Er den dobbelte Møntfod særlig "demokratisk«?

JViaatte jeg af den ærede Redakiion udbede mig Plads for et,
Par Bemærkninger angaaende en Paastand i Laveleyes nys udkomne
«La monnaie bimélallique«.

Som et Argument for Antagelsen og Bibeholdelsen af den dobbelte Møntfod anfører Laveleye blandt Åndet, at den i Modsætninglii er «demokratisk», den begunstiger nemlig Debitor, idet der gives ham Tilladelse til at tilbagebetaledet han har modtaget i ét Metal, med det samme nominelle Beløb i et andel, hvis Værdi har forringet sig efterat Loven havde fastsat Forholdet mellem de to Metallers indbyrdes Værdi og Gjældsforholdet var stiftet. Der ydes herved Debitor ad den permanente Lovgivnings Vej den samme Lettelse, som allerede Oldtidens Lovgivere flere Gange troede det nødvendigt, men paa en mere brat og voldsom Maade, at maatle yde de forkuede Debitorer. — Ja forholdt dette sig saaledes, gaves der virkelig ved Antagelsen af den dobbelte Møntfod de økonomiskuheldigt en Lettelse paa de mere Velslaaendes Bekostning, og dette kunde ske uden en voldsom Forstyrrelse af den økonomiske Organisation, da kunde vi vel alle — ialfald i Theorien — være enige om, at der heri vilde ligge et Argument,der veje tungt i Vægtskaalen lil Gavn for den dobbelte Mønlfod. — Men kan man nu ogsaa uden videre, som her gjort, overføre Slutninger fra de økonomiske Forhold i Oldtiden paa Nutiden, og kan man trøstig gaa ud fra den Forudsætning^ at Kreditorerne alle høre lil Pengearistokraliet og alle Debitorerne til det store Deinokrali, eller at Debitor idelmindsle

er uheldigere økonomisk stillet end Kreditor?_— I Oldtiden og særlig paa de Tider, hvortil Laveleye vel nærmest sigter, forholdtdette udentvivl væsenligt saaledes, at Kreditor var heldigere stillet end Debitor, men i vor Tid ere de økonomiske Forhold mere kombinerede, og vi nødes for at besvare Spørgsmaalettil gaa ind paa flere af Formerne for Gjældsforholdet. Lad os i nogle enkelte Tilfælde se, hvad der vilde blive Følgerneaf, Gjælden, skjønt nominel den samme, i Virkeligheden formindskedes!

For Aktionærerne i et Aktieselskab vil Forholdet jo stille sig ens, enten de faa et vist Beløb udbetalt som Dividende i det mere værdifulde Metal eller et saameget større i et andet, der er akurat saameget mindre værdifuldt. Her er der jo heller ikke Tale om et Gjældsforhold, raen jeg gjør dog opmærksom herpaa, fordi det netop er en yndet Anlægsform for de store Kapitaler, Kapitalisterne ikke selv ville frugtbargjøre i Produktionen, som altsaa ville blive überørte af Møntforandringen; og jeg anfører det netop i Modsætning til en anden Form for Anlæg af Kapital, nemlig Obligationen, hvad enten det er Stats-, Kommune-, Kreditforeningsobligationer eller andre. Det er jo nemlig uomtvisteligt, at mangen lille og møjsommeligt sammensparet anbringes paa denne Maade, og at mangen Obligationsejer vilde føle et haardt Tryk, naar hans tidt smaa Indtægter forringedes; og det er ligeledes uimodsigeligt, at den Grundejer, der har optaget Laan i sin Ejendom, ofte er langt bedre økonomisk stillet end den, der har givet Laanet. Der er andre store Debitorer, Debitorer, der findes i hvert civiliseret Land, og som har selv endog dem, man kalder Fattige til Kreditorer, nemlig Seddelbankerne. Disse vilde selvfølgeligt indløse deres Sedler i det mindst værdifulde Metal og deres Passiva vilde saaledes ikke übetydeligt formindskes ved en Møntforandring, som her omtalt, og Bankens Aktionærer derved vinde paa det øvrige Samfunds Bekostning. Ligeledes vilde den i Sparekasser, Sygekasser og lignende Institutioner indsatte og igjen udlaante Kapital af de ovenanførte Grunde formindskes, og det derved opstaaede Tab for en stor Del falde paa helt andre Samfundsklasser end Laveleyes velstaaende Kreditorer.

Jeg skal derimod villigt indrømme, at alle de, der udlaane Penge mod personlig Kredit eller Pant vilde lide et Tab, der vil komme mange Trængende tilgode, men efter hvad jeg ovenfor har fremført tror jeg det vil staa klart, at Begreberne Kreditor og Debitor ingenlunde falde sammen med Begreberne økonomisk heldigt og uheldigt stillet, og at en Møntforandring netop vilde skade dem af Demokratiet, der kæmper for at tiltvinge en bedre Stilling.

Og endelig vil jeg henlede Opmærksomheden paa et økonomisk der synes mig væsenlig at modbevise Laveleyes Det er jo almindelig antaget, at naar der i'oregaar en Forandring i de ædle Metallers Værdi, vil de Varer og Tjenester, hvis Pris hvert øjeblik paa ny fastsættes paa Markedet ved Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel hurtigt forundre deres Pris derefter hvorimod en ssa^cin vnv^rtArincr først efter længere Tids Forløb vil finde Sled i de af Staten ved Lov fastsalte Lønninger, i de Godtgjørelser, der ydes Intelligensarbejdet Lærere o. s. v.), ved hvis Fastsættelse Sædvanen spiller saa stor en Rolle, i Kvindernes Arbejdsløn, ja overhovedet i al Arbejdsløn. I alle disse Forhold er Gnidningsmodstanden enhver Forandring stor, og naar Betalingen antaget finder Sted i et mindre værdifuldt Metal, vil derved de nysnævnte Samfundsklasser lide et Tab, der vil gaa i Løngiverens Lomme. Jeg tror derfor at Spørgsmaalet om, hvorvidt den dobbelte Mønlfod er særlig demokratisk, maa besvares med et übetinget Nej; — noget helt andet er det naturligvis, al det jo er tænkeligt, at Bibeholdelsen af den enkelte Mønlfod truer hele Samfundets økonomiske Virksomhed med saa alvorlige Farer, og den dobbelte Møntfod frembyder saamange andre økonomiske Fordele, at ved dens Antagelse det almindelige økonomiske Velvære vilde slige, og altsaa Demokratiet vilde komme til at nyde godt deraf, — men derom tør jeg ikke udtale nogen afgjørende Dom.