I. Menier: Théorie et application de l'impôt sur le capital. 2e édit. revue et corrigée. Paris Plon & Cie, Guillaumin & Cie. 1875. (664 S.) Menier: La société d'éeonomie politique et rimpot sur le capital. Smst. 1875. (140 S.) Menier: Discours et conférences: Lille, Nimes, Montpellier, Celte, Béziers. Août - Septembre 1874. Smst. 1874. (156 S.)

Hvem er Mr. Menier? Mange kjende ham maaske som en
af Frankrigs største Chokoladefabrikanter; Færre vide Noget
om hans Virksomhed som økonomisk Forfatter.

Menier begyndte i sin Tid sin industrielle Virksomhed med en beskeden Kapital; nu er han Millionær. I sin Fabrikation har han indført betydelige Forbedringer, og han skal have gjort flere ikke uvæsenlige kemiske Opdagelser. Senere kastede han sig over Landvæsenet; nu nyder ban i Frankrig en høj Grad af Anseelse som intelligent og fremadskridende Agronom. Han har, som han selv siger, »solide Beviser» for al han ikke har spildt sin Tid paa Utopier og Illusioner, men tverlimod med Held forstaaet at bruge Videnskaben i Praxis, og han mener, at naar han saa godt har forstaaet at styre sine egne Anliggender, er det ikke umuligt, at han ogsaa kunde have noget Begreb om Samfundets.

For nogle Aar siden, navnlig siden 1871, begyndte han
at rette sin Opmærksomhed mod Beskatningsspørgsmaalene.

Han fik den Ide, at alle Frankrigs Skatler skulde. vel ikke strax men lidt efter lidt, afløses af en eneste Skat paa den faste Kapital. Limpot sur le capital er bleven hans kjære, stadige Tanke. Han udgiver Bog paa Bog herom, og holder Foredrag paa Foredrag. Den Virksomhed, han udfolder, or ligefrem utrolig. At han er en dygtig Mand, lader sig vel ikke nægte, og at han i det private Liv har tjent sig en Formue,bliversaarneget forstaaeligt, naar man ser hen til den Ihærdighed og sjeldne Energi, hvormed han kjæmper for, hvad han har sat sig for. Han vil overvinde enhver Modstand,og,forsaavidt Kapitalskatten, vil han visselig ogsaa faa tilstrækkelig megen Modstand at øve sine Kræfter paa. Der er førsl Åvloriielerne. Avtoriteterne have forbudt ham at udgive et økonomisk Tidsskrift, have undertiden endog sprængt de af ham sammenkaldte private eller halvt private Møder, have forbudt Salget af hans Skrifter paa Gaderne og Banegaardene osv. Ulykken er, at Manden er Republikaner: Republikanerne ere som b'ekjendt ikke vel sete i Marechal Mac Mahons «Republik«. Dernæst er der de egenlige Nationaløkonomer.Ogsaade taget temmelig haardt paa ham. 1 del parisiske «Société d'économie politique« har han faaet sin Plan diskuteret gjentagende Gange, men de Nationaløkonomer, der dér føre Ordet, have — dog til Dels med Undtagelse ai Pascal Duprat — været enige om al fordømme den. Men Menier lader sig ikke saa let afskrække. Han er nu engang bestemt paa at kæmpe for sin Ide, hvormange Kræfter og hvorstor en Del af sine Millioner han end maa ofre herpaa. I de mindste Kommuner i Frankrig opslaar han Plakater paa Murene; til alle Handlende sendes der Prospeklus; over hele Landet spredes der lykke Bind og tynde Brochurer; alle Blade og Tidsskrifter, hvem Sligt kan interessere, sendes der Exernplarertil.Til Tidsskrift« ere saaledes ovennævntetreSkrifter Noget Udbytte af sin Agitation har han visselig ogsaa faael, dog neppe noget pekuniært, hvorpaa han ganske vist heller ikke har gjorl Regning, da han ved sine Bøgers Prisbillighed kun har tilsigtet deres størst mulige Udbredelse: det førstnævnte af de tre anførte Skrifter, et Bind

paa 664 Sider, sælges-for kun 1 fr. 50, de to andre, for 25 c.! Men han har haft et andet og for ham væsenligere Udbytte: trods al Modstand fra Avtorileterne — baade de politiskeogde — har hans Plan fundet Anklang i talrige Kredse; ved sine Foredrag har han ofte høstet stærkt Bifald; mange af de franske Generalraad have tildels udtalt sig til Gunst for hans Plan, og fra mange andre tildels indflydelsesrigeSiderer blevet indrømmet, at det kunde være ønskeligt at indføre en Skat paa 1 pro Mille af den faste Kapital,daen Skat kunde give den franske Statskasse et Tilskud, hvortil den haardt trænger, eller kunde afløse nogle af de urimeligste og übilligsle af de nubestaaende Skaller; endelig er der til Nationalforsamlingen blevet indgivet Adresser om at faa Planen prøvet, foreløbig ved en Skat paa 1 pro Mille, Adresser bedækkede med over tredive tusinde Enderskrifter.SaadanTilslutning naturligvis; men der er rigtignok et langt Spring derfra og til Planens fulde GodkjendelseiTheori Praxis.

Hved Planen væsenlig gaar ud paa, kan siges med forholdsvis
Ord:

Menier vil have, at alle bestaaende Skatter afløses af en eneste Skat, og denne eneste Skat skal hvile paa Kapitalen, dog ikke paa den samlede Kapital, men kun paa den faste Kapital. Til den «faste Kapital« henregner han: »Jorden, Bygninger, Maskiner, Redskaber, Skibe, Vogne, Arbejdsdyr, Husgeraad, Møbler og Kunstgjenstande», — forsaavidt de nævnte Gjenstande ikke maa betragtes som Handelsvarer, thi i saa Fald henregnes de til den «flydende Kapital«. Under denne hører nemlig «Raastoffer, Handelsvarer og Penge«. Skatten fordeles imellem de Skattepligtige i Forhold til Salgsværdien af den faste Kapital, de besidde. Skallen betales af vedkommende Kapitalejer, og den hviler paa hele Kapitalen, uden Hensyn til om denne maatte være betynget med Gjæld.

Dette er Hovedpunkterne i det menier'ske Forslag. At det lider af væsenlige Iheoretiske Fejl, og at det er ørkesløst at lænke paa dets Udførelse i Praxis, er saa selvindlysende, at en Kritik af det ikke behøves. Paa ét Punkt kunne \i give

bam Ret: i Theorien er den eneste Skat al foretrække fremfor det bestaaende Skatlevirvar, og da det vel ikke er tilladeligt at tvivle om, at de sande Theorier engang ville sejre, ere ogsaa vi tilbøjelige til at tro, at den eneste Skat har en Fremtid for sig; men at den øvrige Del af Meniers Forslag, al hans «Skat paa den faste Kapital« ikke har megen Livskraft i sig, forekommeros temmelig utvivlsomt.

Uagtet vi saaledes ikke tillægge Meniers Plan noget prak!iskog tildels et theoretisk Værd, ville vi dog ingenlunde dermed betegne hans Skrifter som ganske betydningsløse. Alle lide de ganske vist af megen Udtværen og en stor Langtrukkenhedog usalig Mangfoldighed af Gjentagelser; men de vidne ogsaa om, at Forf. er i Besiddelse af en sjeiden høj Grad af Flid og en virkelig betydelig Belæsthed. Navnlig det omfangrigeste af de tre ovenanførte Skrifter, det førstnævnte, indeholder en Dei positivt Materiale, som det nok kan have sin Interesse at stifte Bekjendtskab med. Bogen aabnes med en historisk Udsigt over de forskjellige Opfattelser med Hensyn til Skattens Natur, der have gjort sig gjældende ligefra de ældste Tider til de nyeste. Forf. anfører og kritiserer de Definitioneraf der ere blevne opstillede af de fleste franske og af en Del engelske Økonomer; han forkaster dem, for derefter at fremsætte sin egen. Bogens næste Afsnit giver en udførlig Udvikling af Kapitalbegrebet. Derefter følger en Undersøgelse af de forskjellige Skatteregler, en Fremstilling og Kritik af de forskjellige Indtægtsskatter, en nøjagtig Redegjørelsefor Anvendelse og en Gjendrivelse eller et Forsøg paa Gjendrivelse af alle de Indvendinger, der ere blevne fremsatte imod den. Det bedste og største Afsnit er imidlertid det, i hvilket der gives en Fremstilling af det bestaaende franske Skattevæsen; thi selv om Materialet heller ikke her er tilstrækkeligt bearbejdet, saa er det dog lykkedes Forf. at give et anskueligt Billede af dette uhyggelige Virvar, der forlanger at kaldes «Skattesystem». Dette Afsnit vil kunne læses med Udbytte, og den, der interesserer sig for det franske Skattevæsen, vil altid dér kunne finde en Del interessante faktiske Oplysninger. Menier har i ethvert Tilfælde indlagt sig

Fortjeneste ved sin skarpe Kritik af den fordømmelige Maade,
hvorpaa den franske Finansadministration har ment at burde
skaffe Staten Indtægter.