Økonomisk Revue.

Kjøbenhavn d. 15 Maj 1875.

Det nysstiftede «Gesellschaft oslerreichiseher Volkswirlhe« har i Dagene 5—75_—7 April holdt sin første Kongres. Medens Tyskland en Aarrække har haft aarlige nalionaløkonomiske Kongresser, denne «Kongress osterreichischer Volkswirthe» første lignende Sammenkomst af Østrigs theoretiske praktiske Økonomer. Kongressen var bleven meget grundigt forberedt*), og der forelaa en længere Række af Forslag Beslutning i forskjellige af de økonomiske Spørgsmaal, der for Tiden lægge stærkest Beslag paa Østrigernes Opmærksomhed. ere i Østrig blevne fulgte med stor Interesse, og de vedtagne Beslutninger have været Gjenstand en meget livlig Debat. Vi skulle i det Følgende fremhæve nogle Hovedpunkter.

Mandagen d. 5 April aabnedes Kongressen i Wien. Ved dens Aabning taltes et Par Hundrede tilstedeværende Medlemmer, en forholdsvis meget betydelig Del synes at have været «praktiske Folk«. Som Æresgjæst saas Dr. Eras som Repræsentant for den tyske nalionaløkonomiske Kongres's Komité. Kongressens Præsident valgtes Generaldirektør Dr. Grosz; til Vicepræsidenter: Gogl, v. Zimmermann-Gollheim, Escher (fra Triest) og Prof. Dunajewski.

---

*) De udførlige Indledningsforedrag ere allerede for nogen Tid siden udkomne hos Manz i Wien.

Det første Spørgsmaal, der diskuteredes, var Beskatningsspørgsmaalet. Blade udtale sig meget rosende om Diskussionen herom. Det fremhæves, al medens Rigsraadet ikke vil tage ordenlig fat paa Skallereformen, og modens alle forskjellige underordnede Bihensyn dér trænge sig frem paa en utilbørlig Maade, har Kongressen set Sagen fra et højere Standpunkt og spurgt om, hvad der baade Iheorelisk og praktisk taget er det Rette. Beslutningsforslaget, der var formuleret af Dr. G. v. Hofken og Dr. Emil Sax, fastslog som første Punkt, at en grundig Reform af de direkte Skatter lader sig gjennemføre, naar der indføres uv a. iui i iiu cjig niukvuioiokuu Den c'mindcl;^ Indkomcl skat bør, udtales det fremdeles, rette sig efter Svingningerne i Slatsfornødenhederne, og ved dens Indførelse, indtil der vindes et fast Skattegrundlag, skal den mest maadeholdne Skattefod bringes i Anvendelse.

Endnu større Vægt tillægges der dog Diskussionen om nogle andre Spørgsmaal, navnlig da Valutaspørgsmaalet. I delte Spørgsmaal vedtog Kongressen enstemmig paa Dr. Th. Hertzkas Forslag at udtale, at det er en uafviselig Nødvendighed,at øjeblikkelig skrides til en Ordning af Valutavæsenet, • fordi ordnede Pengeforhold ere et uundværligt Grundlag for den normale Udvikling af ethvert Lands økonomiske Tilstande; fordi Noternes Disagio, langt fra, som man tror, al beskytte den indenlandske Produktion, ved en stadig fremadskridende uforholdsmæssig Forhøjelse af Produktionsomkoslningerne skaderalt Arbejdes Konkurrenceevne ligeoverfor det udenlandske; fordi Seddeløkonomiens Fjernelse ikke kan hæve, men maaske bidrage til at sænke Rentefoden; fordi en Ordningaf vil vise sig fordelagtig for Staten; fordi kun ordnede Pengeforhold kunne hæve Østrigs Kredit; fordi Inddragning af Slatsnoler, naar henses til Faren for fremtidige urolige politiske Tilstande, er en Selvopholdelsespligt for Staten.«— det Ønskelige i en Ordning af Valulavæsenet har den østrigske Regering i Øvrigt længe været overbevist, og den har ogsaa været betænkt paa Forholdsregler i saa Henseende; men hidtil er det ikke blevet til Noget, bl. A. fordi den bar

frygtet Modstand hos de Induslridrivende. Da disse vare forholdsvisstærkt paa Kongressen, som med den anførte Motivering enstemmig vedtog Beslutningsforslaget, haaber man, at denne Frygt nu vil være fjernet, og det er derfor,man at kunne tillægge Beslutningen den største praktiskeBetydning.

Bankspørgsmaalet har i Østrig-Ungarn en særlig baade økonomisk og politisk Betydning i dette Øjeblik, da den østrigske Nationalbanks Privilegium udløber med 1877, og da talrige Stemmer i Ungarn forlange, at der til den Tid oprettes en selvstændig ungarsk Notebank eller maaske endog flere Seddelbanker. Der vedtoges imidlertid i denne Sag ingen Beslutning,uagtet var stillet to udførlig motiverede Forslag af Max Wirth og af Dr. Dorn (fra Triest). Max Wirth aabnersit der for Øvrigt i en forholdsvis kort Form behandler et rigt Materiale, og som indeholder mange interessantenavnlig og historiske Data, med den Bemærkning,at nu, efter at man har indhøstet saa talrige Erfaringer,fornuftigvis kan være fjerneste Tvivl om, at Seddelbankénheder eneste Rette. Seddeludstedelsens Centralisation stemmer bedst med Publikums Interesse: thi jo større Mængden af de selvstændigt bestaaende Seddelbanker er, desto ringere er deres Sedlers Kredit og Omløbsdygtighed. Han foreslog, at ved den forestaaende Fornyelse ?ff den østrigske Nationalbanks Privilegium bør Hypothekforrelningen ganske udskilles af Nationalbankenog selvstændig Hypothekbank oprettes. »Skulde Kontantbetalingerne gjenoptages, bør ved den fremtidige OrdningFrankrigs i det Hele tages til Forbillede.* (Det er en ny Kompliment, som den franske Banks Direktion kan føje til dem, den tidligere har faaet fra Tyskland, England og andre Lande.) »Statens Ret til en til Renindtæglen af den udækkede Notecirkulalion tilnærmelsesvis svarende Andel i Nationalbankens Nettoudbytte bør principielt fastsættes og praktisk gjennemføres efter at Statens Gjæld er bleven klaret.« Endelig erklærer W., at Oprettelsen af en eller flere selvstændige Seddelbanker i Ungarn maa anses som skadelig, og at Ungarn hellere maa se at komme overens med den østrigske Nationalbank. —

Dorn holdt derimod paa Bankfrihed; kun forsaavidt denne foreløbig ikke i Østrig-Ungarn var praktisk gjennemførlig, maatte man finde sig i Bankénhed. I sit Forslag udtaler han: Det eneste sikkert virkende Middel, hvorved Seddelcirkulationen beskyttesmod Udskejelser, ligger i den fri Konkurrence mellem Banker, der udstede Sedler paa solidt Grundlag. Ret til Udstedelse af Banknoter skal derfor lovmæssigt kun gjøres afhængig af Opfyldelsen af almindelige Normativbetingelser, der hovedsagelig skulle forfølge det Maal, at Noternes übetingede og øjeblikkelige Indløselighed og Muligheden af at skaffe sig Kjendskab til de seddeludstedende Bankers Status sikres. Disse Principcrs Gjennemførelse i Østrig-Ungarn er ønskeiig, iu«u belinges af Valutavæsenets Ordning, Stalspapirpengenes Ophør og Metalcirkulationens Indtrængen i alle Omsætningens Aarer. Endelig fremsatte Dorn et detailleret Forslag til en Overenskomstmellem og Nationalbanken, hvorved han haabede, at Opfyldelsen af disse Betingelser vilde blive lettet. — Dorn blev imødegaaet af Ridder v. Lucam, den østrigske NationalbanksGeneralsekretær, ved en Afstemning vilde hans Forslagutvivlsomt blevet forkastet: Kongressen var ingenlundegunstig for Seddelbankfrihed. ' Paa Wirths Forslag blev det imidlertid besluttet, at der i den foreliggende Sag slet ikke skulde afstemmes.

I Jernbanetarifspør^fsmaalel var der stillet et detailleret af Dr. Leon v. Bilinski. Men ligesom af Bankspørgsmaalet den endelige Afgjørelse heraf til næste Kongres.

Den sidste Dag var helliget Told- og Handelsspørgsmaalet. den Interesse, hvormed denne Sag omfattedes, vidner alene den Kjendsgjerning, al der ved Mødets Begyndelse indtegnet ikke mindre end to og tredive Talere« der dog selvfølgelig langt fra alle kunde faa Ordet. Det kom her til en skarp Fægtning mellem Beskyttelsesmændene og Frihandelsmændene. hine talte navnlig Peez, Max Menger, Bazant, Harpke og Neuwirth; for disse talte Baron Max Kiibeck, Ferd. Buchaczek, Prof. F. X. Neumann, Dorn og Hertzka.

Peelz og Menger foreslog: »Med Undtagelse af Told- og

Handelsforbundet med Ungarn, der skal fornyes paa Basis af det nuværende Told- og Handelsomraades fuldstændige Enhed, skulle de bestaaende Told- og Handelstraktater, der alle udløbei og 1876, ikke mere fornyes eller skulle, hvor dette er nødvendigt, opsiges, og den fremtidige Tarif skal paa Grundlag af en omhyggelig Undersøgelse af Rigets Fornødenhederfastsættes autonom Maade. 2. Som principiel Basis for denne Tarif skal en Udligningstold tjene, der. svarer til den indenlandske Produktions Meromkostninger, forsaavidt disse skyldes almindelige Vanskeligheder, som den Enkelte vanskeligteller ikke kan overvinde. Denne Told maa i Reglen kun bevæge sig mellem fra 10 til 20 Procent af Varernes Værdi. 3. I det Store og det Hele skal Vægttoldsystemet bibeholdes.Dog ikke, hvad tidligere har været Tilfældet, aldeles forskjellige Vareklasser sammenfattes under én Position, men ved de vigtigere Artikler skal der være flere Trin, for at den hidtidige Begunstigelse af de grovere Varer fremfor de finerekan og for at der til stor Fordel for Arbejderbefolkningenogsaa Textilindustriens Vedkommende kan aabnes det intelligente og mere kunstmæssige Arbejde en lønnendeMark. Den paa saadan Maade intern og autonom fastsatte Tarif skal gjælde for Omsætningen med de Stater, der behandle os som de mest begunstigede Nationer; men ligeoverforde der nægte dette, skal den nuværende «AHgemeineZolltarif« der efter Handelstraktaternes Udløb træder i Kraft af sig selv.»

Peetz søgte navnlig at begrunde delte Forslag ved at henvise til England, der ganske vist i de sidste 30 Aar har haft Frihandel, men i 300 Aar havde Beskyttelse. Menger mente, at Frihandelen nu har udspillet sin. Rolle! Endog Videnskaben gik nu, efter hans Mening, i Retning af Beskyttelse. hvad Standpunkt han end stillede sig, maatte han bestemt tilraade Staten at forlade Frihandelen og slutte sig til Beskyttelsen.

Kiibeck og Buehaczek havde stillet følgende Forslag:
«1. Idet Kongressen erklærer, at det Princip, som har faaet
Udtryk i de nu bestaaende Told- og Handelstraklater, naar

henses til de derved hidtil opnaaede Resultater, i det Store og del Hele stemmer med det østrig-ungarske Monarkis Interesser, vil den betragte en simpel Opsigelse af disse Traktater, som om Staten forlod den betraadle nationaløkonomiske Udviklings Bane, og den mener, at den økonomiske Udvikling derved bringes i Fare. Det synes at være selvindlysende, at do internationaleOverenskomster Tarifens Højde og den rigtige Fordeling af de deri indeholdte Positioner fra Tid til anden (dog indenfor et Tidsrum af ikke mindre end 10 Aar) maa undergaa Revision i Forhold lil Østrig-Ungarns økonomiske Stilling og Udvikling. 2. I Betragtning af Nødvendigheden af, ai ucmic ricWoluii o'n.v.l paa Gr\:r+ilz£ zH ci vninm af alle Vedkommende, anser Kongressen det for gavnligt, at Regeringen betimelig før den tiaarige Traktalperiodes Udløb indkalderen af Industriens forskjellige Grene saavelsom Repræsentanter for Handelsstanden, og Urproduklionen , der skulle gjøre deres Forslag indenfor de ved de nuværende Traktaltarifsatserafstukne 3. I Overensstemmelse med denne Opfattelse erklærer Kongressen, at den i en Forhøjelse af Tarifen maa se et økonomisk Tilbageskridt, hvorfor den ikke er i Stand til at anbefale et saadant. Derimod mener den, at den omtalte Enquete burde lage under den alvorligste Overvejelse:Ophævelse Indførselstolden paa alle Industriens Raastoffer,navnlig Korn, Bælgfrugter, Mel og andre formaledeProdukter; Afskaffelse af Udførselstold paa Huder, saavelsom paa Klude og andet i Papirfabrikationen anvendeligtAffald; en yderligere Nedsættelse eller delvis Ophævelse af Indførselstolden paa Industriens Hjælpestoffer.«

Buchaczek gjendrev i sit Forsvar for dette Forslag BeskyllelsesmændenesIndvendinger for Punkt. Han spurgte Beskyltelsesmændene, om det ikke vilde være bedre at søge at lette de østrigske Produktionsbetingelser, hvis disse vare vanskeligere end andre Landes, end at forhøje Tolden. Han spurgte de Beskyttelsesrnænd, der klagede over, at Industrien var for slærkt beskaltet, om de for høje Skatler da paa en heldig Maade korrigeredes ved en høj Told. Han spurgte dem, der klagede over Kommunikationsvæsenets Ufuldstændighed, om

man da vilde fuldstændiggjøre del, naar man ved en høj Jerntoldfordyrede Kiibeck henviste til de Erfaringer, Schweiz havde gjort med Hensyn til Frihandelens heldige Virkninger, og fremhævede, at Beskyttelsestolden satte Samfundets Interesser til Side for nogle Enkeltes. F. X. Neumannfremhævede hvorledes den høje Told ikke blot hindrede Vareombytning, men fuldt saa vel rejste Skranker mod Nationernes gjensidige Tankeudvexling.

Ved Afstemningen vedtoges det Peetz-Mengerske Forslag med meget betydelig Majoritet: kun 24 stemte for Frihandelsmændenes Delte mærkelige Resultat skyldtes dels den Omstændighed, at der af Beskyltelsesmændene var blevet udfoldet meget energisk Agitation, hvorimod Frihandelsmændene formodenlig i den Overbevisning, at de dog under ingen Omstændigheder vilde kunne overstemme de meget talrigt Fabrikanter og Industridrivende — udviste nogen Kulde; dels den Omstændighed, at Frihandelsmændene drev deres Ligegyldighed saa vidt, at en stor Del af dem endog ikke oppebiede Afstemningen, men forlod Salen forinden. At de egenlige Nationaløkonomer og det store oplyste Flertal af dem, der ikke ere privat interesserede i Beskyttelsen, ogsaa i Østrig er slemt for Frihandelen, kan dog fornuftigvis vel ikke betvivles. Øvrigt tro wienske Blade at kunne betegne den Sejr, som Beskyltelsesmændene vandt ved at sammentromme et Par Hundrede wienske Fabrikanter, som en »Pyrrhussejr«.

— Schweiz har nu ogsaa, siden den reviderede Forbundsforfatnings faaet sit Banksp_ørgsmaal. Men det er en anden Luftning, der slaar os imøde i Schweiz — i alt Fald i nogle af dets Kantoner, Genéve f. Ex. — end i de centralisalionslystne Lande. Netop derfor er det interessant at kasle et Blik paa de schweiziske Bankdiskussioner: naar man har hørt saa meget om Centralisationens Fortrinlighed, kan det gjøre godt til Afvexling at faa lidt af en anden Smag.

Schweiz's Møntforhold have i de sidste fem og tyve Aar
maattet undergaa den ene Revolution efter den anden. Inden
1852 herskede den enkelte Sølvfod der. I det nævnte Aar

indførtes det franske Decimalsystem, og Sølvfoden blev afløst af Dobbeltfoden. I nogen Tid holdt Guldet og Sølvet sig nogenlundeved af hinanden; men snart skulde Sølvet helt forsvinde: de store' Guldopdagelser i Avslralien og Kalifornien fremkaldte el saa stærkt Prisfald i Guld, at dette Metal blev det mest cirkulerende, og Sølvet forsvandt i den Grad, at det en Tid næsten var umuligt at faa et Tyvefrankstykke vexlet. Allerede i 1856 var Situationen yderst vanskelig, men Intet skete. I 1860 erklærer Møntdirektøren, at nu er, takket være Dobbeltfoden, Sølv i den Grad forjaget, at Landet kun har Guld og Nikkel. Men fra 1861 begynder man at udmønte Sølvet saa slet, at Sølvmønter taKtisK oiev »kiiieuiwmoi, del kunde følgelig ikke længere betale sig at udføre dem, og Møntkrisenvar endt. Men i 1865 tiltræder Schweiz det latinske Møntforbund i det Haab at virke med lil et internationaltMøntsyslems Dobbeltfoden faar herved en ny Bekræftelse. I de nærmeste Aar mærkes der dog ikke nogen væsenlig Virkning; men efter at Sølvprisens Fald i 1872 er begyndt, indtræder en ny Revolution, men i omvendt Retningaf tidligere: Guldel forlader Dobbeltfodens Lande, og Sølvet bliver tilbage; Napoleondorer ere nu en Vare, der betales med Opgjæld. Samtidig med Guldcirkulationens Aftagen træder imidlertid en anden Omstændighed lil: SeddelcirkulationensTiltagen.

Seddelcirkulationen var tidligere paafaldende lille i Schweiz: i 1868 beløb den kun 7,5 Fr. pr. Hoved, medens den samtidigi beløb c. 43 Fr. (c. 15Rd1.), i Tyskland 17,5, i England 29, i de Forenede Stater 36 eller, naar Greenbacks regnes med, 80. Den stærkt udprægede Kantonalisme kan have været en medvirkende Aarsag til Schweizes tidligere saa svage Seuueicirkulalion: man holdt ikke af i det, ene Kanton at modtagedet Noter; Kantonerne stod i saa Henseende næsten ligesaa skarpt overfor hinanden som fremmede Stater. Men efterhaanden som Guldet forsvandt, stiftede Folk nøjere Bekjendtskabmed ogsaa med fremmede Kantoners Noter. Handel og Industri tog Opsving og forlangte rigere Omsætningsmidler,og de schweiziske Banker, efterhaanden som

Bankvæsenet blev mere fuldkommengjort, kom i nøjere Forbindelsemed blev det muligt ved en større Seddelcirkulalioaat det forsvindende Guld. Seddelcirkulationen,der 1869 havde naaet 21 Mill. Fr., hæver sig derfor ved Udgangen af 1873 til over 47 Mill., omtr. 18 Fr. pr. Hoved, og antages nu at overskride 60 Mill. Denne Udvikling har ganske naturligt styrket Ønsket om et Eftersyn af Forbundets Seddelbankforhold. Et saadant Ønske havde Flere allerede i længere Tid næret: man fandt, at der trængtes til mere Ensartethedi ; man fandt det urigtigt, at strenge Bestemmelser gjaldt i nogle Kantoner, og slappe eller maaske slet ingen i andre; man fandt det urigtigt, at endog Privatpersoner skulde have übetinget Frihed til at udstede Sedler(en enkelte Kantoner indrømme, og hvoraf Huset Marcuard& i Bern en Tid benyttede sig, men dog snart lod falde paa Grund af manglende Afsætning); man fandt det urigtigt, at Bankernes Forrelningskreds var saa forskjelligartet, at medens nogle næsten udelukkende indskrænkede sig til Diskontoforretninger,paatog sig næsten alle mulige Kreditforretninger,lige til almindelig Pantelaanervirksomhed. Der var nok ogsaa dem, der længtes efter fuldstændig Centralisationog og som fandt, at nogle og tyve Seddelbankeri Land paa 2,6 Mill. Mennesker — mere end noget andet evropæisk Land besidder — var formeget af det Gode. Denne Længsel kunde dog ikke ganske tilfredsstilles; thi den ny Forbundsforfatnings § 39, der har givet Stødet til den nu forestaaende Forandring, bestemmer udtrykkelig, at Forbundet, om det end ad Lovgivningens Vej er beføjet til at give almindeligeForskrifter Sedlernes Emission og Indløsning, dog paa ingen Maade maa indrømme noget Monopol paa Seddeludstedelsen.Forbundsraadets gaar følgelig ikke ud paa at skabe nogen Bankénhed; det indeholder nærmest kun kontrollerende Bestemmelser af forskjellig Art, der imidlertid paa mange Steder have mødt stærk Kritik.

Forbundsraadets Forslag til en Forbundslov om Udstedelseog
af Banksedler udgik d. 16 Juni 1874. Det
blev først behandlet i en af Nationalraadet nedsat Kommission,

der d. 11 Novbr. 1874 afgav sin med talrige, meget væsenligeÆndringsforslag Betænkning. Derefter er det blevet behandlet af de enkelte Kantoner, og endelig har der rejst sig en livlig offenlig Diskussion derom, der endnu er staaende. Af de fra de enkelte Rantoner fremkomne Udtalelser holde vi os til Geneve. Man vil se, at man her, hvor man kjender Bankfriheden af Erfaring, ikke tiltræder den moderne Mening om dens Farlighed.

I Slutningen af forrige Aar nedsaltes paa det genfiske Statsraads Beslutning en af syv ansete, større Handlende bestaaende hvis Formand var Bankieren A. Cheneviére, hvis betænkning er anattet ai aen DeKjenaie Aiex. Lombard. Fieri hedder det bl. A.:

En Omordning af Seddelbankvæsenet bør kun finde Sted, forsaavidt den bestaaende Ordning lider af Mangler; men Kommissionentror kunne hævde, at de to genfiske Seddelbanker afgive al den Sikkerhed og alle de Lettelser, som billigvis kunne fordres. Disse lo Banker, hvis Seddelcirkulation beløber omtr. 15 Mill. Fr. eller næsten */» af hele Schweiz's Seddelcirkulation,have udviklet sig under Bankfrihedens System, og ønske ingenlunde Statens Indblanding. «Nogle Personer,der mere holde sig til Theorien end til Kjendsgjerningerne,have Frygt for, at Bankfriheden og den übegrænsede Ret til Seddeludstedelse skulde udsætte Publikum for Farer. De have forestillet sig, at denne Lethed, hvormed der kan slaas Mønt, kunde ved at medføre en for stor Seddelcirkulationi givet Øjeblik foraarsage finansielle Ulykker og forjage Metallet. De have sluttet deraf, at en Banklov var nødvendig, og paa Grundvold af denne Frygt have de forlangt Forbundsmyndighedens Indskriden. Men Kommissionen mener, at denne Fare snarere existerer i Theorien encl i Praxis. Publikumforstaar Almindelighed meget vel at vise sin Mistillid ligeoverfor de Banksedler, der ikke afgive det de ønskelige Garantier, og paa den anden Side er del meget vanskeligt for Seddelbankerne paa en kunstig Maade at drive deres Udstedelseud Publikums Fornødenheder.« Kommissionen vilde derfor have foretrukket, at Sagen blev stillet i Bero; men skal

der endelig vedtages en ny Banklov, maa den i alt Fald anbefaleen
Ændringer til Forbundsraadets Forslag. — FølgendePunkter
heraf:

Efter Forbundsforslaget bør enhver Seddelbank godtgjøre at have mindst en Kapital paa 2 Mill. Fr. Den genflske Kommission at 1 Mill, er nok. — Efter Forbundsforslaget bør Bankens Seddelcirkulation ikke være mere end tre Gange Kapitalen. Nationalraadet vil endog ikke tillade en Cirkulation, der er mere end to Gange Kapitalen, og foreslaar derhos, at alle de forenede Bankers Totalemission ikke maa overskride et Forhold af 50 Fr. pr. Individ af Befolkningen. Den genfiske foreslaar disse Bestemmelser strøgne, idet den erklærer slig Begrænsning for aldeles \ilkaarlig. «Det virkelige som Seddeludstederen giver, er ikke Kapitalen, men, foruden Metalbeholdningen, Porteføljen. Hvis Publikum har Tillid lil Bankens Administration, vil det ogsaa have Tillid til Porteføljens gode Sammensætning. Dette er det Væsenlige. ... Belgiens Nationalbank og den hollandske Bank have en Cirkulation Gange Kapitalen. Ingen falder dog paa at betvivle deres Sedlers fuldkomne Soliditet. . . . Hvad et Maximum 50 Fr. pr. Individ angaar, forkaster Kommissionen det som vilkaarligt. Den ønsker ikke at fastsætte et vist Forhold eller absolute Grænser for de forskjellige Banker. I forskjellige er delte Maximum ogsaa overskredet*). I et givet Øjeblik vil det ogsaa nødvendigvis skabe et faktisk Monopol: inden Maximum er naaet, vil man se Banker opstaa, der ønske at benytte sig af Retten til at udstede Sedler; saasnart Maximum naaet, kan der ikke mere stiftes nogen Seddelbank, hvilket vil stride mod den Industriens Frihed, Forbundet indrømmer. kan ganske i Almindelighed siges, at Seddelcirkulationen en naturlig Grænse i selve Publikums Fornødenheder. de ere tilfredsstillede, ere Bankerne nødte til at standse deres Cdstedelse.«

---

*) I Danmark har saaledes dette Maximum til sine Tider været ikke saa lidt overskredet. For Øjeblikket cirkulerer her omtr. 33 Kr. pr. Individ o: omtr. 46 Fr.

Med Hensyn til Bankernes Forretninger hersker der Enighed at Seddelbankerne kun maa indlade sig paa Diskonteringsforrelninger hvad deraf følger. Kun Diskontering af Vexler afgiver en sand Garanti for Sedlerne, der jo selv ere en Slags Vexler.

Efter Forbundsforslaget bør de mindste Sedler lyde paa 50 Fr. Kommissionen foreslaar, at 20-Fr.-Sedler tillades. (For Tiden udstede nogle schweiziske Banker Sedler paa 10 Fr., enkelte endog paa 5 Fr.). — Kommissionen foretrækker, at de forskjellige Bankers Sedler bevare deres individuelle Præg, og fraraader Forslaget om et ensartet Præg, der kunde faa 1-oik ui at anse ae lorsKjeiuge eaiiKer som soiiuansKe. — ver er Enighed om, at Bankerne for at sikre Sedlernes øjeblikkeligeIndløselighed have en Metalbeholdning paa mindst 1/s1_/s af de cirkulerende Sedlers Beløb. — Spørgsmaalet om, hvorvidtden Bank skulde være forpligtet til at modtage i Betalingog den anden Banks Sedler, har været Gjenstand for nogen Tvivl. Det synes nemlig i Principet noget vilkaarligtat aldeles uafhængige Banker en slig Forpligtelse. Men man har dog troet, at der herved kunde opnaas Fordele, der paastaas at følge med en eneste Centralbank, og i det Øjemed at give Sedlerne en slørre Cirkulalionsdygtighed har man besluttet at indføre Bankernes gjensidige Forpligtelse til at indløse hvcrandrcs Sedler. — For at lette og fuldkommengjørede Bankers Samkvem med hverandre, foreslaasder et bekvemt Sted oprettet et Clearing-house. — Med Hensyn til Kontrollen finder Kommissionen det oprindelige Forslag mindre hensigtsmæssig og foreslaar: «Forbundsraadet vaager over Lovens nøjagtige Overholdelse af Seddelbankerne. I delte Øjemed ere Bankerne forpligtede til. hver Uge at sende et Uddrag af Balancen til Finansdepartementet, der øjeblikkelig skal offenliggjøre en almindelig Oversigt over Balancerne. Forbundsraadethar til at lade den opgivne Status's Paalidelighedundersøge.« Forbundsforslaget indeholder Bestemmelseom aarlig Skat paa 2 p. M. af Bankernes gjennemsnitligeSeddelcirkulalion. mener, al x_h p. M. er nok, og foreslaar derhos, at saafremt der ved en

saadan Skat indkommer mere, end hvad der medgaar til ForbundetsKontrol, der finde en forholdsmæssig Reduktion Sted. — Endelig findes der Bestemmelser om Forbrydelse af Retten til Seddeludstedelse, nogle midlertidige Bestemmelser m. M. —

Handelsstandens Ordførere ere saaledes i Kanton Genéve — den Stat, hvor man da maa have en særlig fortrinlig Lejlighed at bemærke Bankfrihedens [formodede Mangler — ingenlunde gunstige slem te for en Indskrænkning af den fri Konkurrences Princip paa Bankvæsenets Omraade. Ogsaa Theorelikerne tilfelts imod en saadan Indskrænkning. Blandt de mange Bidrag til Spørgsmaalets Belysning, der ere fremkomne skulle vi blot nævne en Række Artikler af Professor H. Dameth i »Journal de Geneve«. Dameth indrømmer, at der kan være Grund til at omordne det schweiziske Bankvæsen. For Tiden frembyder det, som ovenfor bemærket, et noget broget Skue: nogle af Bankerne ere højst übetydelige, andre forholdsvis stærke; en har en Kapital paa 9 Millioner, en anden kun paa nogle hundrede tusinde Fr.; en («Banque du Commerce« Genéve) har i 1874 diskonteret for 145 Mill., en anden ikke engang for to Millioner; en har en Seddelcirkulation 12 Millioner, en anden kun paa 38000 Fr. Disse Forskelligheder vilde imidlertid være helt naturlige, hvis de kun skyldtes Forskellighederne i de forskjellige Kantoners eller Byers Størrelse og kommercielle Udvikling. Men der er en anden, nok saa vigtig Aarsag : de forskjellige Kantoners højst forskjellige Banklovgivning: det strenge Monopol, der findes i et Kanton, modsat den übegrænsede Frihed, der findes iet andet. Dameths Forslag gaar derfor ud paa, at den ny federale skal gjennemføre Bankernes Frihed og Selvstændighed alle Kantoner, at den skal bringe de forskjellige Kantoners Lovgivning i Samklang, at den skal forlange af de forskjellige Bankers Status, og at den skal indføre el Clearing-house.

— I «Revue des deux Mondes» for d. 15 April har Emile
de Laveleye leveret en interessant Artikel, der tildels kan betragtessom

tragtessomel Supplement til hans tidligere Undersøgelser om de primitive Ejendomsforhold. Artiklens Gjenstand er de saakaldte»Brehon «Brehon Laws« er Navnet paa en Samling af gamle irske Love, hvis Oversættelse og Udgivelse for en halv Snes Aar siden blev paabegyndt af to for nylig afdøde Lærde O'Donovan og O'Curry. Den videre Offenliggjørelseer bleven overdragen til en videnskabelig Kommission, «the Brehon Laws Commission«. De nævnte Love, der i det Mindste skrive sig fra det tiende Aarhundrede og sandsynligvis ere meget ældre, ere blevne opkaldte efter de saakaldte «Brehons».— der sanske svare til de galliske Druider. Druiderne vare baade Præster og Øvrighedspersoner; de bestemteStraffen begaacdc Forbrydelser; de fældede Kjendelseri paa deres aarlige Møder i den hellige Skov afgjorde de Stridighederne mellem de forskjellige Stammer; de stod i Spidsen for Galliens videnskabelige Skoler. En aldeles tilsvarende Stilling indtog «the Brehons« i Irland: de vare Voldgiftsmænd i alle Stridigheder om Arv, Gjæld osv.; de stod i Spidsen for de i det gamle Irland saa udbredte Literalur- og Retsskoler; de udtrykte sig i Almindelighed ligesom Druiderne paa Vers, og ligesom Druiderne holdt af at sysle med Spørgsmaalom naturlige Forhold, om Stjernernes Bevægelserosv., behandles lignende kosmologiske Spørgsmaali Brehon Tracts«.

«The Brehon Laws«, der i Almindelighed vise os de Traditioner,Sædvaner Retsbegreber, der herskede dengang de bleve forfattede, have en særlig Interesse derved, at de gjøre os bekjendte med det gamle Irlands agrariske Forhold og Ejendomsforholdi Hele. De synes at være blevne forfattede dengang det irske Samfund gik over fra det oprindelige Fællesskabiii Slammens kollektive Besiddelse af Jorden, som det russiske «Mir» og det javanesiske «Dessa» endnu i vore Dage afgive Exempel paa, er — hvad Laveleye har vist i sit Værk om Ejendomsretten, og hvad Sir Henry Maine paa den mest afgjørende Maade bekræfter ved sine Undersøgelser om «the early history of institutions« — et Civilisationsslandpunkt,som Folkeslag have tilbagelagt. Da

«lhe Brehon Laws» affattedes, var Irland netop i Færd med at forlade delte Standpunkt for at gaa over til den private Ejendomsret: i Theorien hersker det oprindelige Stammefællesskabvel men faktisk have enkelte Familier dog tilegnet sig en permanent og udelukkende Ret. Den private Ejendomsret begynder paa de nævnte Loves Tid, omend endnu kun ufuldstændigt, at skille sig ud af det oprindelige Fællesskab.