Amerikansk Socialisme. J. H. Noyes: History of American Socialisms. Philadelphia 1870.

Socialismen er i Amerika optraadt paa en hel anden Maade end i Evropa. Medens Samfundsbygmestrene — the social architects, som de kaldes — her i deres Studereværelserhave de skjønneste Bygninger, som de dog kun forholdsvis meget sjældent have vovet at udsætte for den haarde Virkelighed, har Amerika i en ganske anden Grad forsøgt at forene Theori og Praxis.- Den evropæiske Literatur er siden Platos og Aristoteles's Dage bleven ligefrem oversvømmet af socialistiske Theorier og Systemer, og det nytter ikke at slaa dem ihjel: de dukke strax op paany. Den amerikanske Literatur har kun faa af den Slags Produkter at fremvise; man har i den ny Verden foretrukket at bestræbe sig for Theoriernes Virkeliggjørelse.Lider baade Theorien og dens Udførelse af væsenlige Fejl; er end det store Flertal af de amerikanskepraktiske efter en kort hensygnende Tilværelseynkelig til Grunde; og ville end de Forsøg, der hidtil have overlevet, efter kortere eller længere Tid følge deres Forgængere, — saa er det dog utvivlsomt, at disse Forsøg ere bedre skikkede til at interessere og belære end de blot theoretiske Frembringelser, hvormed

man i den gamle Verden for største Delen har ladet sig nøje. En Fremstilling af den amerikanske Socialismes Historie, der altsaa i en overvejende Grad maa behandle Forsøgene paa Theoriens Virkeliggjørelse, har derfor sikkertKrav vor Opmærksomhed. En saadan Fremstillinghaves det Værk, hvis Titel ovenfor er angivet. Vi skulle i det Følgende søge at give Læserne en Forestillingom, det indeholder; men inden vi skride hertil, vil det maaske være rettest først at prescntere dets Forfatter for Læserne, da han muligvis kun er kjendt af de færreste af dem.

Thomas Humphrey Noyes er født i Brattleboro i Staten Vermont i 1811. Han studerede først Jura, og arbejdede en Tid hos en Sagfører i Putney i Vermont. Men her blev han, tyve Aar gammel, greben af religiøse Skrupler, og han forlod Jura'en for i Andover at lægge sig efter Theologi. Han blev imidlertid her udsat for mange Fristelser, som han ikke kunde modstaa; hans Kammerater vare kun et daarligt Selskab for ham, og han begyndte at tænke paa at forlade Andover og søge Herren andetsteds. Ved at aabne Biblen faldt hans Øje tilfældig paa disse Ord: «Han er ikke her!» Dette var et sikkert Varsel for ham: han forlod, nu Andover og drog til Yale College i New Haven for der at søge Sandheden.Her han over Bibelen, og kom efterhaandentil Overbevisning, at den almindelige Kristendomi forskjellige Former var en uhyre historisk Usandhed, og endelig havnede han i Februar 1834 i »Perfektionismen«.Fra af begyndte han ivrig at agitere for sine Ideer. Han vendte tilbage til Putney, hvor hans Fader og Familie boede. Her samlede han efterhaanden

en lille Kreds af Troende omkring sig. Men for at føre sine Ideer videre behøvede han mere end de store Evner, han var begavet med: selv en saadan Gudsmand som Noyes behøver Penge, og dem havde han ingen af. Blandt hans Disciple var der en ung Pige, ved Navn Harriet Holton, der var i Besiddelse af nogen Formue; paa hende faldt Fader Noyes's Øje. At forslaa hende Ægteskab paa den sædvanlige Maade gik imidlertid ikke ret vel an, da hun saa ofte havde hørt ham deklamere imod Ægteskabets Ugudelighed. I det Brev, han Juni 1838 sendte hende, siger han derfor udtrykkeligt, at han ikke vil kalde den Forbindelse, han foreslaar hende, »Ægteskab«, førend han nøjere har forklaret, hvorledes han vil have den opfattet. Han vil nemlig ikke have, at hans Ægtefælle skal anse sig for forpligtet til kun at elske ham, lige saa lidt som han kun vil elske hende. «Jeg ønsker og venter,» siger han, «at min Ægtefælle vil elske Alle, der elske Gud, det være sig Mand eller Kvinde, med en Varme og Styrke i Kjærligheden, der er ukjendt af jordiske Elskere, og lige saa frit som om hun ikke stod i nogen særlig Forbindelse med mig.» Harriet Holton samtykkede i at indgaa en Forbindelse af denne Natur, og saaledes kom Noyes i Besiddelse af de Penge, hvortil han trængte saa haardt. Dixon, der i sin Bog «New America" har offenliggjort Noyes's ejendommeligeFrierbrev, at han aldrig har gjort nogen Hemmelighedaf, han ægtede Harriet Holton for Pengenes Skyld; «hun blev,» som Noyes udtrykker sig, »givet ham til Belønning, fordi han prædikede Sandhed.«

Fader Noyes, der altsaa nu var bleven Velhaver, anvendteen
af sine tilgiftede Penge til at opføre en
fælles Bolig for samtlige Sektens Medlemmer. Her ud~

viklede han efterhaanden sin Lære, der oprindelig havde været rent religiøs, til den ejendommelige religiøs-politiskøkonomisk-socialeFremtoning, almindeligvis kaldes «the Oneida Community«, og som skal være den eneste religiøs-kommunistiske Sekt af ren amerikansk Oprindelse."Oneida » kaldet, fordi Noyes og hans Tilhængere, da Stillingen ikke længer blev holdbar i Putney, slog sig ned ved Oneida Creek, en noget afsidesbeliggende, smuk og frugtbar Egn, som Noyes ansaa for særlig skikket til at være det Punkt, hvorfra hans Lære videre kunde brede sig. Og heri synes han ikke at have forregnet sig: fra 1847, hvilket Aar betragtes som «the Oneida Communitys» Stiftelsesaar, har virkelig ikke saa Faa sluttet sig til den: i 1869 var der i Oneida 202 Medlemmer, og i Brodersamfundene i Wallingford i Connecticut og i Willow Place levede der henholdsvis 40 og 35 Medlemmer. Disse Tal, der maaske ikke synes høje, kunde med Lethed forøges: stadig kommer der Anmodningerom optages i Samfundet, der vises tilbage, fordi det ikke er Noyes magtpaaliggende at have talrige Tilhængere, hvorimod det er ham om at gjøre at have saadanne, som have en virkelig Overbevisning, og som ere rede til at ofre Alt for at kæmpe for det, de anse for Sandheden.

Og der hører ganske vist Mod til at slutte sig til
Noyes; thi det er det Samme som at faa hele Verden
imod sig.

Noyes har erklæret alle bestaaende Love Krig og erklæretikke ville have Noget at gjøre med de Forenede Stater. Dog er dette noget af det mindre mærkelige; thi, siger Dixon: "Andre have gjort det Samme før ham; Shakerne, Tunkerne, Mormonerne, Socialisterne, Ikarerne

og mange Flere. I Virkeligheden er der ikke faa Amerikanereblandt højere Klasser, der betragte Staten som en Slags politisk Klub, af hvilken man kan gaa ud, naar man har Lyst.»

Noyes har indstiftet en ny Religion, en ny Moral, en ny social og økonomisk Ordning, — Alt paa Basis af det ny Testamente. Betegnende er det i det Hele, hvorledes forstaa at forsvare deres mest «umoralske», mest besynderlige, ¦— man kunde maaske fristes til at sige: mest vanvittige — Meninger med Citater Biblen.

Noyes har i sin «Bibel-Familie» (bible family) indført den fuldstændigste Kommunisme: privat Ejendom kj endes ikke; Alt frembringes og forbruges i Fællesskab; — thi det er sagt: «Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. Og de solgte deres Ejendom og Gods, og delte det ud iblandt Alle, eftersom Nogen havde behov.« (Apostl. Gjern. 2, 44—45 jfr. 4, 32). Disse Ord sigte maaske kun til Fællesskab i materielle Ting; «men,» siger «the Bible Communism«, Oneida-Folkenes socialistiskeLovbog,«der ikke nogen indre Forskjel mellem Fællesskab i Ting og Fællesskab i Personer.« Noyes hævder altsaa, at en fuldstændig gjennemført Kommunisme medfører Fællesskab iKj ærlighed. «Den fri Kjærlighed«vilhan ikke høre Tale om; men han har i dens Sted indført i sit Samfund «Komplexgiftermaalene«:alleMænd fælles om Kvinderne, alle KvinderomMændene. staar jo i det Ny Testamente: «det ny Bud er, at vi skulle elske hverandre,« og, tilføjerNoyes,«ikke, som det sker i Verden, parvis,menen «Kristi Komme har gjort en Ende paa Ægteskabet, saaledes som man hidtil har opfattet

det. i) «Al Erfaring viser — trods Romanernes modstaaendeTheori— man ikke paa en naturlig Maade kan indskrænke Udøvelsen af kjønslig Kjærlighed til det enkelte Par. Efter den Theori, at man kun kan elske Én, maa det være forkastelig at indgaa et andet eller tredje Ægteskab, og dog ere disse senere Ægteskaber ofte de lykkeligste. Mænd og Kvinder se bestandig (hvormegetendKjendsgjerningerne at deres ModtagelighedforKjærlighed udbrænder med det første Ægteskats Hvedebrødsdage eller tilfredsstilles af en enkeltElsker.Tvært vil det menneskelige Hjærtes hemmelige Historie vidne om, at det er i Stand til at elske et hvilketsomhelst Antal Gange og et hvilketsomhelstAntalMennesker, at jo mere det elsker, des mere kan det elske. Dette er Naturens Lov, som den almindelige Mening taber af Sigte og fordømmer, og som Alle dog kjende.» Med levende Farver skildres de uheldigeFølgeraf det befordrer Utugt, enten faktisk eller i Tankerne; det sammenbinder Naturer,derikke for hverandre; det giver denkjønslige Lyst en kun tarvelig og utilstrækkelig Tilfredsstillelse. "Efter hvad der er Skik og Brug i Verden, indgaas gteskabgjennemsnitligi Alder af 24 Aar, medens Mandbarhedenbegyndermed Alderen. I ti Aar, og netop da, naar Livet er i sin første Blomst, kues altsaa den kjønslige Lyst. Denne Samfundets Lov falder haardestpaaKvinden, hun har mindre Lejlighed end Manden til frit at vælge den Tid, da hun vil indgaa gteskab.DenneStrid Ægteskabssystemet og NaturenerHovedaarsagen Kvindens ejendommelige Lidelser,tilProstitutionen, Selvbesmittelse, og i det Hele til Usædeligheden.n Noyes mener ved sine Komplexgiftermaalatfjerne

giftermaalatfjernedisse Onder. Ved dem blive Manden og Kvinden satte paa lige Fod. Som en Forbandelse har det hidtil hvilet over Kvinden, at hun som Mandens Træl kun havde den Opgave at føde ham Børn. Som en Forbandelse har det hidtil hvilet over Manden, at han maatte paatage sig et udtærende Arbejde. Ved KomplexgiftermaaleneophørerKvinden være Mandens Træl; hun bliver hans Medhjælper. Arbejdet ophører nu at være en Lidelse; det bliver tiltrækkende. Mænd og Kvinderdelealle med hverandre, hvorved Arbejdet bliver som en Leg. Menneskets Forsoning med Gud har banet Vejen for Kjønnenes Forsoning; Kjønnenes Forsoningførertil Afskaffelse [abolition of the death). IS'oyes lærer Menneskene, hvorledes Døden skal overvindes.Noyesforkynder Udødelighed.

At et Samfund, grundet paa saadanne Principer, kan bestaa, synes ganske vist ufatteligt. Imidlertid er det et Faktum, at det i omtrent tredive Aar ikke alene har bestaaet,men Fremskridt. Samfundet har selvfølgeligt været udsat for de voldsomste Angreb, og dets snarlige Undergang er utallige Gange bleven spaat. Noyes har altid svaret, at det ikke gaaer an at slutte fra, hvorledes det er gaaet de andre kommunistiske Forsøg: Owen, Gabet og til Dels Fourier glemte Gud; de tog ikke Religionen med i deres System; derfor mislykkedes deres Forsøg totalt. Men Noyes's Kommunisme er en Bibel- Kommunisme, og er derfor i Bund og Grund forskjellig fra al anden Kommunisme. Forholdet mellem Kjønnene i Oneida-Samfundet er, siger Noyes, netop Samfundets stærke Side. »Betragt,» siger han, «vor lykkelige Familiekreds!Vi vi hvile, vi studere, vi glæde os: Freden hersker i vor Husholdning; vore unge Mænd ere

sunde, vore Kvinder friske; vi leve godt, og vi formere
os ikke mere, end vi ønske.»

Sikkert er det, at Oneida-Kommunismen trives langt bedre, end man vilde have ventet, hvad enten det nu skyldes de Styrendes praktiske Forstand, deres Handelsgeni andre-Aarsager. Samfundet er blevet ligefrem berømt i Amerika for sin Fabrikation af Fælder. Men ogsaa i andre Industrigrene har det præsteret betydeligt, navnlig i Silkeindustrien, i Bogtrykkerkunsten*) og i Agerbruget. finansiel Henseende har Samfundet hidtil staaet sin Prøve glimrende.

Saaledes er den Mand, der har skrevet den amerikanske
Historie, og saaledes er det Samfund,
han har stiftet. Vi gaa nu over til at betragte hans Bog.

Noyes har ved Udarbejdelsen af sin Bog — et Værk paa 678 store Sider — for en stor Del benyttet det omfangsrigeMateriale, blev samlet af Mac don aid, en tidligere Elev af Owen, der fra 1842 til sin Død i 1854 som »Socialismens Old Mortality" vandrede om i Amerika fra Grav til Grav for at studere de hedengangne socialistiskeog Forsøgs Historie. Skjønt Macdonaldlangt er fuldstændig, nævner han dog omtrent 70 saadanne Forsøg. Af dem er übetinget den største Del opstaaet efter 1842; i Tyverne fremstod der dog ogsaaadskillige; kun nogle ganske faa skrive sig fra forrige Aarhundrede. — Naar man udskiller nogle übetydeligespiritualistiske nogle ældre religiøse Forsøg

---

*) At bibel-Folkene i alt Fald kunne trykke Bøger, derom vidner den foreliggende Bog tilstrækkelig. Noyes's »History af American Socialisms«, der er trykt i «Wallingford Community", er et sandt typografisk Mesterværk.

(f. Ex. de mæhriske Brødre), nogle, der næppe kunne betragtessom (Ikarierne*), f. Ex.), kan den til— bagestaaende Del deles i to Hovedgrupper: de owen'ske Forsøg og de fourier'ske Forsøg. Til den første Gruppe kan der henføres 11, til den sidste i ethvert Tilfælde 34. — Medlemstallet i disse kommunistiske Samfund kjendes kun for de 25's Vedkommende. Disse 25 havde tilsammen 4801 Medlemmer. Et enkelt Samfund, «Ne\v Harmony i) havde 900 Medlemmer; de fleste andre 100 å 200. — Det nysnævnte Samfund besad ikke mindre end 30,000 Akres Land, og en af de fourierske Foreninger, «Mac Kean Co. Association« havde lige saa meget. Gjennemsnitligbesad Samfund omtr. 1000 Akres Land. Agerbrug var i det Hele den übetinget vigtigste Næringsvejfor Samfundene. — Næsten alle Samfundene døde i en ung Alder: 12 fyldte ikke 1 Aar; 16 døde i en Alderaf 1 til 5 Aar; et blev 6 Aar gammelt, et 12 og et 17 Aar. De øvriges Alder kjendes ikke.

Uagtet Owenister og Fourierister til sine Tider stærkt have bekæmpet hverandre, maa man dog paa ingen Maade deraf slutte, at der var nogen Væsensforskjel imellem dem. De vare tvært imod enige i Hovedsagen: Begge -havde de sat sig til Maal at gjøre Samfundet til én Familie, at samle de hidtil spredte Hjem til ét, at gjøre en Ende paa deri nuværende Ordning, hvor de enkelte Familier og Individer til Dels staa fjendtlige ligeoverfor hverandre.

---

*) Franskmanden Ca bet, Forfatter til den bekjendle socialistiske Roman »Voyage en Icarie», grundlagde i Nauvoo et kommunistisk der anerkjendte Ægteskab, men forkastede Religionen. Forsøg mislykkedes snart. Af de ikariske Samfund, der senere opstod, findes der vel endnu Levninger; men deres Betydning for den amerikanske Socialisme har aldrig været stor.

Betegnende er det ogsaa, at Størstedelen af dem, der i Tyverne havde været Owenister, i Fyrrerne blev Fourierister.— Tidsfølgen staar Owenismen forrest; vi skulle derfor først omtale den.

Robert Owen (f. 1771 d. 1858), den nordamerikanskeSocialismes havde allerede tidlig begyndt at udøve sine filantropiske Grundsætninger i Praxis. I New Lanark, hvor han drev en stor Forretning, havde han ved sin exempelløse Godgjørenhed imod sine Arbejdereganske dem for sig. Han havde stillet sig i et faderligt Forhold til dem, og han troede, at dette netop var Aarsagen til det glimrende Udfald, hans Foretagendehavde Det var blevet hans Overbevisning, at Menneskets Karakter ganske dannes af de ydre Omstændigheder,og Styrende have en overvejende Indflydelse herpaa. Nu besluttede han at udføre sine Ideer efter en større Maalestok. Han forlod England og grundlagde i Foraaret 1825 i Indiana et storartet kommunistiskSamfund, Harmony« kaldet. Men kun to Aar bestod dette Samfund: i 1827 styrtede det sammen, og Owen vendte skuffet tilbage til England. Dog opgav han ikke Haabet: gjentagne Gange vendte han tilbage til Amerika for at virke for sin Ide. Han efterlod desuden i New Harmony sin Familie, der ærligt traadte i hans Fodspor. Navnlig virkede Sønnen Robert Dale Owen med stor Iver, og ikke uden Held. Rob. Dale Owen vandt betydelig Anseelse i sit ny Hjem; han blev gjentagneGange af Kongressen, og han har særlig i Staten Indiana haft stor Indflydelse paa Lovgivningen: han skaffede Kvinderne en af deres Mænd uafhængig Ejendomsret, og det er ham der er Skyld i den enestaaendeLethed,

staaendeLethed,hvormed Skilsmisse kan opnaas i den
nævnte Stat.

To Ting følte Owen sig fast overbevist om: Menneskets dannes ikke af ham selv, men af de Omstændigheder, han lever; — den kommunistiske Ordning er den rette og den, der udvikler de bedste Karakterer. I Religionen var han derimod ikke fast: i New Lanark skal han ikke have været fjendtlig mod Religionen, her have vi, mener Noyes, Grunden til, at han dér havde Held med sig; — i New Harmony stillede han sig bestemt fjendtlig lige over for Religionen.

New Harmony var ikke det første kommunistiske Forsøg i Amerika; men de tidligere, der alle havde et mere eller mindre religiøst Præg, vare nærmest Fremmedkolonier, blev næppe nogensinde ret nationale. New Harmony var det første kommunistiske Forsøg, der vakte det amerikanske Folk, og det var det første, der søgte at gjennemføre den ikke-religiøse Kommunisme. Mærkeligt er det, at dette anti-religiøse Samfund skulde bygge paa den Grund, der var bleven lagt af et udpræget religiøst Samfund. Owen skabte nemlig ikke selv Byen; han kjøbte den og de 30,000 Akres Land af Georg Rapp, der i flere Aar havde været Hovedet for en religiøs Sekt. Det er tvivlsomt, om Owen nogensinde vilde have samlet sine ni hundrede Samfundsmedlemmer, naar han ikke havde haft Rappiternes Forarbejder at begynde med.

Efter Owens Plan skulde Kommunismen ikke strax indføres i New Harmony. Efter den Opdragelse, Menneskenehavde vilde det være umuligt med ét Slag at omvende dem fra «et urationelt til et rationelt System.» Man skulde efter hans Mening gjennemgaa en treaarig Forskole. Men «the Preliminary Society» blev allerede

efter ét Aars Forløb forandret til det endelige «New HarmonyCommunity Equality». Her skyndte man sig nok for meget; vist er det i alt Fald, at Folk ikke efter dette Aars Forløb viste sig modne til Kommunismen! Lige fra Begyndelsen af var der Uenighed, og Folk kunde ikke finde sig i Fællesskabet. Det nyttede ikke, at Owen under 4 Juni 1826 udstedte sin aandelige Uafhængighedserklæring("declaration mental independence»), i hvilken han forkynder Verden, at Mennesket til dette Øjeblik har været en Slave af en Treenighed af de tre største Skjændigheder,der forenes for i aandelig og fysisk Henseendeat Menneskeslægten: den private Ejendomsret,de og meningsløse Religioner og Ægteskabet! Owens Bestræbelser nyttede Intet. Det nyttede Intet, at Samfundets Blad («New Harmony Gazette«) idelig indpræntede,at man vil leve i Fællesskab, maa man ogsaa være besjælet af den rette kommunistiske Aand: denne Aand kom aldrig! Tilsidst styrtede det Hele da ogsaa sammen, og i 1827 vare næsten alle Medlemmerne vendte tilbage til Individualismen, og Owen havde trukket sig tilbagetil

Femten Aar senere besøgte Macdonald New Harmony
og Levningerne af dens Befolkning. Han siger herom:

«Man havde advaret mig imod at tale om Socialismen, da dette Emne ikke var yndet. Dette Raad var godt: Socialismen var ikke populær, og med god Grund. Folk vare blevne trætte og skuffede; de vare blevne proppede med Theorier, saa de tilsidst væmmedes herover, og de praktiske Forsøg, der vare blevne gjorte, vare saa ynkelige at de syntes at skamme sig over, hvad de havde gjort. En begejstret Socialist vilde snart blive afkjølet i iS⁷ _ew Harmony.«

Saa stærk var den Reaktion mod Kommunismen, der
fulgte paa Owens Fald, at Flere gik til den modsatte

Yderlighed. Saaledes Josiah Warren, der havde været Medlem af New Harmony og Yidne til alle dens Ulykker, men senere blev Føreren for Kommunismens Modsætning, Sekten «Individual Sovere ignity».

Macdonald anstiller følgende Betragtninger over sin
Lærers mislykkede Forsøg:

«Owen søgte Ærlighed og han fandt Uærlighed. Han søgte Maadehold, og *de Umaadeholdne voldte ham bestandig Han søgte Flid, og han fandt Dovenskab. søgte Renlighed, og han fandt Smudsighed. Han søgte Omhyggelighed, og han fandt Skjødesløshed. Han søgte Lærelyst, og han fandt Sløvhed. Det var nødvendigt hans Plan, at Grundsætningerne for Karakterens ret forstodes; han saa, at de misforstodes. Det var nødvendigt, at disse gode Egenskaber fandtes forenede hos alle Samfundets enkelte Medlemmer; men han kunde ikke finde dem. Heller ikke kunde han finde Folk, der vare tilstrækkelig selvopofrende og udholdende til at uddanne og opdrage deres Børn saaledes, at de kom i Besiddelse af disse Egenskaber. Saaledes blev det bevist, enten maatte hans Grundsætninger være ganske urigtige, eller ogsaa maatte de være meget forud for den Tid, paa hvilken han forkyndte dem. Han synes at have glemt, at hvis alle de tusinde Mennesker han havde samlet, været i Besiddelse af de Egenskaber, han ønskede, skulde besidde, vilde der ikke have været nogen Trang til hans forgæves Bestræbelser for at skabe Kommunismen; der vilde da nødvendigvis have været broderlig Kjærlighed, Barmhjertighed, Flid og Overflødighed. end det behøve vi ikke.»

Intet af de owen'ske Samfund har faaet en saadan Berømmelse som New Harmony: det var jo det første Forsøg i Amerika paa at gjennemføre Kommunismen; det blev gjort efter en storartet Maalestok og af en Mand, der ved sine tidligere heldige filantropiske Forsøg havde vundet Navnkundighed. Derfor er det naturligt, at det har været Gjenstand for mange Betragtninger. I én Ting stemme de forskjellige Beretninger overens: Splid og

Uenighed rasede bestandigt i Samfundets Hjærte; — ja, Noyes mener, at det snarere burde have kaldt sig «New Discord" end «New Harmony». Derimod er der ikke Enighed om Grunden til, at Forsøget mislykkedes. Owens engelske Biograf, Sargant, mener, at Religionsstridighedervar første Anledning til, at Samfundet faldt fra hverandre. Den tidligere nævnte Jos. Warren anfører Ejendomsspørgsmaalet. Paulßrown, der har skrevet en Bog betitlet «Tolv Maaneder i New Harmony«, siger, at der bestandig kjævledes om Ejendomsretten: «en virkeligKommunisme faktisk aldrig gjennemført.»Noyes som den vigtigste ydre Aarsag til Owens Uheld den Maade, hvorpaa han samlede Medlemmer.«Det ligesom han averterede om en Hustru; men vi have aldrig hørt, at Nogen har funden en god Hustru ved Hjælp af Avertissementer i Bladene.« Han søgte at lokke Folk over ved at fortælle dem om sine 30,000 Akres og den velindrettede By. Han bar sig ad som en Mand, der søger at faa Folk til at tegne Aktier, og han oversaa, at der udkræves andre Egenskaber for et Medlem af et kommunistisk Samfund end for en Aktionær.

Owen bildte sig ind at kunne danne et kommunistisk Samfund af Folk, der vare opdragne i Individualismens Grundsætninger. Han bildte sig ind at kunne danne Menneskene efter sit Hoved og at lære dem, hvad han vilde — han, der ikke selv vilde lære! Han fordrede af dem en streng kommunistisk Aand og Afkald paa alle Tanker om privat Ejendom — han, der ikke selv vilde give Afkald paa sine 30,000 Akres!

Owen havde sat sig til Maal at omskabe Verden.
Som Midler anbefalede han Afskaffelsen af Religionen, af

Ejendommen, af Ægteskabet. Maalet var lor højt. Og
Midlerne?

Omtrent samtidig med, muligvis lidt før end Forsøget i New Harmony havde Owen givet Stødet til et andet Forsøg, »Yellow Springs Community«. Dets Historie er, skjønt ikke meget kjendt, særdeles lærerig og kan, som Noyes siger, tjene til Exempel paa, hvorledes det er gaaet alle den Slags Samfund. Et tidligere Medlem af dette Samfund har i et amerikansk Blad givet en Beretning om det, hvoraf vi her fremdrage nogle Punkter:

Yellow Springs Community havde sit Sæde i Staten Ohio. Det talte vel henved hundrede Familier, hvoriblandt navnlig Agerbrugere, Haandværkere og Lærere vare stærkt repræsenterede.. Det opgives ikke, hvor stor Formuen oprindelig var; men det siges udtrykkeligt, at Alt hvad der erhvervedes, det være ved Kjøb, ved Arbejde eller paa anden Maade, skulde føjes til den fælles Samfundsformue hele Samfundets Gavn. Der skulde oprettes i hvilke alt Nyttigt — Religion alene undtaget skulde læres. Sabbathen var en Hvile- og Adspredelsesdag, der passende kunde benyttes til Spadsere og Rideture, til Leg og Fornøjelser, til offenlige Forelæsninger. Dans blev betragtet som et fortræffeligt Middel til fysisk og social Udvikling. — Samfundet begyndte meget lovende Varsler; vel var Kristendom ganske ukjendt, men «fri Kjærlighed« taaltes ikke, og Sædeligheden var ulastelig. Mændene tog med den rtigste fat paa Løsningen af den Opgave, de havde stillet sig. Folk, der aldrig før havde arbejdet med deres Hænder, tog her fat paa de groveste Arbejder med en ærlig Vilje, der, om den end ikke svarede til Evnen, i alt Fald var rosværdig: Evangeliets Forkyndere kjørte Ploven vogtede Svin; Kjøbmænd ombyttede Alenen med Rive og Høtyv; Alle syntes at arbejde glade og fornøjede for det fælles Vel. Blandt Kvinderne syntes der endog at være endnu større Selvopofrelse: Damer, der sjelden eller aldrig havde set Noget til deres eget Kjøkken, gik her med Fornøjelse i Kjøkkenet og syslede med Pot og med Pande, og forfinede unge Damer, der hele deres Liv vare blevne opvartede, mente, at Turen nu var kommen

r

til dem at opvarte Andre. Og flere Gange om Ugen samledes Alle, der havde Lyst dertil, i den store Spisesal til Dans. — Men uagtet det saaledes tegnede saa lovende, trak der dog snart Skyer op: Selvkjærlighedens A and lod sig ikke udrive af Menneskenes Hjærter. Til dem, hvem en lav social Stilling tidligere havde gjort ydmygeog hviskede den nu: Du er ligesaa god som de Andre; hævd dine lige Rettigheder. Og dem, der tidligere havde indtaget en højere Stilling, mindede den om deres tidligere Overlegenhed, og deres Ord og Handlinger prægedes af Selvkjærlighed. Disse Følelser viste sig maaske først og mest iøjnefaldende hos Kvinderne;men end paa en mindre iøjnefaldende Maade lod Mændene sig dog i Virkeligheden ikke mindre stærkt paavirke af dem. Det er overflødigt omstændeligt at fortælle,hvorledes gik; det maa være nok at sige, at efter treMaaneders — tre Maaneders! — Forløb, maatte Samfundets ledende Aander indrømme, at Livet i Samfundetmaatte paa en anden Maade. De maatte da, om end modstræbende, finde sig i at dele den ene store Familiekreds i mange smaa, og opgav saaledes i Virkeligheden et af Hovedpunkterne i det owen'ske System;men end det fælles Liv og den sociale Lighed saaledes maatte opgives, haabede de dog fremdeles, at Formuefællesskabet lod sig gjennemføre. Owen havde i Verdens Skjelnen mellem «Mit» og «Dit» set Aarsagen til Samfundets Ulykker; det gjaldt derfor fremfor Alt at gjøre Ende herpaa. Men heller ikke i dette Punkt havde Samfundet Held med sig: den Flittige og Dygtige beklagedesig at Udbyttet af hans Arbejde tilfaldt den Dovne og Udygtige; en Bande Musikanter paastod, at deres Musik var ligesaa nødvendig for Samfundet som Kjød og Brød, og vægrede sig ved at arbejde i Marken eller paa Værkstedet; en Professor forlangte at tale medensde arbejdede; Haandværkere, hvis daglige Arbejde indbragte Fællesformuen to Dollars, paastod, at de kun skulde arbejde halvt saa længe som Agerdyrkerne, hvis Arbejde kun indbragte én Dollar. I Begyndelsen anede man kun denne Skinsyge; men det varede ikke længe, før den tydeligt udtaltes. Det nyttede ikke at minde Folk om, at Alles fælles Arbejde var til Samfundets Fordel: den individuelle Lykke var Naturens Lov, der ikke lod sig udslette, og inden et Aar var forløbet, havde denne Lov jaget Medlemmerne, der med Alvor og under

heldige Omstændigheder havde sluttet sig sammen, tilbage til den selviske Verden, fra hvilken de vare komne. — Forfatteren til dette Samfunds Historie slutter sin Skildringmed udtale, at dette ulykkelige sociale Forsøgs bedste og forstandigste Medlemmer have indrømmet de gunstige Omstændigheder, hvorunder det begyndte; den Forstand, Opofrelse og Alvor der i Begyndelsen lagdes for Dagen, — og dets endelige fuldstændige Forfejlen. Deres Erfaringer gav dem den Overbevisning, at Mennesket,om end har filantropiske Tilbøjeligheder, dog er væsenlig selvisk, og at et Samfund bygget paa social Lighed og Ejendomsfællesskab er umuligt!«

De øvrige owen'ske Samfund forbigaa vi i Tavshed. Intet af dem havde et langt Liv at glæde sig ved. Et af dem, der varede længst, var Samfundet i Nashoba, stiftet af Frances Wright, den berømte Kvinde, der ved sin utrættelige Agitation og ildfulde Taler har virket saa meget for Kvindesagen og Abolitionismen i Amerika. Men selv dette Samfund varede kun omtrent tre Aar. I Slutningen af Tyverne vare alle de owen'ske Samfund forsvundne. Socialismen var ikke forsvunden: den ulmede ulmede i de følgende Aar, indtil den i Begyndelsen Fyrrerne atter slog ud i lys Lue.

Charles Fourier (f. 1772 d. 1837) mener i sin Socialfilosofi at have paapeget, at der existerer en almindelig«Attraktion« Menneskets Tilbøjeligheder og de forskjellige Arbejder. Naar Samfundet grundlagdes paa de Love, som Naturen har anvist, og Mennesket da frit og uhindret fik Lov til at følge sine Lyster, vilde ikke alene ethvert nødvendigt Arbejde blive udført men det vilde udført paa den fordelagtigste, paa den mest rentable Maade; thi til ethvert Arbejde — det behageligste, saa vel som det übehageligste,det saa vel som det simpleste — findes der tilsvarende Tilbøjeligheder og Evner hos Mennesket.

De moralske Kræfter hos Mennesket, der kaldes Følelser. Evner, Lidenskaber osv., ere formede og dannede saaledes,at vilde virke i Overensstemmelse med de naturligeLove, de ikke kunstigt forhindredes heri. Naar Arbejdet nu ofte er Mennesket en Byrde, saa skyldes det den ufornuftige og unaturlige Samfundsorden, i Følge hvilken Mennesket nodes til at paatage sig Arbejder, til hvilke han ikke føler sig kaldet. Fourier søger nu ad Tænkningens Vej at udfinde de Love, der ere nødvendige for Orden og Harmoni. Ud af disse Love deducerer han saa den af ham foreslaaede ny sociale Ordning. «Jeg giver,» siger han, «ikke nogen ny af mig opfundet Theori; jeg deducerer kun. Har jeg deduceret galt, lad saa Andre vise, hvorledes der skal deduceres!» Han udmaler derpaa meget omstændeligt, hvorledes der skal føres et nyt og bedre Liv i de saakaldte «Phalanstéres», hvor ca. 1800 Mennesker skulle leve sammen i Fællesskab. LigesomOwen han altsaa, at større Kredse af Menneskersamle i fælles Boliger; men forøvrigt har den Organisation af det økonomiske Liv, han anbefaler, ikke et saadant, kommunistisk Præg som den owen'ske; snarere hviler den paa samme Grundsætning som Aktieselskaber, hvilket navnlig viser sig ved den af ham foreslaaede Fordelingaf mellem Arbejdet, Kapitalen og Talentet. Noyes siger herom:

Forskjellen mellem deres Methoder bestod i dette: Owens Plan hvilede paa Kommunisme, Fouriers paa Aktieprincipet. Exempler paa begge disse Foreningsmaaderhaves Overflødighed i det almindelige Samfund: enhver Familie er et lille Exempel paa Kommunisme; ethvertKompagniskab Exempel paa Anvendelse af Aktieprincipet.Kommunismen Hjem; Aktieprincipet styrer Forretningslivet. Maaske den nationale Idiosyncrasi har haft noget at gjøre med det Valg af Grundsætninger,

vore to Socialister gjorde: Ordet «Hjem» er et engelsk Ord; i det franske Sprog skal der ikke findes noget tilsvarende;Owen, valgte Hjem-Principet; Fourier, Franskmanden, Forretnings-Principet. Men disse to Principer ere, saaledes som de findes i Verden, ikke modstaaende men gjensidige: Hjemmet er det Midtpunkt, hvorfra Menneskene gaa ud i Forretningslivet; dette er den Mark, hvorfra de vende hjem med Byttet. Hjemmet er Forretningens Fortryllelse og Spore; Forretningen tilvejebringerde Betingelser for Hjemmets Hygge og Skjønhed.«

Tre Aar efter Fouriers Død blev hans Lære første Gang forkyndt i Amerika: det af Albert Brisbane i Aaret 1840 udgivne Værk, "Menneskets sociale Bestemmelse«,gav til Kampen for Fourierismens praktiskeUdførelse. skulde snart gjøre et mægtigtSkridt en skjøn Morgen i Foraaret 1842 læstes følgende Ord i «New York Tribune«: "Association, eller Grundsætningerne for en sand Samfundsorganisation! — Denne Spalte er bleven kjøbt af Forkæmperne for Associationsprincipet, for at de her kunne udvikle deres Grundsætninger for Publikum. Dens Redaktion er ganske uafhængig af Bladets Redaktion.« «New York Tribune« var ganske vist den Gang kun i sin Ungdom; men det havde allerede da naaet en meget betydelig Udbredelse og nød stor Anseelse. Det var derfor af en ganske overordentligBetydning den fourier'ske Agitation, at Brisbanei Blad fik Lejlighed til at udvikle sine Anskuelser.I et Aar redigerede han med stor Dygtigheddenne af Bladet. Her forklarede han Betydningenaf noget mystiske fourier'ske Udtryk. Her taltes om »l'attraction industrielle«, om «Phalanx'erne». Her gaves der Beretninger om de fourier'ske Foreninger, om socialistiske Møder, om Højtideligholdelsen af Fouriers Fødselsdag osv. osv. At der ved Agitationen i »Tribunen»

udrettedes overordentlig meget, er sikkert: da Brisbane i Efteraaret 1843 forlod dette Blad for at overtage Redaktionenaf ny Maanedsskrift «The Phalanx« (afløstes i 1845 af Ugeskriftet «The Harbinger«), kunde han strax i Tidsskriftets første Nummer give en Beretning om de i Sommeren 1843 stiftede Phalanx'er: i Massachusetts var der allerede tre, i New York to, iPennsylvanien, Illinois, Michigan, New Jersey og flere andre Stater en hel Del. Det, der i alle disse Samfund arbejdedes paa, var ikke at omvende Folk til Kommunismen, men at vænne dem til at leve i Fællesskab, i Stedet for i adskilte Familier, og til at arbejde i Fællesskab.

Hvad angaar Forholdet mellem «New York Tribunes" Redaktion og den Agitation, der dreves i Bladets Spalter, saa hed det sig ganske vist, som vi have set ovenfor, at Redaktionen var uansvarlig herfor; men det var alligevel en bekjendt Sag, at Bladets Redaktør, Horace Greeley, den senere saa navnkundige Horace Greeley, var en af Fouriers mest begejstrede Tilhængere. Der er maaske i Amerika ikke nogen Mand, der har gjort mere for Udbredelsen Fourierismen end Horace Greeley. Han vidste dog hvad han udsatte sig for, da han sluttede sig til den.

«Da jeg sluttede mig til denne Sag,» siger han, »vidste jeg, at jeg maatte trodse mange af mine Beskyttere,mange Mængdens Fordomme, mange religiøse Fordomme; — ja jeg tilstaar, at jeg havde mange flere Præster til Abonnenter før end nu, hvilket jeg beklager; thi havde de ikke sagt Bladet af, haaber jeg, at jeg kunde have gjort dem en Smule Godt! Men trods alt dette, trods de bestandige Raad, at jeg skulde vogte mig for "denne Hr. Brisbane", — gik jeg videre. «Tag Deres Stilling i Betragtning! Tag deres Indflydelse i Betragtning!«sagde af mine Venner til mig. «Godt,» svarede jeg; «jeg skal bestræbe mig herfor; menjegmaa

dog samtidig se at gjøre noget Godt, til hvad Nytte er Indflydelsen ellers!» Og saaledes blev jeg ved; saaledes fulgte jeg en mandig og samtidig forsigtig Fremgangsmaade,idet ikke letsindig saarede Nogens Fordom, men tvært imod tog saa meget Hensyn hertil, som lod sig forene med Pligten. Men naar Pligten leder mig, og Eders Kornmark staar mig i Vejen, saa maa I undskylde, at jeg træder den ned!»

Foruden de to nævnte Mænd, der stod i første Række blandt Fourierismens Forkæmpere, fortjente flere andre at anføres, der i alt Fald i deres Ungdom vare begejstrede Fourierister, og som senere vandt Berømmelse og indflydelsesrige Vi skulle her kun nævne Parke Godwin, Charles A. Dana, George Ripley og Wm. H. Channing. Den Sidste, der «i sin Begejstring for Socialismen glemte Religionen», er særlig mærkelig, fordi det navnlig var paa Grund af hans Indflydelse, at Fourierismens første Optræden i Amerika bar et saa stærkt religiøst Præg, at det synes som om man vilde gjøre Fourierismen til Et med Kristendommen, Noget, hvorover Fourier vist vilde være blevet temmelig forbavset, ihvorvel ikke var anti-religiøs, saaledes som Owen. Fourieristerne aabnede deres Møder med Bøn; deres Taler spækkede med Citater af Bibelen; Religionen var det Første; Religionen var det Sidste. De unge Fourierister at skabe en ny Verden. Hvorledes holdt de deres Løfter? «Det er let,» siger Noyes, «at latterliggjøre begejstrede Agitatorer ved at sammenligne deres Haab og Forudsigelser med Resultaterne. Men det er vor Overbevisning, at Haabet og Forudsigelserne havde Ret, og at Resultatet løj.»

Som den første fourierske Phalanx nævnes «SylvaniaAssociation«
Pennsylvanien. Dette var GreeleysProtegé,
«North American Phalanx«, den

sidste, var Brisbanes. »Sylvania Association« stiftedes i Begyndelsen af 1843 af New Yorkere, der vare misfornøjedemed nuværende Samfundstilstand, hvor hver Familie lever sit Liv, hvor Konkurrencen ødelægger alt Samarbejde, hvor Børnene fordærves ved en forkvaklet Opdragelse. Imidlertid lader det til, at Phalanxen ikke havde stort Held med sin Opdragelsesmethode: i alt Fald klages der bestandig over de Bryderier, Børnene voldte den. Heller ikke var det fælles Liv i le phalanstire til Behag: der klages idelig over, at de forskjellige Familier ikke kunde komme ud af det med hverandre. Hvad der dog navnlig fik Forsøget til at strande var det slette Valg af Jord og Beliggenhed. Det var blevet en Modesag ved denne Slags Forsøg at lægge Hovedvægten paa Agerbruget; men uheldigvis maatte Foreningen søge den agronomiske Fagkundskab hos en Maler, en Bødker og en Homøopath, saa det bliver forklarligt, at den havde mere Sorg end Glæde af sine 2a 3000 Akres. Foreningen, der talte omtrent 150 Medlemmer, faldt fra hverandre inden Udgangenaf 1844. At give Fourier Skyld for Uheldet, vilde dog kun til Dels være beretttiget; thi Forsøget var lige saa lidt som de følgende en tro Udførelse af hans Theori. Af Phalanxens Medlemmer er der udtrykkeligt blevet klaget over, at Praxis kun saa daarligt svarede til Theorien, hvorved der fremkaldtes almindelig Misfornøjelse og Utilfredshed.*)

I Februar 1844 stiftedes i New York «Cl arks on
Industrial Association«. Den talte 420Medlemmer,
besad 2000 Akres, døde tre Fjerdingaar gammel. Den

---

*) Albert Brisbane har nedlagt en bestemt Protest imod, at Fouriers Lære dømmes efter de smaa amerikanske Forsøg

fortjener kun en særlig Omtale, fordi den udviste en ganske ejendommelig Blanding af Religioner: der var 74 «praying Christians«, her iblandt alle amerikanske Sekter, kun med Undtagelse af Mormoner og Milleriter; en katholskFamilie, presbyteriansk Præst, en Kvæker, en Universalist, en Atheist, en hel Del Deister, — kort sagt: alt Muligt. Alle disse forskjellige Trosbekendelser kom godt ud af det med hverandre, og Gudstjenesten gik uforstyrret.«Et om vor Atheist, — vor stakkels ulykkeligeAtheist: evig Sjæl holdt af ham, og han var en fortrolig Ven af vor orthodoxe Præst!» (John Grieg). Sagenvar at de Andre, skjønt de smykkede sig med forskjellige velklingende Navne, heller ikke vare langt fra at være Atheister. I alt Fald vare de næppe besjælede af nogen meget glødende religiøs Iver.

Ganske anderledes gik det i « Sodus Bay Phalanx», der stiftedes omtrent samtidig og sammesteds. Da den efter et ikke langt Liv vandrede heden, var dens ulykkelige Forhold ganske vist for en stor Del Skyld heri; men den væsentligste Aarsag var dog religiøse Stridigheder. Nogle mente, at det var tilladeligt at arbejde om Søndagen; Andre vilde have det forbudt. Et Udvalg blev nedsat for at afgjøre den Slags Stridigheder. Det nyttede ikke! Folk vilde ikke respektere dets Afgjørelser, de gik dem imod. Alle Ræsonnementer om, at Religionen maatte være den Paagjældendes private Sag, der ikke vedkom Andre, nyttede ikke: de Andre betragtede Sag som sig vedkommende. Intetsteds saas tydeligere, hvor nødvendig religiøs Overensstemmelse er for et lykkeligt Samliv.

Overalt i de Forenede Stater opstod der i Fyrrerne
fourieristiske Foreninger; overalt vilde man prøve Fouriers

»attraktive Industri«; men Forsøgene vare ikke heldige: efter et Liv paa som oftest kun et Par Aar, eller ikke engang det, maatte de forlade denne Verden. Nogle ødelagdes ved Religionsstridigheder; andre døde maaske paa Grund af for stor Ligegyldighed for Religionen; nogle døde paa Grund af Medlemmernes Lunkenhed; andre af «for megen Begejstring)); nogle spillede ligefrem fallit, men vare forøvrigt besjælede af den skjønneste BroderlighedensAand; gjorde glimrende Affærer , men manglede Broderlighed. En døde ved »overlagt Selvmord". Denne ene var den berømte »Wisconsin Phalanx», — berømt ikke alene, fordi den naaede den forholdsvis høje Alder af — 6 Aar, men ogsaa og navnlig fordi den i industriel og merkantil Henseende gjorde glimrende Forretninger.Dette imidlertid netop dens Ulykke: Medlemmernefik for kjære; deres Ejendom blev sat i fortrinlig Stand; de solgte den for en god Sum Penge, stak disse i Lommen og gav Broderligheden en god Dag.

Den sidste Phalanx, og den, der opnaaede den højesteAlder naar den kun halvt fourier'ske «Hopedale» ikke medregnes — var «The North American Phalanx«,der ide tolv Aar 1843 til 1855. Baade Brisbane og Greeley interesserede sig i høj Grad for denne Forening, der er bleven anført som Mønsteret for alle Falanxer: Brisbane var maaske den egenlige Stifter; Greeley var dens Vicepræsident. — Falanxen havde sat sig et højt Maal: den vilde afskaffe den Forskjel, der i den øvrige Verden gjøres mellem Arbejder og Arbejdsherre;Arbejderen være sin egen Arbejdsherre. Men hvorledes dette store Maal skulde naas, derom herskerder vis Uklarhed. Arbejderen skulde betales med en ejendommelig Slags Mønt, med «a domestic currency«,

et Bevis for den Værdi, han havde produceret, og kun for saa vidt der virkelig produceredes en Værdi skulde der udstedes et saadant Bevis. Ombytningen skulde saa atter foregaa paa Basis af Produktionsomkostningerne. Dette lyder jo meget kjønt; men bestandig vender Spørgsmaalettilbage hvorledes den skjønne Theori lader sig udføre i Praxis. Det lyder ogsaa meget kjønt, naar det siges, at der i Falanxen herskede et »religiøst Liv», men ikke nogen «ydre Religion«; men det fremgaar ikke aldeles klart, hvad Meningen var hermed. Heller ikke hersker der fuld Klarhed i Spørgsmaalet om Forholdet mellem Kjønnene. Charles Sears, den nævnte Falanx's praktiske Fører skrev i 1852 om dette Punkt:

«Der er et Spørgsmaal, som Forsvarerne af den bestaaendeSamfundsorden til os paa en saa fornærmeligMaade, om deres Liv var pletfrit, som om deres Institutioner vare fuldkomne, medens intet Skjældsorder stærkt for at karakterisere SocialisternesNederdrægtighed; det er Spørgsmaalet om det ægteskabelige Forhold. Et Samfund, der er saa vitterligt raadent som den nuværende Civilisation, et Samfund, der i Spørgsmaalet om Forholdet mellem Kjønnene mener, at Ægteskabet og Prostitutionen supplere hinanden, et Samfund, der tillader, at der ligefrem gives Undervisning i Fosterfordrivelse, et Samfund, der har bragt Barnemord i System, — et saadant Samfund burde dog i dette Punkt vise en vis Beskedenhed og behandle dem, der søge efter Ægteskabets guddommelige Lov, med Ærlighed. I Stedet for at anerkjende et saadant Samfunds Ret til at haane os, anklage vi det og tilraabe det: Hør op med Eders Troløshed,Forbrydelser løgnagtige Paastande! Søg efter Retfærdigheden; behandl Kvinden retfærdigen! Vor Mening om dette Spørgsmaal er denne: Naar Kvinden er bleven fuldstændig frigjort, naar hun er kommen i Besiddelse af alle sine Rettigheder, saa at hun ikke længer behøver at se hen til Ægteskabet som til en Forsørgelsesanstalt, men er bleven en selvstændig Statsborger; naar Samfundet har sikret Kvinden en social Stilling og en pekuniær Uafhængighed— kan hun forkynde Loven for Forholdet

mellem Kjønnene. Men dette kan kun blive Tilfældet i et ordnet Samfund, i et Samfund, i hvilket der findes fuldstændig broderlige Institutioner, der ere almindelig anerkjendte. Vi sige derfor til Civilisationen: Du er ude af Stand til at løse det Problem, under hvis Tryk Du vrider Dig i Krampetrækninger. Men vi gjøre desuden for os Krav paa Noget, som intet andet lige saa stort Antal Mennesker kan kræve: i over ni Aar have vi levet her i et Antal af omtrent hundrede Mennssker af begge Kjøn og alle Aldre, og, dømte efter den nuværende MoralsMaalestok, vi hævede over enhver Bebrejdelse.«

Hvordan nu end «the North American Phalanx« gestaltede i moralsk, social og religiøs Henseende, — vist er det, at som Forretningsforetagende viste den sig at være en god Spekulation. Falanxen, der i 1843 var begyndt med en Kapital paa 8000 Dollars, havde i 1844 en Ejendom til en Værdi af 28,000 Dollars, hvoraf dog de 10,000 skyldtes bort. I 1852 varGjælden ganske vist stegen til 17,000 Dollars, men Falanxens 673Akres havde en Værdi af 80,000 Dollars, saa at Formuen altsaa blev 63,000 Dollars, hvilket fordelt mellem Familierne gav 6,300 Dollars til hver. I materiel Henseende gik det saaledes godt; men i September 1854 blev Foreningens betydelige Fabriksbygninger ødelagte ved Ildløs, og da man tvivlede om, at det kunde betale sig at opføre dem paany, blev denne Ulykke Signalet til Foreningens Opløsning.

En af de Falanxer, der begyndte under de mest lovende for efter et Par Aars Forløb at styrte sammen, var «Trumbull Phalanx«. Der findes ikke nogen Fremstilling af dens Historie; men Bidrag til den findes spredte omkring i forskjellige Blade, hvoraf vi her meddele

«The Trumbull Phalanx« i Staten Ohio blev

stiftet i Foraaret 1844. I Avgust samme Aar giver N. C.
Meeker følgende Skildring af den:

«Falanxens omtrent to hundrede Medlemmer have endnu ikke faaet en Falanxbygning, men maa til Dels ligge ude i daarlige Skure; alligevel ville de paa ingen Maade ombytte deres nuværende Stilling med deres tidligere. bekvemme Boliger paatænkes nu opførte; men Falansteren skal ikke bygges, før Foreningen har faaet tilstrækkelige Midler, men da vil ogsaa the magnificent of Combined Order gjøre saavel Oldtidens Templer som Nutidens Korthuse til Skamme.

I nærværende Aar forestaar der strængt Arbejde og kun lidet af det Tiltrækkende ved Associationslivet. Næsten passer for Associationerne, da Alt er for betydningsløst minder for stærkt om den nærværende Samfundsorden, idet det snarere egner sig til Salg end til Brug. Arbejdet er til Dels organiseret efter det fourier'ske og med megen Fordel. Drenge, der før ikke bestilte noget, arbejde nu med, og en smuk Have er deres Værk. En dertil skikket Person tager Vare paa dem; men forøvrigt have de Lov til selv af deres egen Midte at vælge deres Formand.

Jeg var paa Sabbathen til Stede ved deres Samfundsmøde, hvilket Medlemmer af alle Trosbekjendelser vare til Stede. Et saa frit Blik og saa kjærlige Følelser, som dem de forskjellige Talere lagde for Dagen, har jeg aldrig før set. De talte om det nære Forhold, de stod i til hverandre, om de Velsignelser, Fremtiden forbeholdt dem, om den Forestilling om Himmelen, den nuværende Enhed gav dem. Alle syntes opfyldte af Glæde over, at de vare undslupne Civilisationens Lidelser og Fristelser, og nu befandt sig et Sted, hvor det almindelige Vel er det Samme som det individuelle Vel. Derfor er der nu ikke Andet end forudfattede Fordomme, hvilke snart maa forsvinde, forhindre dem i at elske deres Næste som sig selv. Dette er Kristendommens Aand! Deres Stilling kræver Sammenslutning; intet Godt kan komme fra adsplittede intet Godt kom nogensinde herfra; Presbyterianere, Baptister, Methodister kort sagt: Alle ville de slutte sig sammen, og — hvis noget Navn behøves — under Navnet Unionism. — Efter Mødet uddeltes derpaa fulgte en Bibellæsning, og Forsamlingen skiltes ad under Sang.

De, der ikke ere vante til at se, hvorledes Samarbejdet skrider frem, ville blive forbavsede ved at se Resultaterne. En stor Teglovn bygges i kort Tid; i et Øjeblik fremtrylles Kornmark; i nogle faaUger forvandles en Skov til en Avlsgaard. Her findes der endnu kun faa saadanne Resultater; men der er i denne Falanx siden Foraaret dog blevet udrettet saa meget, at man kan faa en Forestilling de store Resultater, der ville fremstaa i den ny industrielle Verdens Dage. Jeg hørte Arbejderne hamre rundt omkring mig; jeg hørte Larmen fra Værkstederne; jeg hørte Møllens Hjul larme; jeg hørte de muntre, glade Stemmer, — og jeg kunde ikke undlade at udbryde: I Sandhed! mit Øje skuer her Mænd, der arbejder paa at befri alle Folkeslags, alle Tungemaals Slaver, og mit Øre hører dem med Kraft og med Styrke hamre Sømmene i Despotismens Ligkiste. Jeg kan ikke Andet end betragte af denne Falanx som et mægtigt Skridt fremad, betydningsfuldere end det, hvorved England vandt sit Magna Charta, Grundlaget for den engelske Frihed.»

De nærmest følgende Aar syntes ikke at ville skuffe
disse Forhaabninger. 1 September 1845 skriver Meeker
atter:

«Det er mig en Glæde at kunne meddele, at vi betragte Forenings Sejr som afgjort. The Trumbull Phalanx kan nu betragtes som et fuldkomment heldigt Foretagende. — Vort Korn er paa Grund af den fortrinlige og den overlegne Dygtighed, hvoraf den Mand, der forestaar vort Agerbrug, er i Besiddelse, det bedste Korn i hele denne Del af Landet. Saaledes have vi allerede af de store Fordele, der følger med Associationer, idet vi have sikret det almindelige Vel, og ikke det individuelle Vel, de Dygtigstes og Kyndigstes Medhjælp. ere stillede saaledes, at vi kunne bygge en Association, at vi ved Hjælp af Grupper og Serier fourier'ske kunne grundlægge Industriens fuldkomne og vi skulle vise, at Orden, og ikke Civilisation, er Himmelens første Lov.»

I 1846 omtales Trumbull Phalanx i «New York Tribune«
den ypperste af alle Falanxer i de Forenede
Stater.

I Juli 1847 giver C. Woodhouse følgende Beretning
om et Besøg i Trumbull Phalanx:

«Denne Falanx har nu existeret henved fire Aar, og har i den Tid mødt mange Vanskeligheder og maattet døje mange Savn. Endnu er der Vanskeligheder at overvinde,, Savnene ere hverken faa eller smaa; men Fremgangen det Bedre har i den forløbne Tid dog været saa stor, at Medlemmerne føle sig overbeviste om, at de ville sejre. Og de have i Virkeligheden heller ikke nogensinde paa saa mange Vanskeligheder, som den enlige møder i det ny Land; thi i al deres Fattigdom de hjulpet hverandre og Selskabet har saaledes en Opmuntring for dem. Nu ere de forsynede med alle Livets Nødvendighedsartikler og med nogle af dets Bekvemmeligheder. Der drives her flere industrielle Virksomheder; men Agerbruget er dog deres fornemste Støtte. Jorden er meget god, og af deres tusinde Akres ere tre hundrede forbedrede. Trumbulliterne ere haarde Arbejdere, og jeg saa ikke nogen spædfingret Theoretiker iblandt dem; naar der kommer saadanne Folk, blive de her ikke længe.«

Den utrættelige Meeker skriver atter i Avgust 1847. I dette Brev taler han paafaldende meget om de Vanskeligheder, havde at overvinde. Særlig omtaler han det ringe Medlemstal — kun 250 —, der gjorde det umuligt at udføre Gruppe- og Seriesystemet, saaledes som Fourier havde tænkt sig det. Det er ganske vist paafaldende, ikke en eneste af Falanxerne havde det af Fourier foreskrevne Medlemstal — 1800 —, og alligevel ikke lod sig afskrække fra at prøve hans System. Næppe en eneste af de Betingelser Fourier havde opstillet, blev opfyldt af de smaa Forsøg, der smykkede sig med Navnet «Falanx». De amerikanske Socialister vare for utaalmodige: styrtede sig med Dødsforagt i Kampen for Fourierismen, uden først et gjøre sig den Ulejlighed ret at sætte sig ind i denne.

Men for at vende tilbage til Trumbull Phalanxen:

Meeker lægger som sagt i sit sidste Brev en særlig Vægt paa Vanskelighederne; men han udtaler dog, at «der stadiggjøres og Ingen kan ane, at der nogle faa Maaneder senere kommer Efterretning om Falanxens Opløsning. Til det fourierske Blad «The Harbinger» skrives der i December 1847:

«De har formodenlig allerede hørt, at Samfundet er opløst. Ja dette er kun altfor sandt; vi ere faldne! Men vi ønske, at Civilisationen skal vide, at vi ikke have knækket Halsen i vort Fald. Vi har ganske vist faaet nogle faa temmelig slemme Skrammer; men vore Lemmer ere hele, og vi skulle nok komme paa Benene igjen. Vi ville forsøge og atter forsøge! Barnet maa falde mange Gange, før det kan gaa; men det nedslaar ikke dets Mod, og tilsidst lykkes det. Heller ikke vort Mod skal saa let kunne nedslaas.

Vi have uden at ville det gjort os skyldige i visse skjæbnesvangre Fejltagelser; vi se dem nu, og skulle søge at undgaa dem. Jeg tror, at det kan siges om os med Sandhed, at vort Fald vil vise sig at være en Sejr. Vor brændende Kjærlighed til Associationen er ikke slukket; vi ere ikke spredte ad; vi ere ikke modløse; vi ere ikke skræmmede. Vi kjende nu vor Stilling. Vi vide, at vi ville støde paa Vanskeligheder; men hvis det ikke lykkes os at gjenoprette vort Samfund her, ville vi forsøge et andet Sted. Der er endnu Plads nok til os i den vestlige Vi ville først tilbyde os, vor Erfaring, vor Kraft, vore Midler, til vore Søsterforeninger. Vi tro, at vi ere værd at modtage; men hvis man er umenneskelig nok til at afvise os, ville vi forsøge at bygge vor Bikube et andet Sted, i Skoven eller paa Prærierne. Gud vil ikke forjage os fra sin Jord. Han har givet den til alle Mennesker, og vi ere Mennesker, og Mennesker med god Vilje og uden slette Bevæggrunde. I hans Øjne ere vore Rettigheder lige saa gode som vore Brødres.«

I det følgende Aar gjordes der virkelig et Forsøg paa at gjenoprette Samfundet. Men der høres ikke synderligt saa Samfundet har i sin ny Skikkelse sikkert fristet nogen lang Tilværelse.

Vi kunne ikke følge de øvrige Falanxer; men inden vi ganske forlade Fourierismen,. er der dog endnu én, hvis Navn i alt Fald bør nævnes, det er «Brook Farm». «Brook Farm«, er mærkelig dels fordi den for en væsenlig har givet Noyes Ideen til hans Samfund, dels fordi den kraftigere end nogen anden Falanx har virket for Fourierismens Udbredelse. «Brook Farm« var oprindelig af Dr. Channings Foreninger, men gik i 1842 over til Fourierismen og noget senere til Swedenborgianismen. var navnlig ved at udgive det bekjendte Ugeblad «The Harbinger«, at denne Falanx virkede, ligesom ogsaa var fra den, at Ideen til Stiftelsen af den fourierske Agitationsforening «the American Union of Associationists« I 1847 blev den ødelagt ved Ildebrand. da har den fourierske Socialisme i Amerika savnet Livskraft: der blev ikke oprettet flere Falanxer, og de bestaaende døde efterhaanden bort.

Saaledes endte dette Afsnit af Socialismens Historie. For Tusinder af Mænd og Kvinder havde Fourierismen vist sig som det forjættede Land, hvor de ventede at finde Rigdom og Overflod, Ro og Fred, Kjærlighed og Lykke. For at naa dette Maal kæmpede og kæmpede de i Aaringer og skyede intet Offer, ingen Møje. Og hvad fandt de saa? Stridigheder om Religionen, Stridigheder om Mit og Dit, Splid og Uenighed. «De forlod Verden for at fly dens Lidelser og Fristelser; og se: disse hungrige forfulgte dem i stedse vildere Flokke!«

Med Begejstring og Tillidsfuldhed søgte de det Maal, der ikke kunde naas. «Hold ud!» tilraabte deres Venner dem; og de svarede: «vi maa sejre, vi vil sejre, vi sejre alt!» Men den Dag udeblev dog ikke, da den Samfundsbygning, de havde søgt at rejse, styrtede sammen.

Civilisationens »Korthuse« blev staaende; de fourierske
Falanxer styrtede til Jorden.

»Dette er ikke Spøg, men den mørkeste Alvor; Gud forbyde, at vi skulde se herpaa med Andet end den dybeste Medfølelse. Vi selv kjende fuldkommen vel denne Stigen og Falden. Disse Mænd og Kvinder forekomme os at være Brødre og Søstre. Vi kunde græde med dem og for dem, hvis det kunde gjøre dem godt. Men det er bedre at lære, hvad saadanne Lidelser lære, og at se at finde den sande Vej, som hine Pilgrimme forfejlede, for at deres Skuffelser ikke skulle gjentage sig.»

Fourierismen forlod Amerika efter kun ganske faa Aars Blomstren. Men den socialistiske og kommunistiske Bevægelse fortsattes dels af the spiritualist communities, af hvilke der i Halvtredserne og Tredserne opstod flere, dels af the religious communities. Disse sidste have spillet en saa stor Rolle i den amerikanske Socialismes Historie, at vi umulig ganske kunne forbigaa dem i Tavshed.

Det er de religiøs-kommunistiske Samfund, der først praktisk have forsøgt Kommunismen i Amerika- Men de ere ikke alene de ældste Forsøg; de ere ogsaa de Forsøg, der med størst Held have besejret Vanskelighederne.De af dem ere \el gaaede til Grunde; men adskillige af dem have dog haft Held med sig, og endnu den Dag i Dag existerer der mange saadanne Samfund.Dette en Kjendsgjerning, som det ikke nytter at nægte. «Jeg forstaar let,» siger Horace Greeley, «at de kommunistiske Forsøg ere strandede, og jeg har vanskeligereved forklare mig, at flere af dem ere lykkedes.Men springer den Kjendsgjerning os i Øjnene, at medens Hundreder af Banker og Fabriker, og

Tusinder af Handelsforetagender, der ledes af kloge kraftigeMænd, til Grunde og spille Fallit, leve og trives endnu den Dag i Dag Shaker-Samfundene, der i forrige Aarhundrede grundedes paa kun liden Ejendom og endnu mindre verdslig Klogskab. Og deres Erfaring er bleven efterlignet af de tyske Samfund i Economy, Zoar, EbenezernesSamfund osv. Theorien maa, hvor antageligden er, respektere Kjendsgjerningerne . . . Ofte gjør Religionen det muligt, der uden den vilde være umuligt, og den guddommelige Kjærlighed sejrer, hvor den menneskelige Videnskab bliver til Spot. Det er saaledes,at forklarer den praktiske Socialismes Held og Uheld. Et hvilketsomhelst socialistisk Forsøg kan, naar det hviler paa en fast og dyb religiøs Grundvold, lykkes, selv om Organisationen er fejlfuld og Forsøget staar i Strid med den menneskelige Natur. Uden en saadan Grundvold vil det altid være vanskeligt, ihvorvel jeg ikke tror umuligt.«

Paa det tidligere omtalte Oneida-Samfund nær ere alle de amerikanske religiøs-kommunistiske Samfund af fremmed Oprindelse. Det vigtigste af dem er uden SammenligningShaker-Samfundet. Samfund har haft en. overodenlig Betydning for Amerika, ja endog for Evropa, og Noyes anser det for tvivlsomt, om de evropæiskesocialistiske nogensinde vilde være fremstaaede,hvis ikke havde været Vidne til Shakersocialismenspraktiske i Amerika; i alt Fald vilde de praktiske Amerikanere ikke uden dette Held have ladet sig paavirke af de evropæiske Theorier. «Shak er samfundet har været den Metalbasis, hvorpaa alle Papirstheorierne have hvilet, o Hvor mange Tilhængere Shakerismen tæller, oplyser Noyes ikke; men efter Folketællingen i 1860 var

der den Gang over 6000 Shakere. Da Dixon skrev sin Bog om «det ny Amerika» (1866) var der spredt over alle de Forenede Stater 18 Shakersamfund, og Oprettelsen af flere nye betragtedes som forestaaende. Sekten stiftedesi af en engelsk Kvinde Ann Lee, «Mother Ann», som hun almindeligvis kaldes. Uden her at gaa ind paa en nøjere Omtale af dette Samfund, om hvilket de fleste Læsere vel have læst, skulle vi kun minde om, at det navnlig hævder følgende Grundsætninger: HimmerigesRige kommen; Adams Synd er bleven udsonet; Engle og Aander ere atter, som i tidligere Dage, MenneskenesFortrolige Raadgivere; Menneskene skulle leve og arbejde i Fællesskab; Budet: «vorder frugtbare!« er ophævet. Foruden ved det kommunistiske Liv er det navnlig ved det sidste Punkt, at Shakerne udmærke sig. Naturligvis indse de meget vel, at Konsekvensen af et almindelig gjennemført Cølibat nødvendigvis maatte blive Menneskeslægtens Uddøen. Men det er heller ikke deres Mening, at Cølibat er nødvendigt for Alle: det er kun de «Hellige» der skulle leve i det; vi Andre maa gjerne formereos, saaledes at gjøre Shakersamfundets Udbredelsemulig.

Ogsaa flere af de andre religiøs-kommunistiske Samfundforbyde saaledes Conrad Beizels Koloni Ephrata i Pennsylvania, stiftet 1713 — det ældste Samfundi —, Georg Rapps Samfund (stiftet 1804) i Economy og Samuel Snowbergers i Snowberg i Pennsylvania(stiftet Andre tillade vel Ægteskab, men anbefale dog fortrinsvis Cølibat, saaledes Kolonien i Zoar, stiftet 1816 af Josef Bimeler, og Jansonisterne, hvis Samfundstiftedes Svenskeren Erik Janson 1846. Ebenezersamfundet,stiftet af Christian Metz, et Samfund der

tæller flere tusinde Medlemmer og har meget udstrakte Besiddelser, tillader kun betingelsesvis Ægteskab. Endeligløser, vi have set, Oneidasamfundet Spørgsmaalet paa sin Maade (Komplexgiftermaalene, Pantagami).

Det synes ikke at kunne nægtes, at de Samfund, der i Amerika have haft størst Held med sig og i ethvert Tilfælde opnaaet den højeste Alder, ere de der have hævdet Religionens Betydning og Nødvendigheden af at afskaffe Ægteskabet. Heraf udleder Noyes den Slutning, at skal et kommunistisk Samfund trives, maa Medlemmerne besjælede af religiøse Følelser — ikke blot med Munden hylde religiøse Doktriner, men virkelig føle de religiøse Sandheder og handle i Overensstemmelse med denne Følelse. Dernæst, slutter Noyes, maa det ægteskabelige Liv ophøre. Ægteskabet er Grundlaget for Familielivet, og dette er uforeneligt med det kommunistiske Indrømmer man dettes baade materielle og aandelige Fortrin for hint, maa Ægteskabet, Familielivets Grundlag, fjærnes; men, tilføjer Noyes, heraf følger ikke, at det skal fjærnes paa Shaker-Maaden, paa den negative Maade; maaske den blandt Oneida-Folkene brugelige Maade er at foretrække! .

Erfaringen har vist, paastaar Forfatteren til det Værk, vi her have for os, at kun Religionen kan skabe den Enighed mellem Medlemmerne, uden hvilken ethvert kommunistisk Samfund nødvendigvis maa gaa til Grunde. Kunde det erfaringsmæssigt godtgjøres, at hedenske eller atheistiske eller hvilkesomhelst ikke-kristelige Samfundkunde vilde Noyes opgive sin Tro paa ReligionensNødvendighed; saalænge dette ikke er Tilfældet,saa al Erfaring tvært imod vidner til Gunst for Kristendommen, — saalænge hævder han, at

kun de paa et kristeligt Grundlag hvilende Samfund have
Livskraft i sig.

Dette er det Resultat, til hvilket Betragtningen af
den nordamerikanske Socialismes Historie fører Noyes.

Vi slutte med at anføre det, Forfatteren kalder sin
theory of national experience:

Først maa der da skjelnes mellem den socialistiske Bevægelse og de socialistiske Forsøg. Hin havde en langt større Betydning end disse: Hundredetusinder grebes af den socialistiske Bevægelse, medens kun forholdsvis faa Tusinder tog Del i Forsøgene.

De socialistiske Forsøg faldt i to Hovedgrupper: de owenske og de fourierske. Efter kun tre til fire Aars Kamp maatte Owenismen erklære sig for overvunden, og Fourierismen bukkede under efter omtrent lige saa faa Aars Anstrængelser; de owenske og fourierske Forsøg havde udspilt deres Rolle. Anderledes med den af Owen og Fourier rejste socialistiske Bevægelse.

»Ligesom et Menneske efter at have gjennemgaaet en lidenskabelig Opvækkelse aldrig er det samme Væsen som før, saaledes hævde vi, at disse socialistiske Anfald have forandret Nationens Hjærte, og at en Længsel efter en social Gjenopbyggelse er bleven en Bestanddel af det amerikanske Folks vedvarende Følelse. De socialistiske Samfund og Falanxer døde næsten lige saa snart som de kom til Verden, og ere nu næsten ganske glemte; men Socialismens Aand er bleven tilbage i Nationens Liv. Den socialistiske Aand nedsloges ved Ulykkerne i 1828 og 1846 og lærte saaledes en gavnlig Forsigtighed og Selvbeherskelse;men lever endnu hos Tusinder, ja maaske.Millioner, aldrig tog Del i noget socialistisk

Forsøg, der hverken ere Owenister eller Fourierister, men simpelthen Socialister uden Theori, — Folk, der tro paa Muligheden af en videnskabelig og guddommelig Gjenopbyggelseaf

Efter saaledes at have betragtet den socialistiske Bevægelse et Blik kastes paa «Opvækkelsesbevægelsen«. og Finney forholdt sig til Opvækkelsen Owen og Fourier til Socialismen. Nettleton begyndte en halv Snes Aar før Owen, Finney en halv Snes Aar før Fourier. Nettleton var en Modstander af Finney, men banede dog Vejen for ham, paa samme Maade som Owen for Fourier.

Owenismen og Fourierismen bekæmpede hinanden, og dog var Maalet det samme. Socialismen og Opvækkelsen at staa fjendtlige lige over for hinanden, og dog kunne de ikke undvære hinanden. «Opvækkelsens store Ide er: Sjælens Gjenfødelse; — Socialismens store Ide er: Samfundets Gjenfødelse. Disse to Ideer høre sammen og fuldstændiggjøre hinanden.«

«Disse to Ideer, der i Nutiden ere saa fjærne fra hinanden, vare begge til Stede hos de første Kristne. Da Sandhedens Aand paa Pinsedag greb og omvendte tre tusinde Mænd, var dens næste Virkning den, at sammensmelte til én Familie og indføre Formuefællesskab. Saaledes var den største af alle Opvækkelser ogsaa Socialismens Indvielse.

»Utvivlsomt ville Socialisterne mene, at vi overdrive Betydningen af Opvækkelsesbevægelsen; og Opvækkelsesmændeneville at vi overdrive Betydningen af den socialistiske Bevægelse; og Politikerne ville mene, at vi overdrive Betydningen af begge disse Bevægelser, ved at tilkjende dem betydningsfulde Pladser i den amerikanske

Historie. Men vi tro, at Religionen og Kjærligheden er Menneskets dybeste Følelser, og det er netop de Følelser,som er mest tilbøjelig til at undse sig ved og til at holde skjult i sit Indre. Paa samme Maade taler Folket kun lidet om, og forsøger at tro, at det kun tænker lidet paa sin Opvækkelse og Socialisme; men alligevel indtager Opvækkelsen og Socialismen den vigtigstePlads dets Historie, og har mere Betydning for Bestemmelsen af dets Karakter og Skjæbne end dets Politikog dets Pengesager og Krige.

»Utvivlsomt foragte Opvækkelsesmænd og Socialister hverandre, og maaske ville begge foragte os, fordi vi mene, at de kunne forsones. Men vi ville sige, hvad vi tro, og det er, at begges Forsøg paa at bane Vejen for den himmelske Sandhed ere strandede, fordi de foragtede hverandre, og undlode at forene de to store Ideer: Opvækkelsen fordi den ikke tænkte paa Samfundets Socialismen strandede, fordi den ikke tænkte paa Hjærtets Gjenfødelse.

"Erfaringen har vist, at Socialisterne vare saa egenkjærlige, Fælleslivet var umuligt. Efterat Macdonald havde set den alvorlige Virkelighed, tabte han Haabet og maatte indrømme, at han havde trot, «at Menneskene vare bedre end de ere.» Næsten alle de socialistiske Førere lige fra Owen til den sidste Fourierist maatte gjøre den samme Bekjendelse, hvilken Bekjendelse vil sige, at Socialismen trænger til sin Fuldstændiggjørelse, trænger til Hjærtets Gjenfødelse, — og se det er jo netop Opvækkelsen

«Men disse Fortidens mislykkede Forsøg have sikkerligikke
forgæves. Maaske Forsynet har søgt at
virkeliggjøre sine Planer ad to Veje, for saaledes at opnaa

Fordelene ved "Arbejdets Deling«. Medens Bibelmændene have arbejdet paa Sjælens Gjenfødelse, have de Vantro bestræbt sig for Samfundets Ombygning. Maaske disse to Partier ved at arbejde særskilt og som Fjender have udrettet mere for den endelige Enighed, end de vilde have gjort ved at arbejde i Forening. Endog deres mislykkede Forsøg kunne, naar de forstaas ret, føre til det Gode. Begge Partier have bidraget til at bibringe Folket et ikke svigtende Haab om, at «den gode Tid er nær.» Uagtet vi have betragtet deres Maade at arbejde paa som parallelle,maa dog i Virkeligheden være convergerende, og vi tør haabe, at i Nationalhistoriens næste Afsnit ville Opvækkelsen og Socialismen bringes til Enighed og bringestil Forening at arbejde for Himmeriges Rige.»