Østrigske Papirpenge.

Medens Italien for Tiden er i Færd med at, ordne sit forkvaklede Papirpengevæsen, og det Lovforslag der nu behandles, maaske dog kan føre til et heldigt Resultat, synes Tvangskursen fremdeles al skulle være permanent i Østrig. Der er her to Slags Papirpenge, paa hvilke der hviler Tvangskurs, nemlig de af Staten udstedte Statsnot er og de af den priviligerede østrigske Nationalbank udstedte Banknoter. Forskjellen mellem disse Papirer ligger i deres forskjellige Udspring, hvorimod deres Værdi og den Tillid, de nyde, er ens.

Vi skulle ikke føre de historiske Bemærkninger om Tvangskursen, vi agte at give, tilbage til forbigangne Aarhundreder.Vi kun anføre, at ved Udgangen af forrigeAarhundrede der i Østrig saakaldte Bankozettel, der havde Tvangskurs og som tabte nogle Procent imod Metal. I Aaret 1800 var Kursen paa dem 118, d. v. s. for 118 Gylden i Bankseuler gav man kun 100 Gylden i Sølv. Dette var, som man ser, ikke nogen meget lystelig Tilstand, men den skulde blive værre endnu: de napoleonske Krige ødelagte Finanserne, og man tog sin Tilflugt til det skæbnesvangreMiddel: Seddeludstedelse! Derfor var Kursen i 1805 da ogsaa sunken til 150; i 1807 faldt den til 200, og i 1810 til 500. Ja den Iste December 1810 maatte man endog for 100 Gylden i Metal betale 1095 i Papir! Men der cirkulerede da ogsaa over tusinde Millioner Gylden i Papir! Tilstanden var forfærdelig: «Banksedlernes lave Værdi bragte Alle, der levede af en fast Rente, nær Bettelstaven, og Hungerenrasede tidligere velhavende Kredse. Embedsmænd paa fast Gage havde det ikke bedre end de simpleste Daglejere,

og da Staten ikke gav dem nogen tilstrækkelig Løn, maatle de paa Ærens Bekostning se at skaffe sig det Fornødne: de østrigskeEmbedsmænds stammer fra denne Periode!» Noget maatte der gjøres! Derfor kom Finanspatentet af 20 Febr. 1811, der offentliggjordes d. 15 Marts om Morgenen. «Længe før Daggry samledes overalt i Byerne paa Gaderne store Menneskemasser, der ventede paa det skæbnesvangre Budskab i større Ophidselse end om det havde været Efterretningenom afgjørende Slag. Med graadig Begjærlighed lyttede Enhver til Patentets Ord; Alle, selv de Ligegyldigste, skaffede sig Papiret i Hænde, dette berygtede Dokument, der udsaaede Had og gjorde Mistroen mod Monarken almindelig. Nogle Faa kunde glæde sig: de havde faaet en uventet Rigdom;Andre, det var de Fleste, bandede og klagede: BetlerensSkjæbne rammet dem.» Den vigtigste Bestemmelsei Patent var, at Banksedlerne ikke maatte cirkulere længere end til den 31 Jan. 1812, og at de da skulde ombyttesmed til en Femtedel af deres nominelle Værdi. Kejseren lovede højmodigen for 500 af de gamle Banksedler at give 100 ny Papirstumper. Fremdeles fortalte han, at han jo meget godt i Kraft af sin absolute Magt kunde stryge hele Statsgjælden, men at han vilde lade Naade gaa for Ret og indskrænke sig til at reducere Rententil Halve.

Den 1 Februar 1812 skulde der allsaa kun cirkulere omtr. 212 Mill. Gylden Indløsningsbeviser, der — naturligvis! — vare forsynede med Tvangskurs. Men herved blev det ikke staaende længe: Regeringen trængte til Penge og begyndte paa ny Papirfabrikalion: i 1816 kurserede 639 Mill. Gylden i Papir. Rigtignok stod der i Patentet af 1811, at ny Udstedelse maalte finde Sted; men li vad brød man sig heroin! Kejseren beroligede siu Samvittighed med at give det ny Papir et andet Navn: Anticipationsscheine.

Endelig synes man dog at være kommen paa Tanke om, at det ikke kunde blive saaledes ved: d. 1 Juni 1816 udstedteset Patent, i hvilket det hed, al «der aldrig mere skal udstedes Papirpenge med Tvangskurs, lige saa lidt som

den tilstedeværende Mængde skal forøges.« Derhos opreltedes den østrigske Nationalbank, der skulde virke som Seddel-,Diskonto og Hypothekbank, hvorhos Forvaltningen af Amorlisalionsfondet overdroges den. Da hver Aktie (i AU 50,000 Stk.) skulde indbetales med 2000 Gylden i Papir og kun 200 Gylden i Metal, haabede Regeringen herved at kunne drage 100 Millioner Papir ud af Cirkulationen og til Inddragningenaf resterende 539 Mill, gjordes der yderligere Skridt; men Befolkningen havde faaet en saa grundig Mistro til den østrigske Finansforvaltning, at den ofte herved i høj Grad hindredeReformers Efter en Del Vanskeligheder kom man dog endelig saa vidt, at der i 1839 knap cirkulerede 40 Mill. Gylden Statsnoter med Tvangskurs. Nationalbankens Noter havde derimod ikke Tvangskurs; de vare indløselige og holdt sig pari lige til Marts 1848.

Februarrevolutionen skulde imidlertid tilinletgjøre Alt, hvad der var udrettet ide foregaaende Aar. Tilliden til Nationalbanken begyndte stærkt at vakle: i Italien kunde dens Noter ikke længere i Ungarn herskede der en lignende Mistillid; Noterne modtoges enten slet ikke eller kun nødigt, og Sølvet forsvandt. D. 4 April forbød Regeringen Udførselen af Sølvmønter større Beløb end 100 Gylden; det hjalp Intet, og d. 22 Maj (2 Juni?) dekreteredes Tvangskurs paa Banknoter. Dog ikke nok hermed: medens man i Ungarn havde udstedt de saakaldte Kossuthnoter, tog man i Østrig paany paa Udstedelsen af Statsnoter; ja der udstedtes endog en Tid Noter paa 10 Kreuzer (omtr. 8 Sk.), som vedblev at cirkulere lige til 1870.

Den Dag, da Tvangskursen dekreteredes, faldt Kursen til 110: for 100 Gylden i Sølv betaltes altsaa 110 i Papir. — D. 13 Avgusl 1849 havde de ulykkelige Forhold i Ungarn faaet Kursen ned til 128. — D. 6 Juni 1859 — den italienskeKrig var den 144. — D. 10 Juni 1866 — den preussiskeKrig var den 145. Nu have Forholdene dog forbedretsig at Metallets Agio kun er en halv Snes Procent; men Tvangskursen vedbliver og synes ikke at kunne fjærnes. Ja det er ikke længere siden end i 1868, at en

østrigsk Finansminister, Brestl, har sagt, at Regeringen i Fredstidbør lidt igjen med sin Udstedelse af Statsnoter, for at den i Krigstilfælde kan betjene sig saa meget des mere af dette herlige Middel!