Økonomisk Revue.

Pengemarkedets Karakter, siden vi sidst skrev, kan betegnes med ét Ord: Aprilsvejr! Op og ned er det gaaet; Uro og Ustadighed har været det Gjennemgaaende. Hausse og Baisse, Pengeknaphed og Pengerigelighed, Diskonloforhøjelser og Diskontonedsættelser afvexJet med hverandre.

England udmærker sig ganske vist altid ved sine Diskontosvingninger;men have de dog i saa kort et Tidsrumværet stærke som denne Gang. Den 7 November havde Diskontoen naaet 9pCt.; men denne radikale Forhøjelse viste sig probafc: Penge strømmede paany til Banken, og d. 20 November kunde denne nedsætte Diskontoen til 8 pCt. Ugedagenderefter den med 2 pCt. til 6 pCt. og herpaa fulgte der ny Nedsættelser til sog 4a/24^a/2 pCt. At disse Diskontosvingningerhave afficere Markederne, ikke alene det engelske, er selvfølgeligt. Kan der imidlertid gjøres ;Noget for at undgaa dem? Dette er naturligvis meget tvivlsomt; men den Regelmæssighed, hvormed de høje Diskontosalser indfindesig Aarets sidste Maaneder, synes dog al tyde paa, at det ikke ene er Tilfældet, der raader her. Den engelske Bank har siden Bankaklen af 1844 i Alt 13 Gange sat sin Diskonto op til 7 pCt. eller derover: 5 Gange har den været 7 pCt., 3 Gange 8 pCt., 3 Gange 9 og 2 Gange 10 pCt. Det er navnlig Oktober, der er farlig: Oktober 1847 sattes Diskontoen op til 8, Okl. 1855 7, Okt. 1856 7, Okt. 1865 7; ogsaa

November er slem: November 1857 10 pCt., Nov. 1872 7, Nov. 1873 9. De øvrige høje Diskontosatser falde saaledes: Febr. 1861 8, Dcbr. 1863 8, Maj 1864 9, Septbr. 1864 9, Maj 1866 10 og Juni 1873 7 pCt.

Frankrig, hvis Pengemarked ellers i længere Tid har vidsl al bevare en uafhængig Stilling og uden at bryde sig om Yderverdenen kun haft Øjet fæstet paa de vanskelige indre politiske Forhold, maatte denne Gang lystre det fra England givne Signal, og Diskontoen gik op til 7 pCt.; men næppe begyndte den engelske Bank sine Nedsættelser, før den franske Exemplet: Diskontoen sattes ned først til 6 og saa il 5 pCt.

I Tyskland har Markedet ikke kunnet beslutte sig til, hvad det skulde vælge: Baisse eller Hausse. Det ene Øjebliks mørke Udsigter ere blevne afløste, af def, næste Øjebliks lyse Udsigter. — Den østrigske Børs har haft Haabet om Statshjælp glæde sig ved, men om den paa nogen alvorlig og varig Maade kan hjælpes herved, er maaske mere tvivlsomt.

Heller ikke Efterretningerne fra Amerika have udmærket sig ved Stadighed. I Begyndelsen meldtes der kun om ny Falliter, og navnlig gjorde da Efterretningen om det store Manufaklurflrma Claffins Fallit et stærkt Indtryk. Med disse Falliter fulgte der en gjennemgaaende Arbejdsløshed, der truede med at antage en meget betænkelig Karakter. De sidste Efterretninger dog atter været bedre.

Hvad endelig Danmark angaar, saa satte Nationalbanken fra den 10 Nov. af sin Diskonto til 6 å 6V2 pCt., hvilket jo efter vore smaa Forhold er ret antageligt. Selv om der ikke ligger noget Smittende i Exemplet, saa er det dog ganske forklarligt,at kunde føle os foranledigede til en Diskontoforhøjelse,da sene Høst ved at forhale Tilførselen af Midler til Markedets Dækning maatte give Begjæret efter Penge en forholdsvis stærk Karakter. Efter at Terminen, der udmærkede sig ved en betydelig Pengeefterspørgsel, netop nu er ovre, har Banken dog paany nedsat Diskontoen til 5 å 5V2 pCt. — Af Aktieselskaber er der i den seneste Tid fremtraadt et nyt, nemlig «Albertis Svovlsyrefabrik», hvis Kapital er ansat til

325,000 Rdl., og skal være fuldl indbetalt d. 1 Marts 1874. Fremdeles er der af Landmandsbankens Iste Serie 4Vs pCt.s Uypolhekobligationer blevet udbudt en ny Emission paa iVa Mill. Rdl. der tilbagebetales med 110 Rdl. for hver 100 Rdl. Paalydende.

— Ikke mindre end paa det politiske har Tyskland siden 1872 ogsaa paa det økonomiske og kommercielle Omraade en det ovrige Evropa dominerende Magt. Den mægtige Handelsstat England har den dybeste Respekt for Tyskland, og det er i engelske Handelsblade jævnlig blevet udtalt, at det engelske Pengemarkeds Skæbne afhang af Tysklands og Barmhjertighed. Ja, for den vanskelige Krisis, England nys har gjennemgaaet, faar Tyskland en væsentlig Skyld. Men hvem der betragter Tyskland med ikke mindre ængstelige Blikke, det er dels Naboer: Frankrig, Belgien og Schweiz.

Det er Læserne bekjendt, al da Tyskland for at Par Aar siden begyndte at tænke paa en Reform af sit Møntvæsen, blev del navnlig fra fransk Side stærkt opfordret til at anlage det i Frankrig, Belgien, Sehweiz, Italien o. fl. Lande gjældende Franksystem. Tyskland vilde imidlertid ikke gjøre Sit til den evropæiske Møntenheds Gjennetnførelse; det foretrak at gaa sine egne Veje, og ihvorvel det ikke besluttede slrax at lade sin Sølvmøntfod afløse af den enkelte Guldmøntfod, saa satte det sig dog denne som det endelige Maal, hvorimod den dobbelte Guld- og Sølvmøntfod, der foreløbig indførtes, kun skulde være en Overgang. Denne Beslutning kom de til den latinske Møntkonvenlion hørende Stater mindre belejlig, og de maatte føle sig opfordrede til at overveje, om der var Noget for dem at gjøre i denne Sag. Del gamle Spørgsmaal: Dobbelt eller enkelt Møntfod? fremtraadle med forøget Styrke.

I Belgien fremlraadte den dyglige Forfatler E. de Laveleyeogførte for Dobbeltmønlfoden. Det maa indrømmes,atdelte er mindre korrekt, da der faktisk aldrig er mere end en enkelt Møntfod, og det vilde maaske derfor være

heldigere al bruge Udirykket AHernativmøntfod, hvorved betegnes, at det overlades Debitor at vælge, med hvilket Metal han vil betale. Det er klart, at han altid vil vælge det Metal, der er del billigste, og her have vi netop en af de Grunde, der anførestilForsvar denne Møntfod: den er mere demokratisk, hedder det, idet den formentlig mere end den enkelte Møntfod, skaaner Debitor. Fremdeles siges det, at ved den dobblte Møntfod holde de lo Metaller paa en Maade hinanden i Ligevægt, hvoraf følger større Stadighed, hvorimod den enkelte Møntfod fremkalder Uro og Svingninger og stærke Diskontoforhøjelser. Den franskeBanksbekjendte Rouland, hævder ogsaa, at de franske forholdsvis rolige Diskontonoteringer skyldes den dobbelteMøntfod,hvorimod enkelte Guldfod er Skyld i den stærke engelske Diskontosvingen. Det siges, at man ved en dobbelt Møntfod lettere vil undgaa Kriser, og særlig paaslaas det, at det er den, Frankrig har at takke for, at det har kunnet udrede de fem Milliarder uden at føle stærke Rystelser. — Herimod er nu i Frankrig Viet. Bonnet optraadt. Med Hensyntildet Punkt bemærker han, at Frankrig tvært imod har tabt flere Millioner, da det har betalt de 2 å 300 Mill., det har sendt Tyskland i Sølv, et Par Procent for højt. Dernæstpaaviserhan, Frankrig, hvis det fremdeles vil holde paa Dobbellfoden, vil berede sig selv store Tab. I Følge den fpaaska-Lo^er- deLfast.slaaet, al 1 Kilngr. Gnid skal betales med 15¹/« Kilogr. Sølv. Men dette legale Værdiforhold svarer ikke til det faktiske: Sølv er i den senere Tid faldet stærkt i Værdi; Forholdet mellem Sølv og Guld var i Januar 1873 som 1 til 15,75, i Avgust som 1 til 16, og i November endog som 1 til 16,29. Den franske Lov tillægger allsaa Sølvet en betydelig højere og Guldet en betydelig lavere Værdi, end det har paa Verdensmarkedet. Følgen er den, at Guldet forlader Landet og Sølvet træder i dets Sted: ved at opkjøbe Guld i Frankrig Ijene Spekulanterne adskillige Procent, som Landet taber. Der er nu al Sandsynlighed for, at Sølv vil blive ved med at falde, bl. A. fordi Tyskland endnu har store Beholdningerheraf,som vil skille sig ved. Men naar saa Frankrigfaarsine Milliarder Guld ombyttet med Sølv med maaske

6 pCt.s Tab, hvor mange Millioner taber det saa ikke? Den Slutning, der udledes heraf, er, at Frankrig bør opgive Dobbeltfodenoggaa til den enkelte Guldfod. Imod en saadanForandringer imidlertid en stærk Stemning i Frankrig, navnlig blandt de praktiske Mænd, og det er derfor tvivlsomt, om den lader sig gjennemføre. Lykkes dette, saa vil Frankrig i alt Fald kunne gjøre Regning paa Samstemmen hos Schweiz; lykkes det ikke, saa risikerer det, at Schweiz opsiger det Konventionenaf23 1865 (om Møntfællesskab mellem Frankrig,Belgien,Schweiz Italien).

I Schweiz, hvor Dobbeltfoden ellers bar haft og til Dels endnu har et stærkt Parti, begynder Stemningen nu at gaa i modsat Retning. Allerede i sit Budskab af 2 Febr. 1866 — altsaa lige efter Konventionens Afslutning — lod det schweiziskeForbundsraad al naar ikke den enkelle, men den dobbelte Møntfod var gaaet af med Sejren, saa skyldtes det «visse Bankierers og Agiotørers» Indflydelse; «det lovbestemte Forhold af 1 : 15V9 mellem Guld og Sølv muliggjør nemlig hyppige og fordelagtige Spekulationer i Metallerne og Mønterne, hvilke Spekulationer vilde blive umulige, naar Forholdet mellem de to Metaller kun bestemtes af Markedets Love.« Det Berettigede i denne Insinuation er maaske tvivlsomt;men \iser i alt Fald, med hvilke Følelser Konventionenmodtoges et Parti i Schweiz. Men efter den ny tyskeMøntlov er Spørgsmaalet blevet endnu alvorligere:Guldet Landet og bliver afløst af Sølv; den nominelle Dobbeltfod er i Færd med at gaa over til at blive en enkelt Sølvfod. Allerede tidligere har Schweiz erfaret noget Lignende: den saakaldte Dobbellfod var før 1851 faktisk Sølvfod,fordi lovbestemle Værdiforhold mellem Guld og Sølv, 1: Ih¹!?, gav Sølvet en højere Værdi, end del havde paa Markedet,hvor var 1 : 15,88. Fra 1851 —66 var der derimod faktisk en enkelt Guldfod, fordi Værdiforholdet paa Markedet var 1 : 15,37, saa at det altsaa denne Gang var Guldet, Loven overvurderede. Nu begynder man imidlertid i Schweiz al blive kjed af disse idelige Svingninger frem og

tilbage, og man synes slet ikke om, at Landet oversvømmes
af det Metal, hvis Værdi stadig bliver forringet.*)

Allerede under 30 November 1872 erklærede den schweiziskeHandels og Industriforenings Udvalg, at, saaledes som Forholdene nu havde udviklet sig, var der Fare for NationalformueusForringelse for at det schweiziske Pengemarked skulde blive oversvømmet med Noter og berøvet den tidligere solide Metalbasis. «Alle schweiziske Undersaatter, som faa Betaling fra Udlandet, og som ere paa fast Gage eller henvistetil leve af deres Renter, blive betalte i et Metal (Sølv), der har 2—32_—3 pCt. ringere Kjøbeevne end det, der i de sidste 20 Aar har været det sædvanlige Betalemiddel i Schweiz, Guld. Det lader sig ikke beregne, i hvor høj Grad Sølvet endnu vil falde, og i hvilken Grad Noleoversvømmelsen vil tage til. Bet Konventionsforhold, hvori Schweiz staar til Frankrig og Italien, viser sig paa Grund af den dermed forbundne Dobbeltfod som en trykkende Byrde og en i Længden unaturlig Tilstand,der forværres derved, at Frankrig og Italien fremture med deres Papiromsætningsmidler, og mere og mere synke ned heri.n Hvad var der nu at gjøre? Udmøntning af Guld kunde der ikke godt være Tale om, dels fordi en saadanUdmøntning være meget kostbar for Schweiz, dels fordi Guldet kun kunde faas til en meget høj Pris, dels og navnlig fordi det udmøntede Guld strax igjen vilde forsvinde. At antage tyske og engelske Guldmønter efter en lovbestemt Tarif var heller ikke heldigt; dels fordi en saadan Tariferen i og for sig er mislig, dels fordi Landets Franksystem herved vilde blive bragt i en unaturlig Forbindelse med to derfra forskjelligeSystemer: tyske og del engelse. Nej, Møntspørgsmaaletmaalte løses! Men hvorledes? Skulde man slutte sig til det tyske Møntsystem, eller skulde

---

*) At Frankrig og Italien ikke saaledes som Schweiz (og Belgieu) oversvømmes af Sølv, uagtet hine Lande dog ogsaa høre til den latinske Møntkonvention, er begrundet i, at Metal overhovedet vanskelig cirkulerer der, saalænge der er Tvangskurs paa Noterne.

man med Bibeholdelsen af Franksystemet indskrænke sig til
Pobbeltfodens Afløsning af Enkeltfoden?

Efter at denne Sag var bleven forelagt den schweiziske Handelstands forskjellige Organer, fandt Handels- og Industriforeningens — trods de genflske og baselske Erklæringer til Gunst for Dobbeltfodens Bibeholdelse — sig under 30 Marts 1873 foranlediget til at vedtage Resolution: »Forsamlingen udtaler sig for Overgangen den rene Guldfod paa Franksystemets Grundlag og opfordrer de høje Forbundsavtoriteter til strax at indlede diplomatiske herom med de til den latinske Møntkonvention Stater.« Forbundsraadet svarede imidlertid under 25 Juni, at der ikke var nogen Udsigt til at saadanne Underhandlinger vilde føre til Noget, hvorfor det var bedst at lade Sagen hvile.

Men den kom ikke længe til at hvile! D. 5 Okt. 1873 holdt, Handels- og Industriforeningens Udvalg paany et Møde, i hvilket det besluttedes at indgive et nyt Andragende til Forbundsregeringen.Nødvendigheden snarest muligt at gaa over til den rene Guldfod begrundes bl. A. derved: at der nu efter den tyske Møntlovs endelige Vedtagelse under 9 Juli 1873 ikke kan være nogen Tvivl om, at det tyske Rige definitivt og konsekvent vil indføre Guidfoden; at de skandinaviske Lande og Holland staa i Begreb med at gjøre det Samme, og at der endog i det fjærne Østen sker Begivenheder, der maa rokke Troen paa disse Landes übegrænsede Sølvkonsum, idet Japan allerede har indført et paa Guld baseret Møntsystem. MøntkonventionensLande dog ikke betragte disse Begivenhedermed I Belgien har ogsaa allerede i 1872 Handelskamret i Antwerpen udtalt sig til Gunst for Overgang til Guldfoden, ligesom denne Sag i Deputeretkammeret er bleven bragt frem af den tidligere Finansminister, Frere-Orban, og Finansministeren har ogsaa besluttet sig til en Begrænsning af Sølvudmøntningen. — Disse Ejendsgjerninger synes at have gjort Indtryk paa det schweiziske Forbundsraad: Sehweiz's Sendebud i Paris, Dr. Kern, har paa sin Regerings Ordre anmodetden Regering om al foranstalte Afholdelsen af

en Konference mellem Befuldmægtigede fra Møntkonventionens forskjellige Staler, hvor da Spørgsmaalet om Dobbellfodens Afskaffelse skal tages under Overvejelse. Efter Bestemmelsen var det netop i indeværende Maaned, at denne Konference skulde finde Sted.

— Ligesom det nys omtalte Spørgsmaal har en meget stor Literatur, der i de sidste Maaneder er bleven yderligere forøget, saaledes har ogsaa den Sag, vi nu skulle gaa over til, i den senere Tid været Gjenstand for megen Omtale, navnlig engelske Blade. Det er Lesseps's storartede Projekt om en centralasiatisk Jærnbane.

Det er Lesseps Plan at forbinde London med Kalkutta ved en direkte Jærnvej. En undersøisk Forbindelse mellem England og Fastlandet er altsaa et nødvendigt Led af dette Foretagende. At Tunnelen under Kanalen i en nær Fremtid blive udført, derom er der heller ikke nogen Tvivl. Ideen hertil skriver sig fra Verdensudstillingen i 1867, og det skyldes kun de politiske Begivenheder, at denne ikke før er bleven udført. Denne Gang opgives Sagen imidlertid ikke, og Tunnelen vil sikkert være i Stand før den øresundske, om hvilken der jo ogsaa i denne Tid er Tale.

Naar man saa ad den undersøiske Jærnvej er kommen over Kanalen til Fastlandet, kjører man videre til Orenburg ved Ural. Her standse for Tiden de evropæiske Jærnveje; men man har endnu omtrent Halvdelen af de 8,160 Kilometre fra London til Kalkutta at tilbagelægge. Men fra Kalkutta er der imidlertid alt Jærnvej lige til Peschawur. Det Stykke, der bliver at anlægge, er allsaa kun Strækningen fra Orenburg til Peschawur. «Kun» er imidlertid et mindre korrekt Udtryk; thi Strækningen udgjør ikke mindre end 3,740 Kilom. eller omtrent500 Mil! Og dertil kommer, at der er de aller største Nalurvanskeligheder at overvinde. Imidlertid er der Ingen, der tvivler om, at det vil lykkes at overvinde disse, hvorimod man er ganske anderledes ængstelig for de Hindringer, der paa flere Steder vil blive lagt i Vejen af Befolkningerne. Paa sine Steder skal Banen nemlig passere vilde barbariske Folkeslag, om

hvilke det er sikkert, at de vil gjøre All, hvad der staar i
deres Magt — og det er ikke lidet — for at faa Foretagendet
til at strande.

Medens de engelske Blade ingenlunde omtale dette Projekt med Henrykkelse, og medens de paastaa, at, selv om det af politiske Hensyn bliver realiseret, saa vil det dog aldrig i finansiel Henseende svare Regning, — ser Lesseps Sagen i et meget klarere Lys. Han henviser til, at man i sin Tid gjorde de samme Indvendinger mod Ideen til Suezkanalen, og at denne dog lod sig gjennemføre, og han paastaar, at Suezkanalen slørre Vanskeligheder end det nuværende Projekt.

Efter Bestemmelsen skulde Foretagendet være fuldført om fem Aar. Man skal da kunne tilbagelægge Vejen i fem Dage, medens man nu bruger 23 Dage for at komme fra London over Calais, Brindisi "og Suez til Bombay. — Det skal endnu bemærkes, at der af Mr. Rawlinson er blevet udkastet Plan til en anden Bane til Indien, nemlig fra Konstantinopel over Lilleasien.

— I Aarets sidste Maaneder er der ligesom i Danmark i flere andre Stater blevet fremlagt Budgetter for det kommende Del mærkeligste af disse er unæglelig det preussiske, det udviser et Overskud paa over 33 Mill. Th. Finansministeren,, der med Rette betegnede det forløbne Aar som enestaaende i Finansernes Historie, foreslog, at der af Overskuddet benyttedes 11 Mill, til Jærnbaner, 9 til andre offentlige Arbejder, 3*/4 Mill, til Undervisningens Fremme osv. Han oplyste bl. A., at der af den franske Krigserstatning i det forløbne Aar var tilflydt den preussiske Statskasse 62 Mill. Th. — Lige saa smilende som dette Budget allsaa ser ud, lige saa melankolsk er det franske. Deflcitet er her endog større end Overskuddel i Preussen, nemlig 178 Mill. Franks. Heraf skrive de 134 Mill. Fr. sig fra Afgang i Indtægter (navnlig berømte Raastofskats 93 Mill.), hvorimod Resien skyldes Udgifter. Deflcilet foreslaas dækket navnlig ved Forhøjelse af Stempelafgiften, Afgift paa Varetransporten, Afgift af Sukker, Sall osv.

— Af Begivenheder paa det økonomiske Omraade i Danmark mærkes, at Toldsagen har gjort et Skridt — — ja om det er fremad eller tilbage,- er det maaske endnu for tidligt al udlale sig. Toldloven har været til første Behandling i Landstinget. Den Modtagelse, den fandt her, var ganske vist noget kjølig, og Finansministeren havde nok været berettiget at gjøre Regning paa lidt mere Venlighed. Navnlig var Fischer Loven ingenlunde god, og han kom atter med den gamle Indvending, at man burde afvente «Gjensidighed» med Udlandet, inden man skred til Toldreformens Gjennemførelse. de Herrer Gjensidighedslheoretikere udtale sig ikke om af hvad Grund vi ikke maa have Lov til at gjennemføre før Udlandet har gjort det? Og hvis man i Udlandet ræsonnerer ligesom hos os, hvis man ogsaa der vil afvente hvornaar lader den sig da gjennemføre? — Ogsaa af andre Talere omtaltes Frihandelen med en vis Overlegenhed et tilbagelagt Standpunkt; ja en enkelt Taler, Brasen, retlede endog et ligefrem Angreb paa den, men blev kraftigt imødegaaet af Ploug. — Vi skulle ikke i Dag gaa nøjere ind paa denne Sag, idet vi haabe senere at komme tilbage til den.

Kjøbenhavn d. 17 December 1873.