Deportationen i Frankrig.

De i den franske lovgivende Forsamling for nylig fremsatte «skandaløse« Forslag om Amnesti for Deltagerne i den kommunalistiske Opstand af 1871 have givet en anset fransk Literat, Lucien Delabrousse, Anledning til at offenliggjøre en statistisk Afhandling om Deportationen i Frankrig. Efter at have givet nogle Oplysninger om «Transportationen» i tidligere Tider, meddeler den nævnte Forfatter, at der som Følge af Juniopstanden i 1849 transporteredes 4300 Personer til Lambessa i Algier. Efter Statskupet af 2den December dømtes 239 til «Transportation« til Cayenne og og 9530 til Algier. Den saakaldte «almindelige Sikkerhedslov« af 27de Februar 1858, som Orsinis Attentat gav Paaskudet til, medførte, at- der i 1858 blev forfattet Proskriplionslister over «les suspects«,_— «for at lamslaa Urostifterne med en gavnlig Rædsel«; og der blev ifølge denne Lov arresteret noget over 2000, af hvilke 430 transporteredes til Algier. Vi overspringe en Del mindre omfattende Exempler paa Deportation, for strax at vende os mod den Massedeportalion, som den kommunalisliske Opstand af 1871 gav Anledning til.

Strax efter Opstandens Underkuelse (Slutningen af Maj 1871) var Versaillesregeringen — efter i Paris at have paa »Religionens, Ejendommens og Familiens« Altar ofret 25,147 formodede Kommunarder — i Besiddelse af det nette lille Tal af 30,000 Fanger, der ved senere Eftersporinger bragtes op til omtr. 50,000. En meget stor Mængde blev imidlertid senere frigiven uden Sags Anlæg, henved halvtredje tusinde frifandtes, omtrent ti tusinde idømtes forskjellige Straffe og henved fire tusinde dømtes in contumaciam. Senere blev der indrømmet noget over to tusinde forskjellige Lempelser i den idømte Straf. Til «la deportation simple« dømtes omtrent 3,500; til «déportaliondans

taliondansune enceinte forlifiée» dømtes omtr. 1200; af de in contumaciam Dømte dømtes næsten 3000 til Deportation. Den Iste Juli 1875 befandt der sig paa Ny-Caledonien 3609 Deporterede. Efter General Apperts Beretning var af 3575 Deporterede paa Ny-Caledonien

I 1872 beregnedes Statens aarlige Udgifter pr. Deporleret til 1878 Frs,., i 1873 til 1746 Frs. Deportationen har fra 1872 til 1876 mindst kostet Statskassen 20 Mill. Frs. Til de direkte Udgifter, der dog ere store nok, komme de meget større, men überegnelige, indirekte Tab, som Tilintelgjørelsen af saamegen Arbejdskraft paafører Samfundet. —

Lad os til del Ovenanførte føje nogle Data, tagne af den af Martel og Voisin afgivne Beretning om den af »la commissiondes grdces» udfoldte Virksomhed. 6501 af de Dømte, eller omlr. 65 pCt., ansøgte Kommissionen og Republikens Præsident om Benaadning. Det maa dog bemærkes, at Ansøgningenom Benaadning ikke behøvede at udgaa fra, og i mange Tilfælde virkelig heller ikke udgik fra den Domfældte, men fra en Slægtning eller en Anden., der interesserede sig for ham, og hvad Dødsdommene angaar, henvistes de ex officio til Benaadningskommissionen:af de Dødsdømte var der da ogsaa 38, som hverken selv søgte eller ved Andre lod søge om Benaadning.Af 9596 Domfældte blev {-^— ifølge den nævnte Beretning —) Spørgsmaalet om fuldstændig eller partiel Benaadningtaget for for 6501's Vedkommende, og af disse 6501

vare 2052 saa heldige at opnaa enten fuldstændig Eftergivelse eller i alt Fald Lempelse af den idømte Straf. (Senere er Tallet paa Benaadninger blevet noget forøget). Forholdet stiller sig saaledes:

«Det vil», slutter den nævnte Beretning, «være Nationalforsamlingens evige Hæder at have, for første Gang i Historien, Dagen efter det mest forbryderiske af alle Oprør, givet dette smukke Exempel paa übetinget Agtelse for Retfærdigheden; det vil ogsaa være dens evige Hæder, at den ved Siden heraf har villet udvise Mildhed.* Om denne «Mildhed« og om dette «smukke Exempel paa übetinget Agtelse for Retfærdighed« ville de 3609 Deporterede, de Landsforviste, de Fængslede, og de øvrige Tusinder, der endnu bøde for «det mest forbryderske af alle Oprør«, kunne vidne. De 25,147 »Mordbrændere», der sendtes til «den Deportation, fra hvilken man ikke vender tilbage«, ere derimod lovligt forhindrede i at udtale Versaillesregeringen deres dybt følte Tak for den udviste Mildhed. Men deres efterladte brødefulde Familier ville vel gjøre det paa deres Vegne.