J. E. Cairnes: Some leading principles of political economy, newly expounded. London 1874.

Professor J. E. Cairnes anføres ofte som Engiands største nulevende Økonom. Efter Mills Død er der i England ganske vist heller ikke Mange, som kunne gjøre ham Rangen stridig. Som Lærer i politisk Økonomi har han virket først som »Whately Professor« ved Universitetet i Dublin, sidst som Professor ved University College i London. Det var som Indehaver Whately-Professoratet, at han for en Snes Aar siden udgav sin «The character and logical method of political economy«, god Bog, der nu for ganske nylig er udkommen i anden forøgede Udgave. Hans »The Slave Power« vakte i sin Tid betydelig Opsigt. I forskjellige Tidsskrifter har han skrevet en Mængde Artikler, af hvilke flere i 1873 samledes i to Bind, hvoraf det ene, «Political essays«, indeholder Artikler om Revolutionen i Amerika, den internationale Ret, Kolonisation, irske Spørgsnaaal, det engelske Hærspørgsmaal m. m. I del andet Bind, »Essays in political economy«, finder man de fortrinlige Artikler om Guldspørgsmaalet, den ypperlige, særdeles Gjendrivelse af Comtes Paastand, at den politiske ikke er en Videnskab, de interessante Artikler om Basliat og om laissez-faire-^Systemet m. m. Endelig har han i 1874 udgivet et Hovedværk, kaldet: »Some leading principles of political economy, newly expounded.«

Denne Bog er delt i tre Afsnit. I det første gjennemgaas
Værdilæren, Udbud og Efterspørgsel, den normale Værdi, Produktionsomkostningerne,Markedsværdien.

duktionsomkostningerne,Markedsværdien.Det andel behandler Kapilal og Arbejde, Del tredje vedrører den internationale Handel, de internationale Værdier, Frihandel og Beskyttelse. Alle Emner ere behandlede med Mesterhaand; originale Tanker, træffende Bemærkninger, sund, kraftig Kritik findes overalt. Fremstillingen er helt igjennem overordenlig tiltalende, og hvad enten man er enig eller uenig med Forfatteren, vil man ikke lægge Bogen fra sig, naar man forst er begyndt paa den. Den Dom, der fældes i de 1 Bogen fremdragne Slridsspørgsmaal,vil blive betragtet som inappelabel; men til de Indlæg,Forf. leveret, maa alle fremtidige Forskere nødvendigvislage Den nyere engelske Økonomi har ikke mange saa interessante Værker som det foreliggende.

Det Afsnit, der vil tiltrække sig de fleste Læseres Opmærksomhed, Afsnittet om Kapital og Arbejde. Dermed være ikke sagt, at det er det bedste; tværtimod: Meget af hvad der fremføres i det, er af en noget omtvistelig Beskaffenhed; er Gjenoplivelsen af Arbejdslønfondstheorien af tvivlsom Nytte.

Læren om, at Arbejdslønnens gjennemsnillige Højde bestemmesaf mellem den arbejdefterspørgende Kapital og den arbejdudbydende Befolkning, er bleven fremsat af adskilligeældre men den egenlige saakaldte wagesfundtheory dog navnlig trængt igjennem, fordi den doceredesi Værk, der har vundet større Udbredelse end noget andet tilsvarende, Stuart Mills »Politiske Økonomi«. The wagesfunddefineres den Del af Kapitalen, hvoraf Arbejdslønnen udredes. Al Arbejdsløn udredes af the wages-fund, og hele delle Fond gaar lil Arbejdslønnen. Den gjennemsnillige Arbejdslønbestemmes af Forholdet mellem det nævnte Fond og Arbejdernes Tal. Arbejdslønnen kan kun slige derved,at Fondel forøges eller Arbejdernes Tal formindskes; den kan kun falde derved, at enten Fondet formindskes eller ArbejdernesTal (J. S. Mill: Princ. of p. e. b. 11, ch. XI, 1). — Delte er med faa Ord den berømte wag'es-fund-theory. Den er i sin Tid bleven brugt til at forklare Spørgsmaalet om Strikers og Trades-unions Virken og alle andre Spørgsmaal vedrørende

Arbejdslønnens Højde. I Virkeligheden forklarer den imidlertid Jntetsomhelst. Den udialer kun den übestridelige, men ikke meget ny Sandhed, at Kvotienten bestemmes af Dividend og Divisor. Derom ere vel nu de Fleste enige. Men at denne Overbevisning ikke for længe siden er trængt igjennem, at særlig Stuart Mill først i 1869 opgav denne «Theori», at han og andre lænkende Mennesker nogensinde have kunnet lade sig tilfredsstille af den, som orn den indeholdt en Forklaring, — del er ganske vist højst forbavsende

Allerede i 1832 maalte «Theorien» — om en saadan Betegnelsetør om de nævnte Sætninger — udholde et An^r<>h af den tvske Økonom Hermann. Men Hermanns «StaatswissensehaftlicheUnlersuehungen« ingen Indflydelse øvet paa den engelsku økonomi, og det var derfor nogel Nyt for de engelske Videnskabsmænd, da Francis D. Longe i 1866 udgav en »Refutation of the wage-fund theory of modern politicaleconomy enunciated by Mr. Mill and FawcetU. Tre Aar hengik imidlertid, uden at der toges Spor af Notils af Longes «Befulation». Saa kom i 1869 Thornton med sit berømteVærk labour« (der, i Parenthes bemærket, mærkelignok venter paa en dansk Oversætter). Angrebet mod Arbejdslønfondslæren gjentoges her under en ny Form. Delte vakte en Del Opmærksomhed; men endnu større Opmærksomhedvakte da Stuart Mill allerede i Maj samme Aar, som Thorntons Værk saa Lyset, i «Fortn. Review« offenliggjordeen hvori han — den første Ordfører for loages-fund-Theonen — erklærer: «Den Lære, der hidtil er bleven doceret af alle eller de fleste Nationaløkonomer (ogsaa af mig), den Lære, der benægtede Muligheden af, at Striker og Trades-unions kunne bevirke Arbejdslønnens Stigning, eller som begrænsede deres Virken i saa Henseende til en lidt tidligereOpnaaelse en Stigning, som Konkurrencen paa Markedetuden vilde have bevirket, — denne Lære har mistet sit videnskabelige Grundlag og maa kastes til Side. Orn Trades-unions handle rigligt eller urigtigt, er et simpelt Klogskabs- og Samfundspligts-Spørgsmaal, men ikke et Spørgsmaal, som peremplorisk afgjøres af den poliliske

Økonomis übøjelige Nødvendigheder.« (Stuart Mills Anmeldelse af Thorntons Værk, der, som anført, oprindelig stod i »Fortn. Rev.», findes nu optaget i det i disse Dage udkomne 4. Bind af hans »Dissertations and Discussions«.)

Den Pludselighed, hvormed Mill erklærede sig slaael, vakte selvfølgelig stort Røre, og man har forsøgt paa forskjellige, mere eller mindre sandsynlige Maader at forklare den paafaldende hvormed han opgav sin tidligere Lære. Man har saaledes ment, at det Hele var et aftalt Spil mellem. Mill og Thornton: Mill, siger man, ansaa ikke toages-fund- Theorien for holdbar efter Longes Angreb, men havde dog ikke Lyst til ai tilstaa, at Longe — en Mand, der ikke var indrulleret det økonomiske Lav, og en Mand, der havde tilladt sig at kritisere Mills Økonomi paa en lidt nærgaaende Maade, at en saadan Mand skulde kunne belære Englands slørste Økonom; kunde han nok finde sig i at lade sig besejre af en agtet Ven og anset Forfatter som Thornton. — Denne Forklaring synes dog ikke vel at stemme med Mills Karakter, saaledes som vi ellers kjende den, og lyder i det Hele .lidt urimelig. — En anden Forklaring gaar ud paa, at Mill søgte en Lejlighed og et Paaskud lil at slippe bort fra sin tidligere Lære, fordi han ikke kimde faa den til at slemme med sine Ønsker for Arbejdernes Vel; med andre Ord: Økonomen Mill skulde have ladet sig besejre af Arbejdervennen Mill. Hvoriedes nu end er, saa have disse Forklaringer dog væsenlig Interesse, fordi de ere et Udtryk for den Forbavselse, Mills pludselige Omvendelse vakte. Nu paastaas dej; imidlertid, Mill slet ikke havde nogen Grund til al omvende sig. Cairnes kalder denne Omvendelse en «perplexing« Kjendsgjerning hævder, at Mill aldrig havde doceret icac, is fund-læren netop i den Form, der var Gjenstand for Thorntons Angreb, at han ikke kunde tilbagekalde, hvad han aldrig havde sagt, og at han ikke kunde lade sig omvende fra en Tro, han aldrig hyldet. Cairnes søger derefter at indpuste den af Mill saa übesindigt forladte Theori nyt Liv. Hans Stilling til Spørgsmaalet er i Korthed denne:

Læren om Arbejdslønfondet, saaledes som den fiemsættes

i Mills »Politiske Økonomi«, indeholder efler Cairnes's OpfattelseFølgende: «Wages-fund» er et almindeligt Udtryk, der i Mangel af et andet bruges for at betegne den samlede Sum af al den Arbejdsløn, der i et givet Øjeblik er i ArbejderbefolkningensBesiddelse; den gjennernsnitlige Arbejdsløn bestemmesaf mellem delte Fond og Arbejdernes Tal; 3) Fondets Størrelse bestemmes ved det Beløb af den almindeligeFormue, gaar lil direkte Kjøb af Arbejde. Disse Sætningerere men fortælle ikke stort Andet end, at det Hele er ligesaa stort som alle dets enkelte Dele tilsammenlagte,og Kvotienten bestemmes af Dividend og Divisor. LiStirues liiui wumiei ugsua, al La.it/ii Giii Ai'uCjuoiCrifcHidcl, for saavidt den ikke indeholder Andet, ikke giver nogen Løsningaf om Arbejdslønnen; den er en »statement of the problem«, men heller ikke videre. »ProblemetsLøsning beslaa i at forbinde disse Faktorer med disse den menneskelige Naturs Principer og disse den ydre Verdens Kjendsgjerninger, der danne den økonomiske VidenskabsForudsætninger.« forslaar ikke at sige, at ArbejdslønnensHøjde af Forholdet mellem Cdbud og Efterspørgsel;det at paavise, hvad det er, der paavirker hint, og hvad dette. Cairnes mener nu, at der saa temmelig er tilvejebragt Enighed med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvoraf Arbejdsudbuddel afhænger, da Mallhus's Lære jo nu, takket være Darwin, ikke ret vel længere kan bestrides (?). Derimod er Striden orn, hvoraf Efterspørgselen afhænger, des liviigere. .

Hvoraf bestemmes da Samfundets Efterspørgsel efter Arbejde?Cairnes at Samfundels samlede Kapitalmængde ikke absolut bestemmer Efterspørgselen, da den ikke udelukkendegaar Kjnh af Arbejde, men ogsaa til Anskaffelse af Raaslof og Anbringelse i fast Kapital (særlig Maskiner): under forskjellige Omstændigheder vil den samme Kapitalmængde afgiveforskjellige det Forhold, hvori Kapitalmængdendeles fast Kapital, Baaslof og Arbejdsløn, maa lages i Betragtning, og delle Forhold afhænger af de nationaleIndustriers idet nogle Industrier kræve

forholdsvis megen fast Kapilal og lidel Arbejde, hvorimod det Modsatte er Tilfældet med andre. Cairnes kommer da lil følgendeResultat: for Lønningsfondet bestemmende Aarsager ere: 1) Landets samlede Kapitalmængde; 2) de nationale IndustriersNatur; Udbuddet af Arbejde.

Den Udvikling, hvorigjennem Cairnes kommer til dette Resultat, forbyder Pladsen os at referere. Derimod kunne vi ikke vel undlade at gjøre opmærksom paa, at Cairnes blandt de Lønningsfondet bestemmende Aarsager opfører »Udbuddet af Arbejde». Selv har han følt sig overrasket ved sit Resultat, han siger, at heraf følger en hidtil upaaagtet «unexpected nemlig den, «at en Forøgelse eller Formindskelse Udbuddet af Arbejde, hvor det er af en saadan Natur, at det anvendes i Forening med fast Kapital og Raastof, paa den gjennemsnillige Arbejdsløn med en Styrke, der er mere end proportional til Udbuddets Forøgelse eller Formindskelse; thi den virker samtidig paa begge de Faktorer, hvoraf Resultatet afhænger, og modificerer dem i modsat Retning: formindskes, naar Tallet paa dem, der skal dele del, stiger, og udvides, naar deres Tal formindskes.« Dette er et Resultat, der ganske vist ikke er glædeligt for Arbejderne men det stemmer ret vel med den Mallbus'ske Doktrin, jo ganske overser, al en Forøgelse af Arbejdernes Tal ikke blot forøger Konsumenternes, men ogsaa Producenternes ikke blot Mundenes, men ogsaa Armenes Tal, og at der er Mulighed, om ikke Sandsynlighed for, al en Befolkningslilvæxt medføre en mere end tilsvarende Kapitaltilvæxt og derigjennem Forøgelse af Lønningsfondet. Cairnes har som andre Mallhusianere kun fæstet sit Blik paa den ene Side af Sagen og kommer derved til et Resultat, der nødvendigvis er falsk, og som han ogsaa, som sagt, selv har følt sig underlig berørt af. Han ønsker derfor, som det lader til, ikke at dvæle længere end strængt nødvendigt ved det og forelrækker at tage fat paa Thornton*).

---

*) Cairnes mener, at Økonomerne hidtil ikke have paapeget, hvorledes Forøgelse af Befolkningen i dobbelt Henseende er til Arbejdernes Skade, idet der bliver Flere om at dele et mindre Beløb. Ja, maaske er han den Første, der udtrykkeligt fremhæver thi Malthusianerne pleje ellers at tale om Befolkningsforøgelsen, om den kun paavirkede Udbudssiden. Mill, der er enig med Cairnes i, at »forsaavidt angaar Udbuddet, slaar Loven, saaledes som Økonomerne have faslslaaet den, urørt«, siger saaledes i sin Anmeldelse af Thornton: «jo talrigere den arbejdsøgende Befolkning er, des lavere vil, cæteris paribus, Arbejdslønnen Ja, seh'fslgelig er dette rigtigt nnrlpr Forudsætning at alt Andet forbliver uforandret. Her er kun den lille Omstændighed at bemærke, at naar Arbejderbefolkningens de Producerendes Tal forandres, vil alt Andet ikke forblive uforandret. Forudsætningen vil aldrig være tilstede. Nu gjælder det, om Forandringen vil gaa i den af Cairnes paapegede (Kapitalformindskelse) eller i den modsatte (Kapitalforøgelse)

Thornlon har bestridt, al der exislerer noget nalionall Lønningsfond. Naturligvis kan det ikke benægles, al et vist Beløb til en given Tid maa fordeles som Arbejdsløn. Men ved • the wages-fund« forslaas et Fond, der udelukkende og nødvendigvisgaar Betaling af Arbejdsløn. El saadant Fond existerer ikke; thi det kunde jo kun være sammensat af mindre lignende Fond, der besades af de individuelle Arbejdsgivere; men ingen beslemt Del af den individuelle Arbejdsgivers Kapilalkan som «Lønningsfond« ; Arbejdsgiveren kan ikke paa Forhaand beslemme, hvormegel der skal anvendes til Betalingaf da delle afhænger af Forhold, hvorover han Ikke <-i Ilcrrc, cg "«" "-" --'¦' '--- -'- 2H".'snd6 cirio MMiør ganske som han vil, og kan saaledes udvide eller formindske sit «Lønningsfond» efler Behag. Naar del nu er umuligt at paapege individuelle Lønningsfond, er del ligesaa umuligt al paapege el nationalt Lønningsfond; thi delle maalte jo være sammensat af hine. Al Tale om el besteml («delerminate») Lønningsfond er derfor meningsløs; men det formodede wagesfundfremsætter Bestemthed. — Til delte Thornlons Ræsonnemenlsvarer : Naturligvis er del ikke ved nogen Parlamentsakt beslemt, hvor stor en Del af Kapitalen, der skal gaa til Arbejdsløn; men «naar der i den politiske Økonomi

---

*) Cairnes mener, at Økonomerne hidtil ikke have paapeget, hvorledes Forøgelse af Befolkningen i dobbelt Henseende er til Arbejdernes Skade, idet der bliver Flere om at dele et mindre Beløb. Ja, maaske er han den Første, der udtrykkeligt fremhæver thi Malthusianerne pleje ellers at tale om Befolkningsforøgelsen, om den kun paavirkede Udbudssiden. Mill, der er enig med Cairnes i, at »forsaavidt angaar Udbuddet, slaar Loven, saaledes som Økonomerne have faslslaaet den, urørt«, siger saaledes i sin Anmeldelse af Thornton: «jo talrigere den arbejdsøgende Befolkning er, des lavere vil, cæteris paribus, Arbejdslønnen Ja, seh'fslgelig er dette rigtigt nnrlpr Forudsætning at alt Andet forbliver uforandret. Her er kun den lille Omstændighed at bemærke, at naar Arbejderbefolkningens de Producerendes Tal forandres, vil alt Andet ikke forblive uforandret. Forudsætningen vil aldrig være tilstede. Nu gjælder det, om Forandringen vil gaa i den af Cairnes paapegede (Kapitalformindskelse) eller i den modsatte (Kapitalforøgelse)

tales om en «Lov», menes herved ikke enten legal Tvang eller fysisk Nødvendighed eller endog moralsk Forpligtelse; ej heller betyder den »determination« , der udtrykkes i en økonomisk Lov, den nødvendige Virkeliggjørelse af visse Resultater, uafhængigaf menneskelige Vilje. Hvad en økonomisk Lov hævder, er ikke, at Folk maa handle saadan eller saadan, hvad enlen de synes orn det eller ej, men at de under givne Omstændigheder ville synes om al handle saadan eller saadan, at deres Selvinleresse eller andre Følelser ville bevæge dem hertil. Den «prederlimation», hvorom der er Tale, er af den Art, som faar en sulten Mand til at spise sin Middagsmad og en ærlig Mand til at betale sin Gjæld . . . Del er i denne Forstand, at jeg mener, at en' vis Del af Landets Velstand er »forudbestemt«) til Betaling af Arbejdsløn.«

Hvad Longe angaar, saa gjør Cairnes det hurtigt af med ham. Longe har i sit Skrift forsvaret den Mening, at Arbejdslønnen af «Efterspørgslen efler Varer». Dertil svarer Cairnes, al ((Efterspørgslen efler Varer« kan bestemme det Forhold, Arbejdslønnen fordeles mellem de forskjellige Industrier, ikke den samlede Mængde Kapital, der udgives i Arbejdsløn; Efterspørgslen efter Varer bestemmer den Retning, hvori Produktionen skal gaa, men ikke den større eller mindre Sum, som Arbejderne gjennemsnitlig modtage.

Trådes-unionismen helliger Cairnes lo Kapitler. Han bekæmperher de af Thornton forsvarede Anskuelser om Trådes-unionismens Magt. Han indrømmer, at Trades-unions maaske kunne fremskynde en Forhøjelse af Arbejdslønnen, «der allerede saa at sige ligger i Luften, og som til Syvende og sidst vilde komme ogsaa uden deres Intervention. Hvor Strejker have vundet varige Sejre, hvor de ikke blot have vundet i Dag, hvad de tabe i Morgen, men hvor de have virkeliggjort en vedvarende Forbedring af Arbejdernes Kaar, dér vil Forklaringentil Held altid findes i exceptionelt gunstige Forretningsforhold, der i ethvert Tilfælde inden lang Tids Forløbvilde en Kapitalforøgelse og medføre en stærkere Efterspørgsel efter Arbejde.« Dette er «deu yderste Magl», Cairnes vil indrømme Strejker. Mange ville finde, at det er

vel Lidet; men selv de, der i sin Tid lod sig overbevise af Thorntons Værk, ville inaaske dog blive mere tilgængelige for de cairnes'ske Anskuelser ved en Betragtning af den Reaktion i Arbejdslønnen, der (i England) saa hurtigt fulgie paa den slærke Fremgang i 1872.

Cairnes udtaler sig saaledes i det Hele imod Trådesunionismen.Han del, fordi han mener, at den videnskabeligeSandhed del. Men kunde der findes et virksomtMiddel Forbedringen af Arbejdernes Kaar, skulde Ingen villigere end han modtage det; thi Cairnes hører ikke til dem, der mene, al Arbejderne have det brilliant. Han indrømmer tværtimod, ai ue iiavu del old, ug ul -de ccr.crc Tid?^rc "hyr« industrielle Fremskridt« i forholdsvis kun ringe Grad have været lil Fordel for dem, bl. A. fordi Forbedringerne kun efter en mindre Maaleslok have berørt Arbejdernes Forbrugsarlikler (med Undtagelse af Klæder), og fordi den Fremgang, der virkelig har været, er bleven modvejet, ophævet og lilintetgjort af en paafølgendeBefolkningslilvæxt. senere Aars uhyre Rigdomsforøgelseer kommen Arbejderne eller Publikum i det Hele til Gode. Hvem da? Det »Fond, der stedse voxer, selv naar dets Ejere sove_—: Landejendomsbesidderens Jordrente!« «Derfor se vi, al trods de omfattende Fremskridt i Agerbruget, der i det sidste Aarhundrede have fundet Sled, er der neppe et eneste vigtigl Agerbrugsprodukt, der nu ikke er i del Mindste ligesaa dyrt som for hundrede Aar siden, — ligesaa dyrt ikke blot i Penge, men i virkelige Omkostninger » Medens vor Ricardo-Mallhusianer saaledes just ikke ser INuliden i et rosenrødtSkjær, han sig sandelig heller ikke Illusioner med Hensyn lil Fremliden. Han ansliller meget melankolske Betragtningerover adiscouraging prospecls«. At Kalionalvelstanden gaar fremad, hjælper ikke Arbejderen; at Tilvirkningen af hans Forbrugsartikler bliver billigere, hjælper ham heller ikke, hvis han ikke vil høre op med al formere sig. Limitation of population er Omkvædet. Men Cairnes gjør sig, som sagt, ikke Illusioner i saa Henseende, aDa del», siger han, »vilde være taabeligt at vmle af den fattigste og mest uvidende Del af Befolkningen en Selvfornegtelse og Klogskab,der

skab,derer større end den, de højereslillede Klasser, hvis Livsforhold langt mere begunstige Udviklingen af saadanne Dyder, udvise, føres jeg til den Slutning, at hvor ulige Fordelingenaf end alt er, saa gaar den industrielle Udvikling — forudsat at den nærværende Adskillelse mellem Arbejdere og Arbejdsherrer vedvarer — dog i Retning af endnu større Ulighed: de Rige ville blive rigere, og de Fattigere,i Mindste forholdsvis, fattigere.« Et saadant Forhold kan ikke, tror Gairnes, afgive Samfundet en heldig og fast Grundvold at hvile paa. Hvor ivrig en Malthusianer han end er, saa indser han dog, at det ikke gaar an at blive staaende ved de malthus'ske Raad om Børneavling: det Negative— at faa Børn — forslaar ikke; her raaa noget Mere til, og dette Mere skal da bestaa deri, at Arbejderen hæves op fra at være slet og ret «Modtager af Arbejdsløn« til at blive Kapitalist. Her have vi Demokraten. Cairnes bekæmperden Adskillelse-mellem Kapitalister og Ikke- Kapitalister, Arbejdere og Arbejdsherrer, og ogsaa han skuer hen imod en saadan fremtidig Samfundsordning, som den Stuart Mill har skildret paa det bekjendte Sted i Avtobiografien, der findes citeret i nærværende Tidsskrifts 4 Bd. p. 265. Men han vil ikke lade sig kalde «Socialist», og han misbilliger, at den slore Mand, hvem han er »stolt af al kalde sin Ven og Lærer*, har brugt en saadan vildledende Betegnelse om sig; thi om Maalet end er det samme som Socialisternes, saa ere Midlerne dog af en hel anden Art. Spørgsraaalct er netop, hvorledes Socialisternes Maal kan naas uden Benyttelse af deres Midler. Cairnes ser kun én Udvej: Samarbejdet, Produktionsforeninger,Cooperalionen. afgiver Arbejderklassenthe means of escape from a harsh and hopelessdestiny. vil maaske indvende, at Cooperationen ikke kan indføres efter slørre Omfang, fordi Arbejderne mangle Kapital,og de ikke kunne sammenspare slørre Kapitaler, selv om de vilde. Cairnes benegter denne Paasland paa det Bestemteste.Han at Arbejderne, hvis de ville, ogsaa have Evne lil at sammenspare. Han henviser i saa Henseende til et Faktum, der ganske vist har en ikke ringe Betydning

der forbruges i England aarlig for 120 Millioner Pund Sterling Brændevin og Alkohol; Broderparlen heraf forbruges af Arbejderne til deres fysiske og moralske Fordærv; man gaar derfor sandelig ikke for vidt, naar man hævder, al Arbejderne kunne spare over GO Millioner Pund SI. Og sloltende sig paa delle Resultat udkaster Cairncs saa Planen til en Bygning, der ganske vist lager sig net ud, men som har den Fejl, at der ikke er Udsigt til, at den vil blive bygget i de nærmeste Menneskealdre.

Hvad kan det nytte al anstille dejlige Betragtninger over, hvad Arbejderne kunde spare, naar man kan sige sig selv, «] nnlnKnßn il.-l/r> villa l>livo crmrprln9 [nirpn virl/plirr Fnrhpdring Arbejdernes Stilling kan man vente, saalænge deres inlellekluelle moralske Oplæring og Opdragelse ikke er undergaacl Totalforandring. Vi ser jo herhjemme, ligesaa fuldt som i andre Lande, hvad de senere Aars Forhøjelser af Arbejdslønnen ført til. Den højere Løn har gjort det muligt for Arbejderen at leve noget bedre og arbejde noget mindre; — men bliver hans Børn bedre opdragne? Samtidig med den materielle Fremgang er Upaalideligheden i Arbejderforholdene stedse stiger.de. Nogen moralsk Fremgang spores ikke. Og en saadan kan heller ikke ventes, saalænge man ikke er villig til at ofre noget Alvorligt paa Almueundervisningen. Bygge Panserskibe og give 30 Millioner lil Fæstninger, det er patriotisk; give 30 Millioner fil Skoler, det er i allerhøjeste Grad upatriotisk, og saadanne Galskaber vogter man sig vel for. Men saalænge man er uvillig lil at gjennemføre en radikal Forbedring af hele Opdragelses- og Undervisningsvæsenet, er det til ingensomhelst Nytte at fremtrylle Cooperalionens Fata Morgana eller al lale om en Udslettelse af Forskjellen mellem Arbejdere og Ikke-Arbejdere. Underligt nok, al Cairnes har ladet sig forlede hertil, uagtet han dog har haft en Følelse af del Unyttige heri, og uagtet han ellers er saa langt fra al være Optimist.