Nationaløkonomisk Forening

afholdt Møde Torsdagen d. 8 Januar. Forinden fandt en Middag ved hvilken som Gjæster vare til Stede Professor, f. T. Rektor ved Lunds Universitet, Greve G. K. Hamilton, og Medlemmerne af Frihandelsforeningens Bestyrelse, Grossererne B. Adler og Thune. Forhandlingerne lededes af Statsrevisor Gad, der først gav Ordet til Etatsraad, Nationalbankdirektør for en Meddelelse om Mønt sagen.

Et«t«ra«fi lovy ndfalfp,. af, idel, han efterkom Bestyrelsens Opfordring om at give en Meddelelse om Møntsagens Gjennemførelse han tage et vist Forbehold. Finansministeren havde vel overdraget ham Ledelsen af det paagjældende Arrangement de dermed i Forbindelse staaende Forretninger, men da det dog i sidste Instans var Ministeren, der bar Ansvaret, denne give sit Samtykke til Enkelthederne i deres Aimindeiighed, og da heie Arbejuei vilde uufjlde el Tidsrum flere Aar, var der hidtil ikkun truffen endelig Bestemmelse del, der vedkom Guldudinøntningen. Alt hvad Taleren derfor maatte anføre om Skillemønten og andre Spørgsmaal, han ønske betragtet som sin personlige Anskuelse.

Mønlreformen afveg fra sædvanlige Reformer derved, al den berørte ethvert Individ i Samfundet uden Hensyn til Kjøn eller Alder; den greb vilkaariigt ind i Forholdet imellem Debitorog idet den bestemte, at Betalinger der vare kontraherede i Sølv skulde udredes i Guld efler et af Lovgivningsmagtenvedlaget og endelig fulgte det af Sagens Natur, at Reformen frerntraadte for Befolkningen i en bestemt fysisk Skikkelse i Form af en hel ny Møntrække. Af disse Grunde var en hurtig Gjennemførelse stemmende med Sagens og Befolkningens Interesse, og da Udmøntningen er

et Statsregale, hvilket overalt er erkjendt for en Nødvendighed, var Reformens hurtige og hensigtsmæssige Gjennemførelse i det Væsentlige afhængig af den Virksomhed, Regeringen udfoldedei Henseende.

Møntreformen faldt i lo af hinanden aldeles uafhængige Dele: Vedtagelsen af Guld i Stedet for Sølv som Grundlag for Landets Møntfod og Vedtagelsen af en ny Regningsenhed delt i 100 Dele, der efter Møntlovens § 17 vil være at indføre senest 1 Jan. 1875. Guldmønten skulde vel kunne indføres til et tidligere, men ikke til et senere Tidspunkt.

Allerede heri laa et Fingerpeg om først at indføre Guldmønten, herfor talte ogsaa andre Grunde, hvoraf han skulde fremføre flere. Paa Grund af Arbejdets store Omfang og af Hensyn til Metallernes højst forskjellige Beskaffenhed og Møntværkets maa Arbejdet deles og udføres i en bestemt Orden, og da Guldmønterne er den Pengesort, hvoraf der i Antal møntes det mindste Beløb, var det naturligt at begynde med disse. Guldmønterne er derhos de Møntstykker, der i Overgangstiden til 1 Jan. 1875 lettest kunne anvendes til Betalinger Rigsdaler. En kort Stund at benytte 20-Kroner og 10-Kroner som 10- og 5-Dalerstykker falder Ingen vanskelig. Endvidere vilde man ved Hjælp af Guldmønten lettest kunne inddrage den overflødige gamle Sølvmønt og benytte Konjunkturerne at sælge denne i Ddlandet, forinden Sølvet falder yderligere i Pris. Endelig og hovedsagelig tnaatle Guldet indføres for at der ikke skulde indtræde et altfor stort Misforhold det Værdiforhold imellem Guld og Sølv, hvorpaa Reformen baseret og Værdiforholdet mellem de nævnte Metaller ved Reformens Indførelse. Forholdene have allerede i saa Henseende forandret sig meget siden den Tid Møntkonvenlionen vedtoges, men de kunde fjerne sig i endnu højere Grad fra det fastsatte Grundlag, om Guldmøntens Indførelse udsattes til 1 Januar 1875.

I Tyskland havde man ved Overgangen til Guldmønlfoden fastsat Værdiforholdet til Sølv som 1 : 15,50, hvilket var Gjennemsnilsforholdetfor sidste 50 Aar. Taleren havde fundet dette Forhold unaturligt og havde efter Værdiforholdet paa Verdensmarkedetfor

densmarkedetforde sidste 6—76—7 Aar fra det første Øjeblik,
han hos os salte Spørgsmaalet om Overgangen til Guldfoden i
Bevægelse, foreslaaet et Værdiforhold af 1: 15,675. Delte passedesærdeles
for at angive Guldværdien i et afrundet Tal
(620 Rdl. pr. Pd., 1 : 15,50 er derimod 613,094 Rdl. pr. Pd.)
og samtidig til de faktiske Forhold paa den Tid, Forhandlingerneindlededes
Norge og Sverig; der tilvejebragtes derhoset
heldigt Forhold til Tysklands Møntsystem, idet 1 Rdl.
vilde blive nøjagtig 22x/ 4x/4 tyske Mark eller Bk preussiske Thi.
Ogsaa til det franske Møntsystem vilde dette Forhold nogenlundepasse,
Franken nøjagtig vilde svare til 36 Sk.
(Daleren beregnet til 100 Sk.) og i Fremtiden altsaa til 72 Øre.
Da Taleren først fremsatte sit Forslag, fandt det ikke synderlig
Anklang her og endog megen Modstand i Sverig, hvor man
holdt paa et Værdiforhold af 1 : 15,37, men da den internatinruilpMmntknrriTniscinn
nm Saofpn ViavHA han rlpn
— —o—, —.— -.—.—
Tilfredsstillelse, at man, efter at have forsøgt mange andre
Kombinationer, endle med enstemmig at vedtage hans Forslag
til Grundlag for Møntfoden som det eneste gjennemførlige i de
tre nordiske Lande. Nogen Vilkaarlighed bliver der altid ved
Indførelsen af slige Forandringer. Efter den nu gjældende
Markedspris paa Sølv er Værdiforholdet til Guld som 1 : 16,25,
jo nurtigere derfor aiie Omsætninger reguleres efter uuidioden,
desto hurtigere ville Virkningerne af det valgte Værdiforhold
forsvinde.

Det næste Spørgsmaal,*) der opstod, var da, hvor meget Guld man skulde udmønte. I Tyskland havde man oprindelig villet udmønte 13V2 dansk Daler (10 Thlr.) pr. Hoved, men under den praktiske Udførelse var man gaaet ned til 10 Rdl. Hertil havde navnlig den Omstændighed bidraget, at det fra Begyndelsen havde været Meningen at afskaffe alle Sedler under 100 Mk., men senere var man kommen til at lade 50 Mk. (nogle og tyve Daler) være Minimum for Seddelemissionen. Her var nu Sagen en anden, da man her havde saa stor Forkjærlighedfor

---

*) Vi tillade os her og i det Følgende for en stor Del at benytte u(ierl. Tids.« Referat af F^atsraad Lews Foredrag.

kjærlighedforsrnaa Sedler, at man endog i Folketinget havde begjært Finansministerens Løfte om, at han vilde fastholde Udstedelsenaf Derfor havde man her anset det for tilstrækkeligt at udmønte 5 Rdl. i Guld pr. Individ, med et rundt Tal 10 Millioner Daler. Men ved dette Spørgsmaals Overvejelsehavde maattet tage et særligt Hensyn til Norge, ikke fordi der i denne Sag havdes nogen særlig Grund dertil for dette Lands Skyld, men af egen Interesse. Den væsentligsteDel Cirkulationsmidlerne i Norge er dansk Mønt. Naar vor Sølvmønt indkaldtes, vilde der altsaa strømme en Mængde Sølv herned fra Norge, og det gjaldt derfor om at faa dette afsat saa gunstigt som muligt. Disse Overvejelser havde ført til en Overenskomst med Norges Bank, i Følge hvilken denne herfra modtog 4Va Mill. Guld for Sølv. Den paagjældende Transaktioner med stor Lethed gjennem Nationalbanken uden Udgift for Staten. Da Norge ogsaa selv vilde mønte Guld, fik det kun 3 Millioner i møntet Guld og Resten i Barrer. Delte Hensyn til Norge havde ført til, at Udmøntningen af Guld blev bestemt til 13V2 Mill. Daler. Af de 10 Millioner, man nærmesthavde anvendte som Omsætningsmiddel herhjemme, ville de 8 Millioner blive 20-Kronestykker og de 2 Millioner 10-Kronestykker, hvilket svarer til Forholdene i England, Frankrigog med Hensyn til de cirkulerende større og mindreGuldmønter. Mønter af Guld kunne nemlig ikke let finde Indgang; de ere mindre praktiske og tilmed kostbarere end de større at fabrikere.

Den egentlige Udmøntning af Guld var begyndt herhjemme d. 1 Septbr. Fra denne Dag til sidst i Deeember var der blevet udmøntet 9 Mill. Daler, hvilket for den tekniske Ledelse, hvem Æren derfor tilkom, var et overordentligt smukt og godt Arbejde. Resten haabede han, at man vilde have færdig i Februar Maaned, uagtet Antallet af det faste Personale ved Mønten var saa indskrænket, at en Enkelts Sygdom let kunde standse Arbejdet. Man havde for at fremme dette maattet ty til ganske simple, uøvede Arbejdere og Arbejdersker fra de forskjelligste men ikke desto mindre var Arbejdet blevet udført paa en særdeles tilfredsstillende Maade.

Ved Tilvejebringelsen af det fornødne Materiale, som det ikke havde været saa let at skaffe til Veje, var der udfoldet en anerkendelsesværdig Energi fra Statens Side. Finansministeriet i god Tid truffet sine Dispositioner, saa at det var i Besiddelse af Sterlingvexler, for hvilke der kunde indforskrives Alt havde det dog ikke kunnet præstere; men det havde faaet Hjælp fra Nationalbanken, fra hvilken Stødet til hele Reformen jo var udgaaet, og som derfor ogsaa havde været saa forsynlig, at den havde kunnet stille 6—B6_—8 Mill. Rdl. Guld til Regeringens Raadighed. Ved heldig, hensigtsmæssig uinteresseret Samvirken af Finansministeriet og Nationalbanken var det lykkedes raskt og hurtigt at gjennemføre Udmøntningen under saa heldige Vilkaar, som noget som helst andet Land havde kunnet glæde sig ved under tilsvarende Forhold. Guldel var ikke alene blevet tilvejebragt uden Opofrelser, men endog med en liden Fordel sterst fer Ncticiislbiiiiken de^r i TMe kunde begynde sine Operationer, mindre for Regeringen, der maatte afvente Udfaldet af de vidtløftige Forhandlinger. Derimod vilde denne jo ikke kunne undgaa et føleligt Tab paa det Sølv, der blev indløst. Hvor stort dette Tab vilde blive, fandt han ingen Anledning til her nærmere at dvæle ved. Kun saa meget vilde han sige, al det ikke blev ganske übetydeligt. Da Forhandlingerne Overgangen begyndte, var Sølvprisen BOVs d., men da Forhandlingerne endelig bleve afsluttede, hvilket paa Grund af Norges Forhold m. m. trak længe ud, var den falden betydelig og er nu 58 d.

Taleren maatte her fremdrage el Spørgsmaal, der ofte fremkom, men beroede paa en Misforstaaelse. Man hører ofte sige, at vi for Øjeblikket havde en dobbelt Møntfod. Men denne Paastand maatte Taleren bestemt afvise. Hvis Nogen kom til Møntmesteren med Sølvbarrer til Udmøntning, vilde han blive afvist, og kom han til Nationalbanken, vilde det gaa ham lige saa, da denne var bleven fritagen for sin Forpligtelse til at kjøbe Sølvbarrer. Guldbarrer vilde man vel for Øjeblikket, da Mønlen er beskjæftiget for Staten, ikke kunne faa udmøntede, men Nationalbanken var forpligtet til at modtage dem og betaledem 620 Rdl. pr. Fd. eller 1,240 Rdl. pr. Kilogram

-f- */4 pCI. i Møntomkoslninger, følgelig er Sølv ikke mere anvendeligher Landet til Mønt efter Rigsmøntfoden, hvorimod Guldbarrer i et übegrænset Beløb og efter den i Møntloven fastsatte Pris kan ved Bankens Mellemkomst finde Anvendelse som Omsælningsmiddel. Han vilde ogsaa for sin Anskuelse anføre et andet Bevis. Hvis vi havde Sølvfod, maatte nu Kursenpaa for 1 L. St. være — 9 Rdl. 40 Sk., men i Stedet for er den 9 Rdl. 6 Sk. Parikursen var 9 Rdl. 72/s7²/s Sk., idet der af et Pund Guld udmøntes 610 Dalere og 68,284 L. St. At Kursen i det sidste halve Aar har været snart lidt over og snart lidt under Pari, men ikke er afvegel meget derfra, var det bedste Bevis for, at Sølv var holdt udenfor Betragtningen ved Ansættelsen af Kursen; faktisk havde dette været Tilfældet lige fra det Øjeblik, der for Alvor blev Spørgsmaal om Overgangentil

Til Udprægningen af den for Gjennemførelsen af den ny Regningsenhed nødvendige Smaamønt var der i Loven givet en Frist af 9—69^—6 Aar. Han vilde finde det meget beklageligt, om man skulde bruge saa lang en Tid dertil, da Intet var uheldigere for en saadan Reforms Gjennemførelse, end naar den efter Indførelseni Tid blot skulde henstaa som en Foranstaltningpaa Det var Talerens Haab, at man i Løbet af højst 22^1/21 _/2 Aar skulde blive færdig med Udmøntningenaf uagtet vi herhjemme vare uheldigere stillede i den Henseende end Sverig, hvor man ikke skulde have nogen ny Regningsenhed, og intet Offer i den Henseende skulde bringes. Med Hensyn til Antallet af den Smaamønt, som skulde præsteres, havde man kun el Skjøn at rette sig efter. For Tiden findes her formodentlig 5 Rdl. Smaamønt pr. Hoved, men efterhaanden som Omsætningen og Priserne stige, stilles der større Fordringer til saadanne. Det viste Erfaringenbaade andre Lande og herhjemme fra. I det sidste Aar havde den højere Arbejdsløn og de stigende Priser paa Livsfornødenheder trukket et Par Mill. Rdl. bort fra Beholdningeni Kjældere, til Supplering af Omsætningsmidlerne.Man tænkt sig at ville udmønte: Af 2-Rroner 6 Mill. Stykker, af 1-Kroner 2 Mill., 25-Ørestykker

8 Mill., 10-Ørestykker 8 Mill., 5-Ørestykker (denne Broncemønt antages ikke al ville faa nogen stor Anvendelse paa Grund af, al den i Omfang bliver som nu en Tremark) 2 Mill., 2-Ørestykker6 1-Ørestykker 2 Mill. Stykker. Den slørste Del, de sidstnævnte 26 Millioner Møntstykker, haabede han, at man kunde have færdig den 1 Januar 1875, den Dag, Loven paabødIndførelsen den ny Regningsenhed. Han fandt delte meget heldigt, da det Modsatte vilde indvirke forstyrrende paa Reformens Gjennemførelse og let fremkalde en passiv Modstand; men denne afvæbnedes bedst, naar man er saaledes forberedt, at man omlrent samlidig med at de nye Mønter sættes i Omløb er i Stand til at indkalde de gamle og derefter sætte dem ud af Kurs. Naar de 26 Millioner ere færdige, vil man skride til Udmøntningen af 2- og 1-Kronesiykker, hvilken vilde medtage et Aar. Disse Møntsorter vilde blive møntede sidst, da man i Ov6r^cp _?.n ^crstid?n h?.vd6 najpr^n no- d*?n haivp. Daip.r at hiap.lnp, sig med, og disse greb mindre forstyrrende ind i det ny Syslemend og 4-Skillinger.

Hos os var der, hvad enhver Uhildet maalte indrømme, vist Energi og Udholdenhed, men det heldige Udfald af hele Reformen vilde til Dels bero paa Sverig og Norge. Man vilde maaske undre sig over, at han tog Norge med; men dette Land havde i virkeligheden i ait Væsentligt antaget samme System vort, ja Norge var endog sprunget Sverig og Danmark Medens disse havde taget Udsættelse til 1875, havde Norge uden videre indført Guldfoden fra 1 Januar 1874 og afskaffet Sølv som legalt Betalingsmiddel i Summer større end 5 Speciesdaler — uagtet der ikke var udmøntet et eneste Guldstykke i Norge, og man der først vilde kunne begynde derpaa i Februar Maaned. Man maa derfor hjælpe sig deroppe med dansk Guldmønt som Betalingsmiddel, hvilket iøvrig er forbeholdt i den norske Møntlov.

Hvis Norge og Sverig altfor stærkt gjorde Regning paa, at Danmark skulde bære en stor Del af Byrden Yed Udmøntningenaf vilde dette forsinke Sagens endelige Gjennemførelseen I Sverig havde man næppe været forberedt paa at mønte i stor Maalestok, hvilket frerngaaer af Alt, hvad

der fra svensk Side er fremkomme! om Sagen. Hertil udfordredesnavnlig som ikke vare lette at faa, og som man (il Dels maalte bestille længe i Forvejen. For Exempel var der kun én Fabrikant, Chlhorn i Koln, hos hvem man kunde faa en god Prægemaskine, og han vilde for Øjeblikkel ikke tage mod Bestillinger for det første Aar. Taleren havde for nylig skrevet til den engelske Møntmester for at raadføre sig med ham, men havde faaet det Svar, at Uhlhorn var den Eneste, som kunde levere et saadant Apparat. Sverig var heller ikke for Tiden forsynet godt med Smaamønl. I den sydlige Del af Landet brugte, man en Mængde dansk Mønt, hvorfor man der ogsaa paa flere Steder regnede i Skillinger. En Entreprenørfor Jærnbaneanlæg i Sverig havde meddelt Taleren, at han stadig udbetalte sine Folk lige saa megen dansk som svensk Mønt. Taleren var imidlertid overbevist om, al Sverig af egen Interesse og af Nalionalstolthed vilde gjøre AH for al vinde med.

Gjennemførelsen af den ny Regningsenhed vilde sikkert, ligesom enhver gjennemgribende Reform, der forandrer det fra Barnsben Tilvante, støde paa megen Uvillie, og man vilde maaske finde Egne, hvor man endnu efter flere Aars Forløb fastholdt det gamle Værdiforhold; men det var gjennem Ungdommen, at Reformen skulde bæres frem efter at Staten havde fuldført sin Andel af Arbejdet. Han haabede derfor, at Skolelærerne vilde vise Sagen den rette Interesse og Opmærksomhed. Efter hans Mening vilde det være meget uheldigt, om man vilde beholde i Daler og Kroner ved Siden af hverandre; burde strax kaste al Dalerberegning overbord. Hvor megen Umage man end gjorde sig for at forberede Sagen, saa var dens Skjæbne dog i alt Væsentlig afhængig af, at de nye Værdibegreber trængte ned i Folkels Bevidsthed: i saa Henseende Skolen spille en fremragende Rolle, først ved at vejlede Ungdommen og gjennem denne de Ældre, for hvem det Ny i Regelen faldt saa tungt.

Taleren sluttede med al udtale, at Regeringen med Tilfredsstillelse
se hen til de all foregaaende Arbejder til
Reformens Gjennemføreise, da den havde Ære af den hensigfs-

mæssige, hurtige og billige Maade. hvorpaa de vare blevne fremmede, ligesom han nærede det faste Haab, at det Samme maatte blive Tilfældet med den omfattende Del af Arbejdet, der endnu forestod.

Dirigenten bragte Etatsraad Levy en Tak. for hans Meddelelser, Forsamlingen gav sin Tilslutning ved at rejse sig. — Bestyrelsen foreslog derpaa til Optagelse i Foreningen følgende Herrer: Kommunelæge F. Ulrik, Kriminalretsassessor G. V. Nyholm og Kand. polit. Bil sI ed. Uden Forhandling vedtoges Bestyrelsens Forslag.

Derpaa indledede Professor, Greve Hamilton fra Lund
en Diskussion om Hovedgrund sætningen for Beskatningen.

Grev Hamiiton bad om Overbæreise, fordi han, paa Grand af manglende Tid, ikke havde udarbejdet noget fuldt? pn y\ ri i fv I i* /i l^/ii /¦ o rr . I *< c\ \ t* o rrr t% iti /t 'i t %a rVi n rit c or c\ t*^* ¦ l yy\ t *~\ v\ fy *j *. v*.' lAUi^v ¦_ i¦- »-•. ii•—, i *» %./1.»\.. Q"¦>' *¦ f;) v_** ¦-* •¦¦¦* *.a*j */>** \_^ IU UUp mente han, at Diskussionen burde begrænses til det principielle om Beskatningens retfærdigste Fordelingsmaade. almindelig Grundsætning herfor kande man opstille 1) absolut personlig lige Fordeling paa alle i Staten aktivt deltagende Borgere, eller 2) Fordeling paa Borgerne efter deres forskjellige Evne som udtrykt i Formuen eller Indkomsten, 3) Fordeling i Forhold til hver Enkells personlige

Den første Grundsætning slaar i nær Forbindelse med den saakaldte Personlighedsgrundsætning. Skulle Alle have lige Ret, synes det, at de ogsaa maa have lige Pligter. Men ligesomden Lighed ikke fordrer Indførelsen af Grundsætningen:»under Forhold absolut lige Ret», men kun en Anvendelse af Grundsætningen: «under lige Forhold lige Ret», saaledes gjælder det ogsaa paa Beskatningens Omraade, at den absolute personlige Lighed ikke er i Overensstemmelse med Retfærdigheden, ej heller med en højere Samfundsudvikling. — Den anden Grundsætning, Skattens Fordeling efter Borgernes forskjellige Evne, udtrykt i deres Formuenhed eller Indkomst, er den, der efler Adam Smiths Tid i Almindelighed har været den antagne i Nationaløkonomien, — om end med betydelige

Forskjelligheder, for saa vidt angaar Grundsætningens Tillæmpning.Der dog gjøres betydelige Indvendinger mod GrundsætningensRigtighed; naar Alt kommer til Alt, hviler den paa det absolute Princip, at Staten har et übegrænset Krav paa Borgernes Medvirken; men et Krav herpaa bliver kun retfærdigt,naar begrænses og i lige høj Grad stilles til enhver Borger. I og for sig at betragte en større Evne som med* forende en større Skattepligt, vil ligefrem sige. at den Stærkere, den mere Dygtige og Sindrige osv. skal beskattes haardere, kun fordi disse Egenskaber findes hos ham, saa at altsaa Beskatningen for Staten bliver et Middel til at udjævne de individuelleForskelligheders Og selv om man blot holder sig til Evnen, økonomisk taget, det vil sige: den Evne, der finder sit Udtryk i Formuen eller Indkomsten, saa hviler Udjævnelsen af disse Forhold aabenbart paa socialistisk Grund og fører i sin yderste Konsekvens til et Skattesystem, der maa ophæve Forskjellen i Formue og Indkomst, altsaa ligefrem Grundvoldenfor evropæiske Samfund: den private Ejendomsret. — Helt anderledes forholder det sig med den tredje Grundsætning,der Skatterne fordelte saa nøje som muligt i Forhold til de Enkeltes personlige Forbrug i Samfundet. Denne Grundsætning hviler paa den for enhver Nationaløkonom velbekjendte Opfattelse af hele Samfundet som en storartet Organismefor Ombylten af Tjenester. Af disse Tjenesterydes største Antal af de Private indbyrdes under fri Vurdering af Tjenesternes Værd. Andre ydes af Staten. Det er sikkert, at de Statsljenester, der kunne fordeles paa sædvanligVis, bør fordeles saaledes, f. Ex. Postbefordringen. Men det største Antal er ikke af denne Beskaffenhed. Det er de Tjenester, som ingen Anden end Staten kan yde, og de bestaa i Udviklingen af den borgerlige Frihed, Sikkerhed og Oplysning. De udgjøre Vilkaaret for al Samfærdsel, al Produktion;de den Atmosfære, i hvilken den økonomiske Virksomhedgaar sig; og de erstattes ikke hver for sig, men indgaa i enhver i Samfundet ydet Tjeneste eller Nyttighed som et deri inkorporeret Element. At Staten yder saadanne Tjenesterer økonomiske Grund for dens Ret til at kræve

Erstatning herfor i Form af Snmnienskud eller Skat Men naar dette er Beskatningsrettens Grund, saa er ogsa;i Skallen mest retfærdig, naar den saa nær som mulig slutter sig til denne Grund, hvilket sker, naar Enhver betaler i Forhold til, hvad han nyder, d. v. s. i Forhold til sit personlige Forbrug af andre thi i enhver Fornødenhed, han forbruger, indgaar en proportionel Andel af de Tjenester, Staten yder for at muliggjøre denne Fornødenhed. — Sammenligner man denne Grundsætning med Indkomstbeskatningens, ser man let den principielle store Modsætning: Indkomsten repræsenterer jo de Tjenester, man yder: jo større Indkomst, des større del Beløb Tjenester, Indkomsthavercn yder; og lægges Indkomsten til Grund for Beskatningen, vil dette nationaløkonomisk laget sige, at man beskattet¹ i Forhold til del Beløb Tjenester, man yder i Samfundet; — Udgiften repræsenterer derimod det Beløb Tjenester, man modtager af Samfundet, ng af l»mnp Skatten efter Enhvers personlige Udgift er derfor del Retfærdige. Hvor stor end den principielle Forskjel er mellem Indkomst- og Udgiftsbeskatningen, er Forskjellen, praktisk taget, ikke paa langt nær saa betydelig: Indkomst og Udgift falde lil Dels sammen. Forskjellen ligger kun i den Kapital, som spares, unddrages fra Forbrug, og i den, der i Stedet for at LibeliOiuts overy;tcir iii Forbrug: den første beskattes ener Indkomstbeskatningen, den sidste derimod ikke. Ved Forbrugsbeskatningen det lige omvendt! Men naar man belænker, at en sparet Kapital er et Redskab, som af den Private med Opofrelse af øjeblikkelig Nydelse indtil videre stilles til Samfundets saa indses det, at Beskatningen heraf hverken er forenelig med Belfærdigheden eller med Samfundets Interesse. og særlig den arbejdende Klasses Fordel befordres bedst ved, at Kapitaler opspares og kraftigt tillage. Den praktiske Forskjel mellem Indkomst- og Forbrugsbeskatningen derfor ganske til dennes Fordel. — Hertil kan maaske den Bemærkning, at Forbrugsbeskatningen ogsaa derved sig at være den principielt rigtige, at der i det økonomiske stedse forefindes en naturlig Tendens til Virkeliggørelsen af denne Grundsætning, saa at en Skat,

naar man i nogen Tid lod den beslaa uden at foretage Forandringer den, efler en vis Tids Forløb vilde bcflndes at være fordelt i Overensstemmelse med denne Grundsætning. Skatten søger nemlig stedse at fordele sig som et Slags Produktionsomkostning, udbreder sig paa samme Maade som denne i Samfundet over Forbrugerne af Varer og Tjenester. — Fordi det hævdes, at Beskatningens Grundsætning i det Hele taget bør rette sig efler Enhvers personlige Forbrug — altsaa efter hans Udgift med Fradrag af, hvad der anvendes til Dannelsen materiel eller aandelig Kapital — siges ingenlunde dermed, at denne Grundsætning bør realiseres i en eneste direkte Tvært imod er det velbekjendt, at det fristende paa at opkræve All, hvad Staten behøver, gjennem eneste Skat stedse maa strande paa de praktiske Umuligheder, ja Uretfærdigheder, der maa fremstaa saa snart en eneste Skat overstiger visse Grænser. Hvilkel Princip der end antages, bliver det Statsmandens Sag at realisere det i el Skattesystem, ikke i en eneste Skat. Deter ikke engang nødvendigt, at der overhovedet forefindes nogen direkte Udgiftsskat el Skattesystem, der hviler paa det forsvarede Prineip. Grundsætningen kan all for vel realiseres i et System , der er sammensat dels af hvad der i Formen er Indkomst- eller Formuebeskatning dog med stadigt Hensyn ti] de tidligere udviklede Forskjelligheder — dels af en direkte Beskatning de Totaludgifler i forskjellige Samfundsklasser mest karakteriserende Forbrugsarlikler.

Professor Frederiksen mente, at der udtrykkeligt maatte skjelnes mellem Gebyrer og Skaller. Disse sidste var det en Pligt for Borgerne at erlægge efter Evne. Fastholdes delle, da skal Opkrævningen ske efter den rene Indkomst, hvilket med andre Ord vil sige, efter Formuen. Han vilde kun gaa ind paa Fradrag for det nødvendige Forbrug ved den personlige Virksomhed.I kunde man dog ofte hensiglsmæssigere benyttesig Udgiftsbeskatningen, f. Ex. med Hensyn til Brændevin,Tobak, men altid mindre gjerne, Sukker og Kaffe. Den direkte Beskatning bør slaa i Forgrunden, naar Massen ikke skal drages ind under Skatlen; men naar delte er nødvendigt,

rnaa man benytte sig af indirekte Skatter, hvilke i Praxis ikke frembyde saa store llemper som de direkte. Kun naar en mere ideel Tilstand var opnaaelig, saaledes at man kunde sløjfe en Mængde I'dgifter lil Krige og Krigsforberedelse osv., kunde man udelukkende holde sig til de direkte Skatter foruden Brændevinog men ellers ikke.

Grev Hamilton mente ikke. at Spørgsmaalet om Indkomst eller Udgifts beskatning faldt sammen med Spørgsmaalet direkte eller indirekte Skat. Langtfra at Jdgiftsbeskatningsgrundsætningen indirekte Konsumtionsbeskatning, det tydeligt, at enhver speciel Konsumlionsskat kan i sig bære en Afvigelse fra Grundsætningen, saafremt nemlig andre Forbrugsarlikler ere beskattede paa tilsvarende Maade. ved visse Forbrugsskatter maa Forholdet dog ikke kun bedømmes fra Beskatningens Synspunkt. iNaar der er Sporgsmaal etn et skonomisk; fv«iskt piip.r moralsk skadeligt Forbrug, kan Staten i mange Tilfælde, i Stedet for ligefrem at forbyde et saadant Forbrug, søge at indskrænke det ved en høj Skat, saasom paa Tobak, Spil, Brændevin osv. Men i saa Tilfælde kan Afgiften egentlig ikke betragtes som Skat, men snarere som en social Bøde.

Grosserer Thune ytrede, at Tolden var oprindelig indført for Nemhedens Skyld, fordi den kom let og bekvemt ind uden at føles af dem, som erlagde dem. Nu gik man mere og mere fra indirekte Skatter over til direkte, fordi man havde bedre Indsigt. Indkomstskatten traadte i Stedet for Kopskatten, som dog ikke kunde siges at være aldeles forsvunden, thi Saltskattenvar Ex. et Slags Kopskat. Tidligere havde man Skat paa Formue og Vilkaar, men Besværlighederne ved denne Skal var stor, fordi der ikke blot skulde tages Hensyn til hver Enkelt,men skulde ogsaa sammenlignes med Andre. Disse uoverkommelige Vanskeligheder ophørte, naar man gik over til Indkomstskatten, som var nem at indkræve. Det egentlige Punkt, som det dog kom an paa, var Spørgsmaalet om Skatten skulde være progressiv, hvorfor Meget talte. Det er retfærdigt, al den. som kun har til det Nødtørftige, Intel betaler, og del

er retfærdigt, at den. som har den større Skatteevne ogsaa
virkeligt betaler mere end den mindre Skatteevne.

Folketingsmand Gad vilde hævde, at ved Siden af de theoretiske stod den praktiske Udførelse. Baade direkte indirekte Skatter vare nødvendige, baade for at Staten kunde faa sine nødvendige Indtægter, og for at Theorien kunde gjennemføres. Baade Professor Frederiksen og Taleren havde ogsaa hævdet detle i Rigsdagen. Direkte og indirekte Skaller maa følges ad, og hine ramme den personlige Skatteevne lige saa vel som de sidste. Toldbeskatningen led af to Mangler; for det Første var den uøkonomisk, fordi den virkede i Beskyttelsens og for det Andet ramte den for stærkt de smaa Indtægter. Taleren forsvarede Indkomstskatten og mente, at der burde gjøres Forskjel paa, om Indtægten skrev sig fra personligt Arbejde eller opsparede Kapitaler.

Grosserer D. B. Adler kunde ikke være enig med de foregaaende Talere. De indirekte Skatter vare en Usandhed, fordi de ikke gjorde sig bemærkelige. Formueskatten modsatte Taleren sig, kun en Indkomstskat kunde forsvares.

Frederiksen bekæmpede Stuart Mills Fordringer om en Forbrugsskat med Fritagelse for Besparelser. Hvad der anvendtes nyttigt personligt Forbrug var lige saa vel Besparelse. hævdede Formueskattens Naturlighed, idet han navnlig fremhævede Forskjellen, eftersom Indtægten stammede fra personligt Arbejde eller Kapitaler. Vanskeligheden var kun Indtægter fra Udlandet; derfor burde man have internationale Beskatningsgrundsætninger, lige saa vel som interkommunale, dersom Formueskatten skulde .kunne bringes op til en fuldkommen Enkelte indirekte Skatter vil Taleren beholde, nemlig Konsumtionsafgift paa Brændevin og Tobak, hvilke Produktioner saa Fald helst burde gjøres til Regale.

Professor Scharling: Det ér blevet fremhævet, at Opkrævningenaf direkte Skatter ere langt billigere end for de indirekte Skatters Vedkommende. Dette Resultat kommer man dog kun til ved en skjæv Sammenligning; thi Indkomstskallen har følelige Ulemper, der lige frem kunne vurderes i Penge. Ligningskomrnissærernes Tjeneste er saaledes et borgerligt Ombud,der

bud,derfor Mange endog er overordentlig trykkende, og Opkrævningenbliver Dels kun derved billig, at den sker saa sjeldent, at Skattens Udredelse altid bliver temmelig følelig. — Indkomstskattens Fortrin for Skat paa Formue og Lejlighed derved, at Enhver kan faa sin Indkomst rigtig ansat, er ligeledestil illusorisk. Det nytter ikke, at den Enkeltes Indkomster ansat, naar ikke ogsaa alle Andres er det. Og delte er Hovedfejlen ved vor Indkomstskat, særlig den kjøbenhavnske;vistnok Principet Selvangivelse, men dette benyttesikke og den er ofte fejlagtig. En progressiv Skat vil korrekt sige en Skat, der uden Begrænsning voxer med den stigende Indtægt; den maa nødvendigvis opsluge All over et vist Standpunkt; den degressive Skat, hvorved der fastsættes el vist Maximum af pro Cent med Afslag nedad til, er derfor at foretrække.

Efiui ai enunu Adier, inune, Grev HoJstein-Ledreborg
Scharling havde haft Ordet for korte Bemærkninger,
forsvarede Hamilton sine tidligere Udtalelser.

Gad lakkede Grev Hamilton for hans Tilstedeværelse og indledende Foredrag, hvorefter han meddelte, at Bestyrelsen vilde foreslaa et af følgende to Emner til næste Diskussion, nemlig enten om Bebyggelsen af Kjøbenhavns Fæstningslerram eller om Nationaløkonomiens Plads i den almindelige Undervisning. overdrog Bestyrelsen selv al vælge et af de to Emner. Hermed sluttedes Mødet. Næste Møde afholdes Torsdag den 12te Februar.