Efter Dr. A. Kræmer: Die gegenwårtige Bewegung des Handels in
Erzeugnissen des Getreidebaues und der Viehhaltung in ihrem Einflusse
den Betreib der Landwirthschaft. (Programm der eidgen.
polyteehnischen Schule fur das Schuljahr 1873—74.
Zurich 1873). XXXXI Sider i stor 4to.

Jtioschers Ord, at Landbruget i den nyeste Tid fra en Sædvane og Levemaade har udviklet sig til en Industri, en Kunst og en Videnskab, kunde have passet som Motto over denne Afhandling af Dr. Kræmer.

Forfatteren gaar ud fra den Kjendsgjerning, at Indretningeri altid og overalt maa staa i et saadantAfhængighedsforhold de ydre omgivende Betingelser,at ikke vedvarende kan være Vilkaarlighedens og Tilfældets Herredømme underkastede. De maa derimod,lige alle andre Erhvervsgrene, rette sig efter de skiftende Tidsomstændigheder. Men deraf følger, at Landbruget ikke kan indskrænke sig til at tage Hensyn til Jordbund, .Klima o. Lign., som i og for sig dog altid maa have en væsenlig Indflydelse, men at det maa indordnesig et Led i hele Samfundshusholdningen,i almene økonomiske Verdensliv. Jo bedre det lykkes Landbruget — og dette gjæider hver enkelt Landbrugeri

brugeriSærdeleshed — at læmpe sig efter Strømningernepaa økonomiske Verdenshav, des sikrere vil det ogsaa undgaa det Tids- og Kraftspild, hvorigjennem Omstændighedernes Tryk og Tvang ellers lidt efter lidt, om end langsommere, vil bringe det til at tage Hensyn til disse økonomiske Bevægelser.

Paa intet af Samfundshusholdningens Omraader viser dette sig nu tydeligere end paa Handelens, hvilket fremfor noget Andet maa tilskrives Samfærdselsmidlernes store Udvikling i den nyere Tid. Og Tidens Krav synes snarere stigende end aftagende; i de Lande, som maa regnes til de mere fremskredne i økonomisk Henseende, tilfredsstilles man saaledes næppe længer ved en Mils Jærnvej for 30—10 Flademil eller for 2000—1000 og selv 500 og færre Mennesker, medens Telegraflinjerne strække sig 50_—100 pGI længere end Jærnvejene; og noget Lignende sig gjældende med Hensyn til Skibsfart, Kanaløg Havne- og Brobygning, Oprettelsen af Produktbørser, Udstillinger o. s. v. Imidlertid er Opfindelsesaanden, «lige som véd Aabenbaring kommer til Gjennembrud i vort Hundredaar», uafladelig virksom for at nedbryde de Hindringer for Samkvemmet mellem Jordens fjærneste Lande, som Tid og Rum har opstillet.

Hvorledes den udvidede og lettede Samfærdsel har bragt nye og hurtigere Strømninger ind i Handelen, og hvorledes Handelsbevægelserne have haft Indflydelse paa saa godt som alle Grene af Landbruget, viser sig paa mangfoldige Maader. «Landbrugets forandrede og for Tiden betrængte Stilling med Hensyn til Sikringen af Behovet af menneskelige Arbejdskræfter og disses Pris, den Opgave, som disse Forhold paa samme Tid under Industriens Fremskridt har foreskrevet for Anvendelsen af

Maskiner, dernæst de Vanskeligheder, som ere blevne beredte Landbruget paa Kapitalmarkedet, Mangfoldiggjørelsenaf og Raa-Emner til Driften, saaledes som disse nylig har faaet et Udtryk i Handelen med koncentreredeFoder og Gødningsmidler, Omdannelsen af alle Handelsforretningers Former, og utallige andre Ting vidne om, hvorledes den udvidede og lettede Samfærdsel i vore Dage dels umiddelbart og dels middelbart har indvirket paa Driften af Jordeas Dyrkning«. At iagttage og bedømmedisse bliver særlig vigtigt for Landbrugeren,naar vil undersøge hvilke Retninger Afsætningen,Markedet Jordens Frembringelser,maa til at tage. Intet er nemlig saa umiddelbart bestemmende for Valget af Produktionsretningensom Prisbevægelse i Frembringelserne, der er en Følge af ovennævnte og lignende Omstændigheder.

Paa Grund af den Vexelvirkning, som finder Sted imellem alle Led af Samfundshusholdningens Organisme, er slige Undersøgelser ingenlunde ensidig i Landbrugerens det er jo bekjendt, i hvor høj Grad saaledes paa Landbrugets Frembringelser paavirker næsten alle andre Varers Frembringelsesomkostninger. Netop, fordi enhver Tilfredsstillelse af Menneskets materielle lader sig føre tilbage til Jorden og dennes Brug, maa disse Undersøgelser være af højeste Vigtighed for hele det økonomiske Samfund.

Som Erhverv har Landbruget jo det Formaal ved fortsat Anvendelse af bevægelig Kapital og af Arbejde paa Jordbunden, igjennem Plante- og Dyreproduktion, at frembringe det højst mulige Overskud over Omkostningerne,Ren-Udbytte. gjælder ikke saa meget om at vælge den i og for sig billigste Produktion eller den i

og for sig fordelagtigste Afsætning som derimod at vælge de Produktionsgjenstande, der i Forhold til Frembringelsesomkostningernehar største Værdi i Handelen. Naturligvis maa Landbrugeren begynde med at se hen til Naturen, Jordbundens og Himmelstrøgets Ejendommeligheder,saa som til Prisbevægelserne i Landets bevægeligeKapital Arbejdslønnen; men, naar disse Omstændighederhar som afstukket de Grænser, indenfor hvilke han alene kan røre sig, da maa han paa det Nøjesteundersøge, hvilken Retning han indenfor dette Spillerum særlig skal slaa ind af Hensyn til Lejlighederne for Frembringelsernes Afsætning eller — hvad man kunde kalde — Markedsbeliggenheden. Denne er det nemlig, som i Særdeleshed bestemmer det ovennævnte Forhold. Han maa altsaa kaste sig over saadanne Frembringelser,for Trangen eller Efterspørgselen i Forholdtil er størst og følgelig ogsaa Markedsprisen viser sig højest, medens han samtidig fører med i Regningen,hvad koster, eller tager Hensyn tii Markedets Afstand fra Produktionsstedet.

Trangen til Landbrugets Frembringelser, eller Efterspørgslenefter kommer saaledes først i Betragtning.Og er da en Kjendsgjerning, som man imidlertidendnu blandt Frembringerne synes at have haft Opmærksomheden tilstrækkelig henvendt paa, at ethvertøkonomisk er ledsaget af en Stigning i Trangen til menneskelige Fornødenheder. Jo lettere og behageligere de ydre Livsvilkaar blive, des mindre blive ogsaa Vanskelighederne ved fortsat økonomisk Virksomhed,og snart man har vænnet sig til at leve paa det højere økonomiske Trin, føler man Trang til at hæve sig til et endnu højere, — en Vexelvirkning imellem Trang

og Tilfredsstillelse, som ogsaa finder Sted paa det aandeligeOmraade, indenfor visse Grænser endog imellem det Aandelige og det Materielle indbyrdes. Denne med selve Tilfredsstillelsen voxende Trang gjør sig gjældende ikke alene i kvantitativ Henseende, men ogsaa, og maaskefortrinsvis, kvalitativ. Man foretrækker saaledes mer og mer finere og kraftigere (intensivere) Næringsmidler.Dette sig •t. Ex. deri, at »Forbruget af Brødfrugter og Kartofler forholdsvis aftager (af de første stiger det næppe i samme Forhold som Folkemængden, det retter sig i alt Fald altid nærmere imod de ædlere Slags), hvorimod en stærkere Efterspørgsel efter alle Husdyrholdetsmer og nærende Frembringelser — saasom Kjød, Mælk, Ost, Smør og Æg — gjør sig gjældende, lige som ogsaa Forbruget af Sukker, Vin, kraftigt01, Grøntsager, Frugt o. s. v. er i en stadig stærkere Stigning.» Om Klæder gjælder noget Lignende som om Føde. Teknikens Fremskridt og de derved muiiggjortebilligere har dog ogsaa haft stor Indflydelsepaa hvilket ikke maa overses; ligeledes maa den lettere Tilførsel, t. Ex. af Ris, eller nye Opdagelser,t. af Stenolje, tages i Betragtning. Blandt meget Andet maa man endelig se hen til, hvorledes den industrielle Udvikling ogsaa umiddelbart, ved stærkere Forbrug afßaaemner, har fremmet og begunstiget Fremstillingenaf Landbrugsprodukter i en tidligere ikke anet Mængde, saasom af Sukkerroer, Malt, Humle, Kartofler,Bark, henholdsvis til Brug for Sukker-, Brygger-, Stivelse-, Garver-, Kurvemager-Industrien, eller af Fodermidler til detAar forAar stigende Hestehold ikke alene i Industriens Tjeneste, men ogsaa i den almindelige Samfærdsels (ikke at tale om Luxusheste).

Beviserne herfor lade sig vel ikke føre med nøjagtige eftersom den hidhørende Del af Statistiken er en af de mindst dyrkede. Dog yder den allerede gode Støttepunkter.

Kjødforbruget i Preussens Kjøbstæder lader sig for en Del beregne ved Hjælp af en paalagt Slagteskats Beløbi*)Det 1804—1805 over 65 Pd. (Pundet lig et halvt Kilogram) pr. Hoved, var 1831 steget til 70 Pd., over hvilket Punkt det holdt sig indtil omtrent 1865, da det gik over 80 Pd., hvor det ligeledes i en Aarrække synes at skulle holde sig (dog naturligvis med enkelte Svingninger, t. Ex. 80 Pd. allerede 1840, og 1867 kun 79 Pd.). Tallene godtgjør en jævn Stigning, og selve Undtagelserne styrke Reglen, hvilket for de enkelte Tals Vedkommende nærmere paavises ved Sideblik til Krigene i Hundredaarets Begyndelse, økonomiske og politiske Kriser,opblomstrende mislykket Høst o. s. v. Dog vilde det Hele fremtræde klarere, dersom man ikke behøvedeat Hensyn til Slagteskattens hæmmende Indflydelsepaa — I Kongeriget Sachsen har man, støttet paa statistiske Meddelelser fra 1847_—1864, beregnet,at af Mælk skulde fordoble sig i Løbet af omtrent 40 Aar, af Kjød allerede i 25, men af melholdigeFrugter i 65. — I Frankrigs større Kjøbstæderskal fra 1839 til 1862 være steget med 10 Pd. pr. Hoved, og alene i Paris fra 1861 til 1866 med 10—12 Pd. 1857 bragte Østbanen 40,000 Stykker Slagtekvæg (Oxer og Køer) til Paris, 1866 allerede 141,000.

---

*) Det -vilde blive for udførligt her og i det Følgende at gjøreßede for alle de Kilder, som Dr. Kræmer henviser til, og efter hvilke han - som det synes — med megen Omhyggelighed har samdraget statistiske Meddelelser.

Mærkeligt er det, at Kjødforbruget i Samfærdselens Midtpunkter,især de store Stæder, forholdsvis altid er større og tillige stærkere stigende end paa Landet. Saaledes falder paa hvert Hoved gjennemsnitlig i

Det er bekjendt, at Befolkningen voxer stærkere i Stæderne paa Landet, — lige saa Kjødforbruget. En Sammenligning med Hensyn til Landenes Folketæthed godtgjør yderligere det nære Sammenhæng imellem disse Forhold. Der forbruges af Kjød pr. Hoved i

Kjødforbruget synes saaledes at ville stige i Fremtiden.
Noget Lignende lader sig derimod ikke skjønne med Bensyntil
Frugter, hvoraf Forbruget i Følge statistiskeUndersøgelser

---

*) Senere, for 1870, er Kjødforbruget for England, Wales og Skotland til 71 Pd. (å' Vj Kilo.) pr Hored, og, for 1872, for alle tre forenede Kongeriger til 93 Pd.

stiskeUndersøgelserforholdsvis viser sig mer stillestaaende i de fleste Lande; det vilde maaske endog vise sig aftagende, Tilvirkningen af 01 o. Lign. ikke var saa stærkt tiltagende.

Om Forbruget af nogle andre Næringsmidler, som høre til Landbrugets Frembringelser, kan man ved Hjælp af følgende spredte statistiske Oplysninger gjøre sig en Forestilling. I Paris steg Forbruget pr. Hoved fra 1851 til 1868 af Vin (derunder Frugtvin og Likører) fra 117 til 206 Liter, af 01 fra 10 til 19 Liter, af Smør fra 11 til 17 Franks, af (haard) Ost fra 3 til 4 Pd.. og af Æg fra 5 til 9 Franks. — Indførselen til England af følgende Varer har hævet sig saaledes:

At denne stigende Indførsel af Landbrugsfrembringelser skulde ske paa andre Indførselsartiklers Bekostning eller paa Grund af en ringere Produktion i selve Landet, er ikke rimeligt, hvilket til Dels vil kunne skjønnes af det Følgende.

Sukkerforbruget pr. Hoved af Befolkningen har saaledesværet jævnt stigende 1840=_—1869 i Englandfra til 39 Pd. og i Tyskland fra 5 til 9 Pd. (10 Pd. 1871); Uldforbruget 1843—1864 i England fra 1,3 til 2,7 Pd., og 1816—1863 i Tyskland (af uldne vævede Tøjer) fra 0,41 til 1,39 Meter. «Af Silkevarer forbruger England over halvt saa meget som hele det øvrige Evropa;en forbruger omtrent 5 Gange saa meget som en Franskmand, uagtet hans Land ikke frembringer

et eneste Pund raa Silke. Medens der i England paa hvert Hoved kommer et aarligt Forbrug af 24 Pd. Bomuld,beløber sig i Tyrkiet og andre lige saa lidet kultiverede Egne kun til 2—2,52^—2,5 Pund» (Kolb).

Hvorledes er det nu. muligt, at Tilbudet kan holde Skridt med denne stigende Efterspørgsel? Et Blik paa LandbrugsfrembringelsernesHandelsbevægelse vil give tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal. Og det er .da i Særdeleshed Samfærdselsmidlernes umaadelige Udvikling, hvis Indflydelse gjør sig gjældende, formindsker Afstandenemange aabner helt nye Produktionslande for den almindelige Efterspørgsel, gjør Transporten lettere og billigere, samt derved formindsker Produktionsomkostningerne,om sidste Omstændighed end ofte kan fordyreen paa selve Produktionsstedet, fordi dette nu ligesom indlemmes i den store Handelsverden, fra hvis Prisbevægelser det hidtil har været udestænget. Den nævnte Udvikling kommer især de Frembringelser til Gode, som i Forhold til sin Værdi kun fylder eller vejer meget lidt, men den synes dog efterhaanden at udstrække sig til flere og flere af større Rumfang og Vægtfylde. Som talende Vidnesbyrd om, hvad Samfærdselsmidlerne har udrettet paa dette Omraade, skal nævnes, «at allerede en stor Del af de vestevropæiske Klædemanufakturers Trang tilfredsstilles ved Uld fra Avstralien, Sydamerika og Kap, at der nu vandrer talrige Skibsladninger med Korn fra den ny Verden tilEvropas forskjellige Kulturlande, at Vine fra Jordens fjærneste Produktionssteder mødes paa Havet, og at endogsaa Kjødforsendelsen fra Avstralien og Amerika tilEvropa er begyndt.« Som mærkelige Enkelthederskal kun tilføjes, »hvorledes det alt i flere Aar har været muligt at føre endogsaa de tidlige Grøntsagerfra

sagerfraAlgier til de Riges Middagsborde i alle vor Verdensdels Kulturlande, hvorledes Ungarn paa ikke mere end 7 Dage er bleven i Stand til at udføre Bestillinger paa Æg til London, hvorledes Amerika allerede for flere Aar siden har hjulpet til at forsyne det engelske Marked med presset Hø, hvorledes der imellem New York og Liverpool har udviklet sig en regelmæssig og levende Frugthandel, og hvorledes England 1872, da Sommerens Væde havde ødelagt en stor Del af dets Kartoffelhøst, fik Skaden dækket ved Tilførsler fra Tyskland.«

Endog det flygtigste Blik paa den senere Udvikling af Handelen med Landbrugets Frembringelser vil overtyde Enhver om, at man i Landbruget nu mindre og mindre frembringer for sig selv og sine Nærmeste, men derimod for hele Samfundet. Man spørger mindre og mindre efter, hvem der til Slutning kommer til at nyde Godt af Ens Frembringelser, men retter disse kun efter, hvor man kan faa det højest mulige Overskud over Frembringelsesomkostningerne.Man ikke længer selv mange uensartede Fornødenheder, uagtet man lige saa meget eller mer end tidligere trænger til dem, men kaster sig over enkelte ensartede Grene, ved hvis rigeligere Udbytte man lettere kommer i Besiddelse af hine Fornødenheder, end da man selv tilvirkede dem. Man modarbejder tit i Praxis en vrang Mening, som man hylder i Theorien, den almindelige snæverhjærtede Mening, at et Folk saa vidt muligt skal frembringe alle sine Fornødenheder selv, da ellers »Pengene gaa ud af Landet«, en Mening, hvortil især «Toldbeskyttelsesmændene» klamre sig for at opretholde unaturlige Erhværvsgrene. Det er Grundsætningenom Deling, som saaledes mer og mer ved Tidsomstændighedernes Magt praktisk gjør sig

gjældende i Landbruget, og som paa dette Omraade viser sig i Bestræbelsen efter at sætte de enkelte, med naturligeHjælpemidler udrustede, Landstrækninger i Stand til at frembringe de Produkter, for hvilke de med Hensyn til Markedsbeliggenheden yder hver især de gunstigste Betingelser^ og det saaledes,at stedlig og personlig delte Kræft er og Midler atter ved Handelen forene sig til et større samlet Udbytte. Blandt de heldige Virkninger heraf, som kommer hele Samfundet til Gode, skal i Forbigaaendekun paa en vis større Stadighed i Prisernepaa vigtigste Livsfornødenheder, især paa Korn o. Lign., hvorefter Efterspørgslen næsten overalt er lige stærk og i Almindelighed kun stigende i samme Forhold som Folkemængden. Hvorledes den nævnte voxende Stadighedi paa Livsfornødenhederne ogsaa efterhaandenmaa Bevægelserne roligere i Priserne paa Grundejendom, Kapital og Arbejde, vil let indses, naar man klart gjør sig Rede for den udjævnende Indflydelse, som Samfærdselsmidlerne, Spekulationen m. JYI. har i den økonomiske Verden, en Indflydelse, som maa gjøre sig gjældende paa større og større Omraader, ~ efterhaanden som Mere og Mere drages ind under Verdenshandelens Opland.

Saaledes viser Handelsbevægelsernes Fremskridt og Følger sig i sin store Almindelighed. Lidt anderledes tage de sig naturligvis ud, naar vi vende os til Enkeltheder.Et af Handelsbevægelsen i de vigtigste Landbrugsfrembringelser hver for sig er det imidlertidvanskeligt give, dersom man ikke vil lade sig nøje med den endnu saa ufuldstændige Statistik. Om man end ved Sandsynlighedsberegninger maa udfylde

betydelige Huller i denne, vil man dog kunne danne sig en nogenlunde rigtig Forestilling om, hvorledes Verdensmarkedetfor forsynes med Livsfornødenheder fra Landbruget. For Simpelhedens Skyld opgives neden for kun Overskuddet af Udførsel eller Indførsel, det«Mer- Beløb», som de enkelte Hovedlande har af Indførsel eller Udførsel over henholdsvis Ud- eller Indførsel, hvorefterderpaa Balance søges opstillet. — Ved Tallene underforstaas Millioner Centner i afrundede Summer for Gjennemsnittet af de sidste Aar.

I. Melholdige Kornfrugter.

Med Hensyn til Bevægelsens Fremskriden eller Forholdetaf i Kornforbruget gj_ør Forfatteren følgendeSlutninger: evropæiske Indførselslande har tilsammenomtr. Millioner Indbyggere. Sætter man med Tilnærmelse Befolkningens Tilvæxt i de samme Lande gjennemsnitlig til 0,6 pCt. aarlig, kommer Mer-Fornødenhedentil gjælde 928,800 Mennesker. Da man kan anslaa det samlede Forbrug af Melfrugter pr. Hoved til

mindst 3,5 Centner aarlig, svarer hertil en aarlig Tilvæxt
af omtrent 3 Millioner Centner Korn.

Dette med Hensyn til Fremtiden. Med Hensyn til den nærmeste Fortid paa Grundlag af hvis Statistik Forfatteren beregnet ovenstaaende Tal, maa paa dette Sted henvises til selve Afhandlingen, hvis mange Talstørrelser Jvilde blive for udførligt at aftrykke (oven for er kun Resultaterne meddelte).

De her anførte Tal give dog Anledning til nogle spredte Bemærkninger. Det britiske Rige opsuger næsten 70 pCt. af alle andre Landes Overskud. Tyskland synes mer og mer at vende sig fra Rug- til Hvededyrkning; Rug indføres i stigende Mængder fra Rusland og Polen, medens det dels selv forbruger mere Hvede, dels udfører til England. I Schweiz og Frankrig stiger Kornindførselen. Det samme vil vist finde Sted i Italien, da af St. Gothardsbanen og flere Samfærdselsveje mod Nord uden Tvivl vil bringe det til at modtage Korn derfra, medens det selv mer og mer kaster sig ind i andre og for dets Markedsbeliggenhed fordelagtigere Retninger. Til Belgien, Fabriklandet med den tætte Befolkning, og Holland, egner sig bedre til Dyrkning af Foderurter, især Græs, vil Kornindførselen rimeligvis ogsaa tiltage.

Den voxende Trang, som oven for er anslaaet til 3 Mill. Centner aarlig, synes saaledes i Særdeleshed at maatte tilfredsstilles af Rusland, om hvis stigende Udførselpaa af dets Jærnvejes Anlæg og Tilknytning til den øvrige Verden man kan danne sig en Forestilling, naar man hører, at det i 1840-erne udførte kun 7,5 Mill. Cnt. Korn (nu 5 Gange saa meget); den livegne Bondestands Frigjørelse vil uden Tvivl ogsaa efterhaanden vise sin heldigeIndflydelse denne Henseende. Som fremskridende

Kornudførselslande slutter sig til Rusland Rumænien og til Dels Ungarn. Derimod »synes man i Danmark i den senere Tid at ville lægge sig efter Dyrkning af Foderurter og efter Kvægavl; i alt Fald vil Kornudførselen derfra næppe længer stige betydelig«). Afikke-evropæiskeLande vil Nordamerikas Forenede Stater, som alt nu tilfredsstilleren af Efterspørgselen i Evropa, aarlig rigeligere kunne forsyne vor Verdensdel; paa de høje Arbejdspriserraader Bod ved Maskiner, baa<?e JærnogVandvejene det Indre og de talrige Handelspladser ved Havkysten letter i høj Grad Udførselen, og dog er Kornoverskuddet i nogle Stater saa stort, at det fodres op og først som Kjød og Flæsk naar Markedet.

Det er nu ikke vanskeligt at forklare sig KornproduktionensStilling det vestlige Evropa. Dette var tidligerestærkt derved, at de ufuldkomne Samfærdselsmidlerhindrede og Amerika fra at deltagei ved det nærliggende Englands Forsyning,hvilket viste sig, da den engelske Korntold blev ophævet. Nu, da de udmærkede Samfærdselsmidler har bortryddet eller i høj Grad formindsket disse Hindringer,klager over Konkurrencens Tryk. Til at unddrage sig dette gives der imidlertid kun et eneste Middel. Man maa slaa ind paa en Produktionsretning, som Markedet lønner bedre, for saaledes ikke alene at frembringe højere Overskudsværdier, men ogsaa at drive Kornproduktionen billigere, for saa vidt denne i milde og ikke altfor fugtige Egne ikke af andre Grunde aldelds maa opgives. Man føres saaledes naturlig ind paa Spørgsmaaletom af Foderurter og om Kvægavl (i videste Forstand), hvis Frembringelser for Kortheds Skyld skal betegnes ved Kjød i følgende statistiske Fremstilling

af Handelsbevægelsen. Ved Tallene underforstaas det
Samme som i Tabellen oven for.

II. Kjød.

Ogsaa af Kjød viser det britiske Rige sig som det forholdsvis stærkest forbrugende Land, og naar Hensyn tages til Forbrugets stærke Stigen, tør man vistnok paastaa,at meget snart, om ej allerede, opsuger 70 pCt. af andre Landes Overskud (lige som af Korn); det engelskeMarked saaledes toneangivende ogsaa for Kjødprisernei I Frankrig og Schweiz*) voxer Tilførslerne ogsaa, saa vel som i Østrig-Ungarn, skjønt mindre stærkt. Paa Grund af det tiltagende Kjødforbrug overalt, hvor Velstand opblomstrer stærkt, og Folketæthedenvoxer, det muligt, at t. Ex. Tyskland snart vilgaaover Ud- til Indførselslandene. Krigens Indflydelsebidrager

---

*) Den usædvanlig stærke Tilførsel 1871, hvorom Forfatteren giver nærmere Oplysning i sine udførligere Tabeller, tilskrives det store Mer-Forbrug, som var en Følge af, at Bourbakis Armékorps overskred Schweiz' Grænse.

delsebidragerdog noget til at tilsløre Handelsbevægelserne.

For at skjønne, hvorledes det voxende Kjødforbrug ikke des mindre skal kunne tilfredsstilles ved Tilførsel fra de udførende Lande, og hvorledes Korn- eller Kjødproduktionen det ene eller andet Sted vil kunne betale i Fremtiden, maa først og fremmest Forsendelsen tages i Betragtning. Transport af levende Dyr er billigere, saa vidt Strækningerne ikke ere større, eller rettere: Rejsen ikke varer længer, end at Foderstanden ikke lider derved. Det vil dog allerede heraf ses, at der gives bestemtere og snævrere Markedsgrænser for Kjød end for Korn. Naar saltet og røget Kjød undtages, vil Evropas Kjødforsendelser i Almindelighed være indskrænkede denne Verdensdel alene.

Evropa henvises saaledes nærmest til at forsyne sig selv med Kjød. Men baade i Tyskland, Belgien, Nederlandeneog stiger det indenlandske Forbrug stærkt; Spanien, Portugal, Grækenland og Tyrkiet vil af andre Grunde ikke let faa Overskud; Italien lover vel meget mere med Hensyn til Fremtiden, men saaledes bliver dog kun Rusland og Donaufyrstendømmerne tilbage som betydelige Udførselslande. Til disse bør man dog ikke for stærkt knytte sine Forhaabninger. Svineavlen er vel stærk, især i de lavere Donaulande, og vil vistnok væsenlig holde sig, men Svin kan altid kun tilfredsstille en Del af Efterspørgselen, og Udførselen af Faar er mindre betydelig i de samme Egne, hvorfor Spørgsmaalet nærmestkommer at gjælde Hornkvæget. Men med den stigende Udførsel heraf voxer ogsaa Faren for Smitten af den forfærdelige Kvægpest, som har sit faste Midtpunkt i de russiske Stæpper. Herved baade hindres og fordyres

Markedets Forsyning, og Faren for Smitte voxer med de lettere Samfærdselsmidler Udvidelse, hvoraf kostbare og tidsspildende Forebyggelsesmidlers Anvendelse, ja til Dels endog Indførselsforbud har været Følgen. (Nogle Tal vil tydeliggjøre dette nærmere. Af Galiziens Hornkvægbestand paa gjennemsnitlig omtr. 680,000 Stykker faldt i Aarene 1861^—71 ikke mindre end 56_—57000 dels som syge dels dræbte som mistænkte. Under den tysk-franske Krig beregnesTabet Kvægpest for Frankrigs Vedkommende til 57,000, for Nordtysklands over 10,000, og Mellemevropas(undtagen i Alt 85,000 Stykker. England mistede 345,000 i 1865—67, og Nederlandene 156,000 i samme Tidsrum). For at Rusland og Donaufyrstendømmerneskulde tilfredsstille Evropas stigende Efterspørgselefter maatte de imidlertid vedligeholde og forbedre de udstrakte Græsgange; thi Dyrkning af Foderurteri Omfang er jo en nødvendig Forudsætning for Kvægavl. Men baade der og i Ungarn vender man sig tvært imod mer og mer imod Kornavl, efterhaanden som Samfærdselsmidlerne letter Kornudførslen. Dertil kommer, hvad Statistiken oplyser, at Kvægholdet i de evropæiskeIndførselslande Almindelighed ingenlunde holder Skridt med Folkemængdens Tilvæxt, — en Omstændighed, som, i Forbindelse med det stigende Kjødforbrug sammesteds,yderligere vanskeliggjøre Markedets tilstrækkeligeForsyning Kjød. Bortset fra Indflydelsen af Pengenes synkende Værdi er det saaledes let at forstaa, hvorfor Kjødpriserne i en Række af Aar stadig ere stegne, og sandsynligvis i den nærmeste Fremtid i det Mindste jil holde sig paa et forholdsvis højt Punkt.

At Brødpriserne ikke stige nær saa hurtig som Kjødpriserne,synes
mer og mer at godtgjøre. I

Berlin er Rugen saaledes fra Aarene 1811_—20 indtil Juli 1873 stegen 18 pCt., men Oxekjødet 54,6 pCt.; i Bern 18^/so—l8⁷⁰ _/72 Hvedebrød og Oxekjød henholdsvis 22,8 pCt. og 85,1 pCt; samt i Ziirich i samme Tidsrum de samme Næringsmidler henholdsvis 42,4 pCt. og 119,7 pCt., medens Stigningen sammesteds i den meget længere Aarrække1 ^oo _{/o9 —}1872 har været henholdsvis 19,3 pCt. og 124,5 pCt. [I Danmark (maaske nærmest Kjøbenhavn) synesdette imellem Hurtighederne i Korn- og Kjødprisernes Stigen dog langt mindre. Udregnes Forholdetpaa af Tabel V i V. Falbe Hansens Afhandling(»Om i de sidste 3 Aar» (1874) saaledes, at Gjennemsnitsprisen tages for Hvede, Rug og Byg 1839 og 1873 paa den ene Side og for Kjød og Flæsk i de samme Aar paa den anden, vil man finde, at fra 1839 til 1873 er Prisen for de tre Kornsorter stegen 51 pCt. og for Kjød og Flæsk, under Et, 54 pCt. Til Sammenligning kan i Forbigaaende bemærkes, at Kjødprisernei ere 18b2^—1866 stegne 53,3 pCt., altsaai af 14 Aar næsten lige saa stærkt som hos os i 3"4 Aar; om Londons Kornprisers Stigning i Procentermeddeler Krænier Intet til Sammenligning ved denne Lejlighed.]

Ovenstaaende Betragtninger maa opmuntre til at lægge større Vægt paa Kvægavlen, endog paa Kornavlens Bekostning.Dyrkning Foderurter, som maa gaa dels forud for dels Haand i Haand med en omhyggeligere og mer udvidet Kvægavl, medfører i øvrigt ogsaa Fordele i andre Henseender. Ved Kornavlen mister Jorden mange af sine vigtigste Bestanddele, hvilke den derimod faar til-_w bage som Kreaturgødning, naar Foderurter dyrkes. Sædskiftetmed og Korn er ogsaa gavnligere for

Jordbunden end udelukkende Kornavl. Dernæst kræverKvægavlen den dermed uadskillelige Dyrkning af Foderurter i og for sig mindre menneskelig Arbejdskraft,som saa dyr, medens endelig paa sine Steder dyrisk Arbejde lettere kan anvendes. I England, hvor man tidligere end paa Fastlandet har paatrykt Agerbruget et industrielt Præg, viser det sig ogsaa, at det med Korn bevoxede Fladerum tager af, medens der stadig tages mere Land ind til Græs- og anden Foderurtdyrkning. 1872 skal i Aarets Løb Englands Hornkvægbestand være forøget med 287,000 Stykker eller med 5 pCt., Faarenes Tal med 3 pCt., og Svinenes med 11 pCt.

Landbruget maa dog ikke ensidig tage Hensyn til Kjødmarkedet og dets Priser. Med disse staar nemlig meget Andet i uadskillelig Forbindelse. Med dem stiger saaledes Prisen paa Arbejds-, Malke- og Fededyr, saa vel som paa selve Foderet. Der finder et nødvendigt SammenhængSted Frembringelsesomkostningerne for Kjød, Mælk, Smør, Ost, Uld o. s. v. En FrembringelsesPris et indførende Land retter sig efter Prisen i de udførende, for saa vidt som den nemlig stiger i samme Forhold, som Folkemængden der tiltager, hvoraf følger større Tilførsel og altsaa større Transportomkostninger. Med Hensyn til de dyriske Produkters Slags danner der sig imidlertid omkring ethvert større Marked som Midtpunktflere af ulige Frembringelsesegne. Nærmest Midtpunktet tilvirkes i Særdeleshed frisk Mælk, sød Fløde, fint Bordsmør; i det næste Bælte Kjød og ringere Smør; i det følgende opdrættes Malke-, Arbejds- og Slagtekreatur,samt Oste; uden om dette tilberedes saltede og røgede Kjødvarer, Skinker, Fedt, Talg, Uld o. Lign. endelig kommer det yderste Bælte,* hvor man laver Kjødextrakt,garver

extrakt,garverHuder og benytter Dyrene paa en saadanMaade, Frembringelserne kan taale den længste Forsendelse. Nye Samfærdselsmidlers Anlæg kan naturligvislet disse Bælters alt i Forvejen svævende Grænser, men des vigtigere er det netop, at Landbrugerenhar aabent Øje for disse Forhold i deres Almindelighed.Dersom ikke til enhver Tid forstaar at bedømme sine Jorders Markedsbeliggenhed og den Indflydelse,som har paa denne, vil han tit komme til at betale dyre Lærepenge. Et helt Land kan komme til at lide haardt, dersom det leder »sit Kvæghold, «som selv under sædvanlige Forhold fortærer langt over Halvdelen af alle Jordbundens Landbrugsfrembringelser«,ind falske Retninger, eller paa unaturligMaade det til at blive i saadanne. Dette Hensyn leder os til nærmere at undersøge Kvægavlens andre Frembringelser.

Af disse frembyder Ulden de ejendommeligste ForholdmedHensyntil I dette HundredaarsførsteTiaartog et stort Opsving, nærmest paa Grund af lave Kjød- og Kornpriser. Den stigende Efterspørgsel efter stedse finere Uldsorter fremkaldtehøjePriserog udbredt Merinos-Faareavl. Med Tilbudet af fin Uld kunde Efterspørgslen dog ikke i LængdenholdeSkridt,og 1840-erne skete et Omslag, saa at man nu begyndte at se mer paa Mængden end paa Finheden. I det sjette Tiaar havde Handelen udvidet sig saa stærkt paa Grund af de nye Samfærdselsmidler, at der i dette Tidsrum, som endnu ikke er endt, Aar for Aar tilføres det evropæiske, og især det engelske, MarkedoversøiskUldi Mængder. Evropas egen UldproduktionanslaasforTiden 5,065 Tusend Centner,

hvoraf England frembringer 1440 Tusend, Rusland 817, Frankrig-820, Spanien 670, Tyskland 469, Østrig 279, Italien 223 og de øvrige Lande 347. DaEvropa antages at behøve mindst 9500 Tusend Centner Uld aarlig, maa Tilførslen fra andre Verdensdele være 4435 Tusend Ctn., hvilket stemmer ret godt med andre statistiske Oplysninger,iFølgehvilke alene fra Avstralien tilføres 1900, fra La-Plata Staterne 2000 og fra Kap 360, eller i Alt 4260 Tusend Centner Uld, —: altsaa ikke langt fra 4435 alene fra disse tre Tilførselslande. I disse er Udførslen mærkværdig stigende. Stigningen beregnes i Aarene fra 1866 til 1868 for Avstralien til 40,9 pCt., Kap 32,4 pCt. og La-Plata 54,2 pCt., for alle 3 tilsammen til 42,7 pCt. Forskjellen imellem Tilførslerne IB6IS og 1868 har været højere end hele Tysklands Uldproduktion. Og hvor hurtigForholdeneharudviklet kan skjønnes af følgende Tal. 1807 beløb Avstraliens Udførsel sig til ikkun 2,20 Centner, 1820: 900 Cnt., 1845: 217,595 Cnt. og 1865: 1,142,214 Cnt.; 1856 havde Avstralien kun 17,7 Millioner Faar, men 1869 allerede 60 Millioner. — Storbritannien fik 1866 sin Trang, med Hensyn hvortil det maatte have 2,393,586 Cnt. indført, for Størstedelen, nemlig for 81,7 pCt., tilfredsstillet alene fra ikke-evropæiske Lande. Fra Tyskland modtog det engelske Marked, som 1844 derfra havde faaet 218,476 Cnt., 1866 kun 103,049, ja 1867 endog kun 37,192 Cnt. Tyskland selv fik 1867 fra Udlandet888,035Cnt.Uld, 544,303 fra oversøiske Lande; og 1871 og 1872 var denne Tilførsel stegen til henholdsvis 1,25 og 1,21 Millioner Cnt. Ogsaa Belgien, Frankrig, Østrig og Schweiz forsynes med stigende MængderaffremmedUld, Rusland i den senere Tid mer og mer synes at optræde som betydeligt Udførselsland

(1869: 315,922 Cnt. Uld). Alt dette, hvortil endnu kommerNordamerikassejeFastholden sin Beskyttelsestold for Uld, forklarer tilstrækkelig Omslaget i Konjunkturerne og Uldprisernes stærke Dalen paa det evropæiske Marked. Over disse sidste findes nogle i øvrigt ikke meget samstemmendeBeregninger;iFølge skal Prisen paa meget fin'Uld fra 1841 til 1871 være falden 18,5 pCt., paa fin 19,2 pCt., paa middel 8,6 pCt., men paa simpel stegen l,7pCt.; iFølge en anden (1850—1868) Prisen paa meget fin falden 21,8pCt., paa finl4,OpCt. paa middel I,BpCt., men paa simpel stegen 15,1 pCt. (den sidste Beregning gjælder Breslau Uldmarked). Prisfaldet har især i de sidste Tiaar været afgjørende, og omfatter fortrinsvis de finere Sorter Uld, hvilket sidste til Dels finder sin Forklaringi,atman paa Grund af Fabrikationens Fremskridtkanfremstilleudmærket af den simplere Uld. Hovedvægten maa dog lægges paa den Ændring i Uldprisernes Forhold til Kjødpriserne, som har fundet Sted til Fordel for de sidste, og følgelig paa en OmvæltningiBetingelsernefor Denne Avl Hager af, medens Slagtekvægavl tager til; vel kan begge Dele forenes,menKjødfaarer aldrig tillige Uldfaar i egenlig Forstand. I England skal Faarenes Antal 1868_—70 i Forhold til de øvrige Husdyrs Antal være aftaget 7,7 pGt. Belgien havde 1816 en Million Faar, 1868 kun 600,000, altsaa 40 pCt. færre. I Storhertugdømmet Hessen var fra 1840 til 1864 Tilbagegangen 8,27 pCt., ja i Rhinhessenendog60,99pCt., de egenlige Slagtedyrs Antal tiltog. I Kongeriget Sachsen er Faaretallet 1847^— 1864 aftaget 44,2 pCt. i Forhold til den i Brug tagne Jord eller 53,9 pCt. i Forhold til Indbyggertallet. I Preussen186

sen1867—70 var Tilbagegangen i Faareholdet 12 pCt.,
hvorimod Hornkvægholdet havde faaet en Tilvæxt af 7,55 p£t.

Handelen med Mælk indskrænker sig paa det store Marked til det nærmeste Bælte omkring store Stæder, hvilke paa en Gang maa betale de højeste Priser og har den ringeste Sikkerhed for gode Varer. I Schweiz sælges saa vidt det kan ses af Afhandlingen, pundevis. Prisen var 1848^—50 iZurich 3,13 Centimer Pundet, ißern 3,75; men steg jævnt, saa at den 1873 havde naaet henholdsvis og 10. Stigningen i Procenter var altsaa for Zurich 158,78 og for Bern 166,66, — en Stigning, som langt overgaar Kjødprisernes.

Helt anderledes forholder det sig med Smør, som lader sig tilberede saaledes, at Forsendelsen kan ske paa lange Afstande, hvorfor det maa betragtes som Verdenshandelsvare.Statistiken dets Bevægelse er dog ikke paalidelig, til Dels fordi Smør ikke altid tilstrækkelig adskilles fra Fedt o. Lign. Om den nyeste Handelsbevægelsevil Tal dog give en Forestilling. Blandt Indførselslande staar Storbritannien øverst, idet det 1872 fik 1161 Tusend Centner Smør tilført. Schweiz indførte samme Aar 73 Tus. Cnt mere, end det udførte. (Ogsaa Italien hører til Indførselslandene, men nogenlunde nøjagtigeTal sig ikke let opgive). Blandt Udførselslandemaa nævnes Nederlandene med en Mer- Udførsel (1871) af 405 Tus. Cnt., Frankrig (1870) 324, Danmark (1872) 189, Tyskland (1872) 162 og Østrig (1870) 86, — eller med tilsammen en Mer-Udførsel, som meget nær svarer til Storbritanniens Smørforbrug alene. Frankrigudfører fra sine nordlige Departementer, og Tyskland ligeledes fra sin nordlige Del. Som fremskridendeUdførselsland ogsaa Sverige nævnes, hvorimod

Nordamerikas Forenede Stater, som endnu 1862 udførte
290 Tus. Cnt til Evropa, 1871—72 i Alt kun udførte 33,
idet de slaa om fra Smør til Ost som Udførselsvare.

Ost er ikke mindre end Smør Verdenshandelsvare. Ogsaa her staar England øverst som Indførselsland: 1872 med 1081 Tusend Centner; som saadant maa nu vel ogsaa regnes: 1872 med en Mer-Indførsel af 22 Tus. Cnt. (men 1871 en i\ler-Udførsel af 3). Rusland, Østrig og Italien ere uden Tvivl ogsaa Indførselslande. Derimod maa som Udførselslande nævnes Nordamerikas Forenede Stater med en Mer-Udførsel 1871_—72 i Gjennemsnit 583 Tus. Cnt, Nederlandene (1872) 536 og Schweiz (1872) 369; dertil kommer Frankrig med en Udførsel Alt (1866) af 116, samt de tre nordiske Riger.

Baade for Smør og Ost viser der sig, lige som for Kjød, Aar for Aar en Stigning i Efterspørgslen. Forbrugeter især med Hensyn til Ost, hvorimod man er tilbøjelig til at lade Svinefedt træde i Stedet for Smør, naar den sidstnævnte Vare bliver meget dyr. Paa den anden Side vil Tilbudet af disse Varer næppe holde Skridt med Forsendelseslethedens Udvikling, idet nemlig deres Frembringelse forudsætter en omhyggelig Dyrkning af Foderurter, en i længere Tid fortsat Opdrætning af Malkekvægracerog teknisk velordnet og nøjagtig dreven Fabrikation, alt sammen Noget, som kræver lange og grundige Forberedelser. Blandt de Lande, som maa kaldeslovende i denne Henseende, indtager Nordamerika en fremragende Stilling, lige som ogsaa Sverige maa nævnes med Anerkjendelse. At et Lands naturlige Betingelser spille en stor Rolle ved denne Lejlighed,viser Produktion. Ogsaa Anvendelsen af Associations - Systemet bidrager til Sikring af et godt

Udbytte. Endelig vilde det i høj Grad lette Udførslen,
om Tyskland og Frankrig vilde ophæve sin Indførselstold.

Overalt, hvor Landbruget kan naa Markedet med sin friske Mælk, vil Salget af denne give det største Udbytte; thi for ingen af Landbrugets Frembringelser er Prisstigningen Procenter saa stor som for denne. Smørprisernes i det sidste Fjerdedels Hundredaar i Forhold til Osteprisernes synes at godtgjøre, at Ronkurrenceomraadet tilberedt Smør er større end for finere Ost, hvorfor Produktionen af den sidste Vare, hvor Forholdene i øvrigt egne sig dertil, i Almindelighed er mer lønnende end Tilvirkning af Smør. Dermed stemmer ogsaa den Kjendsgjerning, at Schweiz aarlig indfører saa meget Smør, medens man der paa samme Tid ved Ostefabrikation og mer arbejder for Udførselen.

Dyrenes Opdræt har naturligvis stor Indflydelse paa en Mængde Landbrugsfrembringelsers Kvalitet og Kvantitet, følgelig ogsaa paa Handelen med dem. Hovedsagbliver kun paa de Produktionssteder, som er fjærnest fra Markedet; men Grænserne er meget flydende,idet maa tages baade til naturlige Forhold, til de dyriske Frembringelsers Betydning for Markedet og til Tidsomstændighederne. Under særdeles gunstige Omstændigheder,især en Landbruger har særligt Anlæg til at opdrætte Dyr til det ene eller det andet Brug, kan Opdrætten fra Bierhverv udvikle sig til Hovederhverv. Paa den anden Side kan den, hvor det ellers vilde være naturligstat den som Hovederhverv, blive Biérhvery, især i mindre Landbrug, hvor Arbejdsdelingen ikke saa fuldstændig lader sig gjennemføre. Almindelige Regler lade sig overhoved ikke give i denne Henseende; det

gjælder om, hvad der under de for Haanden værende Omstændigheder bedst kan svare Regning. Men for at bedømme dette er det netop saa ønskeligt for Landbrugerenat nationaløkonomiske Rundskaber og Øvelse i at anvende disse paa de i Virkeligheden mødende Tilfælde.Saaledes han ikke nu kunne undgaa at lægge Mærke til den statistisk godtgjorte Stigning i VerdensmarkedetsKjødpriser Forhold til de fleste andre dyriske Produkter. Denne Omstændighed vil gjøre den Landbrugervarsom, ellers maaske altfor ensidig vilde lægge Vind paa Opdræt til enten Arbejds-, Malke-, Ulddyreller saadant i og for sig alene, og han vil stadigt have for Øje, at Dyret tillige eller endelig, efter at have tjent et andet Øjemed, bliver skikket til at tjene som Fede- og Slagtekvæg.

«Hvorhen man ogsaa« — slutter Forfatteren — «vil rette Blikket, idet man lader det løbe rundt blandt de livlige Markeder med Landbrugsfrembringelser, overalt møder den opmærksomme lagttager en Fylde af Kjendsgjerninger,ved Hjælp det kan lykkes, for saa vidt man opfatter dem fordomsfrit, at finde en værdifuld Rettesnorfor mest økonomiske Ordning og Ledelse, De Love, som oven for ere gjorte gjældende for visse Slags Frembringelser, ere selvfølgelig ogsaa anvendelige for alle andre Grene af Landbrugets Produktion i videste Omfang. Uden at gjøre Krav paa udtømmende Behandlingaf Opgave, selv i dens Indskrænkning til et vist begrænset Omraade, har disse Linjer kun haft det Formaal at yde et Bidrag til Begrundelsen af den des værre endnu ikke tilstrækkelig anerkjendte Opfattelse,at er en Gren af den hele Videnskab,

og at styrke Forsvaret for den Grundsætning, at der ikke kan være Tale om en lykkelig Videreudvikling af Agrikulturen i Lære og Praxis, saa længe som dens Udøvereforetrække støtte sig ensidig paa Fagets Teknik i Stedet for ogsaa at gribe ind i det økonomiske Livs mægtige og svulmende Bevægelse, hvortil Landbruget dog altid som givende og tagende Led maa være knyttet, om dets Indretninger og Forholdsregler skulle trives og lykkes.«