Nationaløkonomisk Forening.

Torsdagen den ste December afholdt den nationaløkonomiske sit andet Møde. Forhandlingerne lededes af Statsrevisor Gad, der gjorde Forsamlingen opmærksom paa, at Konferensraad David, der i forrige Møde var valgt til resmedlem, til Stede. De andre Herrer, man havde indbudl til at indtræde som Medlemmer, havde paa to nær (Professor Steen og Grosserer M. G. Melchior), fra hvem man endnu ikke havde faaet noget Svar, modtaget Indbydelsen.

Dirigenten meddelte dernæst, at Bestyrelsen havde konstitueret og valgt Prof. Frederiksen til Formand; paa Bestyrelsens Vegne foreslog han nu at optage følgende ny Medlemmer: Gliick stadt, Postinspektør Petersen, Professor Er slev, Overretssagfører O. Hansen, Kontorchef Ro - sendahl, Dr. phil. Muller, Kand. polit. Rumohr, Bogholder Faber, Professor Matzen, Assistent Bing, Overretssagfører Vallø, Godsejer Oldenburg, Administrator Moldenhawer, Kand. polit. Nannestad og Bankdirektør Harhoff, hvilket, ligesom ogsaa et Forslag af Bestyrelsen om at holde Møde den 2den Torsdag i hver Maaned i Steden for den første, vedtoges uden nogen Forhandling.

Aftenens Forhandlingsæmne (Manchesterskolens og Kathedersocialismens Opfattelse af ArbejdslønnensBestemmelse) af Kand. Vilh. Arntzen, der, efter ganske kort at have karakteriseret Manchesterskolenog i Almindelighed, viste, hvorledesManchesterskolen Arbejdskraften som en almindeligMarkedsvare som Følge heraf kom til det Resultat,at paa den ikke alene faktisk, men ogsaa retfærdigbestemtes Udbud og Efterspørgsel, og hvorledes den karakteriserede den Virkning, som Udbud og Efterspørgsel udøvede paa Arbejdslønnens Højde, som en Virkning af en uforanderlig Naturlov, Noget, der jo passede godt ind i hele Skolens optimistiskeSystem. angreb denne Lære, i det den gjorde gjældende, at Arbejdskraften i flere Retninger var forskjellig fra de øvrige Varer, der bleve udbudte paa Markedet. Arbejdskraften var saaledes en Vare, ved hvilken der altid var

Nødpris, og dernæst stod den i uadskillelig Forbindelse med en Person, medens de øvrige Varer vare Ting. Som Følge heraf gik det ikke an at identificere Arbejdskraften og de øvrigeVarer, den Raadighed, som Erhververen af Arbejdskraften fik over den Arbejdet ydende Person, maalte være af en anden Slags end Raadigheden over en Ting, og Raadigheden over en Person kunde i vor Tid kun være mulig, naar i Forholdet imellem Arbejdstager og Arbejdsgiver ethiske Grundsætninger koin til at virke. Manchesterskolens Opfattelse af den retfærdige Pris paa Arbejdskraftenvar inhuman. En Nødvendighed var det, at Nationaløkonomien igjen antog Karakteren af en ethisk Videnskab. Professor Frederiksen havde i forrige Møde søgt al svække Kalhedersocialisternes Betydning ved at beskylde dem for Vankundighed;Taleren dog gjøre opma^rksom paa, at blandt dem fandtes Mænd som W. Roscher, Carl Knies, Hildebrandog Andre, ligesom han ogsaa troede med Rette at kunne tage Stuart Mill og Schäffle med. Naar Prof. Frederiksenherimod gjældende, at Mill var Medlem af Cobden- Klubben, betød delle Intet, det var kun af politiske Grunde.

Prof. Se ha ri ing kunde anerkjende Berettigelsen af det Standpunkt, Kathedersocialisterne indtoge, men han kunde ikke følge dem i do Konsekvenser, de droge herfra. Et Hovedsynspunkti Strid var Forskjellen mellem Theori og Politik. Theorien indeholdt Sætningerne i deres abstrakte Almindelighed, og i denne Form vare de uomstødelige. Den økonomiske Politik derimod var ikke «Politik» i strængere Forstand, men ligefrem Anvendelsen af de økonomiske Sætninger paa de praktiske Spørgsmaal. De under Politikken hørende Spørgsmaalderimod ingenlunde alle rent økonomiske, og for saa vidt kunde og burde de heller ikke løses udelukkende efler økonomiske Hensyn. Mancheslerskolens Fejl var, at den løste de praktiske Spørgsmaal næsten udelukkende fra rent økonomiske Synspunkter. Taleren troede , al man bedst sikrede Økonomien ved at indskrænke den til dens rette Omraade. I de praktiske Resultater kunde han ikke følge Kathedersocialislerne, Ihi de Spørgsmaal, som de havde fremdraget,vare rent økonomiske, og de Foranstaltninger, de

tilraadede, vare übetydelige og problematiske. Hvad særlig Arbejdslønnenangik, fastholdt han, at den bestemmes efter rent økonomiske Love; men derfor kunde der dog godt tænkes Anledning for Staten til at gribe ind i de Forhold, der paavirkedens han ansaa saaledes en Fabriklovgivningfor uagtet den kunde faa Indflydelse paa Størrelsen af Arbejdslønnen — »laissez faire, laissez passer» var rigtigt i sin oprindelige og virkelige Betydning; det var nemlig ikke enstydigt med »laissez aller», men betød ligefrem: fri Produktion, fri Omsætning,

Dr. phil. Julius Petersen angreb i et længere Foredrag Økonomiens Grundbegreber og søgte navnlig at vise, at den nuværende Lære om det gjensidige Forhold mellem Arbejde, fast og flydende Kapital var aldeles urigtig. Han fik imidlertid ikke Lejlighed til at fuldføre sine Deduktioner, da Formanden afbrød ham og nægtede ham at fortsætte, fordi disse Spørgsmaal formentlig laa udenfor Dagsordenen. — Nogle senere Bemærkninger Dr. Petersen og af Direktør Bing blive heller ikke refererede, da de i del Væsentlige støttede sig paa deres ejendommelige af Økonomien og kun ville kunne förstaas i deres Sammenhæng med det hele System. Redaktionen haaber al der snart vil blive givet Tidsskriftels Læsere Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med D'Hrr.s interessante og ejendommelige Belragtningsmaade.

Prof. Frederiksen omtalte Forholdet imellem Kapital og Arbejde, hvad vi her forbigaa, da del væsenllig sluttede sig til Pelersens Foredrag. Han kunde i [Hovedsagen slutte sig til Scharling. Man havde bebrejdet Økonomerne af Ad. Smiths Skole, al de vare deduktive; Ad. Smith var vel deduktiv, men saaledes, at han stadig prøvede sine Resultater ved tænkte Tilfælde, og denne Melhode er tilstrækkelig i Økonomien, hvor der ikke er Tale om Exakthed. Hvad særlig Manchestermændeneangik, benyttede de Fleste af dem netop den induktiveMethode; spørge om, hvad der er hensigtsmæssigst i hvert enkelt Tilfælde — man behøvede f. Ex. blot al se hen til det Standpunkt, som adskillige af Manchestermændene havde indlaget i det irske Landbospørgsmaal, og hvori han ikke vilde

følge dem; her var ikke Tale om en abstrakt Betragtning. Der var heller ingen skarp Modsætning mellem Manchestermændeneog Radikale, tvært imod, ikke faa af disse vare indrangeredei Hækker, en Mand som Stuart Mill var Medlemaf De Bebrejdelser, de saakaldte Kathedersocialisterrettede Manchesterraændene, ramte dem ikke, de kunde derimod gjælde visse franske Forfattere. Tog man nu specielt Arbejderspørgsmaalet og undersøgte det, da vilde det snart vise sig, at Konkurrencen her var den eneste Faktor af Betydning; ethvert Forsøg paa at lade Arbejdslønnen bestemme af andre Betingelser var meningsløst. Ved et Exempel hentet fra et Arbejdermøde i Lyngby paaviste Taleren, at selv den simple Arbejder havde en klar Bevidsthed af, at kun Konkurrencen bestemteArbejdslønnen, at ethvert uden fra kommende Indgrebi naturlige Ordning snarere vilde skade end gavne ham. — Kathedersoeialisterne kunde gjendrives, naar man saa paa den positive Side af Sagen; hvad var det for positive Forslag, de vare fremkomne med? Lutter Smaaling, der umulig kunde udrette Noget, og som vare uheldige allerede af den Grund, at de gik imod Friheden. Det var en karakteristisk tysk Fremgangsmaade,Kathedersoeialisterne De tage enkelte løsrevneSætninger som Englænderne ere komne til ad induktivVej, dern ug deducere ud fra dem. Med Hensyntil videnskabelige Behandling kunde man fornuftigvis gaa to Veje, enten maatle man som f. Ex. Tyskeren Schäffle tage alle Samfundsforhold med, og man kom da til en almindeligSociallære, ogsaa, som Taleren gjorde, indskrænke sig til den rene Økonomi, til Byttelæren.

Kand. Ring vilde et Øjeblik vende tilbage til de Ord af Mill, som Prof. Frederiksen paa forrige Møde havde taget sig til Indtægt: «Jeg bestrider Fordringerne af enhver Theori, der opstilleren Retfærdigheds Maalestok, ikke grundet paa Nytten.» Betydningen af denne Sætning afhang af, hvorledes del a Nyttige» blev opfattet. Tog man det som »almen Nytte», hvorved Noget kun blev »Nytte», hvis det gavnede «Alle», hele Samfundet, kunde saavel Ethikeren (det Elhiske blev i saa Fald i eminent Betydning «x\yUigt») som den Religiøse gaa ind herpaa.Saaledes

paa.Saaledesopfattet laa der endogsaa en stærk Fordring om, at det «Retfærdige», det Moralske skulde skaffes en realere Betydning, end det hidtil havde havt, og en Hævdelse af, at den økonomiske «Nytte» burde være i Enhed med disse Forhold.Opfattede «Nytten» som den i videre eller snævrere Forstand ((individuelle Nytte», blev Sætningen et Udtryk for kras Materialisme. Og delte skete i hvert Fald i Praxis. Han refererede kun en sørgelig og betydningsfuld Kjendsgjerning, naar han erklærede Tiden for i Bund og Grund materialistisk; og Bourgeois-Økonomien var kun denne Materialismes Iheoretiske Apotheose. Ethikkens kategoriske Imperativ, Religionens paradoxeFordring formelt af den intelligente Middelstand,men i Livet paa ethvert Punkt. Og denne Mangel paa ideelle Holdepunkter var af den største Betydning. Naar Arbejderen (og det netop den dygtige og intelligente) en Dag erklærede det for sin übetingede Pligt ikke at efterlade sine Børn samme Livslod, som hans egen, naar han rent ud sagde, at han ikke længer turde lade sig nøje som før, hvilken Grund, som han maatte bøje sig for, havde man da at anføre, hvilken Sag, for hvis Skyld han burde finde sig i sine Savn, at henvise til? Naar han kom med sine to tomme Hænder Og sit Freintidsprosp'ekt af Alderdom og Elendighed, var det dræbende Ironi at henvise til Andres fulde Pengeskrin og kalde dette «hensigtsmæssigt». Kollisionen blev derved kun uløseligere, Knuden strammet, til den brast. Alt dette laa der i Mills Ord, og paa den Maade bleve de snarere et fyldigere Udtryk for det, som Kathedersocialismen fremhævede, end et Vaaben imod den.

Etatsraad, Bankdirektør Levy troede, al Frederiksen var ivrigereManchestermand selve Manchestermændene og den engelske ; han var overbevist om, at man i England i mange Retninger var i Færd med at forandre Anskuelse, man var der for praktisk til at holde fast paa de gamle Theorier, naar Forholdene sig; han antog det f. Ex. ingenlunde for umuligt, at England vilde komme tilbage til Beskyttelsessystemet og til Udførselstold paa Kul m. M.

Oljemøller, Kand. Olsen mente, at Hovedvægten i Arbejderspørgsmaaletmaatte

bejderspørgsmaaletmaattelægges paa Befolkningsspørgsmaalet. Associationer og andre lignende Forholdsregeler vare af ringe Vigtighed og tjente kun nærmest til at holde Arbejderen i Humør.Ethvert i Arbejdernes Tilstand gik under de nuværende Forhold tabt ved en tilsvarende Forøgelse af Befolkningen.Han derfor den Samfundsordning for den bedste, der indeholdt den stærkeste Opfordring for Arbejderne til at fastholde det en Gang indvundne Standpunkt.

Gross., Kand. B alii n ansaa Kathedersocialismen for aldeles upraktisk og derfor skadelig. Kathedersoeialisterne fremkom ikke med et eneste fornuftigt, praktisk Forslag til al afhjælpe Ondet, saa at deres Tale kun ophidsede Arbejderne. De pukkede stadig paa «del Elhiskes Fordringer». Men det kan kun lidt nytte f. Ex. at forlange, at to Arbejdere, som nøjagtig udføre del samme Arbejde, skulle lønnes forskjellig, fordi den ene har li Børn, den anden slet ingen, og paaberaabe sig «det Ethiskes Fordringer». er nationaløkonomisk, og jeg tror ogsaa etnisk, Retfærdighed at lønne begge ens. Ellers maa man ganske afskaffe Nationaløkonomien, men det vilde næppe være økonomisk

Kand. Whitte bemærkede, at det utvivlsomt kun var ved en Indskrænkning i Udbudet af Arbejdet, at Arbejderen varig kunde forbedre sin Sliiiing. Spørgsmaaiets Løsning iaa derfor i Virkeligheden i Arbejderens egen Haand, og naar Socialismen — og det var nærmest de socialistiske Anskuelser, der i Aften vare komne frem fra en vis Side, der havde bevægel Taleren til at lage Ordet — paa Arbejderens Vegne stillede yderlig gaaende Fordringer til Samfundet, forekom det ham derfor,at var berettiget til at minde om, at Arbejdernes uheldige Stilling for en stor Del skyldes dem selv paa Grund af deres meget hyppig letsindige og i en allfor ung Alder indgaaedeÆgteskaber; vidste vel, al man vilde svare, at Arbejderen ingen Opfordring havde til at vente med Giftermaalet,fordi Stilling aldrig blev bedre, men det var ikke Tilfældet. Naar Arbejderen havde sammensparet sig en lille Kapital, før han giftede sig, vilde hans Sliiiing være en ganske anden, end den nu i Almindelighed er, og Fødslernes Anlal

vilde blive formindsket, naar de Paagjældende giftede sig i en
mindre ung Alder. Det var paa den Maade, at de saakaldte
højere Klasser vedligeholdt deres bedre Stilling i Samfundet.

Rings Replik til Hr. Whitte vilde beslaa i to Bemærkninger: Udtalelser i Aften vare kaldte stærkt socialistiske. Han havde erklæret Tidens Løsen for Materialisme, herimod hævdet det Ethiske og ved sin Fordring til Staten om at træde direkte til netop udgaaet fra, at denne burde slaa hævet over Klasseinteresserne; var dette Socialisme, maatte han finde sig deri. — Med Hensyn til Whitles Bemærkning om den Afholdenhed, hvorved de unge Mænd af de dannede Klasser udmærkede sig, og som blev anbefalet Arbejderen til Efterligning, ønskede han nok Oplysning om, af hvad Beskaffenhed denne Afholdenhed var.

Hermed sluttede Dirigenten Forhandlingerne. Efter nogen Diskussion vedtog man i det næste Møde (Torsdagen d. 9de Januar 1873) at forhandle om Pengemarkedets nuværende Slilling.

Den nalionaløkonomiske Forening talte 10de Januar 1873,
foruden Konferensraad David som Æresmedlem, 70 Medlemmer:
Adler, D. Z?., Grosserer.
Amtzen, Vilhelm, Kand. polit.

Bajer, Fr., Folkehøjskolelærer, Folketingsmand.
Ballin, A., Grosserer, Kand. polit.
Bech, C, Bankassistent.

Benzon-Buclnoald, J., Departemenlsdirektør.
Berg, Proprietær, Landstingsmand.

Bing, F., Direktør i den kgl. Livrenteanstall.
Bing, H., Bankassistent.

Bojesen, C. V., Assistent i Finansministeriet.
Branth, C, Prolokolfører.

Castberg, E., Fuldmægtig i Generalpostdirekloratet.
Deuntzer, J. H., Professor juris.
Elberling, V., Kand. polit.
Erslev, E, Professor.

Faber, V., Bogholder, Redaktør.

Fdibe-Hansen, V., Kontorchef.

Frederiksen, N. C, Professor, Folketingsmand.
Friehling, 8., Bankdirektør.

Gad, M., Fuldmægtig, Statsrevisor.
Gjødwad, J., Redaktør.

Gliichstadt, J., Bankdirektør.
Grøn, Grosserer.

Hage, Alfred, Godsejer, Kand. polit., Oremandsgaard
Hage, Johannes, Godsejer, Løjtnant, Nivaagaard.
Hage, Christofer, Kand. polit., Bandholm.
Hall, C. E., Kand. polit.

Hamilton, Professor, Greve, Lund.
Hammerich, A., Kand. polit.
Hansen, 0., Overretssagfører.
Harhoff, Bankdirektør.
Hertel, J., Redaktør.

Hindenburg, A.} Højesteretsadvokat, Folketingsmand.
Hqfmann-Bang, Bankassistent.

Holstein, L., Kand. polit., Folketingsmand.
Høfding, H., Dr. phil.
Kaarup, A., Grosserer.

Krebs, F., Stiflsfysikus, Dr. med., Odense.
Levy, M., Bankdirektør.

Levy, M., Departementsdirektør.
Manicus, G., Journalist, Løjtnant.
Matzen, H., Professor juris.

Michaelsen, J., Expeditionssekretær.
Moldenhawer, F., Administrator.
Møller-Holst, Redaktør.

Muller, P. E., Docent, Dr. phil.
Nannestad, F.. Kand. polit.

Nathansen, M., Redaktionssekretær.
Oldenburg, Godsejer, Helsingør.

Olsen, Alfred, Oljemøller, Kand. polit.
Petersen, Aleksis, Kand. polit.

Petersen, M., Assistent i Generalpostdirektoratet.
Petersen, H., Postinspektør.

Petersen, Julius, Docent, Dr. phil.
Ploug, C, Redaktør, Landstingsmand.

Ramus, F., Generaldirektør for Skattevæsenet.
Ring, K., Assistent i Finansministeriet.
Rosendahl, J., Kontorchef.
Rubin, Vexelmægler.

Rumohr, D., Kand. polit.
Scharling, W., Professor.
Shaw, C, Landstingssekretær.
Suenson, H., Kand. polit.
Thune, E., Grosserer.

Tiemroth, C, Kand. polit.
Topsøe, V., Redaktør.

Vallø, F-, Overretssagfører.
Wessely, A., Dispachør.

West, J., Assistent i Finansministeriet.
Whitie, J., Assistent i Finansministeriet.