|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Første række, 6 (1875)Sparekasserne.O. A. Side 75
(Brev fra Norge.) Hr. Redaktør! Rubin nævner i sin Opsats om de danske Sparekasser (Nalionaløkon. Tidsskrift 5 Bd. 5 H. S. 301) som en Mærkelighed, at Antalletaf Konti i Sparekasserne stadig er gaaet nedoversiden Forklaringen dertil synes os al ligge nær. Fra omtr. samme Tid er det nemlig vistnok i Danmark som i Norge*) og Sverige, at Arbejderforeninger for Syge- og Begravelseshjælpdannes, i de senere Aar slutter sig Indskudi og KapitalforsikringsanstaUer**), Deltagelse i Byggeforeninger, Husholdningsforeninger m. m. Arbejdsklassens Besparelser har i de sidste Aartier begyndt at antage en anden Form. Denne Foreteelse maa ogsaa anses som glædelig, thi saa sandt som del for Arbejderen er nærpaa umuligt ved i en Sparekasse at lægge Skilling til Skilling at danne en Kapital, tilstrækkelig til at beskytte ham mod Livels «Tilfældigheder«, saa er det fra Samfundets Standpunkt ønskeligst, at Besparelserneoplægges den Form, som hensigtsmæssigst garanterer Understøttelse i Sygdom og Uheld for den livskraftige Mand samt skaffer Alderdomsforsørgelser for den Udslidte, d. v. s. ved Besparelsernes Indskud under Solidaritetens Form i Forsikringsanstalter.Mange disse Besparelser komme fremdeles Sparekassernetilgode, paa Konto for N. N. Sygekasse eller *) Forf. er Nordmand. **) »Bikuben«, »Dansk Arbejderbank« og nu ogsaa Kjøbenhavns Sparekasse jo oprettet egne Afdelinger for Alderdomsforsørgelse. Side 76
lignende. De paa Arbejderes Navn lydende Konti i Sparekassernecre som af Hr. Bankdirektør Beeh paapeget i Diskussionen (Tidsskrift Side 398), ikke de eneste Vidnesbyrd om Arbejdernes Besparelser. Medgivet at Sparekasserne særligt ere oprettede for den «fjerde Stand« — for at støtte dens Selvhjælpsbestræbelser — og er vor ovenslaaende Formodning om Aarsagernc til ArbejderkontiernesAftagen — den altsaa, at Arbejderne mere og mere foretrække Forsikring-sindretninger for Sparekasser— ligger ogsaa deri en Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorledes Staten skal stille sig ligeoverfor Sparekasse- Institutionen, saadan som den bar udviklet sig. »Veldædige«, ufunderede Sparekasser ere ikke længer i Nutiden en Nødvendighedfor lære Arbejdsklassen Forsynlighed. Staten bør med sin Approbation og Kontrol først og fremst anbefale den fortrinligere Slags Forsørgelsesanstalter: Forsikringsforeningerne. Sparekasserne derimod bør ikke længer i deres til Bankforretningerudvidede gives det Stempel for Solvens og Paalidelighed, som Statens Approbation er i Menigmands Bevidsthed.Firmalovgivningen vanskelig i noget Land Interessentskaber, som ikke enten ere grundlagte paa Deltagernespersonlige eller ogsaa paa indbetalt Aktiekapital. At tillade Afvigelse herfra eller Bankvirksomhed med dens Henvendelsetil Godtro uden noget reelt Grundlag for Tilliden var nødvendigt maaske eller lilraadeligt paa en Tid, da det først gjaldt om at lokke Penge frem «fra Kistebunden» til rentabel Anvendelse, og da det gjaldt om at ægge den mindre Mand til Forsynlighed. Men dette er ikke nødvendigt i Nutiden, hvor Aktieinstiluter og utvivlsom Solvens kappes med de veldædige Indretninger om at faa Besparelserne til Forrentning, og hvor, som gjentagende udhævet, fortrinligere Anstalter kan anvises den forsynlige Arbejder. Formentlig vil Ordningen af Sparekassernes Forhold tilfredsstillende blive løst samtidig med Spørgsmaalet om Betingelserne for Aktieselskabers Dannelse, hvilket Spørgsmaal jo staar paa Dagsordenen i Danmark.Reglen da vel den, at Sparekasse uden personligtAnsvar Grundkapital maa forpligte sig til som en Side 77
Slags offcnlig Stiftelse kun at anvende indskudte Kapitaler paa visse lidet risikable Maader*). Saadant Paabud vil formentlig være tilstrækkeligt til, at en Mængde Sparekasser, som nu drive Bankvirksomhed, af deres Ledere øjeblikkelig ogsaa omdannestil paa Grundlag af indbetalt Aktiekapital, thi disse Ledere tiltrænge Banker. Den gængse Forudsætning, at Sparekasserne ere «veldædige» for at gavne den mindre Mand, er nemligikke rigtig. Ganske vist var Institutionen oprindeligfilantropisk men mon den ikke ofte nok senere er traadt i Egennyttens Tjeneste ? Mon ikke mangen Sparekasse er stiftet eller i all Fald senere bestyres, blot fordi Stifterne fandt, at Sparekasseideen var den bekvemmeste Maade at skaffe Stedet en Bankforretning til Støtte for Ledernes Forretninger. Det hedder gjerne i Statuterne for at vise Stifternes Uegennyltighed og som Garanti for Midlernes samvittighedsfulde Anvendelse, at Direktørerne ikke selv maa laane i eller kautionere for Laan i Kassen. Men hvor let omgaas ikke og hvor ofte omgaas ikke dette Paabud derved, at Søn eller Fætter laaner, eller derved at Direktøren kontragaranlerer de benyttede Endossenter? Sparekasserne ere derfor ofte blevne blot og bart Dnderbrug under enkelte Firmaer, som formedelst denne sin Magt kommandererSmaabyens Handelsstand. Eiler hvor ofte anvenderikke Egennytte Sparekassernes store Overskud til Fremme af kommunale Indretninger, som ellers vilde fordre Skattepaalæg? Eller er det ukjendt, at Forvaltningskapitalen anbringes i Jernbaneforetagender, viglige for Partiels Handelsinteresser,men lidet rentable? Man skal ikke længer tro for stærkt paa Veldædigheden og Uegennytten ved SparekassersStiftelse Bestyrelse. Om maaske end et Flertal af Sparekasserne drives paa en forsvarlig Maade, saa kan Exempleri Antal paavises ogsaa i de nordiske Lande paa hvad der er gjort ud af Ideen, og deslige Exempler kan finde Efterligning. Men alt dette er Grund nok til, at Staten *) Saadanne Garantier bør Staten ogsaa fordre for de Smaafolks Kapitaler, som indskydes i Sygekasser og lignende. Side 78
opstiller
Fordring paa personligt Ansvar eller Aktiekapital for
Veldædighed forudsætler gjerne Arbejde uden Løn. Af ulønnet Direktør kan man ikke vel fordre den Omstændelighed i Kontrollen som af den lønnede; ulønnet Direktør staar heller ikke i den Grad som den lønnede i juridisk Ansvar ligeoverfor Indskyderne. Garantien skulde ligge i, at de ulønnede Direktørpladserbesættes Stedernes s. k. bedste Mænd, men disse Mænd ere gjerne fuldt optagne med egne Forretninger samt mangle heller ikke andre kommunale Ombud, saa at Sparekassens Ledelse gjerne faktisk er overladt til en lidet tonkrolleret Kasserer. Der gives Exempler nok ogsaa fra de nordiske Lande paa, hvorledes Sparekasse-Kasserere paa den skjændigste Maade have forslaaet at besvige Kasserne eller Indskyderneog kunnet fortsætte dermed i lange Aarrækker. Det mest opsigtvækkende Exempel er formodentlig det med den s. k. Karl Johans-Sparekasse i Gøteborg, hvor Kassereren drev Falsknerierne saa vidt, at han endog selv kunde skrive falske Revisionsberetninger (og selv hæve Revisionens Honorar), thi Direktionens Godslighed og Tro paa Kassererens gik saa langt, at Kassereren og ikke Direktionens Formand skulde give de valgte Revisorer Underretning om Valget, den de naturligvis aldrig fik. Bedragerierne havde her et saa stort Omfang, at Bankens Reservefond ikke var tilstrækkeligt til at dække de bedragne Indskydere *). Lønnet Direktør i Aktiebank vilde gjerne havt Ansvar, lønnet Direktør vilde gjerne selv været stor Aktieejer og som saadan udvist skarpere Kontrol. Det vides ikke derimod, at man nogetsteds har ladet de godslige ulønnede Direktører i en Sparekasse af egen Pung betale for deres Godtroenhed. Selv om Bedrageri finder Sted i Aktiebank, saa vil dog Aktiekapitalen gjerne være tilstrækkelig til at dække Indskydere. Den store Almenhed vil derfor utvivlsomt have *) Gøteborgs anden Sparebank paatog sig med Rette at dække Tabet for at ikke Troen paa Sparebanksvæsnet skulde rokkes hos Indskyderne. Side 79
større Sikkerhed ved al placere sine Besparelser i gode Aktiebankerfremfor tifunderede veldædige Sparekasser. Men der er da ingen særdeles Grund længer til at holde Sparekasse- Institutionen i dens nuværende Form oppe. — Dette, Hr.
Redaktør! nogle faa Bemærkninger i Anledning |