I.

Med Hensyn til Besvarelsen af dette Spørgsmaal synes vore nationaløkonomiske Forfattere at være noget uenige. I sil Værk «Det gamle og det nye Samfund« gjentager Stiftsfysikus Fr. Krebs sin tidligere fremsatte Paastand om, at det i Overskriftenfremsatte Spørgsmaal maa besvares bekræftende. Det hedder saaledes S. 435: »Saaledes som Forholdet nu stiller sig, betales en meget betydelig Del af Arbejdslønnen igjennem Fattigvæsenet». — — «Denne stadige og desto værre udstrakteFallighjælp er en stor Uret imod den dygtige og sparsommeligeArbejder; thi den er Skyld i, at den virkelige Daglønikke stiger tilstrækkeligt og ikke er saa høj, som den burde være». «For det Første er det saa godt som umuligt at angive, hvor stor Arbejdslønnen virkelig er paa Landet; thi hine offenlige og private Tilskud spille en saa afgjørendeRolle, at de ikke kunne eller bør lades ude af Beregningen, naar Talen er om Daglønnen, af hvilken de nu udgjøre en Del» — og S. 430: »Man indvende os ikke, at en Forhøjelse af Lønnen, som skulde være tilstrækkelig til paa den Maade at sikre Arbejderen i Sygdom og Alderdom, vil være uoverkommelig for Arbejdsgiveren; thi den udredes allerede af Fattigvæsenet og saaledes ogsaa af Arbejdsgiveren*),om end langtfra altid i det rette Forhold til hans

---

*) Udhævet af Undert.

Benyttelse af Daglejere. Nogle Arbejdsgivere betale langt mere
end deres Kvotadel, andre langt mindre«.

I Modsætning hertil siger Dr. Ju'l. Petersen i «Nat.- Tid.» af 9 Januar d. A.: «Fattigunderstøttelse er ingen Del af Arbejdslønnen, det vil sige, at Arbejdslønnen ikke vilde stige, selv om al Fattigunderstøttelse faldt bort. Tilskud af Arbejdsgiveren er derimod en Del af Arbejdslønnen, det vil sige, at dersom det paalægges enhver Arbejdsgiver at give sine Arbejdere f. Ex. 2 Kroner om Ugen foruden Lønnen, vil Gjennemsnitslønncn efter kort Tids Forlob blive 2 Kroner mindre om Ugen. Disse Sætninger maa naturligvis ikke anvendes paa enkelte Tilfælde, men i det Store ere de rigtige».

Som man ser, tillægge de nævnte Forfattere det anførte Spørgsmaal — formentlig med fuld Føje — stor Betydning. Maaskc turde det derfor blive mig tilladt at fremsætte de Grunde, der efter min Anskuelse tale imod Dr. J. Petersens Opfattelse i denne Henseende, om end disse Grunde kun komme fra en Lægmand.

Først forekommer det mig, at de to Paastande, der indeholdes i det sidste Citat, staa i en uopløselig Modstrid med hinanden: Fattigunderstøttelsen maa dog vel betales enten af Arbejderne selv. i saa Tilfælde er den en Del af deres Arbejdsløn; — eller af Arbejdsgiverne, og da ville disse efter Hr. Dr. P.s sidste Paasland atter afkorte den i Arbejdernes Løn, af hvilken den ogsaa i dette Tilfælde vilde blive en Del; — eller af begge Parter i Forening, hvad der ifølge det Anførte igjen vilde være det Samme som, at den er en Del af Arbejdslønnen. For at undgaa Misforstaaelse maa jeg lier gjøre opmærksom paa, at ihvorvel Ingen bedre end jeg kan vide, at Arbejdsgiveren tillige kan være og tidt er Arbejder, saa maa han dog altid i Produktionen repræsentere Kapitalen (udrede Driftsomkostningerne), ligeoverfor de Arbejdere, han sysselsætter. Det maa saaledes staa klart, at i alt Fald den langt, langt overvejende Del af den Fattigunderstøttelse, der ydes Arbejderne her til Lands, netop maatte være en Del af Arbejdslønnen, dersom Hr. Dr. P.s sidste Paastand var rigtig.

Og omvendt: Skulde Fattigunderstøttelsen ikke være en

Del af Arbejdslønnen, saa maatle den jo være «Tilskud af Arbejdsgiverne«,som ikke er eller bliver afkortet i Arbejds« lønnen, og da kan Hr. Doktorens sidste Paasland, der gaar ud paa, at saadanne Tilskud altid i det Store ville blive afkortedei Arbejdslønnen, ikke staa ved Magt.

En af de to Paastande maalte saaledes efter min Mening i ethvert Tilfælde være fejlagtig. Men ved nærmere Betragtning turde del dog maaske vise sig, at ingen af dem kan holde Stik.

Omfattende nøjagtige Undersøgelser, som «Almindelig dansk Velfærdsforening» — for hvilken Undertegnede har den Ære at være Næstformand — har anstillet angaaende Landarbejdernes Kaar i forskjellige Egne af Sjælland, Lolland og Falster, have givet Sikkerhed for, at en Arbejderfamilies hele samlede Indlægt i Aaret 1875, da der endnu var fuldt op af Arbejde for Alle, i Gjennemsnit beløb sig til 410 Kroner eller neppe 1 Kr. 13 Øre daglig, Af denne Sum skal Familiens hele Forbrug af Husly, Brændsel, Klæder og Levnetsmidler bestrides. Hvad vilde vel nu Følgen blive, dersom under saadanne Forhold «al Fattigunderstøttelse faldl bort?« Vilde da ikke enhver alvorlig Sygdom i en Arbejderfamilie have dennes totale Undergang til Følge? vilde en større Arbejdsløshed f. Ex. som den, vi for Øjeblikket lide under, da ikke medføre Sultedøden for Hundreder, maaske Tusinder af Arbejderfamilier? Og kan der vel være Tanke af Tvivl om, at dette tilsidst vilde føre til en Forhøjelse i Arbejdslønnen? Det skulde undre mig meget, om selv Hr. Dr. Petersen turde besvare delte Spørgsmaal bekræftende; tør han ikke det, bør han indrømme, at hans første Paastand er falsk, og at Stiftsfysikus Krebs har Ret naar han mener, at Fattigunderstøttelsen maa øve Indflydelse paa Fastsættelsen af Arbejdslønnens Størrelse.

At Tilskud af Arbejdsgiverne ville have en lignende Indflydelse,skal jeg ikke benægte; men det vil forbyde sig af sig selv, at denne Indflydelse skulde ytre sig som af Hr. Dr. P. anført; thi vilde man nuomstunder korte 2 Kr. af hver Landarbejders Ugeløn, saa vilde Følgerne deraf blive netop de selvsamme, som naar man afskaffede al Fattighjælp uden at

forhøje Arbejdslønnen. Mangfoldige Arbejderfamilier vilde, navnligi Tider som nærværende, dø af Sult og Kulde til Tab for Arbejdsgiverne og Kapitalen, for hele Samfundet — for blot at tale om Sagens rent materielle Side — dersom ikke netop en forøget Fattighjælp kunde supplere Arbejdslønnen.

Det er saaledes den selvsamme fysiske Umulighed, der stiller sig i Vejen for Rigtigheden af begge Dr. P.s Paastande. Hvad den sidste angaar, da skal jeg ikke benægte, at de sarorop Forhold, der i det Hele taget indvirke paa Arbejdsprisen, ogsaa her ville gjøre sig gjældende, men heraf følger nelop, at del slet ikke gaar an paa Forhaand og for alle Tider at bestemme Størrelsen af det Afdrag i Arbejdslønnen, som en forandret IMbetaiingsmaade af Efterlønnen (nu Faltighjaßlp) vilde medføre: i ethvert Tilfælde vil der ikke kunne afkortes mere i Arbejdslønnen, end hvad denne yder ud over det, der er aldeles fornødent til at vedligeholde Arbejdernes fulde Arbejds- og Forplantelsesevne, uden at det vil medføre Tab saavel for Arbejdsgiver og Kapital som for Samfundet som saadant i det Hele taget. Mit Anførte vil i Forbindelse med den daglige Erfaring vise, at vore Landarbejdcres Løn i alt Fald bevæger sig saa yderligt paa Grænsen af det Mindstmulige, at der ikke vil kunne lænkes noget synderligt Afdrag i den. Der er vel næppe ret Mange, som betvivle, at Danmark har Evne til at ernære godt, ja endog rigeligt alle sine flittige og ordenlige Arbejdere, saa mange de ere. Heller ikke er der vel ret Mange, der ville driste sig li! at forsvare den nuværende Indretning for Efterløns Ydelse (Fattigvæsenet). Der maa derfor kunne betales en højere Løn, end der nu i det Hele ydes Landarbejderne, og Efterlønnen maa ydes under en heldigere Form, den bedste er ikke for god.

Skulde man nu sluttelig komme til den Erkjendelse, at »Tilskud fra Arbejdsgiverne« (f. Ex. efter P. F. Lundes Forslag) i Øvrigt vilde være at forelrække for andre i Forslag bragte Ordninger, tror jeg i det Foregaaende at have vist, at man ikke behøver at frygle af den af Hr. Dr. Petersen anførte

Grund. Indeholdes der i »Tilskud fra Arbejdsgiverne« en Del af Arbejdslønnen, saa er delle i ikke ringere Grad, men nok saa sikkerl Tilfældet med Fattigunderstøttelsen. Af denne er den langt overvejende Broderpart aldeles utvivlsomt en Del af Arbejdslønnen.