Pengemarkedet.

Kjøbenhavn d. 15de September 1873.

De gunstige Symptomer, Børserne begyndte at fremvise i Avgust, vare ikke af lang Varighed, og den indtraadte Hausse afløstes kun alt for hurtigt af en overvejende Baisse. Navnlig gjaldt dette for Tysklands Vedkommende, hvor Markederne i det Hele frembød et lidet glædeligt Syn. — I London vare

Forholdene vel bedre, og Banken nedsatte i Slutningen af Avgust sin Diskonto til 3 pCt.; men dette Skridt blev i høj Grad dadlet, og «Economist«, der ligefrem betegnede det som letsindigt, blev ikke træt af stadig at tilraade en Forhøjelse, bl. Å. paa Grund af Udtagelse af Guld fra Banken til New York og paa Grund af den fornyede Efterspørgsel efter ædle Metaller til Tyskland. Bladets Advarsler vare imidlertid frugtesløse.— New York kom der foruroligende Rygter om en uhyggelig Guldagiospekulation. Det hed sig derhos, at Skatkammerets Stalusopgjørelser vare falske, og der rettedes de mest nærgaaende Beskyldninger mod Finanssekretæren for et utilladeligt Maskepi med visse Børsspekulanter. Dette havde dog nærmest Karakteren af Rygter. — Fra Italien kom der meget slette Efterretninger om det derværende Pengemarked. I Rom vare Forholdene meget trykkede og i Turin rasede en betydelig Handelskrise, der var fremkaldt af den vildeste Børssvindel.

Medens Forholdene saaledes paa adskillige Steder i Udlandet temmelig foruroligende, gik AH i Danmark sin vanlige rolige Gang. Af Aktieforetagender blev her, foruden Dampskibsselskabet «Kina», bragt et mere betydeligt i Markedet Handelsbanken, nemlig «De forenede Oplagspladser og Værfter i Kjøbenhavn«. Foretagendet, der dog var Gjenstand for nogen forskjellig Kritik, mødte en gunstig Modtagelse, idet Kapitalen overtegnedes med c. 50,000 Rd. Aktiekapitalen er fastsat til 1800,000 Rdl.

Den vigtigste Begivenhed i Frankrig er den under 5 September Udbetaling til Tyskland af den sidste Rest af de berømte fem Milliarder. Paa et andet Sted i Tidsskriftet er Bambergers Bemærkninger om Tyskland og de fem Milliarder gjengivet. Som et Supplement hertil skulle vi her gjøre nogle Bemærkninger om Frankrig og de fem Milliarder, Spørgsmaal, der har fundet en interessant om end vel dristig Behandling i en Artikel af den bekjendte franske Økonom, Viet. Bonnet.

Ved at forlange en Krigserstatning paa fem Milliarder
havde Tyskland stillet Frankrig en kolossal finansiel Opgave,

hvis Mage Historien ikke kjender. Vel er Frankrig i Besiddelse af næsten uudtømmelige Rigdomskilder; men for det Første skulde der ikke overføres til Tyskland en Kapital paa 5 Milliarderi hvilkensomhelst Form, men en saadan Kapital i Metaller eller Værdipapirer; og for det Andet skulde denne Betaling præsteres iel urimeligt kort Tidsrum. Som paavist af Bamberger kunde der ikke være Tale om en fuldstændig Kontantbetaling, — om ikke af andre Grunde, saa fordi en saadan vilde have slugt næsten hele Frankrigs Metalforraad (henved 6 Milliarder Frcs.), og saaledes uundgaaelig have fremkaldtden forfærdelige Finanskrise, hvis det overhovedet havde været muligt at vriste Metallet fra Folk. Men en delvisKontantbetaling der faktisk Sted. Hvor meget Metal der er gaaet ud af Landet til Betaling af Milliarderne, — derom ere Meningerne meget delte. Nogle angive 1200 MillionerFrcs., meget mindre. Saa meget er dog vist, at der fra Stalskammeret er udgaaet 4 å 500 Millioner. Ikke des mindre er Frankrigs Metalforraad den Dag i Dag ingenlundeblevet efter Toldopgjørelserne indførtes der i 1872 endog 67 Millioner mere, end der udførtes. Nu ere disse Opgjørelser ganske vist ikke fuldt paalidelige; men Bonnet vover dog at paastaa, at Frankrigs Metalforraad, trods de fem Milliarder, snarere er steget end aftaget,:

Bonnet er af den Mening, at Frankrig for en væsenlig Del har sit store Metalforraad at takke for, at KrigserstatningensUdbetaling har paaført det nogen finansiel Rystelse. «England», siger han, «vilde med sin Metalbeholdning paa kun 2*/2 Milliard aldrig kunne have betalt en Erstatning paa fem Milliarder, og hvis det havde ophævet Bestemmelserne i Akten af 1844 om Seddeludstedelsen, vilde det ikke have kunnet drive Seddeludgivelsen saa vidt som vi, og dog bevare Sedlernes Parikurs. Skjønt England i det Højeste har tjent som Mellemmandved af de Vexler, vi have givet Tyskland, saa har dette Forhold dog været tilstrækkeligt til at ryste dets Marked; det er ikke længe siden, at Diskontoen var 7 pCt., og hvert Øjeblik er der pludselige Forandringer. Dette kommer af, at

Kredilen altid er lidt prekær, naar den monetære Grundvold, hvorpaa den hviler, er saa snæver. Det, der har frelst Frankrig,er Landets store Rigdom og den store Evne til at spare, der findes her, paa den ene Side den Frihed, hvormed vor første Finansinstitution har kunnet iværksætte sin Seddeludstedelse,og den anden Side vort betydelige Metalforraad.Disse Omstændigheder have i Forening gjort os det muligt at holde Stand under en Situation, hvortil Historien ikke kjender noget Tilsvarende.«

Frankrig har altsaa kun for en ringe Del benyttet sit forholdsvis Metalforraad ved Betalingen; det har for en endnu mindre Del betalt med Varer, og det har saaledes for den aldeles overvejende Dels Vedkommende været henvist til Kredilen i dens forskjellige Former. Men herved har det ogsaa set sig i Stand til at iværksætte Betalingen paa en saa lempelig Maade, at de fem Milliarder langt mindre have afficeret betalende Frankrig end det modlagende Tyskland. Nu maa man imidlertid ingenlunde tro, at Frankrig kan hvile sig paa sine Laurbær, fordi del har betalt Tyskland! Ganske vist kan Tyskland ikke forlange mere: men Frankrig har ikke faat de fem Milliarder lil Foræring; del har laant dem, og det skal betale dem tilbage. Derfor kan det siges, al Frankrig, uagtet det har udredet Tyskland, hvad det skyldte det, i Virkeligheden er kommet noget stort Skridt videre. Det har faat sit Territorium rømmet; men det er ligesaa gjældbetynget som nogensinde.

De fem Milliarder tjnge fremdeles paa de franske Finanser.Derhos den franske Bank have sine Forskud erstattede,og skal svares Rente af de store Laan fra 1870, Laanene Magne og Morgan. Endvidere er der en Mængde andre Udgifter, der skrive sig fra Krigen. Alt dette løber maaske op til andre fem Milliarder. Der er ingen Tvivl om, al Frankrig kan bære, ja endog lil Dels befri sig fra disse Byrder; thi det antages, at Landels aarlige Indkomst beløber ikke mindre end 18 til 20 Milliarder. Heraf udgjør Renten af Gjælden kun 5 pCt. Det franske Budget er paa omtrent 2 Milliarder, med andre Ord kun en Tiendedel af Nationalindkomsten.Efter

komsten.EfterDudley Baxters Opgivelse udgjorde det engelskeBudget 1815 18 pCt. af Nationalindkomsten; ikke des mindre have Englænderne siden den Tid afbetalt betydelige Summer paa deres Gjæld, og have i det Hele forbedret deres finansielle Stilling i en overordenlig Grad. Saa er der da vel heller ikke nogen Tvivl om, at det rige Frankrig kunde gjøre det Samme. Et andet Spørgsmaal er det, om det faktisk gjør det. Bonnet paaviser meget rigtigt, at der i saa Henseende er nogen Fare.

Efter Bonnets Mening har den franske Regjering begaaet en stor Fejl, da den laante de fem Milliarder. Den skulde have skaffet dem tilveje ved Annuiteter, som den havde været forpligtet til at betale tilbage efter et mer eller mindre kort Tidsrum. Derved var Amortisationen ble ven obligatorisk, hvorimod den nu, da Regeringen har laant i vedvarende Renter,kun fakultativ. Bonnet kjender sine Landsmænd, og han forudsiger, at naar først Banque de France har faat sine Forskud dækkede, saa vil Folk ikke mere bryde sig om Amortisationen. Man vil paastaa, at det er meget bedre at formindske Skalterne end at betale en Gjæld tilbage, paa hvilken Ingen tænker. Paa hvilken Ingen tænker — — det er netop Ulykken, og den Tid kan maaske komme, da man paa en mindre behagelig Maade bliver mindet om den. Ved at afdrage paa Gjælden vil Frankrig baade forbedre sin fremtidige og sin nuværende Kredit. «Var man sikker paa», siger den oftnævnte Forfatter, «at Gjælden til Banque de France efter Bestemmelsen vilde blive tilbagebetalt med 200 Millioner Frcs. om Aaret, og at der dernæst vil blive anvendt mindst 150 Millioner til Afdrag paa den øvrige Gjæld, vilde vor Kredit derved vinde en øjeblikkeligog meget betydelig Forbedring. Lad os antage 1 pCt., — 1 pCt. paa Transaktioner til et Beløb af mindst 100 Milliarder om Aaret giver en Profit paa en Milliard; og saa have vi ikke medregnet den uhyre Indflydelse, en Nedsættelseaf har paa alle Forretninger. Det er dog nok værd at tænke lidt herpaa, og naar man finder Folk, der allerede nu, inden at Banken er dækket, bestride Nytten af at amortisere, eller i alt Fald den Maalestok, hvorefter det sker,

maa man virkelig blive aldeles forvirret over den økonomiske
Uvidenhed, der hersker i delte Land. Der er under de nu-

i %

værende Omstændigheder ikke nogen nyttigere Forholdsregel end at vedblive med Amortisationen, selv om den skulde kræve de største Ofre; thi den vil altid ved at forbedre Kredilen give meget meget mere, end den vil koste.«

At Frankrig er i Stand hertil, derom kan der næppe være
nogen Tvivl. Frankrig har Evnen til at forbedre sin finansielle
Har det ogsaa Viljen?