Befolkningsspørgsmaalet i Frankrig:.

At Befolkningens Tilvæxt i Frankrig foregaar med en højst mærkværdig Langsomhed, er en velbekjendt Sag; der er skrevet og talt meget om den; den har været Gjenstand for de mest forskjellige Domme. Ide sidste Maaneder har der imidlertid været talt ganske usædvanlig meget om den. Det er Léonce de Lavergne, der har Æren af at have bragt nyt Liv i Diskussionen. I Avgust tilskrev han Ugeskriftet «l'Economiste frangais« et Brev om denne Sag. Brevet gjorde uhyre Opsigt: det gamle hæderlige Maanedsskrift »Journal des Economistes«, det unge livligere Fjortendagsskrift «la Reforme économique»j ovenfor nævnte Ugeskrift og forskjellige Dagblade helliget dette Brev en Mængde kortere eller længere Artikler. Ogsaa "Nationaløkonomisk Tidsskrift* bør meddele sine Læsere, hvad Brevet gik ud paa.

Allerede for tyve Aar siden gjorde L. de Lavergne ien Artikel i «Revue des deux Mondes» (1. April 1857) opmærksom paa de sørgelige Kjendsgjerninger, den franske Folketælling af 1856 havde bragt for Dagen. Befolkningstilvæxtenhavde været mærkelig langsom i Frankrig,men Femaaret 1851_—56 antog denne Langsomhed ligefrem Karakteren af en (»veritable désastre«. I de følgendeAarvar

endeAarvarder nogen Fremgang; men saa kom Krigen i 1870, der i 1870—71 bragte et Overskud af Dødsfald over Fødsler paa 550,000. Aaret 1872 bragte paany nogen Fremgang: Fødslerne tog til, Dødsfaldene af, og gteskabernenaaede hidtil ukjendt Tal. Men denne Fremgangvar kort Varighed: som det ses af «FAnnuaire de l'économie politique« for 1876 er Forholdene i 1873 meget ugunstigere end i det foregaaende Aar:

Fødslernes Antal er altsaa taget af og Dødsfaldenes til; Overskudet af Fødsler er kun lidt over 100,000; og i 25 Departementer er der endog et Overskud af Dødsfald, navnlig i Normandiet, medens Bretagne udmærker sig ved Overskud af Fødsler. En Undersøgelse af Aarsagerne til Befolkningens langsomme Tiltagen er af den yderste Vigtighed: er Nationens Existens, det dfejer sig om: «il n'y a pas de pire disette pour un Etat que celles des hommes«, har Rousseau mad Rette bemærket.

Saavidt Léonce de Lavergne.

For at Læseren kan gjøre sig en Forestilling om, hvor god Grund Lavergne har til at fremdrage denne Sag, skulle vi her meddele nogle Tal, der ville gjøre det indlysende,hvor langsom Befolkningens Tiltagen er i Frankrig. Antony Roulliet har anstillet meget fuldstændige Undersøgelser over det Tidsrum, Befolkningeni Lande behøver til at fordoble sig. 26 evropæiske Stater have været Gj en stand for hans Undersøgelseri paa tilsammen 807 Aar eller gjennemsnitligt 31 Aar for hver Stat. Ingen tidligere

Undersøgelse af de herhen hørende Forhold har naaet en saa stor Fuldstændighed; alligevel er det selvfølgeligt, at Roulliets Resultater ikke kunne betragtes som übetinget afgjørende, bl. A. fordi han kun har taget Hensyn til Forholdet mellem Fødsler og Dødsfald og har ladet Forholdetmellem og Udvandring ude af Betragtning,og fordi det brugte Materiale ikke kan være fejlfrit. Roulliet paaviser, at den franske Befolkning i Tidsrummet 1871_—75 kun har haft en aarlig Tilvæxt af 0,05 pCt., hvorefter den vilde udkræve 1,380 Aar for at fordobles. I ingen anden evropæisk Stat finder man en lignende Langsomhed. Følgende Tal vise Forholdene efter 1870 i forskjeilige Lande'):

Som man ser, indtager Frankrig en i højeste Grad mærkværdig — Gaa vi [nu tilbage til Tidsrummet 1861_—70, bliver Frankrigs Stilling ganske vist betydeligt bedre, forsaavidt det i dette Tidsrum kun behøver 265 Aar for at faa sin Befolkning fordoblet; men det staar dog fremdeles nederst af alle evropæiske Stater. Det Samme er Tilfældet i Tidsrummet 1851_—60. Ogsaa i Tidsrummet 1841 —50 staar Frankrig nederst; men Fordoblingsperioden her kun 168 Aar. Vi maa gaa helt tilbage til Aarhundredets første fire Decennier, naar vi ville finde en Forandring i dette Forhold, og selv da er denne højst übetydelig. England, derimod, fastholder gjennem hele Aarhundredet sit høje Standpunkt, omend Befolkningstilvæxten her tidligere ikke var fuld saa hurtig som nu. Medens 26 evropæiske Stater, efter Roulliets Beregninger, gjennemsnitligt behøve 100 Aar for at Befolkningen fordobles alene ved Fødselsoverskudet, og medens England hertil behøver 50 Aar, behøver Frankrig — 1,380 Aar!

Til disse Resultater føre Roulliets Beregninger os altsaa. Andre Statistikere have beregnet ganske andre Tal: Maurice Block opgiver andre i sin «Statistique de la France«, og Bertillon atter andre; ja, man kan uden Overdrivelse sige,'at alle de forskjellige statistiske Undersøgelserhave hvert til sit Resultat. Altsaa kan der

ikke lægges nogen Vægt paa selve Tallene; men saa meget fremgaar dog med Sikkerhed af alle Undersøgelserne,at Tilvæxt i Frankrig er exempelløs langsom, saa langsom, at den nærmer sig Stillestaaen eller vel endog Aftagen. Hvad er nu Grunden hertil? Ved L. de Lavergnes Svar paa dette Spørgsmaal skulle vi ikke standse: de Aarsager, hvortil han henviser (—(^— Frankrigstalrige Militærvæsenet, Skatterne, de trykkede økonomiske Forhold osv. —), forslaa ikke til at forklare det ejendommelige Fænomen, eftersom de ikke ere karakteristiskefor men gjenfmdes i Lande, hvor Befolkningener rask Tilvæxt. Hvad der derimod er mere ejendommeligt for Frankrig, og saaledes bedre skikket til at forklare Fænomenet, er Tilbøjeligheden til ved visse ••præventive Midler« at undgaa de Byrder, en talrig Børneflokpaalægger

Anvendelsen af de meget omtalte »præventive Midler« er meget forskjellig i de forskjellige Egne og Samfundslag.Det staaende Proletariat, Tiggerne og de slettest stillede Landarbejdere anse det ganske vist ikke for Umagen værdt at betjene sig af dem. Derimod bruger, — i nogle Departementer, i andre derimod ikke —, den franske Selvejerbonde dem: han vil ikke have, at der skal være for Mange om at dele, hvad han efterlader sig. Den samme Forsynlighed vises af mange Arbejdere i Byerne. Men det er dog navnlig Middelklasserne, der vogte sig for den Luxus at faa mange Børn. «Ethvert Barn til», siger Yves Guyot i en Artikel om denne Sag, «er en tung Byrde. Barnet skal opdrages; men i Frankrig mener de fleste velstaaende Folk, at der kun er én Opdragelse der passer sig for deres Sønner: det er at studere Græsk og Latin, ikke i den Hensigt virkelig at lære disse Sprog,

men for at opnaa Diplom som «bachelier» (Student). Saadant et Diplom er omtrent det Samme som et Bevis for, at man hører til det gode Selskab. Derhos er det nødvendigt at forskaffe sig et saadant Bevis paa, at man er traadt ind i Mandarinatet, hvis man vil være Læge. Advokat eller beklæde forskjellige Embeder. Denne Opdragelseer langvarig; den tager mindst 8 Aar. Den unge Mand, der har løst sit akademiske Borgerbrev, er alligevel fremdeles ude af Stand til at tjene en Skilling. Hvis han vælger en af de saakaldte liberale Professioner, maa han endnu vente 7, 8 Aar, inden han kan tjene Noget. At fabrikere en Læge koster mindst 30,000 fr.; at fabrienAdvokat lidt billigere; men man tjener ikke Penge, blot fordi man har faaet Titel af Advokat; i Paris maa Advokaten i Almindelighed vente omtrent til sit fyrretyvendeAar, han kan opnaa en sikret Stilling, og det er en udbredt Mening, at man ikke bør slaa ind paa denne Vej, medmindre man har mindst 10,000 fr. i Rente. Alle de »liberale Professioner« ere overfyldte. At opnaa et Statsembede er ikke lettere: uden Protektion opnaar man vanskelig en Plads som ugageret Voluntør, hvorfra man kan stige op til et beskedent slet lønnet Embede. Man tilbringer sin Ungdom i en fortrykt Stilling, og man gjør Regning paa at gjøre et Parti, hvorved man kan opnaa et behageligere Liv; men Ægteskabet vil kun give Velstand paa Betingelse af, at Familien ikke bliver for talrig; ellers bliver det til Nød og Elendighed«.

Denne Skildring, der paa forskjellige Punkter minder om vore hjemlige Forhold, viser vel, at det er kostbart at have mange Sønner; men dette er jo ikke ejendommeligtfor At det er endnu kostbarere at have mange Døtre, er rigtignok heller ikke noget Særkjende

for dette Land; men karakteristisk for de højere Klasser og Middelklasserne i Frankrig er den Opfattelse, man dér har af Ægteskabet, og den Betydning, der dér tillægges Spørgsmaalet om Medgift. Den unge Mand, der gifter sig, gjør det for at faa et Tillæg til sin Gage: Medgiften er Hovedsagen; den unge Dames øvrige Egenskaber tages der kun et underordnet Hensyn til. Har Forældrene 3, 4 eller flere Døtre, ville disse i de fleste Tilfælde ikke kunne faa en anstændig Medgift, og de kunne følgelig ikke finde Mænd eller i alt Fald ikke gjøre et nogenlunde ordenligt Parti. Blive de alligevel gifte, og det med en Mand, der ikke seiv har Formue, vil det, efter de i Frankrigherskende være. nødvendigt for Ægtefolkene kun at faa det mindst mulige Antal Børn. Medgiftsspørgsmaaletspiller en afgjørende Rolle for de unge Damer, og ogsaa hvad Sønnerne angaar er disses fremtidige Existens, i højere Grad end Tilfældet er i forskjelligeandre baseret paa den Arv, de modtage pfter Forældrene. Frankrig danner i saa Henseende en Modsætning til England og i endnu højere Grad til Amerika:i skaber den unge Mand selv sin Stilling; i Frankrig modtager han den af sine Forældre. Statistikenudviser at i Frankrig er Tallet paa dem, der udelukkende leve af deres eller deres Kones Formue, ganske uforholdsmæssigt stort. Og de Forældre, der udelukkende leve af deres Rentepenge, ønske kun at faa saa mange Børn, at disse kunne bevare samme Stilling som hine.

f de her berørte Forhold ligger der en Opfordring til at begrænse Børnenes Antal. I andre Lande er denne Opfordring neppe tilstede paa samme Maade; i alt Fald mangler man Selvovervindelse, eller Lyst eller maaske Erfaringtil

faringtilat betjene sig af det Middel, hvoraf Franskmændenebetjene I Frankrig har den almindelige Bevidsthed fuldstændig- forsonet sig med dette Middel: man betragter det ikke som »umoralsk«, men mener tvært imod, at det er utilgiveligt uforstandigt ikke at benytte sig af det. Resultatet er blevet det af L. de Lavergne paapegede: en forbavsende svag Børneproduktion. Men er dette en Ulykke eller maaske ikke snarere et Gode?

L. de Lavergne slutter sig til Rousseau og tilraaber sine Landsmænd: faites des enfants! Ret har han utvivlsomtderi, de bestaaende franske Befolkningsforhold vidne om en sygelig Tilstand. Men Midlet herimod? I den tidligere nævnte Artikel i «Revue des deux Mondes« af 1857 har Lavergne selv angivet det: det, hvorpaa det kommer an er ikke direkte at forøge Befolkningen; det er Forøgelsen af Subsistensmidlerne der skal tilstræbes. Paa dette Punkt have ogsaa Andre lagt Vægt: saaledes Ingeniøren Leon i en lille Artikel i Oktoberhæftet af «Journal des Economistes«, hvor han anbefaler Staten at skænke Agerbruget nogen Opmærksomhed, og Jos. Garnier,der at Frankrigs langsomme Befolkningstilvæxter i sin Orden, i en lille Meddelelse om Lavergnes Brev til «l'Académie des sciences politiques et morales«. I flere Departementer i Frankrig — navnlig i dem, til hvilke Pattebørnene udføres fra Paris — er Dødelighedenmellem foruroligende stor, og overhovedet staar Frankrig i saa Henseende ikke saa højt som det kunde og burde; — men naar Børnene strax eller dog kun faa Aar efter Fødslen dø bort, vilde det ganske vist være bedre slet ikke at sætte dem i Verden. Den ovenforciterede Guyot har utvivlsomt Ret i, at det, der bør attraas, ikke direkte er en større Børneproduktion: vil

man raade Bod paa de efter vor Mening sygelige franske Befolkningsforhold, maa man fremfor Alt se at formindskeDødeligheden Børn og overhovedet se at hæve den gjennemsnitlige Levedygtighed op til et højere Niveau. Dernæst vilde det have sin store Betydning, om de højere Klassers og Middelklassens Tilbøjeligheder kunde forandres saaledes, at man hellere vilde skabe sig selv sin Stilling end modtage den ved Arv, altsaa saaledes at det af En selv Producerede fik en større Betydning og det ved Arv Modtagne en mindre end nutildags. —

Foruden til Yves Guyots Artikel, der findes i «ia Reforme économique», skulle vi, i Anledning af denne Sag, henvise Læserne til nogle Artikler i »l'Économiste frangais». Dr. Leon Vacher har hl. A. her gjort Sagen til Gjenstand for en indgaaende Behandling. Han viser først, at der dog i 1874 og 1875 er nogen Fremgang i de franske Befolkningsbefolkningsforhold, men skynder sig med at tilføje, at man vel bør vogte sig for at raabe Victoria, da Frankrig fremdeles staar langt tilbage for de andre evropæiskc Nationer. Den langsomme Befoikningstilvæxt Frankrig medfører bl. A., at Frankrig aarlig kun kan udskrive det halve Antal Rekruter af, hvad Tyskland kan udskrive, — et Forhold, der formentligt maa fremkalde Betænkeligheder. Efter at have anstillet en Del Betragtninger herover og fremført en Del Tal til Belysning heraf, gaar han over til Omtalen af de formentlige til den langsomme Befolkningstilvæxt. Disse Aarsager ere af dobbelt Art: de Aarsager, der bevirke Fødslernes Faatallighed, og de Aarsager, der bevirke stor Dødelighed; disse sidste kunde vel for en Del fjernes eller mildnes ved en forstandig hygiejnisk og økonomisk Lovgivning.

Der indgaas i Frankrig forholdsvis færre Ægteskaber end i andre Lande. De illegale Forbindelserkunne veje op herimod, thi af dem fremgaarder meget faa Børn, og de uægte Børn, der fødes, ere underkastede en særlig stor Dødelighed: Dødeligheden mellem de uægte Børn er i det første Aar to Gange større end mellem ægte. Der indgaas saa faa Ægteskaber i Frankrig, dels fordi Medgiftsspørgsmaalet— ovenfor antydet — vanskeliggjør Indgaaelsenaf dels fordi de mere dannede Klasser stedse mere føle sig skræmmede af de Gener i forskjellig Retning, der følge med de lovbundne Forbindelser. «Cølibatet«— mindre træffende Betegnelse forøvrigt — tager stedse til, og hermed følger en Aftagen i Fødslernes Antal. Det gejstlige Cølibat, der i det Højeste omfatter 180,000 Personer, spiller her ikke nogen særlig fremtrædendeRolle; det Cølibat, der bestaar i Indgaaelsenaf Forbindelser, breder sig stedse mere og spiller en stedse mere fremtrædende Rolle. «Den letfærdigeLiteratur fundet Behag i at beskrive denne Form for Nutiden Cølibat; men den fortjener ogsaa ØkonomernesOpmærksomhed. er et Faktum, som SædelighedspolitietsOpgivelser slaaet fast, at medens Tallet paa de indskrevne Fruentimre hver Dag tager af i de store Byer, tager Tallet paa de saakaldte holdte Fruentimre til. Navnlig ide sidste 26 Aar har denne Bevægelseværet Men disse Forbindelser ere væsenlig ufrugtbare, og de tilføje de legitime Forbindelsers Frugtbarhed et dødeligt Slag. Hvad der bliver af de ikke ægteskabelige Forbindelsers sørgelige og sjeldne Frugter, er bekjendt: kommer der et Barn til Verden, sendes det bort til et af disse Departementer, hvor Ammerne — de

saakaldte faisseuses danges — drive deres Haandtering. Døden er her sikker: der har været Aar, i hvilke 90 pCt. af de uægte Børn ere døde i del første Aar. Ved nogle Lovbestemmelser af 1874 har man dog søgt at raade Bod paa dette Forhold".

Altsaa: Cølibatet griber om sig, og Ægteskaberne blive i en tilsvarende Grad sjeldnere. Men ikke nok hermed: forholdsvis faaÆgteskaber, derindgaas i Frankrig, ere kun lidet frugtbare. Der mangler ikke Meget i, at den ægteskabelige Frugtbarhed i andre af Evropas Lande er henved to Gange større end i Frankrig, i Frankrig selv er denne Frugtbarhed i Aftagen. Efter Opgivelser fra 1765 var den ægteskabelige Frugtbarhed x_k større end nu; hvor stærk Tilbagegangen har været i dette Hundredaar, vil fremlyse af følgende Tal:

Fremgangen i de sidste Aar, der har va3ret ledsaget af en übetydelig Nedgang i Tallet paa uægte Fødsler, er for ringe og for usikker, til at der kan bygges Forhaabninger paa den.

De franske Ægteskaber ere, som sagt, langt mindre frugtbare end Ægteskaberne i andre Lande, f. Ex. Englaudog Og hertil kommer: i disse andre Lande føde Enkerne og Pigerne flere uægte Børn — relativt taget — end i Frankrig. Det kan altsaa siges ganske i Almindelighed, at de franske Kvinder ere mindre

frugtbare end de engelske og tyske. Denne Kjendsgjerninger af ny Dato; den omtales allerede af Tacitus,der os, hvorledes det i Germanien betragtessom Skam og Forbrydelse frivilligt at begrænse Børnenes Tal. Man har villet forklare den ved at henvisetil Irreligiøsitet og man har villet støtte denne Forklaring ved den Paastand, at i de Departementer(navnlig hvor Religiøsiteten er mere udviklet, findes der et Fødselsoverskud, hvorimod der findes Overskud af Dødsfald, dér hvor Religiøsiteten er mindre udviklet (f. Ex. i Normandiet). Der hører dog ikke megen Skarpsindighed til at se, at denne Forklaring ikke duer: de franske Adelsslægter, der formenes fortrinsvisat bevaret de religiøse Traditioner, ere netop i en særlig Grad utilbøjelige til at finde sig i de Byrder, en stor Familie paalægger. Gjennemgaar man Aim. de Gotha, kommer man til følgende Resultater, som \i anføreikke Bevis men som et ikke aldeles intetsigende Kuriosum:

Medens Hertugerne og Greverne af Fitzgerald, Hamilton Argyll, Pokier optræde med 11, 12 ja 18 Børn, maa man blandt de franske Adelsslægter lede længe, inden man finder 5 Børn. I Frankrig uddør derfor den ene Adelsslægt den anden.

Efter Vachers Mening vil en samvittighedsfuld Undersøgelseaf
til den franske Befolknings

Stillestaaen føre til det Resultat, at det eneste økonomiskeFaktum, staar i et bestemt Forhold til Svingningernei og som er i Stand til at at forklare disse rationelt, er: Jordens Udstykning. Yacher har udarbejdet en tabellarisk Oversigt over BefolkningensTilvæxt Jordens Udstykning i Frankrigs forskjellige Egne, hvoraf han uddrager følgende efter hans Mening foruroligende, Konklusion: hvor Jordejendommener paa faa Hænder, tager Befolkning _n til; hvor Jorden er stærkt udstykket, tager Befolkningen af eller er stationær. Til dette Resultat, der staar i bestemt Strid med den af Mange hyldede Mening, at Jordudstykning og Proletariatfølges er Vacher kommen efter en statistisk Undersøgelse, som vi ikke her kunne gjengive. At Sagen ikke bør og ikke kan afgjøres a priori, men kun efter en statistisk Undersøgelse, er sikkert; men et andet Spørgsmaaler, Vachers Undersøgelse er tilstrækkelig omfattende;dette være tvivlsomt. Er der imidlertid en nødvendig Forbindelse imellem Jordudstykningen og Befolkningstilvæxten, er det selvfølgeligt, at en Lovforandring,der Jordudstykningen, vilde influere paa Befolkningstilvæxten. At denne til en vis Grad berøres af Lovens Bestemmelser, kan neppe betvivles.

Vachers Artikel har, i samme Tidsskrift, bl. A. fremkaldtet fra Anatole Leroy-Beaulieu, der med Rette minder om, at man tidligere angav de romerske latifundia som Aarsag til Romerrigets Affolkning. Ogsaa i Spanien have de store Ejendomme paa visse Steder været ledsaget af Affolkning. Og i England, hvor Latifundievæsenethar saa stærkt om sig, er Totalbefolkningenvel tæt, men Landet er forholdsvissvagt

holdsvissvagtbefolket, paa mange Steder svagere befolket end Landet i Frankrig. Dette er ikke saa besynderligt: med de store Ejendomme følger — ikke nødvendigvis, og ingenlunde altid — men ofte den store Drift, med de smaa Ejendomme den lille Drift, og den lille Drift bruger ikke saa meget Maskiner og dyrkes almindeligvis mere intensivt, kræver altsaa forholdsvis flere Arme. Den store Drift er ofte forholdsvis mindre Agerbrug og kjender forholdsvismere Skovdrift og Græsdrift. «Vi berøre vistnokher af de mindst bemærkede Aarsager til visse Departementers, navnlig det gamle Normandies, Affolkning:Græsset her Kornet, og Landbruget kræver følgelig færre Arme. I Calvados, det af de franske Departementer der affolkes hurtigst, er en stor Mængde Jorder blevne couchées en herbe, som man siger. Ide sidste 20, 30 Aar have store og smaa Bønder foretaget denne Transformation, og Befolkningen er sikkert blevet berørt heraf. I andre Departementer ses det Tilsvarende: tiltagende Befolkning og mere intensiv Drift».

A. Leroy-Beaulieu henleder Opmærksomheden paa et Punkt til: Bretagne og Normandie afvige ikke blot fra hinanden derved, at de kjønslige Forbindelser hist ere frugtbare og her ufrugtbare; de afvige næsten i samme Grad fra hinanden med Hensyn til Forholdet mellem mandlige og kvindelige Fødsler. Det er som bekjendten at hine ere talrigere end disse, og i Frankrig taget en bloc finde vi 105 mandlige Fødsler paa 100 kvindelige; men i Calvados, hvor Befolkningen tager stærkest af (et aarligt Overskud af Dødsfald paa 2,000) fødes der betydeligt flere Piger end Drenge: i 1874 fødtesher, Ægtefødte, 4,197 Piger og 4,104 Drenge, og af Uægtefødte henholdsvis 497 og 463. 128 Departementerer

mentererder et Overskud af Pigefødsler. I Bretagne, derimod, hvor Befolkningen tager forholdsvis stærkt til, er Overskudet af mandlige Fødsler ogsaa forholdsvis stærkt nemlig 107 Drenge paa 100 Piger. Flere Departementer fremvise dette Forhold: faa Fødsler, mange Piger; mange Fødsler, faa Piger. Hertil kan føjes'den Oplysning, at samtidig med at Befolkningstilvæxten er taget af, er Overskudetaf ogsaa taget af: tidligere var Forholdet:106 : 100 Piger; nu 105 : 100. — Man kan naturligvis baadc i og udenfor Frankrig finde modsatteForhold iVleurtlie - et - Moselle, der synes at være henvist til Polygamiet, har 25 pCt. flere Pigefødsler end Drengefødsler!), og Leroy-lJeauiieu er tilstrækkeligforstandig forsigtig til ikke at uddrage bestemteKonklusioner de af ham meddelte Tal; men det kunde dog fortjene en Undersøgelse, om der er nogen Correlation mellem Befolkningens aftagende Frugtbarhed og Drengefødslernes Aftagen, eller om man her kun har at gjøre med Tilfældigheder.