Økonomisk Revue.

Kjøbenhavn d. 31te Oktober 1874.

Man h'ører ofte den Formening udtale, at der ved de »Kongresser«, periodisk afholdes af de forskjellige Videnskabers Dyrkere, ikke udrettes Stort. Det paastaas, at del væsenligste Udbytte af disse Sammenkomster bestaar deri, at Deltagerne ved dem faa Lejlighed til at gjøre hverandres personlige Bekjendtskab, det siges, at Forhandlingerne og særlig Resolutionerne ere at betragte som et mere eller mindre ørkesløst Hvis denne Paasland er rigtig, er der i de sidste Maaneder i et stort Omfang blevet arbejdet forgæves; thi de forløbne Sommermaaneder have været særdeles rige paa Kongresser. en hel Række af folkeretlige Kongresser (én i Bruxelles, tre i Genéve) kan der paa det sociale Omraade i alt Fald nævnes følgende: forskjellige internationale Arbejderkongresser Genéve og Bruxelles, en ganske særlig mod Internationale rettet Kongres i Lyon, en socialdemokratisk i Koburg, en nationaløkonomisk Kongres i Krefeld, en kathedersocialistisk Kongres i Eisenach, en statistisk Kongres eller rettere den permanente statistiske Komités forberedende Møder i Stokholm, en socialvidenskab Kongres i Glasgow, en nationaløkonomisk Kongres Lille, en Kvindeernancipationskongres i Chicago, samt endelig den vigtigste af dem alle: den ofQcielle Postkongres Bern.

Men den nævnte Paastand er überettiget, og den er det i en ganske særlig Grad, naar den rettes mod Nationaløkonomernes Sammenkomster. Ligesom de nordiske nationaløkonomiske Kongresser ingenlunde have arbejdet forgæves, tør man heller ikke anklage de tyske for Dfrugtbarhed. Det er tvært imod utvivlsomt, at disse have øvet en betydelig Indflydelse paa den lyske Lovgivning, og at der ved dem er blevet fremmet økonomiske Reformér, der uden de tyske Økonomers aarlige Møder vilde være langt fjærnere deres Virkeliggjørelse end nu er Tilfældet. Der skal i saa Henseende mindes om, at Tyskland navnlig har den nationaløkonomiske at takke for Næringsfrihedens Indførelse, en fornuftigere Handelspolitik, særlig for forskjellige Reformer i Toldvæsenet, for Afskaffelsen af Aagerlovgivningen, for Møntreformen, for en Udvikling af Kommunikationsvæsenet, for Oprettelsen af den øverste Handelsret for hele Tyskland og mange flere Reformer, som det her vilde være for vidtløftigt at nævne.

Den femtende »Kongress deutscher Volkswirthe » var i Dagene 17^—20Avgust samlet i Krefeld. Forhandlingerne aabnedes af Præsidenten Dr. Braun med den Udtalelse, at Kongressen ikke repræsenterede udelukkende en bestemt økonomisk men at dens Døre tvært imod stode aabne for Alle og Enhver, der vilde komme: for Beskyttelsesmænd, for Tilhængere af Lavsvæsenet, ja selv for Socialister. Adgang til Deltagelse i dens Forhandlinger var aldeles ikke knyttet til nogen Imidlertid synes det ikke, at de socialistiske og kathedersocialisliske Partier i noget stort Omfang have benyttet af denne Frihed.

Til Forhandling kom Spørgsraaalet om Alderdomsunderstøllelsesforeninger Arbejdere, Jærnbanespørgsmaalet og Bankspørgsmaalet. tillod Tiden ikke at behandle de andre Sager, der vare opførte paa Dagsordenen.

Under Forhandlingerne om det paa Dagsordenen først opførtePunkt,Arbejder-Pensionskasser,gavdel den senere Tid ogsaa hos os saa stærkt omdebatterede Spørgsmaal, Tvang eller Frihed?, Anledning til en meget livlig Meningsudvexling.RickerI

udvexling.RickerIfra Danzig fremhævede, at Bevægelsen til Gunst for en Tvangsforsikring daglig vandt Terræn, og han henviste i saa Henseende lil det i Anledning af Eisenacher Kongressen af Kalle forfattede Skrift. Man vilde, paastod han, saa omtrent etablere en Tvangsforsikring for Statens samlede Befolkning. Bidragspligtige skulde Alle være med Undtagelse af dem, der vare i Besiddelse af en Formue, der svarede til en Arbejderpensions kapitaliserede Beløb, samt dem, der havde akademisk Dannelse, «som om Dannelse var et Præservativ mod Sult«. Efter de Forslag til Tvangsforsikring, der vare fremkomne, skulde i Preussen 8 Millioner Mennesker aarlig bidrage hertil med mindst 10 Th. pr. Hoved. Delte maatte Taleren belegne som «Lønningsspørgsmaalets Regulering ved Staten». Flere Industrigrene vilde aldeles ikke kunne bære et saadant Tvangstillæg til Lønningsfondet. Taleren kom til det Resultat, at om end en vis Reguleren af Forsikringsvæsenet ved Lovgivningsmagten kunde være ønskelig, maatte en egenlig Tvangsforsikring dog under alle Omstændigheder forkastes. Arbejdernes frivillige Selvpensionering var übetinget at foretrække,ogArbejdernesKaarskulde søges forbedrede ved en Udvikling af Sparekasserne; thi ved dem befordredes Lysten lil at spare paa en rationel Maade, og Arbejderne beholdtveddemFrihedentil disponere over deres indskudte Kapitaler. — Ganske andre Anskuelser forfægtedes af den følgendeTalerDr.Schul fra Mainz. Om han end ikke holdt saa übetinget paa en Tvangsforsikring som visse Partier, kunde han dog aldeles ikke give Rickert Ret i, at den lovgivende Magt ikke skulde blande sig i Spørgsmaalet om Arbejdernes Alderdomsforsørgelse.DenneSagskuldegribes «med et varmt Hjærte«. Vel vilde han undgaa Ordet asitlliche Palhos«; men han vilde slaa fast, at det sociale Spørgsmaal maatte løses «med en hævet Almenaand og en skærpet Pliglbevidsthed«, og al det maatte omfattes i sin Helhed, naar man vilde forebygge ydre materiel Elendighed og indre moralske Farer. En HovedaarsaghertillaaiFamiliefaderens , der som oftest indtraadte uforskyldt. Mangelen paa et ordnet Unders4øttelsesvæsen havde en stor Indflydelse paa Nutidens

sociale Farer. Her burde Slaten først og fremmest gribe ind. Rigtignok gjorde man den Indvending, at ved en Tvangsforsikringvildemantilintetgjøreden der ligger i Nøden, ved hvilken den økonomiske Udvikling drives fremad. Denne Anskuelse kunde Taleren imidlertid paa ingen Maade tiltræde. Han fremhævede, at man lige over for Arbejderne ikke maatte indtage et for idealt Standpunkt, at en vis Tvingen til at spare svarede til Gjennemsnitsstandpunktet, og at den Tvang, der følger med en Tvangsforsikring var berettiget, han mente fremdeles,atmanved hensigtsmæssig Ordning af TvangsforsikringenkundebringeArbejdereni med og vække hans Forstand for offenlige Sager: vort politiske Liv hviler paa den Fiktion, at Alle tage Del i de offenlige Anliggender; ved Forvaltningen af Arbejdernes Pensionskasser skulde Arbejderne være repræsenterede; saaledes vilde ogsaa Arbejdsgiveren faa bedre Kjendskab til Arbejderens Stilling, og der havdes her en Spire til Statens korporative Udvikling, der burde plejes, — OgsaaafDr.Wolfffra blev der anslaaet kathedersocialistiskeStrenge.Hanudtaltebl. at Troen paa den absoluteFrivillighedsLægekraftikkelængere holdbar, i hvor vel Frihandelsmændenes Begejstring for denne Frihedside i sin Tid havde gjort fortræffelig Tjeneste; men Arbejderbefolkningen var efter at Lidenskaberne nu havde grebet den store Masse af den, ude af Stand til at fælde nogen rolig Dom over eget Ve og Vel. Arbejdsgiverne have i mange Henseender gjort en saadan Brug af Sætningen laissez faire laissez atter, at den maatte kaldes Misbrug. Man havde gjort sig skyldig i det MisgrebatemancipereMennesker,der økonomisk Henseende kun vare Børn, og saa strax behandle dem som Voxne og Uddannede; men der maalte tages Hensyn til Overgangstilslanden mellem Feudal- og Politistatens Formyndersyslem og den fri Stats Myndighed. Trods al Tro paa Frihedens universelle Kraft maatte man hist og her statuere Tvang; man maatte undersøgeomdekonkreteForhold Frihed eller Tvang. Taleren hævdede, at en Tvangsforsikring var nødvendig; men det var ikke Arbejderen, hvem det skulde gjøres til Pligt at indtræde i Foreningerne; Arbejderen skulde tvært imod her

bevare sin Frihed; nej, det var Arbejdsgiverne, hvem det skulde gjøres til Pligt at støtte Hjælpekasserne. — Selv Oppenheim — Kathedersocialislernes arge Fjende, Faderen til Øgenavnet «Kathedersocialist» — syntes ikke længere at staa fuldt saa fast paa det übetingede laissez-aller-?rincip. Dog sluttede han sig i det Væsenlige til Rickert, og han endte under ForsamlingensBifaldsitForedragmed udtale, at Frihed og Tvang overalt findes blandede sammen, men at man i Tvivlstilfælde først bør prøve Friheden._— Tvangsforsikringen fandt sin hæftigsteModstanderogSelvhjælpensin Forsvarer i Prof. Bohmert fra Zurich, der fremhævede, at til Løsningen af det sociale Spørgsmaal kunde ikke Lovgiveren uden for os, men alene Lovgiveren inde i os bidrage. Han bebrejdede de Mænd, der kom med Frasen om «den ethiske Pathos», stedse at anraabe Statsmagten; dette var en Modsigelse hos «Socialpolitikerne«. Det var en moralsk Pligt for Arbejdsgiverne i de gode Aar at afgive noget af deres Gevinst til et Assurancefond for Arbejderne;menhervedfritogesdisse for selv al forsikre sig. Defte kunde imidlertid ske paa de forskjelligsteMaader, og lod sig ikke ordne af Lovgivningsmagten: enhver legal Tvang vilde gjøre et Skaar i Selvhjælpen. At indføre en Tvangslov for Arbejderne vilde være urigtigt: den sociale Elendighed havde ingenlunde kun sit Sæde blandt Fabrikarbejderne; dygtige Arbejderestaasigoftelangt end de lavt lønnede KmbedsogBestillingsmænd,Handelsbetjenteosv.Det allsaa være urigtigt, at anvende en saadan Tvangslov paa en enkelt Klasse Borgere. Dernæst maalte det ikke overses, at man ofte bedre sørgede for sin Fremtid ved at give Penge ud end ved at opsparedem.Hvorforskuldeman paalægge en Forsikringstvang,naardetvildevære økonomisk rigtigt at anvende de opsparede Midler i andre Øjemed, f. Ex. til Kjøb af et Hus, eller til Børnenes Opdragelse. Man skulde ikke kvæle Livets Forskjelligartethed ved en skablonmæssig Tvang. — Imod BohmertsalmindeligeBetragtningerpolemiseredeDr. fra Berlin. Selv om man ikke ved at statuere en Tvangsforsikring vilde løse det sociale Spørgsmaal, saa vilde man dog. mente han, derved begrænse et mindre Onde, og dermed vilde man kunne

trøste sig, selv om det skulde blive sagt: «naa, heller ikke de
har da løst det sociale Spørgsmaal!»

Paa Dr. Er as's Forslag vedtog Kongressen derpaa følgende

«Det er ønskeligt, at der ved Rigslovgivningen træffes særlige Forskrifter om Oprettelsen af Arbejder-Pensions-(Alderdomsforsørgelses-) Understøttelses-Kasser, og at Opnaaelsen af Korporationsrettigheder knyttes til Normativbetingelser, der ordner Formerne for Forretningsførelsen og fastsætter en tilsvarende en regelmæssig Regnskabsaflæggelse og en Revision af Grundlaget for Beregningen af Bidragene. — Oprettelsen Arbejder-Pensions-Kasser ved kommunale Foreninger efter Selvforvaltningens Grundsætninger bør tillades og befordres, det bør forbydes at udelukke noget Medlem af anden Grund end den, at han ikke har opfyldt sin Bidragspligt. Pligt til at træde ind i disse Foreninger bør ikke slaas fast. — Det er ønskeligt, at Regeringen ved Sagkyndige lader bearbejde og offenliggjøre det Materiale, der benyttes ved Beregningen Præmierne, i)

Da Forhandlingen af denne Sag var til Ende indledede Baron v. Kiibeck fra Wien, en af Kongressens Vicepræsidenter, Diskussion om Omkostningerne ved Bygningen og Driften af Jærnbanerne og det indbyrdes Forhold her imellem. Der førtes herom en ganske interessant Forhandling, men Resolutioner vedtoges ikke.

Derimod vedtoges der i Tarifspørgsmaalel følgende
Resolutioner:

«1. Jærnbanerne kunne ved Fastsættelsen af deres Fragtsatserikke sig Udbuds- og Efterspørgselslovens Virkninger,fordi Befordringspriser ere lige saa afhængige af de ved de øjeblikkelige Varepriser i det fri økonomiske Samkvembetingede som de virke tilbage herpaa.Alle fra Statens Side, der desuagtet ville regulere Tarifen efter Transporlens Bekostelighed, bevirke at særlige Fordele tilfalde enkelte Produktions- eller Handelsgrene. En riglig Prisfastsættelse kan kun opnaas, naar der gives Transportentreprenørerne,der vidt muligt ikke bør være identiskemed

tiskemedJærnbaneejerne, den størst mulige Frihed til at bestemme Tarifen. — 2. De Indskrænkninger i Retten til at fastsætte Tarifen, der af Lovgivningsmagten eller Administrationenpaalægges og som begrundes ved de særligeRettigheder, indrømmes Jærnbanerne, maa kun indeholdeBestemmelser, tjene de almindelige Samfærdselsinteresser.Som Indskrænkninger kunne kun anses: a) Offenliggjørelsen af alle Tarifer en vis Tid, før de bringes i Anvendelse, b) Lige Anvendelse af den offenliggjorte Tarif paa alle Forsendere, hvorved dog ikke udelukkes, al der kan gives meget store Forsendelser eller regelmæssige Fors-endelser en Prisnedsættelse, saafremt denne offenliggjøres i Tide og ligeledesanvendes paa alle Forsendere, c) Fastsættelsen af Maximaltarifer, hvis Satser ikke uden Tilsynsavtoritelernes Samtykketør af Baneadminislrationen, og som periodisk skulle revideres. — 3. Lovgivningsmagten skal fastsætte de Grundsætninger, efter hvilke det staar en anden Entreprenør frit at benytte en Jærnbane og dens Driftsindretninger, og efter hvilke den Godtgjørelse, han skal betale, bestemmes.«

Den sidste og maaske vigtigste Sag paa Dagsordenen, Spørgsmaalet hvilke Forskrifter Loven bør give for Dækning Banksedler gav Anledning til en meget vidtløftig Diskussion, der indlededes af Ghmrd. Dr. So etb eer. De af ham foreslaaede Resolutioner blev imidlertid ikke antagne, da Forsamlingen at det dog ikke var rigtigt saa übetinget at udtale Tilslutning til det nys fremkomne Udkast til en ny Banklov. gik de af Dr. Alex. Meyer foreslaaede Resolutioner med Sejren. Disse Resolutioner lyde saaledes:

«1) Banksedlen har i det moderne økonomiske Samfund den Opgave: a) at lette Betalinger af større Beløb og i længereAfstand, den gjør det overflødigt at udbetale og forsendestørre ; b) paa en hurtigere og billigere Maade at udjævne de Svingninger i Trangen til Cirkulationsmidler, der indtræde fra Dag til Dag, end delte vilde være muligt ved Udvidelseog af Melalforraadet. — 2) Efter vort Samkvemsvæsens historiske Udvikling er hverken en pludselig Afskaffelse af vor samlede Bankseddelemission eller en Frigivelseaf

givelseafdenne Kreditform mulig; derimod bør den preussiske Banks Overgang til en tysk Rigsbank og alle Privatbankers Afskaffelsetilstræbes. 3) En Udvidelse af Udstedelsen af udækkede Sedler bør undgaas paa Grund af den derved bevirkedeskadelige paa Prisernes Højde og Lettelsen af Agiotagen, og man skal tvært imod tilstræbe en Indskrænkningheraf, paa Grund af den foreslaaede Gjennemførelseaf — 4) Begge disse Formaal kunne enten opnaas ved et direkte Forbud mod en Seddeludstedelse udover et vist Beløb, eller ved en saadan Udstedelses Vanskeliggjørelse derved at den gjøres til Gjenstand for en Beskatning.«

Forhandlingerne om denne Sag vare just ikke prægede af nogen meget liberal Aand. Yderliggaaende Centralisation og Privatbankernes fuldstændige Afskaffelse forsvaredes i lange Foredrag af Dr. Meyer og L. B amber g er. Derimod forsvaredes og bekæmpedes Centralisationen bestemt Meyersfels, Kohnstamm og Professor N. C. Frederiksen.

— Ogsaa paa den <>social-politiske» Kongres, der i den første Halvdel af Oktober var samlet i Eisenach, blev Spørgsmaalet om Forsørgelseskasser for Arbejdere behandlet. Der var i den Anledning afgivet fem Betænkninger af Kalle, Zillmer, Behm, Ludwig-Wolf og Hillrov. Forhandlingerne, der fremviste de samme Modsætninger, som havde gjort sig gjældendei havde navnlig det Resultat, at det besluttedes at opfordre den kathedersocialistiske Komite, «Ausschuss des Vereines fur Socialpolitik«, til at træde i Forbindelse med den nationaløkonomiske Kongres's staaende Deputation i det Øjemed at gjøre de forberedende Skridt til Udarbejdelsen af et Lovforslag,der omfatte ikke alene Alderdoms- og Invalidekasser for Arbejdere, men ogsaa Forsørgelseskasser for Enker og Faderløse. Maaske en saadan Samvirken mellem den nationaløkonomiskeog kathedersocialistiske Komite kan foranledigeen af de to Partier; i alt Fald viser det sig stedse tydeligere, at" Kathedersocialisterne, hvis Forsøg paa at bevirke en Forsoning mellem Socialismen og

den orthodoxe Nationaløkonomi som bekjendt ikke har ført til det Fjærneste, ikke principielt adskiller sig fra de ældre Nationaløkonomer. — I Forhandlingerne om denne Sag knyttedeInteressen navnlig til det af Knauer omtalte Forsøg med en Arbejdersparekasse, der kun støttes af Arbejdsgiveren. Knauer giver sine Arbejdere foruden den almindelige Løn et dagligt Tilskud paa 5 Kreuzer og sine Arbejdersker et halvt saa stort Tilskud. Heraf dannes der et Sparekassefond, der forvaltes af Arbejdsgiveren , og hvis Rente (4 pCt.) aarlig føjes til Kapitalen. Den opsparede Sum udbetales den Arbejder, der enten frivillig eller paa Grund af tvingende Familieforholdforlader hvorimod den, der bliver afskediget af Arbejdsgiveren, taber Retten hertil.

Foruden denne Sag behandledes Spørgsmaalet om, hvorvidt bør være strafbare. I den Anledning var der forfattet sex Betænkninger af Knauer, Dr. E. Roscher, Brandes, Brentano, Hirseh og Schmoller. Meningerne om. dette Spørgsmaal — der ogsaa havde været opført paa Krefelder- Kongressens Dagsorden, men som ikke dér var naaet til Behandling vare meget delte, og det var kun en Majoritet paa 3 Stemmer, der udtalte sig for, at Brud paa Arbejdskontrakter sine civilretlige Følger bør være Gjenstand for kriminalretlig Straf.

De to andre paa Dagsordenen opførte Sager naaede Kongressen at behandle. Men i begge Sager var der forinden Kongressens Sammentræden afgivet Betænkninger: i Spørgsmaalet den progressive Indkomstskat i Stats- og Kommunehusholdning der afgivet Betænkning af Professor Fr. J. Neumann, af Plener, Neumann, Max Weigert og Wertheim var der afgivet 4 Betænkninger om Spørgsmaalet om Arbejdernes Deltagelse i Driftsherregevinslen. Ved disse ofte veludarbejdede Betænkninger over brændende Spørgsmaal synes «Foreningen for Socialpolitik« i det Hele at virke mere end ved selve sine Møder, der ikkke vinde nogen meget stor Tilslutning.

— Af alle de afholdte Kongresser er Postkongressen
übetinget den betydeligste og den, der vil bære de rigeste

Frugter. Den samledes d. 15 September i Bern og sluttedes i Begyndelsen af Oktober efter at samtlige repræsenterede StatersRepræsentanter med Undtagelse af Frankrigs — under Forbehold af endelig Ratifikation var komne overens om Afslutningaf Posttraktat, ved hvilken der dannes en »almindeligPostforening« de forskjellige Stater. Saa godt som alle civiliserede Stater vare repræsenterede paa Kongressen,og oversøiske Stater have alt tilmeldt, at de ønske at indtræde i Poslforeningen. Run Frankrig holder sig tilbage; men selv dette Lands Modstand maa overvindes; selv for de franske Finansmænd maa Pressionen dog tilsidst blive saa stærk, at de maa opgive deres taabelige Forsøg paa at holde deres Land borte fra det civiliserende Samkvem med andre Lande; selv Frankrig maa tilsidst tvinges til at opgive sin fordærvelige Finanspolitik.

I Betragtning af Sagens store Betydning anføre vi her
Traktatens Hovedbestemmelser.

Traktaten bestemmer i sin første Paragraf, at der mellem de forskjellige Stater dannes en almindelig Post forening til indbyrdes Udvexling af Landenes Korrespondance. — TraktatensBestemmelsergjældeBreve, Bøger og trykte Sager, Vareprøver og Forretningspapirer (§ 2). — § 3 indeholderfølgendevigtigeBestemmelser: fælles Taxt for et enkelt frigjort Brev (15 Grammer) er 25 Centimer (BV2 Sk), dog saaledes at det tillades hvert enkelt Land af Hensyn til sine Møntforhold eller af andre Grunde foreløbig al opkræve en noget højere eller lavere Taxt, dog ikke over 32 eller under 20 Centimer. Portoen for ikke-frankerede Breve skal være det Dobbelte af Taxten for frankerede Breve i det Land, til hvilket Brevet sendes. For en Søtransport paa over 300 Sømil kan der til den ordinære Porto føjes et Tillæg, der dog ikke maa overskride Halvdelen af Unionens almindelige Taxt. — Som man ser, indeholder denne Hovedparagraf en Udvikling af de Rowland-Hill'ske Principer, — en Udvikling, der forøvrigt ligger meget nær, og som nødvendigvis en Gang maatte komme: det er den ensformige Taxt og det er den lave Taxt. For at gjøre det klart for Læseren, hvad det vil sige, at Traktaten

fastsætter en i hele Postunionen fælles Porto af 81/«8¹/« Sk. for et enkelt Brev paa 3 Kvint, anføre vi her nogle af de nu gjældende Brevtaxter mellem Danmark og forskjellige Lande: Taxten for et Brev paa 3 Kvint er nu til England 10 Sk., til Belgien og Schweiz 13 Sk., til Rusland 14 Sk., til Italien 15 Sk., til Frankrig (for kun to Kvint!) 16 Sk., til Portugal via Tyskland 17 Sk. og via Frankrig (for kun to Kvint) 28 Sk., til Grækenland 21 Sk. osv. Som man ser en skjøn MangfoldighedafTaxierog Dels meget høje, i all Fald i Sammenligningmeddenforeslaaede! § 4 fastsætter for de forskjelligeKorsbaandsforsendelserenPorto 7 Centimer, der dog foreløbig maa kunne variere mellem 11 og 5 Centimer. 10 Kvint gjælder som Vægt for en enkelt Sendelse; en ForsendelseafVareprøvermaa veje Vs Pund, af andre Korsbaandsforsendelser2Pund.— rekommanderet ForsendelseskaliFølge være frankeret. Betalingen for Rekommandationen maa ikke overskride;, hvad der gjælder i det afsendende Lands indre Postordning. Gaar den rekommanderedeForsendelsetabt,gives en Erstatning paa 50 Franks. — Frigjøringen sker ved det afsendende Lands Frimærker(§6).— den selve Posttjenesten vedrørende officielleKorrespondanceerporlofri 8). — § 9 gjennemfører det meget vigtige, baade theorelisk og praktisk rigtige Princip, at ethvert Land übeskaarel beholder, hvad det har opkrævet i Henhold til de foregaaende Paragrafer, saa at Afregning mellem de forskjellige Postadminislrationer for saa vidt falder bort. Hverken Breve ellers Korsbaandsforsendelser maa i det afsendendeellermodtagendeLand af nogen Afgift, der ikke er nævnt ide tidligere Paragrafer. •— §10 afgjør det meget omhandlede Transitspørgsmaal. Da Kongressen sammenkaldtes, var det Indbydernes Ønske ganske at afskaffe al Transitafgift. Herpaa maalte man imidlertid renoncere; thi ikke alene vilde Transitafgiftens fuldstændige Afskaffelse have gjort del aldeles uomtvisteligt, at Frankrig i saa Fald ikke vilde have det Mindste at gjøre med Reformen, men det var endog sandsynligt, at Belgien, der har en meget betydelig Transit, da vilde have vægret sig ved at indtræde i Postforeningen. Man valgte derfor

en Mellemvej: man reducerede Transitafgiften, men opgav fore- Jøbig at tænke paa dens fuldstændige Ophævelse. Den nævnte Paragraf hævder først Transitfrihed paa hele Unionens Territoriumogerklærerat skulle gaa ad den korteste Vej, hvorover Postvæsenet raader. Derefter fastsættes det, at det afsendende Postvæsen skal betale de Lande, hvorover Transitengaar,enGodtgjørelse 2 Fr. pr. Kilogr. for Breve, og 25 Cent. pr. Kilogr. for Korsbaandsforsendelser, hvilken Afgift fordobles, naar der er Tale om en Transit paa over 750 Kilometerigjennemdetsamme Ea Søtransit paa over 300 Sømil gives der Godtgjørelse for, men dog i ethvert Tilfælde ikke mere end 6 Fr. 50 Cent. pr. Kilogr. af Brevene og 50 Cent. pr. Kilogr. af andre Forsendelser. I intet Tilfælde bør der betales mere end nu. — De Indrømmelser, der, navnlig ved denne Paragraf, ere blevne gjorte Frankrig, ville forhaabenligbæreFrugier,og Frankrig ikke opgive sin tilbagetrukneStilling,vilFølgen kun blive den, at Transiten mere og mere vil forlade dette Land. — § 11 siger, at Forholdet mellem Postunionens Stater og andre Stater ordnes ved særligeKonventioner,ogdet i Overensstemmelse med § 9, at det afsendende Postvæsen beholder Dnionsportoen for de frankerede Breve, det afsender til andre Lande, übeskaaren, hvorimod det modtagende Postvæsen übeskaaret beholder Unionstaxtenfordeikke-frankerede det modtager fra fremmedeLande.—§ udtaler, at nærværende Traktat ikke vedrører de enkelte Landes indenlandske Postvæsen, og at den ikke hindrer dem i at opretholde og indgaa snævrere Postforeninger i denHensigt at give PostvæsenetenforbedretUdvikling. § 15 omtaler Oprettelsenaf«etinternationalt for den almindelige Postunion.«.Detskalvære Bureaus Opgave at give de forskjellige Oplysninger, der vedrøre det internationale Postvæsen,atudtalesin om de Tvistepunkter, der maatte rejse sig, at lette det internationale Regnskab, navnlig i de Forhold, der omtales i § 10, og, i Almindelighed_T at paatage sig Undersøgelser og Arbejder, der i Postforeningens Interesse maatte tilfalde det. Omkostningerne ved dette Bureau (der

antages at ville beløbe omtr. 75,000 Fr. om Aaret) skulle bæres af alle de forskjellige Staters Postadministrationer. — Til Sæde for dette Bureau har man valgt Bern, hvor det internolionaleTelegrafbureaualtbefandt — Opstaar der Uenighedmellemtoeller af Foreningens Stater om FortolkningenafTraktaten,skal afgjøres ved Voldgiftskjendelse af andre af Foreningens Medlemmer, der ikke ere interesserede i Sagen (§ 16). — § 17 fastsætter Betingelserne for Optagelsen af nye oversøiske Stater i Foreningen. — §18 bestemmer, at der i det Mindste hv.erl tredje Aar skal afholdes en KongresafBefuldmægtigedefra forskjellige Stater i det Øjemed at fuldkommengjøre og forbedre Foreningens System.DennæsteKongres senest holdes i Paris 1877. — Traktraten træder i Kraft d. 1 Juli 1875. Den er sluttet for tre Aar fra denne Dato at regne. Naar denne Tidsfrist er overskreden, betragtes den som forlænget paa übestemt Tid. Dog har hvert Medlem af Foreningen Ret til at træde ud med et Aars Varsel (§ 19). — Endelig fastsætter § 20, at Ratifikationerneskulleudvexlesi senest tre Maaneder før TraktatensIkrafttræden.

Vi skulle til Slutning kun gjøre den statistiske Bemærkning, «den almindelige Postforening» raader over et Territorium 650,000 Kvadratmil med en Befolkning paa 320 Millioner. Af de 3300 Millioner Breve, der aarlig forsendes med Posten paa hele Jorden, ville omtr. 3100 Millioner falde paa Postforeningen og deraf 450 Mill. paa den internationale Transport. Men til disse Brevforsendelser (Breve, trykte Sager, Vareprøver) maa føjes 1500 Millioner Aviser og Tidsskrifter, der aarlig forsendes med Posten. Tages det nu tilmed i Betragtning, enhver international Forsendelse skal passere Postvæsenets fem, sex eller flere Gange, at den ofte skal vejes og tælles adskillige Gange, — saa vil det være klart, hvad en Lettelse og Simplifikation af det internationale Postvæsen at sige.