Der Socialismus in Dänemark. Von Dr. Rud. Meyer. Berlin 1875. Schindler.

Delte lille Skrift (45 Sider stort), der giver en historisk Fremstilling af den socialistiske Bevægelse i Danmark siden 1871, vil for danske Læsere udlede sin væsenligste Interesse deraf, at det er skrevet af en Udlænding. Havde det en dansk Forfaller, vilde det ikke fortjene den Opmærksomhed, det nu har Krav paa; thi det indeholder — hvad billigvis heller ikke kan ventes — ikke meget Faktisk, som de fleste nogenlunde opmærksomme Læsere ikke have i temmelig frisk Erindring,

og en dansk Forfatter hverken kunde eller vilde fornuftigvis se danske Forhold i det højst mærkelige Lys, hvori Rud. Meyer ser dem. Nu er det imidlertid en Udlænding, der har skrevet Bogen, og det interesserer altid al erfare, hvorledes Udlændingenopfatter Forhold; det interesserer at høre, hvad han mener om os, og at se den Forestilling og det Billede, han søger at give sine Landsmænd af vore Tilstande.

Det Billede, Rud. Meyer giver af de danske socialistiske Bevægelser, er ikke fejlfrit. Der findes ganske vist en Del faktiske Urigligheder i den foreliggende Bog. Men det maa dog indrømmes, at disse ere nogenlunde uskadelige, og det er maaske snarere underligt, at Bogen ikke indeholder endnu flere af dem, end den gjør. Man kan ikke nægte Forfatteren den Anerkjendelse, at han hæderlig har bestræbt sig for at give en tro og fuldstændig Fremstilling, og om han end ikke har været ganske heldig, saa maa del dog indrømmes, al han i alt Fald er heldigere end de fleste Udlændinge vilde have været. Af en Udlænding at være, véd han ret god Besked, om hvad der er passeret i Danmark. Værre end hans faktiske Urigligheder er den Overdrivelse og Overvurdering af vore smaa Forhold og smaa Personer, han jævnlig gjør sig skyldig i, — Overdrivelser der ikke kunne undlade al faa Læseren til al trække paa smilebaandet.

Inden Forf. gaar over lil den egenlige historiske Fremslilling,forudskikkerhan alminrteli<jp Rpmaurknmnjer, <Jer vise os, hvor han hører hjemme. Socialismen, siger han, denne «Proletariatets Religion« , har i Norden fundet et frugtbarereOmraadeend Syden, og hvorfor? Fordi «den katholskeKlerusved sociale Virksomhed i Syden gjør Agitorerne,Apostlenefor fjerde Stands ny Religion, hver Fodbred Land stridig.« Grunden til at Socialdemokratiet i det protestantiske Nord vinder saa let Terræn, er ikke — hvad Socialdemokraterne paaslaa — de nordiske Arbejderes slette økonomiske Kaar: Arbejderne leve tværl imod bedre i de nordligereLandeend de sydligere. Nej Grunden <;r religiøs: «det er Tomheden i de religionsløsc Arbejderes Hjærter, som skaber Plads for en ny Religion.« Forf. mener dog ikke, al

det er en højere religiøs Potens i Katholicismen, eller RatholicismensstørreMagt, gjør den det muligt at gjøre SocialismeniSyden Modstand. Men han finder, at de kalholske Præsier ikke, som de protestantiske, sætte MenighedensInteressetil for deres Families, lian hævder, at de katholske Præster hellige Arbejderne en »opofrende Virksomhed«,ennkjærlighedsfuld Og endelig fremhæverhan,al katholske Kirke aldrig har følt sig som en bestemt Stats Tjenerinde, men at den tvært imod har bevaret en Selvstændighed, der har gjort den det muligt, at opstille en social Theori, der berører den socialdemokratiske stærkt, og som højst energisk afviger fra den for Tiden i Tyskland herskendeSamfundsklassesøkonomiske , hvorimod den protestantiske Kirke slaar i en saadan Afhængighed af den herskende Samfundsklasse, al den aldrig har kunnet opstille nogen saa radikal social Theori, der bekæmper den herskende Samfundsklasses, »uden at komme i svær Konflikt med den den overordnede Regering.« Medens derfor Katholikerne have kunnet uddanne en social Theori, nexistererer der ingen saadanevangelisk-socialTheori» med Undtagelse af Biskop Marlensens). CEn levende Tanke, en Ide, som SocialdemokratietsIde,bekæmper kun med en jævnbyrdig Ide, som den katholsk-sociale er, og den konservativ-sociale kunde være; men aldrig kan man overvinde en saadan Ide med Midler af ydre Art som de, der staar Statsmagten til Raadighed.Politiog ere tvært imod ikke blot afmægtige,mengjøre Konflikten skarpere ved at gribe ind paa et Omraade, der er Gjensland for Tro og Forsken men ikke for Tugt.» — At Politimagien i Længden næppe vil kunne bekæmpeSocialdemokratiet,turde sandt; men Erfaringen vil vel vise, at de «katholsk-socia]e» og «konservativ-sociale» Theorier, hvor «jævnbyrdige» de end monne være med Socialdemokratiels,ikkeville mindre afmægtige. Mangler Forf.s Profeti om de nævnte Theorier en sikker Grundvold, saa ere de øvrige citerede Belraglninger næppe mindre tvivlsomme. Anm. skal imidlertid ikke paa delte Sted indlade sig paa en Kritik af dem; kun saa meget skal han sige, al hvis Socialismen

finder en fruglbarere Jordbund i de protestantiske end i de katholske Lande — Noget, hvorom der forøvrigt kan disputeres—saa Grunden næppe den, at Gejstligheden i disse Lande skulde vise en opofrende og kjærlighedsfuld Virksomhed for Arbejderens Vel og i hine en kold Egoisme; ej heller maa Grunden søges i en formentlig »Tomhed« i de religionsløse Arbejderes Hjærter: en livlig Aand turde snarere end et koldt og tomt Hjærle have en væsenlig Andel i SocialismensFremkomst.

Idet Forf. efter disse mere almindelige Betragtninger gaar over til en Fremstilling af den danske Socialismes Historie, kaster han et Blik paa den Jord, ud af hvilken Socialismen voxede frem. «!ntetsteds,» siger han, »intetsteds næsten har den politiske Radikalisme i den Grad banet Vejen for Socialismensom intetsteds er denne i saa svag en Grad et Produkt af Folkets økonomiske Stilling, og i saa høj en Grad af den politiske Agitation. Derfor er en Skitse af de politiske Modsætninger i Danmark nødvendig.« Forf. giver da først en kort Karakteristik af «Højre«, «de Doktrinære«, «Professorpartiet». skildrer han «det forenede Venstre«, som han betegner som «en sælsom Blanding af Repræsentanter for en ensidig materiel snæverhjærtel Interesse, en radikal Doktrin og en religiøs Overbevisning. Kun Nødvendigheden, de NationalliberalesOverlegenhed, samlet dem til et Parti.« «Bonde- Yf?nnsrno? er cl "Cgrarisk. Interessepart,;«, der vil «iiiufm*> i hele Statsforvaltningen en demokralisk-bondeagtig Simpelhed og Sparsommelighed. Kunst og Videnskab, hvorpaa det herskende Parti lægger megen Vægt, betragtes af dem som Luxusartikler, og de modsætte sig konsekvent, om end hidlil uden Resultat, Bevilling af de ganske vist meget betydelige Tilskud af Statsmidlerne,der Danmark aarlig gives i disse Øjemed.« Forf. fortæller nu, at Bondepartiet allerede i Halvtredserne søgte at komme i Berøring med Arbejderbefolkningen. Men «næppe kastede Bondepartiet sit Blik paa Bybefolkningens lavere Klasser,før begreb hele Faren, der kunde opstaa af en Alliance mellem disse to Klasser.« For al forebygge Faren, søgte Liberalismen at organisere Arbejderbefolkningen i Byerne,

og drog den saaledes ind i den politiske Bevægelse. Det var en »dansk Schulze-Delitsch» , — der dog »egenlig er endnu betydeligere end sin tyske Kollega« (!) —, som paatog sig denne Opgave. Der sliftedes en ((Arbejderforening af I 860«, der dog, som Forf. rigtigt bemærker, «for en stor Del bestod af lkke-Arbejdere», og som, for saa vidt den overhovedet har udrettet Noget, imod sin Vilje har banet Vejen for den socialistiskeBevægelse. at have i det Væsenlige rigligt karakteriseret((Arbejderforeningen I 860« omtales Pastor Sonnes »Selvhjælps»-Bestræbelser, og det fortælles os her, at «Hr. Sonne bliver understøttet af Nationaløkonomisk Forening i Kjøbenhavn.« De af Nationaløkonomisk Forening i sin Tid udstedtePrisopgaver men «dermed er de Socialliberales Virksomhed i Danmark foreløbig udtømt. Ogsaa de ere alleredei lige over for en Fjende, der dér ganske vist endnu er meget ung, men som dog alt er højst energisk: — Internationale.»

Forf. fortæller nu om den danske Internationales Opstaaen og Udvikling. Han skildrer de mere bekjendte socialistiske Personligheder: Han beretter om Socialistsagen, om Arbejdermøderne, de forskjellige Arkejderdemonslralioner, om Forholdet Socialisterne og Venstre, om Arbejderskemaerne og Fabrikloven, om Fagforeningerne, «for hvilke Socialliberalismen den Sonne'ske Farve fortræffeligt havde banet Vejen.«

I en Note gives et udførligt Referat af Biskop Martensens «Socialisme og Kristendom«. Ikke alene refereres Indholdet af denne Bog, men den danske Presses Udtalelser om den berøresogsaa. liberale danske Presse har gjort Sagen af saa kort og hurtigt som muligt. Jo mindre der blev talt om hele denne Sag, desto bedre. Thi Forfatterens Berømmelse som Skribent er saa fast grundlagt, og hans Anseelse i den dannede Verden saa uangribelig, at den ikke kunne vove at angribe ham uden at prostituere sig.» Derimod faar ((Socialdemokraten«Ros, den har helliget Biskoppens Bog flere Artikler. «Men da det politisk radikale Fremskridtsparti, det »forenede Venstre«, altid har givet sig Mine af at være Arbejderneseneste Ven, uagtet det dog for største Delen

bestaar af rige Bønder, der kun behøve Arbejdernes Stemmer ved Valgene, men som ellers ere yderst reaktionære imod dem, har deres kjobenhavnske Organ, «Morgenbladel», bragt en hadefuldArtikel Biskop Martensen, hvori der søges efter urene Motiver til hans Optræden og saas Mistillid blandt Arbejderne.« Rud. Meyer udtaler sluttelig «af fuldl Hjærte det Ønske, at den tyske Gejstlighed vil tage den danske Embedsbroder til Mønster«,og «de tyske Socialkonservalive udtale for den danske Biskop deres bevægede og højagtelsesfuldeTak den Understøttelse, som han har ydet dem —og den gode Sag. Ad denne Vej, og kun ad denne Vej ville vi undgåa den sociale Revolution.»i_on.»

Grev Holstein-Ledreborg har ganske vundet Forf.s Hjærte, og han tillægger det en overordenlig Betydning, al han, Katholiken,antager Arbejdernes og de Fattiges Sag, at han nøje synes at kjende de tyske «Krisllig- Sociales« Theori og Taktik, og at han optræder i det sociale Spørgsmaal med endnu større Energi end Biskop v. Kelteler og Moufang i Tyskland. «Naar den kalnolske Propaganda i det protestantiske Danmark hvis Gejstlighed (— med Undtagelse af den højlbegavede BiskopMartensen ) forholder sig lige saa forstands- og deltagelsesløslige for det sociale Spørgsmaal som i det Hele den tyske, — naar den katholske Propaganda tillige bliver en sor.ial reformatorisk, saa kan den være, sikker paa uhørte Resultater.«»Vedbliver energisk at skriv« den katholskeReform deres Fane, saa tvinge de saavel den evangeliske Kirke som Staten til paa deres Side ogsaa at helligesig og forebygge derved Klassekampen, Borgerkrigen;thi kunne hverken den evangeliske Kirke eller Staten opretholde deres Uafhængighed af den kalholske Kirke, der forslaar at vinde Mængdens Hjærter ved en saavel med Videnskaben som med Kristendommens Aand stemmende social Handlen!« Lige over for saadanne Kræfter forekommer det Forf., at de Socialliberales Bestræbelser tage sig helt ynkeligt ud. Alt hvad de Socialliberale have forsøgt — Dannelsesforeninger,Husholdningsforeninger, Selvhjælpsforeninger,Fagforeninger

foreninger,Fagforeninger(Grovsmedenes) osv. — AH har været
betydningsløst, og «overalt ere de blevne overfløjne af Socialdemokraterne.«

Ligefrem komisk bliver Forf., hvor han omtaler Regeringens Bestræbelser. Ikke alene siger han, at Regeringen (o: Ministrene og Tobiesen), »uagtet selv af liberal og manchesterlig Proveniens« , vil bryde med Manchesterskolens Grundsætninger; men den vil endog, efter saaledes som Rud. Meyer har opfattet Forholdene, foretage et fuldslændigl «Systemskifte«, Regeringens Fabriklov, Arbejderkommission m. M. betyder intet mindre end «Overgang fra Liberalisme til Konservatisme.« synes Regeringen ikke at ville indføre en lovbestemt Normalarbejdsdag. «Sehr bedauerlich!« Men afset fra dette Punkt, »slemmer det danske Regeringsprogram ganske overens med de lyske Socialkonservatives.» har den danske Regering gjort sig fortjent til Ros, og den kan i Sandhed ikke anklage Forf. for at spare herpaa. «Den danske Regering er et for alle civiliserede Staters Regeringer uopnaaet Forbillede.« om den vil kunne udføre sine store Planer — Planer, der vidne om at den danske Regering staar paa Statskunstens og Videnskabens Højdepunkt — er tvivlsomt; thi «i Parlamentet findes inlet Reformparti; dér hersker kun de besiddende Klasseegoisme med hele sin Kortsynethed og Uvidenhed, og paa Gaden demonstrerer en ophidset Arbejderstand, heslt stenede enhver social Reformator, fordi han ved sine Reformer vilde tilfredsstille Arbejderne og saaledes gjøre Førerne overflødige. Det store saakaldte dannede Publikum Danmark befinder sig endnu paa den vulgære Liberalismes Vej, og søger sin aandelige Næring i en Presse, hvis Redaktører for største Delen ere fuldkommen uvidende paa det økonomiske Omraade.« Saaledes ere Udsigterne ikke meget lovende; men lykkes det ikke Regeringen at gjennemføre dybltænkte Planer^, — saa vil den dog altid kunne trøste sig med den Tanke, at den var den første i Evropa, der forstod det sociale Spørgsmaal!

Det Foranstaaende, der kun skal give korte Antydninger af, hvad Læserne kunne vente at finde i den foreliggende Bog, viser, at de danske Forhold paa Afstand maa tage sig noget anderledes ud end paa nært Hold. Rud. Meyer har opdaget store Mænd, hver vi kun se ganske smaa. Og hvor maa det ikke smigre Nationalforfængeligheden at høre, at Danmark «i den næste Menneskealder vil blive den ledende Stat iEvropa!« Rud. Meyer spaar os en saadan Fremtid, i all Fald hvis vi ville følge vor Regering. Den danske Regering lader sig i del sociale Spørgsmaal lede af et Princip, af det store socialkonservative Vi Danske vidste det ikke; vi Danske ikke, al Regeringen overhovedel har noget Princip paa det sociale Omraade, — Rud. Meyer har opdaget det! Men hvor fornøjeligt det end er at læse hans livligt skrevne lille Bog, saa tro vi dog at maatte sige, at der ved den endnu ikke er ført Bevis for, at det forholder sig saaledes. Naar dette er sket, saa vil det faa en mere praktisk Interesse nøjere at undersøge den danske Socialkonservatisme. Indtil videjre tro vi, at de Socialkonservative, Kathedersocialisterne og de Kristlig(o: Sociale — tre Partier, der paa det sociale Omraade sat sig den samme Opgave — endnu ikke i Danmark komne til Roret.