Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Første række, 9 (1877)

Nationaløkonomisk Forening kommercielle Forhold i Kina.

afholdt Møde Torsdagen den 22de Marts. Hr. Premierløjtnant Antonio Leigh-Smith holdt foranstaaende Foredrag om

Hnfiii klijttéut; uei Sig følgende DiSkUSSIGM.

Overkrigskommissær Madsen ytrede, at han, der i Euibedsmedføri flere Åar havde bcskjæfligei sig med Handels- og Samfærdselsforhold i Østasien, efler sine Undersøgelser ikke kunde være ganske enig i, hvad den ærede Indleder havde meddelt her i Aften. Da imidlertid en Fremstilling af disse Forhold vil fremkomme andetsteds, saa skulde han (M.) her indskrænke sig til nogle ganske faa Bemærkninger. Hvad Kina angik, som jo fra gammel Tid havde stor Interesse for os, da havde den aarlige Vareomsætning i de 14 Traklathavne tilsammenen Værdi af ca. 2000 Millioner Kroner; denne betydeligeHandel var fordeH paa forholdsvis laa Firmaer, hvoraf der var 340 i det egenlige Kina; regnede man hertil 60 i Hongkong, hvilket var højt anslaaet, kom man til dei Resuiiai, at hvert af disse 400 Handelshuse havde en Omsætning af i Gjennemsnit 5 Millioner Kroner om Aaret. En saa stærkt koncentreret Handel raaatte ganske vist levne et betydeligt Overskud, selv om dette fremtidig ikke vilde blive saa slort som tidligere. Efterat have omtalt den kinesiske Handelspolitik, som kuude spores i Li-Hung-Changs kraftige Forholdsregler, Betydningen af den mægtige Flod Yangtsekiang, der var en Grænselinje for forskjellige Interesser, og efterat have bemærket, at indgribende og pludselige Omvæltninger i Handelsforhold ikke vare sandsynlige, ytrede Taleren videre, at naar vi her i det Hele beskjæfligede os med disse Forhold, maatte det være af Interesse at udfinde, hvor der paa dette store Omraade

Side 241

kunde vindes Plads for dansk Virkelyst. I Udførselen fra Kina kunne vi næppe for egen Regning deltage; Indførselen omfattedefornemmelig Opium, Bomulds- og Cldvarer samt Metaller:her var der heller ikke noget for os at gjøre, men det var jo muligt, at der kunde bruges mere af vort Smør og 01, som allerede var en søgt Artikel derude, og usandsynligt var det ej heller, al Papir kunde afgive en Forretning, da det var en Gjenstand, som maatte betales meget dyrt paa de kinesiske Pladser. Noget Betydeligt kunde Alt delte næppe blive til; men derimod syntes Fragtfarten at frembyde flere gunstige Chancer for os. Naar vi i det omtalte Totalbeløb af 2000 Millioner Kroner fradrog c. 600 Millioner, som repræsenterer Værdien af de Varer, som udføres til og komme fra de Havne, der ligge udenfor Hongkong og Japan, blev der 1400 Millioner tilbage, der udgjorde Værdien af de Varer, som transporteres fra Havn til Havn indenfor selve Østasiens Grænser. Den Skibsfart, som knyttede sig hertil, er højst betydelig og udgjør henimod 15,000 Ind- og Ddklareringer om Aarel. Føjedes hertil, at danske Skibsførere og Søfolk ere meget søgte derude, — i den siamesiske Handelsflaade findes saaledes et ret betydeligtAntal, ligesaa i Farten paa Havnene i Amurdistriktet, — og at vort Flag, Wan-chi (Korsflaget), fra gammel Tid er yderst vel set, saa vil man heri finde meget gode Støttepunkter for dansk Fraglfarl. Hertil kom endvidere, at de kinesiske Myndigheder meget begunstigede Samkvemmet med og Foretagender,der udgik fra smaa Nationer.

Smith svarede, at fordi hvert Hus havde en Gjennemsnitsomsætningpaa 5 Mill. Kr., behøvede det ikke al tjene meget; man havde Exempler paa Huse med langt større Omsætning, der vare fallerede. Desuden maatte man ikke overse, at en stor Del Varer omsalles i evropæiske Skibe for kinesiske Handelshuses Regning, og at det var fuldstændigt umuligt at afgjøre det indbyrdes Forhold mellem Evropæernes og KinesernesAndel i den samlede Omsætning. Med Hensyn til Spørgsmaalet, om Danmark med Cdsigt til betydéligere Vinding kunde tage Del i den kinesiske Skibsfart, maalle det vel indrømmes, at det danske Flag ligesom det nordtyske var højt

Side 242

anset i Kina; men da de danske Skibe vare Sejlskibe, og da Sejlskibene utvivlsomt vare dødsdømte, vilde den danske Skibsfartneppe have nogen Fremtid for sig i Kina. De danske Sejlskibe havde sikkert ogsaa en Forudfølelse heraf; deres Antal var i jævn Aftagen. De Varer, hvori Omsætningen for en stor Del bestod, havde en saa betydelig Værdi i Forhold til deres Rumfang, al Fragten ikke spillede en saa stor Rolle som Sikkerheden og Hurtighed. Vel hindrede de høje Kulpriser Dampskibenes Anvendelse; men det var at vente, at de kinesiskeKulminer vilde blive bearbejdede. I ethvert Fald maalte Sejlskibene, inden lang Tid var gaaet, vige Pladsen for Dampskibene.

Viceadmiral Bille støttede denne sidste Udtalelse. Det var hans fulde Overbevisning, at Sejlskibenes Tid snart vilde være forbi; om en halv eller en hel Snes Aar vilde de neppe mere vove sig udenfor Evropa. Og for udenlandske Dampskibe vilde del neppe lykkes at konkurrere med de kinesiske.

Overkrigskom. Madsen maatte dog faslholde sin Tro paa,
at der paa Skibsfartens Omraade vilde være Meget at udrette
for Danmark.

Kand. polit. Suenson berørte den uhyre Modsætning mellem den kinesiske Luxus paa den ene Side og den kinesiske Fattigdom, det store kinesiske Proletariat, paa den anden Side. Det kunde være interessant at faa Meddelelser om Livsfornødenhedernes Pris. Han spurgte, om indiederen ansaa den temmelig udbredte Tro for begrundet, al de mange kinesiske Sager, navnlig Nipsgjenslande og andre Smaasager, der indførtes hertil, ikke skulde være forarbejdede af Kinesere, men af Evropæere, der havde nedsat sig i Kina.

Bureauehef Falbe Hanseu spurgte, om der med Hensyn til Jordens Fordeling i Kina fandtes et Aristokrati, om Jorden var fordelt mellem nogle faa slore Ejendomsbesiddere, eller om den var udstykket i mange smaa Ejendomme. Han ønskede ligeledes Oplysning om den industrielle Ordning, om den Rolle, Husfliden spillede.

Smith fremhævede Betydningen af de kinesiske Arbejderes
grænseløse Nøjsomhed; de leve af de forfærdeligste Ting, raadne

Side 243

Fisk og alt Muligt. — De Evropæere, der indvandrede tii Kina, holdt sig i Almindelighed for gode til at paatage sig siraplere Arbejder. De Smaasager, der udførtes fra Kina, vare vistnok forfærdigede af kinesiske Arbejdere. — Jordudstykningenvar i det Hele drevet meget vidt i Kina; store Godser kjendte man saa godt som slet ikke. — Husfliden spillede en betydelig Rolle; de Sager, der samledes i de større Magasiner, vare overvejende Husflidsprodukler.

Højesteretssagfører Oct. Hansen tvivlede noget om Rigligheden af Indlederens Opfattelse af den Udvikling, Handelsforholdene i Kina gik imøde. Export og Import maatte følges ad: saalænge de kinesiske Kjøbmænd ikke satte sig i direkte Forbindelse med de evropæiske Markeder, maatte Evropæerne baade besørge Export og Import, og ikke —- som Indlederen havde sagt — beholde det Ene og opgive det Andet. Taleren indsaa ikke, hvorfor man ikke i Kina skulde kunne arbejde med en rimelig Avance.

Smith indrømmede, at en rimelig Fortjeneste godt kunde opnaas; men Sagen var, at Evropæerne ikke vilde nøjes med en jævn Fortjeneste; det kunde derimod Kineserne, og derfor vilde Handelen gaa over i deres Hænder. Importforretningen kunde godt gaa over i kinesiske Hænder, samtidig med, at Exportforretningen forblev i Evropæernes.

Grosserer Levysohn vilde ikke benægte, at Indlederen kunde faa Ret i sine Formodninger om den fremtidige Udvikling, men vilde dog fastholde, at Evropæerne endnu sandsynligvis vilde have en god Tid for sig.

Bankkasserer Biug spurgte om , hvorfor en Evropæer
maatte bruge saa meget i Kina.

Smith: Fordi han vil leve anderledes, end Kineserne gjøre det, og fordi de sociale Forhold kræve det. Der var forbundet saa mange Übehageligheder med Opholdet i Kina, at de Evropæere, der nedsætte sig her, til Gjengjæld forlangte et yppigt materielt Velvære ; herpaa vilde de ikke give Afkald.

Dermed sluttede Diskussionen.