I.

«JJer gives i vort Samfund to store Klasser af Personer, som gjensidig kjende hinanden daarligt nok — det er Arbejderne og Borgerne. Ganske vist mødes de meget hyppigt i Livets tusinde Virksomheder; men denne Berøringer, den end daglig finder Sted, kun overfladisk,især store Byer. Den udstrækker sig kun til Bestillingen eller Leveringen af et eller andet Arbejde og til Udbetalingen af Arbejdslønnen; den medfører ordenligvisingen og hjertelig Udvexling af Tanker og Følelser. Vi kjende langt mere til Bonden end til Arbejderen;vi lettere ind i hans Hjem, ere mere i Berøring med hans Familie, og Enkelthederne i hans daglige Liv ere os mindre übekjendte. Arbejderen er i Grunden for os en ukjendt Verden, som vi ere nødte til at gjætte os til, og hvortil vi ingen Adgang have. Hvilke Længsler, Tanker, Planer har han? Er han fredelig eller krigersk? Vilde han tage til Takke med nogle smaa Reformer?Eller det hans Agt at omstyrte Alt og bygge Alt op fra Nyt af? Vil han være tilfreds med en suk^ cessiv Forbedring af sine Kaar? Eller vil han med ét

Slag have Idealet realiseret her paa Jorden? Det er en hel Række Spørgsmaal, til hvis Besvarelse der ikke foreliggermange Gjengive Arbejdernes foregivne Ordførere,de, i Pressen eller paa Talerstolen erklære sig for deres Talsmænd, virkelig deres Tanker og Meninger?Have en Tilbøjelighed til af Klogskabshensyn at fremstille dem i en formildet Skikkelse eller til at overdrive dem for at indjage Frygt? Det er ogsaa Noget, som det er vanskeligt at vide.»

Disse Ord, hvormed den franske Forfatter indleder en Artikel i «Revue des deux Mondes» om «Hvad Arbejderneeftertragte deres Planer til en social Reform»,passe Virkeligheden lige saa fuldt i Danmark som i Frankrig. Ogsaa hertillands er det ikke saa let at trænge ind hverken i Arbejderhjemmets eller i Arbejderneseget uagtet vore smaa Forhold dog i flere Henseender gjøre det lettere at komme i personlig Berøring med Arbejderne. De Oplysninger, som Arbejderskemaernebragte de danske Arbejderes økonomiskeKaar, vel bidraget til at give ogsaa dem et Indblik i Arbejdernes Forhold, som ellers ikke have nogen Adgang til at gjøre sig bekjendt hermed; men selv i saa Henseende kunde der dog endnu trænges til en Række af supplerende Oplysninger, for at man i Almindelighed kunde siges at være i Besiddelse af et virkelig paalideligtKjendskab disse Forhold. Haabet om, at den saa længe bebudede Arbejderkommission skulde udfylde dette Savn, maa imidlertid nu betragtes som opgivet, efter at Regeringen helt har ladet denne Del af Opgaven falde bort og kun paalagt Kommissionen at «fremkomme med Forslag til de Foranstaltninger, der fra Statens Side kunde være Anledning til at træffe til en Ordning og hensigtsmæssigUdvikling

mæssigUdviklingaf Arbejderforholdene». Det vil neppe fejle, at Kommissionen overfor denne Opgave befinder sig i en noget lignende Stilling som den, der er skildret i de foranstaaende Linier, at nemlig ogsaa den, til Trods for det fijendskab, som forskjellige af dens Medlemmer have til Arbejdernes Kaar, Levemaade og hele udvortes Stilling, dog savner Kjendskab til deres Anskuelser og Meninger, til deres inderste Tanker, og at navnlig ogsaa den vil være ude af Stand til at afgjøre, om Arbejderstandensbeskikkede virkelig udtale, hvad der rører sig hos den store Mængde af disse, eller om det store Flertal af Arbejderne selv, naar det blev adspurgt, vilde desavouere sine Talsmænd. Selv om Kommissionen har en bestemt Overbevisning om, hvad der bør gjøres, vil den neppe kunne have nogen bestemt Forestilling om, hvorvidt dens Forslag vilde finde Billigelse hos Arbejderne eller ej, samt om, hvorvidt disses Ønsker og Planer ville blive tilfredsstillede ved, hvad Kommissionen tror at burde foreslaa, eller maaske gaa langt ud herover.

I saa Henseende er man endda noget anderledes stillet i Frankrig, idet man her dog ikke er ganske uden Vidnesbyrd om, hvad Arbejderne selv mene angaaende de økonomisk-sociale Forhold. En hel Række af virkelige Repræsentanter for de forskjelligste Haandværk og Fabrikationerhave Gange haft Lejlighed til mer eller mindre bestemt at antyde eller endog ligefrem udtaleArbejdernes og Forhaabninger i saa Henseende.Der allerede tre Udgaver af saadanne Udtalelser, fremkomne i Anledning af de sidste tre Verdensudstillinger,bestandig udarbejdede og bestemtereformulerede, af hvilke navnlig den sidste frembyder en betydelig Interesse. Det er her ikke blot

virkelige Arbejdere, der tale, men i det Hele netop dygtigeog
Arbejdere, valgte mere efter Hensynettil
Dygtighed end som sociale Agitatorer.

Medens det alt fra de store Industriudstillingers første Begyndelse ikke saa sjeldent havde været Tilfældet, at de udstillende Fabrikanter valgte en eller flere af deres dygtigste Arbejdere til at overføre og opstille deres Udstillingsgjenstande derved tillige at give dem Lejlighed at gjøre sig bekjendte med Udstillingen særlig for deres Fags Vedkommende, var, som bekjendt, Udstillingen i London den første, hvortil Repræsentanter for Arbejderne saadanne, valgte frit blandt disse, i større Mængde sendtes til Udstillingen med offenlig Understøttelse, som det jo ogsaa skete for Danmarks Vedkommende. for Frankrigs Vedkommende fik dette en særlig Interesse derved, at Fjerdedelen (53) af de udsendte bagefter indgave en Rapport om, hvad de havde set og lært paa Udstillingen. Det var i det Hele korte Beretninger, overvejende af rent teknisk Natur. Imidlertid blev dog ogsaa, om end kort og mere i Forbigaaende, sociale Reformer antydede, som Arbejderne at have Krav paa at faa gjennemførte, saaledes navnlig Dannelsen af «chambres syndicales ouvriéresn, til frit at forene sig, der jo som bekjendt var dem negtet i Frankrig, samt særlig Stiftelsen af cooperative Foreninger.

Det Maadehold, hvormed disse Fordringer vare fremsatte,virkede paa dem, der endnu havde Arbejdernessocialistiske utopiske Fordringer i 1848_—49 i frisk Minde, og da navnlig paa den kejserlige Regering, der selv i Anledning af Pariserudstillingen 1867 tog Initiativettil Gjentagelse af det gjorte Experiment og

tilskyndede til Valget af Arbejderdelegationer, der med offenlig Understøttelse skulde kunne tilbringe nogen Tid med at studere Udstillingen og afgive Beretning om dennesResultater de forskjellige Fags Vedkommende. Arbejderne, hvis Ophold i London jo havde givet det første Stød til Dannelsen af den senere saa berygtede "internationale Forening af Arbejdere« eller, som den senere kort og godt kaldtes, "Internationale", og hvis Uafhængighedssans tildels under dennes Paavirkning var bleven betydelig udviklet i de forløbne Aar, viste sig imidlertid først tilbøjelige og villige til at efterkomme disse Opfordringer, efter at der var tilsikret dem fuld Frihed i Valget af deres Delegerede og atter forsikret disse om, at de frit kunde udtale sig i deres Beretninger. Der valgtes da af 114 parisiske Fagforeninger 354 Delegerede,som blot i en Uge erholdt fri Adgang til Udstillingen, men tillige deres sædvanlige Dagløn, hvorhosder truffet særlige Foranstaltninger til at modtageDelegerede Provinsarbejderne. Denne Gang bleve Beretningerne baade talrigere og længere end sidst — de fylde to store Bind i Kvart — og derhos var Tonen i dem friere og mere uafhængig, skjønt ikke udfordrende eller bitter. De sociale Reformer spillede en større Rolle i deres Udtalelser, men vare i Øvrigt i det Væsenlige de samme, som forrige Gang paakaldtes, kun at der nu ogsaafremsattes om en videre Udvikling af den tekniskeUndervisning.

Da Wiener-Udstillingen skulde aabnes i 1873, vare Forholdene i Frankrig helt andre end i 1867. Kejserdømmetvar vel bleven styrlet og Republiken oprettet; men den ny republikanske Regering, der jo havde maattet debutere med Undertrykkelsen af «Kommunens« Opstand,

var ingenlunde gunstigere stemt imod Arbejderne, hvem man havde mistænkt for i deres Hjerter at sympathisere med de undertrykte Kommunister. Et Forslag om at bevilge100,000 til Afsendelsen af Arbejder-Delegationertil blev forkastet af Nationalforsamlingen med stor Majoritet. Dette bevirkede imidlertid kun, at Arbejderne selv toge Sagen i deres Haand og denne Gangtilvejebragteen der stod aldeles uafhængig af Regeringen, idet Midlerne til Rejsen dels fremkom fra Arbejderne selv, dels ved en offenlig Subskription, medensdens var udarbejdet af en af Arbejderne selv dertil valgt Komité. Selve Valget af de Delegerede foregik derhos omtrent med samme Omhu og Omstændelighedsom af en Deputeret; gjentagne Møder holdtes i de forskjellige Fag og de eventuelle Kandidater examineredes og interpelleredes. ' De mere begrænsede Midler og den kostbarere Rejse tillod denne Gang kun at afsende 107 Delegerede, hvoriblandt ogsaa Repræsentanterfor større Provinsstæder. Imidlertid vare dog saa godt som alle betydeligere Virksomheder repræsenterede; ja, der var endog en Skolebestyrer og Skolebestyrerinde iblandt dem, valgte af deres Kolleger.

Medens den franske Regering i 1862 havde vaaget over, at der stedse kun var et mindre Antal Delegerede samlede i London, idet de deltes i Partier paa omtrent 20 Personer, der sukcessivt afløste hinanden, foretog de 107 Delegerede denne Gang Rejsen i Fællesskab og boede sammen i Wien i særlige Barakker, som den østrigske Udstillingskomité havde ladet opføre i Nærheden af Udstillingen.Opholdet Wien varede kun 9 Dage; hver Morgen Kl. 6—7 samledes de for at forhandle om den Maade, hvorpaa de bedst kunde opfylde deres Mandat,

samt om sociale Spørgsmaal, og tilbragte derefter Størstedelenaf i Udstillingen, hvor de mødte megen Velviljefra østrigske Autoriteters Side, medens de synes at have fundet en lidet velvillig Stemning hos de franske Kommissærer, hvem de da ogsaa angribe stærkt i deres Beretninger. Af saadanne Beretninger fremkom der denne Gang omtrent hundrede, hvoraf flere ere meget udførlige; tilsammen udgjøre de 4 å 5000 Sider. Mr. Leroy-Beaulieuhar sig den Umage at gjennempløje hele dette voluminøse Værk, og Resultaterne af sine Studier deri har han samlet i den ovenfor citerede Artikel i «Revue des deux Mondes», hvoraf det Følgende er en forkortet Gjengivelse. Navnlig skulle vi dvæle ved den Del af samme, der omhandler de sociale Spørgsmaal og ArbejdernesOpfattelse disse. Del havde været Planen, at de samlede Specialberetninger skulde været ledsagede af en forudgaaende Kollektiv-Rapport, som skulde været et Udtryk for den franske Arbejderbefolknings Klager og Fordringer; dette er ikke sket, men i Stedet for er der dog forudskikket et Slags Manifest i samme Retning, en Række Kollektiv-Resolutioner angaaende de Reformer, der fra Arbejdernes Side maa fordres gjennemførte. Det vil utvivlsomt ogsaa have sin Interesse for danske Læsere at blive bekjendte med Hovedpunkterne af disse i sig selv interessante Aktstykker.

II.

«De Delegeredes Opgave var en dobbelt, dels teknisk,dels De Programmer eller Samlinger af Spørgsmaal, som Størstedelen af Korporationerne havde redigeret, tilsidesatte hverken det ene eller det andet af disse Synspunkter. Man vilde tage fejl i kun at betragte

de Delegerede simpelthen som Kommissærer til at undersøgeArbejderbefolkningens og Vilkaar i Udlandet. Størstedelen af dem har med stor Omhu studeret de udstilledeGjenstande; beskrive dem og synes at bedømmedem Sagkundskab og i Almindelighed med Upartiskhed. Visse Korporationers Udsendinge havde nogle for deres Fag specielle Problemer at undersøge. SkomagernesDelegerede fortrinsvis beskjæftigesig Sy- og Pløkkemaskiner og i Almindelighed med alle de Maskiner, som kunne anvendes ved Fabrikationaf ; Pottemagernes og flere andre Udsendingehavde faaet det Hverv særlig at studere tekniske Spørgsmaal af lignende Art. Man maa saaledes ingenlunde tro, at Arbejderdelegationen ikke har hjembragtnoget industrielt Udbytte; mange af disse Udsendinge ere komne tilbage fra Wien med paa én Gang klarere og videre Forestillinger om de Fremskridt, der lade sig gjennemføre i de Produktioner, som de tilhøre.

Det, som især slaar En ved Læsningen af disse Beretninger,er høje Mening, som Arbejderen har om sin særlige Virksomhed og om den Klasse, hvortil han hører. Der er kun faa Beretninger, som ikke udmærke sig ved ofte naive Vidnesbyrd om professionelle Indbildninger.Mekanikeren saaledes, at »hans Industri er i Følge sin Natur Moder til alle Fabrikationer, siden Størsteparten af de videnskabelige Theorier nødvendigvis hos den maa modtage de Modifikationer, som gjøre dem frugtbringende for Industrien»; han tilføjer, at «de mangfoldigeKundskaber, maa erhverve sig for paa rette Maade at kunne udøve hans Profession, uden Modsigelse stille denne i første Rang.« Den optiske Instrumentmager,som mere beskeden, nøjes med at sige om

*in Korporation, at den «paa Grund af de Tjenester, som den har gjort Videnskaben og Handelen, er en af de første Industrigrene." Ja, selv de tilsyneladende mindst ophøjede Haandværk undlade ikke at fremkalde Begejstringhos Dyrkere; Skomagernes Udsending siger os saaledes, at «den franske Nation har i Wien som overalt og til alle Tider vist sig som den første i den Kunst at sy Skotøj, og at den alene besidder i den højesteGrad tre Egenskaber, som ere nødvendige til dette Slags Arbejder, nemlig Smag i Udstyringen, Elegancei og Fuldendthed i Udførelsen." Vi for vort Vedkommende misbillige imidlertid paa ingen Maade, at Arbejderen sætter sit Fag endog overdrevent højt og er stolt deraf; denne Følelse er den modsatte af den, som herskede i Oldtiden; Haandarbejdet holdes nu fra Dag til Dag mere i Ære.

Det er kun Skade, at denne i sig selv berettigede Fagstolthed bliver i den Grad exklusiv, at den betragter alle andre end den egenlige Arbejderklasse som Snyltegjæster.Størstedelenaf synes gjennemtrængteafdenne at Haandarbejderne ere de eneste virkelige Producenter, at alle Opfindelser, alle NutidensOpdagelserkomme dem, og at det udelukkende er dem, hvem den franske Industri skylder sin Berømmelse.Saaledessiger Ex. Mekanikernes Delegerede: «Vi have søgt at udfinde, hvorfra denne den franske IndustrisOverlegenhedkommer; har ikke sin Grund deri, at vort Land har større mineralske Rigdomme end Nabolandene, og heller ikke i vore Redskaber, der endnuereufuldkomne, derimod i de franske ProletarersDuelighed,som Nation bestrider. Denne Paastanderlangt at være ny. Allerede i Slutningen af

forrige Aarhundrede sagde en stor Borger, som selv længe havde været Proletar, at dersom enhver Franskmandblotproducerede Timer om Dagen, vilde Frankrig snart ikke vide, hvad det skulde gjøre med al sin Rigdom. Ved at fremsætte denne Paastand har han konstateret to Ting: de franske Arbejderes Dygtighed og den Parasitisme, som fortærede Frankrig. Siden hans Tid ere begge DeJe voxede betydeligt.« Den store Borger, som i lang Tid har været «Proletar«, skal være Franklin. At tro, at de halve Franskmænd ere Parasiter, og at det var tilstrækkeligt, at Enhver arbejdede nogle Timer om Dagen, for at Frankrig skulde komme i Forlegenhed med sine Rigdomme, er i Sandhed at gjøre sig store Illusioner;ogman tilmed huske meget fejl for at kunne paastaa, at Parasiternes Antal er tiltaget i FrankrigsidenSlutningenaf 18. Aarh. Den samme Delegeredemener,at alle de industrielle Opdagelser og næsten alle ny Fremgangsmaader i Fabrikationen ere komne fra Arbejdere. «Man maa ikke glemme», siger han, «saaledes som man kun altfor ofte gjør, at de utalligeMidlertil formindske Arbejdet, som nutildags anvendes,skyldesAkkord-Arbejderne, opfinde dem og fuldkommengjøre dem, og der er næsten ikke En, som ikke paastaar at have et eller ffere Midler til at afkorte Arbejdet, hvilke han i sit ejendommelige Sprog kalder trues._¦» Han udbreder sig dernæst over de Grunde, som forhindre Arbejderne fra at tage Patent paa deres Opfindelser,ogopfordrer chambres syndicates« til at komme disse beskedne Opfindere til Hjælp ved at overtagederesRet Opfindelsen imod at holde dem .skadesløsederfor.Typografernes paastaar, at «et stort Antal ny Fremgangsmaader, Forbedringer af Maskiner

eller helt ny Systemer ere blevne udfundne af Sættere, hvis eneste Interesse og Hoveddrivfjeder var Kærligheden til deres Haandtering; de have da givet deres Opfindelser i Hænderne paa Maskinkonstruktører, og disse have da blot exploiteret hines Opfindelser og faaet hele Fordelen og hele Æren derfor.« Skrædernes Delegerede fremsætter den samme Formening og hævder, at "Størsteparten af Opfinderne have mer eller mindre været Arbejdere«. Den Tanke, som ligger til Grund for disse og lignende Udtalelser,erden, Haandgjerningsarbejderen i de moderneSamfunder væsenligste, ja, Nogle mene endog eneste, Bærer. Der er selv dem, der forsikre,athan den eneste virkelige Producent. MarmorpolerernesUdsendingsiger idet han taler om Prisbelønningerne, der tilstaas Fabrikanterne og ikke Arbejderne:«Bliverden Producent, han, der skaber Frembringelserne, ret ofte prisbelønnet? Nej, hvorimod Størstedelen af dem, der exploitere ham og i Virkelighedenikkemedbringe end deres Kapital, se sig overvældede af Prisbelønninger.«

... Et fælles Træk i disse Beretninger, som det er Umagen værd at notere, er den fuldkomne Foragt for alle almindelige og Godtkjøbs-Frembringelser. Det tør siges, at alle disse Arbejdere af saa forskjellige Fag ikke lade nogen Lejlighed gaa tabt til at udtale deres Uvilje over saadanne simple Godtkjøbs-Gjenstande, bestemte til almindeligtForbrug; se i deres Frembringelse en Nedværdigelseaf Kunst og en Aarsag til en Forringelse af deres Løn. De synes kun at tænke sig rige og aristokratiskeKjøbere, Penge ere uudtømmelige. De gjøre sig ikke Rede for, at de selv have Brug for en Mængde Frembringelser, og at de ikke kunne betale disse

med høje Priser, og at Frembringelsen af billige Varer bringer dem større Fordel i Egenskab af Konsumenter, end den gjør dem Skade i Egenskab af Producenter. Denne besynderlige Modsigelse, at Mænd, der heftigt tage paa Vej over de menneskelige Kaars Ulighed, kun ville arbejde for de formuende Klasser og derved forudsætte, at der ingen Grænser er for Luxusforbruget, er et karakteristiskTræk de parisiske Arbejderes Aandstilstand.

. . . Ingen kan forbavses over, at Arbejderne beklage sig over, at deres Lønninger ere lave. Paa dette Punkt hersker der Enstemmighed iblandt dem. De Fag, hvor Dagfortjenesten er 7, 8 eller 9 Francs, lade de samme Klager høre som de, hvor den kun er 4å5 Frcs. Næsten Alle erkjende, at Prisen paa Haandgjerning i de sidste ti eller tyve Aar er stegen gjennemsnitlig med 25 pCt., men de paastaa, at Prisen paa Levnetsmidler og Huslejen i samme Tidsrum er stegen med 80 pCt. Denne Paastand er uden al Tvivl overdreven, især naar man betænker, at et af Arbejdernes Hovednæringsmidler, Brødet, ikke er blevet dyrere end før. Dertil kommer, at Prisen paa Klædningsstykker er endog übestridelig bleven lavere i de sidste 15 Aar, hvad der er godtgjort ved Enqueten af 1870. Undtagelsesvis paastaa nogle Fags Repræsentanter, at deres Lønninger i de sidste tyve Aar have holdt sig ganske paa samme Punkt eller endog ere blevne ikke übetydelig lavere; det Første gjælder om Gravørerne, det Sidste om de optiske Instrumentmagere.

Et af Instruxens vigtigste Partier var Spørgsmaalet om Midlerne til at forbedre Arbejderbefolkningens Kaar. Alle eller næsten Alle ere de særlig optagne af de herhenhørendeUndersøgelser.I ere Svarene paa denne Del af den medgivne Forespørgsel meget sikre

og meget kategoriske; Nogle ere vaklende og nære Tvivl om de nærmeste Følger af radikale Reformer; dette er saaledes Tilfældet med Gravørernes Delegerede; men han hører ogsaa til en Profession, der nærmer sig til Kunsten. Størstedelen af hans Kolleger have derimod ikke et saadantKlarsyn— en saadan Tvivlraadighed. En af dem, Mekanikernes Udsending, hvis Beretning er mere end 70* Sider stor, siger dristig: »Indenfor Mulighedens Grænser bringe vi en Løsning paa alle de Spørgsmaal, som ere stillede til os.» Det er da i det Mindste En, som ikke mangler Bestemthed eller Tillid til sine Evner. Men Læseren, som gjennempløjer disse Beretningers utalligeSider,møder den Vanskelighed, at hver Gang man omhandler det saakaldte sociale Spørgsmaal, hører Sproget op at være simpelt og klart og bliver deklamatoriskogforvirret. maa ikke tro, vi tale om Noget, der hidrøre fra Forfatternes Mangel paa Øvelse i at skrive Bøger — det være langt fra os at bebrejde Arbejdere, at de ikke skrive som Akademikere. I Almindelighed udtrykkedeDelegerede netop godt, med tilstrækkelig Korrekthed og undertiden en malende Kraft. Beretningernefra1862 selv fra 1867 ere behageligt skrevne; man kjedes ikke ved at læse dem. Og i 1873 har den tekniske Del af Beretningerne bevaret den samme Karakter—men økonomiske eller sociale Del er bleven besynderlig deklamatorisk: det er ofte som en Rosenkransafvelklingende der paa Maa og Faa ere forbundnemedhinanden. og Klarhed forsvinde herved i lige Grad. Mekanikeren siger saaledes, at «la solidarité, ce levier par excellence, est le critérium qui successivement servira de guide a tous ceux, nations et individus, dont les deceptions continues en auront démontrelanécessité.»

montrelanécessité.»Og Snedkernes Udsending skriver angaaende Straffelovens Art. 291, der forbyder Foreninger af mere end 20Personer: «Nous avons la conviction que les* gouvernements, jusqu'a ce qu'ils ne soient plus servisparles les nobles et le fonctionnarisme héréditaire, conserveront avec soin dans leur panoplie cette hache ébrécbée par le progrés industriel et par l'échange des communications rapides, que notre siécle posséde.» . . .

Det er ikke af Smaalighed, at vi have fremdraget disse forskjellige Træk, men Stilens Tone er et Vidnesbyrdom Præg. Da de Delegerede i Almindelighedforlade simple og maadeholdne Stil for den sublime, naar Talen er om sociale Spørgsmaal, er det sandsynligt, at de give deres egne Meninger et overdreventUdtryk at gjøre Indtryk paa deres Tilhørerkreds, og at de i Grunden ere mere rolige og fredelige, end det har Udseende af. Af alle disse Beretninger fremgaar der, med faa Undtagelser, en fælles Tanke, nemlig at Proletarerne bør arbejde paa deres Frigjørelse, deres Emancipation. Disse to Ord komme idelig igjen; Størstepartentilføjer at denne Emancipation bør være progressiv, og at den ikke lader sig opnaa med ét Slag eller ved voldsomme Midler; men hvad forstaa de da ved Arbejdernes Emancipation? Er det simpelthen en Forhøjelseaf en Reduktion af Arbejdstiden, Andel i Udbyttet eller Oprettelsen af Alderdomsforsørgelseskasser?Paa Maade; det er Ophævelsen af «Salariatet» og «Patronatet». Man finder forskjellige Grader i den Bestemthed, hvormed dette Ønske og dette Program fremsættes. Der er de Forsigtige, som ville holde igjen paa de Utaalmodige; der er Skeptikerne, som

have deres Tvivl om, hvorvidt den nærværende Generationvil i Stand til at gjennemføre denne store Reform;der endog dem, der ikke anse det for muligt helt at afskaffe Patronatet. Ved Siden af disse besindlgereMænd vi Deklamatorerne. Det er vanskeligt at sige, hvor meget af deres Udgydelser der kun er Ordbram og Veltalenhedsprøver, og hvor meget der er deres alvorligeMening; i det Væsenlige synes det dog, som om de Ideer, som de fremsætte med mere eller mindre Maadehold efter deres forskjellige Karakter, deles af Størsteparten af dem, der have sendt dem til Wien.«

III.

«Siden 1862 og 1867 er der paa ét Punkt et mærkeligtFremskridti parisiske Arbejderes Forhaabninger: før regnede de langt mere end nu paa Statens Bistand.Mangeaf drømte om at faa en Regering, som skyldte dem sin Fremkomst og som vilde tage Initiativettilde som de ventede. I Beretningerne fra 1862 ser man ofte de Delegerede paakalde AdministrationensMellemkomstfor faa Arbejdsdagens Længde fastsat, for at faa Kvinderne udelukkede fra visse Fag, ja endog for at faa Arbejdslønnen fastsat. I 1873 opstille næsten alle Beretningerne det som et Slags Dogma, at man ikke maa gjøre Regning paa Staten, at man ikke maa fordre Noget af den. Arbejderne have nu mere Bevidsthedomderes Styrke; selv de af dem, der raabe paa Tilvejebringelsen af gratis Kredit, paa AfskaffelsenafSalariatet, Detailhandelen m. v., tro med egne Kræfter med Tiden at kunne tilvejebringe disse væsenlige Forandringer. . . . Der er dog de iblandt dem, som vilde være lykkelige ved, at Staten kom dem til

Hjælp og forberedte nogle af de Reformer, som de attraa.BlikkenslagernesUdsending saaledes ligefremOprettelsenaf (maisons de retraite) af Staten. En anden Udsending hævder Retten til Arbejdeogkræver Undertrykkelse, uden at det er let at se, om det er af Arbejderforeningernes eller Regeringens Initiativ, at han venter denne Velgjerning. Derimod synes det, som om Kammagernes Udsending kun har Arbejdernes egne saavel individuelle som kollektive Anstrengelser for Øje, naar han skriver: «En almindelig Forsikring (l'assurance générale) kunde komme alle TrængendetilHjælp Forbrugsforeningernes Overskud, idet man gjorde Begyndelsen med Børnene og sikrede dem Undervisning, Brød, Klæder og et Asyl, de eneste Midler til at forhindre Prostitutionen, Tyverier m. v. . . . Det er fordi Samfundet ikke sikrer Børnene det daglige Brød og ikke gjør alle Individer solidariske (ne fait pas pratiquerlasolidarité tous les individus), at vi se saa meget Ondt fremstaa iblandt os.» Saaledes bør SamfundetefterpXogles underholde Børnene, efter Andres de Gamle. Dette er meget filantropiske Ønsker; men da Samfundet ikke er et fra de Individer, hvoraf det bestaar, helt forskjelligt Væsen, er det en Selvfølge, at Byrden ved Børnenes og de Gamles Underhold blot læggesoverpaa voxne Mænd. Dette er ganske vist ogsaanuTilfældet men med denForskjel, at Enhver nu sørger for sine egne Børn og sine egne Forældre, medens man saa vel vilde blive fritagen herfor, men kun for at yde et lignende Bidrag til Andres Børn og Forældre. Der er Grund til at betvivle, at det vilde være et Fremskridt. Nogle af Beretningerne ere saaledes endnu stedse altfor paavirkede af de Theorier, som sætte de sociale Pligter

i Stedet for de individuelle, og som føre til en UndertrykkelseafFamiliepligterne; Statens umiddelbare Virken bliver dog mindre hyppigt paakaldt: den bør erstattesafArbejdersamfundenes enten hvert for sig eller i Forening.

Men idet de Delegerede saaledes gjøre mindre Regning Statens direkte Bistand, regne de desto mere paa Tidens Hjælp. Man skulde næsten tro, at de vare Disciple af den Darwinistiske Skole: det er ikke en pludselig de vente, men en langsom og gradvis Modifikation af det Bestaaende igjennem en sukcessiv Evolution. De Reformprojekter, som de Besindigere iblandt dem fremsætte, vilde behøve mange Aar, for at den sociale Forvandling, som de attraa, kunde indtræde: Arbejderkamre (chambres syndicales ouvriéres) skulle grundlægges og Kapitaler tilvejebringes ved Bidrag fra Medlemmerne; disse Kapitaler skulle da anvendes til Dannelsen af Forbrugsforeninger og Kreditforeninger, og med det Udbytte, som disse give, skulde der da dannes egenlige Produktionsforeninger. Det er denne Evolutions- Methode, som er det ny og karakteristiske Træk i Wiener- Beretningerne. Ganske vist kunde den i nogle Tilfælde lykkes, dersom den gjennemførtes med Klogskab, Enighed Udholdenhed. Men uheldigvis ville alle disse sukcessive Oprettelser af Foreninger af forskjellig Natur, og af hvilke nogle skulle være Mødre til andre, ikke kunne lade sig tilvejebringe i et Øjeblik. Størstedelen af de Delegerede ere heller ikke blinde herfor, flere af dem erklære saaledes, at den nuværende Generation ikke vil komme til at se Proletariatets fuldstændige Emancipation.

Medens man venter paa denne definitive Frigjørelse,
er det da godt at lempe sig efter Patronatet og at enes

med det om en modus vivendi, en Tilstand, tilvejebragt ved gjensidige Indrømmelser og mere taalelig end den nuværende Tilstand, om end langt ringere end det forventede"tusindaarige Denne praktiske Tanke gjenfindes i Størstedelen af Beretningerne. Naar man undersøger, hvilke disse Detail-Reformer ere, som de Delegerede paakalde, vil man finde [flere af dem meget nyttige og lette at udføre; man vil ogsaa se, at ArbejdernesAnskuelser undergaaede en Forbedring paa forskjelligePunkter den industrielle Økonomi.

Et glædeligt Symptom er det saaledes, at Størstedelenaf udtale sig meget bestemt imod strikes. De engelske Arbejdere have systematisk gjort striken til et Vaaben, som anvendes paa en kyndig Maade, og som de oprindelig kunne takke for store Sejre, men som i senere Tider ikke har kunnet fri dem for mange og store Gjenvordigheder. I Frankrig har derimod Befolkningenaldrig megen Tilbøjelighed til at anvende dette farlige og brutale Middel. . . . Marmorarbejdernes Delegerede, der just ellers ikke synes at være særlig moderat i sine Anskuelser, kommer fire Gange tilbage til strike'rne. Efter at have udtalt, at «det er utilladeligt, at der gives Folk, som leve godt, medens der er Andre, som Intet have at spise«, og at «man uden Tøven maa søge Midler imod en saadan Tilstand«, tilføjer han: «Hvad vi imidlertid kunne forsikre, det er, at dette Middel ikke er at finde i en strike; strike"n falder altid ud til Fordel for Arbejdsherrerne.» Man maa lægge Mærke til, at det ikke er en Novice, som taler; det er tværtimod en Mand, der véd Besked med det, han taler om. I 1869 gjorde Marmorskjærernenemlig for at opnaa en Forhøjelse af Arbejdslønnen, Afskaffelse af Overarbejde og nogle andre

mindre Forbedringer. Denne strike varede en Maaned, «den kom Arbejderne dyrt at staa, de maatte underkaste sig mange Lidelser, og deres «chambre syndicale» kom i en Gjæld af 18,000 Francs, hvoraf der endnu i 1873 skyldtes de 7000 Frcs.» Den Delegerede har vistnok Ret i at sige, at «disse Penge kunde have været bedre anvendte til at skabe en Produktionsforening«. Og dog endte denne strike med Arbejdernes Sejr. Ligeledes erklærerVognmagernes der dog er en af dem, der have skrevet de mest deklamatoriske Tirader om de sociale Spørgsmaal, at «striké'rne have kun medført übetydeligeResultater store Ofre».

Med Maskinerne synes den franske Arbejder definitivtat forsonet sig; han har ikke mere Lyst til at proskribere dem eller ødelægge dem; han hævder tværtimodÆren at have opfundet det største Antal af dem for Arbejderklassen. Arbejderen føler, at disse Forbedringeraf til Slutning blive til Fordel for ham; han beklager sig alene over de midlertidige Ulemper, som den pludselige Indførelse af ny Maskiner kan medføre (or Arbejderpersonalet, naar man ikke træffer særlige Foranstaltningeraf til dette. Man kan virkelig ikke dadle dette Forbehold. Det er allerede meget, at man fra Arbejdernes Side har opnaaet et Slags Anerkjendelse af de Velgjerninger, som Maskinerne yde dem. MekanikernesDelegerede at udtrykke sine Kollegers almindeligeMening naar han siger: «Det er nutildagsen Nødvendighed for Arbejderen at have tilstrækkelige Kundskaber, for at han kan vende Maskinernesrevolutionære til sin Fordel.« Selv at blive Besiddere af Industriens Materiel igjennem kooperative Samfund — det er Arbejderens Fremtidsdrøm; men dens

Opfyldelse vil længe lade vente paa sig. . . . Til at beskytteArbejderne de Ulykker, som den pludselige Indførelse af ny Maskiner fører med sig, se vi kun ét virksomt Middel: en stærk Organisation af den gjensidige Forsikring. Hvis Arbejderne med Tiden realisere deres Plan om at danne en Mængde smaa Foreninger, der skulde opsamle Forsørgelsesfonds og gjensidig understøtteLinanden, de uden altfor store Lidelser udholdede Kriser, der indtræde som Følge af en pludselig Forandring af Industriens Materiel.

Det maa i Forbindelse hermed bemærkes, at saadanne Omvæltninger i dette Materiel ere sjeldne, og at de Dag for Dag blive^det mere. Der hengaar Virkeligheden et stort Antal Aar, forinden en Maskines blive saaledes anerkjendte, at den faar Indgang i alle Fabriker og faar fordrevet de hidtil brugte. Man behøver blot at se paa Haandvæveriet, der endnu ikke er fuldstændig ophørt, uagtet det er mere end 50 Aar, siden den mekaniske Væv er opfunden, — eller at iagttage den Langsomhed, hvormed den mekaniske puddling, vil frembringe et stort Fremskridt i Jernindustrien, sig i England. Den Værdi, der stikker i de gamle Maskiner, Mangelen paa Kapital, den Uvished, klæberjved det Ny, Tilbøjeligheden til at blive ved det Tilvante, er Altsammen betydelige Hindringer for en pludselig Omdannelse af en hvilkensomhelst Industri.

... Et af de Spørgsmaal, der hyppigst behandles i Beretningerne, er Lærlingespørgsmaalet. Næsten alle Beretningerne beskjæftige sig dermed. 1 deres Følelser og Meninger om dette Punkt ledes de imidlertid snart af deres personlige Interesser, snart af almene Interesser — og begge Synsmaader blande sig gjerne med hinanden.

De betragte deu nuværende Oplæring som en slet Skole, der kræver altfor megen Tid og giver Lærlingen altfor faa Kundskaber, men de betragte den desuden, og det er ikke deres mindste Anke imod Systemet, som et Slags Institution, hvis Bestemmelse det er at skabe en billig Konkurrence mod de voxne Arbejdere. At nogle Mestere benytte fire eller fem Lærlinge, hvor en eller lo vilde være tilstrækkelige, at de udtrække Lærlingetiden til fem eller sex Aar, naar Halvdelen af denne Tid vilde være tilstrækkelig til at give Lærlingen en omfattende Kundskabi paagjældende Fag, og at de paa denne Maade erholde en stor Del Arbejde udført enten helt gratis eller for en billig Betaling, paastaa mange af de Delegerede, og vi tvivle ikke om, at det virkelig forholder sig saaledes.At saaledes beklage sig over Lærlingerneshyppigt Antal, kunne vi forstaa, og at de ville have dette Antal begrænset til, hvad Professionen virkelig fordrer, uagtet- det er klart, at det vil være særdelesvanskeligt bestemme det rette Forhold i saa Henseende,kunne undskylde. Men desværre fremkomme de ikke sjeldent med Fordringer, som ikke lade sig forsvare;nogle synes saaledes at betragte en Profession som en de paagjældende Arbejdere forbeholdt Fællesejendom. Skriftstøbernes Udsending gaar saaledes endog saa vidt at mene, at man ikke burde tilstede Andre end Sønner af de til en vis Profession hørende Arbejdere som Lærlinge i samme.

De Fleste ere dog mere moderate, og alle Udtalelserneere rigtigere og interessantere, naar de afmaleLærlingenes Kaar. I Almindelighed er der ingen skriftlig Kontrakt, og Lærlingens meste Tid optages da af at løbe i Byen, gjøre Værkstedet rent og stundom

yde Mesteren personlig Opvartning, medens ikke engang den resterende Tid anvendes paa en frugtbringende Maade. Hans Beskjæftigelser ere ofte altfor specielle; man giver ham en enkelt Detail at udføre og det bestandig den samme, fordi han da efter kort Tids Forløb kan udføre dette Arbejde med Lethed, til Fordel for Mesteren. «Les conseils des prud'hommes» have som bekjendt den Opgaveat over, at Lærlingekontrakterne respekteres — men opfylde de dette Hverv? Marmorskjærernes Udsendingsiger men alle de Andre erklære, at dette Tilsyn er utilstrækkeligt. Naar en Lærling bryder Kontrakten,d. s. forlader Mesteren inden den fastsatte Tid, domfælder Raadet ham; men naar Mesteren ikke opfylder sine Forpligtelser, d. v. s. ikke giver Lærlingen ec forsvarligUndervisning, dette Brud paa Kontrakten, da det ikke er et bestemt paaviseligt Faktum, hverken Straf eller Erstatning. En Reform af Lærlingeforholdet er derfor paatrængende nødvendig og er ligefrem af socialInteresse. paastaa imidlertid, at alene de selv kunne gjennemføre denne Reform igjennem deres «chambres syndicates«. De have allerede begyndt derpaa;i Fag gives der Kursus i Professionen, i andre er oprettet Kontorer til Anbringelse af Lærlinge. Ogsaa Mestrenes «chambres syndicales» have beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal. Sikkert nok kunde Arbejderforeningernei forskjellige Fag bidrage til at gjøre Lærlingeforholdet baade mere frugtbringende' og mere moralsk, naar de organiserede sig i dette Øjemed.

Det synes saaledes, at de franske Arbejdere omsider ere blevne gjennemtrængte af Selvhjælps-Læren; de ville gjøre Alt ved deres egne Kræfter. Langtfra at man skulde behøve at drive dem frem paa denne Vej, kunde det

maaske være rigtigere at moderere deres her lidt eller i det Mindste opfordre dem til ikke at holde de andre SamfundslagsBistand fra sig. Fagundervisningen er Noget af det, som ligger dem mest paa Hjerte; de ville have den udviklet og forbedret; men mange af de Delegeredemene, Arbejderforeningerne selv ville være i Stand til at opnaa dette. Andre henvende sig dog, men uden at overdrive deres Begjæring, lil Regeringen desangaaende;Gravørernes vil saaledes have denne til at grundlægge et Industri-Museum, saaledes som det lindes i England, i Østrig, i Moskou, samt en højere Tegneskole for Arbejdere; men samtidig udtaler han dog, at han fortrinsvis regner paa disses «chambres syndicates» for at faa Værksteder oprettede, hvor de dygtigsteArbejdere give Undervisning i deres Fritid; det vilde ikke, siger han, være Pedanteri af dem at tilbydeen broderlig Undervisning. MarmorskjærernesUdsending til, at fem eller sex Fag skulle forene sig om et fælles Lokale og hver underholde en Lærer, hvad der ikke vilde være saa særdeles kostbart. Naar hans Korporation har kunnet udgive 18,000 Francs til en strike, vilde den ogsaa sagtens være i Stand til at grundlægge og opretholde en Fagskole.

IV.

De hidtil fremhævede Reformer betragtes af Arbejdernekun som Betingelser for en midlertidig modus vivendi.Er da Andel i Udbyttet og Oprettelsen af Alderdomsforsørgelseskasser, der forekommer dem som Kjendetegn paa en definitiv Ordning af Arbejderforholdene?Nej, Fleste af dem vilde modtage ogsaa disse Reformer kun som et passende Fremskridt for en Overgangsperiode;men

gangsperiode;menderes Forhaabninger for Fremtiden gaa langt videre. En Del Delegerede bortvise endog med Foragt alle de Forbedringer, som filantropiske eller indsigtsfuldeArbejdsherrer bestræbt sig for at gjennemføre.«Vi ikke«, siger En af dem, «at Andels-Systemet indeholder en Løsning af Opgaven; ved dette System begunstiges Kapitalen mere end Arbejdet. Paa Grund af en ved Synet af en illusorisk Fordel fremkaldtOveranstrengelse Arbejderen hurtigere sine Kræfter og bliver før Tiden uskikket til Arbejde uden at faa nogen Erstatning herfor. Hvorledes skal der desuden holdes Kontrol med, at Arbejderen virkelig faar sin berettigedeAndel Udbyttet? Faar Arbejderen Ret til at tvinge Arbejdsherren til at gjøre Regnskab for den Andel i Udbyttet, som han tiltager sig?»

Saaledes taler en Intransigent, som har Mistillid til Indrømmelser fra Arbejdsherrernes Side. Han har flere Kolleger, som dele hans Anskuelser. En Udsending fra Angouléme fremhæver med Bitterhed, de Ord, som M. Benoit d'Azy i Nationalforsamlingen udtalte til Gunst for Oprettelsen af Alderdomsforsørgelseskasser, som skulde forskaffe Arbejderen en livsvarig Pension paa 5—6005_—600 Frcs. fra hans 55. Aar, mod at man indeholdt 20, 30 eller 50 Frcs. om Aaret af Arbejdslønnen. »Disse Mennesker«, siger han, »have ingen Anelse om, at Arbejderen lider Samvittighedsnag ved at modtage deres Almisser, og at han hundrede Gange vilde foretrække at faa den virkelige Pris for sit Arbejde udbetalt fremfor at modtage Velgjerninger,som hans Stolthed og kunne gjøre ham servil.« For denne Delegerede ere Forsørgelseskasserne saaledes en Ydmygelse ; for de parisiske Vognmænds Delegeredeere kun en Art af Bedrag, et machiavellistisk

Paafund. Det er især Jernbaneselskaberne, han drager til Felts imod. «Ved dette Middel«, siger han, «lykkes det dem at hverve Arbejdere og at faa dem til at modtageden Arbejdsløn, som er fastsat i deres Tarif. Og naar saa en Arbejder har arbejdet 15 eller 20 Aar i et Selskabs Værksteder, anstrenger dette sig for at blive ham kvit for ikke at skulle sikre ham en Pension— glemmer da herved let at udbetale ham de Afdrag, man har indeholdt af hans Løn som hans Bidrag til denne Pension. I de Huse eller Selskaber, som have Hjælpekasser, hvortil Arbejderne yde Bidrag, som indeholdesi Løn, kan Arbejderen aldrig kjende Kassens Status, fordi Arbejdsherren selv eller hans første Fuldmægtigi er dens Bestyrer.»

I ethvert Tilfælde er den fuldstændige Afskaffelse af Patronatet og Salariatet det Endemaal, som de Delegerede sætte sig. Paa dette Punkt kan man sige, at der hersker Enstemmighed iblandt dem; i alt Fald er der højst en eller to afvigende ¦ Udtalelser. Nogle Faa forbigaa hele Spørgsmaalet i Tavshed; en Eneste, Gravørernes Delegerede,udtaler ved denne Lejlighed ikke blot med Klogskab, men med en høj Grad af sund Sans. «Vi til— staa», siger han, «at det fra et praktisk Standpunkt er os aldeles umuligt at gaa ind paa en slig Theori, og at vi ikke fatte, at nogetsomhelst Arbejde kan udføres forsvarligtuden omhyggelig Ledelse. Hvad enten den Ledende kaldes Driftsherre (patron), Forretningsfører (gérant)eller (délegué), er det godtgjort, at han er en uundværlig Faktor, og at den forstandigste Association ikke vilde kunne undvære ham.» Nogen übetinget Tro paa Patronatets fortsatte Bestaaen finder man dog ikke i disse Linjer; de indskærpe kun ArbejderneNødvendigheden

erneNødvendighedenaf at underkaste sig en fast Styrelse,udrustet
den fornødne Myndighed.

Naar Arbejderne saaledes betragte Dannelsen af og Forbindelsen imellem et übegrænset Antal Arbejderforeningersom der bør være Hovedtrækket i Fremtidens Økonomi, vente de dog ingenlunde en snarlig Realisation af dette Ideal. De ere blot bestemte paa at arbejde mod dette Maal energisk, udholdende og systematisk. De forgudeCooperationen samme Maade som det literære Bourgeoisi for nogle Aar siden; men de kjende bedre de Vanskeligheder, som det har at skabe saadanne cooperattveSamfund give dem Livskraft. De betragte heller ikke Grundlæggelsen af slige Associationer som det mest paatrængende. De have et andet «Befrielsesmiddel», som først bør forsøges, som ikke vil slaa fejl, og som gradvisvil dem til Cooperationen: det er Indstiftelsen eller Udviklingen af «Arbejder-Syndical-Samfund». Hervedforstaas der ere bestemte til at omfattealle af samme Fag i et vist Distrikt. Deres Opgave er mangeartet og vil ikke være den samme i Overgangsperioden som under den definitive Tilstand. For Øjeblikket have de til Formaal at koncentrere ArbejdernesKræfter at forsvare deres Interesser og at hævde disse i Stridighederne med Arbejdsherrerne, paa at bidrage til Udbredelsen af Fagundervisning og til Opsynmed paa om fornødent at sætte en endnu mere folkelig og broderlig Voldgift i Stedet for «les prud'hommes«, og endelig paa at opnaa fornuftige og for Arbejderne nyttige Modifikationer i Værkstedsreglementerne,Arbejdslønnen Arbejdsmaaden. Dette er i'Syndikal-Kamrenes« nuværende Opgaver; men de kunde og burde efter de Delegeredes Mening udvides

meget. De Bidrag, der erlægges til disse Foreninger, burde være tilstrækkelig store til at kunne anvendes til gjensidig Understøttelse og til at bringe Kreditens Benyttelseindenfor Rækkeevne og til at grundlæggeen der skulde tilhøre Cooperationen som saadan. De Delegerede indse nu alle, at Erhvervelsen af en Kapital er den første Betingelse for deres Emancipation.De at de lettere ville kunne naa dette Maal ved en kollektiv, tildels tvungen, Opsparen end ved de enkelte Individers Opsparen. Med denne Samfundskapital kunde man uden Uforsigtighed forsøge at danne Forbrugsforeninger.Disse, man, kunde ikke Andet end give godt Udbytte; dette skulde man da anvende til at kjøbe det til Faget hørende Materiel, som først og fremmestskulde til at indøve Lærlingene med, og til at danne et Reservefond til Hjælp i den døde Aarstid eller under Arbejdsløshed, der tillige, naar det lidt efter lidt voxede, engang kunde blive stor nok til, at man kunde oprette en Produktionsforening. Naar der saaledes først var dannet én Produktionsforening, vilde man af dens forventede Overskud kunne danne nok en og nok en — og lidt efter lidt vilde da Arbejdsherrerne blive uden Arbejdere og saaledes nødsagede til at paatage sig at være Produktionsforeningernes lønnede Ledere. . . .

Hvorledes forholder det sig i Øjeblikket med disse «Syndikal-Kamre», paa hvilke Arbejderne bygge saa store Forhaabninger? Dengang disse Beretninger bleve skrevne, existerede der i Paris 55, for Størstedelen nylig oprettede;men Dag opstaar der ny. Organisationen af disse Syndikal-Kamre er omtrent ens for dem alle, om end i noget forskjellige Former. Nogle af dem ere meget forsonlige og ville sætte sig i Forbindelse med ArbejdsherrernesForeninger

herrernesForeningerfor at danne blandede Kommissioner . . . Andre ere mere exklusive; uden at sætte sig paa en fuldkommen fjendlig Fod med Arbejdsherrerne, frygte de for at kompromittere deres Uafhængighed ved regelmæssigeog Forbindelser med dem.

Det synes imidlertid, som om disse Foreninger hidtil ret have villet trives; næsten alle Beretningerne klage over Arbejdernes Ligegyldighed og Forsømmelighed med at slutte sig til dem eller med at betale deres Medlemsbidrag, i Almindelighed kun er 25 Ctmes. hver fjortende Dag, hvilket sikkerlig er meget moderat. Det synes, som om ikke mere end Halvdelen af Arbejderne i hvert Fag har sluttet sig til disse Foreninger; mange af disse ere allerede forgjældede dels paa Grund af tidligere Arbejdsnedlæggelser, dels formedelst en daarlig Bestyrelse. Regnskabsførerne have ikke altid været uden Dadel: «Utro Repræsentanter have bemægtiget sig Bidragene og ere derpaa sporløst forsvundne», siger saaledes Marmorarbejdernes

. . . Siden Produktionsforeningen, efter de DelegeredesMening,skal Slutstenen paa den foregaaende sociale Udviklingsproces, vil det være rigtigst kortelig at undersøge, hvilke Ideer de gjøre sig om Betingelserne for disse Foreningers Existens. De kunne lykkes ien stor Del Industrigrene, men kun ved Hjælp af megen Anstrengelse,megenIntelligens, Enighed og megen Tid. Man har skrevet Tusinder af Bøger om dette Slags Foreninger — men selve Kjendsgjerningerne hvile endnu i stor Dunkelhed. Alle de Delegerede, hvis Beretninger vi have gjennemlæst, lovprise dem — men der er ikke en Eneste, som bekymrer sig om at undersøge de parisiskeProduktionsforeningersAntal Kaar. Med Nød og

noppe samle vi nogle spredte Oplysninger, af hvilke vi dog ikke kunne bringe noget Helt ud som Resultat. Lithografernes Delegerede lader os f. Ex. vide, at der i hans Fag existerer en Produktionsforening, som har gjennemgaaethaardePrøvelser, som dog trives, takket være dens gode Bestyrelse, og som daglig faar ny Medlemmer.Blandtde Typografer existerer der to Produktionsforeninger, af hvilke den ene, kaldet «Imprimerie-Nouvelle»,hartrykt de foreliggende BeretningerfraWien; man glemmer at lade os vide, hvordan disse to Foreningers Status er; man nøjes med at sige os, at de endnu ere i deres Barndomsperiode, og at de maa gjennemgaa mange Stadier, før de naa det Maal, man har sat sig. Ilos Skomagerne findes der to Produktionsforeninger, hvoraf den ene daterer fra 1870; men uagtet dette Fags Delegerede er en af Cooperationensmestglødende har han ikke fundet, at disse »matters of fact» fortjente mere end tre Linjer i hans over 100 Sider lange Beretning. Skræderne i Paris have ogsaa en Forening af denne Art, hvis Kapital bestaariAktier lOOFrcs., der først indbetales i Løbet af flere Aar, og som give Ret til en Rente af 5 pCt. og til en eventuel Andel af 3 pCt. af Nettoudbyttet, medens Hesten heraf skal fordeles imellem alle Arbejderne. SadelmagernesDelegeredetilstaar, ingen af de Foreninger, som ere blevne oprettede i hans Fag, har haft synderligt Held med sig, og at «Sadelmagerkunsten hidtil desværre ikke har udmærket sig ved sin Udholdenhed eller sin praktiske Sans». Denne melankolske Tilstaaelse er fuld af Belæring. Det er i det Hele et af de Træk, som ikke mindst karakteriserer de Delegeredes intellektuelle og moralske Standpunkt, at de forsømme at indhente nøjagtigeOplysningerom

agtigeOplysningeromde foreliggende Kjendsgjerninger og at studere disse. Disse Mennesker, som anbefale et vist System som bestemt til at være Slutstenen paa de sociale Fremskridt og udbasune det for dem, der udsende dem, som det eneste Middel til Frigjørelse — de tænke slet ikke paa at indsamle de Kjendsgjerninger, som foreliggeangaaendedette at sammenligne og bedømmedemog praktisk Belæring deraf!

Ganske vist kan det ringe Held, som Produktionsforeningernehidtil haft med sig, ikke betragtes som et afgjørende Bevis imod det cooperative System. Arbejderneville , at tidligere 'grundlagdes saadanne Foreninger uden Kapital, altsaa uden Ressourcer og uden Modstandskraft, medens de fremtidig fra deres Skabelse bør forsynes med en Kapital, som tildels skal tilvejebringesved til Syndikal-Kamrene, tildelsved af de gjensidige Kreditforeninger eller af Ronsumtionsforeningerne. Denne Fremgangsmaade er naturligvis langt klogere, men til samme Tid meget langsom.Marmorarbejdernes giver os imidlertid en Forestilling om den overdrevne Tillid, som en Del Arbejderehave denne vanskelige Felttogsplan. Hans Korporation har udarbejdet et Udkast til Statuter for en Forbrugsforening, som skulde kaldes «Marmorbikuben». Denne Forenings Horoskop stiller han paa følgende Maade. Der er, siger han, i vor Korporation 1800 Medlemmer; de fortære i Gjennemsnit daglig Levnetsmidler for 3 Frcs. (!), hvad der giver en daglig Udgift af 5400 Frcs. Fordobler man denne Sum for at medregne Koners og Børns Fortæring (!), faar man en daglig Udgift af 10,800 Frcs. Naar man nu regner Minimum af de Handlendes Fortjeneste til 20 pCt. — «hvilket er meget for lavt» (!)

— bliver 2160 Frcs. det Beløb, som dette Fags Arbejdere daglig forære de Handlende; i et Aar gjør det 788,400 Frcs. (!!). «Selv om vi nu antage, at det Halve heraf vil medgaa til almindelige Udgifter ved en Konsumtionsforretning— vilde være grumme meget — saa bliver der dog altid en aarlig Nettofortjeneste af 394,200 Frcs.» (!). Det Slags Ræsonnementer træffer man oftere i disse Beretninger.

Vi ønske af ganske Hjerte, at Arbejderne ville gjøre en Prøve med deres <• Befrielses»-Methode. Desværre synes de for Størsteparten ikke at gjøre sig Rede for de væsenligste Betingelser for, at ethvert industrielt eller kommercielt Foretagende kan lykkes. De ville ikke vide af nogen Chef eller nogen permanent Præsident for Foreningen,ja engang af en Forretningsfører, hvis Stillingkunde ham en vis Overvægt iblandt dem. De indrømme vel, at Kapitalen er en nødvendig Faktor, men de ville kun tilstaa den en højst übetydelig Rolle. I det Fælles-Manifest, der danner som et Forord til den hele Samling af Beretninger, udtales det, at Forbrugs- og Produktionsforeningerne bør give alle Medlemmerne en lige Andel i Udbyttet. Denne Idé kommer igjen i Special-Beretningerneunder Former. Nogle ville ikke have, at Deltagerne have mere end ét meget lille Antal Aktier, Andre indrømme kun en fast Rente af hver Aktie og fordre hele det øvrige Udbytte fordelt pr. Hoved. Den Delegerede fra Angouléme, der repræsenterer flere forskjellige Fag, har i sin Beretning skrevet følgende vidunderligtnaive «Skræderne og Skomagerne have i Wien, Munchen og flere andre tyske Byer organiseret Produktionsforeninger og alle synes de at trives godt, uagtet deres Statuter ikke ere baserede paa saa demokratiskeGrundsætninger

kratiskeGrundsætningersom de parisiske, idet Fordelingenaf sker i Forhold til den Kapital, som enhverAktionær Der er dog sat en Grænse, idet intet Medlem kan besidde mere end et vist Antal Aktier, for at Adgangen kan staa desto Flere aaben. Det Medlem,der 10 Aktier, faar saaledes ved Fordelingen af Dividenden ti Gange saameget som den, der kun har én. Flere Delegerede have imidlertid gjort dem opmærksomme paa denne Fejl i deres Organisation, og efter at de ere blevne bekjendte med de parisiske Statuter, have de lovet at ville revidere deres derefter.« Men ser Ida ikke, at I ville udsætte Eder for at fordærve Alt ved en saadan Forandring! De tyske Produktionsforeninger trives godt — de franske dø eller hensygne: man skulde da tro, at det var disse, som skulde laane deres Statuter fra hine, men nej! det er det Omvendte, som man har i Sinde at gjøre. Thi Kjendsgjerningerne og Erfaringen have Intet at sige — Doktrinen alene gjælder!

... Vi have nu givet et tro Billede af det Standpunkt,hvorpaa Udvalgte staa. Det fremgaar deraf, at der endnu gjør sig mange Illusioner, mange Fordomme, mange Overdrivelser gjældende hos Arbejderklasseni Helhed; Rhetoriken har altfor megen og Reflektionen altfor liden Indflydelse paa disse kun halvt kultiverede Aander. Utopien har endnu for stærkt Hold paa dem; i det Mindste blander den sig med den Forestilling,at er en uundværlig Faktor ved alle menneskeligeFremskridt. Hensyn til flere Enkeltheder have Arbejderne faaet mere besindige Anskuelser; med Hensyn til andre ere deres Klager undertiden begrundede;i Fald maa man rose deres Beslutning om Intet at ville forlange af Staten og hovedsagelig at ville skylde

sig selv Forbedringen af deres Kaar. Hvad angaar deres Plan om ganske at afskaffe Driftsherrerne for at erstatte dem med Produktionsforeninger, da er det visselig et af disse storartede Projekter, hvis Gjennemførelse vilde være et Mirakel. Hverken den nærværende eller de nærmeste Slægter ville naa dette Maal; men maaske kan det for en Del opnaas. Lad dem prøve derpaa, Erfaringen vil rette det Overdrevne i deres Forventninger og vil maaske forsonedem Lønningssystemet, som i ethvert Tilfælde har sine gode Sider, og som altid vil vedblive at være det Almindelige. Et saadant Forsøg vil lære dem, om ikke at erhverve sig, saa i det Mindste at vurdere disse borgerlige Dyder, som de nu kun altfor meget ringeagte, og som alene muliggjøre et heldigt Udfald af et industrieltForetagende: Sparsommelighed, Forudseenhed.