnit om det kvindelige Stadium og de nuværende Universitetstilstande, og dér er det, at D. har tilladt sig sine skarpeste Udfald.

Den kvindelige Verden har — siger Diihring — i VirkelighedeningenGrundtilat de mandlige Studerende; (hi disse, der pines med at høre paa pedantiske, aandløse, tidsspildende Forelæsninger, bære kun noget beskrevet Papir hjem fra Universitetet, og deres Aand forbliver i det heldigste Tilfælde übeskreven, medens den i det mindre heldige Tilfælde har nogle Kryds og Streger at opvise, der hidrøre fra den professorale Heftekompilalions træagtige Stil. Den kvindelige Verden har Krav paa noget Bedre end Universiteternes nuværendeLæremelhode.Lavsvæseneterog

værendeLæremelhode.Lavsvæseneteroghar allid været überettiget. I den materielle Industri er Lavsprincipet nu heldigvis overvundet; men middelalderlige Lavsdannelser stikke endnu som Ruiner frem i Universiteterne. Lærde Lav ere imidlertid efter deres Væsen langt værre end industrielle Lav; Videnskaben rammes langt værre af Ufriheden end et almindeligtHaandværksprodukt.LavsstøvlenellerLavsfrakken i Smag og Billighed lade meget tilbage at ønske; men den er dog brugbar, og kun sjældent vil Lavstvangen være Skyld i, at den trykker eller slet ikke passer. Men den lavsmæssigt tilberedte Videnskab er ofte en uspiselig eller i det Mindste ufordøjelig Føde; den er sat sammen med en Mængde Bestanddele,dermaaforaarsageden Mave stærke Indigestioner, hvis Tungen ikke har gjort sin Skyldighed og, saavidt muligt, nægtet det smagløse Tøj Indgang. Lærde Monopoler er i det Hele taget langt værre end materielle; thi Undervisningens Ufrihed maa langt mere end Flaandværkets forfalske Produktet. Den aandelige Korruption er langt værre end den materielle, og det Værste, man kan gjøre, er at trække Videnskaben ned til at blive et blot Redskab for lavsmæssige Forsørgelsesinteresser. Siden det 12te Aarhundrede ere Universiteterne som aandelige («geistige»), ja tildels ogsaa gejstlige Lav, gaaede stedse mere i Forfald og have væsenligt hæmmet Videnskabernes Fremskridt. Allerede før Adam Smith erklærcdes de for de Steder, hvor de værste Fordomme husere. Ogsaa ved de nuværende tyske Universiteter kan man tilstrækkeligt iagttage Lavsmaskineriet og dets Virkninger. Den monopoliserede Korporalion cooplerer efter personligt Behag; Regeringens Samtykke er næsten kun formelt. En Fagprofessor afgjør, hvem han vil have til Kollega, og ser sig naturligvis om efter den mest behagelige og mest tamme Konkurrent eller snarere Ikke-Konkurrent. Engang' imellem griber Bureaukratiet dog ind, og dets Nepotisme er dog ikke fuldt saa gal som den lavsmæssige ... ProfessorstandenerenArtKaste der navnlig forplanter sig ved indbyrdesParring.SvigerfaderogSvigersøn i samme Fakultet. Man gifter sig ind i Professurerne som tidligere i Haandværksgilderne. Videnskabelige Fortjenester betragtes ikke

blot som den ligegyldigste Biting, men ere endog, hvor de ikke netop træffe sammen med den personlige Patronage, en Hindring for at komme frem eller vel endog en Opfordring til Banlysning. Professorkandidaterne arbejde sig frem ved hykterrskUnderdanighed,munkeagtigForslagenhed,Smiger Spytslikkeri. —— — Og paa denne Maade bliver Diihring ved (jeg har citeret omtrent ordret, men forkortet), og dynger Forhaanelse paa Forhaanelse imod Professorstanden. Efler at have behandlet «den ekelhaften Treiben der Personen« vender han sig til «dem sachlichen Boden« og raser her navnlig imod alt det unyttige og übrugelige Lærdoraskram, hvoraf, efter hans Mening, hele Undervisningen er opfyldt. Skulde den kvindelige Ungdom plages med denne «todtsprachliche Bildung«, eller snarere «Verbildung», der «har sin Plads blandt de øvrige Lig», skulde den ligesom den mandlige lægges paa «de gamle Sprogs grammatiske og lexikalske Pinebænk«, saa vilde den ødelægges og blive uskikket til alt sundt Arbejde, — «en Uskikkethed, den bedst i Forvejen kan studere hos disse mandlige Blaastrømper,dersomfilologiskePedanter Gymnasier og UniversiteterrepræsentereNutidensSkolastik«.«Denne med Citater af antike Skribenter er» — fortsætter Diihring — »Kjendetegnet paa den falske Avtoritetsmaner og har paa UniversiteternegjennemvævetdeflesteVidenskabers ikke blot med Smagløsheder, men ogsaa fordærvet den i dens hele Holdning og Melhode. Gamle Mønsterbøger og saa at sige Bibler saavel som overhovedet personlige Meninger og literære Vidnesbyrd blive falskelig ansele som afgjørende Kilder. Den stupide Personkultus spiller derved en Hovedrolle ... En Universitetsforelæsning, der slæber sig et Semester igjennem, bærer oftest Præget af denne Avtoritetsmaner. Professorerne bære sig ved deres middelalderlige Dikteringer ad, som om Bogtrykkerkunsten endnu ikke var opfunden, og som om Kathederindehavernes Visdom var en Hemmelighed, der kun kunde aabenbares i fortrolige snævre Kredse; men i Sandhed staa Professorhefterne dygtigt tilbage for Videnskabens Grundværker.DenalmindeligeProfessorholder stedse under sin Videnskabs Niveau; han tygger kun om igjen paa det,

man allerede mange Gange har tygget for ham, og som er blevet overleveret ham af hans tidligere Hovedprofessor.» I [denne Aand fortsætter Diihring en god Stund sine Udgydelser imod Professorerne, deres Kammeraderi, Nepotisme, PengegridskhedogMonopolisering,deresDiktatforelæsninger hele Undervisningens Form og Indhold. De unge Damer, der ville forberede sig {il de praktiske Hovedformaal, Lægevirksomhed og højere Lærervirksomhed, giver han forskjellige velmente Raad med paa Vejen. Navnlig indskærper han dem, at ((SelvvirksomhedpaaBasisaftrykte med Hensyn til Tid og Penge vil afgive den bekvemmeste og billigste Læremaade.DeteriVirkeligheden lærd Privilegiehumbug at bilde Folk ind, at Videnskabens Grundværker, der hidrøre fra virkelige og skaberiske Storheder, skulde staa for højt for den stræbsomme Studerende. Hvad der nutildags virkelig ikke kan bruges, er disse paa Universiteterne beregnede Lærebøger, der med velberaad Hu ere indrettede saaledes, at de ikke skaffe Forelæsningerne nogen Konkurrence . .. Vækkende Foredrag høres saa godt som aldrig paa Universitetet ... Det er ogsaa uden Sammenligning lettere og mindre opslidende for Docenten at afdiktere Indholdet af sit Hefte i sex Timer itræk, end to Timer itræk at holde virkeligt selvstændige og aandeligt frit bevægelige vækkende Foredrag. Paa Kathedrene kan man derfor kun vente at se mekanisk Arbejde præsteret.« Diihring raader altsaa de unge Damer saavidt muligt at hjælpe sig med det trykte Ord og kun benytte Lærerhjælpen paa en aldeles underordnet Maade. Han anbefaler fremdeles at lade det Praktiske træde mere i Forgrunden end hidtil: den vordende Jurist og den vordende Læge bør i god Tid ved at arbejde resp. hos en Advokat og hos en praktiserende Læge søge at gjøre sig bekjendt med det virkelige Liv. Han anbefaler endelig en betydelig Reduktion af det Lærestof, der nu fordres : bort med de gamle Sprog; lær de moderne Sprog paa en rent praktisk Maade; befri Undervisningen i Mathematik, Naturvidenskaberne,Historiem.M.for det taabelige Kram, «der nu udgjør "/is af alt Lærestof!» — At der i disse hans UdviklingerfindesnogetRigtigt,kan benægtes; der findes

endog ikke saa lidt, som fortjener Overvejelse; men der findes ogsaa meget afgjort Urigtigt, og Alt er sat fuldstændigt paa Spidsen og i yderste Grad overdrevent. Igjennem alle hans Udviklinger sporer man bestandigt Avlodidakten. Endelig slutter han sit Skrift med nogle «Beilage iiber Gelehrtenneid und Feindschaft gegen Sache und Person«. Efter hvad der ovenforeranført,vilLæseren kjende saa meget til Diihrings Tankegang og Udfryksmaade, at det vil være overflødigtatmeddelemereheraf.

Dvihrmgs Udfald i det omtalte Skrift imod Universitetet og Professorerne ere af en saadan Natur, at det Spørgsmaal ikke ligger fjernt: hvorledes har han kunnet udholde at vedblive staa i Kollegialforhold til de af ham saa stærkt medtagne Reptilier» ? Man maa jo vel mærke, at D. kun var Privat-Docent, at han selv frivilligt havde valgt sin Stilling ved Universitetet, og at det stod ham frit for at opgive den, naarsomhelst han vilde. Da han imidlertid, trods sin saa stærkt udtalte Uvilje mod Universitetet, ikke vilde forlade det, besluttede det filosofiske Fakultet at tage sig heraf. Det der fik Fakultetet til at træde op, var nok imidlertid ikke saa meget de almindeligere Udfald mod Universitetstilstandene, som Angrebene paa visse Personer. Herover kan D. dog strengt taget ikke beklage sig: de personlige Hensyn ere af D. ofte blevne tagne i en saa fremtrædende Grad, at det kun stemmer med Gjengjældelsens Lov, naar han selv falder for Hensyn til Personer. Den Person, der ved denne Lejlighed blev Pinden til D.'s Ligkiste, var Professor Helmholtz.

I »Berufsbildung der Frauen» ere Henblik paa bestemte Personer, Henblik paa Forf. selv og paa hans Uvenner, paa flere Steder at læse mellem Linjerne; men i 2den Udgave af iKrilische Geschichte der Principien der Mechanik« (1877) rettes der under Navns Nævnelse et direkte Angreb paa Prof. Helraholtz. Det nævnte Værks første Udgave var et Par Aar tidligere blevet prisbelønnet af Gottinger - Universitetet med Beneke-Stiftelsens største Pris. Gottinger-Universitetet havde, dengang da det ikke kjendte Forfatterens Navn, afgivet om D.'s Værk den mest smigrende Bedømmelse. Der tales her

om Forf.'s »aldeles fuldstændige og fri Herredømme over Stoffet«, det »forbavsende Omfang af hans fuldstændig nøjagtige Literaturkundskaber»,den Anskuelighed, hvormed han har behandlet Sagen»; »ingen af de i Opgaven indeholdte Fordringer er forbleven upaaagteU , hedder det; «del behagelige Indtryk af det Hele gjøres fuldstændigt ved en naturlig, paa heldige Vendinger rig Skrivemaade, den varme Anerkjendelse af enhver Fortjeneste, den oplysende Maade hvorpaa det Mislykkede undskyldes, den fornemme Skaansel, hvormed det Forkerte forbigaas«; og »fuld af Tilfredsstillelse over at have givet Anledningen iil dette skjønne Værk, ved hvilket Opgaven fuldstændigløses mange Biforventninger overtræffes« sluttede Fakultetet sin Bedømmelse, efter hvilken Værket kronedes med første Pris. Saaledes taltes der om Værkets første Udgave; — men om den anden vil det i ethvert Fald ikke blive sagt, at den yder »enhver Fortjeneste« «varm Anerkjendelse». Denne anden Udgave indeholder nogle, forøvrigt ganske faa, Linjer, der have vakt den yderste Forbitrelse, bl. A. fordi de, foruden at udtale sig nedsættende om Berliner-Professorerne i Almindelighed,ikke Prof. Helmhollz's Fortjenester tilstrækkelig Anerkjendelse. «Det overrasker ikke» , hedder det et Sted i «Principien d. Mechanik«, «at den c_unklar ein wenig phiiosophelnd ⁵ fysiologiske Fysikprofessor Hr. Helmholtz heller ikke i denne Sag har ladet Lejligheden slippe fra sig til . . . bifaldendeat en pikant Meningsløshed«; — og det paastaas, at H. i 1847 ikke har fremhævet R. Mayers Fortjenesteraf Det var disse Udfald, der slog Hovedet paa Sømmet, og som i Begyndelsen af forrige Maaned førte til, at Kultusministeren, efter det filosofiske Fakultets Andragendederom, Dr. D. fra det berlinske Universitet.

Forud for Remotionen gik der en Skriftvexling mellem det filosofiske Fakultet, Kultusminister Falk, Diihring og Helmholtz.Af Erklæring ses det, at han, da han i 1847 udgav sit Skrift «Ueber die Erhaltung der Kraft», ganske vist, som fremhævet af D., har undladt at nævne, at Loven for Kraftens Bevarelse allerede nogle Aar før var bleven opdagetaf R. Mayer; men han oplyser, at han dengang ikke

kjendte Dr. Mayers Skrifter, og fra 1854 af, da han kjendte dem, har han ikke undladl at anerkjeode dennes Fortjenester. Fremdeles paastaar han, at hverken han eller hans Hustru har haft nogen Indflydelse paa D.'s Fjernelse fra Victoria-Lyceum. Dr. Diihrings Forsvars-Erklæring er affattet med Dygtighed, men det er overflødigt at gaa nærmere ind paa den.

Dette er Hovedtrækkene i den diihringske Sag. Jeg skal tilføje, medens Socialdemokraterne, Studenterne og Diihring selv have gjort Forsøg paa at fremstille Remotionen som et Angreb paa den akademiske Lærefrihed, paastaa Fakultetet og dets Venner, at den intet har dermed at gjøre. Kultusministeren erklærer, at de duhringske Udtalelser, der «overskride alle Grænser, ved deres Form forraade ikke saa meget det alvorlige Ønske om ved Aabenbaringen af foregivne bestaaende Misforhold i Universitetslivet befordre deres Fjernelse, men meget snarere den Hensigt, at give Universiteterne, som Korruptionens og Raaddenskabens Sæde, lil Pris for almindelig Foragt.» Sikkert er det, at D.'s Optræden mere og mere udviklede sig paa en saadan Maade, at Samlivet mellem ham og de øvrige Docenter maatle blive omtrent uudholdeligt. Noget maatte der gjøres, og saa greb man til Diihrings Udstødelse af Universitetet. At denne ikke i fjerneste Maade er bleven bevirket ved «de af ham udtalte videnskabelige Anskuelser«, føler Fakultetet Trang fil at udtale. Men disse Spørgsmaal staa tilbage: hvilken Andel har Diihrings videnskabelige Stilling i Forening med personlige Hensyn haft i den systematiske Tilsidesættelse, han uimodsigelig har været Gjenstand for? Og: er det denne Tilsidesættelse, til en vis Grad har hjulpet med til, at han ser Universitetstilstandene i saa mørkt et Lys, og som, for en Del, har hidset ham frem til hans Angreb? Det sidste Spørgsmaal er let nok at besvare. Det første holder man ikke rigtig af at røre ved; i alt Fald gjør man det kun med en vis Varsomhed.