Socialisme og Socialdemokrati

blive — bemærker med Rette en tysk Nationaløkonom, vistnok enten Dr. V. Bohmert eller A. v. Studnitz — ofte i daglig Tale og i Skrifter forvexlede, uagtet der dog er en stor Forskjel paa de lo Ting. Vi have fornylig læst en populær Afhandling i et dansk Tidsskrift — som vi forøvrigt ved Lejlighed skulle komme tilbage til — hvor det »sociale Spørgsmaal», den »sociale Bevægelse«, «Socialismen og «Socialdemokrati« ere blandede sammen i det forfærdeligste Kaos. Forsaavidt Formaalet er at forvirre Læsernes Begreber, er sligt Kaos utvivlsomt formaalsljenligt; forsaavidt Formaalet derimod er virkelig at klare Begreberne, er det ikke paa sin Plads.

Lad os høre, hvad Schåffle betragter som den økonomiske Kjærne i Socialismen: Socialismen — siger han — gaar ud paa at afløse «Privalkapitalen» (o: den spekulative, socialt kun ved den fn Konkurrence ordnede private Produklionsmaade) ved «Kollektivkapilalen», o: ved en Produklionsroaade, som paa Basis af alle Producenters (Arbejderes) kollektive Ejendomover alle Produktionsmidler vilde gjennemføre en • kollektiv« Organisation af Nationalarbejdet. Denne «kollektive« Produktionsmaade skulde afløse den nuværende Konkurrence, idet den vilde stille de kollektivt (socialt, kooperativt) gjennemførligeDele af Formueproduktionen under en fælles, almen Ledelse, og under samme Ledelse skulde da ogsaa indordnes Fordelingen af Alles fælles (sociale) Produkt mellem Alle, i Forhold til Enhvers produktive Arbejdsydelser. — Dette betragter

Schåffle som den nuværende Socialismes Maal, og denne
Socialisme betegner han meget rigligt som Kollektivisme*).

Den tyske Forfatter, til hvem der sigtes i dette Stykkes første Linjer, definerer nu « Socialism en» som »Genossenschaftssystem« eller som: Indbegreb af de Doktriner og Planer, der have en ny Dannelse af del borgerlige Samfund til Formaal og søge al gjennemføre det fælles Arbejdes og den ligelige Formuefordelings Princip. Medens Kommunismen, o: Læren om det fuldstændige Formuefællesskab, har Fællesskab i al Besiddelse og i Formueforbrug til Formaal, stræber Socialismen efter et Fællesskab i Formue produktionen eller en saakaldt Organisation af Arbejdet ved den beslaaende Statsmagt eller ved en Statsmagt, der først skal grundlægges.

De socialistiske Lærdomme ere, som bekjendt, ligesaa gamle som Forskjellen mellem Rig og Fattig og Misforholdet mellem Ydelse og Nydelse. Der har ogsaa altid været forskjellige Retninger i Socialismen, saaledes at nogle have været mere maadeholdne, -andre mere yderliggaaende. Den ædle Socialisme støtter sig paa Kristi Lære, saavelsom paa den første kristelige Menigheds Exempel i Jerusalem, hvorom det hedder i Bibelen: «de havde Alt tilfælles«. Dette de første Kristnes højt priste Formuefællesskab var kun et Udtryk af frivillig Kjærlighed, ikke en L'ligl. ligeoverfor hvilken rlor stod en tilsvarende Rettighed. Det paastaas imidlertid, at dette Formuefællesskab, i høj Grad forarmede den kristne Menighed i Jerusalem, saa at Apostlen Paulus overall maatte samle ind til den og foranledigede, at ingen anden kristen Menighed fulgte dette Exempel.

Reformationstidsalderen fremviser alter en Blanding af religiøse og sociale Ideer. Faderen til den moderne ædlere Socialisme er den engelske Statsmand Thomas Morus, der mægtigt opflammede Længslen efter bedre sociale Tilstande ved sit i Aaret 1516 udkomne berømte Skrift «Utopia» (Intetsteds).

---

*) Det er nok muligt, at Schaffle har Ret i at betegne Kollektivismen som Nutidens Socialisme, forsaavidt den kollektivistiske Skole er den , der i Nutiden tæller flest Tilhængere og nyder størst Anseelse blandt Socialisterne; men det bør dog ikke overses, at der fremdeles lever andre socialistiske Skoler.

Forfatteren skildrede i denne Statsroraan Tilstanden paa en 0 Utopien midt i Verdenshavet, hvor der ikke gives nogen Ejendom,menhvor Enhver uden Undtagelse maa arbejde, hvor Arbejde og Nydelse fordeles retfærdigt, og hvor Ægteskabets Hellighed, Familielivets Renhed, fælles Arbejde og Nydelse sikre Enhver en høj Grad af Lykke. En saadan Tilstand vilde kun være mulig, naar alle Mennesker vare ens og havde samme Lyst og Kraft til Arbejdet og samme Opfattelse af Nydelsen. Da nu Menneskenes Evner, Anlæg og Lyster ere forskjellige, saa pleje de, der yde mere end Andre og derved vide at beherske sig selv, overalt meget snart at vinde Herredømme ogsaa over Andre. Formuen plejer at samle sig hos et mindre Antal Familier, der gjennem et længere eller kortere Tidsrum arbejdede eller sparede mere og heldigere end de øvrige. Denne Opsamling af Formue har ganske vist mange Skyggesiderogindeholder store Fristelser; men der kan ogsaa paavisesgodeSider ved den. Forslag som Thomas Moms's og lignende formaa i ethvert Fald ikke at udrette Noget og ere uigjennemførlige. I Nordamerika have rigtignok nogle enthousiastiskeMændog Kvinder forsøgt praktisk at gjennemføre Formuefællesskab i forskjellige Srnaakolonier; men det siges, at Erfaringen har vist, at de paagjældende Koloniers økonomiske Opblomstring i Almindelighed først er indtraadt, naar Privatejendommenindførtes.Roseher beretter, at da de første virginskeKolonisteri 1611 opgav Fællesarbejdets System, blev der nu paa én Dag arbejdet ligesaa meget som tidligere i en hel Uge; ja det siges endog, at under det individualistiske System udrettede 3 Arbejdere ligesaa meget som 30 havde udrettet under det kommunistiske. Bancroft fortæller i sit Værk, de Forenede Staters Historie, at i Ny-England var Formuefællesskabetsaagodt som uafbrudt forbundet med Hungersnød, og at dette Forhold først forandrede sig, da man 1623 havde indført Privatejendomsretten over Jorden og 1624 Arveret. Paa samme Maade, hedder det, gik det med Herrnhuter-Sekten i Bethlehem i Pennsylvania, der fra 1742_—1762 havde Formuefællesskab,men ophævede det, da Kolonisternes Tal blev for stort. — Saadanne Exempler kunde der jo anføres mange af;

men de bevise rigtignok ikke Meget. Vi ville nu ikke tale om, at der oftere anføres Exempler, der skulde vise det Modsatte, — saaledes bl. A. J. H. Noyes (Nationaløkonomisk Tidsskrift Bd. 111, S. 397); thi disse Exempler ere maaske ikke ganske til at stole paa. Derimod kan det gjøres gjældende, at de socialistiske Tanker intetsteds ere blevne gjennemførle eller forsøgte gjennemførte i deres Renhed, saa at Praxis allsaa ikke har haft Lejlighed til at udtale sig om, hvormeget af dem der duer og hvormeget ikke.

Vor tyske Forfatter erkjender nu videre, at ogsaa det nittende Aarhundredes Socialisme har mange moderate Forfattere, der have virket gavnligt navnlig ved det Stød, de have givet den kooperative Bevægelse, — og tilføjer derefter: I Modsætning til denne Fortidens Socialisme staar Nutidens Socialisme, der selv kalder sig Socialdemokrati, og ogsaa betegnes meget rigtigere med delte Ord. Socialdemokrati betyder Folkets »Herredømme« paa socialistisk Grundlag. Socialdemokratiet er et politisk Parti, der søger socialistisk at omforme Samfundet med Hjælp af Stats tv an g, medens de første Socialister udgjorde en religiøs Sekt eller filosofisk Skole, som ved Theoriens og Overbevisningens Magt, paa Frihedens Grund og med Hjælp af sand Menneskekærlighed vilde forbedre Samfrmrli't.

I dette sidste Stykke er der noget Rigtigt og noget Galt, eller i alt Fald Uklart. At henlede Opmærksomheden paa »Socialdemokratiet« og dets Forskjellighed fra Socialismen er rigtigt; men Opstillingen af »Nutidens Socialdemokrati« imod «Fortidens Socialisme« er uklar. Sagen forholder sig vistnok saaledes:

Ordet «Socialdemokrati« bruges navnlig i Tyskland (i Frankrigforstaas del endnu ikke ret), og er i de senere Aar begyndt at blive mere brugt ogsaa i Danmark, men maa her dog fremdeles oftest vige Pladsen for Ordet «Socialisme«. Det er ganske naturligt, at man i daglig Tale glemmer Distinktionen mellem de lo Ord, om del end vilde være ønskeligt, at man fastholdt den. En »Socialdemokrat« raaa, efter den ovenfor

givne Bestemmelse, nødvendigvis hylde • socialistiske» Ideer;
men en »Socialist« behøver ikke at være »Socialdemokrat«.

Naar vi nu ville sammenligne Nutid med Fortid, — hvad saa? Vi se for det Første i Nutiden el Socialdemokrati. Tør vi sammenligne dette med Fortidens Socialisme? Paa ingen Maade! Man gjør det rigtignok meget ofte; men det er ganske forkasteligt. Nutidens Socialdemokrati bør begribeligvis sammenlignes med Fortidens do.; thi ogsaa Fortiden havde et Socialdemokrati*). Anstille vi en saadan Sammenligning, hvilken Forskjel opdage vi da? En Gradsforskjel! Vi se i Nutiden et stærkere, el mere permanent og et langt bedre organiseret Socialdemokrati. Men det er ogsaa hele Forskjellen!_— Vi træffe fremdeles i Nutiden en Socialisme, socialistiske Theorier og Systemer. Sammenligne vi dem med Fortidens, saa ville vi vistnok for hver af Nutidens socialistiske Theorier finde en tilsvarende i Fortiden, selv om Fortiden ikke havde el »kollektivistisk« System, der var fuldstændigt ligt med Nutidens »Kollektivisme«. Fortidens Socialisme indeholdt, ligesom Nutidens, religiøse, moralske, økonomiske og politiske Ideer; Poliliken stod ikke fjernere fra Fortidens end fra Nutidens. Nutidens Socialister søge ligesom Fortidens at virke ved »Theoriens og Overbevisningens Magt»; de, der ville anvende fysisk Magt eller »Statstvang«, ere Socialdemokrater. Det er — kort sagt — til Dato ikke paavist, at der findes nogen Væsensforskjel mellem Nutidens og Fortidens Socialisme; man har rigtignok i almindelige Talemaader paastaaet, at der findes en saadan Forskjel; men man har, saavidt vides, endnu ikke paapeget den.

Det er følgelig urigtigt at betegne Fortidens Socialisme
som «ædel» og Nutidens som det Modsalte. Hvis Fortidens
var «ædel» , turde Nutidens ogsaa være det. Om Nutidens

---

*) Ghartistbevægelsen og Gjendøberbevægelsen ere Exempler paa Socialdemokratiets Optræden i England og Tyskland i Fortiden. De kunde suppleres med utallige andre. Jagers her i Tidsskriftet tidligere anmeldte Bog, »Geschichte der socialen Bevegung in Frankreichi, indeholder Exempler paa Socialdemokratiets Optræden i Frankrig før den store Revolution.

Socialdemokrati er uædelt, er raaaske en Smagssag; men er
det uædelt, saa var Fortidens det ogsaa.

Vi have ved disse Linjer villet advare mod de saa hyppige
men ganske utilladelige Sammenligninger mellem Nutidens
Socialdemokrati og Fortidens Socialisme.