Brentano om Arbejderspørgsmaalets Løsning.

Xrofessor Lujo Brentano i Breslau har for nylig udgivetet "historiske og økonomiske Studier« under Titlen «Das Arbeitsverhåltniss gemåss dem heutigen Recht» (Leipzig, Duncker & Humblot. 1877). Der gives heri en populær-videnskabelig Behandling af Arbejderspørgsmaaletfra Standpunkt, som samme Forfatters tidligere Værk «Die Arbeitergilden der Gegenwart« indtager.Den udkomne Bog behandler samme (og flere) Emner som det tidligere meget omfangsrige Værk, men den gaar langt fra saa meget i det Enkelte. Bogen falder i tre Hovedafsnit: Arbejderspørgsmaalets Forløbere og historiske Udvikling; Arbejderspørgsmaalets økonomiske Grundlag; Arbejderspørgsmaalets Løsning. Fremstillingen er tiltalende og vil helt igjennem læses med Interesse; men dermed er jo slet ikke sagt Noget om, hvorvidt man vil billige de af Forf. forfægtede Anskuelser. Brentanoer bekjendt en af de mest fremragende tyske Kathedersocialister; hans Værk om Arbejdergilderne har bidraget betydeligt til Kathedersocialismens Udvikling i Tyskland; det er af Nogle blevet hævet til Skyerne, medens Andre stærkt have angrebet det, ja endog paastaaetom at dets Opgave kun skulde være at tjene

Socialdemokraterne til Flankedækning. En lignende Meningsforskjelvil, end maaske i en mindre stærk Grad, gjøre sig gjældende med Hensyn til det Værk, vi her have for os. Vi skulle i Dag ikke indlade os paa nogen Prøvelse af de forskjellige modstaaende Meninger, men indskrænke os til at give et objektivt Sammendrag og Uddrag af de Resultater, hvortil Brentanos historiskøkonomiskeStudier ført ham. Kritiken saavelsom yderligere Meddelelser af det nævnte Skrift forbeholde vi os.

Historien viser os Foikenes Opblomstren og Undergang.Den os, hvorledes indenfor de enkelte Folks Grænser Samfundsklasser blomstre op, vinde Magt, og styrte sammen. Men den viser os tillige, trods al Omskiftelighed,Udviklingen en Kultur-Ide. Alle svundne Generationer synes kun at have levet, for at bringe de fremtidige saa meget nærmere til Idealet for menneskelig Tilværelse. Frembringelsen af den størst mulige Kultur og Udbredelsen af dens Velsignelser til den størst mulige Del af Befolkningen er Opgaven. Det ideale Maal er Alles højeste Fuldkommengjørelse, hvilket naturligvis ingenlunde betyder, at en fuldstændig lige Uddannelse af Alle skulde være mulig; tvært imod: der vil altid være betydelige Forskjelligheder mellem de Enkelte; Forskjellen lader sig ikke fjerne; men Udviklingen bør være af en saadan Natur, at de mellem Menneskene bestaaende Forskjellighederkunne, Stedet for at adskille, samle sig til et harmonisk Hele, hvor Enhver i Forhold til sine ved Kulturen saa meget som muligt udviklede Anlæg faar Ande-1 i alle Kulturens Velsignelser. — Hermed er

Arbejderbevægelsens Maal og Grænse givet. Maalet: Siden det 18de Aarhundrede er alle Samfundsklassers Ligeberettigelse til Deltagelse i Kulturen anerkjendt; det gjælder om, at Arbejderklassen, efterhaanden som Kulturenskrider faar Del i Civilisationens Fremskridt ikke blot efter samme Maalestok som tidligere, men efter en større Maalestok. Grænsen: Arbejderbevægelsen er kun et enkelt underordnet Led af Menneskehedens Udvikling;Arbejderbevægelsen at skaffe Masserne større Del i Kulturen; men samtidig gjælder det at fremme selve Kulturen; Kulturens Fremskridt forudsætter imidlertid Uligheder i Samfundet, og det sociale LighedsprincipsYirkeliggjørelse sin Begrænsning i de Betingelser,der muliggjøre Menneskehedens videre Fremskriden.

Imod denne Opfattelse af Arbejderspørgsmaalet staa
tre andre i vor Tid udbredte Opfattelser.

For det Første: Udannede Ejendomsbesiddere og Fabrikanter og kortsynede aandelige og materielle Epikuræerebenægte, der overhovedet existerer et Arbejderspørgsmaal,eller det som Spørgsmaalet om, hvorledes der kan faas tilstrækkelig mange Arbejdere til billig Løn, og hvorledes Arbejderne kunne tvinges ned i en Stilling, der passer sig for dem. De glæde sig over, at der findes Overflod paa ynkeligt stillede Mennesker, da man ellers ikke vilde kunne faa Nogen til at udføre uundværlige men smudsige og lave Forretninger: hvem skal dyrke vore Marker og sætte vore Maskiner i Gang, naar Arbejderne faa Del i Kulturens Velsignelser, spørge de. Millionerne maa pløje, smede og høvle, for at nogle Tusinde kunne studere, male og regere, udbryder

Treitschke*). Om man end ikke selv tror paa noget himmelsk Hinsides, saa henviser man dog Arbejderne dertil som til et Sted, hvor de ville finde Erstatning for deres jordiske Lidelser. Man forvexler endelig Arbejderspørgsmaaletmed og fremfører den gamle fortærskede Indvending, at det er umuligt, at befri Verden for Fattige. — Ligeoverfor Folk, der hylde saadanneAnskuelser, det neppe at minde om Kants Sætning, at intet Menneske kun skal være en Anden Middel til et Øjemeds Opnaaelse, at ethvert Menneske, ved Siden af at fungere som tjenende Led for andre Formaal, tillige er sit eget Maal. Og ere Arbejderne virkelig identiske med Tiggere? Gjælder ArbejderspørgsmaaletTilintetgjørelsen al Fattigdom, eller gaar det ikke snarere ud paa at forhindre, at Arbejderne blive til Tiggere? Har noget fornuftigt Menneske nogensinde bestridt,at altid maa findes Folk til at udføre det grove Arbejde, og er Spørgsmaalet ikke snarere det, hvilken Dannelse Markarbejderne, Smedene og Snedkrene maa have? Er det ikke en forfærdelig Tanke, at en Tro, som de dannede Klasser ikke dele, i Længden skulde kunne beherske de lavere? Og jo mere den gamle Tro svinder bort, des mere bliver det, naar de højere KlassersKultur sikres, nødvendigt at j-jøre de lavere Klasser delagtige i Kulturfremskridtene. Aldrig bringes en Kulturs Bestøaen i større Fare, end naar Rige og Fattige savne fælles Interesser og staa fremmede ligeoverforhinanden, med at den fra alle højere Kulturnydelser udelukkede Folkeklasse vaagner til Bevidsthedenaf Kraft og sine Fordringer.

---

*) Jfr. Nationaløkonomisk Tidsskrift VI., 311.

Den anden modstaaende Opfattelse er Kirkens, navnlig katholske Kirkes. Den katholske Kirke, anerkjender vist et Arbejderspørgsmaal; men Roden til det Onde søger den deri, at Arbejderne vende sig bort fra Kirken. De Kirkeligsindede denuncere i ligesaa heftige Udtryk som Socialdemokraterne Kapitalen, — men ikke fordi den holder Arbejderne borte fra det jordiske Paradis, men fordi den berøver dem Himmelen. Det vilde være uretfærdigt at stemple en Organisation, der har bragt Kulturen fra Syden til Norden, som Fjende af al Kultur; men den er bleven staaende paa et middelalderligt og den fremskredne Kultur har nu emanciperet sig fra den. Derfor fordømmer Kirken den moderne Kultur og dens Fremskridt; derfor ser den ikke Arbejderspørgsmaalets Løsning i Arbejdernes Delagtighed i Kulturens Velsignelser, thi denne Delagtighed vilde fjerne de endnu tro blevne Arbejdere fra Kirken og ikke føre de alt frafaldne tilbage. Arbejderspørgsmaalets Løsning i de Riges Omvendelse til Troen, og i Erhvervelsen Midler, hvorved Arbejderklassen kan holdes i Afhængighed af Kirken. — Dommen over den kirkelige Opfattelse af Arbejderspørgsmaalet vil rette sig efter den Mening, vi have om den kirkelige Verdensanskuelses Rigtighed eller Falskhed.

Den tredje modstaaende Opfattelse af ArbejderbevægelsensMaal den socialdemokratiske. Socialdemokraterneforlange blot, at Arbejderne i større Omfangend faa Del i Kulturen, men de forlange, at alle Samfundsklassers Del blive ens, eller snarere: de forlange alle Samfundsklassers Afskaffelse. De forlange, for at opnaa den størst mulige harmoniske Udvikling af alle legemlige og aandelige Evner, at Existensbetingelserne

blive ens for Alle. De forlange Afskaffelsen af Ejendomsrettenover og af Arveretten. Ejendomsret over Forbrugsgjenstande er vel nødvendig for Individets fysiske og moralske Udvikling; men da ethvert Individ behøver denne Ejendom til sin PersonlighedsUdvikling, de den fordelt ligelig. Enkelte Socialdemokrater opstille endnu yderligere Fordringer. — Men nogen Ulighed i de forskjellige Samfundsklassers Existensbetingelser er nødvendig, hvis der overhovedet skal gjøres Fremskridt i Kultur. Ere paa den ene Side extreme Modsætninger i Existensbetingelserne skadelige og ødelæggende for Kulturenheden, vilde paa den anden Side en fuldstændig Lighed i Indkomstfordelingen virke yderst uheldigt. Store, mellemstore og smaa Indkomster bør findes Side-om Side med hverandre, fordi kun dervedKulturens og Mangesidethed muliggjøres. Forskellighederne mellem Samfundsklasserne bør ikke til— intetgjøres, men begrænses til det Omfang den sociale Harmoni kræver.

At søge at naa dette Maal ved at trykke de højere Klasser lavere ned, vilde være ganske forkasteligt. Forkasteliger blot Afskaffelsen af Ejendomsretten over Produktionsmidlerne og af Arveretten, men ogsaa saadanneForhøjelser Arbejdslønnen, der ikke føre til nogen Forbedring af Arbejderens Levefod (Lebenshaltung, standard of life), da de vilde forværre de højere Klassers Stilling uden at forbedre de laveres. Men uden enhversomhelstNedtrykken de højere Klasser lader Maalet sig dog ikke naa. Ligesaa forkastelig som Lønningsforhøjelser,der de Besiddende uden at nytte Arbejderne,ere, berettigede ere Lønningsforhøjelser der forbedre Arbejdernes Levefod paa de IJesiddendes

Bekostning; ellers vilde det blive umuligt for Arbejderne
at faa større Del i Kulturen, end de nu have.

Det Første, der viser sig, naar Talen er om at hæve Arbejderen til en højere Andel i Kulturens Velsignelser, Forbedringen af Arbejdernes materielle Kaar, — ikke blot større Indkomster end nu, men ogsaa sikrere og mere regelmæssige. En saadan Forbedring er nødvendig, deis fordi Arbejderens materielle Stilling paa mange Steder ligefrem er et Menneske uværdigt, dels fordi den materielle Forbedring er en Betingelse for den moralske og intellektuelle Fremgang og for en tilfredsstillende af Pligterne mod Stat og Samfund. Man hævder rigtignok ofte med Indignation, at Dyd og Intelligens er uafhængig af Formuestilstanden. Men den der har undersøgt Sammenhængen mellem Arbejderklassernes Kaar og deres moralske og intellektuelle ; den der kjender de statistiske Arbejder om Sammenhængen mellem Prisen paa Livsfornødenheder og Forbrydelsernes Hyppighed, og den der har læst de forfærdelige Opgivelser i de engelske Blaabøger om Arbeiderskernes og Prostitutionen, — vil indrømme, at den i og for sig sande Paastand, at Dyden kan bestaa og Talentet udvikle sig i en hvilkensomhelst Stilling, er et fuldstændig magtesløst Vaaben, naar det bruges imod Fordringer om en Forbedring af Arbejdernes materielle Kaar. Visselig vil Ingen benægte, at Dyd og Talent kunne trives under alle Forhold; men hvad der er muligt for udmærkede Mennesker, beviser Intet om, hvad Gjennemsnitsmennesket opnaar. Gjennemsnitsmennesket altid svare til de Forhold, hvorunder det lever.

Det Andet, det gjælder om, er at begrænse Arbejdsdagenikke
for at sætte Arbejderen i Stand til at

nyde sine større Indkomster og gjenvinde sine Kræfter, men ogsaa og navnlig af Hensyn til Arbejdernes moralske og intellektuelle Dannelse. En Indskrænkning af Arbejdstidener hvis Arbejderen skal have Adgang til Menneskehedens Kulturfremskridt, d. v. s. hvis han skal gjøres solidarisk med Samfundets aandelige Interesser.

Endvidere forlanger den i vort Aarhundrede raadende Tanke om alle Samfundsklassers Ligeberettigelse, at Arbejderendragesfrem det politiske Liv: aimindeiig Værnepligt og almindelig Valgret er i samme Grad Ret og Pligt, og nødvendige Følger af det nuværende borgerligeSamfundsGrundiag: Rettigheder og lige Pligter for alle Samfundsklasser. Uden Valgret føler Ingen sig som Statsborger; og Valgretten er den logiske ForudsætningforVærnepligten; et frit Land kan almindelig Værnepligt kun forsvares, naar der indrømmes almindelig Valgret. Man paastaar rigtignok, at der til Valgretten svarer en anden Pligt, Skattepligten, og at den kun opfyldesafde og Velhavende. Dette er ikke rigtigt: ogsaa paa de Besiddelsesløse tynger Skattepligten:kuner den Forskjel, at dens Opfyldelse paalægger dem uforholdsmæssig store Ofre. Man indvenderendvidere,at kun tilkommer dem, der paa Grund af Formue og Dannelse ere i Stand til at benytte den til Statens Vel. Men er de Besiddendes udelukkende Valgret virkelig en Garanti for Statens Velfærd!Hidtilhave Besiddende, hvor de alene havde Valgret, benyttet den til en snæverhjertet Klasselovgivning.DenAristoteles'ske at den Mand, der Dag ud og Dag ind slider i grovt Arbejde, ikke kan hæve sig op over sine snævre materielle Interesser, kunde maaske passe under den græske Oldtids Forhold, men

vil i Nutiden føre til at Alle, eller Ingen, udelades fra Valgretten. Nægter man de Besiddelsesløse Valgretten, vil man ophidse dem ikke blot mod de andre Samfundsklassermenmod vil man have, at Alle skulle føle sig solidariske med Staten, maa man ogsaa give Alle Valgret. Og man tro ikke at gjendrive denne Paastandmeddet om Socialdemokraterne da have nærmet sig Tanken om den nationale Stat i det Tiaar, der er forløbet siden den almindelige Valgret indførtesidet Forbund. De have unægteligt gjort netop det Modsatte. Men hvad er Grunden til at der, trods den almindelige Valgret, endnu bestaar et mægtigt rigsfjendtligt Arbejderparti? Denne Grund ligger hos de øvrige Partier. Intet af de rigsvenlige Partier har kæmpet for Arbejdernes berettigede Krav med en saadan Iver, at det kunde drage Arbejderne til sig og tage dem bort fra Socialdemokratiet. Fremskridtspartiet, der skulde være mest skikket hertil, har stillet sig i et meget løst Forhold endog til Fagforeningerne. Og hos de øvrige Partier, de egenlige Bærere af den nationale Tanke, finde Arbejderne det stik Modsatte af varm Imødekommen.Ethvertaf Forsøg paa ved Koalitioneratbringe i Vejret, bliver i Partiernes Blade stemplet som i højeste Grad fordømmeligt. Altid gjøres Arbejderne i en saarende Tone ansvarlige for TilbagegangeniIndustrien. de, der tage sig af ArbejdernesRettigheder,blive lyste i Ban. Kun de Ultramontane stille sig paa en anden Maade. Det er bekjendt, at paa de Steder i Tyskland, hvor UltramontanismenharOverhaand, Socialdemokratiet uden Indflydelse.Hvorfor?Ikke den katholske Kirke skulde tilfredsstille Arbejdernes Krav paa større Del i Kulturen;

heller ikke fordi de katholske Arbejdere skulde — opfyldteafmiddelalderlig-asketisk — være tilfredse med deres jordiske Kaar; men fordi den katholske Klems — i Modsætning til hvad der er Tilfældet andetsteds—stiller paa en venskabelig Fod med Arbejderne,anerkjenderderes og kommer dem sympathetisk imøde. Der gives intet andet Middel til at vække Sympathi end selv at vise Sympathi.

Har man klaret for sig, hvilket Maal Arbejderbevægelsen
opstaar Spørgsmaalet om Midlerne.

Kun ét Middel gives der, ved hvilket Arbejderklassens Stilling kan forbedres: en Forhøjelse af Arbejderklassens Levefod. Thi da Arbejderspørgsmaalet bestaar i den Opgave at skaffe Arbejderklassen en større Del end tidligere i Kulturens Velsignelser, er det klart, at det ikke løses derved, at et større eller mindre Tal Arbejdere hæves op over deres Klasse, men at Arbejderen Arbeider o^ ikke. som noeret Andet maa faa en bedre Stilling. Dette er kun muligt ved en Forhøjelse det, som i et Folk sædvansmæssigt fordres til at friste Livet og forplante sig.

Men hvorledes lader Arbejderklassens Levefod sig
bringe i Vejret?

Adam Smith gik ud fra den Forudsætning, at alle Mennesker vare lige begavede fra Naturens Side og opfyldteaf samme Begjærlighed efter at opnaa det størst mulige Renudbytte. Derfor forlangte han Fjernelsenaf retslige Skranker, der hindrede den Enkeltes Udvikling, og henviste de Enkelte til at stole paa sig selv. IVaar Banen var fri, vilde Bestræbelserne efter at opnaa det størst mulige Udbytte bringe de Enkeltes

Evner til fuld Udvikling, og da Alle vare ens, vilde baade alle Enkeltes og det Heles Vel virkeliggjøres. Men Menneskene ere ikke ens fra Naturen af. Den skrankeløseFrihed kun til den størst mulige Udfoldelse af de økonomisk Udmærkedes, de Stærkes Kræfter. De med Gjennemsnitsegenskaber Begavede, Arbejdernes store Mængde, blev ved de økonomisk Stærkes under den fri Konkurrence sig stærkt udfoldende Overmagt trykkede ned til en slettere Stilling. Den fri Konkurrence viste sig saaledes ude af Stand til at bringe Arbejdernes Levefodi Den viste sig kun som et Middel, hvormedde udmærkede Individers Kræfter kunde bringes til fuld Udfoldelse.

Socialisterne hylde lignende Anskuelser om Menneskenesnaturlige Men, konsekventere end Smith, se de ikke alle Hindringer for de naturligt lige Menneskers lige Udvikling fjernede, derved at de tidligere retslige Privilegier afskaffes. I de overleverede faktiske Uligheder, fremfor Alt i den ulige Besiddelse af Produktionsmidlerne,se de samme Hindringer for Virkeliggjørelsenaf Enkeltes størst mulige Vel som i hine retslige. Derfor ville de unddrage Produktionsmidlerne fra den private Ejendomsret og betragte Fællesskab i det økonomiske Liv som det Middel, hvormed den samlede Menneskeheds Levefod skal forbedres. Men det kommunistiskeLiv altid udmærkede moralske Egenskaber hos dem, der danne Fællesskabet. Ligesaa lidt som i økonomisk bestaar der i moralsk Henseende en naturlig Lighed mellem Menneskene, og hine udmærkedeEgenskaber sig i det Højeste udvikle hos et Mindretal under særlige Forhold. Forsøgene paa at virkeliggjøre det socialistiske Princip i Produktionsforeninger—

eninger—hvor saadanne overhovedet have udfoldet sig — have da ogsaa kun ført til, at et indskrænket Antal Arbejdere ved Anstrengelse, Klogskab og Sparsommelighedere fra Arbejderklassen over i Arbejdsgiverklassenog store Fabriker. Men da Halvdelen af de i Industrien anlagte Formuer ere skabte af saadanne Mænd enkeltvis, er der ikke noget Forbavsende i den Kjendsgjerning, at en af dem bestaaende Forening er i Stand til at gjøre det Samme. Hine faa Arbejdere have ikke undergaaet nogen særlig moralsk Disciplin, men ere blevne til Kapitalister og Arbejdsgivere af den sædvanligeSlags, de i deres Fabriker beskjæftigede Arbejderehave ikke anderledes end alle andre Fabrikarbejdere.Heri der ingen Løsning af Arbejderspørgsmaalet.

Hvor Arbejderklassens egen Kraft ikke slaar til, maa man ved Lovgivningsforanstaltninger søge Levefoden bragt i Vejret, og forøvrigt maa man sætte sin Lid til Voldgifts og Enighedskamrene. Breniaiio har i det foreliggendeSkrift hvorledes den engelske rbejderlovgivning— Bjergværkslove, Love om Arbejderboligerm. — har udviklet sig; ogsaa Karl Marx udtaler,at Lovgivning har ført til den engelske Arbejderklasses«fysiske moralske Gjenfødelse«. Men de Forudsætninger, fra hvilke den moderne Lovgivning gaar ud under sin Ordning af Arbejdsforholdet, blive dog, hævder Brentano, først virkeliggjorte ved Voldgifts- og Enighedskamrene, — Kronen paa Arbejdernes Organisationi Herved bliver Arbejderen til en selvstændig Varesælger; herved fjernes den Fare, der ellers ligger deri, at Arbejderens Vare er uadskillelig fra hans Person; herved faar han, idet L'dbudet af hans

Vare ordnes, Indflydelse paa dens Pris; herved bliver Arbejdernes og Arbejdsgivernes lovmæssige Ligeberettigelseved af Arbejdsbetingelserne bragt til Anerkjendelse; og ved dette Middel vil en Forhøjelse af Levefoden i aandelig og materiel Henseende kunne opnaas. — Disse to hinanden udfyldende Ordninger af Arbejdsforholdet, Lovgivningen og de forenede Arbejderes Selvhjælp, opfylde de Fordringer, der, som tidligere vist, maa stilles til Arbejderspørgsmaalets Løsningsmidler: det gjælder at have Gjennemsnittet, den store Mængde, for Øje; hele Klassen, ikke dens enkelte Medlemmer, skal der tænkes paa; Arbejderens Stilling som Arbejder er det, der skal forbedres. Medens Arbejderloygivningen og Arbejderkamrene nu ganske vist ikke hindre de særligtUdmærkede frit at udfolde sig, have de dog taget deres Udgangspunkt i Gjennemsnitsarbejderens Evner og Fornødenheder; det er Arbejderklassen i dens Helhed, ikke dens enkelte Medlemmer, det er Arbejderen som Arbejder de ville tage sig af.

Arbejderspørgsmaalets Løsning vil ikke blot muliggjøresveddisse supplerende Ordninger af Arbejdsforholdet;vedderes vil ogsaa Avtoritetens,Individualismensog Princip komme til Anerkjendelse i et Forhold, der svarer til, hvad Nutidenkræver.I af sin Bog har Brentano fremhævet, at disse tre Principer gjøre hverandre Herredømmetoverdet Liv stridigt. Under sine derpaa følgende Betragtninger har han paapeget de Forholdogde der ere bestemmende for, hvilket Princip der skal have Overmagten. Avtoritelsprincipet har Overhaand i Folkenes Umyndighedstid, og virker da heldigt, idet det baade vækker og udvikler de Enkeltes

Kræfter og beskytter de Svage imod de Stærke. Men varer Avtoritetsherredømmet over i en Tilstand, hvor Folkets udviklede Kræfter ikke mere trænge til det, saa virker det skadeligt. Jo dygtigere Folket er, des mere uvilligt finder det sig i Skrankerne, og det søger al befri sig for denne Plage. Ligeoverfor disse Forsøg søge de talrige Interesser, der ere knyttede til AvtoritetsherredømmetsfortsatteBestaaen, opretholde det. Istedetforatfremkalde lutre Borgernes Selvvirksomhed søger Avtoriteten at undertrykke den. Dens Herredømme bliver til Misregering, indtil den styrtes af Borgerne, der rejse sig imod den. Nu opløftes Fornægtelse af enhver positiv Avtoritetsvirksomhed ja at enhver Organisation til absolul Dogme, og Løsladelsen af alle individuelle Kræfter forkyndessomherskende Udviklingen antager et ikke anet Opsving. Men Friheden udruger Kolosser og Yderligheder. Snart viser det sig, at Fornægtelsen af en hvilkensomhelst Organisation kun har Berettigelse som Proiesi imod de tidligere Misbrug; at den rene Individualismekuner udmærkede Individers, de Stærkes Princip. Og den under de Stærkes Overmagt lidende Masse slutter sig sammen for i Forening at beskytte sine Interesser og ved Sammenslutning bringe de Enkeltes Kræfter til Udvikling. Ja som Modsætning til de Alt overragende Stærkes Herredømme fremstaar Bestræbelsen efter at nivellere Alt og tilkjende Alle det Samme. Saaledesviserden Udvikling Avtoriteten som de økonomisk Umyndiges og moralsk Umodnes Princip; de Enkeltes fri Konkurrence som de Stærkes Princip; Associationensomde Princip. Men da der til alle Tider gives Umyndige og moralsk Umodne, Stærke og Svage, have alle de tre Principer til enhver Tid — omend

til de forskjellige Tider i forskjellig Grad — deres
Gyldighed.

I vort Aarhundrede, der saa stærkt har bragt Individets frem ligeoverfor Avtoritetens Misbrug, der ingen Tvivl om, at det Princip, der bedst stemmer med Tidens Krav, er det individualistiske. Men der gives ogsaa i vor Tid Umyndige, som trænge til Statens Indgriben, og de Forhold, der fremkaldte den engelske Arbejderlovgivning, vise at vort Aarhundredes moralske og intellektuelle Dannelse endnu ikke formaar at afgive nogen tilfredsstillende Dæmning imod farlige Misbrug af den økonomiske Magt. Hine Umyndige, disse Forhold kræve fremdeles Avtoritetens Indskriden. Men udover det Nødvendige maa Avtoriteten ikke gaa. Skal Menneskehedens Maal, Alles størst mulige Fuldendelse, fremmes, maa de Enkeltes Selvstændighed hævdes. Kun ved Selvstændighed udvikles Menneskene hertil. Derfor maa Statens Indskriden ikke udstrække sig til hine Svage_r der vel ikke alene men dog i Forening ere i Stand til at forsvare deres Interesser. En saadan Indskriden vilde hindre de Enkeltes Seivstændighed; den vilde føre til> at de Svage aldrig opnaaede større Selvstændighed, ja at den, de allerede have opnaaet, blev undertrykt. Friheden, Tids Grundprincip, vilde blive undergravet derved. For at Friheden ogsaa kan blive virkeliggjort for de Svage, trænger vor Tid til en Fuldstændiggjørelse af de Stærkes individualistiske System ved et System af de Svages Association.

Ved Gjennemførelsen af den her angivne Ordning af Arbejdsforholdet, ved de forenede Arbejderes Selvhjælp og ved Lovgivningen, kommer ethvert af de tre Principer til Anerkjendelse i et Forhold, der svarer til Aarhundredets

Krav. Grundprincipet for den økonomiske Ordning vedbliverde
fri Selvvirksomhed at være, og den
for Talenternes og de Stærkes fulde Udfoldelse nødvendigefri
vedbliver at være aaben for Alle. Men
de Svage opnaa under denne Ordning i Forening Selvstændighed,de
faa den nødvendige Beskyttelse,og
retlige Skranker forhindres Misbrug af den
økonomiske Overmagt paa Grund af utilfredsstillende
moralsk og intellektuel Dannelse. Denne Ordning af
Arbejdsforholdet er rigtignok i Strid med FevdalsocialisternesBestræbelser,
ønske det gamle AvtoritetsherredømmesTilbagevenden.
er ogsaa i Strid med
O*^ ,-» ***1 *-I 1 i Ti 4- si i- i** 11 * 1
ouCiCuucmOjvi at-cFRcS i uuoiauu pu<l «li ijCTn>^ uui< Suv-lui^
og individuelle Uligheder. JVlen den stemmer med de
Ideer, som den store Omvæltning af det hele sociale
og politiske Liv siden det 18de Aarhundredes Slutning
har frembragt; den stemmer med Tidens moralske og
politiske Idealer og med den nuværende Rets Grundnrinrinfir

Jt JfDl.

Thi Virkeliggjøreisen af denne Arbejdsforholdets Ordningkræver, Brentano mener at have vist i sit Skrifts tidligere Afsnit, ikke Fastsættelsen af ny Grundlagfor retlige og sociale Ordning. Det Eneste, der behøves, er en ærlig og følgerigtig Gjennemførelse af de Grundsætninger, der ikke blot ere Grundlaget for det nuværende Samfund, men maa være den ideale Basis for alle Tiders sociale Tilstande: den personlige Frihed og Alles Lighed for Retten. Med Virkeliggjørelsen af disse den nuværende Samfundsordnings Grundprinciper er ogsaaArbejderspørgsmaalets given. Hermed aabnes Vejen til Kulturens Velsignelser for Alle, der stræbe herefter.Ganske vil den, nu som før, kun kunne tilbagelæggesi

bagelæggesiKamp og Arbejde. Den Tilstand, der vil gives med hin Gjennemførelse, vil være langt fra at svare til Drømmen om et Slaraffenland. Men «kun den fortjener sig Frihed som Livet, der daglig maa erobre den». Det, som vil opnaas, og som kun kan opnaas, vil ligne den Tilstand, som hint arbejdsdygtige «fri Folk paa fri Grund« har, og i Forudfølelsen af hvis VirkeliggjørelseFaust det højeste Øjeblik.