I. E. Sars: Udsigt over den norske Historie. Første Del. Kristiania 1873.

roriauereus navn er ulm i uaiimarK ueKjenui ira ueu Strid, der har været om hans Ansættelse ved Universitetet paa Grund af den formentlig irreligiøse filosofiske Aand, der skulde findes i hans Skrifter. Det var en Strid, som, uagtet vi her i Danmark have Brandes, dog neppe engang er forstaaelig for os. Her vilde neppe noget Menneske finde Andet i hans historiske end ren Videnskabelighed.

Det ovenfor nævnte Værk af Hr. Sars staar saa højt, at enhver dannet Nordbo burde kjende det. At dette ikke er Tilfældet, kun Faa her i Danmark have læst det, er Bevis paa, hvor ufattelig mangelfuld selv den rent aandelige Forbindelse mellem Landene er.

Forf. anerkjender de paaviste Fejl hos Munch og Kejser. Men det kan dog nok være, at han endnu, paa samme Tid som han lilfulde har Blik for Betydningen af den klassiske Oldtid og af den hele Vexelvirkning mellem den almindelige evropæiske Civilisation og de gamle nordiske Samfund, dog Tel meget holder paa den ejendommelige norske Udvikling som noget Særligt udenfor den almindelige nordiske. I det Væsen] ^ae hnr han do" vistnok Ret na^r han nied slof !ver bekæmper gamle Lære om «den nordiske Folkeaand«, «den hellige Arv»₅ som blev fordærvet ved Forbindelsen med de andre Nationer og den øvrige historiske Udvikling.

Disse overfladiske abstrakte Fremstillinger af Oldtidens
Idealer ere ofte endogsaa farlige for Nutidens praktiske Liv.
Vore egne politiske Tilstande bære den Dag i Dag tilstrækkelig

Spor baade af de franske revolutionære Forfatteres idealiserede Fremstillinger af de antike Staters Frihed og Lighed og tillige af vore egnes altfor stærke Venden tilbage lil det formentlig Oprindelige hos os selv, baade til Fortidens Folkelighed og til Nutidens folkelige Klasser. AH, hvad vi Dannede faa igjen fra de andre Samfundslag, kjende vi saa godt fra vore egne Filosofer,Digtere Historikere. Selv vor egen fortræffelige Aliens Ensidighed vil sandsynligvis komme igjen i adskillig fremtidig Bondevenlighed.

Hr. Sars er nu fri for disse ensidige abstrakte Synspunkter, han er det navnlig, fordi han helt igjennem har Øjet aabent for Udviklingens Betydning, baade de indre Fremskridt Paavirkningen udefra. Han søger idelig at vise det Urimelige i Forudsætningen om den tidligere betydelige Kultur, der senere skulde være gaaet til Grunde. Han vil ikke være med til fra et Spænde eller en Kasserolle, der graves op af Jorden, at konstruere en hel Civilisation og Aandsdannelse. Det er efter ham netop den senere Forbindelse med den almindelige som navnlig fandt Sted i Vikingetiden, der har skabt den betydelige Udvikling. Selv vore Runer ere komne fra Latinen. Det er Vikingetiden, der er det gamle nordiske Livs Blomstring, og netop denne er et Produkt ikke alene af den tidligere Udvikling herhjemme, men ogsaa af Forbindelsen Omverdenen.

I det aldrig erobrede Norden udvikler Oldtidens Kultur sig mere end andre Steder uden stærkt Brud. Medens de andre germaniske Folk ikke kunne modstaa den Civilisations Fordærvelse,hvormed saa pludselig ere komne i Berøring, og medens dette navnlig stærkt gjør sig gjældende der, hvor de især hurtigt optages i den romanske Verden, i Italien og Gallien mere end i Tyskland og hos de neustriske Franker mere end hos de austrasiske, bliver det her i Norden, al den germaniskeKraft bevares og derved bliver i Stand til gjennem Folkevandringens sidste Afdeling, Vikingetogene, atter at indgydeVerden Blod og saaledes i en vis Forstand at afslutteden Verdens Dannelse. Worsaae har skildret os Betydningenaf Danskes Kraft og Frihedsfølelse for det angelsachsiskeSamfund

sachsiskeSamfundog af de svenske Varegers Duelighed og Evne til at styre for Rusland. Det er ganske vist i højeste Grad ejendommeligt, hvorledes Normannerne i Frankrig og senere i Sjdevropa blive et Mønster for Ridderskabet og den ny Kirkes troeste Sønner. Med deres djærve Forelagelsesaand og praktiske Sans gaa de i Spidsen for Middelalderens stærkesteBevægelser, det er med fuld Føje, at Forfatterne ideligfremhæve, det i Virkeligheden er dem, der have grundlagt den engelske Statsorden, idet de bl. A. fra Vikingetidenmedførte krigerske Ligheds store Grundsætning og navnlig derved bleve i Stand til at grundlægge el Lensvæsen lede og efter sin egen Natur svage Dannelser.

Sars fremhæver nu navnlig det sydvestlige Norges store Betydning i denne gamle nordiske Samfundsudvikling. Her blev Befolkningen sidst indordnet under den ny kristne Kullursstramme Og her var der dog paa den anden Side, samtidig med at den nationale Udvikling bevaredes, tillige den mest levende Vexelvirkning med Øerne i Vesterhavet, Skotlandog med hele denne ejendommelige keltiske kristeligeUdvikling, religiøs-filosofiske hos irerne og den romantisk-poeliskehos Her er det efter Forf.s Mening,at den skjønneste nordiske Lileralur, saaledes den ældre Eddas Sange, opslaa. Og del er denne ejendommelige Kullur med dens Aristokrati, dens Love, dens Literalur, som atter under helt særegne Forhold fortsættes og afsluttes paa Island. Forf. har vistnok Ret i at fremhæve den særegne aristokratiskeUdvikling Norge i Modsætning til det nivellerende Kongedømme i Sverig og især i Danmark. Det er sandsynligt nok, at Fjeldlandels Natur, der nødte til Bebyggelse i Form af enkelte Gaarde i Modsætning til Landsbyerne paa Sverigs og Danmarks Sletter, endvidere Landels store Udstrækning, dets afsondrede Beliggenhed og endnu andre Forhold her have skabt i disse norske Herser, Hølder og Odelsbønder et Bondearistokralien forskjelligl fra Samfundsordningen i de andre Lande. Skjønt, ligesom Hr. Sars ikke med nogen sær Forkjærligheddvæler Paavirkningen af den danske og danskengelskeKultur,

engelskeKultur,er han dog vistnok ogsaa noget vel tilbøjelig til at fremhæve Forskellighederne mellem Norge og de andre Lande, og naar lian særlig taler om det nivellerende og demokratiskeKongedømme Danmark i Modsætning til det aristokratiskeNorge, der dog nok være Anledning til at minde om de store danske Slægter, af hvilke Flvidernes ikke var den eneste, og uden hvilke Aristokratiets hurtige Fremblomslringunder heller ikke vilde have været tænkelig. At dømme efter Kong Valdemars Jordebog, foruden hvad vi derom ellers véd, var saaledes ogsaa Forpagtningsforholdet— hvad Sars mener — snarere mere udbredti end i Norge.

Det er vistnok væsenlig rigtigt at fremhæve, hvorledes man finder de samme Samfundselementer hos alle de ariske Folk, en aristokratisk Høvdingemagt over Slægterne, et KongedømmesomFørerskab Krig og en demokratisk Folkeforsamling.HosKellerne nu af disse Elementer Stammen eller Klanen saa stærkt, at den lilintetgjør baade de Enkeltes Frihed og Statens Flor. I Rom er Familierelten udviklet til den yderste Grænse uden at hindre den samme StatsabsolutismeoverforIndividerne, vi kjende fra Grækenland. Det er sandt nok, at Theokratiet er gunstigt for den absolutistiske Udvikling. Men det forekommer os desuagtet ikke rigtigt, naar Forf. søger Grunden til Germanernes personlige Frihed i Modsætningtilde Staters Almagt i det militære Princip, der særlig skulde have gjort sig gjældende ved hines Statsdannelse. Sparta og Rom vare endnu i højere Grad end noget af de nordiske Samfund lagte an paa Krig, og vel udvikledes der derved — saaledes som Krigens Form var i disse Staters ældre Tid — en vis Lighed imellem de krigsvante Borgere indbyrdes af samme Art som den vi kjende fra vore egne Forfædres Liv; men paa den anden Side var netop denne Statens Almagt, Opofrelsen af det Private overfor det Offenlige, aabenbart fremkaldtvedden Krigstilstand. Ogsaa Platos despolisk kommunistiske Slatsideal var væsenlig bygget, som det var, fordi Krigen stod som det Vigtigste. Forskjellen mellem Germanerneogde Folk maa efter. vor Opfattelse væsenlig

søges i noget ganske Andet. Allerede Aristoteles gjør opmærksompaa,hvorledes barbariske Folk i de kolde Klimaer ere fulde af Mod og derfor forstaa al bevare deres Frihed, medens de derimod kun ere slet ordnede, hvorledes paa den anden Side Orientalerne staa højt i Indsigt og Kunstfærdighed, men derimod ikke have Hjerte i Brystet og derfor vedblive at leve i Trældom. Dengang vare Grækerne det ljkkeligste Exempel paa en Forening af begge Dele, af Orientens Kullur og BarbarernesFrihedsfølelse.Senere det Germanerne, hvis Udviklingvarfremkommet ea lykkelig Forening af Oldtidens Kullur og af det evig anstrængende Liv, som deres Klima og "»J»c Vnlm.fnf.ViAM n^nlorrfla /lom Tlinrlnrloc lolor il/l/n nirci« Montesquieu om det kolde Klima som bidragende til GermanernesMod,Selvfølelse Ko? Og det er tilstrækkelig oflo fremhævet, i hvilken Grad Nutidens mest udviklede Nation, Englænderne,skyldederes til det Klima, der i saa høj en Grad tvinger til Anstrængelse, samtidig med at dels Vanskelighederdoglade overvinde, foruden til Landets heldige Beliggenhed,derpaa Gang har skabt den levende Vexelvirkningmedandre og tillige har s'jort det let for Folket stedse at udvide sig og derved har tilskyndet det til i fortsat Anstrængelse og Kamp at tumle sig over hele Verden i Stedet for ißoat blive hjemme. Det er saameget mere forunderligt,atForfatteren kunnet fa^ste sit Blik paa adel militære Princip» i Stedet for paa denne Naturforholdenes Tilskyndelse til Anstrængelse og Kamp, som han ellers saa godt har Øjet aabent for alle de naturlige Betingelser og endogsaa selv i flere Maader jævnfører de ydre Vilkaar i Gra-kenland med dem i Norden og navnlig med dem i hans kjære sydvestlige Norge. Deri finder man en af de væsenligste Kilder til det virksomme Liv, den Selvfølelse, den Individualitetens og Frihedens Aand, som Vikingerne bragte med sig udover Evropa. Det er nok muligt, at de Forfattere heller ikke have helt Uret, som have ment, at det nordiske Klima med dets store Forskjel paa SommerogVinter, Klima, som er mere ejendommeligt for Sverig end for de andre Riger, men ganske vist alter langtfra karakteristisk for noget af dem saaledes som f. Ex. for Rusland—at

land—atdet tillige skulde lære os mindre Stadighed i Anstrængelserne,altforstor mellem Anstrængelse og Slaphed,ogdet vel være, at i al Fald Noget af delle ikke lidet gjenflndes i vore Forfædres Liv, saaledes som det den Dag i Dag er karakteristisk for rore Befolkninger og mulig ikke mindst hos Svenskerne. Nu er det som sagt vel især vore Frænder Englænderne, der repræsentere hine heldige Sider af vore Forfædres Aand. Men det turde være et Spørgsmaal, om de i samme Grad ville vedblive at gjøre det under FremtidensforandredeBetingelser Livet og dets Samfærdsel,