I.

Socialisme og Spiritisme.

Det er nu netop tyve Aar siden, at den bekjendte franske Fysiker og Astronom Babinet i «Revue des deux Mondes* saa sig foranlediget til at offenliggjøre en Artikel imod Spiritismen. Spiritismen, der i Slutningen af Fyrrerne \^rar opstaaet i Humbug'ens og Charlatanismens Hjem, havde i Begyndelsen af Halvtredserne holdt sit Indtog i Evropa, hvor den fandt en mere end venlig Modtagelse. Paa de højeste og allerhøjeste Steder — navnlig i Frankrig — kom de spiritistiske Experimenter i Mode, og fra Hoffet udbredte Sygdommen sig videre. Alle skulde prøve paa Borddans, Aandemanen, Aandeskrift m. m., og Mange, der som Skeptikere havde begyndt disse Experimenter, endte som Troende. Den Udbredelse, Spiritismen vandt strax ved sin første Fremtræden, er ligefrem fabelagtig og giver et højst ejendommeligt Vidnesbyrd om det Standpunkt,ogsaa «Dannede« indtog. Der var i Virkelighedenfuldgod for Babinet til at indlægge et advarendeOrd; idet han gjør det, minder han om Delisle de Sales, der, da han under den første Revolution

skrev sit Værk: »Memoire en faveur de Dieu», havde bedt om Tilgivelse, fordi han havde valgt en saadan Sag: «hans Klient nød jo ikke nogen stor Agtelse«! Ogsaa IJabinet beder om Tilgivelse, fordi han forsøger paa at plaidere Fornuftens Sag; men ligesom de Sales havde rnistvivlet om at udrette Noget for «l'Étre supréme, cidevantDieu», synes Cabinet ogsaa at mistvivle om Fornuftens Sejr. Og hertil havde han god Grund; thi hvor velskreven end Artiklen var, saa har den dog ikke med et eneste Fjed standset Spiritismens Fremrykken.Vel der en Tid, da man hørte mindre Tale om denne ejendommelige Sygdom; men i det sidste Par Aar har den saa til Gjengjæld fjnrt. sig des mere bemærket. Derfor tog for nogle faa Aar siden «en af Englands betydeligsteFysiologer« til Orde imod den, og skrev i (iQuarterly Review» en Artikel, der i den spiritistiske Lejr vakte megen Forbitrelse; men heller ikke denne Artikelhar fjærneste Maade hindret Spiritismens Omsiggriben;tvært har den i de sidste to Aar været mere fremme end nogensinde, — ikke alene i sit Hjem, men ogsaa i evropæiske Lande, særlig England. Ja endog Danmark synes at nære Lyst til at «være med»; i alt Fald er her som bekjendt for ikke længe siden stiftet en spiritistisk Forening.

Den Agitation, der er bleven og stadig bliver udfoldetaf er ligefrem kolossal. Folk der ikke særlig have beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal, kunne vanskelig gjøre sig nogen Forestilling om Omfanget af den spiritistiske Literatur og Presse, der med hver Dag voxer i Størrelse. Da nu denne Agitation virkelig synes at bære Frugter, hvorimod iModpartiets Bestræbelser ikke synes at føre til store Resultater, kan det forsaavidt

ikke siges at være meget opmuntrende at kæmpe for den sunde Fornuft; men selv om man føler størst Lyst til at lægge Hænderne i Skjødet og lade Sagerne gaa deres egen skjæve Gang, saa kan det dog maaske altid være forbundetmed vis Interesse at se, hvorledes denne Gang er. Det er det, vi i det Følgende skulle gjøre, og vi ville da først rette vort Blik mod Spiritismens Forbindelse med Socialismen, hvilken Forbindelse er saa ejendommelig,at ikke vel kan undlade at tildrage sig Opmærksomhed.

Det er ofte blevet sagt, at Troen paa en «Aandeverden» paa Muligheden af et Samkvem mellem Menneskene de Afdødes «Aander» er lige saa gammel som Menneskeslægten. Man har fremhævet, at til ingen Tid, end ikke i "Oplysningens Tidsalder«, har denne Tro været udslukket. Man har sagt, at endog den Gang da man dyrkede «Fornuftens Gudinde« og ingen anden Gud, kunde Mænd som Grev St. Germain, Cagliostro, Mesmer o. lgn. udfolde deres Virksomhed. Dette- er naturligvis rigtigt nok, og forsaavidt vilde det blive et temmelig uoverkommeligt at skrive Spiritismens Historie; men det, der skal være Gjenstand for de følgende Blade, er kun den moderne Spiritisme (Modern Spiritualism), hvis Historie er en Del kortere.

Af mange Spiritister sættes den moderne Spiritismes første Optræden ikke længere tilbage end til Marts 1848, da Kate og Caroline Fox begyndte paa deres Kunster (hvorom senere). Men hvor megen Ære de nævnte unge «Media» end have af Spiritismens Udvikling, saa synes den amerikanske Socialisme dog at have endnu mere.

Det er i Virkeligheden utvivlsomt, at Socialismen mere
end noget Andet har bidraget til Spiritismens Fremvæxt.

Af en Artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift 3 li. p. 397 ff. fremgaar det, at der i den amerikanske Socialismekan mellem følgende 3 Hovedretninger: den owen'ske Kommunisme, den fourier'ske Socialisme og den religiøse Kommunisme. Den første synes ganskevist fjendtlig mod alt Aandevæsen; men det skal dog her bemærkes, at ikke alene blev Robert Owens Søn og Efterfølger, Robert Dale Owen, en af Spiritismens mest ansete Førere, men selve Robert Owen gik paa sine gamle Dage over til Spiritismen, og bckjcndte, at hvad der havde bragt hans Samfund til at strande, var den Miskjendelse af det spirite Moment, der havde raadet i dem. Ogsaa den bekjendte Shakerhøvding,«Elder» har været en Forkæmper baade for Owenisme og Spiritisme. — Hvad dernæst den fourier'skeSocialisme saa maa det fremhæves, at «BrookFarm»*) — et af de betydeligste af de fourier'ske Samfund — ved sin Forbindelse med Swedenborgianismeni meget væsenlig Grad banede Vejen for den moderne Spiritisme. Det var «Brook Farm», der ved sit Tidsskrift «The Harbinger« væsenlig bidrog til ret at gjøre Swedenborgs Skrifter bekjendte i Amerika, og det var dem, der gjorde det muligt for Andrew Jackson Davis at bringe Spiritismen i System. Det var paa en Kirkegaard nær ved Poughkeepsie, at Davis i Aaret 1844 begyndte sine Sammenkomster med Swedenborgs «Aand», og Resultatet af disse Sammenkomster var, at Swedenborgianismenblev perfektioneret og «amerikaniseret«,at

---

*) N. T. 111. p. 427.

seret«,atden nogle Aar efter kunde fremtræde som modem spiritualism. Der kan virkelig ikke være nogen Tvivl om, at Fourierismen ved at virke for Swedenborgianismenhar for Spiritismen. Her skal til Støtte for denne Paastand anføres en Kjendsgjerning, der ganske vist ikke er uden Betydning: Albert Brisbane,*) Fourierismensivrigste i Amerika, var en stadig Gjæst ved A. J. Davis's seancer, og synes med stor Interesseat fulgt hans Aandeaabenbaringer. — Men kan der ikke være nogen Tvivl om, at Fourierismen har banet Vejen for Spiritismen, saa gjælder dette dog i endnu højere Grad om den religiøse Kommunisme. Af de amerikanske religiøs-kommunistiske Samfund have flere haft et stærkt spiritistisk Præg; men i en ganske særlig Grad er dette dog Tilfældet med Shakersamfundet,**) det af alle de kommunistiske Samfund, der har vundet den største Tilslutning, været i Besiddelse af størst Livskraft, og i det Hele haft den største Betydning.

Man har paastaaet, at Spiritisterne have øst al deres Visdom hos Shakerne, og sikkert er det i alt Fald, at de have lært overordenlig meget af dem. Naar Spørgsmaalet er om Spiritismens Oprindelse, kan man ikke unddrage Shakerkomm-unismen sin Opmærksomhed.

Den alt nævnte Shakerfører, «Elder» Evans, har i «Atlantic Monthly« for Maj 1869 erklæret, at den moderneSpiritisme havde sit Udspring hos Shakerne. Det var i Aarene 1837 til 1844, siger han, at der gjennemalle Shakersamfund gik «en stærk Strøm fra Aandeverdenen«. Manifestationerne holdtes imidlertid i nogle Aar hemmelige, da Verdenen endnu ikke var moden

---

*) 1. c. p. 415.

**) 1. c. p. 429.

til at høre herom; men Aanderne erklærede, at de snart skulde lade høre fra sig paany, og at da hver en By, hvert et Hus skulde aabne sig for dem. Den bebudede Begivenhed skete fire Aar senere, i 1848, i Rochester, hvor Kate Fox virkede som Medium (herom senere).

Den fuldstændigste Beretning om Shakernes Spiritisme finde vi dog hos den i Artiklen ('Amerikansk Socialisme» omtalte utrættelige Gransker af de socialistiske og kommunistiske Historie, Macdonald. Dog maa det indrømmes, at hvor mærkelige end de Syner, Aandesamtaler Aandegaver ere, som han fortæller om, saa have Spiritisterne senere præsteret ganske anderledes Ting. Men Spiritisterne have i alt Falu hos Shakerne faaet et Materiale, som de saa senere have gjort til Gjenstand for yderligere Bearbejdelse.

Den moderne Spiritisme staar saaledes i en betydelig Gjæld til den amerikanske Socialisme, og navnlig da til Shakersocialismen; Sætningen kan ogsaa vendes om: thi have Socialisterne forsøgt sig i Spiritisme, saa have til Gjengjæld Spiritisterne jævnlig forsøgt sig i Socialisme. Det er denne Side af Sagen, vi nu skulle belyse.

Spiritisternes Forsøg i Socialisme ere ikke saa bekjendtesom i Spiritisme, og dog ere de overordenlig talrige. Forfatteren til den amerikanske SocialismesHistorie, siger, at Spiritisterne i den sidste Snes Aar have gjort «næsten utallige" Forsøg paa Grundlæggelse af socialistiske eller kommunistiske Samfund.Fra ere de gaaede til Fourierisme, og fra denne tilbage til hin, og de have forsøgt sig i de forskjelligste Retninger, men uden stort Held. Som et

---

*) 1. c. p. 398 fl.

Exempel paa disse spiritistisk-socialistiske Samfund skulle
vi nævne »Kommunen i Mountain Cove».

Om Maaden, hvorpaa denne Kommune fremstod, fmdes der nogle Oplysninger i en Korrespondance til «Oneida Circular». Det fortælles der om , hvorledes Mr. Hitchcock og hans Medspiritister fandt det Sted, hvor Samfundet skulde grundlægges: dette var den gamle Edens Have! «De have fundet Edens Have, netop det Sted , hvor vore første Forældre syndede, og som ingen menneskelig Fod har betraadt, siden Adam og Eva joges ud; ¦— han, Ira S. Hitchcock, er den Første, hvem det er blevet tilladt at betræde dette Sted, der under alle Naturomvæltninger har bevaret sig uforstyrret og ganske saaledes som det oprindelig var. Dette er det Sted, der skal danne Udgangspunktet for den nu forestaaende Befrielse!»

Samfundets Grundlægger modtog disse Aabenbaringer fra Paulus ved Hjælp af Aandebanken. Dette skete i 1851, altsaa kun tre Aar efter at Bankeaanderne havde begyndt deres Virksomhed.

Der vides forøvrigt ikke meget om Samfundets Organisation Liv, Over de spirit-socialistiske Samfund der i det Hele et Slør, som det i de fleste Tilfælde er næsten umuligt at gjennemtrænge. I etNew- Yorker-Blad »Journal of Progress« meddeles der dog i 1853 følgende Oplysninger om Kommunen i Mountain Cove, hvis Rigtighed Samfundets Styrer selvfølgelig ikke vil godkjende.

«De fleste af vore Læsere ere uden Tvivl vidende om, at der i Mountain Cove, Virginia, findes en spiritistisk Forening, hvis Krav paa Samkvem med Aanderne ere noget forskjellige fra dem, der ellers fremsættes af Troende

i andre Dele af Landet. — Bevægelsen opstod i et stort Spiritistsamfund i Auburn, New York, for omtrent to Aar siden; men de oprindelige Stifteres Fordringer bleve langt større kort efter at de havde nedsat sig i Mountain Cove. Det paastaas, at de bleve førte til det Sted, de nu bebo, af Gud, som en Opfyldelse af visse Profetier hos Jesaiah, i det Øjemed at forløse alle dem, der vilde samvirke med dem og lade sig lede af deres Itaad; og Stedet, som de bebo, kaldes «det Hellige Bjærg, der blev indviet og bestemtforhans Forløsning.« De vigtigste Media, Scott og Harris, paastaa at have absolut guddommeligInspirationog Ufejlbarhed; at den uendelige Gud giver dem direkte Meddelelser, og at de af ham sikres imod den Mulighed at fejle i noget af deres Udsagn, der hævder at stamme fra Aanderne. — I Kraft af disse Paastande fastsættes af de ovennævnte Personerallede og Regler, hvorefter de Troende paa dette Sted leve. Blandt disse Meddelelser, der sædvanlig fremtræde i Form af vilkaarlige Dekreter, findes der positive Forbud mod, at de, der en Gang have erklæret at tro paa Bevægelsens Guddommelighed, kritisereellerpaa Maade tænke over Befalingerne og de givne Meddelelser; med andre Ord: der nægtes DiscipleneRettil have anden Fornuft eller overhovedet Samvittighed end den, der foreskrives dem af Oraklet. For den styrende Tankes mest übegrænsede Krav maa dens Tilhængere bøje sig, eller ogsaa ville de blive kastedeudenforden guddommelige Indflydelses Grænser, og fuldstændig og uoprettelig Undergang forkyndessomStraf. Idet disse Matthiases gjøre saadannePaastande,hævde for Gud hans Ejendom.; man skal derfor bøje sig for deres Bestyrelse

og overlade den Almægtige alle timelige Besiddelser.Derforer mange samvittighedsfuldeTroendemegen her uden Forbehold ble ven overdragen Guds ovennævnte herværende Statholdere i den Mening, at denne Overdragelseersket selve Guddommen. En uundgaaeligFølgeaf Virkemaade er det, at der i de mere tænkende Medlemmers Sind er vakt Mistillid og Vantro, der har ført til, at nogle med stort Pengetab have trukket sig tilbage fra Samfundet, medens den hos andre, der endnu ere tilbage, er bleven til Misstemning og voldsom Modstand, og det Hellige Bjærgs nuværende Tilstand fremviser alt Andet end guddommelig Harmoni. Uenighed,Bagvaskelseog hører til Dagens Orden, og enten den ene eller begge de foregivne inspirerede Mediatorer tage virksom Del heri. Udsigten er nu til, at den guddommelige Avtoritet i «Bjærgets» timelige Anliggendersnartvil stillet paa Prøve, og den regerende Magt enten erklæret for absolut eller ganske omstødt.»

Prøven kom unægtelig snart, og Resultatet blev naturligvis, hvad man kunde vente: i Slutningen af 1853 styrtede Kommunen sammen. Dette er let nok at forstaa; vanskeligere er det at forstaa, at Samfundet i de to Aar overhovedet har kunnet leve.

Som Noyes bemærker, har der været «næsten utallige«andre paa en Forening af Spiritisme og Socialisme. Ligesom denne i disse Forsøg er optraadt under de forskjelligste Former, idet den har vexlet mellemden Kommunisme og en Socialisme af en meget mildere Beskaffenhed, saaledes har ogsaa hin varieret mellem Tro paa de groveste «Aande»-Kunster og en mer eller mindre let Swedenborgianisme. For mange

Læsere vil sikkert en Forbindelse mellem disse Elementer
være paafaldende, og vi skulle derfor fremhæve, hvad der
kan anføres til Forklaring heraf.

De Læsere, der kjende den Opfattelse af Forholdet mellem Socialisme og Religion, som Forfatteren til den amerikanske Socialismes Historie hylder, vil det ikke undre høre, at han giver følgende Forklaring: Efter at alle de ikk e-religiøse socialistiske og kommunistiske Samfund ynkelig ere gaaede til Grunde, hvorimod flere af de religiøs-kommunistiske endnu den Dag i Dag synes at trives, begynder det mere og mere at gaa op for de praktiske Socialister, at de, hvis de ville have nogen Udsigt Held, maa bygge deres Bygninger enten paa Religionen eller i alt Fald paa Noget, der kan være en Slags Erstatning for Religionen. Dette gik først op for Fourieristerne i «BrookFarm», der i Swedenborgs spiritreligiøse søgte en Støtte for deres Samfund. Og siden da er det blevet mere og mere tydeligt, at der jævnlig i Spiritismen søges den Grundvold, hvorpaa den socialistiske Rygning kan opføres.

Denne Forklaring er ikke fyldestgjørende, men der er dog maaske Noget i den. Medens der hos mange Socialister — navnlig franske — findes den mest absoluteForagtfor Religion, er det sikkert nok, at deres amerikanske Brødre i Almindelighed nære den Overbevisning,atReligion nødvendig for at Socialismen kan trives, og det er ikke usandsynligt, at Spiritismen ofte kan afgive dem det religiøse Moment, de søge. Spiritismenforkynder,ligesom et «kommende Liv», og, efter hvad en af de mest ansete Spiritister (Alfred R. Wallace) paastaar, lærer den en Moral, der er langt renereendnogen «I Forhold til den Udvikling,

vi have givet vore højere aandelige og moralske Evner, eller det Misbrug, vi have gjort heraf, ville vi være vel eller daarlig skikkede for det ny Liv, vi skulle træde ind i. Herbert Spencers ædle Lære, at Menneskene opdrages bedst, naar de komme til at lide under de naturlige Følgerafderes er netop Spiritismens Lære, forsaavidtangaarOvergangen Livets anden Fase. Der skal ikke være nogen paatvungen Belønning eller Straf; men Enhver vil komme til at føle de naturlige og uundgaaeligeFølgeraf godt eller et slet anvendt Liv.« «Spiritisten frygter for at give efter for Lidenskab eller Falskhed, for Selviskhed eller Yppighed; thi han véd, at de naturlige og uundgaaelige Følger af saadanne Vaner er fremtidig Elendighed, der nødvendiggjør en lang og haard Kamp for paany at udvikle de Evner, hvis Brug er bleven ham vanskelig, fordi han i saa lang Tid ikke har brugt dem. Han vil afholdes fra Forbrydelser, fordi han véd, at deres uforudsete Følger kunne foraarsage ham Samvittighedkval gjennem Menneskealdre; fordi de slette Lidenskaber, som de opmuntre, ville være ham en stadig Lidelse under en Tilværelse, i hvilken Sindsbevægelser ikke kunne fjærnes eller glemmes midt i en fysisk TilværelsesvoldsommeKampe sanselige Nydelser. — Det maa erindres,« tilføjer Wallace, «at denne Tro (ulig Theologiens) har en levende Kraft, fordi den skriver sig fra Kjendsgjerninger, som atter og atter hændes i Familiekredsene, som bestandig gjentage de samme SandhedersomResultatet personlig Kundskab, og som saaledesindprenteendog mest Sløves Aand den absoluteVirkelighedaf kommende Tilværelse, i hvilken vor Lykke eller Ulykke vil staa i umiddelbart Forhold til den aandelige Bygning (mental fabric), som vore daglige

Tanker, Ord og Handlinger opføre. — Sammenlign nu dette naturlige og uundgaaelige Belønningssystem — der ganske afhænger af vor højere aandelige og moralske Naturs forholdsmæssige Udvikling — med det af alle dogmatiske Religioner udviklede vilkaarlige BelønningsogStrafsystem,der afhænger af bestemte Handlinger og Tro — og hvem kan undlade at se, at hint stemmer med Naturens hele Orden, hvorimod dette staar i Strid dermed!»

Spiritismen lærer Sjælens Udødelighed og det evige Liv; den lærer, at Mennesket er i Besiddelse af fri Vilje og som en Følge deraf er ansvarlig for sine Handlinger; den lærer, hvad Følgerne ere af et godt eller slet anvendt Liv; den tæmmer (paastaar man) Lidenskaberne, Hovmodet og Egennytten; den fremmer Kampen for det Gode, og trøster os ved at give os Haab om Gjensyn med vore Kjære.*)

Den Filosofi, der saaledes uddrages af de spiritistiske Fænomener, er det, som af mange Socialister benyttes som et religiøst Grundlag, hvorpaa de tro at kunne opføre ny Samfund, og saaledes lader deres Forkjærlighed Spiritismen sig maaske til Dels forklare. Men det omvendte Forhold forklares i alt Fald ikke herved; den Kjendsgjerning, at Spiritisterne saa jævnlig have forsøgt i Socialismen, staar endnu uforklaret.

At det Fremtidsbillede, Socialismen udmaler, har
noget Forførende ved sig for de med det nuværende SamfundMisfornøjede,

---

*) Af Allan Kardecs Skrifter kan man se, hvorledes der kan udledes et helt religiøst System af Spiritismen. Se navnlig hans Bog: ¦ Evangeliet forklaret af Spiritismen".

fundMisfornøjede,og at særlig saa dristige, fantastiske og vidtskuende Folk som Spiritisterne kunne føle sig til— dragne heraf, —er dog ikke uforstaaeligt. Naar Spiritisternekunne sig Muligheden af den Aandeverden, de fortælle om, er der ikke noget Underligt i, at de kunne tro paa det Samfund, Socialisterne love. Men her er desuden et andet Forhold, som det maa være tilladt at minde om.

Lige saa sikkert som det er, at Flertallet har en sand Rædsel for Alt, hvad der er «udenfor Reglen«, lige saa sikkert er det, at der findes et Mindretal, som sværmer netop fordi det er udenfor Reglen. Det er bekjendt nok, at der findes Mennesker, der have en mærkelig for Alt, hvad der er usædvanligt, extravagant excentrisk, kun fordi eller dog hovedsagelig det er usædvanligt og excentrisk. Der findes ikke saa ganske Faa endda, hvem man kun behøver at vise noget mod det almindelig Vedtagne Stridende, for at faa dem til at slutte sig hertil. Det er iblandt dem, at mange radikale Skoler rekruteres, og baade Socialismen og Spiritismen have muligvis ofte her fundet Tilhængere.

Spiritismens Oprindelse og Fremgang. Spiritistiske Medier.

At der er en vis Forbindelse mellem den moderne Spiritisme og Socialismen, synes, efter hvad vi have anførti indledende Afsnit, ikke vel at kunne bestrides; men naar man jævnlig er gaaet saa vidt at betegne Spiritismensom ligefrem Affødning af den amerikanske Socialisme, og særlig af Shakersocialismen, saa er der af mange Spiritister blevet protesteret herimod. Alfred R.

Wallace*) fortæller omtrent paa følgende Maade den moderneSpiritismes
og Udvikling.

Den moderne Spiritisme, der nu tæller saa mange Tilhængere, skylder en ni-aars lille Pige, Kate Fox, sin Oprindelss. Det var i Marts 1848, at dette Barn — det første anerkjendte Exempel paa den nu saa talrige Klasse Folk, der kaldes «Medier» — og hendes Familie i Hydesville Staten New York hørte en mærkelig Banken, "hvis Aarsag det var umuligt at opdage trods alle anstillede Efterforskninger. Nu vilde det ganske vist være meningsløst denne Grund at tilskrive «Aanderne» Støjen, — hvis det havde været en slet og ret Støj og intet Andet. Men "det var ikke nogen slet og ret Støj». Ved denne Banken fortaltes der nemlig en Begivenhed, som var übekjendt alle Tilstedeværende, men som ved nøjere Undersøgelse sig at være virkelig. Det tilkjendegaves ved Bankningen, at i Husets Kjælder vilde der findes nedgravet myrdet Mand; det angaves nøjagtig, hvor Liget skulde søges, og det fandtes virkelig paa det angivne Sted. Fremdeles blev den Myrdedes Navn opgivet, og det blev senere oplyst, at en Person af dette Navn for nogle Aar siden havde været der i Huset, og at han derefter sporløst var forsvunden. Endelig erklærede «Bankeaanden», at det var den Myrdedes Aand, der bankede, — og, siger den spiritistiske Logik, da det var umuligt at opdage nogen fysisk Aarsag til Bankningen, — staar det fast, at det virkelig var en Aand, der bankede!

Dette er med faa Ord den moderne Spiritismes Oprindelse.Fra
beskedne Begyndelse har den udvikletsig

---

*) A defence of modern spiritualism« , i Fortn. Review Maj og Juni 1874.

vikletsigtil, hvad den nu er. Den lille Kate Fox kan smigre sig med ved sine naragtige Kunster at have lagt Grunden til Læren om Menneskenes Samkvem med Aanderne,— Lære, hvis Tilhængere nu maa tælles i Millioner. Hun kan smigre sig med ikke alene at have ført elleve Millioner Mennesker bag Lyset, men med at have givet Videnskaben noget at bestille. Hun kan smigre sig med at have aabnet en som det synes meget indbringendeLevevej, at være Medium. Og hun har lagt Grunden til en Bevægelse, om hvis Dimensioner ingen Dødelig for tyve Aar siden kunde gjøre sig nogen Forestilling.

Fra Hydesville forlagde Familien Fox sit Sæde til Rochester, hvor "Manifestationerne» fortsattes (Rochester hnocMngs, Rochester rappings). Kate og hendes Søster og Medhjælper Caroline bleve her tagne i skarpt Forhør af forskjellige Skeptikere; men det var umuligt at opdage noget Bedrag. «Vi have,» erklære nogle af disse Forhørere, have hørt Lyd, men været ganske ude af Stand til at opdage deres Aarsag. Det er bevist, at her ikke foreligger noget Bedrag, og vore Spørgsmaal, hvoraf mange kun vare mentale, ere blevne rigtigt besvarede.»

Familien Fox's Exempel smittede: det blev mere og
mere Mode at forsøge sig som «Medium» ,*) og i de

---

*) 'Medium* er Benævnelsen paa Mellemleddet mellem Aanderne og Menneskene, eller den Person, der paa Grund af en ejendommelig ganske særlig egner sig til at træde i Forbindelse med Aanderne. Man skjelner mellem mange forskjellige Slags Medier. Der er saaledes seende, hørende og talende Medier, der forstaa at se eller høre Aanderne eller tale med dem. Der er skrivende Medier, der modtage Aandernes Meddelelser skriftligt. Der er helbredende, somnambulistiske og mange andre Medier, hvorom Læserne kunne faa alle ønskelige Oplysninger hos Allan Kardecs: »Mediernes Bog«. Som man ser, har Loven om Arbejdets gjort sig gjældende her ligesom i enhver anden Industri.

følgende Aar opstod der rundt omkring i de Forenede Stater spiritistiske Foreninger. Spiritismen mødte selvfølgeligstærk ; men alligevel greb den stedse mere om sig, og vandt talrige Tilhængere endog i de formentligoplyste dannedeStænder. I 1853, altsaa kun fem Aar gammel, vandt den en Sejr, hvorpaa Spiritisterne altid pukke, og som det ikke gaar an at lade uomtalt i en Fremstilling af Spiritismens historiske Udvikling; jeg mener: Dommeren Edmunds Omvendelse. Hermed gik det til paa følgende Maade:

I 1851 blev der af en Del New-Yorkere — Jurister, Præster, Kjøbmænd, Literater, Senatorer m. il. -— dannet en Forening i den Hensigt at komme paa Spor efter det Bedrageri, hvorpaa Spiritismen formodedes at hvile. Bedrageriet ikke; derimod var det to Aar senere notorisk i alle de Forenede Stater, at et af denne Forening fremragende Medlemmer, den højt ansete amerikanske Jurist John W. Edmunds, Justitiarius i New Yorks Højesteret, havde erklæret sig for den forfulgte Lære.

«Det var i Januar 1851,» skriver Edmunds, «at jeg først begyndte mine Efterforskninger, og det var ikke før April 1853, at jeg blev fast overbevist om Virkeligheden af en Forbindelse med Aandeverdenen. I tre og tyve af disse syv og tyve Maaneder har jeg været Vidne til flere hundrede Manifestationeri forskjelligste Former. Om mange af dem optog jeg nøjagtige og omhyggelige Beretninger. Det var min Vane, naar jeg overværede et Møde, med Blyant

---

*) 'Medium* er Benævnelsen paa Mellemleddet mellem Aanderne og Menneskene, eller den Person, der paa Grund af en ejendommelig ganske særlig egner sig til at træde i Forbindelse med Aanderne. Man skjelner mellem mange forskjellige Slags Medier. Der er saaledes seende, hørende og talende Medier, der forstaa at se eller høre Aanderne eller tale med dem. Der er skrivende Medier, der modtage Aandernes Meddelelser skriftligt. Der er helbredende, somnambulistiske og mange andre Medier, hvorom Læserne kunne faa alle ønskelige Oplysninger hos Allan Kardecs: »Mediernes Bog«. Som man ser, har Loven om Arbejdets gjort sig gjældende her ligesom i enhver anden Industri.

at nedskrive Alt, hvad der passerede, og naar jeg kom hjem skrive en fuldstændig Beretning derom. Jeg gjorde alt dette med lige saa megen Nøjagtighed og Omstændelighed,som nogensinde i Retten har holdt Forhør med. Jeg har saaledes bevaret Beretninger om næsten to hundrede Sammenkomster, der udgjøre et Manuskript paa omtrent 1600 Sider. Jeg havde disse Sammenkomstermed forskjellige Medier under de forskjelligste Omstændigheder. Ikke to Sammenkomster vare ens; altidvar noget Nyt og Forskjelligt, og det hændtes meget sjældent, at kun de samme Personer vare tilstede. Manifestationerne vare af alle bekjendte Former, baade fysiske og mentale. Jeg greb ethvert Middel, jeg kunde udtænke, for at opdage Bedrag eller vogte mig mod Blændværk. Jeg følte med mig selv og jeg saa hos Andre,hvor den Tanke var, at vi virkelig skulde kunne omgaas med de Døde, og jeg arbejdede af al Kraft for at forebygge en utilbørlig Skjævhed i min Dom. Til sine Tider var »jeg i en urimelig Grad kritisk og snedig, og naar min Tro, hvad atter og atter skete, blev udæsket,vægrede mig ved at bøje mig undtagen for et Bevis, hvor der ikke kunde være Tale om Sofisteri. Jeg gik ofte til et Møde, idet jeg nærede en Tvivl om de Manifestationer,jeg set i det foregaaende Møde, og saa hændtes der Noget, der direkte sigtede mod denne Tvivl og, som jeg da syntes, ganske tilintetgjorte den, saa jeg ikke længere havde nogen Grund til at tvivle. Men naar jeg saa var kommen hjem og havde overvejet Sagen, kunde jeg tilsidst tro at finde et nyt Smuthul, en ny Mulighed for, at hvad jeg havde set skyldtes Andet end Aandernes Indflydelse. I det næste Møde kom jeg saa med en ny Tvivl og en ny Samling af Spørgsmaal ....

Nu ser jeg ofte med et Smil tilbage paa den Sindrighed, udfoldede for at udtænke Midler, ved hvilke eg kunde undgaa Muligheden af at blive skuffet. — Det var mærkeligt, at enhver tænkelig Indvending, jeg kunde rejse, tidlig eller sent blev imødegaaet og besvaret.

Et andet Sted bemærker Edmunds: «Inden jeg kom til Mødet, havde jeg, der var alene i min Stue, nedskrevet en Række Spørgsmaal, der skulde overvejes, og til min Overraskelse blev Spørgsmaalene besvarede netop i den Orden, i hvilken jeg havde nedskrevet dem, uagtet jeg hverken tog Papiret ud af Lommen eller nogen Nærværende vidste, at jeg havde forberedt disse Spørgsmaal. Mine hemmeligste Tanker, Tanker som jeg aldrig havde udtalt for 'nogen Mand eller Kvinde, ere blevne frit besvarede,.som om jeg havde udtalt dem, og jeg er bleven varet om, at alle mine Tanker kjendtes og kunde aabenbares af den Aand («intelligence«), der saaledes sig Udtryk. Man vil spørge: -«Kan alt dette ikke paa en hemmelighedsfuld Maade have været en slet og ret Reflex af en Tilstedeværendes Tanke?« Svaret herpaa er: der meddeltes Kjendsgjerninger, som da vare ukjendte, men som senere viste sig at være sande.»

Edmunds blev ikke alene omvendt til Spiritismen; han blev endog selv Medium. Ogsaa hans Datter blev Medium. Faderen erklærer, at hun kun kunde Engelsk og en Smule Fransk; men naar hun var i Rapport med «Aanderne», hørte man hende tale Spansk, Italiensk, Latin, Græsk og adskillige andre Sprog, som hun ellers ikke forstod et Ord af, — altsaa ligesom Shakersektens Stifterinder Moder Ann«, der under lignende Omstændigheder talte to og halvfjerdsindstyve Sprog!

Aaret efter at Spiritismen havde faaet Edmunds blandt sine Tilhængere, stiftedes en ny spiritistisk Forening i New York bestaaende af til Dels meget ansete Mænd, og Spiritismen begyndte nu at rykke frem med Stormskridt. Da Dixon 1866 skrev om det «Ny Amerika« ansloges Spiritisterne til over tre Millioner: «tre Millioner er et stort Tal; ingen Kirke, ikke engang den methodistiske, tæller i disse Stater saa stort et Antal Medlemmer.» Nu skal de tre Millioner endog være voxet til elleve! I Paris skal der være 50,000, i Lyon 10,000, i England ikke saa ganske faa. Og iblandt disse Millioner findes der virkelig en Del meget ansete Videnskabsmænd. Vi skulle nævne et Par Stykker. Dr. Robert Hare, en meget anset Professori ved Universitetet i Pennsylvanien, Mr. Crookes,Opdager Metallet Thallium og Redaktør af «Quart. Journal of Science«, Dr. Huggins, Serjeant Cox, Dr. George Sexton, Lord Lindsay og m. Fl. Navnlig gjorde det en betydelig Opsigt da Mr. Crookes for nogle Aar siden gik over til Spiritismen; men den store Anseelse, han tidligere nød i den videnskabelige Verden, synes han saa temmelig at have forskjærtset herved, og den bekjendteArtikel «Quart. Rev.» om de i den seneste Tid til Spiritismen Omvendte behandler ham med stor Haan. Wallace bemærker i den Anledning: «Hvad sige nu vore Ledere af den offenlige Mening, naar en Videnskabsmandaf Dygtighed atter i sit eget Hus under al Garanti iagttager en stor Del af de mere overordenlige Fænomener og efter fire Aars Forsken bekræfter deres objektive Virkelighed? Mænd «with heavy scientific appendagesto names» vægre sig ved at undersøge dem, naar de opfordres dertil; Pressen raaber paa, at den behøver bedre Vidner end Mr. Crookes, og at saadanneKjendsgjerninger

danneKjendsgjerningertrænge til «Bekræftelse», før de kunne tros. Men hvorfor yderligere "Bekræftelse»; og naar de ere blevne bekræftede paany, hvem skal saa bekræfteBekræfteren? at Verden i ti Aar havde været Vidne til den hele Række af Fænomener, og efter at Skeptikere — Skeptikere med sund Forstand og mere enå almindeligt klartseende, Amerikanere af alle Stænder — i tusendvis vare blevne overbeviste, blev Fænomenerne bekræftede af den første Kemiker i Amerika, Professor Hare. To Aar senere bleve de atter bekræftede ved en af de første amerikanske Juristers, Dommeren Edmunds, lange og udholdende Efterforskninger. Saa blev de bekræftedeaf anden dygtig Kemiker, Professor Mapes. I Frankrig blev de simplere fysiske Fænomeners Sandhed bekræftet af Grev A. de Gasparin i 1854, og senere have franske Astronomer, Mathematikere og Kemikere af høj Rang paany bekræftet dem. Professor Thury i Genéve bekræftede dem i 1855. I England have saadanne Mænd som Professor Morgan, Dr. Lockhardt Robertson, T. Adolphus Trollope, Dr. Robert Chambers, Serjeant Cox, Mr. C. F. Varley saa vel som den skeptiske »Dialectical Committee« uafhængig af hverandre for en stor Del bekræftetdem; endelig kommer Mr. William Crookes, Fellow of the Royal Society efter fire Aars Undersøgelser og bekræfter atter hele Rækken!«

Dette er jo ganske vist ret mærkeligt, og om man end mener, at det ikke er aldeles uforklarligt, bør man dog, naar man skrider til Forklaringen eller Forsøget paa Forklaring, tage sig lidt i Agt for at give det Udseende af, at tidligere ansete Videnskabsmænd have tabt Forstanden, de have antaget en Tro, som man er til— bøjeiig til at betragte som grov Overtro.

Blandt de meget mærkelige Erklæringer om de spiritistiske hører ogsaa den, der findes i en Betænkning som et af det engelske «dialektiske Selskab« Udvalg har afgivet. Den Gang, da dette Udvalg begyndte sine Undersøgelser, troede kun 8 af dets 33 virkende Medlemmer paa de spiritistiske Fænomeners Virkelighed, og kun fire akcepterede da den spiritistiske Forklaring af dem. De øvrige vare erklærede Skeptikere. Men af dem gik efterhaanden 15 over til at tro paa mange af de fysiske Fænomeners Virkelighed, og nogle, af dem erklærede sig fuldstændig for Spiritismen. Wallace, var Medlem af Udvalget og af et Underudvalg, der med stor Iver anstillede praktiske Forsøg, erklærer, at han her gjorde den Erfaring, at jo mere Tid og Omhu, Medlemmerne helligede Undersøgelserne, i des højere Grad erklærede de sig for den spirite Lære. Dette er utvivlsomt ret mærkelig Kjendsgjerning.

I en Oversigt over Spiritismens historiske Udvikling
ville nogle Oplysninger om de mest berømte Medier høre
hjemme.

Foruden det tidligere nævnte første Medium, Kate Fox_r der i Løbet af sex og tyve Åar har udfoldet sin Mediumsvirksomhed,oghvis Begavelse synes at gaa i Arv til hendes lille Barn, der, naar Moderen er borte, til Ammens Forskrækkelse gjør spiritistiske »Manifestationer«,— her anføres den verdensberømte Daniel D. Home, der i over tyve Aar har virket. I de højeste Kredse har han gjort sine Kunster, og efter hvad der paastaas fra de forskjelligste Sider, skal han have gjort dem fortrinligt; ja den bekjendte Taskenspiller Bosco skal endog have afgivet den Erklæring, at han nærede den bestemte Overbevisning, at de Home'ske Kunster

umulig kunde være Taskenspillerkunster: At bære gloende Kul paa sit bare Bryst eller i sit Haar, var en Bagatel for ham; at faa svære Borde uden mindste menneskelig Berøring til at spadsere omkring, var ham ogsaa den letteste Ting af Verden, og fremfor Alt excellerede han i at faa de -forskjelligste Instrumenter til at spille i sin Nærværelse,uden Nogen rørte ved dem. Lord Lindsay, hvem den nævnte Artikel i »Quart. Rev.» ikke i dette Tilfælde vil antage som noget gyldigt Vidne, men hvem det dog betegner som «en hæderlig Mand med en uplettet personlig Karakter, ikke blot med en høj almindelig Dannelse,menendog Besiddelse af en betydelig videnskabeligUddannelse",— følgende Beretning om et Møde, i hvilket han og Lord Adare vare sammen med Home. «Under Mødet henfaldtHome i en bevidstløs Tilstand,ogi Tilstand blev han ført ud af Vinduet i det tilstødende Værelse og bragt ind gjennem vort Vindue. Afstanden mellem de to Vinduer var 7 Fod og 6 Tommer, og der var ikke det mindste Fodfæste mellem dem. Vi hørte, at Vinduet i det tilstødende Værelse blev løftet op, og næsten øjeblikkelig efter saa vi Home svæve i Luften udenfor vort Vindue. Maanen skinnede klart ind i Værelset. Jeg vendte Ryggen mod Lyset og saa Skyggen paa Vindueskarmvæggen og Homes Fødder omtrent6Tommer den. I denne Stilling forblev han i nogle Sekunder, løftede saa Vinduet i Vejret og svævede ind i Værelset med Fødderne først og satte sig ned. Lord Adare gik derpaa ind i det tilstødende Værelse for at se paa Vinduet, hvorfra han var bleven ført. Det var løftet omtrent atten Tommer i Vejret, og da han udtalte sin Forundring over, at Home kunde være bleven ført gjennem saa snæver en Aabning, svarede denne, der

endnu befandt sig i sin bevidstløse Tilstand: «Jeg skal vise dem det!» Han vendte Ryggen mod Vinduet, lænede sig tilbage og blev skudt ud af Aabningen med Hovedet først og Legemet stift, og vendte saa rolig tilbage. — Vinduet var omtrent halvfjerdsindstyve Fod over Jorden. Jeg betvivler meget, at nogen dygtig Linedanser under lignende Forhold vilde forsøge en lignende Kunst.« «Quarterly Rev.» beklager meget, at dette interessante Fænomen fandt Sted ikke om Dagen, men i Maaneskin!

Saa er der Mrs. Guppy, som baade Wallace og Forfatteren i «Quart. Rev.» fremhæve som et højst interessant Hos den sidstnævnte Forfatter findes følgende Fortælling om hende:

Den 20de Maj 1871 blev Mr. Herne ved højlys Dag «bortført», medens han rolig spadserede i Nærheden af Islington, og af en usynlig Magt ført ind i Mrs. Guppys Hus, hvis Døre og Vinduer alle vare lukkede. FjortenDage aflagde Mrs. Guppy Takkevisit hos Mr. Herne: af en usynlig Magt blev hun ført ind i et Værelse, hvis Døre og Vinduer vare lukkede og stængede, og hun kom «plumpende ned» midt paa et Bord, omkring hvilket elleve Personer sadde ien mørk seance. Det var tydelig nok, at Mrs Guppy ikke havde givet sit Samtykke til denne Bortførelse; thi hun var aldeles fortumlet og kun mangelfuldt paaklædt, idet hun hverken havde Sko, Sjal eller Hat. Det synes, som om den bortførende Aand pludselig har afbrudt hende i hendes Husholdningssager, thi hun holdt en Regnskabsbog i den ene Haand og en vaad Pen i den anden. Hvorledes Forsamlingen — trods Mørket — kunde se at Blækket var vaadt, og at hun manglede de nævnte Klædningsstykker , fortælles ikke. Derimod fortælles det af Wallace og Andre, at det

nævnte Medium særlig havde sin Force i at producere Blomster, Frugter, Is, Hummer og adskillige andre Fødevareri store Masser som man kunde ønske sig. Naar det forholder sig paa denne Maade, er man ganske vist berettiget til at spørge om, hvorfor Mrs. Guppy fører Regnskab, naar hun kan forskaffe sig omtrent alt, hvad der hører til en Husholdning paa en saa nem Maade.

De noksom bekjendte «I)avenport Brothers«*)

---

*) Angaaende Davenport Brothers har Prof. Wili. Scharling meddelt Forf. Følgende: «I Vinteren 1865_—66 havde jeg Lejlighed til i Edinburgh at overvære en seance, som Brødrene D. gave' for en indbudt Kreds, Oa de netop kom fra el Sled — saa vidt jeg mindes Liverpool — hvor deres Optræden havde vakt stor Forargelse og fremkaldt larmende og for dem übehagelige Scener, fremtraadte de her meget beskedent og aabnede Forestillingen med udtrykkelig af, at de ikke indlod sig paa at give nogensomhelst af de Fænomener, vi vilde faa at se, men ganske overlod til Tilskuerne selv at forklare sig dem, som de kunde bedst. Hvad de præsterede var ganske vist mærkeligt og. tilsyneladende — dog næppe mere, end de fleste godt udførte Taskenspillerkunster. Den første Del af Forestillingen bestod i, at de toge Plads overfor hinanden i et stort Klædeskab med tre Døre, hver til sin Side, og derpaa af to Tilstedeværende, der valgtes ved Lodtrækning, bleve bundne meget omhyggelig ved en Mængde Reb om Arme og Ben, hvorpaa Dørene bleve lukkede; et Øjeblik efter hørte man inde fra Skabet — der stod frit ude i Stuen, løftet fra Gulvet ved to Bukke — Blæsen paa et Horn, som lidt efter blev kastet ud af en Aabning paa den midterste Dør; strax efter aabnedes Dørene, og begge Herrer saas siddende paa deres Pladser med Hænderne paa Ryggen. Hvad der imidlertid noget svækkede Indtrykket af det ellers Übegribelige var selve det næste Kunststykke; thi dette bestod deri, at de, efter et Øjeblik at have siddet igjen i det mørke Skab, bundne som før, traadte ud af Skabet, løste fra alle Baand. Det Hele syntes da Resultatet af en utrolig Behændighed, der blev endnu mere mærkværdig, da de gjentoge den sidste Prøve med Hænderne fulde af Mel, hvoraf Intet blev spildt paa deres Dragt. Desuagtet var der næppe Nogen af de Tilstedeværende, som ikke følte sig overbevist om, at det Hele gik naturligt til. Det bør dog tilføjes, at de Mænd, der havde bundet dem, ikke kunde mistænkes for at staa i Ledtog med dem. Ogsaa en mørk seance gaves, i hvilken flere af de ovenfor nævnte Fænomener fandt Sted; saaledes viste en Guitar, hvis Underside var gnedet med Fosfor for at lyse i det bælmørke Værelse, — sig snavt her, snart der, endog over vore Hoveder, tonede af og til paa de forskjellige Steder. Desuagtet havde vistnok de fleste af de Tilstedeværende samme Indtryk som jeg, at det Hele var en Taskenspiller-Forestilling, og Proselyter tror jeg i alt Fald ikke, at Spiritismen gjorde blandt de alvorlige og tænksomme Skotter.»

udførte ganske vist næsten altid deres Kunster i Mørke; men de skulle have gjort dem fortrinligt, og de have omvendt Mange til Spiritismen. Det er saaledes dem, der overbeviste Dr. George Sexton — en anset Videnskabsmand,der mange Aar havde været en af Spiritismensheftigste — om, at de spiritistiske Fænomener ikke hvile paa Bedrag, men, at de «maa være Resultatet af en eller anden skjult Naturkraft, en eller anden uopdaget Naturlov, som Videnskabsmanden bør bestræbe sig for at opdage.»

Dette er et Par Exempler paa den Slags Folk, der give sig ud for at være det nødvendige Mellemled mellem os hernede og vore mere luftige Brødre. Hvor mange der er af saadanne Medier, vides ikke. Da Babinet for tyve Aar siden skrev sin Artikel, hed det sig, at der der alene i de Forenede Stater fandtes over 30,000 Medier; nu er der naturligvis mange, mange Gange flere end da. Det kunde være interessant at vide, hvor meget et Medium i Gjennemsnit kan tjene. Herom vides Intet: Spiritisterne holde ikke af at omtale denne Side af Sagen!

I Sandhedens Interesse maa det dog her indrømmes,
at mange af de mest overbeviste Tilhængere af Læren
om Aandeverdenen jævnlig advare Publikum mod at fæste

---

*) Angaaende Davenport Brothers har Prof. Wili. Scharling meddelt Forf. Følgende: «I Vinteren 1865_—66 havde jeg Lejlighed til i Edinburgh at overvære en seance, som Brødrene D. gave' for en indbudt Kreds, Oa de netop kom fra el Sled — saa vidt jeg mindes Liverpool — hvor deres Optræden havde vakt stor Forargelse og fremkaldt larmende og for dem übehagelige Scener, fremtraadte de her meget beskedent og aabnede Forestillingen med udtrykkelig af, at de ikke indlod sig paa at give nogensomhelst af de Fænomener, vi vilde faa at se, men ganske overlod til Tilskuerne selv at forklare sig dem, som de kunde bedst. Hvad de præsterede var ganske vist mærkeligt og. tilsyneladende — dog næppe mere, end de fleste godt udførte Taskenspillerkunster. Den første Del af Forestillingen bestod i, at de toge Plads overfor hinanden i et stort Klædeskab med tre Døre, hver til sin Side, og derpaa af to Tilstedeværende, der valgtes ved Lodtrækning, bleve bundne meget omhyggelig ved en Mængde Reb om Arme og Ben, hvorpaa Dørene bleve lukkede; et Øjeblik efter hørte man inde fra Skabet — der stod frit ude i Stuen, løftet fra Gulvet ved to Bukke — Blæsen paa et Horn, som lidt efter blev kastet ud af en Aabning paa den midterste Dør; strax efter aabnedes Dørene, og begge Herrer saas siddende paa deres Pladser med Hænderne paa Ryggen. Hvad der imidlertid noget svækkede Indtrykket af det ellers Übegribelige var selve det næste Kunststykke; thi dette bestod deri, at de, efter et Øjeblik at have siddet igjen i det mørke Skab, bundne som før, traadte ud af Skabet, løste fra alle Baand. Det Hele syntes da Resultatet af en utrolig Behændighed, der blev endnu mere mærkværdig, da de gjentoge den sidste Prøve med Hænderne fulde af Mel, hvoraf Intet blev spildt paa deres Dragt. Desuagtet var der næppe Nogen af de Tilstedeværende, som ikke følte sig overbevist om, at det Hele gik naturligt til. Det bør dog tilføjes, at de Mænd, der havde bundet dem, ikke kunde mistænkes for at staa i Ledtog med dem. Ogsaa en mørk seance gaves, i hvilken flere af de ovenfor nævnte Fænomener fandt Sted; saaledes viste en Guitar, hvis Underside var gnedet med Fosfor for at lyse i det bælmørke Værelse, — sig snavt her, snart der, endog over vore Hoveder, tonede af og til paa de forskjellige Steder. Desuagtet havde vistnok de fleste af de Tilstedeværende samme Indtryk som jeg, at det Hele var en Taskenspiller-Forestilling, og Proselyter tror jeg i alt Fald ikke, at Spiritismen gjorde blandt de alvorlige og tænksomme Skotter.»

übetinget Tillid til dem, der give sig ud for at være Medium.Der saaledes N. B. Wolfe, der nylig har skrevet en stor Bog om Spiritismen.*) Wolfe tror fuldt og fast paa de spiritistiske Fænomener, han betragter Spiritismen som den højeste Sandhed, der nogensinde er bleven Mennesketaabenbaret, han er overbevist om, at den vil sejre; men han indrømmer, at en «meget stor Mængde, ja «Flertalet af de saakaldte spiritistiske Media« ere «grove Bedragere«, og de have gjort Spiritismen mere Skade end .alle dens erklærede Fjender tilsammen. Det kan maaske have sin Interesse at høre Noget af, hvad han fortæller herom.

Et i alt Fald i Amerika, meget bekjendt Medium er L. Judd Pardee. Han er trance-speaker, og naar han er i sin bevidstløse eller drømmeagtige Tilstand, skal han udfolde en ganske ualmindelig henrivende Veltalenhed. Naar han træder frem paa Tribunen er hans Optræden og Udtryk alvorlig; hans mørkeblaa Øjne kunne næppe ses under de lange lyse Øjenhaar; han sætter sig og dækker sit Ansigt med sin højre Haand; nu retter han sig, og lader Haanden gaa over Panden; hans Øjne ere nu tæt lukkede, og efter at have vaklet et Øjeblik, trækker han Vejret dybt, og saa hedder det, at han er entranced: Pardee har forladt sit Legeme og Sauls, Sokrates's, Demosthenes'sellerNazaræerens har taget det i Besiddelse.NaarMediet kommet i denne Tilstand, indtræderderDødsstilhed Forsamlingen, for at den første svage Lyd fra hans inspirerede Læber kan høres: hans Ord ere blide og sagte som Bækkens Rislen og harmoniske,somLærkens

---

*) -Startling facts in modern Spiritualism. 8y N. B. Wolfe M. D. Cineinnati 1874. ¦>

niske,somLærkensførste Jubelsang; men lidt efter lidt tage de til i Styrke og Kraft indtil denne svage og skrøbeligeSkikkelsesynes bugne af Kraft og iføres en StorhedensKaabe,en Dragt. Hans majestætiske Veltalenhed fængsler Tilhørerne; han strækker sin Haand ud, som Kongen sit Scepter, og Alle bøje sig under hans Herredømme. Naar Stormen saa er forbi, synes han at være sig den Magt, han har udfoldet, übevidst. I to Timer har han behersket Mængden med sit Ord, og han paastaar, at han ikke véd, hvad han har gjort. Lad os se, hvorledes det forholder sig hermed: I Sommeren 1864, fortæller Wolfe, var Pardee beskjæftiget med at udarbejde Taler, der skulde holdes om Efteraaret og Vinteren,ogda var «Ebbe i hansPung», bad han Wolfe være ham behjælpelig hermed. Wolfe gjennemgik ogsaa Talerne med ham og gjorde dem til Gjenstand for en meget nøje Kritik. Hvad skete der nu? «Da det første Foredrag skulde holdes, fulgte jeg Pardee til Forsamlingslokalet,hvorjeg Dirigent. Da Tiden var kommen, gjorde jeg nogle indledende Bemærkninger og præsenteredeForedragsholderenfor Naturligvis ventede jeg, at Pardee skulde læse Talen op eller i alt Fald have Manuskriptet for sig, naar han holdt den. Dette skete ikke. Da han havde betraadt Talerstolen, satte han sig ned, og gjennemgik den ovenfor beskrevne Proces. Saa talte han i en Time, og med den største Opmærksomhed hørte jeg efter, da jeg kjendte hvert eneste Ord af Talen. Jeg vilde se, hvor nøje han fulgte den udarbejdede Text: ikke et eneste Ord ændrede han! Da Foredraget var endt, stimlede Alle sammen om ham, for at takke ham og udtrykke ham deres Ærefrygt og Beundring. Blandt dem, der trykkede hans Haand,

var der en gammel Spiritist, der paastod at være Seer eller Clairvoyant. Han sagde til Taleren: «Pardee, véd De, hvem der talte gjennem Dem? Jeg kunde se hans Skikkelse, men jeg kunde ikke kjende hans Ansigt.« «Jeg tænker det var Nazaræeren,« svarede Pardee, »eller JohannesdenDøber; have i den senere Tid været meget hos mig. Deres Indflydelse er omtrent ens, saa jeg kan ikke sige, hvem af dem der talte.« —Jeg troede først, at han spøgede; men da jeg saa ham stift i Øjnene, saa jeg, at det var hans ramme Alvor. Jeg havde Lyst til at spørge ham: «Véd Du, hvem Du taler til I» Men jeg formaaede hverken at tale eller handle. Skurkens Frækhed var lige saa fuldkommen som hans Veltalenhed: for begge nærer jeg den Dag i Dag den dybeste Beundring.Hanudtalte Usandhed med «Polarbølgens» Kulde, og hans Ansigt var lige saa übevægeligt som en løgnagtig Jockeys. Han fortjente at blive slaaet ned, men jeg kunde ikke; jeg var for svag. — Men hvorfor slaa Pardee, og lade de andre tredive tusende Skurke gaa skudfri,derdaglig en lettroende Verden til Offer for deres Bedragerier.«

Vi bede Læseren mindes, at det er en Spiritist, en af de ivrigste og mest erklærede Spiritister, der gjør disse Bekjendelser, der taler om en »lettroende« Verden, og betegner det store Flertal af Medier som «Skurke« og «Bedragere»

En anden ret morsom Historie, som Wolfe fortæller,
er denne:

Wolfe traf paa et kvindeligt Exemplar af Arten impressiblemediums,en der, naar Aanden kom over hende, foregav og muligvis virkelig bildte sig ind at kunne besvare forseglede Breve og tolke fraværende

Menneskers Tanker. Paa hendes indstændige Anmodning skrev Wolfe følgende Brev: «Hr. SamuelPatch! Vindueskittetstiger.Hvis har Brug for noget, vær saa saa god ved første Lejlighed at sende mig Deres Bestillinger gjennem Mediet. Deres osv.» Dette ligefremme Forretningsbrevblevlagt en Konvolut og lagt paa Bordet foran Mediet. Det varede ikke længe før Aanden kom over hende, og hun nedskrev følgende Linjer: «Kjære Broder! Du har fuldkommen Ret. Samme Aarsag vil frembringe samme Virkning. Lad ikke Modet svigte Dig; thi Du maa sejre. Hold ud til Enden. Naturens Rigdomskilderereuudtømmelige, den undlader aldrig at tilfredsstille ethvert rimeligt Forlangende. Du maa arbejde for det store Maal. Intet, der er værd at besidde, opnaasudenArbejde. ikke Modet. Alle store Foretagendererevanskelige udføre. Udførelsen og AnstrængelsenereTvillingebrødre. er med Dig til DagenesEnde!»Wolfe sig ikke ganske tilfredsstillet ved dette Svar paa hans Forretningsskrivelse. Rigtignok hed det, at "Naturens Hjælpekilder ere uudtømmelige og at den efterkommer ethvert rimeligt Forlangende«; men det var dog ikke klart, om der herved sigtedes til EfterspørgselefterVindueskit. De fornøjet med Svaret?« spurgte Mediet. «Det er mageløst!)) svarede W., «dog er der en lille Uklarhed, som jeg gjerne vilde have fjernet. Vil De prøve igjen?» «Med største Fornøjelse! Det er mig altid en Glæde at skrive for mine Venner. Vi skulle hjælpe hverandre af bedste Evne.« W. skrev saa følgende Brev: «Hr. Samuel Patch! Er Meningen, at De vil tage Deres Vindueskit fra Naturens uudtømmelige Rigdomskilderogikke mig? Det nytter ikke, at De fortællermig,at og Anstrængelsen ere Tvillingbrødre«;hvadhar

brødre«;hvadhardet at gjøre med Vindueskittet? Jeg véd meget vel, at Intet opnaas uden Arbejde; men har jeg da ikke arbejdet? De gjør mig mismodig. Kunde De ikke give mig en lille Opmuntring ved at bestille nogle Pund prima Kvalitet gjennem det ærede Medium? Deres osv.» Dette Brev blev behandlet paa sammo Maade som det forrige og fik følgende Svar: «Kjære Broder! Storm fremad. Du er paa den rette Vej. Vejen til Kundskabliggeraaben Dig. Kundskab er Magt. Sandhed er den Archimedes'ske Løftestang, der løfter Verden. Staa fast og kæmp for Dit Maal. Tvivl ikke om Sejren. Smaavanskelighederkunnerejse men Viljen er almægtig. Troen paa den flytter Bjærge. Det, der er værdifuldt er vanskeligst at opnaa!«

Dette hører dog til den mere uskadelige Art af Be
drageri. Der er det, der er værre.

Endnu en Prøve fra Wolfes Blomstersamling

John M. Speer, en erklæret Spiritist, er trancemedium.Hanhar indianske Snuhed og Snedighed i sin Natur, og man kan lige saa godt betro en Modoc eller Kickapoo sit Rygte, Formue eller Liv som til denne Tater. Gjør han Tilnærmelser, gjør Du bedst i at afvisedem:han Dig det ikke godt. John M. Speer er en Gaade for de Fleste. Var han ikke trance-medium, vilde han ikke være en Gaade for Nogen. Under denne Forklædning skjuler han og udruger han sine virkelige Planer. Han har udnævnt sig selv til Missionær for Grundlæggelsenafen Regering; og for at virke for sit Maal vandrer han over hele Verden, i Amerika og Evropa. I Almindelighed er han ledsaget af sin «anden Hustru», der tjener ham som Amanuensis, og af to eller tre "Trofaste«,derhave deres Hjem for at dele deres

Formue med denne gamle Mand. Den Regeringsform, han arbejder for, er forskjellig fra enhver anden bekjendt, kun maaske med Undtagelse af den i Utah; men det paastaas,atden et Sidestykke i Aandeverdenen. Den udøvende Magt skal herefter være hos en «Theokrat», hos hvem hele den sociale, verdslige og gejstlige Magt er samlet. Naturligvis skal Speer være Theokrat'en. — Saa snart Speer har faaet Øje paa en eller anden forrykt Spiritist, der passende kan gjøres til Offer, bliver der arrangeret en Sammenkomst. I Begyndelsen tales der saa om forskjellige Sager; men pludselig bliver Speer tavs, lukker Øjnene og begynder at bevæge sig som en Boaslange, der laver sig til at knuse sit Offer. Ofret forholder sig rolig, skjønt interesseret i disse Kunster. Saa kommer Øjeblikket, da Komedien skal begynde. Speer mumler Noget, som kun «Carrie», hans anden Hustru,kanforstaa, hvert et Ord, der falder fra hans Orakellæber, fortolker hun. Nu træder Ypperstepræsten selv frem og lægger Haanden paa Ofrets Hoved. Han holder en højtidelig Tale, ved hvilken han «indvier» den Ulykkelige til «det store Værk», og som i Almindelighed ender saaledes: «Carrie, min elskede anden Hustru og Moder til mit Barn, «den kommende Mands« Spire, skriv Dokumentet og giv det, og han skal betale Dig to Dollarsogfem halvfjerdsindstyve Cents. Amen!« —

hellige Mennesker. Der er Tusender, ja Hundreder af Tusender, der have fundet sig i denne Haandspaalæggelse,somom Hænder vare uplettet rene og ikke saa besudlede som Judas Iscariots!»

Dette maa være nok til en Karakteristik af de »tredive
Kjæltringer«. Næste Gang skulle vi tage
nogle af deres «Manifestationer« i Øjesyn.