Søndagsarbejdets Afskaffelse.

Kjøiiuagsspørgsmaaiei u. v. s. »pørgsiuaaiei oui, iivofviai der ad Lovens Vej bør gjøres Skridt henimod Søndagsarbejdets vil komme paa Dagsordenen ogsaa i Danmark. I Udlandet staar det og har allerede i en Aarrække staaet paa Dagsorden, og det har i Tyskland, England, Schweiz og flere Lande fremkaldt betydelig, endog en meget betydelig Literatur. I Danmark er det bl. A. opført paa Arbejderkommissionens Program, og Kommissionens Viceformand har allerede for nogen Tid siden bebudet, at der sandsynligvis endnu i Aar, 1876, vilde komme Indstilling fra Kommissionen til Regeringen om Lovgivningsbeskyttelser for Søndagen som Hviledag. Ogsaa under Behandlingen af den ny Helligdagslov denne Sag, omend mere i Forbigaaende, berørt af forskjellige Talere i Rigsdagen. At den ien ikke fjern Fremtid vil blive Gjenstand for Diskussion herhjemme, der ikke være nogen Tvivl om. I Betragtning vil det ikke være uden Interesse at kaste et Blik paa Sagens Stilling i Udlandet. Det er dette, vi agte at gjøre i det Følgende.

Dog først en Forbemærkning: Det nævnte Spørgsmaalkan fra flere Sider: det kan betragtes i Religionens og Moralens Belysning, og det kan betragtes i Nationaløkonomiens, Samfundsvidenskabens og SundhedsplejensLys. skulle vi holde den religiøse Side ude; vi ville kun holde os til den økonomiske (med. hvilken den hygiejniske faktisk vil falde sammen i Kraft af det gamle Ord: health is wealth). En Følge af at vi ikke ville befatte os med Sagens religiøse Side, er den, at vi slippe for at indlade os paa en Kritik af den ny Lov om «Helligdagens vedbørlige Vedligeholdelsen eller, som den senere blev døbt, «Loven om den offenlige Fred paa Folkekirkens Helligdage» (af 7de April 1876). Dette er unegteligt heldigt; thi en indgaaende Undersøgelse af denne Lov — hvis Forhold til Grundloven er noget tvivlsomt,og Vedtagelse er et Bevis paa at ogsaa Folketingetkan godmodigt — vilde være mindre behagelig.At Lov ikke paa dette Sted vedkommer os, ligger deri, at den netop har holdt sig til Sagens religiøse Side. Den har givet Bestemmelser, der tilsigte at skærme om Helligdagens Fred og om Folkekirkens(naturligvis om Israeliters, Katholikers og andre Tolderes) Gudstjeneste; den har, som det saa skjønt hedder i Forordningen af 1845, anset det for «en hellig Pligt» at værne om den (»kristelige Orden», om at Helligdagen »holdes i Ære og rettelig anvendes», om den »Stemning, der bør være den herskende SønogHelligdagene«; at sikre Arbejderens Fred og Samfundets økonomiske Interesser har ikke været dens Opgave. Det er en Selvfølge, at en saadan Lov vilde have været en Umulighed i et Land, hvor der herskede virkelig Religionsfrihed, d. v. s. hvor Religionen var udelukkendePrivatsag,

lukkendePrivatsag,saaledes at Loven ikke viste den ene Religion en Smule mere Agtelse end den anden; men i et Land, hvor Religionsfriheden faktisk ikke existerer, er den ikke blot en Mulighed, men en sørgelig Virkelighed. Vi ville imidlertid, som sagt, ikke have noget at gjøre med den religiøse Side, men kun med den økonomiske, og vi slippe saaledes for nøjere at give os i Kast med denne Lov, om hvilken det forøvrigt tør antages, at den enten ikke vil faa noget langt Liv, eller i alt Fald ikke blive overholdt paa nogen særlig streng Maade. Heller ikke Udlandets Helligdagslove ville vedkomme os, da ingen af dem, saavidt vides, udelukkende har fastholdt det økonomiskeMoment, flere af dem nok have en vis Søskendelighed med den danske Lov.

Rør Staten afholde sig fra enhver Indblanding med Hensyn til Søndagsarbejdet? Rør Rorgerne have Lov til om Søndagen at anvende ikke blot deres egen men ogsaa Andres Arbejdskraft, efter hvilket Omfang og paa hvilken Maade de ville? Rør der gives Rorgerne Adgang til saavel som Relæring og Underholdning om Søndagen? Eller bør Loven give indskrænkende Restemmelser, i bekræftende Fald, af hvilket Omfang bør Indskrænkningen da være? — I den evropæiske Civilisations hvor Søndagen har faaet en saa stor Indflydelse det hele økonomiske og sociale Liv, er disse Spørgsmaals Resvarelse af største Retydning.

Det er sikkert, at Nationens hele Udvikling vil kunne alvorligt skades ved en slet Anvendelse af Søndagen. Men sikrer Friheden den bedst mulige Anvendelse? Mange frygte, at den fuldstændige Frihed vil avle skadelige

Følger: paa den ene Side vil, sige de, Søndagen af Mange blive benyttet til Svir og Udsvævelser, der ere lige ødelæggendefor og Legeme; paa den anden Side ville mange Arbejdere falde som et Offer for Arbejdsherrernes Tilbøjelighed til over al Maade at exploitere Arbejdskraften.Modpartiet at det vel i de fleste Tilfælde er ønskeligt, at Søndagen af Arbejderne — i Ordets sædvanlige, snævrere, Betydning — benyttes som Hviledag; men man tilføjer, at Loven dog ikke bør gribe ind her, men at Sagen tværtimod maa overlades til hver Enkelts Afgjørelse.

To anerkjendte Sandheder, staa her ligeoverfor hinanden: den ene Side er det fysiologisk godtgjort, at den bestandige uafbrudte Sliden og Trællen i det samme Arbejde undergraver saavel Sjælens som Legemets Sundhed. Paa den anden Side er det anerkjendt af Alle, at ogsaa Lediggang er ødelæggende for Sjæl og Legeme, at Lediggang er Roden til det Onde. Resultanten bliver da: Arbejdet bør være afvexlende, og Afvexlingen bør gjælde ikke blot Arbejdets Kvalitet men ogsaa dets Kvantitet.

Paa den ene Side: at forlange, at Arbejderen Dag ud og Dag ind skal slide og trælle i det samme Arbejde, vilde være at stille en Fordring, som snart vilde hævne sig haardt, ikke blot paa den Enkelte men ogsaa paa Samfundet. — Paa den anden Side: at paabyde Lediggang være ikke mindre selvmorderisk.

At et Forlangende om, at de Mænd, der arbejde med Hjernen, skulde undlade at arbejde om Søndagen, vilde være absurd, — derom turde man let blive enig. Men næsten ligesaa forkasteligt vilde det være, om man — o: Loven eller den offenlige Mening — forlangte af den

Mand, der arbejder med sine Hænder og Arme, at han undlod alt Arbejde om Søndagen. At her er en ikke uvæsenlig Forskjel, skal villigt indrømmes: Hjernevirksomhedener en anden Art end Muskelvirksomheden, og Hviledagen maa have en anden Betydning for den Mand, der arbejder med sine Hænder, end for den, der arbejder med sin Hjerne. Men heri ligger ingenlunde, at Hviledagen bør være en Lediggangsdag. Hviledagen bør tvært imod være Arbejdsdag; kun bør Arbejdet være af anden Kvantitet og Kvalitet end paa Ugens øvrige sex Dage.

Hviledagen kan være et kraftigt Redskab i det Godes Tjeneste, og den simple Arbejder trænger visselig til den. Men hvor Hviledagen bliver til Lediggangsdag, bliver den et endnu kraftigere Redskab i det Ondes Tjeneste. Læger med udstrakt Erfaring, Læger der særlig have beskæftiget sig med Søndagsspørgsmaalet, have paavist, hvorledes de «slette Søndage« — saaledes som de findes paa mange Steder, maaske navnlig i England — have været en sørgelig Kilde til de forskjelligste legemlige og sjælelige Lidelser.

Altsaa ogsaa Søndagen bør være en Arbejdets Dag; kun skal Arbejdet være af en anden Art end Hverdagens: Den, der de sex Dage af Ugen har været sysselsat med Kontorarbejder og Skriverier, kan den syvende Dag have godt af til Afvexling at faa nogle legemlige Anstrengelser, hvortil Haandværkeren og den grove Arbejder derimod ikke vil trænge. «Børnesnak og Børnekommers virker udmattende paa den, der Dag ud og Dag ind maa finde sig heri; men Familiefaderen, der hele Ugen har døjet Støjen og Larmen paa Fabriken, finder, at Børnenes Pludren er Musik«. (Dr. P. Niemeyer). De forskjellige Arbejderehave

bejderehavealtsaa Krav paa en forskjellig Anvendelse af
Søndagen; en fast, for Alle eller Mange fælles Ordning
vilde her ikke være paa sin Plads.

Et Land, hvor man har glemt disse Sandheder, og hvor Loven og den offenlige Mening særlig har bestræbt sig for at gjøre Søndagen til en Lediggangsdag, altsaa til en Fordærvelsens Dag, er England. Man har ikke kunnet, neppe nok villet, forhindre Arbejderen i at slaa Søndagen ihjel ved Svir og Udskejelser; men man har negtet ham Adgang til at benytte den som et Middel til sin Aands Uddannelse, og man har overhovedet stillet sig fjendlig ligeoverfor enhver forstandig Anvendelse af Ugens første Dag. At Handel og Industri ligger stille om Søndagen, at næsten alle Butiker, alle Fabriker og Værkstederere kan tildels billiges; at Jernbanetrafiken, Vognfærdselen og Postforretninger ere betydeligt formindskedeom har vel sine gode Sider, omend Mange ville mene, at det er at gaa for vidt, naar man forbyder al Brevdistribution, Tømning af Postkasser etc.; men misbilliges maa det i ethvert Fald, at ikke blot alle Theatreog men ogsaa alle Museer og Samlinger, alle Anstalter i Videnskabens og Kunstens Tjeneste ere lukkede om Søndagen. For de Rige og Velstaaende har dette Lidet eller Intet at sige; for den fattige Arbejder, der kun har Søndagen til sin Raadighed, er dette fordærveligt: den eneste Dag, da det er ham muligt at virke for sin Aands Uddannelse, forbyder man ham det! Den Ro og Fred, Industrien nyder i England om Søndagen, kan ofte være velgjørende; men den pietistiskeog Sindstemning, af hvilke de engelske Sabbathsanordninger have deres Udspring, har visselig gjort langt mere Skade end Gavn. Søndagen skulde hæve

Arbejderen til et højere intellektuelt og moralsk Standpunkt;men rigoristiske engelske Ordning har snarest virket demoraliserende: Mangen en Arbejder er ved den bleven ført ind paa Lastens Vej. Selv i England trænger denne Opfattelse stedse stærkere igjennem. Selv i Englander af en Søndagsreform efterhaanden bleven indlysende for en ikke ringe Del af den oplyste Off enlighed.

Bestræbelserne i England gaa ingenlunde ud paa at «afskaffe Søndagen«. Det er tværtimod en rodfæstet Opfattelse,som eller Ingen tænker paa at tilintetgjøre, at «man, hvis man kunde tage Vaaren ud af Aaret eller Tjnø-dnmmpn »<1 af T.ivpt. ikke vilde ffiøre Menneskeheden større Skade, end hvis man tog Søndagen ud af Ugen«. Nej, Bestræbelserne ere langt beskednere. De gaa kun ud paa at modarbejde Skinhelligheden en Smule, at skaffe lidt mere Frihed, at give Arbejderne Lejlighed til at erhvervesig Oplysning og Belæring og til overhovedetat Søndagen paa en værdig Maade. Selv Præster, deriblandt flere ansete og indflydelsesrige, have sluttet sig til disse Bestræbelser. Selv Præster have talt imod «denne engelske Søndag, der for Arbejderen maa staa som en Forhaanelse af hans Menneskerettigheder. Ja, Arbejderen er fri for at arbejde, det er sandt; men den dumme engelske Overtro tvinger ham til dyrisk Dvaskhed, til denne farlige Lediggang, der gjør ham til et let Bytte for Drukkenskaben«. (Præsten Voysey). En anden Præst (Haweis) tilstaar aabent, at man ikke kan vente sig noget af Arbejderne, «saalænge man ikke giver dem Andet at interesse sig for om Søndagen end 01 og Bibel«. Ogsaa saa religiøse Damer som Miss Anna Swanwick, Vicepræsident for the Sunday Society, have

ført Ordet for større Frihed: «Kunde Han, der forkyndte det store Princip: »Sabbathen er skabt for Mennesket, ikke Mennesket for Sabbathen», vende tilbage til Jorden, vilde han blive i højeste Grad forbavset over at se, at man i Hans Navn har udelukket Folket paa dets eneste Fridag fra uskyldig Adspredelse og fra Midlerne til at søge aandelig Dannelse«. Ogsaa højtstaaende Mænd, ja selv Dronningen, have vist at de erkjende, at Søndagsspørgsmaaletikke er et Spørgsmaal om Anvendelsen af en Syvendedel af Aaret, men et Spørgsmaal om Anvendelsenaf hele Fritid.

Hertillands, hvor der — bortset fra de ved «Helligdagslovén»undtagneForhold hersker en ret betydelig Frihed, vil man have meget ondt ved at forstaa den seje, hidtil for Størstedelen uovervundne, Modstand i England mod saa uskyldige Foranstaltninger som Aabningen af Museer o. Lgn. om Søndagen. Et af de første Skridt i Kampen for en forstandig Anvendelse af Søndagen i England skriver sig fra 1829. I dette Aar indgav Mr. Will. Lovett, en ivrig Maadeholdsmand, et Andragende til Parlamentet om, at det maatte tillades British Museum og andre videnskabelige Samlinger at staa aabne om Søndagen.Andragendet,der med Tusinder af Underskrifter, begrundedes navnlig derved, at Adgang til Belæring, aandelig Dannelse og uskyldige Adspredelser formodenlig vilde modvirke den skadelige Indflydelse, som Søndagen, naar den kun tør bruges til Svir og Udskejelser,harpaa Moralitet. Kort efter bragte det bekjendte Parlamentsmedlem Josef Hume paany Sagen for Underhuset, men uden Held. Saameget opnaaedes dog, at Hampton Court Palace og Kew Gardens blev aabnet for Publikum om Søndagen, — og endnu den Dag

idag er, som de af mine Læsere, der have været i London, vide, disse to Steder — der forøvrigt ligge ikke saa ganske kort fra London — omtrent de eneste, der ere tilgængelige om Søndagen. — I 1855 dannedes the NationalSundayLeague det Formaal at virke for AabningafMuseer, til uskyldige Adspredelser o. Lgn. om Søndagen. Hele Resultatet var, at det tillodes nogle Musikkorpser at musicere i nogle af Londons Parker. — I iB6O indgav 943 Videnskabsmænd, Literatcr, Kunstnere og Universitetsprofessorer et Andragende til Dronningen om at "fjerne alle Indskrænkninger og Hindringer, saaledesatNationalmuseerne, botaniske Haver og lignende Samlinger kunde aabnes for Publikum Søndageftermiddag».Forgæves! besluttedes det tre Aar senere, at den botaniske Have i Dublin skulde være aaben om Søndagen. I 1866 stiftedes der i St.. Martin's Hall (nu Qeen's Theatre) et Selskab kaldet »Sundays Evenings for the People«, med det Formaal at virke for Dannelsens Udbredelse blandt den lavere Befolkning, og derigjennem modvirke Usædelighed og Drukkenskab. Selskabet, i hvis Spidse Professor Huxley og Sir John Bowring stod, havde saameget Held med sig, at Præsterne blev bange, og i 1867 anlagde «the Lord's Day Observance Society« Sag imod Ejeren af St. Martin's Hall, fordi «the Sunday Evenings«gjordeStedet «a disorderly house«, — dog uden at vinde den. — I 1869 bragte W. H. Gregory atter Museumsspørgsmaalet for Parlamentet. Forgæves! —Endeligblevdet Spørgsmaal fremdraget i 1874 i UnderhusetafMr. A. Taylor. Han formaaede rigtignok kun at samle et meget lille Mindretal om sig — neppe 80 Medlemmer —, men Argumentationen til Bedste for Museumsaabningen var saa kraftig, at selv Modstanderne

neppe kunde vægre sig for den Overbevisning, at Spørgsmaaletkuner Tidsspørgsmaal. — I Birmingham kom man dog 1872 saa vidt, at et Bibliothek og en Malerisamlingaabnedes.«The Day Defence Association" gjorde rigtignok den voldsomste Modstand imod denne Foranstaltning; men man har dog ikke senere haft Grund til at fortryde den. — Et andet Tegn paa, at Bestræbelserneforen tilsidst ville lykkes i England, omend først efter en haard og langvarig Kamp, haves i Stiftelsen og Fremgangen af adskillige Søndagsforeninger, der — modsat de tidligere og endnu bestaaende pietistiske og bigotte Foreninger til Søndagens Helligholdelse, — arbejde for en intellektuel, en Mennesker værdig Anvendelse af Søndagen. Der kan saaledes nævnes et «Sunday Society«,stiftet1875, James Heywood, Ch. Darwin, Alexander Bain, Th. Huxley, Holyoake m. Fl. til Ledere, — der specielt arbejder for at Museer, Kunstsamlinger, Bibliotheke ₃ zoologiske og botaniske Haver o. s. v. faa Lov til at staa aabne for Publikum om Søndagen. Fremdeles en National Sunday League; et Sunday Shakspere Society; et Sunday Lecture Society o. s. v., — alle med beslægtede Formaal*).

Vi have hidtil holdt os til Sagens ene Side. Vi have set, hvad man har gjort for at forhindre Hviledagen i at blive en Lediggangsdag. Da Søndagen i intet andet evropæiskLand bleven misbrugt paa denne Maade i højere Grad end i England, havde det en særlig Interesse at betragte Englændernes Bestræbelser for at fjerne dette Misbrug. Men naar Spørgsmaalet bliver: hvad har man gjort for at undgaa den modsatte Yderlighed, nemlig den

---

*) Jfr. »Sunday in England« i «Westminster Review«. Juli 1876.

at Søndagen ganske taber Karakteren af Hviledag, — saa
kunne vi finde Besvarelsen herpaa ikke blot i England
men ogsaa i adskillige af Kontinentets Lande.

Et Middel, hvorved «Søndagsvennerne» — en ofte brugt, ikke altid rigtigt brugt Benævnelse — flere Gange have søgt at henlede Offenlighedens Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at Søndagen «helligholdes», har været Udstedelsen af Prisopgaver. Baade i England og paa Koiiuneniet har man forsøgt det, og ikke uden Held. Vi skulle senere udførligere omtale nogle af de nyeste Opgaversamt af de interessanteste Besvarelser. Paa dette Sted skulle vi kun nævne to af de ældre af denne Slags Prisopgaver. Den ene udstedtes for tredive Aar siden i England, og maatte kun besvares af Arbejdere:man at prøve, hvorvidt selve Arbejderne virkelig interesserede sig for Søndagsspørgmaalet. At denne Interesse var tilstede, og det i høj Grad, derom vidner den Kjendsgjerning, at der indløb ikke mindre end 950 Besvarelser. Den bedste Besvarelse kom fra en Arbejderske;men Konkurrencen kun maatte omfatte «Arbejdere», havde man Betænkeligheder ved at tilstaa hende Prisen! Hendes Skrift blev imidlertid trykt, under den noget affekterte Titel «The pearl of days«, udbredtiet Antal af over 40,000 Exemplarer, oversat paa forskjellige Sprog og gjorde uhyre Lykke. — Den anden Besvarelse af Søndagsspørgsmaalet, til hvilken jeg nys sigtede, har ligesom hin Arbejderskes — men rigtig nok af ganske andre Grunde — været overordenlig meget omtalt: det er Proudhons noksom bekjendte Afhandling: «De l'utilité de la celebration du Dimanche», — en prisbelønnet Besvarelseaf for snart fyrretyve Aar siden udstedt Prisopgaveaf i Besangon. Man har holdt af at

fremdrage dette Skrift, i hvilket den revolutionære Atheist anstiller smukke Betragtninger over Søndagens Betydning; man har holdt af at stille det i Modsætning til hans senere Virksomhed, — uagtet Sandheden nok dog er den, at Skriftet om Søndagen i Virkeligheden er et væsenligt revolutionært Skrift, og at Proudhons Lighedsideer og Ejendomsrettheori konsekvent have udviklet sig af, hvad Søndagsskriftet indeholder.

De Afhandlinger, vi senere komme til at omtale, ere for Størstedelen fremkaldte af de i forskjellige Lande existerende til Søndagens Helligholdelse«. De forskjellige Søndag sf or en inger have overhovedet været «Søndagsvennernes» kraftigste Agitationsmiddel; de fortjene nogen Omtale.

Saadanne Foreninger findes i Frankrig, Tyskland, Østrig, Italien, Holland, Schweiz og vistnok flere Lande. Da Søndagens Overholdelse, paa Grund af Lovgivningernesog Forskjelligheder, frembyder betydelige Afvigelser i de forskjellige Lande, er det rimeligt, at Foreningernes Organisation og Virkemaade indeholder tilsvarende Afvigelser. Fælles for de fleste eller næsten alle Lande er dog det, at Lovgivningen ikke har vidst udelukkende eller overvejende at fastholde det økonomiske Moment, men væsenlig har holdt sig til det religiøse. Følgen heraf har almindelig været, at Loven ikke har beskyttetArbejderen: har søgt at værne om Gudstjenesten,i Fald de Privilegeredes, men den har ikke paabudt Hvile om Søndagen, om den end har forbudt Arbejdet at vise sig. En yderligere Følge har været, at der er blevet opstillet en Adskillelse mellem de saakaldte «store» Helligdage og Søndagen, og denne Adskillelse har ikke været til Søndagens Fordel. Foreningernes Bestræbelserhave

stræbelserhavederfor bl. A. maattet gaa ud paa: 1) at faa Søndagen gjort til en virkelig Hviledag; 2) at hæve Søndagen til samme Rang som de «store•> Festdage. At dette Sidste i økonomisk Henseende har stor Betydning, er klart; — den religiøse Side vedkommer os ikke, vi behøve altsaa ikke at undersøge, om det, set fra et religiøstStandpunkt, sig forsvare at behandle Søndagensom Ringere end de «store« Festdage.

Af Foreningerne til Søndagens Overholdelse skulle vi her særlig nævne de schweiziske, der høre til dem, der have udfoldet størst Virksomhed. Fra Reformationen indtil 1789 var saadanne Foreninger ganske vist ikke fornødne i Schweiz, i alt Fald ikke i dets calvinistiske Kantoner. Men efter at ogsaa Schweiz var blevet grebet af Revolutionens Aand, kom Søndagen stedse mere i Forfald,ogi ansaa «Søndagsvennerne» i Lausanne det for nødvendigt at stifte et «Société pour la sanctification du dimanche». Dette Selskab fandt talrige Efterlignere, og en hel Del Søndagsforeninger blev stiftet i Trediverne rundt omkring i det franske Schweiz. De kom imidlertid aldrig til at øve nogen virkelig Indflydelse hverken paa den offenlige Mening eller paa Lovgivningen, vel navnlig fordi deres Formaal var næsten udelukkende religiøst. I 1861 blev der paany, under den bekjendte Alexander Lombards Auspicier, stiftet et «Société suisse pour la sanctification du dimanche«. Dette Selskab synes mere levedygtigt end de tidligere, og hvis det vil vise sig i Stand til at udrette noget Virkeligt, vil Grunden vel nærmestværeden, det er mindre exklusivt religiøst end de tidligere Selskaber, uagtet det ganske vist ogsaa i en overvejende Grad har en religiøs Karakter og overhovedet lider af den Uklarhed og det Konfusionsmageri, som synes

at være uadskillelig fra Søndagsforeningerne. Det har foruden en Centralkomité i Genéve, Kantonalkomiteer i Neuchåtel, Lausanne, Bern, Ziirich, Basel, Schafhausen, St. Gallen, Thurgau,Argau,Herisauog Der er übestridelig blevet udfoldetenmeget Virksomhed saavel af Centralkomiteensomaf Man har søgt at paavirke den offenlige Mening paa forskjellig Maade, ved Udsendelsen af allehaande, tildels ret fortjenstlige Smaaskrifter,vedForedrag Diskussionsmøder, ved Artikler i Bladene, ved Bekjendtgjørelser paa Gadehjørnerne, ved Opslag i Hoteller og Fremmedpensioner o. s. v. o. s. v. Til Lovgivningsmagten er der blevet indgivet forskjellige Petitioner, og Post-, Jernbane- og Telegrafadministrationernehaveværet for en særlig Opmærksomhed.Endelighar schweiziske Selskab i Dagene fra 27de September til Iste Oktober d. A. afholdt en saakaldt«Congréssur du dimanche« i Genéve. Kongressen, der talte flere hundrede Medlemmer, deriblandtDelegeredefor offenlige Myndigheder, har diskuteret Spørgsmaalene om hvorvidt Jernbanetrafiken kan standses om Søndagen, og om hvilken Dag der egner sig bedst for Udbetaling af Arbejdsløn. Fremdeles afgavesderBeretning Søndagsspørgsmaalets Stilling i Schweiz, England, Østrig, Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Nordamerika*) o. s. v. Endelig blev der diskuteretetForslag

---

*) Nordamerikanernes i sin Tid meget omtalte Beslutning, at holde Udstillingen i Filadelfia lukket om Søndagen, kom naturligvis paa Omtale. Man var i det Hele meget glad over den, men glemte nøjere at paavise Fordelene ved den. At denne Forholdsregel forhindre mange Arbejdere i at forskaffe sig en Adspredelse en Belæring, hvortil de kunde trænge, skænkede man ingen Tanke. Foranstaltningen skyldtes, mente man, «en dyb religiøs Følelse«; dermed maatte de Arbejdere, der ved den forhindredes i overhovedet at besøge Udstillingen, trøste sig.

teretetForslagom Dannelsen af «en evropæisk FøderationtilHviledagens Indlederen, Prof. Godet, paaviste det Unyttige i de nationale eller kantonale Foreningers Forsøg paa at løse Spørgsmaal, der række ud over vedkommende Nations Grænser, saasom SpørgsmaalenevedrørendePost og Jernbanevæsenet og overhovedetdetinternationale og Forsamlingengodkjendtedenne idet den saa godt som enstemmig vedtog et Forslag til Beslutning, hvorefter der skal gjøres de indledende Skridt til Sammenslutningen af de bestaaende nationale Foreninger til en international Føderation.

Det schweiziske «Selskab til Søndagens Helligholdelse*) har, som ogsaa Navnet antyder, og som alt fremhævet af os, et overvejende religiøst Formaal. Men det er tilstrækkeligtforstandigttilat at det ikke nytter ikke at gjøre Andet end at holde Prækener og udgive smukke gudelige og moralske Bøger. Skal Formaalet naas, maa Sagen gribes an paa en praktisk Maade d. v. s. der maa tages Hensyn til det virkelige Livs Krav. Det vilde ikke nytte at forsøge paa en übøjelig stræng Gjennemførelse af det tredje Bud om Sabbathens Helligholdelse: mange Arbejder kunne umuligt standses om Søndagen, og de. der maa udføre dem hindres saaledes nødvendigvis i at helligholde Sabbathen. Hører Jernbanefærdslen til de Arbejder, der ikke kunne standses om Søndagen? Det er et Spørgsmaal, der ofte er blevet omdebatteret i Udlandet,ogsomogsaa blevet berørt i den danske Rigsdag.DetschweiziskeSelskab utvivlsomt helst, at Jernbanefærdslen ganske standsedes om Søndagen; men det er tilstrækkeligt praktisk til at anerkjende, at et Ønskeheromikkevilde mere end et «fromt Ønske«.

Det indser fuldt vel de store Vanskeligheder, som IndskrænkningeriPersontransporten'vildemøde, hvad Godstransportenangaar,anerkjenderdet, ogsaa for dens VedkommendeerSpørgsmaaletsaa af mørke Punkter, at det bør undergives en alvorlig Undersøgelse, inden det besvares. I Overbevisningen om at en saadan Undersøgelse i ethvert Fald kan være nytig, udstedte Selskabet allerede for fire Aar siden en Prisopgave, der forlangte en Angivelse af de praktiske Midler, ved hvilke Besørgelsen af Fragtgods paa Jernbanerne kunde indskrænkes eller, om muligt, helt afskaffes om Søndagen,foratder indrømmes det størst mulige Antal Jernbanebetjente Hvile om Søndagen. Opgaven fremkaldte 12 Besvarelser, som blev overgivne til et Bedømmelsesudvalg bestaaende af 13 Jernbanemænd, Ingeniører og Kjøbmænd. Ingen af de indleverede Besvarelser blev imidlertid befunden fuldkommen tilfredsstillende, men flere af dem indrømmedesderdogBelønninger hæderlig Omtale; et Skrift af en fransk Jernbanemand, G. Palaa, vandt den første Pris. Senere har det schweiziske Selskab paa den ovennævnte Kongres paany behandlet Jernbanespørgsmaalet,ogKongressenhar Nedsættelsen af en international Kommission, der skal undersøge Spørgsmaalet.SaaveliKongressens som i talrigeudgivneBrochurerfindes et righoldigt Materiale, hvis nøjere Bearbejdelse imidlertid forudsætter et specielt Kjendskab til Sagens tekniske Side. Enkelte af de Vanskeligheder,denneSagfrembyder, falde Enhver i Øjnene: det er klart, at der navnlig fra Handelsstandens Side vil blive rejst vægtige Indvendinger mod at standse Godstransporten om Søndagen, og Jernbanernes allerede i Forvejen betydelige Driftsomkostninger ville begribeligvisbliveendyderligere naar den Transport,

der tidligere besørgedes paa syv Dage, nu skal expederes paa 6, og naar der skal indrømmes Personellet 52 FridageomAaret.Men saadanne indlysende Vanskeligheder,erderen af rent tekniske Vanskeligheder,somkunFagmanden Blik for, og det er maaske netop disse tekniske Hindringer, der ere de vanskeligste at overvinde. Hvor fuldt af Tvivl Spørgsmaalet er, fremgaarikkeblotderaf, intet af de ovennævnte af Fagmændforfattede12Skrifter at løse det, men, ogsaa deraf, at ikke engang Englænderne have vovet at standse Godstrafiken paa Jernbanerne om Søndagen. Den offenlige Mening har i England tilladt eller forlangt — i andre Lande vilde den neppe tillade det —, at en stor Mængde maaske de fleste Persontog, der ikke tillige ere Posttog, ikke gaa om Søndagen, — hvilket rigtignok for en Del opvejes derved, at der paa nogle Linjer, f. Ex. fra London til Brighton og andre Badesteder, er arrangeret billige Søndagstog beregnede paa Fornøjelsesrejsende; — men Godstogene gaa, saa vidt vides, i England lige saa fuldt om Søndagen som om Hverdagene, i alt Fald ere Undtagelserne fra denne Regel kun meget faa. Ja, Godstogeneskulleendoghave hel Del mere at besørge om Søndagen end de andre Dage, fordi Handelsstanden, i det Øjemed at kunne have Søndagen fri, bestræber sig for om Lørdagen at skaffe Alt fra Haanden. Varebanegaardeneerevellukkede Søndagen, og, naar ForbrugsgjenstandesomBrød,Mælk, Frugter, Kjød osv. undtages, finder Vareudlevering ikke Sted; men selve den kolossale engelske Varetransport gaar uhindret sin Gang, og om end en Del Banefunktionærer have fri om Søndagen, have omvendt andre netop denne Dag et betydeligere Arbejde end Ugens øvrige Dage. Naar man

selv i England ikke er kommet videre, vil man forstaa, at
Sagen har sine Vanskeligheder*).

Da det schweiziske Selskab forlangte en Angivelse af de praktiske Midler, ved hvilke Godstrafiken paa Jernbanerne kunde formindskes eller standses om Søndagen, havde det valgt en praktisk og bestemt begrænset der imidlertid viste sig at være særdeles vanskelig at løse. Da det noget senere forlangte en Paavisning Søndagshvilens Indflydelse i hygiejnisk og nationaløkonomisk Henseende, stillede det en almeninteressant, næsten altfor omfattende, altfor vidtsvævende Opgave. Dens Besvarelse var heller ikke saa ganske let, saafremt Besvarelsen skulde have en virkelig praktisk Betydning ikke blot bestaa af almindelige Talemaader; thi saadanne vilde det naturligvis ikke være meget vanskeligt anføre.

Allerede i 1868 havde det genfiske Société d'utilité publique udstedt en Prisopgave ora Søndagshvilens hygiejniske,økonomiske moralske Betydning saavel for Individet som for Samfundet, og om de Midler, hvorved denne Hvile kunde sikres Borgerne. Spørgsmaalet fremkaldteflere men det schweiziske Søndagsselskabhar Rette ikke betragtet nogen af dem som udtømmende, og det besluttede, allerede i 1873, at arrangereen

---

*) Jfr. Palaa: La question du travail du dimanche sur les chemins de fer. Paris, Bonhoure & Co. 1876. Seogsaa: La suspension du travail le dimanche sur les chemins de fer pour le service des marchandises å petite vitesse. Concours ouvert par la Société suisse pour la sanctification du dimanche. Lausanne 1873. Her findes foruden Bedømmelsesudvalgets Betænkning og Oplysninger om Konkurrencen udførlige Uddrag af de indsendte Besvarelser, ja to af dem (Jernbanemændene Palaas og Carriéres) ere endog meddelte in extenso.

rangereenny Konkurrence om et beslægtet Spørgsmaal.
Det er Beretningen om denne Konkurrences Udfald, som
i indeværende Aar er bleven offenliggjort.

Den Undersøgelse af Søndagshvilens hygiejniske Betydning,hvortil schweiziske Selskab opfordrede, skulde omfatte følgende Punkter: 1) De gavnlige Virkninger af Søndagshvilen for den Enkelte, i de forskjellige Aldre, og dens Indflydelse paa Familien og Nationen; 2) de Sygdomme,som uafbrudt Arbejde fremkalder eller forværrerhos hvis Forretninger berøve dem den ugenlige Hvile, f. Ex. hos forskjellige Arbejdere, JernbaneogPostbetjente ; 3) den praktis&e Anvendelse af de Betragtninger og Kjendsgjerningcr, der maatte blive fremførte.— fandt Anklang rundt omkring i forskjellige Lande: ved den fastsatte Tids Udløb var der indløbet ikke færre end 53 Besvarelser (deraf 16 fra det tyske Rige, 15 fra Storbritannien, 8 fra Frankrig, 5 fra Schweiz, 4 fra Østrig, 2 fra de Forenede Stater, 1 fra Belgien, 1 fra Holland og 1 fra Sydafrika). Besvarelserne ere af højst forskjelligt Værd og frembyde i alle Retninger de største Forskjelligheder: nogle ere meget udførlige, paa flere hundrede Sider, andre kun en halv Snes Linjer; nogle ere forfattede paa Vers, andre prosaiske baade i Tone og Indhold; nogle mene, at Frankrigs Ulykker i 1870 skyldes den Omstændighed, at Søndagen ikke tilstrækkeligthelligholdes Franskmændene; andre tillægge Søndagshvilen en mere begrænset Betydning; nogle ere prægede af den stærkeste Religiøsitet, andre temmelig materialistiske; ikke faa have helt glemt det hygiejniske Synspunkt, under hvilket Spørgsmaalet netop skulde betragtes,og alle have i høj Grad forsømt Programmetstredje Sagens praktiske Side osv. osv. osv.

Blandt Forfatterne findes der nogle Præster, en hel Del Læger, nogle Damer osv. Juryen, der var sammensat af ansete schweiziske Læger, har, og vistnok med god Grund, ikke kunnet betragte nogen af Besvarelserne som ganske tilfredsstillende; men mindre Præmier og »hæderlig Omtale«har tilstaaet adskillige*).

Af de prisbelønnede Besvarelser er der en engelsk, betitlet »Sunday, its Influence on Health and National Prosperity« (London, Partridge & Co. 1876), forfattet af Ch. Hill, Sekretær i «The Working Men's Lord's Day Rest Association« , med et lille Forord af Gladstone. Hill har udgivet en stor Mængde lignende Smaaskrifter, af hvilke nogle ere udbredte i et Antal af hundrede tusinde, et enkelt endog i et Antal af 725,000 Exemplarer.En som: «Bør Kristne kjøre i Droske om Søndagen?« angiver tilstrækkeligt Tendensen. Det her foreliggende Prisskrift er et Udtryk for den i England saa mægtige Retning, der vil gjøre Søndagen ikke blot til en Hvile- men til en Lediggangsdag. Hill er en afgjortModstander de ovenfor omtalte Forsøg paa at aabne Museerne om Søndagen; han omtaler med Indignationdet der i 1872 gjordes paa at holde Akvarieti aabent om Søndagen: fyrretyve Arbejdere, udbryder han, vilde derved hindres i Sabbathens Helligholdelse ^— at der ved dette Offer vilde blive givet fyrretyvetusinde flere Arbejdere Adgang til en belærende Underholdning, som de ellers maa mangle, bryder han sig ikke om; de fyrretyve tusinde veje efter hans Mening ikke op mod de fyrre: heller ikke tænker han paa, at hans »fyrretyve Arbejdere« ved Museumsforbuddet hindres

---

*) Se: Société suisse pour la sanctification du dimanche. Concours sur le repos du dimanche au point de vue hygiénique. Notice introductive. Rapport du jury medical. Geneve, H.Georg. 1876-

i at tjene nogle Skillinger, som de maaske kunne trænge haardt til. Han hævder tvært imod at Ophævelsen af den Lov fra 1781, ifølge hvilken Museerne skulle være lukkedeom vilde have de mest ødelæggende, «the most disastrous«, Følger! — Forøvrigt anstiller han over Søndagshvilens Betydning en Del Betragtninger, af hvilke nogle kunne være sande, men som rigtignok ere holdte i altfor stor Almindelighed. Hans Beviser for, at det ikke blot er ønskeligt men nødvendigt at helligholde Søndagen, ere af en x\rt, der grænser nær op til det Overtroiske: en Handlende, der om Søndagen havde sin Butik lukket, gjorde gode Forretninger, medens de omboende,der deres liutiker aabne, gik fallit, — efter Hills Mening en klar og nødvendig Følge af Overtrædelsen af det tredje Bud! Saadanne Ræsonnementer findes der gjennem hele Bogen. En virkelig Paavisning af, hvorvidt Loven er berettiget til at forbyde Søndagsarbejdet, findes ikke her.

Af de franske Besvarelser er en af de bedste, og en af de prisbelønnede, et Skrift af Sekretæren i «le Comité de la Société de Paris pour l'observation du Dimanche«,Pastor «Le Repos du Dimanche au point de vue hygiénique« (Paris, Bonhoure & Co. 1876). Forfatteren paaviser paa en rigtignok vel præsteligmen undertiden ret heldig Maade de skadelige Følger af et uafbrudt Arbejde; han anfører Søndagshvilen som Midlet imod Ondet; endelig anstiller han nogle Betragtningerover, Midlet bør anvendes. Hvad angaar det Spørgsmaal, som særligt interesserer os, nemligSpørgsmaalet hvorvidt Loven bør give Bestemmelserom mener Forf., at Staten ikke — hvad Ledru-Rollin vilde i et Circulære af 1848 — bør

stille sig ligegyldig ligeoverfor en Sag, der ikke blot har en individuel Interesse, men som berører Almenvellet; den individuelle Frihed bør ganske vist saa vidt muligt respekteres, men det kan ikke være Staten ligegyldigt, om Betingelserne for Samfundslegemets Sundhed iagttages eller ej. Det bor ogsaa ved dette Spørgsmaals Afgjørelse tages i væsenlig Betragtning, at de Arbejdere, der maa arbejde om Søndagen, ofte holde sig skadesløse ved at tage sig en anden Fridag; naar de dog ville have en af Ugens Dage fri, er det bedst, at denne Fridag bliver Søndag.I Fald, mener Forf., og heri kan man sikkertgive Ret, bør Staten, Kommunerne, det Offenligegive godt Exempel: de Arbejder, som det Offenligelader bør, forsaavidt de ikke henhøre til de uopsættelig nødvendige, ikke udføres om Søndagen; Staten bør give de Private et godt Exempel, saa meget kan man i ethvert Fald forlange; positivt at forbyde voxne Mænd at arbejde om Søndagen, vil neppe kunne billiges; at Børnenes Arbejde forbydes, er en ganske anden Sag, om hvis Retmæssighed der neppe bør tvivles. Endvidere fremhæver Forf., og ogsaa paa dette Punkt vil han vinde Tilslutning hos os, at Hvile ikke er det Samme som Lediggang: den «Hvile», Arbejderen bør nyde om Søndagen',skal imod være Arbejde, men Arbejde af anden Art end det, han Ugens øvrige Dage maa udføre; Ørkesløshed er ikke Hvile, men en Vægt, en Byrde, der tynger og trætter paa en langt farligere Maade end det sande Arbejde. Skal Søndagshvilen være gavnlig, maa Søndagen derfor anvendes til Uddannelsen af de Evner, for hvilke der ikke tilbørligt sørges paa Ugens øvrige Dage.

#

De bedste Besvarelser af det stillede Spørgsmaal ere imidlertid de tyske. Af dem skulle vi særligt fremhæve de to Skrifter: «Hygieinische Studien iiber die Sonntagsruhe» Grieben) af Dr. C. Hermann Schauenburg «Die Sonntagsruhe vom Standpunkte der Gesundheitslehre« Denicke) af Dr. Paul Niemeyer.

Niemeyers Skrift er i flere Henseender fortrinligt, og kan anbefales dem, der interessere sig for denne Sag. Forf. påaviser Søndagshvilens fysiologiske Betydning; men han har en uheldig Tilbøjelighed — hvilken han forresten deler med mange Andre — til at tillægge Anekdoter en Beviskraft, som de i Virkeligheden mangle. Han fortæller bl. A. følgende «sande Historie«: «En Ven af SøndagshvilenogenModstander indgik engang følgende Vædderaaal: To Fragtmænd med ens Vogne, samme Ladning,sammeForspand,kort ganske ens stillede, skulde en Mandag Morgen tiltræd« den samme Rejse, paa en Varighed af en halv Snes Uger; Søndagsvennen skulde holde Rast hver Søndag, den anden skulde kjøre Søndag ligesaa fuldt som Ugens andre Dage. Hvad blev Resultatet? Ved den første Uges Udløb, havde den Fragtmand,derogsaakjørte Søndagen, vundet et Forspring paa 3 å 4 Mile; men efterhaanden vandt den anden ind paa ham, og Resultatet blev at Søndagsvennen naaede Maalet først, med velplejede Heste, medens Søndagsmodstanderenvarsejletagter og først ankom senere med udslidte Heste!« Af saadanne Smaahistorier uddrager man saa den Slutning, at den der kun arbejder Ugens sex Dage til Syvende og sidst vil udrette mere, end den der arbejder alle syv Dage uafbrudt, og dermed er SøndagshvilensøkonomiskeBetydninghævdet. Niemeyer indskrænker sig imidlertid ikke til at anføre den Slags

Anekdoter — gjorde han det, vilde hans Skrift ikke betydemeget—;han ad fysiologisk Vej, hvorledes det uafbrudte Arbejde nødvendigvis har den Følge, at hele Legemets Elasticitet slappes, at Livskraften og Arbejdsevnensvækkes,atLevetiden Yi kunne ikke her referere udførligere, men maa opfordre Læserne til selv at gjøre sig bekjendte med hans fysiologiske Bevis for, at den legemlige og aandelige Elasticitet kun kan sikres ved periodisk Hvile. Men den ærede Doktor stiller rigtignok Sagen vel meget paa Spidsen, naar han hævder, at denne Hvile nødvendigvis bør falde paa hver syvende Dag; det synes næsten som om han tillægger Tallet Syv en magisk hemmelighedsfuld Betydning. «Moses«, siger han, "fremstillede Gud Herren som Mønster, og lod ham tilbringe 6 Dage med sit Skabningsværk, men paa den 7de »udhvilede han fra sit Arbejde«. Med disse Ord har Moses maaske paa en overjordisk Maade villet idealisere en anerkjendt Sundhedsregel, der har Rod i hele den jordiske Konstitution. I ethvert Fald ser jeg i denne ældgamle Tradition et historisk Bevis. Moses har maaske ogsaa fulgt de hedenske Babylonieres Exempel, der, støttedepaadenlagttagelse, Maanen hver 7de Dag forandrerSkikkelseogat var 7 Planeter, allerede indførteTidsinddelingeniMaaneder Uger. At Syvtallet i Virkeligheden ikke blot har en moralsk men ogsaa en intellektuel Sandhed, lærer Oldtidens Tænker, Pythagoras, der tilskrev Tallet Syv en kritisk Betydning i alle menneskeligeForhold.Forspecielle Erfaringers Vedkommende har Lægen og Filosofen Cabanis theoretisk begrundet en saadan Betydning, og den moderne Lægekunstharadexakt udfundet, at Svingningerne i LegemetsVarme,detteUdtryk det hele Velbefindende,

gaa for sig i Cycler paa 7 Dage. Ogsaa den hverken religiøst eller medicinsk oplærte Proudhon kommer til samme Resultat, naar han siger: »Afkorter man Ugen med en Dag, saa er Trangen til Vederkvægelse endnu ikke meget stærk; forlænger man den med én Dag, indtræfferderOveranstrengelse;giver hver tredje Dag en halv Dag fri, fremstaar Planløshed og Uregelmæssighed; giver man derimod efter tolv Dages Arbejde to Dage fri, saa ødelægger man Arbejderen ved Lediggang, efter at man først har udmattet ham ved Arbejde«». Til denne Proudhons Udtalelse slutter Niemeyer sig ganske, og som yderligere Støtte for den Antagelse, at alle Forsøg paa at indføre en and^pn Hvi'^pda°" pnd d^pn svvenHp Do^ altid og overalt ville være forkastelige, henviser han til den noksom bekjendte Kjendsgjerning, at Revolutionens ForsøgpaaiStedet Uger at indføre Dekader (indført 22. Septbr. 1792, afskaffet Septbr. 1805) strandede paa den Sejhed, hvormed Folket holdt fast ved den gamle tilvante Tidsinddeling. Imidlertid beviser et saadant enkelt ForsøgsFejlslaaensletikke, den bestaaende Ordning er den bedste af alle mulige, men kun at det er vanskeligt at forandre Folks Vaner. Et yderligere, men heller ikke holdbart Bevis til Bedste for «la loi sabbatique« uddrager man af dens foregivne «Universalitet«; man paastaar, at den findes hos «de forskjelligste Folkeslag og paa de ældste Tider«: Kinesere, Hinduer. Kaldæer, Perser, Arabereosv.have,foregiver iagttaget den ugenlige Hvile; Japaneserne have nylig indført den; Ordet «Sabbath«skalbaadebetyde og «Hvile» osv. osv. (Eschenauer1.c.p. Fra anden Side (jfr. Schauenburg 1. c. Forordet) oplyses det nu imidlertid, at denne »Universalitet«aldelesikkeexisterer, den ikke er Andet end

et Produkt af en livlig Fantasi, at Masser af Folkeslag i Virkeligheden ikke kjende noget til Søndagshvilen, at kun forholdsvis faa Folkestammer have Uger paa 7 Dage og endnu færre en regelmæssig Hviledag. Dermed falder saaledes Paastanden om, at det ved en overalt udbredt Erfaring skulde være bevist, «surabondamment prouvé«, at «det rigtige Forhold mellem Arbejde og Hvile er som 6 til 1». — I ethvert Fald stiller man, som alt sagt, Sagen i en latterlig Grad paa Spidsen, naar man hævder, at under alle Omstændigheder bør Hviledagen nøjagtigt falde paa hver syvende Dag: da de forskjellige IndividerudføreArbejdeaf forskjellig Art og Omfang og derhos have ganske forskjellige Evner til at bære det, er det indlysende, at deres Krav paa Hvile i en tilsvarende Grad maa være forskjelligt. Dette behøver neppe nogen nøjere Udvikling.

Niemeyer kan ikke gjøre det Umulige, kan altsaa ikke bevise, at vi Alle netop hver syvende Dag trænge til Hvile. Heller ikke løser han, ja han forsøger ikke engangat det meget tvivlsomme Spørgsmaal, om Loven bør paabyde Hvile paa en bestemt Dag. Derimod paaviserhan og klart, at det uafbrudte Arbejde er ødelæggende, at en Indskrænkning af Afbejdsdagens Længde ikke overflødiggjør en fuld Hviledag nu og da; ja han tvivler endog om, at en Forkortelse paa en eller et Par Timer af Arbejdsdagens Længde overhovedet er til nogen Fordel for Arbejderen, — forudsat at han har Søndagen helt fri. Medens Historikere, f. Ex. Macaulayo. have ment historisk at kunne godtgjøre, at England og Amerika skylde den Strenghed, hvormed Søndagenher deres overlegne Kultur og Rigdom;

og medens Præster mene theologisk at kunne godtgjøre, at Søndagsarbejde ikke "bringer Velsignelse», — hævder Niemeyer fysiologisk, at det uafbrudte Arbejde vel øjeblikkeligkan en forholdsvis übetydelig Mergevinst, men at det samtidig medfører en bestandig Fare for, at en pludselig Arbejdsudygtighed vil indtræde og for at Erhvervsudygtighed skal indtræde før Tiden, hvorimod Søndagshvilen, selv om den foreløbig formindsker Fortjenesten, garantere en iScngere og paaiiuoiigere .arbejdsevne.At ikke vil have den «Hvile», hvorom her er Tale, opfattet som en passiv Dovnen, er selvfølgeligt.

Naturligvis kan Loven sagtens forbyde visse Arbejders Udførelse om Søndagen; men dermed er Sagen ikke afgjort: Negative, ikke at arbejde, forslaar ikke; Spørgsmaalet om Dagens positive Anvendelse træder frem. Af de Forfattere, der have behandlet denne Sag, er Dr. Schauenburg vistnok den, der med stærkest Eftertryk har hævdet, at Søn- og Helligdagene, — fordi de langt lettere end Hverdagene friste til Udskejelser og alskens daarlig Opførsel —, ere yderst farlige Institutioner, der ganske vist ville anrette overordenlig Skade, saafremt der ikke ved Siden af det Negative — visse Arbejders Ikke-Udførelse — findes noget Positivt,^—visse Arbejders Udførelse.

Schauenburg udtaler uforbeholdent, at «for det store Flertal er Søndagen bleven en Lastens Dag, en Kilde til Ulykke, hvorimod alle Formiddags- og EftermiddagsprædikanternesJeremiaderere ». Han giver TheologerneSkyldherfor. Kardinalhindringen mod en ideal Søndagshvile«, finder han i den Omstændighed, at Kirken har tabt, og har maattet tabe, al forædlende Indflydelse

paa de Dannede. Han véd, at «det er pinligt og skaffer Fjender offenlig at udtale sig om dette Thema», men han anser det som sin Pligt at «tage Tyren ved Hornene«. Aanden trænger til Beskjæftigelse; men Kirken byder den ikke en saadan; det store Flertal maa have en anden Føde end den, Religionen leverer. Hvad Arbejdernes Flertal angaar, saa foretrække de de socialistiske og samfundsomvæltendeDeklamationeri fremfor det, der bydes dem i Kirken; de socialdemokratiske Agitatorer ere farlige Konkurrenter for Præsterne. »Massearbejdets Bekymring vækkende Barn, Proletariatet, fordrer af de andre Samfundsklasser en anden Søndagsspise end den, der serveres det legalt og illegalt". Schauenburg forlangerderforOprettelsen Søndagsskoler, Tvangsskoler, Skoler til hvis Besøg Arbejderen indtil en vis Alder forpligtes,Skoleri der særlig kunde gives UndervisningiNaturvidenskaberne andre for Arbejderen nyttige Fag: Hygiejniske — altsaa ogsaa økonomiske og moralske — Hensyn fordre, at Staten i en højere Grad end hidtil tager sig af Folkeopdragelsen; Staten formaar at give Søndagen et rigere og ædlere Indhold, end den nu har, og Søndagen vilde visselig ikke blive en afskrækkende Dag for Arbejderen, om den anvendtes i Oplysningens Tjeneste. Haand i Haand med Søndagsskoler maa Legemsøvelser, Virksomhed i den fri Natur, gaa. Paa dette Omraade gaar det ikke an, at Staten forholder sig nevtral; den maa tvært imod være virksom: «det maa og skal være den moderne Stats Opgave at give Søndagen et stedse mere lærerigt og værdigt Indhold«. — Schauenburgs tankerige, livligt skrevne Skrift kan anbefales de Læsere, der ikke ere bange for irreligiøs Lekture; men det maa indrømmes, at hvormange gode Bemærkninger det end indeholder,

saa maa det dog vække nogen Forbavselse, at det schweiziskeSøndagsselskabhar
prisbelønne det.

Schauenburgs Forslag ere ganske vist ret tiltalende; men kan man billigvis forlange, at den Arbejder, der de sex Dage arbejder fra Morgen til Aften, den syvende Dag skal sætte sig paa Skolebænken? Og vil den Arbejder, der udslider sig ved blot legemligt Arbejde, have noget sandt Udbytte af en Søndagsundervisning? Baade Læger og Pædagoger betvivle, at hans Aand vil være tilstrækkelig herfor. Her er unægtelig en Vanskelighed. en betydeligere Indskrænkning af Arbejdsdagens kunde den maaske dog fjernes.

Alle de talrige Bidrag til Søndagsspørgsmaalets Belysning*) — støttende sig snart paa hygiejniske, snart paa økonomiske, snart paa moralske Grunde — med mere eller mindre Held søgt at godtgjøfe, hvilken Betydning har for hele Samfundets Velvære, at Søndagen benyttes som et Middel til at bringe Afvexling ind i den sædvanlige Arbejdsvirksomhed; men intet faf dem har løst, neppe nok forsøgt at løse Spørgsmaalet om, hvorvidt har moralsk Ret til ligefrem at forbyde, at der arbejdes om Søndagen. Sagen er den, at dette Spørgsmaal har sine Vanskeligheder, praktiske saavel som theoretiske.

Saameget er indlysende: paa den ene Side lader
en hel Del Virksomhed, Fabrikvirksomhed saavel som

---

*) Udførligere Literaturangivelser findes i de foran nævnte Skrifter. Mærk navnlig det schweiziske Søndagsselskabs Skrifter (se dettes Aarsberetninger). Ogsaa af det parisiske Selskab er der udgivet en Del (hos Bonhoure & Co., Paris;, der fortjener at paaagtes.

Haandværksvirksomhed, sig lettelig forbyde om Søndagen; dette er ikke blot muligt, men er mange Steder faktisk Tilfældet; — paa den anden Side er der en endnu større Mængde Virksomheder, som dels ere af en saa iøjnefaldende uopsættelig Natur, at den blotte Tanke om Forbud imod dem er umulig (Brandkorpsets, f. Ex., og utallige andre), dels foregaa paa en saadan Maade, at en Kontrol med deres Udførelse eller Ikke - Udførelse er umulig (de, der foregaa i det private Hjem, f. Ex.). Men imellem disse Yderpunkter ligger der Virksomheder, hvor Sagen er tvivlsommere. Det nytter ikke at sige, at al Virksomhed, der er uopsætteligt nødvendig, bør være ligesaa tilladt om Søndagen som om Hverdagen; thi hvorledesvilman Praxis bestemme det «uopsætteligt Nødvendiges»Begreb? er let nok at nævne Exempler paa, hvad der kan forbydes, og hvad der ikke kan forbydes;men er heller ikke vanskeligt at finde Spørgsmaal,hvorAfgjørelsen mere tvivlsom. En Sammenligningmellemde Landes Helligdagslove vilde vise, hvor tvivlsom Sagen er: hvad der af den ene Lov betragtes som opsætteligt, betragtes af den anden Lov som uopsætteligt: Høstarbejder betragtes de fleste Steder som uopsættelige, af den danske Helligdagslov derimod kun betingelsesvisosv.Dette en af de store praktiske Vanskelighederveddenne hvem skal afgjøre, hvor Grænsen skal drages mellem det Opsættelige og Uopsættelige?_— I ethvertFaldkunne betragte det som sikkert, at en Lov om Søndagen som Hviledagen i det heldigste Tilfælde vil blive et halvgjort Arbejde: den vil forbyde nogle Virksomhederogtillade hvor Søndagshvilen maaske var af ligesaa stor eller endnu større Vigtighed. Men Love, der

kun ere halvgjort Arbejde, burde vi tage os i Agt for; af
den Slags have vi nok.

Hertil kommer nu Vanskeligheder af anden Art. Først og fremmest da det store Hovedspørgsmaal: er Statsmagten overhovedet berettiget til at beskære den Enkeltes i større Grad om Søndagen end de andre Dage af Ugen? Det har sin Interesse at høre, hvad Napoleon om denne Sag: Under 5. Marts 1807 skrev han til Portalis: «Det er überettiget at forhindre Mennesker, der om Søndagen have samme Fornødenheder om Hverdagen, i at tjene deres Brød. Regeringen kun da forbyde dette, naar den uden l\øt ni in«? vjlda nfjrlolo TJr/*rl +11 dom r\av rrjorinrlo R.Q — gering og Politi skulle ikke blande sig i denne Sag. Selv Kirkefædrene foreskrev Søndagshvilen kun for de Mennesker, ere saa velhavende eller saaledes stillede, at de ved Arbejdet om Hverdagen kunne fortjene saa meget, at de ikke behøve at arbejde om Søndagen. — Jeg er Avtoriteten, jeg giver mine Undersaatter Lov til bestandig at arbejde uafbrudt. Jo mere de arbejde, des færre Laster de have«. Napoleon, der maaske udtrykte sig noget skarpt, udtalte som sin Overbevisning, at «da Folket daglig maa have Føden, maa det ogsaa tillades det at arbejde daglig», en Overbevisning, der ikke staar i Strid med, hvad Naturforskeren Karl Muller i Halle siger: «det er hensigtsmæssigt og gavnligt for os at have en Hviledag som Søndagen, — forsaavidt det er vor fri Beslutning, efter Omstændighederne kan være det, at helligholde denne Dag».

Den største Avtoritet, der har udtalt sig om denne
Sag, er Stuart Mill; men det, han siger herom, er for
det Første ikke meget, og indeholder for det Andet adskiJligeSelvmodsigelser.Millbetragter

skiJligeSelvmodsigelser.Millbetragterganske vist HelligdagsanordningernesomüberettigedeIndgreb den EnkeltesretmæssigeFrihed,og at de forbyde en i og for sig fuldt tilladelig Anvendelse af Ens Fritid. Ligeledes misbilliger han Forbudet mod Fornøjelser om Helligdagene; thi «vel er det sandt, at den Enes FornøjelseerdenAndens men Manges Glæde for ikke at sige gavnlige Vederkvægelse er vel værd nogle Faas Arbejde, forudsat at disse Faa frivillig have valgt og frivilligkunneopgivederes Derimod mener han, at saafremt den gavnlige Skik — gavnlig «forsaavidt Livets Kaar tillader den» — at have en Dag fri om Ugen «ikke kan følges, uden naar alle de arbejdende Klasser ere enige herom, fordi Nogle ved at arbejde paatvinge Andre samme Nødvendighed, kan det være tilladeligt, og rigtigt, at Loven garanterer Enhver, at de Andre følge denne Skik, idet den paa en bestemt Dag om Ugen forbyderIndustriensstørreArbejder«). denne »Retfærdigjørelse»—hvisRækkeevne ikke er ganske klar, da Mill selv siger, at den ikke gjælder »selvvalgte Beskjæftigelser«ogforskjelligeandre søger han at støtte ved den Paastand, at «Arbejderne have fuldkommen Ret, naar de tro, at hvis Alle arbejdede om Søndagen, vilde der blive betalt sex Dages Løn for syv Dages Arbejde». Ja, hvis det forholdt sig saaledes, kunde der være god Grund til at overveje, om man ikke ved et Forbud mod Søndagsarbejdetburdefravigedet til Personens Frihed, som Mill ellers saa bestemt forfægter. Men heldigvis have Arbejderneikke«fuldkommenRet» den nysanførte Antagelse. Bagved den Antagelse, at der, naar Alle arbejde om Søndagen,vilblivebetalt Dages Løn for syv Dages Arbejde,liggeriVirkeligheden gamle uholdbare Theori

om, at Arbejdslønnen aldrig i Længden vil kunne hæve sig over og heller ikke synke under det Minimum, der er absolut nødvendigt, naar Livet skal holdes i Arbejderen og hans Familie. Mill har af denne Theori draget den Slutning, at Arbejderne ikke ville profitere en Skilling ved at arbejde 7 Dage i Stedet for 6 Dage, at altsaaSøndagsarbejdetbørforbydes; han har ikke bemærket,atTheorien en Del videre: berøres ArbejdslønnensStørrelsesletikke Arbejdstidens Længde, hvorfor saa kun indskrænke Arbejdsugen til 6 Dage, hvorfor ikke indskrænke den til 5 eller 4 Dage? hvorfor kun forbyde Søndagsarbejdet, hvorfor ikke ogsaa forbyde Mandags- og Tirsdagsarbejdet? Kort sagt: Theorien fører i sine Konsekvenser til de største Absurditeter. — Men selv om Theorien var rigtig, selv om det kunde antages,atArbejdernevilde for 6 Dages Arbejde den Løn de tidligere fik for 7 Dages, naar Loven «garanterede» at Ingen vil arbejde om Søndagen, — hvad vil saa det sige? Det vil sige, at man lover Arbejderne en ForbedringafderesStilling en Betingelse, som aldrig vil blive opfyldt. Den Betingelse, Mill og Meningsfæller opstille, er jo den, at Loven skal »garantere«, at Alle ville respektere Søndagen som Hviledagen. Denne Betingelse er umulig: Loven hverken kan eller vil give en saad.an «Garanti«. I en ganske særlig Grad er dette Tilfældet i et Land som Danmark, hvor det vilde være meningsløst at tænke paa at forbyde Markarbejder,Høstarbejde,Pasningaf m. m. Heller ikke kan der være Tale om at forbyde den betydelige Virksomhed, der sker i det private Hjem: Loven kan, f. Ex., forbyde Arbejde paa de store Skræderværksteder; men den kan ikke forhindre Skræderne i at sy i deres

Hjem osv. Hos os vil det i ethvert Fald være umuligt for Loven at ramme det store Flertal af Arbejdere; den kan forbyde et Mindretal at arbejde; men Flertallet vil — hvis det ønsker det — fremdeles kunne arbejde og dervedskabeenfor trykkende Konkurrence. — Til saadanne Resultater føre de Mill'ske Paastande os altsaa; en nøjere Undersøgelse vilde end ydermere vise os, at de ere selvmodsigende. Vi skulle dog ikke indlade os paa en saadan, men vi skulle anføre en anden Maade, hvorved man har søgt at forklare Formeningen om at der vil blive betalt 7 Dages Løn for 6 Dages Arbejde. Man har sagt — det er f. Ex. blevet sagt i den danske Rigsda _—, at der vil kunne svares samme Løn for Arbejdsugenpaa6Dage for Arbejdsugen paa 7 Dage, fordi Produktionen i hin ganske sikkert ikke vil blive mindre end i denne. Dette er et slet og ret Postulat, en af den Slags Paastande, som ere lette at gjøre men vanskelige at bevise. Spørgsmaalet om Indflydelsen af SøndagsarbejdetsAfskaffelsepaaArbejdslønnen og paa ProduktionensStørrelseladersig besvare a 'priori men kun efter en omfattende statistisk Undersøgelse, til hvilken der til Dato paa ingen Maade foreligger et fyldestgjørendeMateriale.

Spørgsmaalet om Lovens Berettigelse eller Ikke-Berettigelsetilat Søndagsarbejdets Afskaffelse er, forekommer det mig, nær beslægtet med Spørgsmaalet om dens Berettigelse til at foreskrive en Normalarbejdsdag, en Arbejdsdag af en vis Længde. Nogen.Forskjel er her vel, men neppe nogen Væsensforskjel, kun en Gradsforskjel.ErLoven til at forbyde Arbejderen at være mere end ti Timer daglig paa Fabriken, saa følger maaske ikke nødvendigvis deraf, at den er berettiget til

at forbyde ham at være der mere end 6 Dage ugenlig; — men er den ikke berettiget til at forbyde ham at arbejdemereend vist Antal Timer daglig, saa er den vistnok ligesaa überettiget eller endnu mere überettiget til at forbyde ham at arbejde mere end et vist Antal Dage ugenlig. Det er altsaa min Opfattelse, at saalænge man ikke har løst Spørgsmaalet om Statsmagtens Berettigelse til at foreskrive en Arbejdsdag af en vis Længde, saalængeharman ikke løst Søndagsspørgsmaalet. Kunne Arbejderne ved at slutte sig sammen tvinge Arbejdsgiverentilat Arbejdsugen til 6 Dage, eller ville Arbejdsgiverne, navnlig det Offenlige — hvor det optræder som Arbejdsgiver — af egen Drift aiskaffe Søndagsarbejdet,—saa det være meget godt og meget prisværdigt; men det erjoenSag, som intet har at gjere med Spørgsmaalet om Lovgivningsmagtens Ret til at foreskrive en bestemt Arbejdsdag eller Arbejdsuge. Den nationaløkonomiske Theori godkjender neppe saa betydelige Indgreb i den industrielle Frihed, som en Normalarbejdsdaginvolverer;og har endnu ikke ført noget afgjørende Bevis for de gavnlige Virkninger af saadanneIndgreb.Hvad angaar, saa er saa meget sikkert, at Spørgsmaalet om en Normalarbejdsdag ikke blot ikke er løst her, men endog synes meget langt fra sin Løsning. Saalænge vi ikke ere komne denne Løsning nærmere, kunne vi roligt lade Søndagsspørgsmaalet bero. Vi kunne følge Udlandets Forhandlinger om det; vi kunne diskutere det, høre hvad der siges for og imod; men paa en definitiv Løsning af det kan der indtil Videre neppe tænkes. Hvis vi engang skulle komme saa vidt, at vi besluttede os til det Negative — Søndagsarbejdets Afskaffelse o: at forbyde Arbejderne at skaffe sig en i og

for sig tilladelig Fortjeneste —, vil i samme Øjeblik et nyt Spørgsmaal træde frem: Spørgsmaalet om det Positive,—hvorvidt hvorledes der kan gives Søndagen et fyldigt og ædelt Indhold, saaledes at den kan komme til at spille en velgjørende Rolle i den økonomiske og sociale Udvikling; thi denne Rolle vil ikke tildeles den af et Lovbud, der forlanger Arbejde afløst af Lediggang.