Nationaløkonomisk Forening.

1 Foreningens første Møde i Sæsonen 1875^—76, Fredagen 15 Oktober, knyttede der sig til Fuldmægtig Marius Gads foranstaaende Indledningsforedrag oin Aktielovghuingeu følgende Diskussion:

Bureauchef Falbe Hansen var ikke enig med Gad. Gad var gaaet ud fra, at Aktieselskaberne vare et übetinget Gode, men om man end maatte indrømme, al de i mange Tilfælde havde virket godt, maatte man paa den anden Side ikke glemme, at de medførte meget betydelige Onder, hvad TysklandsExempel \iste. Aktieselskaberne havde i høj Grad bidraget til at fremhæve den store Bedrift paa den lilies Bekostning, og havde ved at samle-Kapitaler i høj Grad lettet det for den store Bedrift at kvæle den lille. Om Aktieselskabernei fleste Tilfælde vare el übetinget Gode, var et stort Spørgsmaal. 1 social Henseende vare de ide fleste Tilfælde et Onde, og i økonomisk Henseende havde de i mange Tilfælde virket uheldigt. 1 de sidste Aar havde Tabel her i Landet ved Aktieselskaberne været ikke mindre end 12 Mill. Kr. Naar Taleren var uenig med Indlederen i Forudsætningerne,maatle ogsaa være uenig med ham i Resultatet. Særlig fremhævede han at Aktionærernes Kontrol ikke var tilstrækkelig,fordi faktisk ikke er virksom. Man indvendte rigtignok, at deres Kontrol vilde hæmme Bestyrelsen og at navnlig Offenligheden i mange Tilfælde vilde være skadelig for Selskabernes Interesser; men paa denne Maade skadede enhver Kontrol. Alene Opgivelsen af Dividende kunde jo skade, fordi den kunde fremkalde Konkurrence, eller henlede Regeringens Opmærksomhed paa, at Beskyttelsen maaske var for stor o. s. v. Et Aktieselskab burde bo i et Glasskab; kunde det ikke det,

egnede det sig ikke til at være Aktieselskab. Afslemningsmaadenved burde ordnes saaledes, at Mindretallets Ret ikke blev krænket. Der burde indføres Kontrolmidler,ikke man betragtede Aktionærerne som umyndigeBørn, for ikke at gjøre Aktieselskaberne i Fremtiden umulige.

Professor Scharling var i det Væsenlige enig med Gad, hvorimod han ikke kunde tiltræde Falbe Hansens Hovedbetragtning.Aktievæsenet i det Væsenlige et Gode, og mange nyttige Virksomheder vilde slet ikke komme i Stand, hvis det ikke skete gjennem Aktieselskaberne. Al opponere mod Aktievæsenetfra demokratisk Synspunkt stemmede ikke ret med den Bestræbelse, som fra selve Arbejdernes Side gjordes for gjennem en Art Aktieselskaber — Assosialioner — at realiserederes om at naa til en selvstændigere Virken. Det Tab paa 12 Mill. Kr., hvorom Falbe Hansen havde talt, maatte visselig ikke opfattes saaledes, at de 12 Millioner virkelig skulde være forsvundne. Dersom Meningen var den, al Aktierne nu efter Kurserne stode 12 Mill, lavere end tidligere, kunde Kursernemaaske stige saaledes, at Forholdet blev rettet i en betydelig Grad, ja endog, at de 12 Mill, atter vare vundne tilbage om et Aar. At udarbejde en Aklielovgivning under Trykket af en Panik vilde være mindre heldigt. Man vilde da kun have for Øje at fjerne de Misbrug, man nu saa godt kjendte; men i deres Sted vilde andre da sikkerlig fremtræde. I Tyskland havde Kriser og Misbrug floreret netop efter at Tyskland havde faaet en Aktielovgivning, medens i Lande, hvor der ingen saadan Lovgivning havdes, disse Misbrug heller ikke kjendles. At den tyske Aktielov af 11 Juni 1870 ligefremhavde Misbrug, var sikkert. Den Kontrol med Bestyrelsen, man her havde søgt at indføre, havde kun ledet til højst uheldige Misbrug. Aktieloven af 1870 havde ligefrem gjort Fiasko, og alt nu efter kun saa faa Aars Forløb maatte man se at faa den rettet. Naar Aktieselskabet først var stiftet, var del at betragte som en privat Virksomhed og burde ikke undergives særlige Indskrænkninger. Man henviste rigtignok til Aktionærernes begrænsede Ansvarlighed som et Motiv for

Lovgivningens Jndskriden; men man maatte ikke glemme, al dette begrænsede Ansvar ogsaa medførte en Fordel for Tredjemand,idet ved Aktieselskaber forelaa en officiel opgjort Status og en bestemt Kapital, hvorimod Tredjemand savnede tilsvarende Oplysninger med Hensyn til private Virksomheder. At paabyde at den fulde Kapital skulde være indbetalt, vilde være urimeligt. Aktieselskabet burde have Lov til baade at, indskrænke og udvide sin Kapital, eftersom det gjordes Behov, naar del blot skete aabent og ærligt. At el Selskab kunde have en b;;ade for Tredjemand og for Samfundet for stor Kapitalat med. havde »Economist« paavist med Hensyn til den engelske Bank. Man sagde, at det indirekte var at borteskamotere Kapitalen al give et større Overskud", end der virkelig var fortjent; men det var ofte forbundet med store praktiske Vanskeligheder, ja det kunde være umuligt al kjende det virkelige Overskud. Det sjællandske Jernbaneselskabs Beslutningforgangen om at afholde Udgifterne til Snekastningaf var et Exempel paa, al det kunde være meget vanskeligt at sondre imellem Drifts- og Kapital- Udgifter eller Indtægter. Forsøg paa at forhindre Misbrug ved at fastsætte IVormer og Kontrolbestemmelser, vilde kun hæmme Selskabernes Virksomhed og kun gjøre Skade. Alligevel var det ikke Talerens Mening, at der slet ikke burde findes nogen Aktielovgivning; men Sikkerhedsforanstaltningerne skulde være rettede mod Misbrug ved Selskabels Stiftelse. Mod Misbrug i selve dets Virksomhed burde Garantien søges, ikke i kontrollerendeNormer Myndigheder, men i et effektivt Straf- og Erstatningsansvar. Aktieselskaber afgav virkelig en Form. hvorunderAdskilligt passere ustraffet, der vilde blive straffet, naar det blev begaat i privat Virksomhed. Al gjøre de almindeligeStraf og Erstatningsregler fuldt anvendelige paa Aktieselskabernes Omraade — dette var formentlig Hovedopgavenfor eventuel Aktielovgivning.

Vexeller Rubin maalte i alt Væsenligl erklære sig uenig med Indlederen. De Aktieselskaber, for hvilke denne nærmest syntes, at en Lov var nødvendig, nemlig dem, som Publikum maatte benytte, vilde efter Talerens Mening nu hyppigt gaa

direkte ind under Staten. Men for de øvrige Aktieselskaber maatle han anse en Aktielovgivning for at være af stor Nytte, thi den almindelige Udtalelse, at Folk maatte raades til at tage sig iagt for Svindelforetagenderne, var uden Betydning, da de Privatmænd, der her ifølge deres Stilling bedst kunde optræde som offenlige Raadgivere, i Regelen vilde underlægges egennyttigeMotiver tidt ligefrem kompromittere deres Stilling derved. De fleste andre evropæiske Stater havde Aktielovgivninger,og disse end selvfølgelig ikke kunnet forebygge Iriser og vild Børsspekulation — der forøvrigt ikke, som Indlederenhavde særlig havde gjaldt Aktier, men ogsaa i høj Grad Statspapirer — saa havde de dog utvivlsomt gjort deres gode Nytte. Om man ikke var helt tilfreds med dem, kunde ingen Grund være for os til ikke at søge at faa en Aktielov, der var saa god som mulig; vi kunde i denne Retningnu høste Nytte af Udlandets Erfaringer. Naar vi* ikke hidtil særligt havde savnet en Aktielov, da laa det i, at vi, som i alt Andel, saaledes ogsaa i Storhandlen og Svindlen kom bagefter, og de enkelte storartede Misbrug, vi i den senere Tid kjendte herhjemme fra, vilde have staaet ganske anderledes graverende, hvis vi havde haft Bestemmelser, der havde fastsat Revisorernes og Direktionens Ansvar, idetmindste analogt med det Ansvar Konkursloven fastsætter for Enkeltmandsfortsatte med Underbalance o. L. Ligeledes maatte der Bestemmelse om at der ikke maatle betales en Dividende forud, der saa skulde tage sig ud som en virkelig Aktiedividende. Revisionen maalte dernæst være Andet end en summarisk og en Tal-Revision, og de Generalforsamlingerneforelagte maatte, mere end Kulume hidtil havde været, indeholde en saadan Redegjørelse, at Opgjørelsen ikke blev en blot formel eller endog vildledende; exempelvis skulde Taleren nævne at en Angivelse fra Bankerne, om hvilken Kurs de lagde til Grund ved Optagelsen af deres Beholdninger og en Opgjøren i store Træk over, hvori disse bestod, vilde være i høj Grad ønskelig. Det var Bestemmelser om disse og endnu forskjellige andre Momenter, som Taleren nævnte, der efter hans Mening i høj Grad nødvendiggjorde en Aktielovgivning.

Professor Frederiksen udtalte sin Beklagelse, af, at Folk idelig var tilbøjelige til at vende sig mod Staten, saasnart det gik gall paa et eller andet Punkt. Den Reaktion, der nu gjorde sig gjældende ligeoverfor Aktieselskaber i .Modsætning til tidligere Tiders Begjærlighed efter Aktier, var aldeles umotiveret. alle den Slags Forhold maatte man gaa ud fra Friheden som Regel. Taleren havde ikke set nogen bestemt Paavisning af de Goder, en Aktielovgivning skulde medføre. Selv saadanne Artikler som Dr. jur. Lassens i «Dagbladet«, vidnede om Mangel paa Kjendskab til det praktiske Liv. Kunde der tænkes Noget, der kunde bringe mere Klarhed i Forholdene saa var det godt. Men langt mere end sætte sin Tillid til enkelte Lovbestemmelser, burde man søge Betryggelse i vedkommende Personligheder. Det var Personerne, der dannede Grundlaget for Aktieselskaberne, langt mere end Enkelthederne i Statuterne. Et af de tvivlsomsle Spørgsmaal var Spørgsinaalet Forbud mod at kjøbe~egne Aktier. Var det übetinget at forbyde Sligt? En forstandig Brug af Tilladelsen at kjøbe egne Aktier, kunde i mange Tilfælde virke heldigt. I England og Frankrig gik Stemningen i Retning af Frihed paa Aktievæsenets Omraade. Et Lovforslag af Emile Ollivier om fuldstændig Frihed for Aktieselskaber, havde vakt stort Bifald. »Frihed og Offenlighed» var Feltraabet. Taleren havde endnu ikke hørt nogen Motivering, der kunde bringe ham til at ønske Indskrænkninger paa Aktievæsenets Omraade.

Gad var bleven overrasket ved at høre Falbe Hansens Forlangende, at Aktieselskaber skulde bo i et Glasskab. Det var overhovedet praktisk ikke muligt at lægge Forretningerne saaledes frem, at den, der ikke stadig havde fulgt dem, kunde faa et klart Blik paa dem; og de Kyndige, der fulgte med, vidste nok, i de store Træk Besked. Taleren havde ikke udtaltsig en Aktielovgivning overhovedet, men vilde blot ikke have særlige Indskrænkninger for Aktieselskaber. Skulde der være Mangler i Konkursloven, saaledes at den kunde gjøres gjældende ligeoverfor Privalfolk men ikke ligeoverfor Aktieselskaber,burde Mangler rettes. Taleren fastholdt forøvrigt,hvad havde sagt i sit Indledningsforedrag. Han

bad dem, der vilde gjøre Bemærkninger mod dette Foredrag, ikke indskrænke sig til Talemaader eller almindelige Udtalelser om, at der finder Misbrug Sted — thi selv det Bedste kan misbruges —, men han bad dem fremkomme med positiv Paavisning af bestemte Lovregler, der kunde gjennemføres.

Sckarling bemærkede til Rubin — der havde talt om, at vi ved Udarbejdelsen af en Aktielov kunde drage os Tysklands til Nytte —, at Tyskland ogsaa havde haft Erfaringer fra andre Lande, fra England og Frankrig, da det i 1870 vedtog sin Aktielov, hvilket dog ikke havde forhindret denne Lovs Mangler.

Rubin glædede sig over, at Gad var enig med ham om
Ønskeligheden af en Aktielov, der gav almindelige Bestemmelser
Aktieselskaber.

Overretsprokuratur Tvermoes ytrede, at Aktieselskaberne burde betragtes fra det fri Rontraksforholds Standpunkt. Man burde lægge en ganske særlig Vægt paa den Letsindighed, hvormed vedtog Statuterne, der skulde danne Grundlaget for hele Virksomheden. Man burde lægge Publikum paa Sinde, at det har el ganske overordenligt stort Ansvar for den Letsindighed, det er gaaet frem.

Gad frygtede, at Enigheden mellem ham og Rubin ikke var saa stor, som denne troede. Vel mente han, at Loven burde være en almindelig Lov; men han og Rubin vilde neppe være enige om Lovens Indhold. Efter Talerens Mening skulde der ikke staa Meget i denne Lov.

Bankkasserer Biug sluttede sig til Falbe Hansen og hævdede Gad Slalens Forpligtelse til at beskytte Publikum dets egen Daarskab, hvis dette var muligt uden at krænke vigtigere Interesser.

Mod Frederiksens Paastand om Frihed, kun Frihed paa det økonomiske Omraade, stillede han Nødvendigheden af bestemtealmengyldige Skulde af den Grund et eller andet Aktieselskab blive standset i sin Vorden, kunde denne dykke vistnok bæres. Hvis man f. Ex. i Tyskland ved Lov havde tvunget Grunderne til at være ansvarlige med et vist forholdsmæssigt Beløb af Aktiekapitalen og i et bestemt

Tidsrum, maaske 4 å 5 Aar — altsaa paabudl ved Lov et Slags midlertidigt tvungent Kommanditsforhold — vilde muligen et slørre Antal Selskaber ikke have set Dagens Lys og mange Ulykker være undgaaede. Under alle Omstændigheder ansaa Taleren det for rigligt, at Aktieselskaber skulde være forpligtedetil strengt Strafansvar at opgive de virkelige Summer,hvortil (il Selskaberne overgivne Ejendomme vare erhvervede,samt hvis vedkommende Ejendomme vare omsatte i de sidste o Aar, da de Beløb, hvormed de til de forskiellige Tider vare blevne betalte. Naar Loven siraffede Opgivelsen af fingerede Summer vilde Mange vige tilbage herfor,som ingen Skrupler vilde gjøre sig i saa Henseende.

Dermed sluttedes Diskussionen.

Inden Forhandlingen om Aklielovgivningen, havde Foreningen sin aarlige Generalforsamling. Formanden Prof. Frederiksen aflagde Beretningen om Virksomheden i det forløbne Aar og meddelte Regnskabet, der udviser en Indtægt Renter og Kassebeholdning fra forrige Aar) paa 781 Kr. 16 Øre og en Udgift paa 269 Kr. 19 Øre. Overskuddet saaledes 511 Kr. 97 Øre. Der foretoges derefter Valg paa Bestyrelse. dHrr. Professorer Frederiksen og Scharling, Fuldmægtig Marius Gad og Bureauchef Falbe Hansen gjenvalgtes ved Akklamamation; i Stedet for cand. polil. V. Arntzen, der ikke ønskede Gjenvalg, valgles Etatsraad Nationalbankdirektør Levy.

Paa Mødet optoges til ny Medlemmer: dHrr. Grosserer
Halbersladt, Fuldm. Bogholder i Magistraten Nilsche og
calid. jur. Regenburg.