Krachen 1873.

Fra 1867 (Aaret efter den politiske Katastrofe), hvor Opsvinget tog sin Begyndelse, og indtil 1873 (Krach-Aaret) ere 1,005 Østrigsk-ungarske Aktieselskaber blevne koncessionerede af Regjeringen, nemlig:

Saaledes var allsaa Bank-, Industri og Bygge-«Griindunger»
væsenligst Objektet for denne Speculationsfeber. Exempelvis
kan anføres, at medens Wien med Forstæderne talte ialt kun

16,000 Huse, havde Speculationen i Byggegrunde i sit Net
inddraget et Areal, der afgav Plads til 100,000 nye Ejendomme.

Disse 1,005 Foretagender repræsenterede ifølge Parlamentsberetningen en Kapital af 4 Milliarder Gylden og selv om man herfra trækker det Beløb, som indeholdes ide 323 Aktieselskaber, der ikke traadte i Virksomhed, og hvis projekterede Beløb vel kan kalkuleres til c. 1,422 Millioner, saa bliver der endda til Rest en Sum paa over 22¹ _/2 Milliard Gylden (eller mere end den franske Krigsskadeserstatning) Nominalkapital, der yderligere forøgedes ved den betydelige Prioritetsgjæld, som de forskjellige Selskaber efterhaanden stiftede og saaledes ligeledes holdt bunden i deres Foretagender.

De uddelte Koncessioner i denne sexaarige Svindelperiode
fordeler sig med Hensyn til den nominelle Kapital saaledes:

Altsaa i disse sidste 4 Maaneder over 1 Milliard Gylden og det paa en Tid, hvor allerede ikke fau advarende Stemmer havde lydt og hvor ikke faa Tegn pegede paa, hvorhen alt delte vilde føre. At Regjeringen ikke destomindre saaiedes kritikløst uddelte Koncessioner, omfattende saa enorme Summer, lader sig kun forklare ved de Fantasibilleder, man foregjøglede sig med Hensyn til de kommercielle Følger for Østrig af den forestaaende Aabning af Verdens-Induslri-Udslillingen i Wien (Mai 1873).

Det er selvfølgelig, at en Sum paa 4 Milliarder ikke effektivt præsieredes og neppe nok er det Beløb af c. 850 Millioner fl. — der i Henhold til de givne Lovbestemmelser som Betingelsefor Benyttelsen af de meddelte Koncessioner paa enhver Maade skulde kontant indbetales — i Virkeligheden nogensinde bleven udredet. Men, at en saa udstrakt «Grundungssvindel» dog i hvert Tilfælde absorberede en betydelig Kapital, er selvfølgeligudenfor

følgeligudenforal Tvivl og bevisligt er det da ogsaa, at BankernesFortjeneste ved Vexeldiskontering fra 1870^—72 ikkun steg fra 12 til 17 Millioner og ved Forskud eller Laan paa solide Effekter i samme Tidsrum kun hævede sig fra 6 til 10 Millioner fl. Heraf fremgaar klarest, hvordan det produktive Agerbrug saavelsom den egenlige Handel og Industri i hele det Tidsrum led under den ved Spekulationen fremkaldte høje Rentefod. I grel Modsætning til Bankernes saaledes forholdsvisringe Fortjeneste ved den legale Forretning staar Resultaterneaf de indvundne Avancer ved

1. Kontokorrent med en Stigning af (1870—72) fra 21h
lil 9^5 Million.

2. Kursavance ved Valuta og Effekter af (1870—72) fra
5 til 18 Millioner.

3. Bankkommissions-Konsortial og Emmissionsforretninger
af (1870—72) fra 7272/3 til 383/4 Millioner!

Saaledes forstod Børsen ved Hjælp af Bankerne at tilrane sig al den Kapital, som hidtil havde virket i den reelle Omsætnings Tjeneste. Den egenJjge Industri bukkede under paa alle Punkter; den mistede Krediten, den satte til ved den høje Diskonto, den led ved at drages ind i og gjøres til Gjensland for «Grundunger« og den tabte endelig_— (ogsaa moralsk) ved uundgaaelig at blive smittet af Børsaanden og Spilleraseriet — saavel i Soliditet som i rolig Forretningsførelse.

Og Bankerne, — dette ellers for al sund Forretningsliv saa heldige Mellemled — de hjalp selv til, efter bedste Evne under alle Omstændigheder at ødelægge deres egen Existens. Jo mere de aarlige ved Jobberiet indvundne Summer løb op til, destomindre doleredes Reservefonden. Medens Reservefondens Beløb i 1870 androg 6 pCt. af Aktiekapitalen, var den mod Slutningen af Aåret 1872 sunket ned til 4*/2 pCt. Af 90 Bankinstituter, der i dette Tidsrum uddelte fra mellem 5 og til over 60 pCt. aarlig Dividende, var der 39, som overhovedet slet ikke ejede Reservefond. Derimod steg Tantiemen til Embedsmændene i samme Periode fra 2 til 6 Millioner.