Hundegalskaben

i Danmark drev dennegang over uden at medføre slørre Ulykker. Skulde den komme igjen, kan det være godt at vide, at de Dødsfald, der foraarsages ved Bid af gale Hunde, ikke ere saa ganske faa. Af en Notils, der findes i del ny østrigske «Slatistische Monatschrift», ses det, at der i de i det østrigske Rigsraad repræsenterede Kongeriger og Lande fra 1851 til 1873 er konstateret 919-Dødsfald som Følge af

Bid af gale Hunde, og hvad værre er: i det sidste Tiaar synes
Sygdommen at være i, om ikke uafbrudt, saa dog kjendelig
Tiltagen. Der noteredes Dødsfald af Hundegalskab:

I 1851—72 kom der af det Slags Dødsfald 2,0 paa 1 Million Indb.; i 1873 3.5 — en overordenlig stærk Stigning, som man ser. I Forhold til Befolkningens Størrelse maa det Slags Clykker vel betragtes som sjeldne, selv om Sammenligningen anstilles med Aaret 1873. Men sammenligner man Vandskrækslilfældenes Tal med andre Ulykkestilfældes Tal, vil man komme til mindre hyggelige Resultater. I Aaret 1873 rejste der paa de cisleilhanske Jernbaner med et rundt Tal 30 Millioner Passagerer, af hvilke 5 mistede Livet som Følge af Jernbaneuheld; paa 1 Million Rejsende kom der saaledes kun 0,16 Dræbte. Den Enkelte havde allsaa en mere end tyve Gange saa stor Sandsynlighed for at dø som en Følge af en gal Hunds Bid end ved et Jernbaneuheld.

I et Hunde-Land som Danmark fortjene disse Tal særlig
Opmærksomhed.