Arbejderspørgsmaalet.

JJen sociale Bevægelse, som ligger til Grund for Arbejderspørgsmaalet,er sikkert en Affødning af den nyere Tid. I den Skikkelse, hvori dette Spørgsmaal optræder i vore Dage, er det opvoxet Side om Side med den store Bedrift og de store Foretagender. I Middelalderenmed fast afsluttede Grupper og Korporationer,med forholdsvis faa og smaa Bedrifter, som kun langsomt og übetydeligt lode sig forøge i Tal eller udvide i Størrelse, var en Bevægelse af den Art ikke vel tænkelig.Naar lavere Klasser paa hin Tid af en eller anden Grund følte sig misfornøjede, havde de kun én Udvej, de maatte sammenrotte sig og gjøre Oprør, det vil sige helt og voldsomt bryde med den bestaaénde Samfundsorden.Men var for stærk til at bukke under for et saadant Stormløb, og Forsøgene endte som oftest i et kort og afgjørende Blodbad. Man kjendte lidet eller intet til at tage Sagen paa den Maade, som vore Dages Arbejdere gjøre det. Vor Tids Arbejdere træde i Reglen op under mere legale Former; men netop derved blive deres ofte urimelige Fordringer fuldt saa

farlige for Samfundet. Af og til, men kun sjældent, enedesHaandværkssvendene Middelalderen om at fordre en højere Arbejdsløn; men Lavene vare dem i Reglen for stærke. Det var almindeligere, at en elier anden Mester lystes i et Slags Ban, saa at han ingen Svende kunde faa, før han havde udsonet sig med dem, og en saadan Banlysning naaede snart alle Svendenes Kundskab baade i og udenfor Landet. I Overgangstiden mellem Middelalderenog nyere Tid har man derimod enkelte Stridigheder,der vor Tids Bevægelser. BogtrykkerkunstensOpfindelse som Grænsemærke imellem de to Tidsaldere, og det er paa Bogtrykkerlavets Omraade, at man træffer et af de mærkeligste Exempler, idet BogtrykkersvendeneiLyon sig og under Truslerog forlangte en højere Løn. Hverken Mestre eller Svende vilde give efter, og Følgen blev, at Lyons Bogtrykkerier, som næsten havde fordunklet Paris's, fra den Tid af næsten gik til Grunde. — De store Foretagender,i Mange slaa sig sammen til fælles Fordel,kjendte ikkun paa Handelens Omraade. Som Exempler kunne anføres de forskjellige Hansaer. Paa det industrielle Omraade kjendtes de ikke.

De store industrielle Bedrifter ere Skabninger af den nyere Tid. Colberts store Statsværksteder ere noget nær de første Forsøg paa Evropas Fastland. Men Fabrikvirksomhedenkunde ikke trives, før man fik det gamle Samfunds sluttede Grupper^—Godser, Lav osv. — sprængte. Uden at det skete kunde man ikke faa Hænder nok eller raade over disse Hænder; thi Godser og Lav i deres oprindeligeSkikkelse, hverken nogen hurtig Folkeforøgelseeller fri Benyttelse af de for Haanden værende Kræfter. Først naar det gamle Samfund var

sprængt kunde den store Industri faa Mennesker nok og
fri Raadighed over disse.

Fra det Øjeblik af at det gamle Samfunds Grupper vare sprængte, delte Samfundet sig i to store Grupper — Arbejdsgivere og Arbejdere, Besiddende og Besiddelsesløse. det gamle Samfund med sine forholdsvis mange Middelklassestillinger, vare Arbejderne fordelte imellem de forskjeliige Grupper og bleve i dem ikke ganske overiadte sig selv. Under den store Industri, hvis Karaktermærke faa Arbejdsherrer og mange Arbejdere, danner en eneste Gruppe, der samles og splittes, alt eftersom Kapitalen befaler. De første aftage, de sidste tiltage stadig i Tal.

Os naaede denne den nyere Tids Bevægelse først sent; men den naaede os. Vi fik hurtig de fleste Godser og alle Lavene ophævede. Først efter at det var sket kunde vi ret være med, og nu ere vi med, nu have vi ogsaa et x\rbejderspørgsmaal, som Dag for Dag vil antage alvorligere og større Dimensioner. — Vi havde desuden et Fattigvæsen, som var beregnet paa det gamle, ikke paa det ny Samfund og blev en vældig Støtte for den ny industrielle Ordning, idet det paatog sig at forsørge Enhver, som Industrien i sine Udskejelser fik tilovers; thi den store Industris Gang er aldrig meget jævn. Snart kan den ikke faa Arbejdere nok, snart har den for mange.

Arbejderspørgsmaalet er saaledes en Skabning af den store Industri og dennes Forudsætning, fri Næring. I sit Skjold har vor Tids Industri sat som sin Devise — fri Konkurrence, og som Skjoldholder har den — Egoismen. En Faktor, som er mer eller mindre ejendommelig for

vore hjemlige Forhold, er den Rolle, som vort offenlige
Fattigvæsen spiller.

I det gamle Samfund havde Arbejderen i den Gruppe eller Korporation, hvortil han hørte, dels en Støtte, dels et Baand paa sig. Grupperne vare ikke større, end at de kunde overses baade af Arbejdsgiver og af Arbejder, hvoraf fulgte, at hverken den ene eller den anden af dem saa let forløb sig eller tog helt fejl af Vejen. I det ny Samfund har han kun sig selv og — desto værre — Fattigvæsenet at forlade sig paa, og han staar nu som Arbejder forøvrigt ene og forladt overfor hele Samfundet, som ganske vist ikke lader sig saaledes overskue som den lille Gruppe, allermindst fra hans lave Standpunkt.

Hvem og hvad ere Arbejderne? Strængt taget maa som Arbejder betegnes Enhver, som er henvist til at arbejdeforat Livsopholdet til sig og sine, hvad enten nu dette Arbejde er legemligt eller aandeligt. Man har med en vis Vilkaarlighed udsondret dem, der arbejde paa sidstnævnte Maade, hvad der er saa meget mindre beføjet, som der blandt disse Dag for Dag blive flere, der slide surt i Kapitalens Tjeneste imod et Vederlag, som Daglejeren og Haandværkeren nu til Dags knap vilde tage til Takke med. Men ved denne Lejlighed skal jeg indskrænke mig til at tale om dem, som vi i daglig Tale betegne som henhørende til Arbejderklassen. Hvem og hvad ere nu disse? Den saaledes betegnede Arbejder er en Person — Mand eller Kvinde —, der arbejder med sine* legemlige Kræfter, ikke umiddelbart i Publikums, men i en Andens, en saakaldet Arbejdsgivers Tjeneste for en Løn, som er eller skulde være tilstrækkelig til at forsyne ham og hans med det nødtørftige Livsophold. Den tillærteFærdighed,han til sit Arbejde, er snart

større, saaledes som hos Haandværkssvenden og den egenlige Markarbejder, snart mindre som hos Haandlangereoglignende Nøje lader Klassen sig ikke begrænse; der er f. Ex. en stedse stigende Mængde smaa Haandværksmestre — Vævere, Skoflikkere, Lappeskrædere og Andre —, som hverken holde Svend eller Dreng, og som, uagtet de arbejde umiddelbart i det store Publikums Tjeneste, dog maa medregnes til Klassen og i alle Tilfældemedregnesig Klassens væsenligste Karaktermærkeerdet, den, uanset om Lønnen er høj eller lav, lever afHaanden og i Munden og anser sig berettiget dertil; med andre Ord, den betragter sig selv som økonomiskumyndigog saadan uansvarlig for sin egen Fremtid. Denne Mangel paa Følelse af Ansvar selv for den nærmeste Fremtid er dens farligste, ligesom dens væsenligste Karaktermærke, og det er den, som stempler Klassen som Proletariat; uden dette Mærke havde vi ikke med Proletariat at gjøre. Det er denne Mangel paa FølelseafSelvansvar, gjør Klassen i sin Helhed saa kortsynet, saa uklog paa dens Tarv, og som giver KapitalenHaand og Halsret over den. I de gode Tider overvurdererdensin for Samfundet, i de slette undervurderer den den. Tjener den godt, bruger den hvad den har, i de slette. Tider gaar den til Fattigvæsenet eller til den private Godgjørenhed. Hvorfor skulde jeg spare? hvorfor skulde jeg opsætte at gift« mig? Fremtidenkommerjo mig ved. Naar man tænker paa, hvilken uhyre Brøde det officielle Fattigvæsen i denne Retning har paa sin Samvittighed, kan man ikke undre sig over, at der er dem, som mene, at Samfundet havde været bedre tjent med slet- intet officielt Fattigvæsen at have haft. Det er hovedsagelig det officielle Fattigvæsen,

der har berøvet. Arbejderen Fremtiden og derved gjort ham til Proletar. Det officielle Fattigvæsen, saaledes som det hidtil har arbejdet, har kun virket til Gavn for den hensynsløse Spekulation. Naar dens bedrageriske Luftkastellerstyrtesammen, den jo ganske trøstig henvisealledem, den har kaldt til Arbejde og som nu staa brødløse, til det godmodige Samfund, som skal underholde dem ved Hjælp af sit Fattigvæsen.

Der er stridt meget om, hvor stor Arbejdslønnen bør være. Adam Smith mener, at Arbejdslønnen mindst bør være saa stor, at Arbejdsklassen kan have saa meget af Livets første Fornødenheder, at den kan underholde sig selv og forplante sin Stamme, og fra den fri KonkurrencesStandpunkt vil denne Regel nok holde saaledes Stik, at Arbejderne hverken have mere eller mindre; thi den übetinget fri Konkurrence vil altid trække saa store Vexler paa Fremtiden, at den i Nutiden aldrig har mere at give de Legioner, den stamper frem af Jorden.Nøjere er det den samme Regel, som strænge Økonomer fastholde med Hensyn til deres Arbejdsdyr. De regne nemlig nøje ud, om det svarer bedst Regning at siide Dyrene op i kort Tid .med det mest mulige Arbejdepaa knappeste Foder eller at holde dem i bedre Foderstand og paa den Maade undgaa den hyppigere Fornyelseaf Det er vel overflødig at bemærke, er det grusomt at behandle Dyr saaledes, saa bliver det endnu værre at behandle Mennesker saaledes. Andre Økonomer tage Sagen fra en noget anden Side. De paastaa, at ingen væsenlig Forbedring af Arbejdernes Kaar er mulig, eftersom enhver Stigning af Arbejdslønnen kun vil bevirke, at Klassen strax forøges, hvorved Lønnen altid tvinges ned. Det er for saa vidt sandt, som den

fri Konkurrence altid maa og vil sætte Prisen paa Arbejde som paa en anden Vare efter Forholdet imellem Efterspørgselog men det er dog et stort Spørgsmaal, om man har Lov til at betragte menneskeligt Arbejde, det vil sige Menneskeliv og Menneskevelværei, som en Vare. Vor Tid har gjort en Erfaring, som paa en sørgeligMaade at give disse tvende Paastande Ret. Arbejdslønnen er i flere Lande bleven betydelig forhøjet paa samme Tid, som Arbejdstiden er bleven indskrænket, men næsten overalt, hvor dette har fundet Sted, har man desto værre ikke iagttaget nogen væsenlig Forbedring i vedkommende Arbejderes Kaar. Den større Løn er bleven forbrugt ligesom den mindre, fra Haanden og i Munden, og den større Fritid er i en stor Udstrækning anvendt til Forlystelse og Svir. Men kan man vente Andet af en Klasse, som den fri Konkurrences vilde Spil, med et officieltFattigvæsen Ryggen, har gjort til en Flok umyndigeBørn, tro sig fritagne for at tage Fremtiden med i Betragtning?

Det vilde næsten være ørkesløst at fordybe sig i Spørgsmaalet om, hvorvidt den nuværende Arbejdsløn her i Landet er tilstrækkelig eller ej, saa meget mindre, som vi under det nuværende System ikke ere Herrer over Situationen.Vist det, at Arbejdslønnen i de senere Aar overalt her i Landet er bleven forøget meget betydeligt, saa betydeligt, at den i de fleste Arbejdsgrene maa betragtessom Men lige saa vist er det, at vi befindeos ved Toppunktet af en god økonomisk Periode,en med kolossale Foretagender i fuld Gang og med et lige saa ødselt Forbrug i alle Retninger. I en saadan Periode tages den hele Arbejdsstyrke i Brug lige til den sidste Mand, han være sig nok saa ynkelig,

uden at dog Efterspørgselen lader sig tilfredstille. I en saadan Periode kan Arbejderen stille Fordringer og faa dem tilfredsstillede. Men denne gode Periode vil lige saa sikkert som dens tidligere Søskende faa en brat Ende, og saa kommer Arbejdsløsheden og med den lav Arbejdsløn.Hvor vi ere ved en saadan Katastrofe er ikke godt at sige — men den kommer. — Hvorom alting er, ingen, selv ikke den højeste Forøgelse af Arbejdslønnen vil under de nuværende Forhold bringe os ud over dette Spørgsmaals Vanskelighed. Den første Betingelse, for at en højere Løn skal kunne fremkalde en Forbedring af ArbejdernesKaar, den, at der bibringes Klassen som Helhed en virkelig Følelse af Ansvar for dens økonomiske Fremtid, at den bringes ud af sin Umyndighedstilstand. Man maa ikke glemme, at her tales om Klassen i dens Helhed. Ligesom der gives den Slags umyndige Personer i andre Samfundsklasser, selv de heldigst stillede, saaledes findes der ogsaa blandt Arbejdsklassen fuldt myndige Mænd, der kæmpe baade hæderligt og heldigt for deres Selvstændighed — kun Skade at deres Antal er saa ringe og bliver ringere Dag for Dag.

El rigiigl lusiiukl har allerede iænge ieuei ueu oplysteDel Befolkningen paa det rette Spor. Man indsaa,at som det maatte gjælde om var at vække Selvfølelsentil hos disse Mennesker. En sund Selvfølelse vil altid føre til Selvhjælp, og Selvhjælpen vil befæste Selvfølelsen, saa at den bliver kraftigere og sundereikke paa det økonomiske, men ogsaa paa det moralske Omraade. Mangelen paa social-økonomisk Selvfølelsefølges af en tilsvarende Mangel paa moralsk Selvfølelse og omvendt. Den, der betragter sig som uansvarligi ene Retning, vil altid være tilbøjelig til at

betragte sig som uansvarlig i den anden. Det var dette Instinkt, der ledede til Oprettelsen af Sygekasser og andreSelvbjælpsforeninger. ere vel de af disse Foreninger, som have vundet mest Udbredelse og som synes at have den bedste Fremtid i Udsigt; men for dem, der have fulgt deres Skjæbne med nogen Interesse, ere de langt fra at virke tilfredsstillende. Uagtet de alle faa en betydelig Rabat af Apothekerne og en endnu betydeligere,ofte urimelig høj Rabat af Lægerne, og Medlemsbidraget saaledes kan sættes meget lavt, er det dog kun de færreste Steder lykkedes at skaffe dem den Tilgang, man maatte ønske. Den bedre Del af Arbejdsklassen,den som ogsaa uden Sygekasser véd at sørge for sig selv, er i Reglen villig nok til at træde ind; men den langt større Del af Indsiddere, Daglejere og Tjenestefolk holde sig tilbage. Der er ogsaa Sygekasser paa Landet, som slet ikke ville optage Indsiddere, men ikkun Husmænd. Den Del altsaa, som Samfundet mest maatte ønske at se som Medlemmer af Selvhjælpsforeninger,fordi er den Del, der mest trænger til at vækkes til Følelse af Selvansvar, holder sig borte fra Sygekasserneog sig til Fattigvæsenet, og med Fattigvæsenetkunne ikke konkurrere, hvad disse angaar.

Hvad her er sagt om Sygekasserne, gjælder mere eller mindre om alle de Foreninger, som have Selvhjælpentil allermest dog om de Forsøg, der ere gjorte i Retningen af Alderdomsforsørgelse. Dersom man fortsætter paa denne Vej med samme Resultat som hidtil,vil herved kun opnaa, at man deler Arbejdsklasseni Dele, af hvilke den langt mindre Del vil hæve sig til en Slags Arbejderaristokratie, medens den langt

større Del vil synke endnu dybere og danne et Proletariat,der vil blive betragtet som en Pariakaste. Man maa ingenlunde tro, at del er Arbejdslønnens Størrelse,der danner Grænsen imellem de to Klasser.Blandt , der idelig leve med den ene Fod i Fattighuset, findes der mange, der ere dygtige Arbejdere og tjene godt, endogsaa udmærket godt, medens der paa den anden Side blandt dem, som aldrig ty til Fattigvæsenetere saa mange, som kun have deres Flid, ordenligeLevnet Sparsommeligbed, ikke nogen særlig høj Løn at takke herfor. Der er blandt vore Filantroper dem, som meget godt se dette, men slaa sig til Ro med den Tanke: vi hjælpe og støtte dem, som ville lade sig hjælpe og støtte; de Andre faa Lov at skjøtte sig selv. Jeg tror ikke, at man har Lov til at slaa sig til Ro med den Trøst, saa meget mindre, som den Del, man saaledes vil overlade til sig selv, er saa overordenlig talrig.

Man har paa mange Maader søgt at puste mere Liv i dette Selvhjælpssystem. Man har i alle disse Selvhjælpsforeninger større eller mindre Del resmedlemmer, Medlemsbidrag i Keglen er mange Gange støfi'6 ciiu uc ufuéuugé iuéuiétmiicia. Og sum iillige ufle maa lede og bestride Foreningens Forretninger. Man har ogsaa forsøgt at danne Foreninger af Husbonder og Arbejdsgivere, som af al Arbejds- og al Tyendeløn forpligtede til at betale visse Procent udover den akkorderede til Arbejdernes og Tyendets Alderdomsforsørgelse, vedkommende Arbejdere eller Tyende vilde indskyde et tilsvarende Beløb. Der er gjort mange Forsøg, det kan ikke siges, at noget af dem blot tilnærmelsesvis svaret til sin Hensigt. Allermindst er der i Retning af Alderdomsforsørgelse udrettet Noget.

Der er Grund til at antage, at denne Maade at bringe Liv i clisse Selvhjælpsforeninger paa er af meget tvivlsom Værdi. Disse Tilskud og Gaver skulle vel egenlig virke som Opmuntringsmidler, men selv om de holdes indenforrimelige beholde de dog Karakteren af Gave, og ved Gaver vækker man aldrig Selvfølelsen; man kan derimod let herved bidrage til at tilsløre Ondet i Stedet for at fjærne det, og hverken Selvfølelsen eller Selvhjælpenvinder Men denne Maade at ophjælpe disse Foreninger paa er dog ingenlunde saa farlig som den, man i de senere Aar har valgt. Man indsaa, at man navnlig i Retning af Alderdomsforsørgelse Intet kunde udrette ved Medlemmernes egne Bidrag, selv om disse suppleredes ved frivillige Tilskud fra Æresmedlemmer og andre Udenforstaaende. Det var i og for sig rimeligt nok; thi skal ikke en Alderdomsforsørgelse trykke Arbejderenog Hjælpere altfor urimeligt ved de aarlige Præmier, maa der gjøres Indskud i hans tidligste Aar — at sikre halvgamle Arbejdere en Alderdomsforsørgelse vil overstige de Flestes Kræfter. — Da det nu ikke vilde gaa paa den Maade, kastede man sine Øjne paa Kommunen;den, man, maatte kunne overkomme at yde det Manglende. Snart forlangte man direkte aarlige Tilskud af Kommunens Kasse, snart indrettede man interkommunaleAlderdomsforsørgelser, Kommunerne skulde bidrage meget klækkeligt. Baade den ene og den anden Fremgangsmaade er formentlig i højeste Grad forkastelig.Begynder først paa at give Tilskud af Kommunens Kasse, saa vil man blive nødt til at fortsætte hermed, og efter al Sandsynlighed i en hurtig stigende Progression, medens Medlemsbidragene rimeligvis ville aftage i Størrelse. Selv om man betingede sig, at disse

Bidrag kun kom de allerfattigste Medlemmer til Gode, vil man i Virkeligheden kun hjælpe enten übillige Arbejdsgivereog Industrigrene eller slette Arbejdere. Men hvorledes man saa indretter sig, vil man paa den Maade kun oprette et nyt Fattigvæsen, og hvad derved er vundet, indses ikke. Man maa saa hellere fortsætte paa den gamle Vej, nemlig igjennem Fattigvæsénet at understøtte de Gamle. At indbilde Arbejderklassen, at den hjælper sig selv, naar den i Virkeligheden modtager Almisse, vil hverken bidrage til at vække dens Selvfølelse eller til at skærpe dens Forsynlighed. Nu er der dem, som mene, at man skal henvende sig til Statskassen og lade den tilskyde det Manglende, det er om muligt endnu farligere og endnu forkasteligere. Hvad det gamle Rom vandt ved paa den Maade at underholde et uhyre Proletariat,derom Historien tilstrækkeligt belært os. Lad os ikke begynde paa at efterligne et saa sørgeligt Exempel.

Det System, vi hidtil have fulgt med Hensyn til dem, som enten ikke kunne eller ikke ville hjælpe sig selv, er i Korthed dette. Enhver, som paa Grund af Alderdom, Svaghed eller blot forbigaaende Sygdom eller lignende ijiieiu er ude af Stand, tii at underholde sig og sine, kan henvende sig til Fatfigvæsenet, og dette skal give ham det Fornødne. Et officielt Fattigvæsen er altid, selv naar det styres kraftigt, en meget farlig Institution. Saaledes som vi have brugt det uden dets nødvendige Korrektiv, Arbejdsanstalter, bliver det i højeste Grad ødelæggende og demoraliserende baade for Samfundet i det Hele og for Arbejderklassen. Saaledes som Systemet har arbejdet i en lang Aarrække, har Fattigvæsenet overtaget en hel Del Pligter, der aldrig kunne paahvile det med Rette. Det har ikke som det burde indskrænket sig til at hjælpe

og underholde forældreløse Børn og dem, som ved en haard Tilskikkelse, idet de ere beladte med legemlige eller aandelige Mangler, ere udelukkede fra at deltage i Samfundets Virksomhed og saaledes ogsaa fra at tjene deres Brød. I Virkeligheden har det maattet underholde Enhver, der var for doven til at arbejde eller for ødsel og letsindig til at anvende sin Fortjeneste paa den rette Maade. Hvad disse to Klasser angaar, da vilde jo vel Arbejdshuse kunne indskrænke deres Antal betydelig. Men desuden underholder Fattigvæsenet Enhver, som paa Grund af Alderdom ikke længere kan arbejde, understøtter Enhver,som,uden at være særdeles doven eller letsindig,medRette Urette mener, at hans Arbejdsløn er for lav til at give- ham og hans Underholdet. Disse, som gjerne melde sig saa ofte der er kortere eller længere Standsninger paa Arbejdsmarkedet, eller de hjemsøges af et eller andet forbigaaende Uheld, lade sig ikke henvise til Arbejdshuset; thi dette bør ikke optage Andre end de Lade og de Ryggesløse, men hverken de Gamle eller Andre, som i det Hele maa betragtes som skikkelige Arbejdere.Mendet ogsaa meget tvivlsomt, om Forsørgelsenafde og de nævnte ret skikkelige Arbejdere,sommene, de have for ringe Dagløn, med Rette kan paahvile Fattigvæsenet. I ældre Tid, før vi fik vort nuværende Fattigvæsen, havde man vistnok en rigtigereOpfattelseheraf, de gamle og udslidte Arbejderegikpaa imellem deres tidligere Arbejdsgivere,ogdisse det Hele maatte hjælpe deres trængende Arbejdere. Jeg siger ikke, at Maaden, hvorpaa Understøttelsenydedes,var heldigste, men kun at Tanken, som laa til Grund herfor, var den rigtige; thi Tanken var den, at Forpligtelsen til at forsørge de trængende

Arbejdere paahvilede Arbejdsherrerne. Ved at overføre Forpligtelsen paa Kommunen, har man paa en uheldig Maade forstyrret det hele Forhold. Ikke alene blev Byrdendervedmere fordelt; thi dels ere ikke alle Kommunens Skatteydere Arbejdsgivere, dels benytte disse Kommunens Arbejdskraft i meget ulige Grad, uden at dog denne Ulighed blot tilnærmelsesvis lader sig udjævne ved Skatteligningen. Ofte maa Kommunen . underholde fattige Arbejdere, som slet ikke arbejde i eller for Kommunen,men en fremmed Kommune. Men den nuværendeOrdninghar en værre Følge, idet man mange Steder, maaske de fleste, utilbørlig har holdt Arbejdslønnennedemed Bagtanke, at man igjennem Fattigvæsenet kunde tilskyde det Manglende. Man har i Virkeligheden betalt en Del af Arbejdslønnen igjennem Fattigvæsenet; paa anden Maade kan man ikke forklare sig Landets uforholdsmæssige Fattigbyrde selv i gode Aar. Det har i alle Henseender været slet Økonomi. Intel kan være mere ødelæggende for Arbejderen end direkte eller indirekte at sige til ham: «Her har Du din Løn; er den utilstrækkelig, saa kan Du komme til mig og faa, hvad Du trænger til.» Begynder man først paa det, vil Lønnensjældeneller slaa til, og, hvad der er lige saa galt, man véd slet ikke, hvad den virkelige Dagløn er.

Det er hos vort Fattigvæsen og dets Maade at virke paa, at vi maa søge Grunden til, at paa den ene Side vor Arbejderbefolkning paa saa mange Steder og i saa stor Udstrækning er bleven ligegyldig for sin Fremtid i økonomisk Henseende og paa den anden Side som en Følge heraf er saa uvillig til at deltage i de forskjellige Selvhjælpsforeninger. Flo vedopgaven bliver derfor først og fremmest den, at Arbejderen saa vidt mulig gjenvinder

sin borgerlige Selvagtelse, lærer at betragte sig selv som en myndig Mand. Kunde man naa saa vidt, vilde Arbejderenselvblive Stand til at beskytte sig imod OvergrebfraArbejdsgiverens og paa samme Tid være sikret imod den farlige Agitation, som nu saa hyppig truer med at sætte Samfundet og hans eget Velvære paa Spil. Den første Betingelse er derfor den, at Fattigvæsenetindskrænkestil virkelige Omraade — at antagesigde Børn og de Mange, som paa Grund af legemlige eller aandelige Mangler enten aldrig have kunnet arbejde eller dog i en tidlig Alder have mistet deres Arbejdsførhed, samt endelig dem som kunne, men ikke ville arbejde paa en tilfredsstillende Maade. Alle disse bør Fattigvæsenet sørge for, men for hver af disse Klasser paa en Maade, som er afpasset efter dens særegne Krav. Dertil udkræves Opfostringshuse, PlejestiftelserogArbejdsanstalter. dem derimod, som kunne og ville arbejde og som virkelig arbejde, skal Arbejdetsørgefor blot den Dag, de arbejde, men ogsaanaarde Grund af Alderdom ikke længere ere i Stand til at arbejde, saa vel som naar de ved en af de mere eller mindre kortvarige Sygdomme, som de Færreste ganske undgaa, ere forhindrede fra at arbejde. Hvem tilkommer det nærmere at sørge for Arbejderen end netop Arbejdsgiveren, der har brugt ham hans hele Liv igjennem?Hidtilhave fulgt et System, som man med Sandhed kan kalde kommunistisk, idet Arbejdsherren har betalt Arbejderen netop for den Dag han arbejdede, men forøvrigt overladt Samfundet at sørge for ham, naar en kortvarig Sygdom eller Alderdom gjorde ham uskikket til at arbejde. Selv de samvittighedsfuldeste Arbejdsgiveres bedste Bestræbelser for at sikre deres Arbejdere i Nutid

og Fremtid ere blevne afmægtige ligeoverfor et. System, som har gjort Arbejderen umyndig og sorgløs og har stillet ham Fattighjælp og Fattighus som den nærmeste Tilflugt.

Vilde Nogen af os være tilfreds med en Stilling og Bestilling, som ikke ydede os mer, end at vi ved ethvert kortvarigt Sygeleje og i vor Alderdom übetinget vare henviste til Andres Naade og Barmhjærtighed? Det er ikke nogen übillig Fordring at stille til sin beskikkede Gjerning, at den under almindelige Forhold skal kunne underholde Udøveren og hans Familie og desuden sikre ham en sorgfri Alderdom. Saa meget maa Arbejderen altid kunne fordre af sit Arbejde, og kan det paagjældende ikke yde ham det uden Understøttelse af Kommunen, saa maa et saadant Arbejde, en saadan Industrigren nedlægges; thi den hviler i saa Fald paa falske Principer. Og hvad selve Underholdets Beskaffenhed da maa det ikke være saa fattigt og sparsomt, Arbejderen og hans Børn ikkun have Sulteføden. Ogsaa Arbejderen har alt efter sin Stand og Stilling Krav paa sin Andel af Livets Glæder og Behageligheder og paa Sad iiicgcu Fiiliu, al han kau uyue dem. Uden dei synker ned til at blive et Arbejdsdyr.

Men er det ikke for meget at forlange af Arbejdsgiveren,at skal underholde sine Arbejdere ikke alene medens de kunne arbejde, men ogsaa naar Alderen har gjort ham uskikket til at arbejde? Hvo, spørge vi igjen, er nærmere dertil end netop Arbejdsgiveren? Undersøger man Sagen noget nærmere, vil man desuden komme til det Resultat, at baade Arbejdsherren og Samfundet staar sig bedre ved, at Arbejderen faar. sin Arbejdsløn fuldt udbetalt af Arbejdsherren, og ikke som nu for en Del af

den er henvist til Fattigvæsenet; thi denne Lønnings - maade er dog tilsidst den allerkostbareste, fordi den demoralisererArbejderbefolkningen den paa samme Tid hjælper en hel Del uvederhæftige og mindre samvittighedsfuldeArbejdsgivere mislige Industrigrene til at fortsætte deres mildest talt tvivlsomme Virksomhed.

Men, kan Arbejdsherren med Grund spørge, hvorledesvil skaffe mig Sikkerhed for, at den Løn, jeg saaledes giver, bliver anvendt paa den rette Maade til at forsyne Arbejderen i hans Alderdom og hjælpe ham ud over de mindre Uheld, som kunne møde ham i Skikkelse af kortvarige Sygdomme og andre lignende Arbejdsstandsninger?Saaledes enhver samvittighedsfuld Arbejdsgiverfor lønner sine Arbejdere, er Lønnen i det Mindste for mange af disse saa rigelig, at der kan læggesnoget Side; men det er dog kun sjældent, at det sker. Den, der har haft Lejlighed til at iagttage vore Arbejdere i deres Hjem , vil ikke kunne skjule for sig selv, at den store Masse af dem er noget fordringsfuld baade hvad daglig Kost, Nydelser og Forlystelser angaar. Man ser overalt baade Arbejdsfolk og Tjenestefolk, som vrage et Stykke Smørrebrød uden Paalæg og som kræve urimelig mange halve Bajere og Snapse, naar de skulle arbejde med Tilfredshed. Baade hvad Kvantitet og Kvalitetangaar, mange af dem vanskeligere at tilfredsstilleend af den dannede Middelklasse. v Tarvelig eller økonomisk er vor Arbejderbefolkning ikke, og det vil den aldrig blive under det nuværende System. Der er altsaa god Grund til for Arbejdsgiveren at forlange en Garanti for, at den Løn, han giver, anvendes paa den rette og fors.varlige Maade, saa at han ikke efter at have

betalt, hvad der maa anses for forsvarligt, skal betale endnu en Gang igjennem Fattigvæsenet. Paa samme Maade kan ogsaa Samfundet for sit Vedkommnnde fordre, at dets Forpligtelse til at underholde Enhver, der ikke selv kan det og hvis Underhold ikke paahviler nogen Anden, ikke misbruges. Det, som det altsaa kommer an paa, er, at Arbejderen faar, hvad der udkræves til hans Underhold, ikke blot i den kraftige Alder, men ogsaa i hans Alderdom, at han faar det af Arbejdet og i Forhold til som han arbejder, og endelig at det han faar anvendes paa den rette Maade.

At sikre Arbejderen den hertil fornødne Løn,, vil næppe være uoverkommeligt, saa meget mindre som om ikke de fleste saa dog mange Arbejdsgivere allerede nu betale deres Arbejdere meget rundeligt og som den Merudgift, her kan blive Tale om, vil indvindes ved formindsket til Fattigvæsenet; thi det maa ikke glemmes, den Udgift, her er Tale om, allerede nu udredes, men for en Del paa den allerkostbareste Maade. nemlig igjennem Fattigvæsenet. Mere end Samfundet betaler nu, vil der ikke blive Tale om.

Vanskeligheden vil bestaa i at finde et Middel og en Maade, hvorpaa Arbejderen sikres imod sin egen Letsindighedog og bliver en myndig Mand. Vi have forsøgt Frivillighedens Vej igjennem forskjellige Selvhjælpsforeninger,men har vist sig utilstrækkelig.Det ikke let at gjøre en umyndig Mand myndig; skal det lykkes, maa han have Nødvendighedens Tryk paa sig, og de Fleste, der have beskjæftiget sig alvorligtmed ere komne til den Overbevisning, at det aldrig vil lykkes, med mindre Lovgivningsmagten

træder ordnende og styrende til. Selv da vil det falde vanskeligt nok at finde det rette Middel, den rette Maade. Heller ikke maa man tro, at man hurtig og paa én Gang kan naa Maalet. For at naa Myndighedens og Selvansvarlighedensforjættede vil der kræves en meget lang Ørkenvandring, og man maa ikke tro, at man fra Fattighjælpens Gosen kan vandre lige ind i Selvhjælpens Kanaan.