Adam Smiths System. Af Buckles: History of civilisation in England. (Undersøgelse af den skotske Videnskab i det 18. Aarhundrede.)

Jul stort Forsøg paa at studere Menneskenes Handlinger videnskabeligt og paa at opstille almindelige Principer for deres Handlemaade uden overnaturlige Ideers Mellemkomst blev gjort af Adam Smith, som 1759 offenliggjorde sin "Theory of Moral Sentiments" og 1776 sin »Wealth of Nations«. For at forstaa denne uden Sammenligning største af alle skotske Tænkeres Filosofi, maa man betragtebegge i Sammenhæng og som en Enhed, da de i Virkeligheden ere to Dele af en og samme Gjenstand.I Sentiments" undersøger han den sympathetiskeSide den menneskelige Natur; i «Wealth of Nations" undersøger han den egoistiske Side. Og da vi Alle baade have Samfølelse og egoistisk Følelse, da vi med andre Ord Alle baade rette vore Blikke udefter og indefter, og da denne Inddeling er en oprindelig og udtømmendeBestemmelse Bevæggrundene til vore Handlinger,er indlysende, at hvis Adam Smith fuldstændig havde udført sin omfattende Plan, vilde han med ét Slag have hævet Studiet af den menneskelige Natur til en Videnskab og ikke ladet Andet tilbage for kommende

Undersøgere end at bestemme Drivfjedrene til de mindre betydende Anliggender, som alle vilde kunne finde Plads i dette almindelige Skema og blive bedømte i Forhold til det. Under sit Forsøg paa at gjennemføre denne uhyre Plan og gjennempløje den umaadelige Mark, som han saa ligge for sig, bemærkede han snart, at en induktiv Undersøgelsevar fordi det vilde kræve mange MenneskealderesArbejde at samle det Materiale, ud fra hvilket Principerne skulde drages. Bevæget af denne Tanke og sandsynligvis endnu mere af den Maade at ræsonnerepaa, var den herskende blandt hans Omgivelser,besluttede at anvende den deduktive Methode i Stedet for den induktive, men da han søgte efter de Forudsætninger,fra han skulde gaa ud, og paa hvilke hans Bygning skulde opføres, fandt han paa et mærkeligt"Kunstgreb, er fuldkommen forsvarligt, og som han havde en utvivlsom Ret til at bruge, skjønt der for at gjøre det anvendeligt fordres en saa udsøgt Takt og saamegen Udrensning, at overordenlig faa Forfattere med Virkning have benyttet det i sociale Spørgsmaal enten før eller siden.

Den Fremgangsmaade, jeg hentyder til, er den, at naar man ikke katf¹ anvende den induktive Methode paa et Emne enten paa Grund af det Umulige i at anstille Forsøg eller paa Grund af dets indviklede Natur eller paa Grund af, at det er omgivet af en umaadelig Mængde vildledende Enkeltheder, maa man i alle saadanne Tilfældeforetage tilsyneladende Adskillelse af uadskilleligeFakta ræsonnere paa Grundlag af en Række Forudsætninger,som have nogen virkelig og selvstændig Tilværelse, og som ikke findes andetsteds end i UndersøgerensTanke. Resultat, man er kommet til ad

denne Vej, kan ikke være fuldkommen rigtigt, men hvis man har ræsonneret skarpt, vil det være ligesaa rigtigt som Forudsætningerne, fra hvilke man gik ud. For at gjøre det aldeles rigtigt maa man sammenligne det med andre Resultater, som man har naaet ad lignende Vej, idet man er gaaet ud fra det samme Emne. Disse adskilteSlutninger fremdeles forenes til et eneste System,saaledes naar hver enkelt Slutning kun indeholderen Sandhed, skal Konklusionen, naar man forener dem, indeholde den fuldstændige Sandhed.

Til Grund for en saadan hypothetisk Bevisførelse ligger tydeligt nok en bevidst Tilsidesættelse af Kjendsgjerninger, Kunstgrebet er nødvendigt, fordi Kjendsgjerningerne denne Tilsidesættelse ikke vilde være til at haandtere. Hver Bevisgrund fører til en Slutning, som nærmer sig til Sandheden, og naar Forudsætningerne saa omfattende, at de saa nær som muligt udtømme Kjendsgjerninger, til hvilke de referere sig, vil Slutningen være Sandheden saa nær, at den faar den største Betydning, ogsaa før den er sammenstillet med andre Slutninger, som ere uddragne af den samme Undersøgelsesgren.

Geometrien [frembyder det tydeligste Exempel paa dette logiske Kunstgreb. Dens jFormaal er at opstille almindelige Love for Rummet o: at opstille de nødvendige og almengyldige Forhold mellem dets forskjellige Dele. Da Rummel imidlertid ikke vilde have Dele, naar det ikke blev delt, er Geometrien nødt til at foretage en saadan Deling, og den tager den simplest mulige Form for en saadan: en Deling i Linier. Men en Linie, betragtet som Gjenstand o: som den findes i den virkelige Verden, maa overalt have to Egenskaber: Længde og Brede. Hvor

ringe de end kunne være, saa har dog enhver Linie dem begge. Men hvis Mathematikeren tog Hensyn til dem begge, vilde han staa ligeoverfor et Problem, der var altforindvikletfor menneskelige Forstands Hjælpekilder, til at de kunde manøvrere med det, i ethvert Tilfælde paa vore Kundskabers nuværende Standpunkt. Derfor er han saa fornuftig at benytte sig af det videnskabelige Kunstgreb at stryge den ene af disse Egenskaber og sige, at en Linie har Længde, men ikke Brede. Han véd, at denne Paastand er urigtig, men ogsaa, at den er nødvendig,idetman kan bevise, naar man nægter den. Hvis man holder paa, at han skal optage Breden blandt sine Forudsætninger, kan han ikke gaa videre, og GeometriensheleBygning til Jorden. Da imidlertid den tyndeste Linies Brede er saa ringe, at den er umulig at maale undtagen ved Hjælp af et Instrument under Mikroskop,følgerderaf, den Paastand, at der kan gives Linier uden Brede, er saa nær ved at være sand, at vore Sanser, naar de ikke faa kunstig Hjælp, ikke kunne opdageFejlen.Tidligere, Opfindelsen af Mikrometeret i det 17 Aarhundrede, var det aldeles umuligt at opdage den. Som Følge heraf nærme Geometriens Slutninger sig saa nær til Sandheden, at vi ere berettigede til at tage dem for sande. Kløften er for lille til at bemærkes, men at der er en Kløft, forekommer mig dog ganske vist. Det synes at være vist, at naar Noget er stukket tilside i Præmisserne, maa der mangle Noget i Konklusionen. I alle saadanne Tilfælde er Undersøgelsens Omraade ikke bleven fuldstændig dækket, og naar en Del af de forudgaaendeFaktaer undertrykket, antager jeg, at det maa indrømmes, at man ikke kan naa den fuldstændige

Sandhed, og at intet geometrisk Problem til Dato er
blevet udtømmende løst.

De overvældende Triumfer, man har fejret i denne Gren af Mathematiken, vise, hvilket mægtigt Redskab denne Maade at udvikle paa er, som fremkommer ved en kunstig Adskillelse af Kjendsgjerninger, der i sig selv ere uadskillelige. Saa lidt blev imidlertid Principet for denne Methode forstaaet, at da den politiske Økonomi i Slutningenaf 18 Aarhundrede antog en videnskabelig Form, bebrejdede Mange, der ellers vare meget vel oplyste,dens deres Haardhjertethed, idet de, der gjorde denne indvending, ikke vare i Stand til at se, at Videnskaben slet ikke kunde opstilles, hvis det var nødvendigtat hele Rækken af ædelmodige og velvillige Følelser med ind i den. Økonomen vil opdage Lovene for Formuen, der ere altfor indviklede til at studeres under alle Synspunkter. Derfor vælger han et af disse Synspunkter og opstiller Lovene, som de ville lægge sig for Dagen under Synspunktet af den menneskelige Naturs Selvinteresse. Og han har Ret til at gjøre saaledes, af den gode Grund, at Menneskene, naar de ville erhverve Formue, tage mere Hensyn til deres egen Fordel end til Andres. Derfor stryger han ligesom Mathematikeren den ene Del af sine Præmisser for med større Lethed at kunne beherske den tiloversblevne. Men vi maa stadig erindre, at den politiske Økonomi, skjønt den er en dybsindig og smuk Videnskab, kim omhandler én Side af Livet og er grundet paa en Tilsidesættelse af nogle af de Kjendsgjerninger,som store Samfund i rigt Maal frembyde. Den tilsidesætter eller, hvad der kommer ud paa Et, ignorerermange og højsindede Følelser, som vi kun vare daarligt tjente med al miste. Vi kunne derfor ikke

indrømme dens Slutninger nogen Ret til at gaa forud for alle andre. Vi maa modtage dem i Videnskaben, men støde dem tilbage i Praxis. Økonomen siger, naar han holder sig indenfor sine egne Grænser, med fuld Føje, at det baade er dumt og uheldigt, at en Regering paatagersig skaffe den arbejdende Klasse Arbejde. Denne Paastand kan han som Økonom bevise, men uagtet dens videnskabelige Sandhed kan det "være praktisk rigtigt, at en Regering gjør det stik Modsatte. Det kan være rigtigtaf Regering at skaffe Erhverv, naar Folket er saa uvidende, at det fordrer det, og samtidig har Magt til at styrte Landet i en anarkisk Tilstand, naar dets Forlangendebliver Her medtager nemlig Politikeren i sin Betragtning alle de Forudsætninger, af hvilke Økonomenkun taget en Del. Paa samme Maade er det — fra den økonomiske Videnskabs Standpunkt — urigtigt,naar vil understøtte den Fattige, idet Intet er mere sikkert end, at det at ophjælpe Fattigdommen forøger den, idet det opmuntrer til Mangel paa Forudseenhed.Men derfor vil det modsatte Princip: Sympathien komme med i Betragtning og vil paa Nogles Tanker virke med en saadan Styrke, at det gjør det til— raadeligt for den, der har denne Følelse, at give Almisse, fordi de*j Vold, han maa gjøre paa sin Natur, naar han afholder sig fra at give den, kan virke mere uheldigt paa ham, end hans Kjærlighedshandling vil virke paa Samfundetsalmindelige

Naar jeg har søgt at klare dej; almindelige Spørgsmaalom videnskabelige Bevisførelses Natur, har jeg kun gjort det i den mere specielle Hensigt at belyse Adam Smiths System og at forklare den Methode, som denne højst dybsindige og originale Tænker har benyttet

sig af. Vi skulle nu se, hvor fuldstændig deduktiv hans Fremgangsmaade var, og hvilken særegen Slags Deduktionerhan I sine to store Værker statuerer han først visse Ideer, og derfra gaar han saa ud til Kjendsgjerningernei ydre Verden. Og i hvert enkelt Værk ræsonnerer han kun ud fra en Del af sine Præmisser, idet han tilføjer den anden Del i det andet Værk. Ingen er udelukkende egoistisk, og Ingen er udelukkende syrnpathetisk,men Smith adskiller i sin Tænkning Egenskaber, som i Virkeligheden ikke ere til at adskille. I sin «Moral Sentiments« henfører han vore Handlinger til Sympathien; i sin «Wealth of Nations» til Selvinteressen.En Betragtning af disse to Værker vil vise denne Grundforskjel og vil sætte os i Stand til at se, at det ene supplerer det andet, saa at man for at forstaa det ene nødvendigvis maa studere dem begge.

I »Theory of Moral Sentiments« nedlægger Adam Smith det ene store Princip, fra hvilket han gaar ud, og som alle andre ere underordnede. Dette Princip er, at de Regler, vi foreskrive os, og som bestemme vor Handlemaade,ere kun komne til ved at iagttage Andres Maade at handle paa. Vi bedømme os selv, fordi vi først have bedømt dem. Vi have faaet vore Begreber udenfra og ikke indenfra. Hvis vi derfor levede ganske ene, kunde vi ikke have Idé om, hvad der var fortjenstfuldt og hvad ikke, og det vilde være os umuligt at danne os en Meningom, vore Følelser vare rigtige eller urigtige. For at erhverve os drøne Kundskab, maa vi se til Siden. Men da vi imidlertid ikke have nogen direkte Erfaring om, hvad andre Personer virkelig føle, kunne vi kun faa Underretning derom ved at slutte, hvad vi vilde føle, dersomvi i deres Sted. Derfor skifte alle Mennesker

stadig i Fantasien Plads med andre; og skjønt Forandringener og kun varer et Øjeblik, er den dog Grundvolden for den store og almindelige Drivfjeder, som kaldes Sympathien.

Ved at gaa ud fra disse Forudsætninger kan man forklare et stort Antal sociale Fænomener. Vi sympathisereaf mere med Glæde end med Sorg. Deraf kommer vor Beundring af lykkelige og heldige Folk, som er fuldstændig uafhængig af, om vi vente nogen Velgjerningaf og derfra hidrører Existensen af forskjellig Rang og sociale Udmærkelsestegn, som alle udspringe fra samme Kilde. Heraf kommer ogsaa Loyalitetsfølelsen, som er en Følge ikke af Fornuft eller Frygt eller af Sansen for det offenlig Sømmelige, men snarere af Sympathi med dem, som staa over os, som avler en usædvanlig Følelse endog for deres almindelige Bekymringer. Vane og Mode spille en stor Rolle i Verden, men ogsaa de skylde fuldstændigSympathien Oprindelse, og det Samme gjøre de forskjellige filosofiske Systemer, som have blomstret til forskjellige Tider, og hvis Uforenelighed afhængeraf Faktum, at hver Filosof har sympathiseret med sine Ideer, idet den ene mest har sympathiseret med Begreberne Harmoni og Kongruens, den anden med Begrebet Klogskab, den tredje med Begrebet Velvilje, og enhver af dem saa har udviklet den Opfattelse, som har været den fremherskende i hans Tanke. Sympathien maa vi dernæst tilskrive Opstillingen af Belønninger og Straffe og vore Straffelove, hvilket Altsammen ikke vilde have været til, naar vi iKke havde Anlæg til at sympathisers med dem, der enten gjøre Godt eller lide Ondt; thi at Samfund stil standen bliver beskyttet af Straffelove, er en sildigere og underordnet Opdagelse, som bestyrker vor

Følelse af deres Berettigelse, men ikke tilfører den noget Nyt. Det samme Princip er Aarsag i den forskjellige Karakter, forskjellige Klasser have, som f. Ex. Digternes Irritabilitet, sammenlignet med Mathematikernes Kulde; det foraarsager ligeledes den sociale Forskjel mellem Kjønnene, som gjør Mændene mere bemærkede for Gavmildhedog for Humanitet. Alle disse Resultateroplyse Sympathiens Virkninger og ere indirekte og dog direkte Udslag af dette Princip. Yi kunne tilregne det nogle af de mindste Karakterejendommeligheder; Stolthed og Forfængelighed ere saaledes afhængige af det, endskjønt disse to Følelser olie blive sammenbiandede og ofte ere mærkelig blandede i samme Sind.

Sympathien er altsaa Hovedkilden til den menneskelige Det kommer ikke saa meget af, at man kjender andre Folks Følelser, som af, at man kjender Situation, som vækker disse Følelser. Denne ene Proces skylde vi ikke alene de højeste Principer, men ogsaa de dybeste Følelser. Thi den største Bevægelse, vi kunne komme i, er kun forklædt Sympathi; og den Kjærlighed, som bestaar mellem de nærmeste Slægtninge, er ikke oprindelig, men er afledet af dette mægtige og ledende Princip, som leder Sagernes hele Gang.

Ved denne dristige Hypothese begrænsede Adam Smith med ét Slag Undersøgelsens Mark, saaledes at han udelukkede fra den enhver Betragtning af Egenkjærlighed som oprindeligt Priucip og kun indlod sig med dens Hoved-Modsætning: Sympathien. Denne Modsætnings Tilstedeværelse erkjender han klart; han vil nemlig paa ingen Maade indrømme, at Sympathien maa betragtes som et egoistisk Princip. Skjønt han véd, at den vækker Glæde, og at al Glæde indeholder et Element af Egenkjærlighed,passerdet

kjærlighed,passerdetdog ikke med hans filosofiske Methodeatunderkaste Princip en saadan induktivAnalyse,som opløse det i dets Elementer. Hans Sag var det at ræsonnere ud fra det, men ikke til det. Idet han koncentrerede sin Virksomhed om den deduktive Fremgangsmaade og anvendte den dialektiske Færdighed, som er hans Landsmænd egen, og i hvilken han selv var en af de mest fuldkomne Mestere, som Verden nogensinde har set, dannede han et filosofisk System, rigtignok kun ufuldstændigt, fordi Forudsætningernevareufuldstændige, dog nærmende sig Sandhedensaanær, det var muligt for Nogen at gjøre det, som ikke vilde give tilstrækkelig Agt paa den egoistiskeSideaf menneskelige Natur. Men paa Ytringer af dens sympathetiske Side saa han med en Nøjagtighed og ræsonnerede ud fra den med en Skarpsindighed, som gjorde hans Værk til det vigtigste, der nogensinde er skrevet om denne saa interessante Gjenstand. Men forsaavidtsomhans nødvendiggjorde en vilkaarlig Tilsidesættelse af oprindelige og væsenlige Kjendsgjerninger, svare de Resultater, han er naaet til, ikke strængt til dem, som ere iagttagne i den virkelige Verden*). Dette er imidlertid, som jeg har vist, ikke nogen virkelig Indvending, efterdi en saadan Uforenelighedafdet og det Reelle eller af det Abstrakte og det Konkrete er den nødvendige Følge af vor Kundskabsendnuprimitive

---

*) Dette er bemærket af Sir James Mackintosh, hvis Skitse af Adam Smith er flygtig og noget overfladisk, men som ikke destomindre rigtig bemærker, at Smith «har udsat sig for Indvendinger, grundede Erfaring, paa hvilke det ikke er muligt at give noget Svar.« (Mackintosh: Dissertation on Ethical Philosophy, 230 — 40.) Se ogsaa et Brev fra Hume til Adam Smith i Burtons »Life and Correspondence of Hume, 11. 60.

skabsendnuprimitiveStandpunkt, som tvinger os til at
studere indviklede Spørgsmaal stykkevis og hæve dem til
Videnskaber ved adskilte og fragmentariske Undersøgelser.

At Adam Smith saa denne Nødvendighed og at det, at han havde Øje for den, var Grunden til den Methode, han fulgte, fremgaar deraf, at han i sit følgende Værk fulgte den samme Plan og, idet han argumenterede ud. fra ny Forudsætninger, omhyggelig undgik at argumentere fra nogen af de gamle. Overbevist, som han var, om, at han i sin Moraltheori havde ræsonneret saa skarpt som muligt ud fra de Principer, der havde deres Oprindelsei , drev hans omfattende og umættelige Tanke, som syntes, at Intet var gjort, saalænge der stod Noget tilbage at gjøre, ham til at gaa over til den modsatteFølelse: og behandle den paa samme Maade, saa at det hele Tænknings-Omraade kunde blive udfyldt. Det gjorde han da i sin «Wealth of Nations», der, skjønt deter et endnu større Værk end hans «Moral Sentiments«, er ligesaa ensidigt i Henseende til de Principer,det optaget. Det omhandler Selvinteressen som Hoveddrivfjederen i de menneskelige Forhold, ligesomhans Værk handlede om, at Sympathien var det. Mellem de to Værker var der forløbet en Mellemtidaf Aar, idet "Wealth of Nations« først blev offenliggjort 1776. Men hvad der viser, at de for deres Forfattere begge stode som to Dele af en enkelt Plan, er den mærkelige Omstændighed, at allerede 1753 havde han opstillet de Principer, som det sidste Værk indeholder*).Det medens han endnu havde sit første

---

*) «Mr. Smiths politiske Forelæsninger, indeholdende Grundprinciperne hans Undersøgelse, bleve holdte i Glasgow allerede Aar 1752 eller 53.» (Dugald Stewart: Life of Adam Smith, p. LXXVIII som Fortale til Smiths »Posthumous Essays«, London 1795.

Værk under Overvejelse, før det havde set Lyset. Det er deraf klart, at det Studium, han foretog først af den ene Følelse og dernæst af dens Modsætning, ikke var noget lunefuldt eller tilfældigt Paafund, men var Konsekvensenaf omfattende Tanke, som hvilede over alle hans Arbejder, og som, naar de blive rigtigt forstaaede, giver dem den glimrende Enhed. Og det var en udmærketGjenstand Ærgjerrighed. Hans ivrige og omfattendeAand, strejfede den fjerne Horisont og opfattededet Rum i ét Glimt, søgte at gjennemløbedet Omraade i to adskilte og indbyrdes uafhængige Retninger, idet han nærede det Haab, at ved at opstille i den ene Række af Argumenter de Forudsætninger,som i den anden, vilde han finde de modsatte Slutninger forenelige snarere end uforenelige, og at de vilde tjene til en bred og fast Grundvold, hvorpaaen Videnskab om den menneskelige Natur sikkert kunde bygges.

«Wealth of Nations« er, som jeg andetsteds har bemærket*),sandsynligvisdenmestbetydende som nogensinde er bleven skrevet, hvad enten vi betragte den Mængde originale Tanker, den indeholder, eller dens praktiske Virkning. Dens praktiske Raad vare overordenliggunstigefordeDoktriner Frihed, som det 18 Aarh. indførte; og det sikrede dem en Opmærksomhed,somdeellersikke have vakt. Medens derfor

---

*) «Mr. Smiths politiske Forelæsninger, indeholdende Grundprinciperne hans Undersøgelse, bleve holdte i Glasgow allerede Aar 1752 eller 53.» (Dugald Stewart: Life of Adam Smith, p. LXXVIII som Fortale til Smiths »Posthumous Essays«, London 1795.

*) (1. Bind, 197.) Forf. nævner Grundlæggelsen af den pol. Økonomi Videnskab som en af de Aarsager, der ved Siden af Krudtets Opfindelse og Kommunikationsmidlernes store Opsving har virket og skal virke til Krigenes Afskaffelse.

¦•Wealth of Nations« var den nærmeste Grund til en stor Forandring i Lovgivningen*), vil en dyberegaaende Undersøgelsevise,at.KogensHeld følgelig Lovenes ForandringafhangafVirkningenaf indirekte og almindeligeAarsager.Detmaaogsaa at de samme Grunde forberedte Adam Smiths Tanke for Frihedsdoktrinerneoggavhamet Præjudikat til FordelfordeSlutninger,som Lovgiverens Indblanding.Saamegetskyldtehansin men én Ting skyldte han ikke den. Hans omfattende og klare Tænkningvarhansegen.Den have gjort ham stor under alle Omstændigheder; til at give ham Indflydelse udfordredes der en særegen Forbindelse af Omstændigheder.DenneForbindelsenødhan af og anvendte den paa bedste Maade. Hans Samtidiges Indflydelse var nok til at gjøre ham liberal; hans egen Dygtighed var nok til at give hans Ord Vægt. Han havde ien højst mærkværdig Grad det Overflod af Tanker, som er en af Aandens højeste Ytringsformer, men som leder dem, der besidde det, til vidtsvævende Udflugter, der skjønt de ere besjælede af én Aand, ofte blive stemplede som Digressioner,blotfordiBedømmerenikke i Stand til at bemærkedetstorePrincip,som igjennem det Hele og forener de adskilte Dele til ét System. Det har især været Tilfældet med Adam Smith, hvis udødelige Værk ofte har været udsat for slige intetsigende Indvendinger. Og «Weaiih of Nations« udfolder i Sandhed en Drede i

---

*) «Maaske den eneste Bog, som har foraarsagpt en almindelig, øjeblikkelig og uigjenkaldelig Forandring i nogle af de vigtigste Dele af ;ille civiliserede Staters Lovgivning._• (Mackintosh: Eth. Philos. 232.) Men det er et for stærkt Udtryk, som Frankrigs og Tysklands økonomiske Historie bestemt viser.

Behandlingen, som maa forekomme dem, der ikke ere med i den, omtrent latterlig. Ikke blot Formuens Fænomener,menogsaaSamfundetsi ere klassificeredeogordnedeideres Former; OprindelsentilArbejdetsDelingog Følger, denne Deling har foraarsaget, de Omstændigheder, som gav Anledning til Pengenes Opfindelse og til de paafølgende Forandringer i deres Værdi, disse Forandringers Historie i forskjeilige Tidsaldere og en historisk Fremstilling af de Forhold, hvori de ædle Metaller have staaet til hinanden; en UndersøgelseafForbindelsenmellemArbejdsløn KapitalrenteogafdeLove, beherske begges Stigen og Fald; dernæst en Undersøgelse af paa hvad Maade de staa i Forbindelse paa ene Side med Jordrenten, paa den anden med Prisen paa Livsfornødenheder, en Undersøgelse af den Maade, paa hvilken Kapitalrenten varierer i forskjelligeErhvervogtilforskjellige en begrænset, men indholdsrig Betragtning af Byernes Fremgang i EvropasidendetromerskeKejserriges FluktuationernegjennemflereAarhundrederi paa Folkets Fødemidler og en Begrundelse af, hvorfor paa forskjellige Samfundstrin den forholdsmæssige Pris paa Jord og Fødemidlervarierer;Korporationers,Lavsog AnordningersHistorie,oghvorledesde paa de fire store Klasser: Lærlinge, Industridrivende, Kjøbmænd og Agerdyrkere; en Fremstilling af den umaadelige Magt og Rigdom, Kirken tidligere besad, og af den Maade, paa hvilken den under Samfundets Udvikling efterhaanden har tabt sine udelukkende Privilegier; de religiøse StridighedersNaturogGrundentil, den bestaaende Kirkes Gejstlighed aldrig kan staa sig i dem paa lige Vilkaar og derfor kalder Staten til Hjælp og ønsker at forfølge, naar

den ikke kan overbevise; hvorfor nogle Sekter hylde mere asketiske Principer og andre mere luxuriøse; hvorledes Adelen i Lenstiden erhvervede sin Magt, og hvorledes denne Magt siden bestandig gradvis er aftagen; hvorledes Retten til territorial Jurisdiktion er opstaaet, og hvorledes den forsvandt; hvorledes Evropas Monarker fik deres Indtægter,hvaddererKilderne dem og hvilke Klasser, der blive tungest beskattede for at yde dem; Aarsagen til, at visse Dyder, som f. Ex. Gjæstfrihed, blomstre i barbariske Tidsaldre og forfalde i civiliserede; OpfindelsersogOpdagelsersEvnetil forandre MagtfordelingenmellemdeforskjelligeSamfundsklasser, rask og mesterlig Skildring af de forskjellige Fordele, som Evropa har draget af Amerikas Opdagelse og Omsejlingen af Kap; Universiteternes Oprindelse, deres Skejen-ud fra deres oprindelige Formaal, den Fordærvelse, som efterhaanden har sneget sig ind i dem, og Grunden til, at de ere saa uvillige til at optage Forbedringer og slutte Fred med Tidsalderens Ønsker, en Sammenligning mellem offenlig og privat Opdragelse og en Vurdering af Fordelene ved dem; disse og en uhyre Mængde andre Gjenstande, vedrørendeSamfundetsOrganisationogUdvikling, Lensvælden,Slaveriet,LivegnesFrigivelse,Oprindelsen staaende Hære og til Lejetropper, Virkningerne af Tienden,LoveneomFørstefødselsretten,Luxuslovgivningen, internationale Handelstraktater, Oprettelsen af evropæiske Banker, Statsgjæid, Komediens Indflydelse paa den offenligeMening,FremmedhandelensIndflydelsederpaa, af en meget blandet Karakter og mange af dem afvigende fra hinanden, Alt dette dannet til ét stort System og bestraalet af én

stor Aands Glans. I denne tætte og uordenlige Masse
indførte Adam Smith Symetri, Methode og Love.

Under hans Haand forsvandt Uordenen, og Mørket blev til Lys. Meget laante han naturligvis af sine Forgængere, ikke saameget, som man almindelig antager. det Slags Laan ere imidlertid de bedste og mest samvittighedsfulde iblandt os nødte. Men selv efter at vi have gjort enhver mulig Indrømmelse til hvad han har samlet fra Andre, maa vi dog for Retfærdigheds Skyld til— staa, at ingen enkelt Mand nogensinde er gaaet saa stort et Skridt fremad paa et saa vigtigt Omraade, og at intet enkelt Værk, som vi endnu have, indeholder saamange Synsmaader, dengang vare ny, men som den følgende Erfaring har stadfæstet. Hvad der imidlertid for vort nærværende Formaal har mest Interesse at iagttage, er, at han erholdt disse Resultater ved at argumentere ud fra Principer, for hvilke den menneskelige Naturs egoistiske ene laa til Grund, og at han udelod de sympathetiske af hvilke ethvert menneskeligt Væsen dog besidder en stor Del, men som han ikke kunde tage i Betragtning uden at opstille et Problem, der var saa indviklet, at der ikke vilde have været noget Haab om at løse det.

For altsaa at undgaa at tage fejl, simplificerede han Problemet ved at udtage af sin Betragtning af den menneskeligeNatur Forudsætninger, som han nylig havde omhandlet i sin »Theory of Moral Sentiments'). I Begyndelsenaf of Nations« nedlægger han to Paastande:1) al Formue hidrører ikke fra Jorden, men fra Arbejdet og 2) at Formuens Forøgelse afhænger dels af den Dygtighed, med hvilken Arbejdet bliver ledet, dels af Forholdet mellem Antallet af dem, som arbejde, og

Antallet af dem, som ikke arbejde. Den øvrige Del af Bogen er en Anvendelse af disse Principer paa at forklareSamfundets og Indretning. Idet han anvender dem, antager han, at den store bevægende Magt for alle Mennesker, alle Interesser og alle Klasser i alle Tidsaldereog Lande er Selvinteressen. Sympathiens modsatte Indvirkning udelader han helt, og jeg kan neppe erindre et eneste Exempel paa, at dette Ord møder En i det hele Værk. Dets Grundpaastand er: at ethvert Menneske udelukkende følger sin egen Interesse eller hvad han antager for at være sin egen Interesse. Og et af Hovedtrækkene i Bogen er at vise, at naar man betragterSamfundet et Hele, hænder det næsten altid, at Menneskene, idet de fremme deres egne Interesser, übevidst tillige ville fremme Andres. Deraf kommer hans store praktiske Læresætning: ikke at holde Selvinteressen tilbage, men at klare den, fordi der er en Plan i TingenesNatur, hvilken Individets Selvinteresse paaskynder det Heles Fremskridt. I Følge denne Betragtning beror et Lands heldige. Stilling paa Størrelsen af dets Kapital; Størrelsen af dets Kapital afhænger af Vanen til at spare d. e. af Sparsommelighed i Modsætning til Gavmildhed; medens Vanen til at spare ledes af det Ønske, vi Alle føle, om at forbedre vor Stilling — et Ønske, der ligger saa dybt i vor Natur, at det ledsager os fra Vuggen og først forlader os i Graven.

Denne ethvert Menneskes uafbrudte Anstrængelse for at forbedre sin egen Stilling er, siger Smith, saa heldbringendesaavelsom mægtig, at den i Almindelighed er i Stand til at sikre Samfundets Fremskridt til Trods for Menneskeslægtens Herskeres Daarskab og Urimelighed. Hvis denne Tilbøjelighed ikke var til, vilde Forbedringer

være umulige; thi de menneskelige Institutioner standse stadig vore Fremskridt ved at lede vore naturlige Tilbøjelighederi fejl Retning. Og det er intet Under, at det er Tilfældet, naar man ser, at de Mænd, som staa i Spidsen for Tingene og af hvem Institutionerne ere opfundne,maaske have en vis raa og praktisk Dygtighed, men da de paa Grund af deres begrænsede Indsigter ere ude af Stand til omfattende Betragtning, ere deres Beslutninger bestemte af de blot tilfældige Svingninger, som de ere i Stand til at se. De kunne ikke se, at vi ere gaaede frem ikke paa Grund af deres Bestemmelser, men til Trods for dem, og at den virkelige Grund til vor Fremgang er den Kjendsgjerning, at vi uforstyrrede nyde Frugten af vort Arbejde. Naar den Ret er nogenlunde sikret, vil enhver Mand være tilbøjelig til at forskaffe sig enten øjeblikkelig Nydelse eller fremtidig Fordel, og hvis han ikke bryder sig om nogen af disse to Ting, har han ikke sund Sans. Hvis han har nogen Kapital, vil han sandsynligvis attraa begge Dele, men idet han gjør det, vil han aldrig bryde sig om Andres Interesse; hans eneste Bevæggrund vil være hans egen private Fordel. Og det er heldigt, at noget Saadant er Tilfældet. Thi ved saaledesat sin personlige Interesse, hjælper han Samfundet mere, end om hans Betragtningsmaade var ædel og ophøjet. Nogle affektere at hengive sig til Handelentil for Andre; men det er kun Affektation, skjønt det — for at sige Sandheden — er en Affektation, der ikke er meget almindelig blandt Kjøbmændene, og der behøves ikke mange Ord for at tale dem fra et saa taabeligt Kunstgreb.

Paa denne Maade skifter Adam Smith fuldstændig de
Forudsætninger, som han gik ud fra i sit første Værk.

1 det andet forestiller han sig Menneskene som egenkjærligeaf i det tidligere som sympathetiske. I hint fremstiller han dem som søgende Formue af lave Bevæggrunde og for de snævreste personlige NydelsersSkyld; dette fremstillede han dem kun af Hensyn til Andres Følelser og for at erhverve deres Sympathi. I »Wealth of Nations« høre vi Intet mere om denne forsonligeog Aand; saadanne elskværdige Grundsætninger ere fuldstændig glemte og Verdens Opgaverere af ganske forskjellige Principer. Det synes nu, som om Velvilje og Hengivenhed aldeles ingen indflydelse have paa vore Handlinger. Ja, Adam Smith vil neppe indrømme almindelig menneskelig Følelse Plads i sin Theori om vore Bevæggrunde. Naar et Folk emanciperer sine Slaver, er det, siger han, et Bevis — ikke paa at Folket er paavirket af høje moralske Betragtninger,eller dets Medfølelse er vakt ved de Grusomheder,der udøvede mod disse ulykkelige Skabninger — paa ingen mulig Maade. Saadanne Bevæggrunde ere Indbildning og gjøre intet virkeligt Udslag. Alt, hvad Emancipationen beviser, er: at Slavernes Antal var ringe og derfor af ringe Værdi. Ellers vilde de ikke være blevne emanciperede.

Medens han altsaa i sit tidligere Værk tilskrev SympathiensMagtde Moralsystemer, tilskriver han i dette Værk fuldstændig Selvinteressens Magt dem. Han bemærker, al i Samfundets lavere Lag er Adspredelse mere uheldig end det er i de højere. De Udskejelser, som Adspredelsen bevirker, kunne gjøre en rig Mands Formue Skade, men paa den Skade kan der i AlmindelighedraadesBod, i ethvert Tilfælde kan han hengivesignogle til Udskejelser uden fuldstændig at

ødelægge sin Formue og uden fuldstændig at ruinere sig. For en Arbejder vilde en lignende Hengivelse i en eneste Uge være skjæbnesvanger; den vilde ikke blot føre ham til Tiggerstaven og maaske i Fængsel, men den vilde ødelæggehansFremtidsudsigter at berøve ham den Sans for Ædrulighed og Regelmæssighed, af hvilken hans Erhvervafhænger.Deraf det, at den bedre Del af almindelige Mennesker, ledet af sin Interesse, ser med Afsky paa Udskejelser, som den véd ere skjæbnesvangre; medens de højere Klasser, der se, at en ikke altfor stor Mængde hverken skade deres Penge eller Anseelse, anse en saadan Frihed for at være en af de Fordele, som deres Formue medfører, og de sætte Pris — som et af de Privilegier,derhøre deres Stilling — paa Friheden til at gi\e sig hen uden *at blive dadlede. Det er derfor, at de, som afvige fra den herskende Kirke, have et renere Moralsystem eller i ethvert Tilfælde et strængere end de, som slaa sig til Ro i den. Thi ny religiøse Sekter begyndeiAlmindelighed det lavere Folk, hvis tænkendeDelaf egne Interesser føres til et strængt Syn paa Livets Pligter. Som Følge deraf ytre den .ny Menings Talsmænd en lignende Strænghed, idet de se, at det er den sikreste Maade at gjøre Proselyter paa. Saaledes er det, at Sekterere og Kjættere, ledede af Interessesnarereend Princip, antage en Morallovbog, som er afpasset efter deres eget Formaal, og hvis Strænghedstaari Kontrast til de mere orthodoxe Troendes Katekismus. Som Virkning af det samme Princip se vi altsaa, at blandt selve de Orthodoxe hylder Gejstligheden et strængere Moralsystem i Lande, hvor Præstekaldene ere nogenlunde ens, end i Lande, hvor de ere meget ulige. Grunden dertil er, at naar alle Kaldene ere nogenlundeens,kan

lundeens,kanIngen være videre rig og selvfølgelig ville endog de berømteste Gejstlige kun have smaa Indtægter. Men en Mand, som ikke har Noget at give ud, kan ikke have nogen Indflydelse, med mindre hans moralske Liv er exemplarisk. Da han ikke har nogen Formue, som kan give ham Betydning, vilde Letsindigheds-Udskejelser gjøre ham latterlig. Til at undgaa Ringeagt og for tilligeatundgaa Udgifter, som en letsindig Opførsel foraarsager, har han kun ét Hjælpemiddel, og det anvenderhan.Han sin Indflydelse og skaaner sin Lomme ved at protestere mod de Fornøjelser, som han ikke passende kan deitage i, idet han i dette og aiie andre Tilfælde følger den Levemaade, som hans egen Interesseopfordrerham at følge.

I disse slaaende Udviklinger, der; skjønt de indeholde en stor Del af Sandheden, ere langt fra at indeholde den hele Sandhed, er der ingen Plads til at virke paa tilovers for de højsindede Sider af vor Sjæl. Men det Moralsystem,som det herskende til en eller anden Tid eller i en eller anden Samfundsklasse, tilskrives ene en üblandetSelvinteresses Idet Adam Smith argumenterer ud fra delte Princip med den udsøgte Skarpsindighed, som er karakteristisk for hans Tænkning, udvikler han mange andre Omstændigheder, som Samfundet frembyder, og som ved første Øjekast synes ikke at stemme dermed.I det gamle Begreb, som endnu ikke er ganske udryddet, havde de, som modtoge Arbejdsløn, en personlig Forpligtelse ligeoverfor dem, der betalte den; det vil sige: de havde en moralsk Forpligtelse foruden Forpligtelsen til at udføre visse Tjenester. Man mente, at en Herre ikke blot kunde tage hvilke Tjenestefolk, han havde Lyst til, men ogsaa kunde betale åcm, hvad han

havde Lyst til, eller i ethvert Tilfælde, at det var HerrernesVilje, som et Hele, der fastsatte den brugeligeog Størrelse af Arbejdslønnen. De lavere Klasser stode derfor i stor Gjæld til de højere, fordi de gav dem saameget som de gjorde; og det paalaaAlle, modtog Arbejdsløn, at tage den med ydmygTak med en Følelse af Taknemmelighed for den Gunst, som blev dem vist ved deres Overordnedes Gavmildhed.

Denne Doktrin, som var de højere Klasser i Samfundetsaa og saa naturlig for den gjennemgaaendeUvidenhed, tidligere herskede angaaende disse Gjenstande, begyndte allerede de spekulative Tænkerei 17 Aarh. at rokke ved, men det var det 18 Aarhundrede forbeholdt at omstøde den ved at indføre Nødvendighedens store Idé og bevise, at den i et Land existerende Arbejdsløn var den uundgaaelige Følge af den Stilling, hvori dette Land befandt sig, og ikke stod i Forbindelsemed Individs Ønsker saa lidt som med nogen Samfundsklasses. Det er nu en almindelig anerkjendtSandhed alle oplyste Mennesker. Opdagelsenaf udelukkede Begrebet Taknemmelighed fra Pengeforholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere og har gjort det almindeligt bekjendt, at Tjenestefolk og Arbejdere,som Løn, ikke have mere Grund til at være taknemmeligeend som betale den. Thi da der ikke er blevet udøvet nogen Vilkaarlighed ved Fastsættelsen af Lønnen, kan der ikke fremkomme nogen Begunstigelse ved Betalingen af den. Den hele Fremgangsmaade sker med Nødvendighed og er Resultatet af, hvad der tidligere er sket. Og neppe var det 18 Aarhundrede forbi, før denne højst viglige Opdagelse blev fuldstændiggjort. Det

blev bestemt bevist, at Arbejdslønnen kun afhænger af to Ting, nemlig: Størrelsen af det nationale Fond, af hvilket alt Arbejde bliver betalt, og Antallet af de Arbejdere, mellem hvilke dette Fond skal deles.

Dette store Fremskridt i vor Kundskab skyldes i Hovedsagen, skjønt ikke fuldstændig, Malthus, hvis Værk om Befolkningen, foruden at gjøre Epoke i den spekulativeTænknings ogsaa har frembragt betydelige praktiske Resultater og sandsynligvis endnu vil give Anledningtil endnu betvdeligere. Det blev offenliggjort1798, at Adam Smith, som døde 1790, gik Glip af, hvad der vilde have været ham en overordenlig Fornøjelseat hvorledes i det hans egne Synsmaader mere vare udvidede end forandrede. Det er imidlertid sikkert, at uden Smith vilde der ikke have været nogen Malthus, det vil sige: med mindre Smith havde lagt Grunden, kunde Malthus ikke have oprejst sin Bygning. Det var Adam Smith, som langt mere end nogen anden Mand indførte Forstaaelse af den ensartede og nødvendige Forbindelsemellem tilsyneladende vilkaarlige Fænomener i Formueverdenen, og som studerede disse Fænomener ved Hjælp af Principer, til hvilke Selvinteressen alene ydede Kjendsgjerningerne. I Følge hans Betragtningsmaadehave som Arbejdsgivere hverken nogen Velvilje, Sympathi eller Dyd af nogen Art. Deres eneste Attraa er deres egen Interesse. De staa stadigvæki stiltiende, om ikke aabeniyst Forbund for at forhindre de lavere Klasser i at nyde Godt af en Forhøjelseaf og de træde sommetider i Forbund med hinanden netop i det Øjemed at trykke Lønnen ned under dens nærværende Størrelse. Da de ikke have nogen Medlidenhed, tænke de kun paa sig selv. Den Tanke, at

de skulde ønske at mildne Ulighederne i Formue, maa kun forklares som et af den Beskyttelsesaands Luftkasteller,som sig, at Samfundet ikke kan existere, med mindre de rigere Klasser komme de fattigere til Hjælp og have Medlidenhed med deres Ulykker. Denne forældede Tænkemaade bliver desuden modbevist af det Faktum, at Arbejdslønnen er højere om Sommeren end om Vinteren, skjønt de Udgifter, en Arbejder har om Vinteren, tynge haardere end de om Sommeren, saa at han efter almindelige Menneskelighedsprinciper skulde have mange flere Penge i den dyreste Aarstid. Paa samme Maade foranlediger i Dyrtidsaar Fødemidlernes Dyrhed mange Mennesker til at give sig i Tjeneste for at underholde deres Familier. Og i Stedet for af Menneskekjærlighedat saadanne Tjenestefolk mere af Hensyn til den uheldige Stilling, i hvilken de befinde sig, benytte Herrerne sig af deres Stilling til at betale dem mindre. De sætte Betingelserne bedre for sig selv; de sætte Arbejdslønnen ned netop i det Øjeblik, da de af Medlidenhed med Ulykken maatte have sat den op, og da de finde, at deres Tjenestefolk foruden at være daarligforsynede gjorte mere underdanige ved Fattigdommen,anse denne Dyrtid for en Velsignelse og mene, at dyre Aar maa anses som mere gunstige for Industrien end billige.

Adam Smith saa derfor, skjønt han tog fejl med Hensyn til den indirekte Grund til at bestemme ArbejdslønnensStørrelse,klart at dens nærmeste Grund maatte søges ikke i den menneskelige Naturs delmodighed,meni Selvinteresse, og at Spørgsmaalet drejedesigom og Efterspørgselen, idet begge Dele stræbe efter at drage saameget som mulig til sig fra den

anden. Ved Hjælp af det samme Princip forklarede han et andet mærkeligt Faktum, nemlig den overordenlig store Løn, man gav nogle af de mest foragtede Samfundsklasser,somf. Balletdansere, som faa overordenlig stor Løn- for übetydelige Tjenester. Han bemærker, at en af Grundene til, at vi betale dem saa højt, er, at vi se ned paa dem. Hvis det at være offenlig Danser var en anset Beskjæftigelse, vilde flere Personer blive opdragne til den, og naar Tilbudet af offenlige Dansere blev større. vilde Eftersnørgselen forringe deres Løn. Som Sagerne nu staa, betragte vi dem med Ringeagt. Ved at lægge denne Ringeagt for Dagen blive vi nødte til at give dem rigelig Løn for at bevæge dem til at vedblivemedderes Vi se her, at den Løn, den ene Samfundsklasse giver den anden, bliver forøget — ikke paa Grund af Sympathi, men paa Grund af Foragt, saaledes at vi, jo mere vi foragte vore Medskabningers Smag og Levevej, ere desto mere gavmilde i at give dem Løn. Idet Adam Smith dernæst gaar over til en anden og noget forskjellig Samfundsklasse, kaster han nyt Lys over Grunden til den Gjæstfrihed, for hvilken Gejstlighedenvarberømt hele Middelalderen, og til den Pragt, for hvilken den har faaet saa stort Lov. Han viser, at skjønt den utvivlsomt raadede Bod paa en stor Mængde Elendighed, kan det ikke tilskrives den som en Fortjeneste, da det kom af dens særlige Stilling, og da den desuden gjorde det for sin egen Fordels Skyid. I Middelalderen besad Gejstligheden umaadelige Rigdomme og dens Indtægter bleve for største Delen betalte, ikke i Penge, men i Naturalier som Korn, Vin og Kvæg. Da man neppe kjendte til Handel og Industri, kunde Gejstlighedenikkegjøre Brug af disse Goder end give

andre Folk dem, og ved at anvende dem saaledes lønnede den sig selv paa den virksomste Maade. Den fik Navn for udstrakt Godgjørenhed, den forøgede sin Indflydelse, fordoblede Antallet af sine Tilhængere og hævede sig ikke alene til stor timelig Magt, men sikrede sine «aandelige Gjæstebud« en Ærbødighed, som de uden denne Indretningikkevilde opnaaet.

Læseren vil nu være i Stand til at forstaa den Undersøgelsesmaades som er brugt i «Wealth of Nations«, paa hvilken jeg har givet flere Exempler, end jeg ellers vilde have gjort, dels fordi Spørgsmaalet om den filosofiske Methode staar som den sande Kilde til vor Kundskab, dels fordi intet Forsøg hidtil er blevet gjort paa at analysere Adam Smiths Tanke ved at betragte to store Værker som de hinanden modsatte, men dog forenelige Dele af en eneste Plan.