John Stuart Mill: Om Friheden, Paa Dansk ved Vilhelm Arntzen. Kjøbenhavn. Andr. Fred. Høst & Søns Forlag. 1874.

Den lille Bog «Om Friheden« er maaske det af Stuart Mills Skrifter, som det danske Publikum i højest Grad trænger til at gjøre Bekjendtskab med. Trods det forholdsvis store Maal af politisk Frihed, som det danske Folk i 1849 kom i Besiddelse af, mangler det dog en klar og levende Forstaaelse af den Side af Frihedsspørgsmaalet, der er Gjenstanden for dette lille Skrift. At den Enkelte bør være beskyttet mod Tyranni fra Øvrighedens Side, indrømmes altid i Theorien og undertiden endog i Praxis; men at den Enkelte ogsaa trænger til Beskyttelse mod den herskende Menings og Tænkemaades Tyranni og imod Samfundets Tilbøjelighed til ogsaa ved andre Midler end borgerlige Straffe at paalvinge Anderledestænkende dets egne Meninger og Skikke som Leveregler, — det forslaar man ikke; og at der bør gives Individualiteten frit Rum til at udfolde sig, saa at ikke alle Karakterer tvinges til at danne sig efter samme Mønster, — det kan man tilnød akeeptere i Theorien, men aldeles ikke i Praxis. Det danske Folk, hvis Særkjende ikke er nogen ualmindelig høj Grad af Agtelse for Anderledeslænkendes Meninger eller nogen sjelden Lyst til at prøve det Ny og det Uvante, burde skænke nogen Opmærksomhed Mills Undersøgelser, der gaa ud paa at bestemme Grænsen for den almene Menings Indblanding i den personlige Uafhængighed.

Mill søger at bevise, at det eneste Øjemed, som kan berettigeMennesker,
Individer eller en Samling af saadannelil

dannelilat blande sig i Andres Handlefrihed, er Selvforsvar eller det Øjemed at forebygge, at Andre lide Skade. Den enesteDel Personens Forhold, for hvilken der skyldes SarafundetRegnskab, den som angaar Andre. I hvad der kun vedrører En selv, er Ens Uafhængighed übegrænset, og den Omstændighed, at Andre mene, at man vilde slaa sig bedre ved at følge en anden Fremgangsmaade end den, man har valgt, berettiger ikke disse Andre til al tvinge En til at antageden dem anbefalede Fremgangsmaade. — Først og fremmest maa der da fordres Samvittighedsfrihed i dette Ords mest omfattende Betydning, Frihed til at tænke og føle, og übetinget Frihed til al tilkjendegive og offenliggjøre sin Mening om alle Gjenstande, hvilken Frihed omtrent er ligesaa vigtig som selve Tænkefriheden og ikke vel lader sig adskille fra den. Dernæst har Personen Krav paa fuld Frihed til at indrette sit Liv, saaledes som del passer for hans egen Karakter, Frihed til at handle efter Tilbøjelighed, under Forudsætning af at han lager de mulige Konsekvenser og ikke tilføjer sine Medmennesker noget Ondt. — Disse Fordringer opstiller Mill ikke i Kraft af den abstrakte Ret, men i Kraft af Ny tleprincipel: Menneskehedenvil mere ved, at Enhver faar Lov til at leve. som del synes ham bedst, end ved at Samfundet eller en Del al Samfundet tvinger de Enkelte til at leve saaledes, som de Andre finde for godt.

x uGgCIiS uliuCl Og BiiiioiC ivapiici UiJuCiovgCi' min upø"£3 maalet om Tænke- og Talefriheden. Der føres ikke her et Forsvar fordel, der i Almindelighed forstaas ved «Pressefrihed«. Mill nærede, da han skrev delte Afsnit, den optimistiske Tro, at el Forsvar for politisk Talefrihed ikke længere var fornødent. Om det altfor Dristige i denne Tro blev han imidlertid overbevistallerede Bogen var trykt: den engelske Regerings Presseforføigelser i 1858 gav ham et eklatant Dementi. Men, som sagt, Mill var den Gang saa sangvinsk at anse et Forsvarherfor vore Dage for overflødigt. Han forudsætter, at Regeringen aldrig tænker paa at anvende nogen Tvangsmagt undtagen i Overensstemmelse med det, den anser for at være — ikke blot det regerende Mindretals men — Folkels Stemme.

Selv da benægler han, at Folkel har Rel Hl al udøve saadan Tvang enten umiddelbart eller ved sin Regering. Selv denne Magt er übereltigel, og den bedste Regering har ikke større Adkomst til den end den sletleste. Den er endog maaske skadeligere, naar den udøves i Overensstemmelse med den offenlige Mening, end naar den er i Strid hermed. Naar hele Menneskeslægten, siger Mill, minus Én havde samme Mening og kun ét Menneske var af modsal Mening, vilde Menneskeslægtenikke mere berettiget lil al paabyde delle Menneske Tavshed end han — hvis han havde Magien derlil — vilde være berettiget til at paabyde Menneskeslægten Tavshed. Baand paa Ytringsfriheden er ikke alene en Urel mod den Enkelte, men mod hele Menneskeslægten; mod Efterslægten lige saa vel som mod den nærværende Slægt; imod dem, der afvige fra Meningen endnu mere end imod dem, der slutte sig (il den. Er den undertrykte Mening riglig, berøver man Folk Lejlighedentil ombytte Vildfarelsen med Sandheden; er den urigtig,miste hvad der er lige saa stort el Gode, den klare Opfattelse og den livlige Følelse af Sandheden, der frembringes ved dens Sammenstød med Vildfarelsen.

De Grunde, med hvilke Mill forsvarer Tænke- og Talefriheden,ere For del Første kunde den Mening, man vil tvinge til Tavshed, muligvis være sand. At nægte Muligheden heraf er det Samme som al gjøre Krav paa Ufejlbarhed. — For det Andet: Er denne Mening en Vildfarelse, kan den dog muligvis indeholde en Del af Sandheden , og da den almindeligeeller Mening i el hvilkel, som helst Spørgsmaal sjælden eller aldrig, er den hele Sandhed, er del kun ved el Sammenstød af de forskjellige Meninger, at den lilbageslaaende Del af Sandheden har nogen Udsigt til at komme frem. — For det Tredje: Selv om den raadende Mening ikke blol er sand men indeholder den hele Sandhed, vil den dog lel blive opfattet ligesom en Fordom uden at den fornuftmæssige Grund ret falles, — med mindre det tillades at den kraftig og alvorligbekæmpes, med mindre dette faktisk sker. — For det Fjerde: Selve Lærens Betydning staar Fare for at svækkes og vil miste sin oplivende Indflydelse paa Karakteren og Opførselen

thi Dogmet gaar over til at blive en slet og ret formel Bekjendelse,der formaar at udrette noget Godt, men som spærrer Grunden og forhindrer, al der ud af Fornuften eller den personlige Erfaring fremvoxer en virkelig og dybtfølt Overbevisning.

Disse Sætninger er der bleven en særdeles omhyggelig Behandling til Del, og det Afsnit, i hvilkel denne Side af Spørgsmaalet er rigt paa fortrinlige Exempler og de mest træffende Bemærkninger, og det er utvivlsomt Bogens bedste. De følgende Afsnit ere maaske paa enkelte Punkler noget svagere i alt Fald turde del være muligt, at Mill ikke med en saa stor Skarphed som ønskeligt bestemmer Grænsen for Samfundets over den Enkelle; men del maa ganske vist indrømmes, at det er forbundet med den allerstørste Vanskelighed drage nogen aldeles bestemt Grænse mellem, hvad der kun vedrører Individet, og hvad der ogsaa vedrører Andre. — Derimod maa man —• Selv om man mener, at Mills Frygt for, al Udviklingen gaar i Retning af at udviske Karakterforskjellighederne, er noget for stor — i det Væsenlige kunne tiltræde den Udvikling, han giver af Individualitetens Betydning. Kapitel (det tredje), der paaviser Betydningen for Mennesket og Samfundet af rig Afvexling i Karaktertyperne og Vigtigheden af fuld Frihed for den menneskelige Natur til frit at udfolde. Sig i de forskjelligste Retninger, er fortrinligt og vil uge saa vei som uei fenne ug »iuste, uei vcu nxciiiplcr aiiskueliggjør Anvendelse, læses med stor Interesse.

Det kan i det Hele siges, at Bogen «Om Friheden« er det Fortrinligsle eller i alt Fald noget af det Fortrinligste, Mill har skrevet, og delte var, efler hvad der læses i Avtobiograflen,ogsaa egen Mening. Paa det nævnte Sled siger han blandt Andet, al «Om Friheden« som Prøve paa hans Fremstillingsmaade langt overgaar Alt, hvad han enten før eller senere har udgivet, og intet andet af hans Værker (maaske dog med Undtagelse af Logikken), troede han, vilde leve saa længe ; men den beskedne Forfatter mener, at dette kun skyldes den Omstændighed, al han havde den Lykke i Forening med

sin Hustru at kunne gjennemgaa hvert et Udtryk, hver en Tanke, der findes i Bogen. Bogen er, siger han, ien mere direkte og literær Forstand end noget Andet, der bærer hans Navn, hans og hans Hustrus forenede Arbejde. Han protesterer imod, at den betragtes som hans udelukkende Værk: den var i lige saa høj Grad hendes, og hele den Tænkemaade, for hvilken den er et Udtryk, var afgjort hendes. Derfor satte han ogsaa i Spidsen for Bogen den smukke ejendommelige Dedikation,i det hedder: »Mindet om den elskede Afdøde, hvis Inspiration og Medvirkning jeg skylder AH, hvad der i mine Skrifter har Værd — Veninden og Hustruen, hvis dybe Følelse for Sandhed og Ret var min stærkeste Tilskyndelse, og hvis Bifald var min højeste Løn — helliger jeg denne Afhandling.Som hvad jeg i mange Aar har skrevet, er dette Værk i ligesaa høj Grad hendes som mit . . . Var jeg kun i i Stand til at gjengive en Del af de høje Tanker og ædle Følelser,som i hendes Grav, da vilde jeg derved vise Verdenenen Tjeneste end ved Noget, jeg kan skrive uden Tilskyndelse eller Understøttelse af hendes næslen uovertrufne Visdom.«

Bogen bærer som Motto disse Ord af W. v. Humboldt: »Ethvert Menneskes højeste og sidste Formaal er den højeste og mest forholdsmæssige Udvikling af de menneskelige Kræfter i deres individuelle Ejendommeligheder. De nødvendige Betingelser Opnaaelsen heraf ere: Handlingens Frihed og Situationernes Mangfoldighed.»