Økonomisk Revue.

Kongresser: Nationaløkonomisk Kongres i Bremen. — Nekrolog
Wolowski, Casimir-Perier, Franqueville, Harr. Martineau.

Kjøbenhavn, den 31te Oktober 1876.

Sommerens og Efleraarets Maaneder have iaar, som altid, værel Kongressernes Tid: den nationaløkonomiske Kongres i Bremen (Seplbr.), den socialvidenskabelige Kongres i Clermont-Ferrand, den statistiske Kongres i Budapest (Seplbr.) Social Science Congres i Glasgow, trades unions Kongres i Newcastle, Arbejder kongressen i Paris, forskjellige kooperative Kongresser m. m. fl. Ogsaa paa den hygiejniske i Bruxelles (Seplbr._—Oktbr.) og paa den folkeretlige i Bremen (Septbr.) behandledes flere vigtige socialøkonomiske Spørgsmaal. Derimod opgav «l'lnstilut de droit international«, paa Grund af Tidsforholdene, sin til Ziirich (Septbr.) indkaldte Sammenkomst, og den i vor «økonomiske Revue« B. \'II S. 393 bebudede nationaløkonom. Kongres i Bruxelles (Septbr.) til Minde om Udgivelsen af «Weallh of Nations« er ligeledes bleven opgivet.

Densyttende tyske nationaløkonomiske Kongres, der bl. A. fik en særlig Interesse derved, at Eisenachermændene havde givet Møde*), afholdtes i de sidste Dage af September i Bremen, under Forsæde af Dr. Braun (Wiesbaden).

Efter at Indledningsformaliteterne vare foretagne, og efter at Præsidenten havde holdt Aabningstalen og budt SocialpolitikerneVelkommen, Kongressen Behandlingen af det første Punkt paa Dagsordenen: Værdi told eller Vægttold?, der indlededes af Seyffardt (Crefeld) og Dr. Hertz ka (Wien). Førstnævnte fremhævede, al Spørgsmaalet i og for sig Intet

---

.*) Jfr. vor »økonomiske Revue« N. T. Bd. VI S. 467 og Bd. VII S. 223.

havde at gjore med Spørgsmaalet: Beskyttelse eller Frihandel?, uagtet Beskyllelsesmændene have en vis Tilbøjelighed til at skrive Værditolden paa deres Fane. Han vilde gjerne indrømme disse Mænd, at Værditolden havde noget Bestikkende ved sig, og at en uhensigtsmæssigt ordnet Vægtlold kunde føre til, at de simplere Varer beskattedes uforholdsmæssigt haardt; men han hævdede, at denne Mangel ikke nødvendigvis fulgte med Vægttolden, men kun var en Følge af en uhensigtsmæssig Ordningaf Vanskelighederne ved Værdilolden vare væsenlig af praktisk Art: Umuligheden i at bestemme mange Varers Værdi; forskjellig Taxation af de samme Varers Værdi; Fristelse til Credelighed osv. Fordelen ved Vægttolden var den positive Sikkerhed og Bestemthed, der fulgie med den.^— Dr. Herlzka akcenluerede særlig den Tendens, Værditolden har (il yderligere at skærpe Varernes Væruifiukiucuiuiitf. — Af Modpartiet, med Biick (Diisseldorf) til Ordfører, blev der stillet et Forslag, hvorved Værditolden anbefaledes; men Kongressen forkastede med 112 mod 96 St. dette Forslag, hvorefter den Seyffardt'ske Resolution vedloges saalydende: «I Erkjendelse af at Værditold vel synes at være fordelagtig for mange Vareklasser, hvorunder der hører Artikler med meget forskjelligt Forhold mellem Værdi og Vægt; i yderligere Erkjendelse af at Formaalet for en rigtig Normering af Tolden dog ogsaa kan opnaas ved en Leddeling af Vægttolden; i endelig Erkjendelse af at — ifølge Erfaringerne fra alle de Lande, der opkræve Værditold —, Værditoldsyslemet bereder den legitime Handel überegnelige Vanskeligheder og det fri Samkvem saavelsora den sunde Konkurrence alvorlig Skade, — erklærer Kongressen, al Vægttold (resp. Rum- og Styklold) fortjener Fortrinet fremfor Værditold.»

Allerede under Foretagelsen af denne Sag havde FrihandelsmændogBeskyttelsesmændhaft til at prøve Kræfter; men det næste Punkt, om Afslutning af Handelslraktater eller Fornyelsen af saadanne, skulde dog føre til langt alvorligere Sammenstød. A. Lamm er s (Bremen), der indledede denne Sag, ytrede bl. A.: Tyskland har for Tiden langt lettere ved at afslutte Handelslraktaler med andre Folk end paa den Tid, da de Traktater, der nu udløbe, afsluttedes. Dengang blev UnderhandlernesEnergilammelved

handlernesEnergilammelvedHensynet til modstræbende eller maaske endog fjendlige Regeringer; nu findes der ikke længere saadanne Regeringer i Tyskland. Heller ikke de toldpolitiske Parlier staa i Grunden saa langt fra hinanden, som man kunde tro, og som de gjorde for halvandet Aarli siden. De Reskyttelsesideerogdenalmindelige Reaktion, som man. har sporet i de senere Aar, møder i Almindelighed i Industri og Handel mindre Stof og mindre Stemning, end der var tilstedeiRegyndelsenaf Den altovervejende Del af Handelsraadene anerkjender de bestaaende Traktaters store Nytte og gunstige Indflydelse, og intet Handelsraad har udtalt sig imod Afslutningen af ny Traktater. JNu er det imidlertid en bekjendt Sag, at disse Traktater blev afsluttede i et frihandleriskFormaal,ogat ogsaa have virket i Retning af Frihandel, og Beskyttelsesmændene i Regyndelsen af Tres'erne modsatte sig dem ogsaa bestemt. Ønskerne om højere Told i de tyske Tarifer opvejes fuldstændigt af Ønskerne om lavere Told i de fremmede Tarifer, og det er ikke Handelsstandernes Meninger, der her gjøre Udslaget. Den hyppigt tilbagevendende Fordring paa Gjensidighed eller Lighed mellem de tyske og de fremmede Toldsatser gjælder i Almindelighed mere en Nedsættelseafdefremmede en Forøgelse af de tyske Toldsatser. Heri ligger Muligheden for at tilvejebringe en Forstaaelse mellem de industrielle Interesser paa den ene Side og de agrikole og kommercielle paa den anden Side, eller mellem den nationale Produktion og det store konsumerende Publikum. Vilde vi udelukkende fæste Rlikket paa dettes Vel, kunde man opkaste det gamle Spørgsmaal, om man ikke fremfor alle Handelstraktaterburdeforetrækkeen og konsekvent RensningafTarifenfor Reskyltelsestold og enhver unyttig o: lidet indbringende Told. I den exporterende Industris Interesse, som ogsaa i Handelens og Skibsfartens Interesse, kunde det konsumerende Publikum bekvemme sig til at antage Handelstraklalerne, naar det, som hidtil, sikredes mod Tilbageskridt.KunEter for den forestaaende Underhandling: Minister Delbriicks Tilbagetræden. Et almindeligt ForhandlingsprogramkanGjensidighedeneller ikke afgive paa

Grund af Traktaternes Mangfoldighed; men som Argument under Underhandlingen, kan der muligvis henvises til manglende LighedogGjensidighed,ligesom Trusel om Retorsion, om Indførelsen af en for det paagjældende Land særlig übehagelig Told, kan bruges som diplomatisk Pressionsmiddel, under visse særlige Omstændigheder; kun mærke man sig, al dette Vaaben er el tveæggel Sværd, der kun maa bruges med yderste Varsomhed.TilDifferentialtoldsystemetbør ikke vende tilbage,bortsetfraenkelte De enkelte Toldnedsættelserskulleikkeher ; kun henstilles Tanken oca en overensstemmende ren Forbrugsskat paa Sukker i hele det vestlige Evropa til Overvejelse. Hvad Afslutningen af ny HandelsogSkibsfartstraktaterangaar,er for Tyskland af største Vigtighed at faa Rusland og de Forenede Stater til at gaa ind herpaa. -— Efter L&iuijiérs taile Buck , der først beklagede sig over, at de liberale Blade skar Agrarier, SocialdemokraterogBeskyttelsesmændover Kam, hvorefter han gik ind paa en Sammenligning af de største Industrilandes økonomiske Stilling, og kom til det Resultat, at kun Frankrig gaar frem, fordi det udfører mere end det indfører af Fabrikata, hvorimod Indførsel af Consumtibilier, Raa- og Hjælpestoffer er større end Udførselen. England og endnu mere Tyskland gik det derimod tilbage med. Taleren indrømmede, at fuldstændig Gjensidighed er en Umulighed, men ønskede, at man ved AfslutningenafnyTraktater vilde være betænkt paa at opnaaKompensationer.—Som Ordfører for BeskyttelsesmændeneoptraadteDr.S 1 (Frankfurl), der i Principet udtalte sig- imod Handelstraktater og for Vedtagelsen af en autonom Tarif. Lod Principet sig ikke udføre, og maalte man tage Hensyn lil Kjendsgjerningerne, saa fulgte dog ikke deraf, at man ved Afslutningen af Traktaterne skulde ordne den übetydeligeBeskyttelse,derforefindes, en irrationel Maade. Man paastod rigtignok, at Beskyttelsen førte Kapitalen ind i falske Kanaler; dette var imidlertid ikke nogen nødvendig Følge. Beskyttelsen førte vel Kapitalerne ind i bestemte Kanaler; man maatte kun sørge for, at den førte dem ind i Kanaler, hvor de vilde virke nyttigt for Folkevellet. Den brutale Vægttold

havde nu ført Kapitalerne ind i Masseproduktionens falske Kanaler:detsmagfuldeog Arbejde nød ingen Beskyttelse,hvorimodgroveog Varer gjorde det. Han ønskede ingen Udvidelse af, men kun en bedre Fordeling af den -tilstedeværende Beskyttelse. — Af Beskyttelsesmænd talte endvidere Grothe og Has z ler (Augsburg); af Frihandelsmænd Dr. Wolff (Stettin), Dr. Hertzka, Dr. Eras (Breslau) og Dr. Weigert (Berlin). Særlig Opmærksomhed vandt Dr. Herlzka, der bl. A. paaviste, hvorledes man i Tyskland og Frankrig udtalerFrygtforden Konkurrence, medens England paa sin Side siger ikke at kunne udholde den tyske og franske Konkurrence. Den Handelsbalance, man opgjorde, beviste forøvrigt,Intet:Udførselenaf Metaller fra England til Orient og Okcident log de statistiske Lister f. Ex. intet Hensyn til, og overhovedet var de statistiske Opgivelser af en saa mangelfuld Natur, at der ikke kunne tillægges Paastanden om, at Indførselensaastærktoverskred nogen Vægt. Frankrig fremstillede man som et Mønsterland, og man fremhævede med særlig Forkjærlighed, at Milliardbetalingen var Grunden til, at Frankrig nød det store «Gode»: større Udførsel end Indførsel. Var dette rigtigt, behøvede Tyskland jo kun at lade sig slaa og lade sig betynge med en betydelig Krigsskadeserstatningsudbetaling;saavildeTyskland ogsaa opnaa det nævnte mageløse «Gode» ! De Herrer, der fremstillede Frankrig som Mønsterlandet, og samtidig opponerede mod Handelstraktaterne, burde mindes, at netop Frankrig havde givet Stødet til dem. Forøvrigt vilde nok Modstanden mod Handelstraktaterne pludselig svinde bort, — naar man blot brugte dem som et Middel til at sætte Tolden i Vejret. Østrig viste slaaende, hvorledes det netop er de Mægtigste og de Rigeste, der forlange Beskyttelse. Beskyttelsesspørgsmaalet var overhovedet et Magtspørgsmaal.

Efter at endnu Weigert havde haft Ordet, og bl. A. paavist, at de tyske Arbejdere netop ønske Frihandel, ikke — hvad Protektionisterne falskelig paaslaa — Beskyttelse, sluttede Debatten med, at to af S top el og Buck stillede — tildels protektionistiske — Forslag forkastedes med overvejende Flertal, hvorimod Kongressen med c. 130 mod 100 St. vedtog det

L ammers- Weigertske Forslag saalydende: «Ved det forestaaendeUdløb de med andre evropæiske Stater afsluttede Handels- og Skibsfartstraktater er deres Fornyelse alvorlig at efterstræbe fra tysk Side. Underhandlingerne maa gjælde Lettelser saavel af Indførselen som af Udførselen. Paa Grund af Traktaternes Talrighed er det menigsløst at opstille en Lighedi kontraherende Parlers Toldsatser som almindeligt Forhandlingsgrundlag, og i del enkelte Tilfælde bør en saadan Lighed kun efterstræbes i Retning af den laveste Sals. Reglen maa, som hidtil, være, at alle de Toldbegunstigelser, Tyskland tilslaar en enkelt fremmed Stat, udvides til at omfatte alle, og paa den anden Side maa Tyskland se at opnaa den mestbegunsligedeNations Ny samkvemsleltendc Told- Iraktater synes altraaelsesværdige, især med Rusland og de Forenede Stater.«

Det næste Punkt, der kom til Forhandling, var SpørgsmaaletomJerntolden, et Spørgsmaal, der i Tyskland sætter Sindene i heftig Bevægelse. Med dette Aars Udgang udløber den Kompromistid, som den lyske Rigsdag i 1873 indrømmedeJernindustrien:efter af J 873 skal Jernlolden falde bort den Iste Januar 1877. Nu udfoldes der imidlertid en krampagtig Agilaiion fra de Industridrivendes Side med det Formaal at sikre Jcrntoldens Bestaaen endnu i en Række Aar. Opnaas delte Formaal, vil ikke blot en i og for sig uheldig Beskyttelse blive godkjendl, men der vil end ydermere ind- Irøde Fare for, at denne de Industridrivendes Sejr kunde give Tysklands hele Toldpolitik et betænkeligt Stød og muligvis drive den over i en «beskyltende» Retning. Spørgsmaalet om JerntoldensOphøreller Bestaaen indeslutler allsaa i sig Spørgsmaalet om Tysklands fremlidige Toldpolitik; — delte er Grunden til, at der tillægges del en saa overordenlig Betydning.—Ved om Jernlolden paa Kongressen i Bremen forelaa der flere Forslag lil Beslutning. Baare (Boehum) Rpprsßsentanten for den weslfalske Slaalindustri, paastod at den tyske Jern- og Staalindustri umulig kunde overleve den nuværendeKriseuden og at den var kommen i den sørgelige Forfatning, at den endog maalte betragte en Krig

som en for den gunstig Chance; en Ophævelse af den bestaaendeJerntoldvilde absolut dødbringende, og Taleren stillede derfor Forslag om, at en saadan Ophævelse »indtil Videre« udsaltes. Efter nogen Diskussion blev imidlertid delte Forslag, til Beskyttelsesmændenes yderlige Forbitrelse, forkastet med 105 mod 137 St.*). Et Forslag af Dr. Eras om at udtale som almindelig Regel, at del er upraktisk, at lade Loveu fastsætte Tarifforandringer til fjerne Tidspunkter, og al det, i delle specielle Tilfælde, maa anses for ønskeligt foreløbigikkeat de Toldbefrielser, der udtales i Loven af 1873, — et Forslag, der bl. A. begrundedes derved, at JerntoldensOphævelseunder nuværende særlig ugunstige Forhold muligvis kunde bidrage til at fremkalde en mod Frihandelen relief. Opinion — vedtoges heller ikke. Ligesaalidtvedtogesdelte Hirlh (Munchen) stillede Forslag: Skulde det efler anstillede omhyggelige Undersøgelser vise sig, al den lyske Jernindustri ikke kan bestaa uden en forbigaaende Slatsunderstøttelse, saa maa man principielt foretrække direkteTilskudfremfor Toldbeskyttelse, fordi denne ikke tilstederHensyntagentil Forhold, og fordi den, i de Tilfælde, hvor Understøttelsen viser sig at være undværlig, ikke blot paalægger Samfundet et uretfærdigt Offer, men ogsaa udsætterselveden Industri for Fare. Derimod vedtog Kongressen følgende af Dannenberg (Hamborg), Stephan (Berlin), Wolff (Stellin), Gens el (Leipzig) ogWitte (Rostock) indbragte Forslag: «I Betragtning af, al den tyske Jernindustris trykkede Tiisland ikke er enestaaende, men at næsten alle

---

*) Det er blevet oplyst, at af de 105 Beskyttelsesmænd, var de 100 Fabrikanter, Resten, o: en halv Snes, «nationaløkonomiske Særlinge«. de 137 Frihandelsmænd var c. 60 Handlende, Resten, c. 70, derimod Nationaløkonomer. Saaledes turde denne Afstemning at det alt overvejende Flertal af Tysklands Nationaløkonomer fremdeles er Frihandelsmænd. Frihandelen har sin Støtte i hele den nationaløkonomiske Indsigt; Beskyttelsen maa nøje sig med Folk, for hvem de private Interesser ere væsenlig afgjørende, Folk, der paa en saadan Maade ere Part i Sagen, at de ikke ret vel kunne bruges som Dommere.

Landes Industrier befinde sig i en trykket Tilstand; i Betragtningaf,at trykkede Tilstand er en naturlig Reaktion imod den forudgaaende overdrevne Anspændelse og forøvrigt er opstaaet under de nuværende Toldforhold, og at der erfaringsmæssigtpaasaadanne følger et sundere Forretningsliv; i Betragtning af, at den tyske Jern- og Staalproduklions Export i Aarene 1872_—75 er taget til med 81 pCt., medens den engelske Jern-og Slaalexport viser en Tilbagegang paa 27 pCt.; i Betragtning af, at ikke Indførselen fra Udlandet, men tværtimodenumaadelig i Indlandet og den uøkonomiskeKonkurrence,som indenlandske Jernprodueenter øve ligeoverfor hverandre, trykker Prisen paa deres Fabrikata, — erklærer Kongressen: en Forandring af den den lslc Jan. 1877 i Kraft trædende Toldlovgivning er ikke tilstedelig.« Delte Forsiags Vedtagelse forbitrede Bcskytlelsesmændene i den Grad, at de med Støj og Larm forlod Salen.

Et Emne, der satte Lidenskaberne i mindre heftig Bevægelse,var næste: Bør Loven bestemme Guld- og Sølvvarers Finhed? Diskussionen indlededes af A. v. Studnitz,der tidligere har gjort sig bekjendt ved et Skrift om denne Sag.*) Hr. v. Studnitz gjorde gjældende, at i alle de Lande, hvor Loven giver Forskrifter for Guld- og Sølvvarers Finhed, vise disse Lovens Forskrifter sig at være aldeles ufyldestgjørende,og hersker stor Misfornøjelse med dem. Forelaa der overhovedet nogen Grund til at behandle Fabrikationen af de nævnte Varer anderledes end Fabrikationen af andre Varer? Man angav disse Varers Kostbarhed som Grund; men mange andre Varer, f. Ex. Ædelstene, vare ligesaa eller endnu mere kostbare, uden at Loven derfor ordnede den paagjældende Industri.Man endvidere Publikums Mangel paa Sagkundskabog til her at kontrollere; men mange andre Varer maatte Publikum i samme Grad kjøbe paa Tro og Love. Man havde brugt tre Methoder ved Bestemmelsen af Finheden: den imperativ-præventive Kontrol, den fakultative og den personlige Kontrol. Den første bestod deri, at Loven bestemte den Finhed,

---

*) Jfr. Nationaløkon. Tidsskrift Bd. VI S. 208.

Guld- og Sølvvarer skulde have. Denne Kontrol var kostbar, og ofte generende for Publikum og Industrien. Den fakultative Kontrol gav Fabrikanten Ret til at faa sin Opgivelse af Finhedenprøvet Staten og faa den attesteret ved Statsstempel; Staten overlog altsaa en Garanti, der kunde misbruges paa en meget belænkelig Maade. Den personlige Kontrol besfod i Fabrikantens Forpligtelse til at paalrykke Varerne sit Firmastempelog af Finheden; men heller ikke denne Kontrolindeholdt Sikkerhed; Bedrageri var vanskelig at opdage,og navnlig Sted med Hensyn til simple Varer, hvor Ingen gjorde sig den Ulejlighed al foretage en Prøve. Der var ogsaa mange Varer, som aldeles ikke kunde stemples, f. Ex. Filigranarbejder, Perler og saadanne Varer, hvis forskjellige Dele vare af forskjellig Finhed. Dertil kom, at Stempling af ydre Grunde ofte var mislig. Det var betegnende, at de tyske Varer paa forskjellige Steder i Udlandet blev foretrukne, netop fordi de vare fritagne for Stemplingen. Taleren anbefaledederfor Forslag: «Lovens Forskrifter om GuldogSølvvarers beskytte ikke Publikum mod Bedrageri og hemme — selv i deres mildeste Form — Fabrikationen; de ere derfor forkastelige«. Forslaget mødte imidlertid Modstandi og det forkastedes sluttelig, hvorimod der vedtoges et Forslag af G ens el og Kirbach (Plauen), hvorefterLoven paabyde, at Guld- og Sølvvarer bør forsynes med Firmamærke og Angivelse af Finhed.

Efter at Forsamlingen uden Debat og enstemmigt havde vedtaget nogle Forslag af Baron v. Kiibeck (Wien) om den nalionaløkonomiske Betydning af Forholdet mellem JernbanernesBygningsomkostningerogDriftsomkostninger,gikdenovertilHovedspørgsmaalet: ninger,gikdenovertilHovedspørgsmaalet:Bør Staten opkjøbe de tyske Baner? Regeringsraad, Dr. V. Bohmert, der indledede denne Sag, omtalte, hvorledes dette Spørgsmaal, der havde fremkaldt en saa voldsom Bevægelse, skyldte dels indre, dels rent ydre Grunde sin Fremkomst. Allerede Rigels Forfatning, der gav Staten et Tilsyn med Jernbanevæsenet, havde maatlet give Stødet hertil; dertil kom nu i den nyere Tid Klagerne over saa mange Misligheder ved Banevæsenet,

saavelsom de slette Erfaringer, man ogsaa her havde gjort med Aktieselskaberne, og delle havde — i Forbindelse med et mere eller mindre slærkl socialistisk Træk, der gaar gjennem Nutiden, — ført paa den Tanke at afløse den fri Konkurrence, der ikke havde fjernet Mislighederne, med Statsvirksomhed; den offenlige Side ved Jernbanevæsenel, de offenlige Interesser vare traadte i Forgrunden. Taleren var for sit Vedkommende Tilhænger af Privatvirksomheden, og forelrak en god Privatdrifl fremfor Slatsdrift,ogdetforekomham,al Exempel godlgjorde FordelenevedikkeatordneJernbanevæsenetskablonmæssigt. de konkrete Omstændigheder. Taleren berørte, hvorledes det foreliggendeSpørgsmaalvarblevetgjorttil politisk, hvorved dets Besvarelse i høj Grad vanskeliggjordes ; Indblandingen af del politiske Moment havde bidraget til-al. forkvakle Sagen. Det Lyske Riges Opkjøb af samtlige lyske Jernbaner vilde være en Kæmpeopgave: Projektet herom var en renDoklrin; ingen Storslat havde givet Doktrinen om udelukkende Stalsbanedrift praktisk Godkjendelse; kun enkelte mindre Staler og Mellemstater havde set sig foranledigedetilatindføreSlalsbanedriften.Man ogsaa mindes, at vi endnu befandt os midt i Banebygningsperioden, og at vi burde vogte os for at skræmme Privatkapitalen. Det gik ikke an uden Videre at parallelisere Jernbaner med LandevejeogGader;hervardog Forskjelligheder tilstede; Jernbanerne vare Kunstveje, som ikke Alle og Enhver kunde benytte. Var Taleren saa doktrinær, som man beskyldte ham for al være, vilde han ønske, at Tyskland vilde prøve paa at udføre Projektet om Banernes Opkjøb; England og Frankrig ønskede jo, at Tyskland skulde gjøre Experimentet, men vare for forsigtige til selv al indlade sig paa Sligt. Projektet vilde være i højeste Grad farligt for Rigets Finanser. Elberfelder- Planen om at ordne Sagen som et stort Aktieforetagende lignede en Griindergeschåft og vilde neppe finde Anklang for Øjeblikket. Taleren var forøvrigt ikke nogen Tilhænger af et absolut laissez faire, men ønskede, at Tyskland, som England, vilde ordne de enkelte opstaaende Tilfælde ved Speciallove. Det tyske Jernbanevæsen led af store Mangler, navnlig Usikkerhed

og Forkvaklethed i Tariferne, der snarest burde afhjælpes; men Planen om Jernbanernes Opkjøb var altfor vovelig, forudenafdealtanførteGrunde, den neppe vilde tilstede en tilbørlig Hensyntagen til de lokale og provinsielle Interesser, til Konjunkturerne paa Verdensmarkedet osv. Isledetfor at udstedeenalmindeligJernbanelovburdeman Speciallove se at ordne Tarifvæsenet, dog ikke saaledes, at Tarifsalsernes Højde sloges fast, men saaledes, at der gaves Forskrifter om Tarifernes Offenliggjørelse, Minimalvarighed, Forandring og Ophævelseosv.Jernbanelovgivningenburdebeskyttede Samkvemsinteresser, sikre de bestaaende Stats- eller PrivatbanersExistensevne,ogletteFusioneringenaf JernbaneomraadersaavelsomdenyderligereUdvidelseaf I Overensstemmelse med disse Udtalelser stillede Indlederen Forslag. — Som Ordfører for Modpartiet optraadte Prof. A. Wagner (Berlin). Prof. Wagner hævdede, at Spørgsraaalet ikke var: Statsbane eller Privatbane?, men: Statsbane eller Aktiebane? Manglerne ved Akliedriften vare iøjnefaldende; Aktiebanerneanlagdesikke,fordidervar til dem, men udelukkende pr. Spekulation. At Statssystemet skulde hindre Jernbanevæsenels videre Udvikling, derved at Privatkapitalen skræmmedes bort, troede Taleren ikke; i Preussen havde PrivatkapitalenudsøgtsigdebedsteLinjer, overladt Staten de slettéste; den vilde vistnok heller ikke fremtidig overtage lidet rentable Sidelinjer, men overlade disse til Staten; med Hensyn til Tilvejebringelsen af Kapital var Staten forøvrigt ikke stillet uheldigere end den Private, men ganske paa samme Maade. Staten hverken byggede eller forvaltede dyrere end de Private. Indrømmede man, at Privatsystemet medførte en skadelig Splittethed, og anbefalede man Fusionering som Middel herimod, saa maatte Taleren hævde, at Fusioneringen førte fra Scylla i Charybdis: man skabte herved Stater i Staten, hvilket var farligt. Viste del sig nu, at betydelige Statsindgreb ogsaa da blev nødvendigeforattæmmeogtøjle i Staten, saa vilde de mindre Baner lide derunder, og det vilde være langt simplere og retfærdigere al gjøre hele Jernbanevæsenet til Statsanliggende. Frankrig, Østrig og andre Lande havde forbeholdt sig HjemfaldsrettilBanerne,ogvilde,naar

faldsrettilBanerne,ogvilde,naarde engang uden OmkostningerkomiBesiddelseafdem, i Stand til at yde IndustriogHandelvæsenligeLettelser;delte ikke Tilfældet i Tyskland; derfor burde man allerede nu sørge for, at Banerne overførtes i Rigets Besiddelse, og ved Amortisation af KjøbesurameniMellemtidenburdemansørge at sikre den tyske Industris og Handels Konkurrenceevne. Frygtede man en Statsomnipotens,saavardennedogikke saa farlig som den overdrevent slore Privatkapitals Magt, der ikke lod sig tæmme ved Loven. Efter hans Mening talte de vigtigste principielle Grunde for Slats-, imod Privatbanen; desuden burde alle Objekter, der kunde henføres under Begrebet Vej, tilhøre Samfundet,Staten.IJernbaneforholdvirkededen Konkurrence ikke paa en for Publikum heldig Maade; Staten var derimod i en saadan Siiiiing, ai den kunde drive Drillen saaiedes, al den kun afkastede en beskeden Rente, hvad alt var Tilfældet i PostogTelegrafvæsenet.Talerenkundesammenfattesine i følgende Sætninger: Af principielle og praktiske Grunde bør Jernbanerne, navnlig disses Hovedlinjer, som Nutidens vigtigste offenlige Kommunikationsmiddel, ejes af Staten; den moderne Kulturstats Opgaver paa Kommunikationsvæsenets Omraade paahviledettyskeRige;kuntilfældige Aarsager, navnlig af finansiel og politisk Natur, have taget Jernbanevæsenet fra Staten og ikke uden betænkelige Følger henvist det til SpekulationenogPrivatindustrien;disseAarsagervirke ikke længere, og Planen om Banernes Opkjøb ved Riget lader sig paa en for alle Vedkommende hensigtsmæssig Maade finansielt udføre; af økonomiske og politiske Grunde er det ønskeligt, at Privatjernbaneaktierne, Prioritelsobligationerne og de enkelte Staters Gjældsforskrivninger forandres til Andelsbeviser paa en fælles Rigsgjæld; Rigsbanesystemet vil heldigst løse Tarifspørgsmaalene;deøkonomiskogsocial-politiskbetænkelige af smaa Jernbaneadministalioner til store ere neppe at tilraade. I Betragtning heraf foreslog Wagner: »Kongressen udtaler: 1) Planen om de tyske Baners Opkjøb ved det tyske Rige er overhovedetatbetragtesomenprincipielt Jernbanepolilik, fordi Statsbanesystemet derved anerkjendes som det nødvendige.

2) Det er ogsaa den bedste Maade, hvorpaa Rigsforfatningens Bestemmelser om Jernbanevæsenet kunne udføres. 3) OverførelsenafdepreussiskeStatsbanertil vil være at betragtesomdetførstevigtigeog Skridt henimod denne Plans Virkeliggjørelse.« — Efter at de to Indledere havde talt, fik Prof. Nasse (Bonn) Ordet for at motivere et af ham i Forening med Brentano, Roggenbach, Gensel, Kirbach og Ludw. Wolf indbragt Forslag. Delte Forslag gik ud paa, at der for Tiden ikke skulde tænkes paa noget Opkjøb af Banerne, i BetragtningafatUmulighedenafved at fjerne de bestaaende Misligheder ikke er godtgjort; at Splittetheden i det tyske Jernbanevæsen kan rettes ved ForeningafflereJernbaneadministrationer;ogat af de tyske Baner har økonomiske og politiske Farer, der langt kunde opveje de mulige Fordele. Nasse indrømmede de tilstedeværendeMisligheder,dernavnligskyldtesSplittetheden, men benegtede, at man af den Grund burde søge sin Tilflugt til noget saa tvivlsomt og usikkert og uprøvet som Rigsbaneprojeklet.Naarmanmente,atStatsbanesystemet varetog det Offenliges Interesser, maatte han gjøre opmærksom paa, at de fiskale og finansielle Interesser altid trængte de offenlige i Baggrunden: Statsbanerne havde jo været de første til at indføre Tarifforhøjelsen, og dette var ganske forklarligt. Netop paa de preussiske Statsbaner var Tarifkonfusionen størst. KonfliktermellemdeenkelteRigsstatervilde undgaas. Pengemarkedet vilde blive sat i en allfor voldsom Bevægelse; de vildeste Spekulationer vilde blive fremkaldte. Rigsbaneprojektetvaroverhovedelbaadeiøkonomisk i politisk Henseendesaafarligt,atderforeløbig burde tænkes paa det. — Geh. Komra. Raad Stephan (Berlin) tilraadede, al stille Sagen i Bero indtil Videre. — Dr. Em den (Hamburg) var baade af theoretiske og praktiske Grunde for Rigsjernbanen, og mente, at Tyskland var saa kraftigt, at det nok kunde prøve paa el Foretagende, selv om andre Lande ikke først havde forsøgt det. Da Rigsbaneprojektet imidlertid endnu ikke var blevet fremsat og udviklet paa nogen fuldstændig Maade, da dets Væsen og Natur endnu ikke ret kjendtes, foreslog han, i

Forening med Lammers og Meier, at Kongressen endnu ikke log nogen Beslutning i denne Sag. — Et lignende ForslagstilledesafFeuerstein.—Derimod Dietzel et for Jernbaneprojektel gunstigt Forslag. — Andre Forslag indbragtesafSchtickogafEras, bestemt fjendligtimodProjektet.—VedAfstemningen der ikke mindre end 8, tildels temmelig udførlige, Forslag til Beslutning. Intet af dem formaaede imidlertid at samle Kongressens Flertal om sig. De Forslag, der kun gik ud paa at udskyde Sagen indtil Videre, mødte Modstand hos alle dem, der overhovedet havde en positiv Mening. Og det, der blev tilbage af de øvrige Forslag,reduceredesigtilfølgendeto Sætninger (af det Bbhmert'ske Forslag): «En snarlig Afhjælpen af det tyske JernbanevæsensMangler,navnligTarifernesUsikkerhedog gjOTiC FOTSøg paa ad Lovens Vej at ordne Jernbanevæsenet have ikke været i den Grad udtømmende, at en Ordning ad Lovens Vej nu skulde betragtes som umulig.«

— Den økonomiske Videnskab har i Avgust lidt et Tab, som ikke saa let forvindes. Wolowski —enaf Frankrigs mest begavede og overhovedet en af Nutidens mest fremragende Økonomer — er død Natten mellem den 14de og 15de Avgust 1876, 66 Aar gammel.

Wolowski fødtes i Warsjov 1810. Hans Fader havde været Formand i den polske Rigsdag. I Revolutionen af 1830 tog han virksom Del. Kort efter forlod han sit Fædreland og blev Legationssekretær i Paris. Frankrig blev nu hans andet Fædreland, og i 1834 blev han naturaliseret som Franskmand. Han ægtede en Søster til Leon Faucher, den berømte Nationaløkonom Finansmand.

Wolowskis Navn er knyttet til mange af de vigtigste økonomiske Spørgsmaal i Frankrig. Han var i Frankrig en af de Første, der paaviste Fordelen ved llypothekbanker, og af hele Hypothekvæsenel indlagde han sig store Fortjenester. — I Forbindelse med hans Arbejder i Bankvæsenets Tjeneste staa hans Skrifter til Mønlspørgsmaalets Belysning. Del er en bekjendl Sag, at han var en af Dobbellfodens varmeste og mest utrættelige

Forsvarere. Det er jo muligt, at han her har helliget sig en slet Sag; dette være som det vil, — sikkert er det, at han har forsvaret sin Sag med et ganske ualmindeligt Talent, og hans Forsvar for «Kompensationssystemet» turde — hvad enten man godkjender det eller ej — vidne om langt betydeligere aandelige Kræfter end de Michel-Chevalier'ske lidet dybtgaaende Ræsonnementer.— for Indkomstskatten har han kæmpet, hidtil dog uden Held. Efter Frankrigs Ulykker 1870_—71, da det fremfor Alt kom an paa en sund og fornuftig Finanspolitik, begav han sig til England, for dér at studere Indkomstskatten. Han ruslede sig her til en Kamp mod det indirekte SkattesystemsUretfærdigheder. Nationalforsamlingens Møder den 22de^—27de December 1871 kæmpede han med Talent, men forgæves, mod Thiers's og Pouyer-Quertiers Ufornuft.

Wolowski, der var eller havde været Medarbejder af mange af de mest ansete Tidsskrifter og Blade, har udgivet en stor Mængde Skrifter, navnlig til Belysning af Finans-, Frihandels-, Kredit-, Bank- og Møntspørgsmaal. Derhos har han oversat, flere betydelige Værker, navnlig Roschers. — Han var Professor ved »Conservatoire des arts et metiers«, Medlem af «rAcadémie des sciences morales et poliliques«, samt Medlem af adskillige andre lærde Selskaber. — I 1848 valgles han til Medlem af den konstiluerende, og i 1849 til Medlem af den lovgivende Forsamling. Statskupet fik ham til at forlade det politiske Liv, til hvilket han først vendte tilbage i 1871, efter Republikens Proklamering. I 1875 valgtes han til livsvarig Senator. — Som Taler var han i Besiddelse af ikke almindelig Dygtighed; han talte godt og gjerne, og det parisiske «Sociélé d'économie politique» har i ham tabt en af sine flittigste Talere. Som økonomisk Forfaller vandt han et betydeligt Forspring fremfor andre franske Skribenter i den Omstændighed, at han var fortrolig fremmed Sprog og Lileratur.

— Casimir-Périer, død den Bde Juli 1876, 65 Aar gi., er ganske vist nærmest bekjendt som Politiker, men har dog ogsaa udgivet ikke faa økonomiske og finansielle Skrifter. Han har saaledes skrevet om »Beskyttelsen af Agerbruget og Kornlovene«,»Traktaten

lovene«,»Traktatenmed England« (1860), «De kooperative
Selskaber«, »Kejserdømmets Finanser« (1861) osv.

— El af det parisiske Sociélé d'économie politique's mere fremragende Medlemmer, de Franqueville, er død den 29de Avgust 1876, 67 Aar gi. Anset Jernbanemand. Som Økonom er han bl. A. fordelagtig bekjendt ved sit store Værk: «Du regime des travaux publics en Angleterre«.

— England har for nogle Maaneder siden mistet en af sine fruglbareste Forfatterinder, hvis Navn for en Menneskealder siden nød en ikke ringe Anseelse ogsaa i den økonomiske Verden. Miss Harriet Martineau er død i Birmingham den Iste Juli 1876, 74 Aar gammel. Miss Martineau (—(^— af fransk Herkomst, som Navnet antyder; hun nedstammede fra Forfædre, som Ediktet af Nantes havde fordrevet fra Frankrig til England —) 10/ l fro tin Pq r»r*Hnm af of of cvorrl Holhrnrl c\cr an T^nvVioH Hat j V/\_4 11 IA fej| il pmV*i 11V4 \J Lll XA,A *.^A V^ \/ KJ 1 V.*,*^ 1/ |j^| ±j iyy *^* *-* v> X* *_x *j t|tj \j^ » u fe tvang hende til at foretrække Bøgernes Selskab fremfor Menneskenes. første Skrifter behandlede religiøse Emner; hendes sidste søgte at popularisere Auguste Comles Filosofi. Desforuden har hun skrevet en stor Masse Fortællinger, Noveller, Rejsebeskrivelser, historiske Værker osv. osv., og har overhovedet en ganske overordenlig stor Produktivitet. I sine tidligere novellistiske Forsøg var hun, som hun selv siger, ganske übevidst af sin Medfølelse med de arbejdende Klasser bleven ledet til at behandle økonomiske Emner; men det var dog først hendes «Illustrations of political economy», der skaffede hende Plads blandt Nationaløkonomerne. De nævnte »Illustrations« gjorde i sin Tid overordenlig Lykke og blev oversatte paa flere Sprog. Ogsaa paa Dansk har David overført af dem, under Titelen «Nationaløkonomiske Noveller» (1834^—38). De fandt en meget betydelig Udbredelse, navnlig i Kredse, der ellers ikke give sig meget af med nationaløkonomisk og det er med Rette blevet fremhævet, at Miss Martineau har gjort Sit til at bane Vejen for Cobden og Antikornlovsmændene. Å D