Dr. Claudius Wilkens, Liv — Nydelse — Arbejde. Et samfundsfilosofisk I—III. 1873 — 76. Otto B. Wroblewskys Forlag.

i-Lvem der indrømmer, al upolitisk. Økonomi« ikke er «Socialvidenskab maa billige, at Dr. Wilkens opponerer mod, «at en Mængde Dyrkere af en Videnskab eller rettere et Videnskabsanlæg, er Hjælpemiddel for den sociale Videnskab, nemlig den politiske Økonomi . . . uden videre behandler denne som Social-Videnskab.« Forsaavidt den Adskillelse, der gjøres mellem politisk Økonomi og økonomisk Politik, Nationaløkonomi og Nationaløkonomik, i Praxis kun benyttes som «et Skalkeskjul for den politiske Økonomis überettigede Fungeren som Socialvidenskab«, man endvidere billige Oppositionen mod et saadant Misbrug. Maaske bruger Forf. lidt vel stærke Odlryk; men sikkert er det dog, at Indførelsen af Ordet ((Nationaløkonomik ikke har været af betydeligt praktisk Værd, og at mange økonomiske Forfattere have undladt at afgrænse deres Undersøgelsesomraade tilbørligt. Hvad den politiske Økonomis Fader angaar, saa bør der dog mindes om, al han i alt Fald ikke gjorde sig skyldig i den Vildfarelse at betragte den politiske Økonomi som Social-Videnskab: Adam Smith skal ganske vist have næret et Ønske om engang i Tiden at kunne give en Fremstilling af hele den sociale Videnskab; men han mente ikke, at hans «Weallh of Nations» indeholdt en saadan Fremstilling, indrømmede tværtimod, at den kun var en meget lille Del af det store Værk.

Der er i de senere Aar leveret endel mer eller mindre værdifulde socialvidenskabelige Bidrag; men det maa dog fremdeles "Socialvidenskaben er endnu ikke skreven«. Dr. W. tilføjer: «men den vil blive det!» Maaske. Dog neppe saa snart. Ingen anden Videnskab har haft saa mange Vanskeligheder kæmpe med, som den sociale Videnskab vil have. De sociale Fænomener, der udgjøre dens Indhold, ere i allerhøjeste vanskelige at iagttage, og selv om de lagdes til Rette for Forskeren, vilde denne hos sig selv, i sine Lidenskaber Fordomme, og i sit hele ejendommelige Forhold til de Fænomener, der skulde være Gjenstand for hans Forsken, møde de største, maaske ligefrem uovervindelige Vanskeligheder. Selv om de sociologiske Data nogenlunde ordnedes, og selv om Forskeren ved Forstudier i den politiske Økonomi, Biologien, Psykologien og adskillige andre Videnskaber tilbørligt forberedede sig, er det dog tvivlsomt, om han vilde kunne magte Socialvidenskaben dens Helhed. Ingen Forfatter har med større Talent eller paa en mere glimrende Maade end Herbert Spencer paavist de uhyre, baade objektive og subjektive, Vanskeligheder, Socialvidenskaben har at kæmpe med.

Til denne uskrevne Videnskab har Dr. W. villet levere «en foreløbig Indledning«. Han gjentager og understreger et Par Gange, at hans Bog kun skal tjene som « foreløbig Indledning«. Dette er jo meget forsigtigt, og Kriliken mister nogle Vaaben, som den maaske ellers vilde have benyttet sig af. Havde Forf. ligefrem betegnet sin Bog som "Indledning Socialvidenskaben«, kunde man maaske være faldet paa at sammenligne den med Herbert Spencers i alle Retninger udmærkede "Indledning til Socialvidenskaben«. Nu antyder allerede det lille Ord »foreløbig«, at en saadan Sammenligning er überettiget, og endog en flygtig Betragtning af Værkels Indhold vise, at dette er af en hel anden Art end Spencers endnu uovertrufne Mesterværk.

Værket falder i3 Dele. Første Del, «Liv», omhandler Menneskelivet i Almindelighed, Livet som Lyst og Livet som Ulyst (Optimisme og Pessimisme) og Livet som en SelvudviklingensNydelse i dets historiske Udvikling).

Anden Del, «Nydelse», omhandler Sjælens og Følelsens Væsen, Nydelsens Hovedformer og Nydelsens Love. Tredje Del, "Arbejde«,omhandler og Arbejde, Kapital og Arbejde, og Samfundets Arbejde. I denne tredje Del kommer Forf. ind paa en stor Mængde økonomiske Spørgsmaal: Spørgsraaal om den økonomiske Harmoni eller Disharmoni, den fri Konkurrence, Socialismen og Kommunismen, Statshjælp og Selvhjælp, de forskjelligeAssociationsformer osv. Den Opfattelse, han her gjør gjældende, er meget afvigende fra den orthodoxe: den bestaaende Samfundstilstand tiltaler ham ikke; den Bastiat'ske Lære vil han ikke have noget at gjøre med; at kalde den fri Konkurrence "Harmoniens System« finder han utilladeligt «humoristisk» ; Manchestermændene ere «fordummede»; derimodhave og Kommunisterne Ret i Meget, navnlig i Kritiken af det Bestaaende, omend det Haab, de foregjøgle os, er et »falsk Haab». Forf. vil ikke gaa med til de socialistiskeog Experimenter, men misbilliger dog endnu stærkere det manchesterlige laisses-faire-^System. Han hævder, at Staten har store Opgaver, navnlig i Retning af Omsorg for Arbejderens intellektuelle og fysiske Sundhed, men indrømmer, at den ifølge sit naturbestemte konservative Princip altid maa gaa noget langsomt frem i sine Reformer. — Saamegettil af, hvorhen Forf. stiler.

Saalænge Forf. holder sig paa det «Foreløbiges» Omraade, har Kritiken ikke saamegen Opfordring til at udtale sig. Derfor kun Delle: Forf. har utvivlsomt læst Meget, og han har sikkert ogsaa Evne til at give det Læste en selvstændig Bearbejdelse; men vil han se nogen Frugt af sin Virksomhed, vil han gjøre bedst i at opgive sin nuværende, omend paa en vis Maade livlige, saa dog tillige utilbørligt kunstlede Fremstillingsform. I Haab om fremtidig at træffe mere Naturlighed hos Porf., imødese vi hans yderligere Bidrag til den hidtil saa stærkt forsømte A. P.