I.

jl ostvæsenet, dette Civilisationens Barn, naaedc i Oldtidensin Udvikling under de romerske Kejsere. Ganske vist findes aiiereue iiuiigere ikke fua, Opl^&mjigui' om Datidens Forsendelsesvæsen — Herodot omtaler saaledesPersernes og Ilbud som særlig expedite, medensmærkeligt Efterretningerne om Grækernes egen Stilling i denne Henseende ere noget sparsomme —, men det er dog navnlig Romerriget, der skulde skaffe Postvæseneten Udvikling, at der maatte et Aartusinde til førend Kulturen atter naacde til tilnærmelsesvis det samme Standpunkt. Den erobrende Republiks Politik maatte nødvendigvis være baseret paa, at der var en virksomForbindelse det tænkende og handlende Centrum,Rom, Rigets mere eller mindre afhængige Provinser,og mere maatte dette være magtpaaliggende for Kejserdømmets Vælde, der havde taget den store Opgavei fra Republiken, at samle og organisere Riget og dets Institutioner. I Virkeligheden hører ogsaa de mangfoldige Efterretninger paa Postvæsenets Omraade, som baade ældre og yngre romerske Skribenter have levnet os, til de ikke mindst interessante Meddelelser om

Datidens Kulturliv. De fortælle om et fast og indtil de
mindste Detailler strængt ordnet Forsendelsesvæsen, der
saavel tjente Statens som Undersaatternes Interesse.

Men vor Opgave — nærmest at fremstille, hvorledes det moderne Postvæsen efterhaanden har udviklet sig — bringer os til hurtigt igjen at forlade disse Levninger fra Oldtiden og vende os til en nyere Tid, idet vi tage vort Udgangspunkt fra den Tid, der gryr med de store Folkevandringer.

I den almindelige Omvæltning, som Barbarernes Invasionmedførte for nogen Tid Postvæsenet tilligemedKejserdømmets Institutioner paa de Steder, hvor Kejserriget selv gik under. Men paa den anden Side blev Posten sandsynligvis heller ikke en af de sidste Indretninger fra Romerriget, som Barbarerne gjenoprettede og holdt i Kraft. Den Iver, hvormed Erobrerne vidste at benytte de cæsariske Love til deres Fordel, især FinansogSkattelovene, Omhu, hvormed de søgte at efterligneden Text i deres Lovbøger, gjør det meget rimeligt, at de vel vogtede sig for i Grundlæggelsen af deres Herredømme at glemme den Del af Administrationen,der ud paa at foranstalte en hurtig Forbindelse mellem de forskjellige Punkter i det erobrede Land. Hver Fyrste vilde have et Postvæsen, saasnart han havde grundetet Herredømme. Theodorik den Store gjenindførtedet Italien med hele Apparatet, laant fra det gj enfødteRom, Efterfølgere fandt Sporene af det i Gallien og vare ikke sene til at drage Fordel heraf. I gamle Manuskripter, Munken Marcolfos Aktsamling fra det 7de Aarhundrede, ligeledes Kapitularerne fra det Bde og 9de Aarhundrede, finde vi Beviser nok herpaa. Især ere Kapitularerne fulde af Angivelser i denne Retning.

En af Artiklerne gjengiver saaledes en Foranstaltning, som Dagobert I havde indført i Neustrien: «Man kunde oprette «Angarier»*) med Transportvogne, der skulde afgiveBefordring 50 Mil, men ikke længer.« En anden Artikel fritager de Frigivne, som bebo et Kirkegods,fra Grevens eller en anden Embedsmands Befalingat tvungen Tjeneste ved «Angarierne». En tredje fritager hele Kirken og dens Undergivne for dette Arbejde o. s. frdl. Af disse tre Citater fremgaar det, at Posten existerede, mere eller mindre fuldkommen, og at den var avtoriseret af Staten; endvidere, at den tvungne Hesteydeise og tvungent Arbejde spillede en stor Rolle, siden, udtrykkelig kun Kirken og dens Folk vare fri herfor.OiJ tr_{> T *}oc tnicoi rlnrnfnifM PT) SInPS kfiiserligeInspektører, skulde kontrollere den provinsielle Administration og hvorfra Grevernes og Bispernes lokale Myndighed stammede —, som uden Ophør vexelvis gjennemrejsteRiget, medbragte Overherrens Villie og bragte alle nødvendige Oplysninger med hjem til Kejseren,-hvorledes disse og deres Virksomhed mulige uden et organiseret Postvæsen?**)

Uden Tvivl hvilede Posten og især Besørgelsen af
Personposten, som en tung Byrde paa Ejendommen. En

---

*) Et gammelt teknisk Ord for at betegne Postvæsenet, brugt baade af Grækerne og Romerne.

**) Fra Ludvig den Frommes Tid stammer følgende Reglement for den Forplejning, som vedkommende Myndigheder skulde forskaffe disse Missi: For en Biskop 40 Brød, 3 Lam, 3 Maal af en gjæret Drik, 1 Gris, 3 Kyllinger, 15 Æg og 3 Maal Havre for Hestene. For »en af vore Vasaller«: 17 Brød, 1 Lam, 1 Gris, 1 Maal af en gjæret Drik, 2 Kyllinger, 10 Æg, 2 Maal Havre — allerede en betydelig Forskjel paa det Gejstlige og Verdslige, som den fromme Konge begyndte paa, men i alle Tilfælde en rigelig Forsyning.

Historiker fortæller saaledes: «Der var i disse Herberger, hvor de med kejserlig Avtorisation forsynede Rejsende toge ind, Mænd, hvem det arveligt var overdraget at sørge for de Rejsendes Underhold, specielt at modtage Gjæsterne og skaffe dem saa mange Heste, Æsler og Vogne, som de behøvede for at naa deres Bestemmelsessted.«Kommerman ved disse arvelige Postforstanderetilat paa Ægyptens og Indiens Kaster? Deres Funktion blev dem et virkeligt Fængselsliv, hvortilStatsmagtenførte tilbage, naar de vilde forsøge at undslippe. Den kejserlige Avtorisation bestod af et Pas, Fractoria, som angav Ruten og uden Tvivl ogsaa de tilladelige Rekvisitioner. Vægrede Nogen sig ved at lyde Fyrstens Brev, tabte han sit Embede, hvis han var benaadetmedet Var han en Privatmand, blev han dømt til at modtage og underholde de Gjæster, som Fyrsten fandt rigtigt at sende ham. Var han en Slave — ja saa bandt man ham nøgen til en Pæl, piskede ham og ragede hans Hoved. Trods disse strænge Forholdsregler,syntesdet, om disse Herberger ikke altid opfyldte deres Pligter paa den smukkeste Maade. Et af Ludvig den Frommes Kapitularer klager over den Ligegyldighed,dervises Ordrer, saa at Intet er i Orden, naar selv en Ambassadør kommer til Stationerne «til stor Tort for Kongen og hans Rige og for den Agtelse vi nyde hos de fremmede Nationer. Enten at man nægter at betjene dem eller ligefrem bestjæler dem, ja hvad der er værre endnu, endogsaa bruger Vold imod dem og ikke er bange for at prygle dem og plyndre dem ...» Som man ser, var Institutionen hverken meget elsket eller meget sikker. Fyrsternes Gjæsteret, som vi kjende fra vor egen Historie, er forresten ikke Andet end en Anvendelseafdette

vendelseafdettePrincip til Fordel for Fyrstens Person, blot at den gjorde endnu større Vold mod Ejendommen, idet den Rigeste kunde blive ruineret ved et forsætligt Ophold. Dog, efterhaanden som Riget oversvømmes med Byrder og Privilegier, undergraves Kongemagten, og KongensRetgaar at sige over til Lensherrerne med delvisterritorialSuverænitet. af disse mægtige Herrer bygger sine Skranker, har sine Skatter, det er Plyndringer uden Ende, uophørlige Vanskeligheder og Voldsomheder mod Kjøbmændene og de Rejsende, og Posten kan ikke rose sig af stor Sikkerhed, naar Frankrigs Konge ikke kan rejse fra Paris til Orleans uden at kæmpe med HerrerneafMonthéry CoTbeil. Derimod er det et Tegn paa Fred, naar Posten frit kan drage sin Vej for ai ijeue Staten og de Private; den viser sig overalt sammen med et stærkt og anset Herredømme.

De store Byer ere i Færd med at udfolde sig, især Hovedstæderne begynde at gjøre sig gjældende, og det aandelige Liv strømmer i store Pulsslag fra Landets Midtpunkttil Yderpunkter; men dog behøvedes der endnu særlige Institutioner, der kunde give Anledning til en fastere Organisation af Posten. Det var Universitetet i Paris, grundet af Filip August, der for Frankrigs Vedkommendegav hertil. Alle Landets Provinser og mange fremmede Nationer sendte Eliten af deres Ungdom til denne Højskole for Videnskab og stille Studium i saa stort et Antal, at man maatte immatrikulere denne Skare af Studenter efter deres Nationalitet; disse studerende Emigranter, som havde forladt deres Fædreland, var i deres Ret til at forlange af Universitetet, at det skaffede dem Lejlighed til at korrespondere med deres Familier. Faa af dem havde medbragt de nødvendige Midler til et

langt Ophold, deres ofte fattige Forældre kunde maaske kun hver Maaned eller hvert Kvartal sende dem det nødtørftigeTilskud. hvorledes kunde da disse Sendelser blive besørgede for ikke at blive usikre eller altfor kostbare?Universitetet en tilfredsstillende Løsning paa denne Trang ved at oprette en virkelig Brev- og Pakkeposttil for sine Alumner; Postens Funktionærer vare dels «grands messagers», de egentlige.Korrespondenterfor som havde forpligtet sig til aldrig at forlade Paris, og «petitmessagers», egentlige Postbude og Fragtmænd, der efter en af Rektoren fastsat Taxt besørgedeTransporten Pakker og Breve. — Denne Organisationblev ikke enestaaende^ de tilgrænsende Lande skyndte sig med at følge Frankrigs Exempel, og vi se, hvorledes i Italien Fyrsterne udtrykkelig indsatte Korrespondenter og oprettede specielle Forsendelser ti Gavn for de offentlige Skoler. Ved Oprettelsen af Universiteteti 1158 udtaler Frederik Barbarossa sig saaledes: «Det er hans Villie, at hvemsomhelst, der forladersin for at studere ved Universitetet kan, tilligemed sin Korrespondent, gjøre Rejsen i fuld Sikkerhedog uden Forulempelser . . . Disse Korrespondenterere for Højskolen, saa sandt som Studenterne,der at sige ere omplantede i fremmed Jordbund, maa have Personer, gjennem hvilke de med Tillid kunne lade Korrespondancen med deres Hjem gaa og som saaledes kunne forskaffe dem den Hjælp, hvortil de trænge.«

Det er rimeligt, at Ordet "Korrespondent" brugt i Universitetsdokumenterne ikke blot betegne simple Agenterfor men tillige forudsætter hos Korrespondentenet Formynderskab, et Opsyn, et Ansvar

for Studenten, som ikke alene private Overenskomster sikrede, men ogsaa Lovens Mellemkomst, f. Ex. ved den Bestemmelse, at Vedkommende ikke maatte forlade den By, hvor Studenten studerede. I vore Dage kjende vi jo noget delvis Tilsvarende i de Pensioner, hvor udenbys Skoledrenge have deres Bolig og Ophold under deres Uddannelsei fremmede By, blot at vel nuomstunder de unge Studerende selv besørge deres Korrespondance.

At Universiteterne snart saa, hvorledes de gjennem denne Postorganisation vare berigede med et yderst fedt Privilegium og at de ikke tøvede længe med at udstrække dette Privilegium ud over de Grænser, der en Gang vare satte dem i Besørgelsen af kun Studenternes Forsendelser, er ligesaa sandsynligt, som at de meu »lur Behændighed gik Avtoriteterne under Øjnene. Det store Publikum betroede end gjerne sine Forsendelser til Universitetets Post, og hvilken Student kunde afslaa sin gode Vært og hæderlige Ven at laane ham sit Navn, for at denne kunde expedere eller modtage Breve eller Varer, paa en Tid hvor Forbindelserne med fjerntliggende Steder var saa usikker og kostbar? De forskjellige Forgøg, med større eller mindre Held bleve gjorte af senere Regenter paa at indskrænke Universiteternes Monopol en vis Mistanke om, at disse sjælden holdt Monopolet indenfor de afstukne Grænser og at de bag Statens Ryg havde aabnet et offentligt Forsendelsesvæsen.

Paa denne Tid er det især Frankrig, der interesserer os, dette vaagnende stærke Kongedømme, hvis to Hovedstøtter:den Hær og den staaende Grundskat allerede Karl VII havde indstiftet. Men det er dog især Ludvig XI, Enhedens Mand, der mere stoler paa Kløgten end paa Kraften, mere paa Institutionerne end paa Krigslykken,det

lykken,deter især ham, som, alt som han gaar Feudalherredømmetstærkt Klingen, tænker paa at udvide Postvæsenet og bringe det under sin Villie. Han følte, hvor nødvendigt det var at vide Alt, hvad der gik for sig i hans Rige, og for bedre at komme til denne Kundskab, stræber han efter en Organisation, der paa en Gang har Universitetets og Romernes antike Post til Mønster. Det er allerede i hans tredje Regeringsaar, 1464, at han indsætterpaa sine Domæner Postmestre, som skulde forsyne hans Kurerer nied Heste, «men heller ingen Andenunder For at opmuntre Postmestrenes Iver, kunde disse beregne sig, foruden deres Gage, 10 Sols for hver Hest, der gjorde en Tur paa 4 Lieue, en enorm Erstatning for den Tid at være. Men Kongen forstod ogsaa som Faa at drage sig Posten til Nytte i sin Politik," saa fuld af Intriger og skjulte Planer, som den var; Ingen vidste bedre end han, hvad hans Fjender handlede, hvad de pønsede paa, og herfra stammer hans Sikkerhed i at komme deres Planer i Forkjøbet og ramme dem førend de kunde skade ham. Paa den anden Side maa man dog ikke tro, at det var Publikums Vel, det økonomiske Fremskridt, som Kongen tilsigtede ved PostensRestitution, Hensyn ligger kun som en Spire i Ediktet af 1464. Igjennem en lang Række af Aar blev Institutionen ved at være det, som Ludvig XI havde villet: udelukkende til Brug for Kongens Affærer.

Vi finde altsaa nu i Frankrig to forskjellige Postexpeditioner,Kongens Universitetets, men begge partikularistiske,begge deres eget, særlige Behov. Paa den anden Side have vi rigtignok set, at Universitetet gjorde sig en uretmæssig Fordel ved at udvide sit Postomraade.For imidlertid det store Publikum og især

de vaagnende Handelsinteresser, efterhaanden som Tiden gik, kunde drage sig de forbedrede Forbindelsesmidler til Nytte med fuld Sikkerhed, var det nødvendigt, at denne Dobbelthed forsvandt, og den svagere Konkurrent maatte bukke under. Kampen mellem Statsposten og Universitetspostenlader'heller vente paa sig, den bryder allerede ud under Ludvig XI, men naar først sin Afslutningved af Universitetets Privilegium under Mazarins Regering, samtidig med at den regerende Kardinalgjennemfører Magt og samler alle offentlige Indkomster i Regeringens Hænder. Kampen var bleven ført med slor Udholdenhed og Sejghed fra Universitetets Side, og de første Foranstaltninger, som Regeringen under Karl VIII gjorde, vare kun frygtsomme Indskrænkninger, saasom af Officianternes Antal. Universitetetfølte stærkt og troede navnlig i Alliancen med Guiserne mod Henrik 111 blandt Andet at faa sit Monopolstyrket, disse mægtige Kongekonkurrenter havde sat Henrik i Kloster og selv proklameret sig Regenter; men der var spillet højt Spil, og efter Guiserues Fald gav et Edikt fra Kongen Universitetets Postprivilegium Naadestødet Kongens Kurerer kunde nu, om end uregelmæssigt,medtage Rreve, og Universitetets Post sygnede mere og mere hen, indtil endelig Mazarin ganskeophævede mod en Erstatning af 40,000 Livres, som Staten betalte, foruden Erstatning for det Beløb, som Forpagterne af Universitetets Post havde udredet. En Del af denne Sum skulde anvendes til Forbedring af KunstnernesKaar, Formuesomstændigheder den Gang næppe formaaede at forskaffe dem Bolig og tilstrækkelig Næring.

I sine Bestræbelser for at gjenoprette og gjenføde

Frankrig, som Religionskrigene havde forarmet, lod HenrikIV heller ikke mangle paa Foranstaltninger til at sikre Forbindelserne i sit store Rige. I et Edikt af 1597 bestemmer Kongen, at der skal udnævnes Postmestre i flere navngivne Ryer og Flækker «af Hensyn til, at mange af hans Undersaatter i Krigen have mistet deres Heste, saa at de nu maa savne dem, ikke blot til Arbejdsbrug, men ogsaa til deres Rejser«, og Ediktet er i saa Henseendeganske enligt, da det giver Posten en ganske anderledes fast Organisation end tidligere. En Overbestyrelse, hvem især den almindelige Kontrol tilkom, blev udnævnt, Erstatningen for afgivne Heste bley forhøjet til 20^—25 Sols pr. Hest, medens Postmestrene ogsaa i fornødent Tilfælde kunde udleje Hestene tilßønderne,naar ellers ikke kunde faa deres Arbejde besørget. En vigtig og ny Restemmelse var den, at Alle, ligegyldigt hvem, kunde benytte sig af den kongelige Posts Kjøretøjer mod at henvende sig til Postmestrene, medens paa den anden Side Kongen fandt sig beføjet til at forbydealle at bemægtige sig Posthusene, i hvad Øjemed det saa maatte være, ligesom ogsaa det senere blev forbudt Alle og Enhver paa deres Rejser at benytte sig af Heste og Vogne lejede af Private; altsaa Staten forbeholdt sig Monopol paa Personbefordringen. I Spidsenfor blev en general des Postes stillet, der i Smag med Tidsaanden havde forpagtet hele Postvæsenetaf og saaledes nærmest blev en selvstændigEntreprenør, Staten imidlertid ikke blot havde tillagt Administrationen, men ogsaa Dommermyndighed i alle Sager vedrørende Posten, foruden Rang med Statens første Embedsmænd.

Medens man hidtil nærmest havde betragtet Posten

som en nyttig Institution, der maaske næppe behøvede at dække alle Udgifterne, begyndte det fiskale Spørgsmaal at gjøre sig gjældende under Richelieu; man følte, hvorledesInstitutionenkunde til stor Hjælp for StatensIndkomster,og den, langt mere end at dække sine Udgifter, tillige særdeles godt kunde gi\e et klækkeligtOverskud.Tidligere Borgerne hævdet den Ret selv at taxere de Breve, der bleve dem tilsendte og havde hidtil kun lidet bekymret sig om den Taxt, som Ediktet af 1597 havde fastslaaet. Riehelieus underdanige PostdirektørAlmeras,besluttede bringe dette Misbrug til Ophør og forfattede et Reglement for de Taxter, som Adressaten uden Vægring skulde betale og som i højere Grad kunde forøge Indtægterne. At man tidligere mere havde betalt en Slags Drikkepenge til Overbringeren end en egentlig Taxt, laa i, at den private Brevpost før ikke havde haft noget Regelmæssigt eller Avtoriseret ved sig. Stafetterne medtoge Privates Breve eller Pakker ved Siden af de kongelige, men uden at forpligte sig til en vis Afgangstidellernøjagtig Almeras synes bedre at have forstaaet, at Postens Indkomster hurtigt vilde stige, naar man etablerede en legal Brev- og Pakkepost for Private, og han oprettede den første regelmæssige Post, som visse Dage i Ugen skulde afgaa fra og ankommetilde Byer. Samtidig finde vi Bestemmelsersigtendetil hindre skjulte Forsendelser af Værdisager,somikke faldt i det 17de Aarhundredes end i vor Samtids Smag. Under Straf af Konfiskation blev det paabudt, at al Forsendelse af Værdisager skulde ske med udtrykkelig Angivelse af Værdien til Officianterne.Detblev tilladt Posten at befordre alle Personer paa Kongerigets Territorium, med Undtagelse

af Fremmede, der begave sig til Hoffet, en paa en Gang fiskal og politimæssig Forholdsregel, idet Kronen vilde forbeholde for sin egen tomme de rige og velbetalende Fremmede, medens den tillige havde Interesse i øjeblikkeligatkomme Kundskab om slige Gjæster, hvis Rejse maaske havde farlige Planer til Hensigt.

Saaledes havde Almeras's Administration ført FrankrigsPostvæsen i et nyt Spor. Det havde ophørt udelukkende at tjene Kongens Interesser, idet det tillige havde paataget sig den regelmæssige Besørgelse af privateSendelser. Under Ludvig XIV og i hans Tid, den Gang den højeste Grad af Patriotisme var Hyldningen af den kongelige Person og den højeste Løn var Kongens Gunst, afholdt vel ikke Posten sig fra Misligheder, som ikke altid vare strængt forenelige med en loyal Forsendelse,men Friheder vare rigtignok bestandig undtagelsesviseog kun anvendte for at tjene «højere Øjemaal«. Et saadant Tilfælde fandt Sted ved Colberts Udnævnelse til Finansminister. Hans Medbejler Fouquet, Intendant over Finanserne og som saadan rigere og mægtigereend selv, havde blandt sine paalidelige Undergivne Politidirektøren, og gjennem denne beherskede han en Tid lang Sammensværgelsen mellem Kongen og Colbert, der gik ud paa at styrte ham. Colbert havde til Kongen adresseret en Erklæring om Situationen, der endte med «at det var ganske nødvendigt at sætte Kongen i direkte Besiddelse af sine Indkomster,« det vil sige at afskedige Fouquet. Denne Erklæring blev tilbageholdt af Posten i Paris, afkopieret og sendt til Fouquet. Derfor var det heller ikke besynderligt, at denne Mand i Følelsenaf nære Fald selv skrev til sine Venner: «Pas især paa ikke at sende nogen vigtig Meddelelse med

Posten, men send specielt Bud.» Senere blev PostdirektørensPrivilegium og Postvæsenet kom umiddelbartunder kongelige Domæner. Man havde forstaaetden der laa i at indrømme denne Institution for megen Uafhængighed og i at tillade Statens Fjender at føre Regeringen bag Lyset ad denne Vej.

Efter nogle Aars Forløb, da Colbert var falden, blev Postens Overbestyrelse betroet til den store Konges Krigsminister,Louvois, alvorlige Mand, der aldrig lo og som arbejdede 15 Timer om Dagen. Hans Embedskarrierebegyndte Postvæsenet, da han som et ganske ungt Menneske af Kongens Gunst opnaaede Tilladelse til at oprette en regelmæssig Forbindelse mellem Provences Havne og Italien, en Del af Monopolet af Handelen paa Levanten. Hurtig steg han i den kongelige Naade, 21 Aar gammel kuiide han allerede ved sit Bryllup underskrivesig Statssekretær« og i hans 27de Aar indtraf der en Begivenhed, som havde hans Udnævnelse til Generalpostintendanttil Henimod Slutningen af DevolutionslovensKrig Alt nemlig beredt til et Indfald i Franche-Comté, men man frygtede for, at Fjenden skulde blive underrettet fra Paris om Krigsplanerne. For at undgaadenne tog da Kongen den radikale Beslutning at tilintetgjøre eller gjemme alle Breve fra Paris, og Louvoisvar Mand, der uden mindste Tøven satte denne Beslutning i Værk. Han indberettede til Kongen: «Postensom afgik fra Paris tilDijon, er paa min Ordre bleven overfaldet i Nærheden af N. N. Brevene og Pakkerneere mellem Tirsdag og Onsdag igjen blevne afleverede i Kassen paa Posthuset af en Übekjendt. Paa denne Maade ville Brevene ikke ankomme til Dijon førend efter Deres Majestæts Afrejse. Hvad angaar Posten til

Bourgogne, som skal afgaa Lørdag, skal jeg lade den standse til Søndag Morgen og lade Kontoristerne give de Brevsække, der skulle til Dijon, Adressen Lyon og omvendt.Ved tilsyneladende Fejltagelse vil man kunne vinde megen Tid.» Denne Louvois's Forstand paa at indrette Postens Tjeneste efter Politikens Tarv fik som sagt snart sin Belønning, og efter Krigens Slutning kunde han føje Embedet som Generalpostintendant til sine øvrigeTitler. blev den strænge og organisatoriskeMands af største Nytte for Posten, og det manglede ikke paa Anordninger, som fastsatte Straf af Bøder eller Fængsel for dem, der bleve fundne skyldige i at omgaa Reglementerne. Ellers havde Louvoisikke den umiddelbare Bestyrelse i sine Hænder, men havde efter Tidens Skik, der betragtede de store Embeder som Ejendomme, da nogle Aar vare gaaede, forpagtetsit for henved 1,120,000 Livres om Aaret. Det er dog rimeligt, at Kongen efter Louvois's Død atter forbeholdt sig denne fordelagtige Embedsgren, i det Mindstefik den Gang deres Bestallinger som kongelige Embedsmænd fornyede. Henimod Slutningen af sit Liv, benyttede Kongen, der efterhaanden blev mere pirrelig og mere tyrannisk, Posten som et Middel for sin mistænksomme Aarvaagenhed. Saint Simon fortæller, hvorledes Kongen i Forbindelse med sin Politimester uden Omsvøb aabnede Brevene til Hertugen af Orleans, til dennes Gemalinde, til sine egne Børn, kort sagt, til hvem som helst, han mistænkte. Det var en uophørlig Inkvisition.

Under Ludvig XIVs Regering træffe vi paa en Opfindelsepaa
Omraade, der længe har
været übekjendt, og dog uden Tvivl er blandt de ældste

Forsøg i den Retning. 1653 fik en Mand ved Navn VelayerEneret Kongen til at lade ophænge Postkasser i Paris's forskjellige Kvarterer. En Samtidig fortæller, at han etablerede et Udsalg, hvor man for 1 Sou Stykket solgte Brevomslag med særegne Kjendetegn. Indskriften var: »Portoen betalt», dernæst Datoen og Aarstallet. Førend Benyttelsen af dette Omslag skulde Datoen og Aarstallet udfyldes, dernæst lagde man Brevet inden i Omslaget og kastede det i Postkassen, der blev tømt 3—43_—4 Gange om Dagen. Naar man ønskede hurtigt Svar, sendte man endvidere inden i Brevet et andet Omslag med «Portoen betalt«. Fremgangsmaaden var, som man ser, ikke væsentlig forskjellig fra den nu anvendte. Et origiuail Brev, Lesmgel uf Velarers Post, opbevares endnu og har følgende karakteristiske Indhold:

«Min kjære Jomfru!

«Hvis De skulde være i Besiddelse af et godt »Middel mod Kjærlighed, saa overlad mig det. Saa«fremt intet saadant skulde kjende, saa gjør mig «den Tjeneste at søge derefter, og, hvis De finder det, «da sende det til Deres

meget ærbødige Pisander.»

Udskriften er: »Til Jomfru Sapho, boende iN.N.
Gade i Paris. Portoen betalt.«

Med det 18de Aarhundrede begynder Brevvexlingen at gribe om sig, og der skabes en hel Brevliteratur. Posten var det bestandige Middel til Udvexlen af Tanker og Ideer hos dem, der maaske ofte maatte søge beslægtedeAander langvejsfra: det er Posten, der bringer Brevene fra Voltaire til Kongen af Preussen og Kejserindenaf fra Robert Walpole til Kardinal Fleury,

Hofferne i Berlin og St. Petersborg vente paa den franske Post, der skal give dem Tonen, selv Ludvig XV har en speciel Administration for sin hemmelige Korrespondance med sine hemmelige Ambassadører, der udspejde de officielle.Under saadan almindelig Korrespondancelyst var det naturligt, at Regeringen under Frankrigs daværende fortvivlede Finansforhold særlig rettede sit Øje paa Postenfor presse saa meget som muligt ud af den; men ulykkeligvis var det ogsaa her, at man kunde sige, at 2+2 ikke er 4; thi det var langt fra, at en stærk Forhøjelseaf skaffede forøgede Indtægter. LudvigXVI, maaske havde en Følelse af, at Statens Deficit vilde gjøre det af med Monarkiet, foretog kun Forandringer i Postvæsenet med det fiskale Hensyn for Øje; men det er en bestandig Vaklen frem og tilbage, mellem Selvdrift og Bortforpagtning, skjønt vel det sidste var det hyppigste. Forpagtningskontrakten af 1777 giver os et Bevis paa det umaadelige Opsving Korrespondancen havde taget i det sidste Aarhundrede. Man vil erindre, at 100 Aar tidligere havde Louvois i Afgift faaet 1,220,000 Livres, nu blev Afgiften fastslaaet til 8,800,000 Livres foruden Vs af Nettoindtægten, i Alt 11 Mill. Livres.

Da Bonaparte blev Førstekonsul og gav Frankrig en ny Regering, varede det ikke længe inden hans administrativeBlik paa Postvæsenet, der var gaaet meget tilbage under Revolutionen; Intet havde været sikkert, Kurerer vare blevne myrdede, og hele bevæbnede Røverbander,der Politiken som et Skjul for deres Forbrydelser,havde Gange plyndret Statens Pengeforsendelser.Det Monarki havde derimod givet Postorganisationen en solid Grundvold, og Bonaparte tøvedeikke at benytte sig heraf, da han reorganiserede

Posten. Et paatrængende Spørgsmaal var det om Tariferne;det fra nu af staaende paa Dagsordenen overalt indtil Antagelsen af Rowland Hills Frimærkesystem. Først havde Universitetet forfattet en Tarifskala, proportional i Følge Afstanden, og de forskjellige Konger fulgte i deres Edikter vedrørende Posttaxterne det samme Princip, der ved første Øjekast synes ligesaa simpelt som naturligt, men som i Virkeligheden var übilligt, og hvis ikke mindsteUlæmpe den, at skabe en betydelig Ulighed for de forskjellige Byer og derigjennem tillige formindske Korrespondancen. Der behøvedes en lang Erfaring og megen Tid inden Ideen om en ensformig Taxt modnedes og akcepteredes af alle Evropas Økonomer. For FrankrigsVedkommende Åulagelseu af den ensformige Taxt og Frimærkesystemet paafaldende sent, først 1848, 9 Aar efter at man havde set de første Forsøg lykkes saa glimrende paa den anden Side af Kanalen.