Den 14de tyske nationaløkonomiske Kongres i Wien (^11—14. Avgust).

Det er Mangel paa politisk Organisation, som i Tyskland har ført til den hele Række af private Forsamlinger, Nationalforeningen, nationaløkonoraJske Møder, Handelsdag, og hvad de nu hedde. Af alle disse er der dog neppe nogen, der har udøvet større Indflydelse end den nationaløkonomiske Kongres, som første Gang mødle i 1858, og som senere i Almindelighed hvert Aar er kommen sammen paa forskjellige Steder omkring i Tyskland. Naar hele Tyskland og til Dels ogsaa Østrig er i fuldt Arbejde med at omskabe hele det gamle Formyndersystem til fuld økonomisk Frihed, saa er det med Rette, al Nationaløkonomerne pege hen paa deres Møder som dem, hvor de ny Anskuelser først ere fremsatte med en saadan ^—at do crc blcvne alle Dannedes fælles Overbevisning, at de omsider, trods alle Hindringer, der laa i Forholdene, have kunnet sejre i den praktiske Politik. Da Kongressen har været Midlet til at skabe Tysklands økonomiske Enhed, og da de økonomiske Interesser overalt og ikke mindst i Tyskland have vist sig at være de stærkeste Baand mellem Befolkningerne, er det for saa vidt heller ikke med Urette, at Kongressen betegnes som et af de stærkeste Midler, hvormed man har fremmet Tysklands politiske Enhed.

Til de Sager, der paa Kongresserne stedse have spillet den største Rolle, og hvor Kongressen ogsaa har haft største praktisk Indflydelse, hører naturligvis først og fremmest Toldlovgivningen.Frem Alt siræble man selvfølgelig efter Toldenhed; men man har tillige paa anden Maade med Kraft

arbejdet paa Reform. En af Kongressens Beslutninger førte til Transittoldens fuldkomne Ophævelse saavel i Tyskland som i flere andre Lande. Paa et af Møderne, i Stuttgart i den stærkeste Beskyttelsesegn, bleve Beskyttelsesmændene i Majoritet;men det Hele har man med Held arbejdet i Retning af engelsk Frihandel, og navnlig er der jo i de sidste Aar, lakket være den nationaløkonomiske Kongres, omsider i FriderichLists sket betydelige Fremskridt i denne Retning. Man har udviklet Næringsfriheden, arbejdet for Skovfrihed og har i den personlige Friheds Interesse gjennemført en betydeligKeform at faa hævet de Indskrænkninger, der i saa mange tyske Lande forhindrede Folk i at indgaa Ægteskab og iat flytte fra det ene Land til det andet. Man har lilintetgjort den gamle forældede Aagerlovgivning, og man har paa en frisindetMaade de forskjellige Kreditspørgsmaal, saavel vedrørende Realkrediten som vedrørende Bankvæsenet. Man har arbejdet for Møntenheden — der unægtelig af Staten burde have været gjennemført ikke alene i Tyskland, men i hele Verden. Kort sagt, man har overalt arbejdet for de store økonomiske Reformer, og man har stedse søgt at fatte Beslutninger,der blive praktiske og betydningsfulde for det virkelige Liv, fordi de ikke laa udenfor Maadeholdets og MulighedensGrændse.

Saa meget større Betydning har Kongressen faat derved, at det var Tyskernes dygtigste Mænd, der her samledes, VidenskabensMænd, praktiske Politiks, Pressens, Handelens og de andre Næringers fremragende Repræsentanter. Den egentlige tyske Professor-Typus skal ganske vist ikke være synderlig repræsenteret paa disse Kongresser. Delte skal staa i Forbindelse med Kongressernes Oprindelse og hele Retning. Og det er i ethvert Tilfælde karakteristisk, at Professorerne i et større Tal skulle have følt sig tiltrukne af det mindre klare Eisenacher-Møde. Til Dels staar dette Eisenacher-Møde ganske vist i en vis Opposition til den liberale nationaløkonomiske Kongres, medens Andre dog mene, at man meget godt paa én Gang kan deltage i begge Forsamlingers Møder og Bestræbelser;det saaledes bl. A. Tilfældet med selve Eisenacher-

Mødets Præsident, den preussiske Jurist Gneist, der tillige er en ivrig Deltager i den nationaløkonomiske Kongres. Til dennesLedere den nu afdøde Lette, Frihandelsmanden Prince-Smith, Braun-Wiesbaden, der alle Tre have været dens Præsidenter, Frihandelsmanden den fransk livlige Faucher, Michaélis, Max Wirth, Dietzel, Schultze - Delitsch, Ascer, Soétbeer, Zwicker, Emminghaus, Alex. Meyer, Gustav Muller, Bohmert, Bamberger med mange flere i og udenfor Tyskland bekjendte Navne, ganske vist en Kreds af Mænd, der allerede ved deres Personligheder ere tilstrækkelige til at skaffe KongressensBeslutninger

Efter at Forsamlingen i Wien paa en Maade var aabnet ved en Aftensammenkomst — en for os Fremmede noget usædvanlig Anretning med 01, nogle enkelte Damer og straussisk Musik — iøvrigt ganske gemytlig tysk — begyndte første Dags Forhandlinger med en naturlig Udvexling af Hilsener og gode Ønskernavnligmellem af det tyske Rige og Østrigerne. Sekretæren for Prager Handelskamre! Schebeck aflagde først Beretning om nogle af de yderst interessante Bidrag til PrisernesHistorie,der meddelte paa Verdensudstillingen, og man fattede efter nogen Diskussion en Beslutning sigtende til saadantMaterialesBevarelse. indledede Gustav LeonhardtfraWien Diskussion om Sparekassevæsenet, hvori Rickert fra Danzig, Faucher, Pr. Hertzka o. fl. deltog, og som maatte frembyde saa meget større Interesse for en Dansk, som de Mangler, man klagede over ved Sparekassevæsenet, ogsaa ere godt kjendte hos os. Man fremhævede, at Staten paa ingen Maade burde gjøre Sparekassers Oprettelse afhængig af Koncession eller paa anden Maade burde gjøre dem til Gjenstand for særligt Formynderskab. Derimod burde den ved hensigtsmæssig Indretning af Skemata og paa anden Maade sikre fuldstændig Offenliggjørelse af Sparekassernes Status, og naar Forholdene særlig foranledige dertil, undersøge Status og i Tilfælde af Mislighed skride ind. Selvfølgelig anbefalede man større Udbredelse af Sparekasserne, som man mente hensigtsmæssigkundeforbindes med Forskudsforeninger, dels de engelske land- eller land-and-building-societies. Især

dvælede man dog ved de Misligheder, der hidrørte fra, at SparekasserneiAlmindelighed indrettede af humane Grunde. Dermed at de ere oprettede som Velgjørenhedsanstalter eller i al Fald for det almene Vels Skyld, hænger det nemlig nøje sammen, at deres hele Forretningsførelse ikke er tilstrækkelig forretningsmæssig indrettet. Dette gjælder fremfor Alt Anvendelsenafde Midler, hvor man da især fremhævede, at Sparekasserne alt for ofLe langt fra have tilstrækkelig realisableAnbringelser;de ikke Kredilanstalters sædvanlige Hegler, thi da vilde de have mindst den fjerde Del af deres Indskud anvendt paa en saadan Maade, at de til enhver Tid kunde gjøres flydende. Sparekasserne burde overall have deres Midler anvendte paa forskjellige Maader, ikke blot bundne i Hypolheker og andre Laan paa lang Tid, men ogsaa anbragte i let realisable Papirer eller, naar Sparekasserne ikke selv forstodsigpaa diskontere Vexler, da tillige i Steden for direkteatanvendes denne mest flydende Form, til Dels indsatte i andre større solide Pengeinstituter. Som et Middel til at sikre sig under vanskelige Forhold anbefalede man ogsaa, at de mindre Sparekasser enten skulde forene sig indbyrdes eller skaffe sig et Rygstød ved hensigtsmæssige Overenskomstermedstørre Forøvrigt fremhævede man tillige, at der ganske vist maatte tages de største Hensyn til særegne lokale Forhold; i visse landlige Egne kunde saaledes en større Del af Indskudene med langt mindre Risiko bindes for længere Tid, lige som ogsaa det, der kaldes Vexeldiskonto i Landdistrikterne og navnlig da i Ungarn, i Virkeligheden oftest er Driftslaan paa flere Aar, idet Vexlerne regelmæssig fornyes rned Afdrag. Det System af Stats-Sparekasser, som Gladstone har indført i England i Form af de mange Tusinde Postsparekasser, og som Regeringen ogsaa havde tænkt paa at indføre i Østrig, mente man snarere vilde medføre Misligheder,fordidet de østrigske Provinser ikke blot gjælder at kunne sætte sine Penge ind, men tillige om at kunne faa Laan; de østrigske store Banker naa i denne Henseende ikke ud til Provinserne i Modsætning til det engelske mere decentraliseredeBankvæsen.At østrigske Sparekasser ofte kunde

bortgive betydelige Overskud til almennyttige Formaal, ansaa man snarere for en Mislighed, da det skete paa InteressenternesBekostning,der vilde kunde faa højere Rente af deres hidskud. Fra nogle enkelte Medlemmers Side blev det gjort gjældende, at Sparekasserne derimod ikke gjerne inaatle være Pengeinstituter og da navnlig Aktieselskaber, der lettere indlod sig paa risikable Pengeanvendelser; men herimod blev atter indvendt, at netop Aktiekapitalen afgav Sikkerhed for Sparerne, og at navnlig slige Instituter snarere vilde blive ledede paa forretningsmæssig Maade. Ved Afstemning blev da ogsaa denne Anskuelse i betydelig Minoritet. Mig forekom det som den eneste Indvending mod denne Forhandling, at man ikke tilstrækkelig skjælnede mellem de sædvanlige større Sparekasser,somman Almindelighed har dem i Tyskland, og som vi ogsaa have dem hos os, og saa Sparekasserne, der kun ere indrettede for den lavere Befolknings ganske smaa Indskud. Her er det, at den humane Indretning er paa sin Plads, og at ogsaa det engelske Postsparekassesystem kan være højst anbefaleligt.

Den følgende Dags Forhandling drejede sig navnlig om Jærnbanespørgsmaalet, der forelaa i Form af Spørgsmaalet om «forskjellige Entreprenørers Konkurrence paa Skinnevejene.« Man opstillede navnlig den Tanke, at den nuværende vilkaarligeTaxtansættelseskulde derved, at man ogsaa her bragte Konkurrencen frem, idet man gjorde Jærnbanen til en offentlig Vej, som enhver Entreprenør under lagttagelse af visse Regler kunde kjøre paa. Foreløbig vilde man have de største Misligheder afhjulpne derved^ at man i Steden for Tariffenforskjellignavnlig Varernes Værdi indførte en simpel, bestemt Betaling saavel for Benyttelsen af enkelte Vogne som for enkelte Collis efter Vægt og Størrelse. Det var tydeligt, at denne Sag ansaas for at have den allerstørste praktiske Betydning, som man kunde vente det i et stort kontinentalt Land. Det fremhævedes, hvorledes Jærnbanenættet nu er et af de vigtigste Grundlag for al Handel og Samfærdsel, ja formenligerLivsbetingelsen ikke faa særegne Erhvervsgrene. Og alle Vilkaar afhænge her af Jærnbanestyrelsens Forgodtbefindende.Mankunde

findende.Mankundevanskelig danne sig nogen Forestilling om, hvorvidt Jærnbanestyrelsens Indflydelse strakte sig. Hele Triest's Handel med store Provinser og Lande afhang saaledes væsenlig ikke blot af de Vilkaar, den østrigske Sydbaire gav, men særlig af dens Vilkaar sammenlignede med Berliner-Hamburgerbanens.Efterdet System, sagde en af Spørgsmaalets Indledere, Dr. Alex. Meyer fra Berlin, skulde enhver Jærnbanedirektion, for al kunne sætle den rette Tarif, egenlig fuldstændig kunne overse Handelskonjunkturerne for hver enkelt Artikel; af dette dens Overblik er ofte mangen en Provins's hele økonomiske Liv afhængigt. Saa meget Imisligere var Sagen, som Jærnbanernes Bestyrelse i Almindelighed udmærkersigved sædvanlige Egenskaber: «end ikke de bedste Briller kunde jo adskille en privat Jærnbaneembedsmandfraen » Den gamle Grundsætning, sagde fremdeles Dr. Alex. Meyer, om de offenligeVeje,som Romerretten Ingen tilhørte, var omstødt ved Jærnvejenes Indførelse, der nu havde givet Anledning til et saa mægtigt Monopol. Det fremhævedes af en anden Indleder,Redaktørenaf Zeitung, Dr. Dorn Ritler v. Marwalt,hvorledesman vist tidligere i England, navnlig i en Kommission, i hvilken bl. A. ogsaa Robert Peel befandt sig, havde erklæret fri Kjørsel paa samme Bane for umulig og Monopolet for nødvendigt, men hvorledes en senere Parlaments-Enquete,ved forskjellige Mænd af Faget vare udspurgte, var kommet til det Resultat, at den samme JærnbanesBenyttelseaf Entreprenører meget vel lod sig gjennemføre. Ogsaa i Nordamerika var Ideen bragt frem ien Beretning fra Generallandkommissæren af 1869. Ved nærmere Betragtning fandt jeg ganske vist ikke denne Ide om Konkurrencepaasamme just i samme Grad tvivlsom, som den ved første Øjekast syntes mig at være; men efter at VigtighedenafCentralisation Jærnbanernes Drift navnlig var fremhævet af Chefen for et Wiener Firma Wilhelm v. Lindheim, fandt jeg mig dog foranlediget til at gjøre opmærksom paa, om ikke de tilsigtede Fordele simplest og bedst vilde naas ved Statsdrift. Faucher svarede mig, at man nu en Gang var saa

overordentlig langt fra Statsbanerne i Tyskland og navnlig i Østrig. Jeg kunde have svaret, at man dog vistnok var endnu længere fra det gjorte Forslag om Tilladelse for Alle til at kjøre paa den samme Bane. Flere af denne Tankes Forsvarere,f.Ex. fra Siebenbiirgen Schuler-Libloy, fremhævedeendogsaaselv, først helt nye tekniske Betingelsermaattebringes Men hvad der var og maatte være den praktiske Hovedsag for Forsamlingen var ganske vist den øjeblikkelige Indførelse af den saa kaldte »Vogn- og Kollitarif«,somallerede have vist sig heldig paa de elsaske Baner, og som nu ogsaa bliver indført paa de badensiske, pfalsiske og rhinske Jærnveje. Spørgsmaalet om Statsdrift blev senere atter optaget af Friherre Hundt v. Haften Turowo og af Professor Dietzel, der antydede at ville foreslaa, hvad jeg som Fremmed ikke vilde indlade mig paa, en Resolution i denne Retning; men denne kom, til Dels paa Grund af en tilfældigMisforstaaelse,ikke under Afstemning.

Foruden Spørgsmaalet om Jærnbanerne naaede man endnu i samme Møde i Korthed at behandle Spørgsmaalet om Husindustri, man da navnlig udtalte, hvorledes Nutidens Fremskridt Maskinteknik og i Indretning af Bedrifter i det Store ganske vist indskrænkede de nuværende Grene af den lille Industri, men hvorledes dog atter andre Frembringelser, hvor det gjaldt Finhed i Arbejdet uden Anvendelse af slor Kraft, med Held blev overtaget af den lille Industri. Ogsaa aabnedes der nu netop for Kvinder og til Dels ogsaa for Børn ny Anledning Erhverv. Man anbefalede tekniske Skoler og Udviklingen Associationen i videste Omfang som det bedste Middel til at ophjælpe Husindustrien. Det blev gjort gjældende, visse Foreninger endogsaa helst burde være internationale.

Den tredje Dags Forhandlinger angik navnlig Spørgsmaalet om Mangel paa Boliger i de store Byer, et Spørgsmaal der ligeledes paa Grund af de særegne Forhold navnlig i Berlin og Wien i høj Grad maatte slaa paa Dagsorden, og som nu blev indledet af Dr. Sax fra Wien og af Dr. Faueher fra Berlin.Dr.Sax hvorledes overalt i hele Evropa de

fleste slore Byer ere i en umaadelig Tilvæxt, idet Industrien nu efter Jærnvejenes Udvikling ganske anderledes er i Stand til at samle sig i de store Centra for Handel og Kredit. Derfra Stigningen i Husleje og Mangel paa et tilstrækkeligt Antal brugbare Boliger. Han saa Hovedfejlen i vort Byggesystem,nemligi store Kaserner i Steden for de smaa enkelteHuse.Det efter hans Mening ikke de høje Priser paa Grunde, som førte til Kasernesystemet; men det var omvendtdetteSystem, var opslaaet i den Tid, da de store Byer endnu vare Fæstninger, som havde de høje Priser paa Grundene til Følge, idet det nemlig var Skyld i, at Alt nu en Gang var indrettet paa Koncentrering i det Indre af Byerne. Kasernebygning var i Virkelighed ikke saa billig, som den synes, idet den fordrede langt sværere Byggemaade, og idet den gjorde det dyrere, jo højere man kom op, medens man derimod ved Smaahusene kunde nøjes med langf billigere Konstruktion, billigere Tømmer, Mursten o. s. v. Ved KasernesystemetblevBefolkningen af spekulerende Kapitalister.VedSystemet Smaahuse bliver det derimod muligt for Middelstanden og for Arbejderne at erhverve deres eget Hus. Fordelene herved ere saa store, at man bygger uden at forlangedensamme som, hvor man vil leje ud til Andre. Saa behøver man bl. A. heller ikke de kostbare og i andre Henseender mislige idelige Flytninger. I London og i Amerika, hvor man har Systemet med de smaa Huse, er Lejen kun stegen 25 pCI., hvad der er langt mindre end Stigningen ide store Byer paa Evropas Kontinent. Inde i Byerne forhindredehøje paa Grundene Anlæg af smaa Huse. Dette skulde imidlertid afhjælpes ved det Offentliges Understøttelse,vedAnlæget gode Kommunikationsmidler, navnlig af Sporveje og i de meget store Byer af sædvanlige Lokomotiv- Jærnbaner; der burde overalt anlægges et Næt af saadanne Baner, saavel i Linier udenom som Radier ind i Byerne. Faucher tilføjede blandt Andet, hvorledes Cottage-Systemet ikke alene fandies i Amerika, men ogsaa med Held var indført i Bremen og i Oldenburg. Han selv havde, da han i 1844 første Gang tog fat paa denne Sag, været for at indrette smaa

Lejligheder samlede i megel store Huse, fordi han ansaa dette for billigere. Det var imidlertid ikke gaat godt. Han havde ikke tænkt paa, at to Koner paa den samme Trappe ikke kunde forliges. Alle Forsøg paa at indføre saadanne Kaserner i London vare strandede paa de bedre engelske Arbejderes Utilbøjelighed til at benytte dem. — Ogsaa de fleste andre Talere saavelsom Forsamlingen i sine Beslutninger sluttede sig ganske til denne Anskuelse om Anlæget af smaa Huse og Udvikling af Komunikationsmidlerne. Hr. Buchaczek fra Wien fremhævedetilligeMisligheden som nu brugeligt er, at fritage de Lejligheder, der ikke ere udlejede, for Skat; derved formindskesEjernesIver at faa deres Lejligheder udlejede, og Skattelettelsen bidrager saaledes til Huslejens Stigning. Dr. Sax havde antydet, at Staten muligen ligefrem burde skride til for at hindre Grundenes Stigen i Pris, navnlig igjennem Indretningen af Beskatningen og gjennem Udvidelsen af Expropriationsretten.DenneAntydning fra flere Sider Modstand,ogIndlederen tage den dertil sigtende Beslutning tilbage. Ogsaa Faucher fremhævede ganske vist bestemt, at man altid maatte undersøge, om Bevarelsen af den specielle Ejendomsret var hensigtsmæssig, og at den ikke havde nogen Berettigelse til at blive ved, naar det skulde ske paa SamfundetsBekostning.Selv som mente at Byggeselskaberne havde bidraget til Fordyrelsen, udviklede dog, hvorledes paa den anden Side den uhyre Prisstigning ogsaa havde været et umaadelig stærkt Middel til at drage de store Masser af KapitaltilByggespekulationen, selve Byggeselskaberne havde i alt Fald ført til en Mængde Grundes Realisering , da det viste sig, at de havde gjort sig skyldige i Overspekulation, og da de selv begyndte at gaa til Grunde.

Endnu blev i dette Møde Spørgsmaalet rejst, om hvorvidt det var rigtigt, at Børsdifferencer — Resultaterne af Handel med Effekter paa Tid, den samme Forretning, der nominelt er forbudt hos os — anerkjendtes af Domstolene, eller ikke. Indlederen Hr. Lieben fra Wien anbefalede denne Anerkjendelse, der for Tiden fattes i Østrig, som et Middel mod Børssvindel. Spilleren burde ikke blot efter Handelskutume, men ogsaa

juridisk bøde for sin Gjerning ved at betale sit Tab. Dr. Alex. Mejer fra Berlin henviste atter til denne østrigske Betragtning ligeoverfor dem, der i det tydske Rige have troet, at man omvendtburde en Ende paa Svindelen ved ikke at lade Domstolene anerkjende Differenceforretningen. Den samme Differenceforretning var tillige det vigtigste Middel til paa rigtig Maade at regulere Pengemarkedet, og det var ikke muligt at skjelne den begrundede Spekulation fra Spillet, den legitime fra den illegitime Forretning. Neuwirlh fra Wien fandt det urigtigt at tage denne Sag for efter en Periode, i hvilken Østrig-Ungarns Nationalvelstand havde tabt en Milliard i kunstigeog Værdier, og efter at man kun ved en urigtig Susspendering af Bankakten og ved andre Kvaksalverier havde forsøgt at besejre Krisen. Da han understøttedes af Dr. Hertzka, som ligeledes ønskede Spørgsmaalet betragtet fra et mere omfattende Synspunkt, fremdeles af Eras, Gensel og Dorn, besluttede man at udsætte Sagen til næste Kongres.

Paa det sidste og fjerde Møde forhandledes om Fattigvæsenet,navnligom af de saakaldte frivillige Årbejdshuse, et Spørgsmaal, der blev indledet af Rickert fra fra Danzig og af Eras fra Breslau. Forhandlingen var en FortsættelseafForhandlingen Mødet i Maintz, hvor det paa den ene Side af Bøhmert fra Ziirich og Andre var blevet hævdet,athele tvungne Fattigskat var en Slags Kommunisme, paa den anden Side af Gneist med Flere blevet gjort gjældende,atdet det Offentliges Pligt, lige saa vel som det var dets Pligt at indrette Skoler og andre lignende Institutioner. Alle have dog været enige om, at det for den offenlige SundhedsogSikkerhed var nødvendigt for Staten ikke helt at holde sig borte fra Fatligvæsnet. Enhver Arbejdsdygtig var forpligtet til at arbejde for sig og Sine, og Hjælpen maatte ikke overstige det Nødtørftige. Herimod fejlede man uafladelig. Selv Elberfeld, der var saa berømt for sit frivillige Fattigvæsen — det, som der er muligt paa Grund af det nøje Forhold mellem de store Arbejdsherrer og Arbejderne — havde jnu ogsaa maaltet indrette Årbejdshuse. Underholdet i disse var ikke saa dyrt, naar de administreredes godt. I Danzig var det

kun 42 Th. pr. Hoved mod 133 Th. i Berlin og 108 Th. i Dresden. Arbejdshusene skulde indrettes paa Landet i ForbindelsemedLandvæsen; kunde man benytte al Arbejdskraft paa bedste Maade. Børnene havde det bedre ide godt udstyredeFatliggaardeend dem. I Irland havde Reformernehaftet Resultat, De var begyndt i 1838. I 1850 var der 805,000 Fattige i Arbejdshusene, 368,000 udenfor dem, 1856 212,000 i dem, 4500 udenfor dem, 1859 153,000 i dem, 15,000 udenfor dem. Arbejdshusene formindskedeTalletbaade dem og udenfor dem. I England var i 3 Aar de Fattiges Tal i Arbejdshusene formindsket 7 pCt., udenfor dem 20 pCt. Det var en Fejl, at man i Tyskland krævede toaarigt Ophold for at have Ret til Understøttelse; denne skulde uden videre gives paa Trangssledet, uden at dette havde Ret til at fordre Tilbagebetaling andetsteds fra. Hvor den frivillige Fattighjælp var mulig, var den naturligvis den bedste. Men Arbejdshusene vare blandt Andet nødvendige for at lære Befolkningen, at Friheden ogsaa medførte Pligter, at man ikke alene havde Rettigheder. Eras erindrede bl. A. om, at den belgiske Lovgivning allerede i 1792 havde udtalt, at ethvert Menneske havde at forskaffe sig sit Underhold ved Arbejde,naardet dygtigt dertil. Prof. Gneist fra Berlin, der af Andre blev betegnet som Tysklands største Fagmand i dette Emne, vilde ikke gaa ind paa Arhejdshusene. De tilintetgjøre Familieforholdet og den Fattiges sociale Forbindelser og tilintetgjordedermedogsaa Æresfølelse; de skabte, om ikke Fængslernes Fortvivlelse, saa dump Sløvhed. England vilde ikke have adopteret dem, om det endnu havde haft kommunaltLiv.Det en stor Ære for Tyskland, at de der mødte Modstand. Paa Landet og i Smaabyerne vare de ogsaa for dyre. Overalt i Tyskland søgte man at individualisere Faltigplejen,attage til den Fattiges Fortid, til hans Familieforhold.IBerlin 1500 Personer beskjæftigede med at besøge de Fattige i deres Boliger, med at holde Fattigpleien individuel. Det var Tysklands nationale Maal saa længe som mulig at befri Landet for Fattiganstalternes Nødvendighed. — Seyffardt fra Crefeld sagde, at Arbejdshusene havde kunnet

nedsætte de Fattiges Tal til under en Fjerdedel; de skyldtes derfor Skatteyderne; de vare Prøvestenen for Berettigelsen til Understøttelsen. Men de udrettede ganske vist ikke meget i moralsk Henseende. Derfor burde «den individualiserede Understøttelse»,det System, den personlige Fattighjælp,iførste anbefales. — Rickert fremhævede igjen, at Arbejdshusene vare nødvendige for at undgaa at bortødsle det Offentliges Midler og for ikke at tillade Folk at lade sig underholde paa Andres Regning. Selv Elberfeld havde været nødt til at benytte dem. — Kongressen erkjendte til Slutning i sine Resolutioner, at Arbejdshuse ere nødvendige i større Kommuner, især i større Stæder, og at navnlig voxne ugifte Personer burde henvises til dem, hvor man ikke paa anden Maade kunde sikre sig, at de virkelig vare trængende, og at den Understøttelse, man gav dem, anvendtes godt.

En Forhandling om Husindustriens Tilstand, hvortil Resolutioner bragte i Forslag af Borsenhalles Redaktør Hr. Dannenberg, af Schneider fra Wien og af Grev Altems - Petzenslein Gråz, blev endelig udsat til næste Kongres. Kongressen derefter med almindelige Udtalelser af Kongressens Præsident Dr. Karl Braun og af de to bekjendle Baronerne Wertheim og Kiibeck.

Foruden ved Møderne vare Medlemmerne ogsaa sammen ved forskjellige festlige Lejligheder — ved en Banket i den Staden Wien tilhørende Kursal, hvor jeg, da en Skaal for de Fremmede, nogle Nederlændere, Englændere, en Tyrk, en Finne og mig, adresseredes til mig, havde Lejlighed til i mit Svar aabent at fremhæve Nordslesvigs Betydning for Forholdet mellem Tyskland og de skandinaviske Lande — en Dag i Udstillingen, Schwarlz-Senborn, »dette Aars Mand i Wien*, førte os om — en Eftermiddag paa Kahlenberg udenfor Wien, hvor en Jærnbane med faststaaende Maskine og Jærntov hæver de Besøgende op mellem Yinhaver og Skove til en henrivende Udsigt over Wien og Donauen — endelig en Dag over Alpepasset lil Miirzzuschlag paa Sydsiden af Højden, hvor Grev Attems og andre Steiermarkere havde beredt os en festlig Modtagelse.

Det har altid Interesse personlig at træffe en Kreds af fremragende Mænd, som man tidligere kjender fra deres Skrifter og øvrige Virksomhed; dobbelt Interesse har det, naar den, som Tilfældet var for mig, er aldeles ny og ukjendt. Det er en Selvfølge, at jeg ikke kunde være flere Dage sammen med adskillige tyske Rigsdagsmænd uden at komme lil at tale med dem om vort Mellemværende. Jeg skal her kun sige derom, at jeg i Modsætning lil den Anskuelse, jeg tidligere navnlig efter de tyske Avisers Udtalelser havde haft, kom til den Opfattelse, den kejserlige Regjering, naar den vilde opfylde Pragerfredens § 5, ikke vilde møde nogen Modstand hverken i Tysklands offenlige Mening eller i Parlamentet.