Nationaløkonomisk Forening

afholdt Møde Onsdag d= 17 Januar. Overregnskabsføreren ved
de jydsk-fynske Baner, Kancelliraad Buchheister indledede en
Diskussion om

Jærabaacrncs Sriftsudgifter eg Taster.

Til Indlederens Foredrag, der findes meddelt S. 401 flg.,
knyttede der sig følgende Diskussion.

Professor Scharling betragtede Indlederens Foredrag som for en ikke ringe Del rettet imod Anskuelser, Taleren alt i en Aarrække havde forfægtet, og som han endnu hyldede. Det var selvfølgelig vanskeligt paa staaende Fod at kontrollere de Beregninger, Buehheister havde meddelt, og prøve de Principe^-, der havde ligget til Grund for samme; de meddelte Beregninger vare ganske ny for Taleren, og han kunde ikke her indlade sig paa at improvisere en Krilik af dem; men han maatte dog fremhæve, at der var visse Punkter i dem, som maalte fremkalde nogen Tvivl; det vilde saaledes være mærkeligt, om Udgiften skulde slige i det Forhold, som forudsat af Indlederen. Taleren skulde dog ikke gaa nøjere ind herpaa, men maalte forbeholde sig en senere nærmere Undersøgelse af disse Beregninger*). Derimod skulde han fremsælle nogle mere almindelige Bemærkninger.Hanmaatte

---

*) En nærmere Betragtning af den meddelte Beregning viser, at det forudsættes af Indlederen, at de saakaldte Transportudgifter stige netop i samme Forhold, som Trafiken forøges. Herom forbeholdes en nærmere Udtalelse i det følgende Hefte. W. S.

mærkninger.Hanmaatteda først fremhæve, at han meget vel havde indset Vanskelighederne ved Gjennemførelsen af de af ham forsvarede Principer. Dernæst maatte han fremhæve, at han i sine Udviklinger af denne Sag ikke havde laget GodstraQken med, fordi denne krævede en særlig Hensynlagen til de forskjellige Klasser af Gods, men kun holdt sig til Persontransporten; men naar man saaledes kun holdt sig til den ene Side, blev det naturligvis vanskeligere fuldt at gjennemføreBeregninger.Spørgsmaalet sig om to Punkter: dels en Principbetragtning, dels en praktisk Betragtning. Det første Spørgsmaal var: Hvilken Taxt er den mest principrigtige?Talerenvar ikke en saadan Principrytter, at han vilde holde paa Taxter, der vel vare principriglige, men tilligeuheldigei Henseende. Paa den anden Side maatte han imidlertid forlange det godtgjort, at der virkelig var praktiske Misligheder tilstede, hvis han skulde opgive Principel. Med dem, der overhovedet nægtede Rigtigheden af Principet, blev en nærmere Drøftelse af Sagen overflødig. Spørgsmaalet om, hvilken Taxt der var den heldigste, maatte afgjøres ad Erfaringens Vej; men der forelaa kun meget faa Erfaringer. En Undersøgelse af de sjællandske Jærnbaners Regnskaber lige siden 1847 havde ikke ført Taleren til store Resultater. Dette var jo bl. A. begrundet i, at vort Banenet havde været i en stadig Udvikling; de ny Linjer, hvormed Nettet forøgedes, øvede Indflydelse paa Driften af de tidligere drevne, og det blev da et Spørgsmaal, af hvilket Omfang denne Indflydelse var. Del traf sig derhos saa uheldigt, at de sjællandske Jærnbaners Taxtforandringer næsten altid faldt sammen med Udvidelsen af Netlet eller Forandringen af Fartplanen.OgsaaHandelskrisen omtrent sammen med en Taxtforandring. Disse forskjellige Omstændigheder gjorde det vanskeligt at afgjøre, hvilken Indflydelse Taxtforandringen. udøvede.Experimenteti var ikke afgjørende, hvad ogsaaProf.Wagner godtgjort i en skarp kritisk Fremstilling,somTaleren ikke at have ved Haanden*).

---

*) Denne Fremstilling skal blive gjengivet i næste Hefte af Tidsskriftet.

Kun saa meget kunde han slrax her med Bestemthed sige, at Experimenlet i Belgien var blevet forsøgt under særlig uheldige Forhold og kunde overhovedet ikke betragtes som nogen virkelig Gjennemførelsc af Principet. Taleren maalte vedblivende fastholde Rigtigheden af de af ham forfægtede Principer, om det end muligvis ved deres Udførelse i Praxis vilde vise sig nødvendigt at gjøre Modifikationer, ligesom han naturligvis maalle indrømme Muligheden af, at et saadant Forsøgkundevise, han havde været for sangvinsk, hvad han dog vedblivende ikke troede.

Etalsraad Melchior anerkjendte, at man ved Taxtfastsættelscn udelukkende skulde fæste Blikket paa, hvad der direkte indflød i Statskassen, da Jærnbanerne jo medførle meget store indirekte Fordele, baade forøget Toldindtægt og mange n.ndrc Fordele. Men et sndet Soffrusmnal var. om det vilde bringe os indirekle Fordele al drage Godset ad Gøteborg- Frederikshavns-Vejen fra Sverig gjennem Jylland til Tyskland. Hvis der ikke var indirekte Fordele derved — og Taleren kunde ikke se saadanne — var der ingen Opfordring for os til at sætte Taxien saa lav, at vi led direkte Tab derved. Saa vilde det være bedre at lade denne Trafik gaa ad Søvejen saa vilde den danske Skibsfart maaske dog tjene lidt derved, uagtet det jo ganske vist var det Sandsynligste, at de svenske Skibe vilde drage Fordelen deraf.

Overkrigskommissær Madsen fandt, at Buchheisters Beregninger paa et lignende Grundlag som det, hvorpaa Taleren havde beregnet sin Trafiklov, ihvorvel der jo ganske vist var flere Forskjelligheder mellem Telegrambefordring og Jærnbanebefordring. En noget lignende Fremgangsmaade, som den Taleren havde anvendt ved sin Telegramtrafiklov, maatte kunne anvendes ved Jærnbanerne. Ved Hjælp af Transportenheder, af Værdi og Rumfang, for Exempel, kunde man maaske komme ud over de Vanskeligheder, de komplicerede Forhold nu frembød.

Fuldmægtig Marius Gad fremhævede Nødvendigheden af i
den foreliggende Sag al holde Spørgsmaalet om billige Taxter
ude fra Spørgsmaalet om ensformige Taxter. De billige Taxter

vilde ganske vist være i høj Grad ønskelige, men i hvilket Omfang de vilde fremme Transporten, lod sig kun afgjøre ad Erfaringens Vej. Kun iét Forhold — Lystlraflken — kunde en Taxtnedsættelse virke i overordenlig Grad; naar ellers Taxterne vare rimelig lave, vilde en yderligere Nedsættelse, for Personers og de fleste Varers Vedkommende, kun virke i en mindre Grad, især naar Talen var om lange Rejser. Man kunde sympalhisere med billige Taxter, men maatte tillige indrømme, at de ikke kunde gaa altfor langt ned. — EnsformigeTaxter neppe være praktiske. Det var klart, at Middeltransportlængden ikke kunde tænkes konstant. Ved den ensformige Taxt maatte enten de lavere Satser sættes i Vejret, eller Taxten sættes urimeligt lavt, hvilket ikke vilde være heldigt. Noget Andet var det, naar Talen var om Lystrejser, Saasom paa Klampenborgbanen. En megel stærk Gjennemførelseaf lod sig ikke realisere.

Kancelliraad Buchheister indrømmede, at hans Foredrag var fremkaldt ved Scharlings Artikler om denne Sag. Scharlings havde i høj Grad interesseret ham; men efter i flere Aar at have undersøgt Sagen var han kommen til det Resultat, at en ensartet Taxt eller en Zonetaxt var umulig. — Til Melchior bemærkede han, at dennes Spørgsmaal vedrørende Gøteborg-Frederikshavn-Farten burde reltes til Indenrigsministeren. var forøvrigt Talerens Mening, at vi ikke havde nogen direkte eller indirekte Fordel af denne Transport. En Forhøjelse af Taxten havde imidlertid vist sig at formindske Trafiken. Til Madsen bemærkede han, at man endnu ikke havde fundet nogen Lov for Jærnbanetraflken, selv om en saadan maaske engang maatte kunne findes.

Melchior, Buchheister og Premierløjtnant Smith vexlede
nogle Bemærkninger om Frederikshavn-Gøteborg-Farten.

Bureauchef Falhe Hansen, der havde ledel Forhandlingerne, sluttede disse med paa Foreningens Vegne at takke Kaneelliraad Buchheister for det interessante Bidrag, han havde leveret til en overordenlig vigtig Sags Belysning.

Paa Mødet optoges til Medlemmer af Nationaløkonomisk
Forening:

Proprietær Z. Jacobsen.

Fuldmægtig i Indenrigsministeriet E. F. Larsen.
Grosserer A. C. Levysohn.

Vexelmægler Joh. C. Mel bye

Fuldmægtig i Indenrigsmin. P. C. Nørgaard.
Bankassistent W. Slomann.

Ingeniør, cand. polyt. Tornø.

Murmester, Borgerrepræsentant Wienberg.
Overretsprokurator Fred. Wulff.